Kvinde, giv plads eller gør det selv!

Når jeg kører på arbejde om eftermiddagen, lytter jeg gerne til ”Ibens” på Radio24syv med Iben Maria Zeuthen. I programmet diskuteres livets store og små spørgsmål og i går, d. 17. juni handlede det om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

Jeg får ofte lyst til at ringe ind og give mit besyv med, men det duer jo ikke, når jeg kører bil, så det koncentrerer jeg mig om i stedet.

Hvor er mændene henne?

Men i går var der nu alligevel noget ved programmet, som for alvor får mig ned i stolen foran tastaturet.

Iben havde Karen Borgnakke og Anne Kirstine Vågebæk i studiet og sammen med de lyttere, der ringede ind, diskuterede de ligestilling i forhold til netop balancen mellem familieliv og arbejdsliv.

Et stykke inde i udsendelsen bemærkede både vært og gæster, at andelen af mænd, der deltager i den debat, er forsvindende lille. Eksempelvis var der kun 2 mænd ud af de lyttere, som ringede ind og deltog.

Karen Borgnakke, Anne Kirstine Vågebæk og Iben Zeuthen var enige om, at det er et problem.

Det mener jeg også, men det efterfølgende fik mig op på mærkerne.

Ordet afslører din grundlæggende indstilling!

Det, jeg bed mærke i – og som jeg ofte bemærker i ligestillingsdebatten, især, når det gælder børn og familieliv – er den måde, Iben og hendes gæster taler om det på.

De siger bl.a. at mændene, dvs. hovedsageligt fædrene, skal ”inddrages” i debatten.

Inddrages?

Hvornår inddrager man?

Jo, det gør man, når man tager ledelse og arbejder mod et mål. Så inddrager man andre i projektet. Det er jo netop det, der ligger i ordet. Inddrage betyder at ”drage ind,” dvs. at ”trække andre ind, hvor jeg selv står.” Dermed afsløres det, at kvinder har sat sig på debatten, når det gælder ligestilling. Kvinder har taget ejerskab over familielivet og især børneopdragelsen. De giver ikke slip, men vil blot ”inddrage” børnenes far, når et nyt mål er sat.

Hvordan foregår det hos dig?

Nu kan man selvfølgelig hævde, at det blot er ordkløveri, men prøv engang at tænke efter. Forestil dig de situationer, der drejer sig om familie og børn. Hvad sker der om morgenen, når børnene skal af sted i vuggestue, børnehave og skole. Hvem bestemmer så, hvad tøj børnene skal have på? Hvem bestemmer, om børnene selv må cykle eller gå eller om de skal følges? Hvis du er mor, så prøv engang at tænke efter: når både du og børnenes far er hjemme om morgenen, har han så mulighed for at arbejde på sagen uden du blander dig i det? Kan han finde tøj frem, uden du skal godkende det? Kan han smøre en madpakke, uden du fortæller ham, hvordan den skal smøres?

Ord har en helt speciel egenskab: dels skaber ordet, hvad det nævner og dels afslører det den måde, vi tænker om tingene på. Det fungerer altså begge veje, som årsag til en bestemt måde at tænke på og som virkning af den måde, vi tænker på.

Inddragelse?...

I sammenhæng med ligestillingsdebatten viser det sig ved, at når vi taler om at far skal ”inddrages,” så skaber vi en forståelse af far som en slags andenrangsforælder eller medhjælper, der blot skal fungere som en arbejdshest, der fører mors forestillinger ud i livet. Og når vi har den indstilling til det, så taler vi også om det på en måde, der forstærker indstillingen.

Hvis vi skal have en forandring, så kræver det, at kvinder giver slip. Vi mænd og fædre har nemlig oftest den indstilling til børnene, at hvis valget står mellem at skulle kæmpe for at gøre det, vi finder bedst og samtidig risikere splid i hjemmet til skade for børnene eller på den anden side give slip og lade mor bestemme, hvordan tingene skal være, så vil vi oftest vælge det sidste.

Men samtidig vil vi mænd og fædre så også i en vis udstrækning give slip for selve arbejdsdelen af det. For hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre arbejdet, hvis jeg ikke har indflydelse på formen? For mig er det egentlig ret enkelt: hvor mor VIL bestemme, får hun lov til det, men hvis vi som fædre skal overleve i det, så må konsekvensen også være, at hun selv må lave arbejdet.

...eller ligeværdigt samarbejde?

Skulle vi ikke i stedet prøve noget andet?

Kunne man evt. forestille sig, at alt det her med arbejdsliv og familieliv kunne ske i et ligeværdigt samarbejde? Et samarbejde, hvor far og mor har lige meget indflydelse på børneopdragelsen? Hvis vi skal dele arbejdet, så kræver det, at vi også deler beslutningerne.

Tøsedreng!

"Herre i eget hus" er en serie på TV2, hvor mænd får hjælp til en mere maskulin indretning i deres hjem. Konceptet er ret simpelt: konen og børnene flytter ud i tre dage og så sender TV2 en testoseronpakke i form af Pelle Hvenegaard og Rasmus Larsson plus lidt flere. De skal så affedte vægge og gulve for lyserødt plys og hjerteformede puder, for at erstatte det hele med gulvhøjtalere og spillekonsoller.

Jeg har ikke set udsendelsen før og det er vist endda nogle genudsendelser fra sidste år, de sender, men i eftermiddags havde pigerne tændt for det og så kunne jeg følge lidt med på sidelinien.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at kvindesagen er gået amok og har forvandlet Danmark til et kvindedomineret samfund, men ærligt talt: den udsendelse er altså pinlig! For mændene!

Det første, der dukkede op i hovedet på mig, var: hold da lige kaje! Sikke en tøsedreng!

I sig selv er der noget rivende galt, når en mand har brug for en håndfuld hærdebrede håndværkertyper for blot at sætte en lille smule fingeraftryk på sit hjem.

Er der noget mere tøset end at kalde på veninderne - "syns I ikke osse bare, at..." - for ligesom at stå i samlet flok og gruppepresse en anden til at bøje sig? Jeg kan i hvert ikke lige umiddelbart komme i tanke om noget...

Konen har endda valgt at medvirke i programmet. Hun har tydeligt vist selverkendelse og sendt et signal om, at hun dybest set godt véd, at hun fylder lidt for meget i forholdet og gerne vil gøre noget ved det...

Og så efterlader det altså billedet af én, der er så lidt mandig, at han lige så godt kunne have stillet op til offentlig kastrering med alle de blodige detaljer prime time på nationalt TV...

Så tag jer dog sammen, mænd!

Kom nu ind i kampen, derude... det er ikke så svært...

Guldmedalje til: Kvinder, der giver modspil...Ti stokkeslag til: Mænd, der spørger konen, om de gerne må være uenige...

Matematik er noget lort!

Jeg skal da ellers lige love for, at jeg fik præsenteret min datters holdning på en krystalklar måde, da det var tid til at lave lektier her forleden.

"Det er noget lort!" erklærede hun højlydt med armene over kors og lignede bestem ikke én, der havde tænkt sig at gå i krig med matematikken.

"Naaj, det er det ikke," svarede jeg med mit sædvanlige finurlige smil på, "det er ikke lort, det er matematik."

Egentlig burde jeg vide bedre. Det er ikke så tit, ungerne er lige så begejstrede for min humor, som jeg selv er. Og svaret var da også ret forudsigeligt: "du er overhovedet ikke sjov!" snerrede hun og sendte laserstråler ud af øjnene...

Så vidste jeg godt, det gjaldt om at få kastet min far-humor ud af vinduet i en rivende hast.
"Nej, det er også rigtigt," sagde jeg, "lad os nu lige se på det sammen. Jeg skal nok hjælpe dig..."

Det var ikke så let at komme i gang med lektierne og det første stykke tid var jeg ikke i kridthuset. Men vi blev da gode venner igen og hun fik lavet sine lektier noget hurtigere, end hun selv havde regnet med.

Lektier er noget, Fanden har skabt!
Bagefter kom jeg til at tænke på, hvordan jeg selv havde det med lektier, da jeg var barn: jeg hadede dem af hele mit hjerte. Og som voksen har jeg ofte givet min mening til kende på en ret ligefrem måde:

Lektier er noget Fanden har skabt!

Eller den mere arrogante version, som jeg har lagt på hylden af årsager, jeg ikke skal komme ind på her:

Lektier er til den, der ikke forstod det første gang...

