Far til fire i trædemøllen

Undskyld!

Inden, du læser videre, vil jeg gerne sige undskyld.

Ikke fordi, det er moderne - og heller ikke fordi, jeg regner med, at de læsere, undskyldningen især retter sig mod, tager nogen særlig notits af det.

Nej, jeg siger undskyld, fordi jeg mener det! Ja, det er håbløst gammeldags, jeg ved det... Men så lad mig da være gammeldags...

Jeg undskylder på forhånd for alle de gange, jeg her på bloggen træder nogen over tæerne med rå formuleringer, politisk ukurante holdninger og barsk behandling af pladdertanters knap så gennemtænkte syn på kønnene.

Og hele den smøre kræver selvfølgelig en forklaring:

Jeg er far til fire (og det er ikke en joke) på 14, 12, 9 og 8 år, som jeg sammen med deres mor (ja, de har samme mor og far alle fire) forsøger at opdrage efter de bedste værdier i verden: nemlig vores.

Og som far har jeg jo måttet høre på al mulig ævl og kævl om, hvad en mor er, hvad en far er og ikke mindst irriterende: hvordan vi som forældre bør være set i lyset af vores køn.

Jamen, du er jo mor!
For nogle år siden hørte jeg en mormor fortælle sin datter begejstret om, hvordan hendes nabo var en fantastisk dygtig far, der bare klarede det hele selv.
”Lille Joachim trives bare så godt. Tænk, at hans far klarer det hele så flot, selv om han er alene med ham.”
”Jamen, mor,” protesterede datteren, ”jeg er da også alene - og jeg har endda 3 børn, jeg skal tage mig af!”
Mormor så på sin datter med der ”gider-du-lige-blik,” som de fleste af os nok kender.
”Joh, men du er jo mor!”

Undskyld... Men hvem HAR dog fundet på, at kvinder fra naturens hånd nærmest svæver hen over forældrerollen med en alle-steds-nærværen, som kun overgås af Vor Herre?

Laver ungernes lektier sig selv, når mor har ansvaret, mens far må binde børnene fast til skrivebordet for at få dem ordnet?

Danser rugbrødsmadderne ned i madpakken helt af sig selv, når det er mor, der holder smørekniven, mens far må kæmpe i timevis for blot at få åbnet bøtten med smør?

Og holder kalenderen selv hus med familiens aktiviteter, når mors hånd sidst har rørt den, mens den leger gemmeleg i fryseren, når far skal opdatere i den?

I så fald er det et syn, jeg aldrig selv har stiftet bekendtskab med - og hvis jeg nogensinde så den slags, ville min kone helt sikkert bede mig søge læge...

Men hvad ved jeg om det? Jeg er jo bare far...

Guldmedalje til:- alle, der undlader at blande sig i, hvordan deres børnebørn bliver opdraget- den, der opfinder en madpakke, der smører sig selv

Ti Stokkeslag til:
- alle, der stiller højere forventninger til mødre end til fædre
- opfinderen af udtrykket ”Sjuske Dorthe”

Lektier er noget Fanden har skabt?

I årevis har jeg sagt ovenstående om lektier og det er ikke altid faldet i god jord. Fakta er bare, at de undersøgelser, der er lavet omkring lektier, viser det samme: lektier har i bedste fald ingen indvirkning på indlæringen - og i værste fald kan lektier endda skade indlæringen. Se bl.a. denne artikel fra 2008

Men på et enkelt punkt er der en undtagelse: nemlig på den type lektier, man kunne kalde for "Træningslektier," dvs. den slags lektier, hvor formålet ikke er at man skal lære noget nyt, men i stedet handler om at gøre eleven mere sikker på det, der allerede er indlært.

Det kunne f.eks. være den daglige læsning, hvor børn i indskolingen læser mindst 20 minutter hver dag for at vedligeholde evnen til at læse. Eller det kunne være træning af tabeller, hvor det jo egentlig bare handler om at kunne tabellerne udenad, sådan at når jeg siger "Hvad er 7 gange 6?" så kan du med det samme svare "42," fordi du bare henter tallet frem fra hukommelsen.

Men som forælder véd jeg jo, hvor svært det kan være, når mine børn skal læse eller lære tabeller udenad. Det ER trods alt ikke det mest inspirerende at repetere "2 gange 1 er 2, 2 gange 2 er 4, 2 gange 3 er 6, 2 gange...." Puha, jeg bliver nærmest helt svedt af al den energi, jeg så skal bruge for blot at holde mig vågen.

Heldigvis findes der råd for det.
Når du befinder dig i den der trælse situation, hvor der er potentiale til masser af råben og skrigen og gråd og tænderskæren, så har jeg erfaret, at der er to grundprincipper, som kan hjælpe en pæn del:

#1: Giv ikke barnet falske forhåbninger - du er som forælder ansvarlig for, at dit barn laver lektier og hvis du begynder at gå ind i en diskussion med barnet om, hvorvidt de der lektier skal laves, så har du allerede åbnet en mulighed for, at barnet håber på at slippe. Hvis du derimod holder fast, så er det noget lettere for barnet at få en positiv indstilling til lektierne. Det er ikke let og hvis du og dit barn allerede er kommet ind i en negativ spiral, så kræver det kræfter at få den vendt. Men i sidste ende er det til bedste for jer begge.

#2: Find på alternative måder at gøre det på - tabeller er træls! Det kommer vi ikke udenom. Så i stedet for at øve tabellerne med at sige 2, 4, 6, 8, 10, 12, 14, 16, 18, 20 - så er der andre måder, som er noget sjovere.

Her er en metode, som vi bruger herhjemme:

Tag et sæt spillekort og bland dem godt. Tag det øverste kort i bunken og læg det med billedsiden op. Hvis det er et billedkort eller en joker, så læg det væk og tag et nyt. Kortets værdi er nu den tabel, I skal øve. Er det f.eks. en syver, så er det syvtabellen, vi øver.

Dernæst tager du endnu et kort. Barnet skal nu gange de to korts værdier med hinanden. En syver og en sekser er altså 7 x 6 = 42.

Hvis barnet virker opgivende, så siger du resultatet og beder barnet om at gentage det:

DU: 7 gange 6 er 42 - og nu skal du sige det sammen med mig: 7 gange 6 er 42
DU og BARNET sammen: 7 gange 6 er 42

Så fortsætter I

Når der kommer et billedkort, tager I bare det næste kort i bunken og så fortsætter I, til I er kommet hele bunken igennem.

Der er flere fordele ved den metode:

For det første træner I en tabel igennem næsten fire gange
For det andet er der gentagelser, for udover den første sekser, så kommer der jo tre seksere mere - den gentagelse hjælper barnet til at huske, hvad 7 gange 6 er og så får barnet en følelse af succes.
For det tredje er I sammen om det. Der findes masser af muligheder på nettet, hvor børn kan træne matematik, men når I gør det med spillekortene, så er I sammen om det. Det giver barnet mere end blot faglig træning.

Jeg bruger selv denne metode sammen med min datter og allerede 2. dag kunne hun mærke så meget fremgang, at hun kom hjem på tredjedagen og spurgte med det samme, hun kom ind ad døren, om ikke vi skulle øve tabel!

Det KAN gøres sjovere og rarere at lave lektier. Det er bare et spørgsmål om dels at holde fast i, at lektier ikke er noget, du kommer udenom og dels at gøre det på en måde, som er lidt mere inspirerende end kedelige gentagelser.

Hvor ER