Under alle omstændigheder har lektier aldrig været en favorit for mig og det er tilsyneladende gået i arv...

Min datter og jeg står sikkert ikke alene med ondt i lektietarmen og jeg kan da spekulere på, hvordan det kan være, at børn i dag kan gå i skole fra 8-14 og alligevel have lektier for næsten hver dag?

For slet ikke at tænke på de mange børn, der bagefter går i sfo til kl.16-17-stykker...

Måske er det slet ikke matematikken, der er noget lort, men derimod hele den tanke, at ungerne ikke har fri, når de får fri fra skole?

Altså: at lektier er noget lort?

Eller sagt på en anden måde:
Kan det virkelig passe, at der ikke kan findes bare en halv time i løbet af skoledagen, hvor børnene kan lave de øvelser i stavning, tabeller og andre faglige elementer, der kræver træning?

Ville du selv syntes, det var i orden, hvis du skulle tage arbejde med hjem og lave det i din fritid?

Men hvad ved jeg om det? Jeg er jo bare far...

Guldmedalje til: Den, der kan opfinde lektier, der laver sig selv...

Ti Stokkeslag til: Den eller de forvirrede lærer(e,) der opfandt lektier som det ultimative torturredskab...

Far til fire i trædemøllen

Undskyld!

Inden, du læser videre, vil jeg gerne sige undskyld.

Ikke fordi, det er moderne - og heller ikke fordi, jeg regner med, at de læsere, undskyldningen især retter sig mod, tager nogen særlig notits af det.

Nej, jeg siger undskyld, fordi jeg mener det! Ja, det er håbløst gammeldags, jeg ved det... Men så lad mig da være gammeldags...

Jeg undskylder på forhånd for alle de gange, jeg her på bloggen træder nogen over tæerne med rå formuleringer, politisk ukurante holdninger og barsk behandling af pladdertanters knap så gennemtænkte syn på kønnene.

Og hele den smøre kræver selvfølgelig en forklaring:

Jeg er far til fire (og det er ikke en joke) på 14, 12, 9 og 8 år, som jeg sammen med deres mor (ja, de har samme mor og far alle fire) forsøger at opdrage efter de bedste værdier i verden: nemlig vores.

Og som far har jeg jo måttet høre på al mulig ævl og kævl om, hvad en mor er, hvad en far er og ikke mindst irriterende: hvordan vi som forældre bør være set i lyset af vores køn.

Jamen, du er jo mor!
For nogle år siden hørte jeg en mormor fortælle sin datter begejstret om, hvordan hendes nabo var en fantastisk dygtig far, der bare klarede det hele selv.
”Lille Joachim trives bare så godt. Tænk, at hans far klarer det hele så flot, selv om han er alene med ham.”
”Jamen, mor,” protesterede datteren, ”jeg er da også alene - og jeg har endda 3 børn, jeg skal tage mig af!”
Mormor så på sin datter med der ”gider-du-lige-blik,” som de fleste af os nok kender.
”Joh, men du er jo mor!”

Undskyld... Men hvem HAR dog fundet på, at kvinder fra naturens hånd nærmest svæver hen over forældrerollen med en alle-steds-nærværen, som kun overgås af Vor Herre?

Laver ungernes lektier sig selv, når mor har ansvaret, mens far må binde børnene fast til skrivebordet for at få dem ordnet?

Danser rugbrødsmadderne ned i madpakken helt af sig selv, når det er mor, der holder smørekniven, mens far må kæmpe i timevis for blot at få åbnet bøtten med smør?

Og holder kalenderen selv hus med familiens aktiviteter, når mors hånd sidst har rørt den, mens den leger gemmeleg i fryseren, når far skal opdatere i den?

I så fald er det et syn, jeg aldrig selv har stiftet bekendtskab med - og hvis jeg nogensinde så den slags, ville min kone helt sikkert bede mig søge læge...

Men hvad ved jeg om det? Jeg er jo bare far...

Guldmedalje til:- alle, der undlader at blande sig i, hvordan deres børnebørn bliver opdraget- den, der opfinder en madpakke, der smører sig selv

Ti Stokkeslag til:
- alle, der stiller højere forventninger til mødre end til fædre
- opfinderen af udtrykket ”Sjuske Dorthe”

Hjemmeskole for lockoutramte børn

Første dag med lockout i folkeskolen er en realitet og hos os har vi besluttet, at det ikke må blive en forlænget påskeferie for vores børn. De skal lave skolearbejde, helst hver dag i det omfang, vi kan få det til at hænge sammen.

Jeg var ret spændt på, hvordan de ville modtage det, for selv om vi forberedte dem på det i god tid, er det trods alt ikke længere tid siden, jeg selv bar på det indædte had til skole, som enhver fornuftig dreng vel har i sin natur...

Så det var noget af en overraskelse at opleve deres entusiasme her til morgen. De var bare fuldstændig klar på at have hjemmeskole...

Måske er det fordi, de lige har haft ferie og derfor er mætte på ren afslapning. Måske bærer de på en god portion indebrændt energi. Eller måske er det udsigten til at være sammen med deres far, der bringer forventningens glæde ind i det lille hjem.

Sandt for dyden har jeg da heller ikke været meget sammen med dem den sidste tid. Påskeferien har stået på lejr og ferie med bedsteforældre og stort set alle weekender og en hel del aftener har jeg været på arbejde, så det er vel ikke så underligt, hvis de føler, at nu må der altså gerne falde lidt far-tid af.

Og det gør der så. Lige nu sidder vi med matematikken, hvor den ældste laver procentregning og min næstældste træner tabeller. Før det stod den på læsning og om lidt skal vi i gang med lidt engelsk.

Oprindeligt var min tanke at følge deres skema, men det har jeg droppet igen, for hvordan skal jeg lige give den som gymnastiklærer, når jeg knap kan ramme en fodbold og får sved på panden blot ved tanken om et englehop - puha, nu er jeg nødt til at tage en pause fra skriveriet på bloggen... jeg må hente et viskestykke, så jeg kan tørre ansigtet...

...

Sådan, så er jeg klar igen...
Hvor kom jeg fra? Nåja, hjemmeskole for lockoutramte børn... Her til morgen hørte jeg, at en lokal forælder havde tilbudt at lave hjemmeundervisning for de børn, der ikke kunne komme i skole. Det har skabt en del debat og lærerne er ikke vildt begejstrede ved udsigten til at skulle luge ud i fejl og mangler ved det, børnene lærer under lockouten. Det kan jeg godt forstå og jeg undrer mig egentlig også over, at forældre overhovedet kan få den tanke, at deres undervisning kan være lige så god som når uddannet personale tager sig af det. Ikke mindst må jeg forundres over, at de så ikke for længe siden har taget konsekvensen og trukket ungerne ud af skolen for at undervise selv. Der skulle jo være rigelige ressourcer til at lave en friskole, hvis de virkelig mener, det kan være lige så godt at videregive den lærdom, de selv kan huske fra deres egen skolegang for knap et halvt århundrede siden.

Nuvel, så kan man selvfølgelig påstå, at jeg gør noget lignende herhjemme, for jeg er jo heller ikke læreruddannet. Men forskellen er bare, at jeg ikke har nogen som helst forventning om at kunne bringe mine børns viden op på et højere niveau - mit mål er det noget mere beskedne, at børnene ikke skal falde i niveau, mens der er lockout. Om jeg kan det, må tiden vise...

Imens håber jeg, at KL og DLF finder sammen om en løsning - men det er nok et håb, der er mere lysegrønt end græsset under sneen ude i haven...

Det eneste lys forude er, at jeg forventer, der kommer et regeringsindgreb senest i slutningen af næste uge. Så kan vi få normale tilstande igen fra mandag d. 16.april - skulle vi ikke tage at krydse fingre for det?

Ti stokkeslag til: KL, der på skammeligste vis har taget vores børn som gidsel i stædig forventning om, at et regeringsindgreb vil give dem det, de gerne vil have og derfor ikke vil forhandle en løsning på plads!

Guldmedalje til: Lærere, der brænder for at give vores børn det bedst mulige udgangspunkt for at klare sig godt i livet.

Malstrøm foran dit TV

I vores stue er der et mystisk fænomen. Det befinder sig i en pæn radius omkring fjernsynet og hensætter ungerne i en trancelignende tilstand, hvor det nærmest er umuligt at trænge igennem og skabe kontakt, på trods af, at både øjne, ører og mund står vidt åbne.

Så kan man stå der med alle sine krav og forventninger om oprydning, tøjvask samt tømning af opvaskemaskine og skraldespand, uden der kommer så meget som en protest ud af det.

Jeg har ofte haft tv-stationerne mistænkt for bevidst at sende hypnotiserende undertoner ud sammen med det digitale signal, men dels er vi koblet på via den lokale antenneforening med analog forbindelse og dels må jeg konstatere, at den tranceskabende malstrøm også er der, når fjernsynet er slukket.

Her er effekten dog ikke nær så stærk og den fungerer mere som en katalysator, der giver en umanerlig lyst til at samle fjernbetjeningen op og tænde for apparatet.

Om jeg fatter, hvad børnene ser i det TV!
Jeg er heldigvis mere standhaftig end det og malstrømmen foran fjernsynet skal godt nok stå tidligt op om morgenen for at indfange mig. Det gør jeg også meget gerne ungerne opmærksomme på og hvad kan de lige sige til det, når de godt véd, det er rigtigt?

Og så alligevel, for her den anden dag, lige midt i min tordentale om, hvor vigtigt, det er at være opmærksom på verden omkring sig og på den måde vise andre et minimum af respekt, så fik jeg et svar, jeg ikke havde regnet med.

Selverkendelsens smertefulde sandhed
Det var min yngste datter, der med hovedet på skrå kundgjorde, at "det gælder vel også, når man sidder ved en computer og skriver?"

Ups...

Nuvel, det var nok ikke helt ment som et spørgsmål - ikke sådan rigtigt - og hendes egentlig ret vise ord ramte mig faktisk lige i solar pleksus. For hvor ofte har jeg ikke siddet ved computeren med fingrende dansende vildt hen over tastaturet, når de kommer hjem fra skole og med stor velopdragenhed spørger pænt, om de må tage en is, lege med en kammerat eller sådan noget - og alt, de har fået til svar har været et grynt eller en sagte brummen. Og når jeg så har fået mig fedtet færdig med det, der var så vigtigt at få afsluttet, så er jeg kommet op i stuen og har kigget mig forundret omkring med et: "Hvem har givet jer lov til at bage kage?" - Og straks efter at have sagt det sidste ord kommet i tanke om, at... hov, det har jeg vidst selv...

Lad verden falde, thi den er falsk og hul?
Og det er bare sådan, at når min opmærksomhed er ved computeren og det, jeg sidder og skriver, så kan verden ramle omkring mig, uden jeg opdager det. Det må jeg altså prøve at gøre noget ved, for jeg kan vel ikke forlange af mine børn, at de skal være opmærksomme, når jeg ikke selv er det, vel?

Guldmedalje til: En verdensomspændende strømafbrydelse, der kan tvinge samtlige familier til at være sammen i blot en time uden elektriske apparater! 

Ti stokkeslag til: Gæt selv hvem...

Dumme mor stopper

Så er det blevet officielt: Søndagsavisens klummeskribent gennem de sidste par år har skrevet sin sidste klumme.

I den tid har mange af os fulgt "Dumme Mor" og hendes liv med sin førstefødte, "den lille fede."

Hun har på glimrende vis sat fokus på den naturlige forandring, man går gennem, når man skifter rolle i livet. 

Fra at være kvinde og kæreste, er hun nu blevet en fuldbyrdet mor på godt og ondt og vi har fået lov at følge med i det hele.

Herhjemme har vi med stor fornøjelse ladet os tage ved hånden og slået følgeskab med "Dumme Mor."

Vi har leet og trukket på genkendelsens smilebånd, når hun med levende humor har beskrevet de situationer og dilemmaer, vi kun alt for godt har set hos os selv.

Af og til har vi nærmest kæmpet for at nå at læse klummen først, så vi kunne være den, der satte kursen for samtalen.

Men nu er det altså slut...

Ikke flere eskapader om, hvorvidt det er ok, at "den lille fede" har kjole på i børnehaven, ikke flere historier om uforstående veninder, der endnu ikke har fået børn og ikke flere klummer, hvor hun bruger sin position som ventil til at hænge kæresten ud.

Men hold nu blot humøret oppe alligevel, for du bliver ikke ladt i stikken. Søndagsavisen har annonceret efter en afløser og ifølge mine oplysninger har de allerede modtaget en pæn sjat forslag til ny klummeskribent.

Uanset, hvem den nye klummeskribent bliver, kommer den til at have en mands vinkel på det at være forælder og som far til fire synes jeg jo, at jeg selv er helt oplagt til opgaven.

Derfor har jeg da også lagt billet ind med hele tre klummer og kan vente svar om en måneds tid.
Indtil da skriver jeg fortsat her på bloggen og hvis de vælger mig til opgaven, vil jeg forsøge at overbevise dem om, at klummen også skal kunne læses online, gerne her eller måske på en ny blog.

Nye børnebøger!

Jubii!

Så kom de endelig, de nye bøger.  Jeg har spejdet efter postbudet de seneste dage i forventningens glæde og i går kom de så:

"Drillefanten, der ikke ville drille" og "Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest."

PoD (Print on Demand) for miljøets skyld
De har været længe undervejs, fordi jeg denne gang har valgt en PoD, hvilket betyder, at bøgerne bliver trykt, når de bliver bestilt.

Omkostningerne for mig er noget højere på den måde, så jeg tjener stort set ingenting på dem.

Til gengæld er det jo noget mere miljøvenligt, for så ligger der ikke et oplag, som kræver både varme og minimal luftfugtighed.

Det er også derfor, jeg har ventet med at bestille dem, indtil begge bøger var klar til salg. Det koster jo lidt i diesel, når bøgerne skal transporteres.

Bøgerne i hånden
Men nu har jeg bestilt begge bøger og de ser fantastiske ud! Der er nu særligt over at stå med dem i hånden...

Begge bøger er sat til salg på gopubli.sh og lige nu kører jeg et knaldtilbud på Drillefanten, som du kan få ganske gratis som eBog!

Se mere om bøgerne her:

Drillefanten, der ikke ville drille

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest

Famieliedagbog.blogspot.dk - kom og vær med til et sjovt eksperiment

Kan du huske, dengang, hjemmevideoer var det helt store hit på TV?

Det var dengang, enhver TV-station med respekt for sig selv inviterede ganske almindelige mennesker til at indsende private optagelser fra konfirmationer, bryllupper, badeferier eller hvad det nu kunne være. Eneste betingelse var, at der skulle være noget at grine af.

Og så sad vi ellers alle sammen klistret til skærmen og morede os på andres bekostning. Vi morede os over folk, der faldt og slog sig, dyr, der blev forskrækkede - eller børn, der faldt i søvn og sjaskede hovedet ned i maden.

Og ja, det var ret plat, nok mest fordi det var ren falde-på-halen og oven i købet ikke altid med velsignelse fra den, det gik ud over.

Men sådan behøver det jo ikke være...

Jeg har gået og tænkt på, at der må være masser af sjove (og pinlige) historier ude blandt læserne af min blog. Historier, som bare venter på at blive fortalt, men som ingen fortæller offentligt, fordi det er for pinligt eller måske fordi man ikke lige ved, hvordan man skal fortælle den, så den er lige så sjov som da man oplevede den.

Det er der heldigvis råd for, for nu tager jeg udfordringen op og tilbyder mig som formidler af de sjove historier.

Det kommer til at foregå på en ny blog, jeg netop har startet til formålet. Jeg har allerede samlet nogle historier. De bliver snart lagt ud. Men der må gerne komme mange flere og derfor har jeg brug for dig - eller rettere: dine historier.

Det er meget nemt at være med. Du går bare ind på bloggen og fortæller din historie under den side, der hedder "fortæl DIN historie."

Jeg læser alle historierne igennem og vil så skrive en lille smule hver uge, hvor jeg henter inspirationen fra jeres fortællinger. Hvor vi ender med det hele, ved jeg ikke. Måske bliver det bare en blog med sjove historier, måske kan det blive til en udgivelse - det finder vi ud af hen ad vejen. Det vigtige er, at det skal være underholdende at kigge forbi bloggen og så gør det jo heller ikke noget, at der ligger dybere tanker bag, som kan give stof til eftertanke.

Selvfølgelig skal der også være visse fordele ved at sende sin historie ind, så de første 10 personer, der sender indslag ind, vil modtage et eksemplar af min nyeste udgivelse, nemlig singlen "Østerby," som kan læses på en aften. Du kan se mere om den her.

Kunne det ikke være sjovt at læse nogle morsomme historier, som godt kunne have været noget, du selv havde oplevet?

Så kom og vær med! Det koster ikke noget og måske kan det endda blive din begyndelse på et forfatterskab?

Indtil videre kan du i hvert fald begynde at læse nogle af de sjove historier, som allerede er lagt ind på familiedagbog.blogspot.dk - Du finder bloggen her

God fornøjelse! Jeg glæder mig til at læse netop DIN historie!

Skægge gækkebrevsrim

Det er ved at være tid til at skrive gækkebrev og hos os kan vi godt lide at lave anderledes rim i stedet for det typiske med prikker, der stikker.

Jeg ville gerne have vist et billede af nogle af de gækkebreve, vi laver i år, men for det første er vi slet ikke gået i gang endnu og for det andet ville det jo være lidt dumt at vise dem, før de er blevet sendt ud, så jeg har bare fundet et på nettet i stedet.

Men kreativiteten for gækkebrevsrim fejler i hvert fald ikke noget og vi har rigeligt at tage af. Her er nogle forslag til fri afbenyttelse og du må hjertens gerne dele med dine venner.

Mit navn, det står med wc og kumme - skynd dig at gætte, før påsken er omme...

Mit navn er skrevet med hestehov - resten er slagtet og solgt som bov...

Mit navn, det står med møl - de spiser chips og drikker øl...

Mit navn er bøjet med møje i neon - gid jeg bare hed Lars eller Leon... (virker bedst, hvis du har et langt navn)

Mit navn er skrevet med æg - der er klasket op på en væg...

Mit navn er skrevet med gardiner - jeg gemmer mig bag dem og fniser og griner...

Mit navn er skrevet med akutjobspakker - de flytter sig ikke, de står bare og snakker...

Mit navn er skrevet, som jeg tror, det staves - jeg er heller ikke så god til at rime...

Mit navn er skrevet med frække drenge - tag dig i agt, for de er temmelig strenge...

Til koncert med Rasmus Seebach fandt jeg nogle piger, de skriver mit navn, mens de hyler og skriger...

Mit navn er stavet med farverige blomster - de er da pænere end de nye overenskomster...

Jeg ville have skrevet mit navn med buske - men hvad jeg hedder, kan jeg ikke lige huske...

Du gætter aldrig, hvem jeg er - jeg har skrevet mit navn med sure tæ'r...

Mit navn er skrevet med store jader - altså dem, man finder med hakke og spader...

Har du flere forslag, så send dem til mig som en kommentar. Vi er mange, der gerne vil høre dem!

Det er pinligt at søge om Julehjælp!

Følgende indlæg var i Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad d. 14. december samt i Politiken d. 17. december:
---------------------

Så er Olesen igen ude med riven efter de socialt udsatte!

Han hævder, at når antallet af ansøgere til Julehjælp igen i år er steget, så er det ikke pga. stigende fattigdom, men ganske enkelt fordi man kan få noget gratis.

Undskyld mig, Olesen, men kan du ikke godt selv se, at det argument er helt ude i skoven?

Julehjælpen har jo aldrig været noget, hjælpeorganisationerne har taget penge for, så hvorfor skulle "gratismen" lige netop i år være hovedårsagen til en stigning?

Iøvrigt er det jo heller ikke "gratis" at søge om Julehjælp. Det kræver faktisk stor overvindelse at åbne sin økonomi op for vildt fremmede mennesker, som af hensyn til udvælgelsen er nødt til at dykke bramfrit ned i din økonomiske situation.

Det er ganske enkelt en pinlig og træls affære med ansøgning om julehjælp. Det er ubehageligt i en grad, så selv generalforsamlingen i Ny Alliance virker som en hyggelig skovtur. Og ubehaget findes ikke kun hos den, der søger. Det er sandelig også ubehageligt for dem, der skal sidde og kigge ansøgningerne igennem. Det ved jeg, for jeg har selv siddet i sådan et udvalg og jeg kan godt love dig for, at det er en grim forpligtelse at stå med. Ikke mindst fordi det hele tiden sidder i baghovedet, at DIN afgørelse kan være med til at bestemme, om børn på alder med dine egne får en jul med rugbrød og leverpostej eller om de får en jul med flæskesteg og ris a la mande.

Og netop her ligger nok den væsentligste årsag til, at Olesens holdning er rigtig grim og arrogant: uanset, hvor meget vi kan argumentere for, at nogle mennesker er dårlige forældre med en elendig fornemmelse for privatøkonomi, så kan vi altså ikke bare lade det gå ud over børnene - for du mener da forhåbentlig ikke, at også børnene bare er snyltere, der skal tage sig sammen?

Min påstand er, at alle, der søger om julehjælp, har behov for hjælp - om det så lige er madvarer til juleaften, de har behov for, kan man jo diskutere - men der er ikke mange, der søger julehjælp for sjov. Og de få, der bare er ude efter at få noget gratis, er hjælpeorganisationerne som regel rigtig gode til at få sorteret fra. Det er de nemlig nødt til, for ellers er der nogle af dem, der har behov, som ikke kan få hjælp.
--------------------------------------

Tilføjelse 17. december:
I forlængelse af debatten om julehjælp har jeg besluttet at lade overskuddet fra salg af "Skrymers Handske" resten af året gå til Frelsens Hærs julehjælpsindsamling. Se mere her

Kan du se, hvem der ringer?

For efterhånden mange år siden fik min farfar og farmor en telefon til afprøvning fra telefonselskabet. Det var dengang, det hed Jysk Telefon og pointen var, at telefonen skulle afprøves, før den skulle sendes i handlen.

Det var et sandt vidunder af en telefon... Ikke alene kunne den huske numre - den kunne minsandten også vise nummeret på den, der ringede! Rigtig smart, for så kunne man jo nå at forberede sig, inden man løftede røret.

Nu til dags kan alle telefoner jo den slags og det er noget, jeg er rigtig glad for - for det meste...

Men i dag blev det nu alligevel anledning til en lidt pinlig situation. Jeg var ved at lave vindueskarm til de to store vinduer, der vender ud mod gaden. Det er en del af et større byggeprojekt, der efterhånden har varet 3 år og jeg må indrømme, at jeg er godt træt af det, så det gælder om at få det ordnet, færdig med det, ud med det, tjek!

Og det bliver jo ikke bedre af, at jeg er lidt af en klovn til det rent håndværksmæssige og derfor har jeg jo heller ikke rigtig værktøjet til det. Til vindueskarmene bruger jeg en blyant, en tommestok og en fukssvans (det er en håndsav, som du sikkert kender fra din skoletid og som har sådan en form, at man næsten ikke kan komme til at save skævt.)

Bedst, som jeg ligger der på knæ foran vinduet og skal til at tegne streger, som jeg kan save efter, ringer telefonen.

Skærmen fortæller, at det er min datter. Hun ringer for at spørge, om hun må tage hen til en klassekammerat. Det må hun selvfølgelig gerne.

Jeg er ikke andet end lige kommet helt ned på gulvet igen, før der atter er bud efter mig.

Om det var okay, hvis de legede hjemme hos os i stedet? Jo, da, selvfølgelig var det okay.

Tilbage til gulvet...
Der gik ca. ti minutter... Så ringede telefonen igen. Jeg kiggede på skærmen. Min datter, igen, igen...

De ville hellere tage over på kælkebakken. "Det er helt fint, min ven," sagde jeg og kunne igen vende tilbage til vindueskarmen.

Jeg fik det meste af vindueskarmen ordnet og efter ca. ½ time kom min datter hjem sammen med sin veninde. Vi gik så småt i gang med at bage julekager (Finskbrød, hvis du spekulerer på det...)

Min datter går så ovenpå og mens jeg står der med hænderne dybt begravet i butterdejen, ringer telefonen igen. Hurtigt får jeg vasket mine hænder og griber telefonen. HVAD? IGEN?

Nu er jeg efterhånden ved at være en smule irriteret, så i stedet for at sige "hej, min skat," som jeg plejer, så kommer der en noget mere træls sætning ud af min mund: "Sig mig engang, hvad har du gang i?"

Et splitsekund bliver der helt stille i den anden ende. Så brydes stilheden: "Det er Hanne Andersen... Det er måske din datters telefon, jeg har fundet på gaden?"

Øh, joh... det er det jo nok...

Pinligt? Jo, tak, bare en lille smule... Heldigvis kan jeg redde den med sin sædvanlige charme (eller det bilder jeg mig da ind, at jeg kan) og vi aftaler, at hendes datter (som iøvrigt er den veninde, min datter har på besøg,) bare tager telefonen med i skole i morgen...

Måske man skulle tænke sig lidt bedre om en anden gang? Jeg tror det...

Jumbo fjernbetjening

Hvis du har børn, så kender du måske det der med, at fjernbetjeningen til dit TV er en kilde til evig ballade. Ungerne slås om magten over TV´et, de yngste sidder måske og bider lidt i remoten, batterierne bliver pillet ud og far og mor forsøger at reparere skaderne med gaffa. Og fjernbetjeningen forsvinder konstant og er ikke til at finde nogen steder, mens den ligger og putter sig under hynderne i sofaen eller hvor de forbistrede krapyl ellers kan finde på at gemme den, så deres søskende ikke får fat i den - og efterfølgende kan de ikke selv huske, at de har gemt den væk og slet ikke, HVOR de har gemt den.

Alt det der med kampen om magten er svært at løse og det vil nok altid være en udfordring, men jeg tror sørme, min kone har fundet en genial løsning på det andet problem med, at den bliver væk.

Hun har nemlig købt en JUMBO fjernbetjening - og når jeg siger JUMBO, så er det ikke bare navnet på den, det er en præcis beskrivelse.

Vores nye JUMBO fjernbetjening er nemlig ikke mindre end 12,5 cm på den ene led og 28cm på den anden! Sådan! Hvis jeg lægger begge mine hænder på fjernbetjeningen, kan jeg ikke skjule den!

Så bliver den i hvert fald ikke væk!

Men kampen om magten - den kan vi nok ikke løse med den nye fjernbetjening. Ikke på anden vis, end at den ikke er sådan lige at gemme væk i forsøget på at fravriste de andre muligheden for at tage den.

Måske kunne man indføre noget lignende for masseødelæggelsesvåben? Så kunne Iran ikke påstå, at de ikke har den slags, for selv den mindste lille atombombe ville fylde det halve af Fyn??

Jeg tager ikke patent på den idé. Stormagterne derude er hjertelig velkomne til at bruge den frit - og jeg skal ikke engang have royalties på den!!

Lektier er noget Fanden har skabt?

I årevis har jeg sagt ovenstående om lektier og det er ikke altid faldet i god jord. Fakta er bare, at de undersøgelser, der er lavet omkring lektier, viser det samme: lektier har i bedste fald ingen indvirkning på indlæringen - og i værste fald kan lektier endda skade indlæringen. Se bl.a. denne artikel fra 2008

Men på et enkelt punkt er der en undtagelse: nemlig på den type lektier, man kunne kalde for "Træningslektier," dvs. den slags lektier, hvor formålet ikke er at man skal lære noget nyt, men i stedet handler om at gøre eleven mere sikker på det, der allerede er indlært.

Det kunne f.eks. være den daglige læsning, hvor børn i indskolingen læser mindst 20 minutter hver dag for at vedligeholde evnen til at læse. Eller det kunne være træning af tabeller, hvor det jo egentlig bare handler om at kunne tabellerne udenad, sådan at når jeg siger "Hvad er 7 gange 6?" så kan du med det samme svare "42," fordi du bare henter tallet frem fra hukommelsen.

Men som forælder véd jeg jo, hvor svært det kan være, når mine børn skal læse eller lære tabeller udenad. Det ER trods alt ikke det mest inspirerende at repetere "2 gange 1 er 2, 2 gange 2 er 4, 2 gange 3 er 6, 2 gange...." Puha, jeg bliver nærmest helt svedt af al den energi, jeg så skal bruge for blot at holde mig vågen.

Heldigvis findes der råd for det.
Når du befinder dig i den der trælse situation, hvor der er potentiale til masser af råben og skrigen og gråd og tænderskæren, så har jeg erfaret, at der er to grundprincipper, som kan hjælpe en pæn del:

#1: Giv ikke barnet falske forhåbninger - du er som forælder ansvarlig for, at dit barn laver lektier og hvis du begynder at gå ind i en diskussion med barnet om, hvorvidt de der lektier skal laves, så har du allerede åbnet en mulighed for, at barnet håber på at slippe. Hvis du derimod holder fast, så er det noget lettere for barnet at få en positiv indstilling til lektierne. Det er ikke let og hvis du og dit barn allerede er kommet ind i en negativ spiral, så kræver det kræfter at få den vendt. Men i sidste ende er det til bedste for jer begge.

#2: Find på alternative måder at gøre det på - tabeller er træls! Det kommer vi ikke udenom. Så i stedet for at øve tabellerne med at sige 2, 4, 6, 8, 10, 12, 14, 16, 18, 20 - så er der andre måder, som er noget sjovere.

Her er en metode, som vi bruger herhjemme:

Tag et sæt spillekort og bland dem godt. Tag det øverste kort i bunken og læg det med billedsiden op. Hvis det er et billedkort eller en joker, så læg det væk og tag et nyt. Kortets værdi er nu den tabel, I skal øve. Er det f.eks. en syver, så er det syvtabellen, vi øver.

Dernæst tager du endnu et kort. Barnet skal nu gange de to korts værdier med hinanden. En syver og en sekser er altså 7 x 6 = 42.

Hvis barnet virker opgivende, så siger du resultatet og beder barnet om at gentage det:

DU: 7 gange 6 er 42 - og nu skal du sige det sammen med mig: 7 gange 6 er 42
DU og BARNET sammen: 7 gange 6 er 42

Så fortsætter I

Når der kommer et billedkort, tager I bare det næste kort i bunken og så fortsætter I, til I er kommet hele bunken igennem.

Der er flere fordele ved den metode:

For det første træner I en tabel igennem næsten fire gange
For det andet er der gentagelser, for udover den første sekser, så kommer der jo tre seksere mere - den gentagelse hjælper barnet til at huske, hvad 7 gange 6 er og så får barnet en følelse af succes.
For det tredje er I sammen om det. Der findes masser af muligheder på nettet, hvor børn kan træne matematik, men når I gør det med spillekortene, så er I sammen om det. Det giver barnet mere end blot faglig træning.

Jeg bruger selv denne metode sammen med min datter og allerede 2. dag kunne hun mærke så meget fremgang, at hun kom hjem på tredjedagen og spurgte med det samme, hun kom ind ad døren, om ikke vi skulle øve tabel!

Det KAN gøres sjovere og rarere at lave lektier. Det er bare et spørgsmål om dels at holde fast i, at lektier ikke er noget, du kommer udenom og dels at gøre det på en måde, som er lidt mere inspirerende end kedelige gentagelser.

Fri Abort ER frasortering!

I går aftes blev Det Radikale Venstres sundhedsordfører, Camilla Hersom, forarget over, at danske kvinder tager til Sverige for at få en abort, fordi barnets køn ikke er som ønsket.

"Det er det, jeg synes, der er det virkelig forfærdelige i den her sag. Her bliver det kønnet alene, der afgør om barnet kommer til at leve, eller barnet kommer til at dø," sagde hun på DR.

Jo, tak, det er jeg da enig i. At vælge en abort, fordi man ikke får det køn, man ønsker? Det er helt ude i hampen!

Det har da også fået mange op af stolen og hen til tastaturet på DRs hjemmeside, hvor der bestemt ikke lægges fingre imellem. Udtryk som "usmageligt," "sygt," "Den forkælede generation," "Uhyggeligt" og "Klamt" fyger rundt på debatten som frostsne under en snestorm.

Og som sagt: jeg er fuldkommen enig: det er på ingen måder i orden at få foretaget en abort, fordi man ikke lige får det køn, man gerne vil have.

Jeg spekulerer bare på, om Camilla Hersom og alle de mange debattører inde på DR Debat helt har tænkt det igennem?

En undersøgelse fra 2010 (s.28) viser, at kvinder på 20-24 år har følgende begrundelser for at vælge en abort:
(NB! Bemærk, at kvinderne her havde mulighed for at give flere begrundelser for valget af abort, så man kan ikke regne tallene sammen til at give 100%)

For ung: 55,8%
Har ingen partner: 16,3%
Er i ustabilt forhold: 15,8%
Partner ønsker ikke barn nu: 18,1%
Gravid med en anden end fast partner: 1,8%
Ustabil social situation: 12,3%
Svært at kombinere arbejde og barn: 7,8%
Svært at forene udd. og barn: 34,7%
Ustabil økonomisk situation: 43,6%
Forældre ønskede eller rådede til det: 1,6%
Ønskede større afstand mellem børn: 7,3%

Jeg ville gerne kunne præsentere tal for andre aldersgrupper, men det er ikke lykkedes mig at finde en undersøgelse for det, så jeg vil i stedet koncentrere mig om netop denne aldersgruppe:

I Danmark blev der i 2010 foretaget 16.632 provokerede aborter. Heraf var 4.141 af dem for kvinder på 20-24 år. (Kilde: Sundhedsstyrelsen s. 1)

Tager vi alle de her tal for pålydende, så betyder det altså, at 2277 provokerede aborter skyldtes, at kvinden mente sig for ung til at få børn og at 1805 aborter blev foretaget, fordi kvinden mente, at hendes (og hendes partners) økonomi ikke var til det.

De andre begrundelser læner sig for de fleste vedkommende op ad nogenlunde samme linje: ingen partner, partner ønsker ikke børn nu, svært at kombinere det at have et barn med hhv. udd. og job.

Kun nogle få af begrundelserne kan siges at stikke lidt uden for mønsteret, nemlig ustabil social situation og at  kvindens forældre har rådet hende til en abort.

Og så her til allersidst kommer en virkelig vinder: Ønskede større afstand mellem børn!

Alle de her begrundelser, med mulig undtagelse af de to, jeg lige pegede på, har én ting til fælles:

De er alle begrundelser, der dybest set siger: Det at få et barn passer ikke så godt lige nu...

Og så er det, jeg må spørge:

Hvad er egentlig forskellen på, om man vælger abort pga. køn eller om man vælger abort, fordi "det passer ikke så godt lige nu" at få et barn?

Især skærer den mig lidt i øjnene, den der med "Større afstand mellem børn."

Ret beset: Langt de fleste aborter blandt kvinder på 20-24 år vælges fordi det på en eller anden måde ikke passer til de ønsker, vi har. Det samme gælder vel også for abort pga. køn?

Så kan jeg vist godt lægge mig til at dø!

I lørdags døde mine børns oldefar. Han blev 91 år gammel.
Døden er jo en del af livet og i vores familie har vi nok et ret afslappet forhold til døden. Vi er ikke bange for at tale om døden og vi oplever begravelser som noget positivt. Det kan lyde lidt morbidt, men det, jeg mener er bare, at en begravelse er en god måde at få afsluttet på. Det vender jeg måske tilbage til i et andet indlæg.

Niels-Christian havde gennem et stykke tid haft ét eneste ønske her i livet - at få livet afsluttet. Han var træt og hele hans måde at tænke om det på, pustede mening i den bibelske formulering "at være træt og mæt af dage..."

Niels-Christian orkede bare ikke mere. Han havde oplevet rigeligt.

Døden er nok for det meste præget af både sorg og savn. Vi sørger over den, der er død og vi savner den, der er død. Men på en eller anden måde er det bare noget andet, når gamle mennesker dør. Især, hvis de er syge og ikke orker mere. Så er det ligesom om, sorgen ikke fylder så meget. Vi er ikke kede af det på Niels-Christians vegne, for han fik jo sit ønske opfyldt og uanset om man tror på et liv efter døden eller ej, så er Niels-Christian nok bedre stillet nu, end for blot en uge siden, hvor han knap kunne tænde sig en smøg uden at sætte ild til hele plejehjemmet...

Men selv om sorgen måske ikke fylder så meget, så er savnet der jo stadig. Vi savner Niels-Christian. Vi savner hans humor, vi savner hans rolige gemyt og hans evne til at få folk til at føle sig velkomne i hans selskab. Personligt savner jeg at blive udfordret på min evne til at forstå hans midt- og vestjyske dialekt, som kun blev en endnu større udfordring, fordi han mumlede og slugte konsonanter og vokaler sådan nærmest lidt tilfældigt. Men mest kommer jeg til at savne hans imødekommenhed.

Min sidste samtale med ham var i forbindelse med hans datters sølvbryllup. Vi var samlet en kæmpeflok fra min kones familie. Her skal jeg måske sige, at min kones familie er så stor, at hvis de alle sammen flyttede ind i det samme nabolag, ville deres getto få både Mjølnerparken, Vollsmose og Sundparken i Horsens til at ligne en hyggelig lille landsby.

Vi var altså samlet til sølvbryllup på et flot konferencecenter og da min kone og jeg ankom, sad Niels-Christian i en sofa i foyeren. Vi hilste pænt på hinanden, som vi plejer: med et godt, fast håndtryk, et nik med hovedet, et 'goddag og tillykke' fra min side samt et 'goddag og velkommen' fra hans side - fuldstændig, som vi plejer fortsatte han med at sige et eller andet, jeg ikke forstod (sikkert om vejret, han var landmand) og jeg svarede så et eller andet, han ikke kunne høre (men når læberne bevæger sig, kan man jo se, de siger noget, så det er vel godt nok...)

Men én ting var anderledes end normalt, for straks efter de indledende formaliteter (at byde velkommen var nu aldrig bare en formalitet for Niels-Christian skal jeg sige) - straks efter disse ord pegede Niels-Christian på sin sølvbrudedatter.

"Niels-Christian," sagde han, "sølvbrudens far."

Havde det nu ikke lige været Niels-Christian, så havde jeg nok vejet mine ord, men selv om vi ikke mødes så tit, har jeg nu altid følt mig tryg ved Niels-Christian og har aldrig været bange for at komme til at sige noget forkert.

"Ja, jeg ved det godt," svarede jeg, "Det er Per. Jeg er gift med Kirstine, Verner Madsens datter."

Et splitsekund virkede han ærgerlig, men så tog han sig i det. "Undskyld," sagde han, "jeg kan ikke genkende folk."

Jeg trak på skuldrene og smilede. "Pyt med det," sagde jeg, "det tager jeg ikke så tungt. Jeg ved, jeg er velkommen og det er det vigtigste."

Så sad vi og snakkede lidt, inden middagen blev serveret.

Efterfølgende har jeg tænkt på, om jeg burde have ladet som ingenting. Niels-Christian og hans kone havde 5 børn, godt 20 børnebørn og rundt regnet 100 oldebørn og jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg hævder, at han for et par år siden kunne navnene på hver eneste af dem - også børnebørnenes kærester, selv om de jo naturligvis blev udskiftet en gang imellem.

Måske fik jeg pillet lidt ved hans stolthed..? Det er der ikke noget at gøre ved nu og i sidste ende betyder det nok heller ikke så meget. Men der sker jo ofte det, at når nogen dør, så begynder vi at tænke efter, om der var noget, vi kunne have gjort anderledes...

Efter festen talte Niels-Christian med en af sine døtre. Her gjorde han sin holdning meget klar:
"Så..." mumlede han, "Nu har jeg set alle mine døtre holde sølvbryllup. Så kan jeg godt lægge mig til at dø..."

Det gjorde han så... Sølvbrylluppet var her sidst på sommeren og i lørdags var det slut.
Efter et langt og fuldt liv kunne han endelig lægge sig hvile...

Og jeg spekulerer på, hvad jeg selv gerne vil huskes for, når jeg engang dør?

Anmeldelse af "Drillefanten, der ikke ville drille"

Jeg glæder mig altid over, at nogen vil tage sig tid til at læse og anmelde mine bøger, men jeg bliver ekstra glad, når de er så gode som den, der ligger hos Fabelagtig.

Bl.a. lyder det, at Drillefanten er "et rigtig fint lille eventyr, der hører til i kategorien af højtlæsningsbøger som de voksne ikke bliver alt for hurtigt trætte af..."

Det er jo lige til at blive glad i låget af...!

Den billigste netboghandel med bogen lige nu er:
WilliamDam

Netop Udgivet: Drillefanten, der ikke ville drille...

Så er "Drillefanten, der ikke ville drille" endelig blevet udgivet. Den kan i første omgang købes på Smashwords og senere kommer den ud til danske netboghandlere.

Hvis du er en af dem, der venter med spænding på næste del af feriedagbogen, så fortvivl ikke... Det kommer, det kommer....

Drillefanten, der ikke ville drille

Vi holder lige en kort pause med feriedagbogen for at bringe denne smagsprøve fra 'Drillefanten, der ikke ville drille' som udkommer snart som eBog og forhåbentlig også på tryk inden vinterferien 2013:

Der er mange dyr i verden. Flere end man kan tælle. Måske kender du nogle af dem? Der er Elefanter og Giraffer. Der er Løver og Leoparder. Der er Hunde og Katte. Men vidste du også, at der findes nogle dyr, som de voksne slet ikke kender og aldrig har hørt om?

De er nemlig fantasidyr og de bor alle sammen i fantasilandet Gurlumhej.

Den bog, du læser lige nu handler om nogle af dyrene i Gurlumhej. Måske kender du allerede nogle af dem, men der er helt sikkert også mange af dem, du aldrig før har set eller hørt om. Men først skal du vide, at der ikke findes ret mange voksne, der har hørt om Gurlumhej. For de fleste voksne har nemlig glemt, hvordan man leger. Det er sådan noget, der sker, når man bliver gammel: man begynder at glemme alting. Også hvordan man leger.

Måske er du så heldig, at din far eller mor er en af den slags voksen, der ikke har glemt, hvordan man leger? Sådan en voksen, der kan fortælle om sære ting og mærkelige væsener og som altid kan finde på noget at lege?

Hvis du kender sådan en voksen, kan det være, de har fortalt dig om Gurlumhej. Og hvis du ikke kender sådan en voksen, så gør det ikke så meget, for nu vil jeg nemlig fortælle dig alt det, jeg ved om Gurlumhej. Nu skal du høre:

Gurlumhej findes et sted, som man kun kan finde, hvis man har fantasi. Nu tænker du sikkert, at det er lidt fjollet, jeg fortæller dig det, for selvfølgelig må det være sådan, at man kun kan finde Gurlumhej, hvis man har fantasi. Men nu har jeg altså alligevel fortalt dig det. Så er det gjort, hvis nu nogle af de voksne, som ikke har fantasi nok, skulle begynde at sige: ”Sikke noget pjat! Gurlumhej findes slet ikke!” Hvis nogle af de voksne, du kender, siger sådan, så véd du nu hvorfor: de har ikke fantasi nok til at kunne finde Gurlumhej og derfor véd de selvfølgelig ikke noget som helst om det.

I Gurlumhej er der både en stor skov, en lang slette, en flod og et bjerg. Og for foden af bjerget er der selvfølgelig også en lille dal.

Ude på sletten lever Spænehornet.
Måske har du set næsehorn på fjernsynet og spænehornet ligner dem faktisk en lille smule, bortset fra at den ikke har ben. I stedet går den rundt på sine horn. Den har fire horn og de sidder alle sammen på maven. Så er det også lettere at gå på dem. Hvis du tænker på, hvorfor den hedder et spænehorn, så kan jeg fortælle dig, at det hedder den, fordi den heller ingen øjne har. I stedet har den nogle kæmpe ører og en stor, stor næse. Den kan høre næsten alt og så kan den lugte bedre end noget andet dyr i Gurlumhej. Men når nu den ikke kan se, hvor den går og der måske kommer en fæl kilderaf eller en drillefant, så gælder det jo om at komme hurtigt væk. Så hurtigt, at den må spæne af sted på sine fire horn. Så derfor hedder den et Spænehorn.

Og nu, hvor jeg allerede har fortalt, at der findes drillefanter og kilderaffer, så må jeg også hellere fortælle dig lidt mere om, hvad de er for nogle dyr.

Lad os allerførst tage drillefanten.

Drillefanten er et stort dyr med to drillesnuder. En drillesnude er sådan en slags snabel, ligesom elefanter har, men drillefantens snude er bare rullet op under øjnene og når den så skal drille - for det er nemlig det, drillefanter gør - så ruller den lige drillesnuden ud og giver dig et ordentlig dap over næsen eller i rumpen. Og som jeg lige fortalte, har den ikke bare én, men hele to drillesnuder. Én i hver ende.

Og så er der kilderaffen, som er et andet dyr, der ikke er så rar at være sammen med. Kilderaffen er et dyr med en lang hals, ligesom vi kender det fra giraffen. Men Kilderaffen er faktisk ikke særlig høj, for den ligger nærmest ned med halsen strakt ned mod jorden. Og på dens lange, lange hals har den en masse fjer, som den kan kilde med. Og det gør den! Uanset, hvem den møder og uanset, hvor træt, den er, så går den aldrig af vejen for at kilde dig, til du er lige ved at dø af grin.

Men der er også en masse søde dyr i Gurlumhej.
Jeg har allerede fortalt dig om Spænehornet, som bor på sletten, men inde i skoven ved den yderste kant bor Bavenlianerne. Det er sådan en slags abe, der svinger sig i træerne på evig jagt efter nogen, den kan hjælpe. For Bavenlianer er nemlig de mest hjælpsomme dyr i hele Gurlumhej. De har otte arme og lige så mange hænder og det, de siger allermest er: ”Skal jeg give dig en hånd?” og hvis du så har brug for lidt hjælp, skruer Bavenlianen en hånd eller to af armen til dig. Der er nemlig det særlige ved Bavenlianens hænder, at de kan lave en hel masse, selv om de ikke sidder fast på Bavenlianen. Det er ret praktisk, for så kan sådan en Bavenlian nemlig hjælpe mere end én ad gangen. Når en Bavenlian giver dig en hånd, skal du bare huske at du kun låner den. 

Bavenlianer vil nemlig altid have deres hænder tilbage, for ellers kan de jo ikke give en hånd til andre, som har brug for det.

Hov, nu var jeg lige ved at glemme at fortælle dig, at Spænehornet ikke er det eneste søde dyr på sletten. Herude lever nemlig også et dyr, som hedder en Leorar. Og nu tænker du måske, at det lyder rigtig meget som Leopard og det kan jeg godt forstå, men faktisk ligner en Leorar overhovedet ikke en Leopard. Den minder nærmere om en bjørn. Eller måske snarere en bamse. Sådan en stor bamsefar med tyk mave og store arme, som den meget gerne bruger til at give knus med. Det eneste ved Leoraren, der ligner en Leopard er hovedet, som er lidt som et kattehoved.

Nu kender du vist nogle af de dyr, der bor i Gurlumhej og nu vil jeg fortælle dig en historie om én af dem:

Lille Knud - Drillefanten, der ikke ville drille

Ude i den store skov bor drillefanterne. De er som skabt til at drille. De har ikke blot én, men hele to drillesnuder, én i hver ende, som er helt perfekte til at drille med. Så det gør de. De driller hinanden dag ud og dag ind. Både Mor Drillefant, Far Drillefant og alle Drillefantungerne går rundt hele dagen med begge drillesnuder løftet og klar til at prikke, skubbe, mase og daske hinanden. De driller ikke bare hinanden, men også alle de andre dyr i skoven med deres drillesnuder.
Her kan du se, hvordan drillefanterne ser ud:
Du kan nok se, hvor gode drillesnuderne er til at drille med, så man kan godt forstå, hvorfor de vil drille så meget alle sammen. Men der er én drillefant, der ikke vil drille. Det er Lille Knud, som er den yngste af alle drillefanterne.
”Jeg vil ikke drille,” siger Lille Knud, når de andre driller ham med, at han ikke vil drille, ”for man bliver altså ked af det, når man bliver drillet.” Så griner de andre af ham og driller endnu mere.
”Knud vil ikke drille,” synger de og siger, at Lille Knud ikke kan være en rigtig drillefant, når han ikke vil drille. Men det er Lille Knud ligeglad med. Han synes, det er synd for de andre dyr, når drillefanterne driller dem. ”Jamen, Lille Knud,” siger mor drillefant til Lille Knud, ”sådan har det jo altid været. Drillefanter er skabt til at drille.” Og far drillefant skælder ud på Lille Knud, fordi han ikke vil drille. ”Kan du så komme i gang med at drille, Lille Knud,” smælder han med sin mest bestemte tone, ”hvis man ikke driller, er man ikke en rigtig drillefant. Det er jo ikke for sjov, vi drillefanter har hele to drillesnuder og det er heller ikke tilfældigt, at drillesnuder sidder, hvor de sidder. Den forreste drillesnude er til at drille dem, der er foran og den bageste drillesnude er til for at drille dem, der er bag ved,” forklarer han Lille Knud. Og farbror drillefant prøver også at få Lille Knud til at forstå, hvor vigtigt det er, at drillefanter driller. ”Hvis du ikke driller de andre, så bliver du selv drillet,” forklarer han Lille Knud.

Men lige meget hjælper det. Lille Knud vil ikke drille. Men det vil alle hans brødre og søstre. ”Lille Knud er ikke en rigtig drillefant,” siger de tit til hinanden, ”måske er han blevet forbyttet ved fødslen. Måske er han i virkeligheden født som en sød lille Bavenlian.”

Det gør ikke så meget, at de kalder ham en Bavenlian, tænker Lille Knud, for Bavenlianer er søde og rare og venlige mod alle, de møder. Men det kan nu alligevel være lidt hårdt, når de alle sammen er efter ham. Heldigvis kender Lille Knud et sted, hvor han kan gemme sig og være helt alene. Han har nemlig en hemmelig hule, han går hen til, når det hele bliver for træls. Så sidder han i sin hule, hvor han kan være helt sikker på, at ingen af de andre drillefanter kommer forbi. For selv, hvis de fandt hulen, kunne de slet ikke komme derind. Den er kun lige akkurat stor nok til, at Lille Knud selv kan være der. Og det endda kun, fordi han krøller sig helt sammen, så meget han kan.

”Hej Knud,” siger Karl Smart, da han en dag kommer forbi Lille Knuds lille hule. Karl Smart er en kilderaf. Kilderafferne bor lige ved siden af drillefanterne i den del af skoven, hvor der stort set ikke kommer andre dyr. Det er der en god grund til, for hvis man er en Bavenlian eller en Leorar, så er det ikke særlig sjovt først at blive drillet af drillefanterne og så lige bagefter blive kildet af kilderafferne til man er næsten lige ved at dø af grin. Så de andre dyr holder sig for det meste langt fra kilderafferne og drillefanterne og leger i stedet gemmeleg med Gemmezellerne ude på den store savanne eller rider på Spænehornene.

”Hej Karl,” siger Lille Knud. Karl Smart kan godt se, at Lille Knud er ked af det. Han ved også godt hvorfor. Drillefanter driller jo altid, men der er én dag om året, hvor de driller særlig meget. Én dag, hvor alle drillefanter ifølge traditionen må gøre en ekstra indsats for virkelig at drille igennem. Det er til fastelavn. Du kender nok fastelavn som en rigtig sjov tid, hvor man klæder sig ud og slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller. Måske har du også prøvet at rasle til fastelavn? Du ved, det er det der med at man tager sin fastelavnsdragt på og ringer på alle dørene for at synge fastelavnssang og så får man lidt slik eller kage af dem, der bor i huset som en slags tak for sangen. Drillefanter holder også fastelavn og den allervigtigste dag i hele året er fastelavns-søndag, hvor de også går rundt og rasler. De bruger godt nok ikke fastelavnsdragter, for drillefanter er alligevel så store, at de bliver genkendt uanset hvad. Men de tager rundt til alle deres naboer for at synge fastelavnssang.

Deres fastelavnssang er næsten den samme, som du sikkert kender, men den er nu alligevel en smule anderledes. Mon ikke du synger nogenlunde sådan her: ”Fastelavn, er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade.” Drillefanternes fastelavnssang er næsten lige sådan, men der er en lille forskel. Måske kan du få øje på forskellen? De synger:......

***

Hvad Drillefanterne synger til fastelavn og hvordan Lille Knud klarer sig igennem den mest forfærdelige tid på året kan du læse mere om i:

Drillefanten, der ikke ville drille

- udkommer i uge 40 på alle større webshops som eBog

Bogen kommer formentlig i trykt udgave inden vinterferien 2013, afhængig af salget af eBøger...

Hold øje med bloggen her, hvor vi vil annoncere, når bogen er udgivet. Du kan også koble dig på vores FaceBook-side her:
http://www.facebook.com/holbohistorier

Hvad synes du om første del af historien? Kommentér gerne herunder...

Hvor ER jeg dygtig!

Der er nok ikke meget, der kan matche den glæde, der fylder et faderhjerte (eller moderhjerte) som når éns barn siger: "Er jeg ikke dygtig, far?" Det er en udtalelse, der vidner om et barn med høj selvtillid og det kan der simpelthen ikke siges noget dårligt om!


Alligevel er der en faldgrube her, for hvis vi som forældre fokuserer ensidigt på barnets selvtillid, så gør vi dem faktisk en bjørnetjeneste i stedet for en børnetjeneste.


Det handler mit indlæg om i dag, hvor vil jeg fortælle lidt om børneopdragelse, sådan som jeg ser det. Det har jeg før været inde på bl.a. med indlæggene her og her, men nu vil jeg gøre et forsøg på at blive lidt mere fremadrettet!


På en måde springer jeg egentlig nogle led over, men det er nødvendigt for, at jeg kan komme frem med en vigtig pointe i forhold til nogle af de begreber, jeg bruger. Nemlig disse tre:


#1: Selvfølelse
#2: Selvværd
#3: Selvtillid


Disse tre kan betragtes som en slags byggeklodser, der danner det enkelte menneske og de har stor indflydelse på den enkeltes adfærd og personlighed. Desværre har vi en tendens til at blande dem sammen.


For eksempel hører jeg tit en sammenblanding af de to sidste begreber. Både i samtaler over hækken med naboen eller til familiefester og for den sags skyld også i radio og TV kan man møde den opfattelse, at Selvværd og Selvtillid bruges i flæng, som om de blot er to forskellige ord, der dækker det samme grundprincip. Det er en fejl. De hænger naturligvis sammen, som så mange andre ting i denne verden, men hvis du gerne vil opdrage dine børn til stærke og venlige voksne, så må du skelne mellem disse to begreber.


Jeg vil gå dybere ind i begreberne og også komme med konkrete eksempler i et kommende indlæg her på bloggen, men indtil videre vil jeg blot definere begreberne:

#1 Selvfølelse
Selvfølelsen kan man beskrive som den helt grundlæggende forskel på mennesker og dyr. Selvfølelsen er det, der gør, at vi ved, hvem vi er. Det er selvfølelsen, der gør, at vi forstår os selv som værende separate fra andre mennesker og kan genkende, på hvilke måder, vi ligner andre og på hvilke måder, vi er forskellige fra andre. Uden selvfølelsen bliver vi fremmedgjorte over for os selv og devaluerer os selv til biologiske maskiner, der ikke selv træffer beslutning om, hvem vi er, men blot følger flokken og normerne uden egentlig at vide hvorfor. Hele vores menneskelige eksistens afhænger af selvfølelsen, fordi det er den, der sætter os i stand til at vælge, hvem vi er.


#2 Selvværd

Selvværd bliver ofte blandet sammen med selvtillid, men selvværdet er langt vigtigere end selvtilliden. Selvværdet bygger oven på selvfølelsen med vores omgivelser som de væsentligste bygmestre. Din mor og far er de første og vigtigste bygherrer for selvfølelsen og deres måde at håndtere denne opgave på kan enten opbygge dit selvværd eller rive det ned. Et højt selvværd kan defineres som forståelsen af, at du har en helt basal RET til at være dig. Selvværdet opbygges, når andre anerkender og bekræfter dine følelser og tanker. Det vil jeg gå dybere ind i, når jeg lægger mit næste indlæg ud på bloggen, men for nu vil jeg blot fremhæve én vigtig pointe: der er en kæmpemæssig forskel på anerkendelse og accept! Anerkendelse er IKKE en godkendelse af det, du tænker og føler. Anerkendelse er ene og alene en bekræftelse af at du har dine tanker og følelser og at du har enhver ret til at have dem. Men hvordan du handler på dem, er en ganske anden snak. Du kan som forælder (eller pædagog) sagtens stå i en situation, hvor du anerkender et andet menneskes følelser og tanker, men på samme tid absolut ikke synes, de er i orden - og en væsentlig del af anerkendelse er at adressere denne uenighed!

#3: Selvtillid er et øjebliksbillede.
Selvtilliden er nøje hægtet sammen med din nærmeste fortid. Dine seneste successer og fiaskoer har stor betydning for din selvtillid. Det betyder, at selv om en høj grad af selvtillid er vigtig, når der skal præsteres, såsom at få et godt resultat til en eksamen eller at hente en stor kontrakt hjem til firmaet, så er selvtilliden ganske skrøbelig og selv den mindste mindre gode præstation kan få selvtilliden til at bryde sammen, hvis der ikke er noget andet, der kan holde dig oppe. Grunden er, at selvtilliden er forbundet med dine evner. Det, du netop har opnået eller fejlet ved, afgør graden af din selvtillid.

Og så er det din tur. Del dine tanker herunder. Føler du, at du har stor selvtillid?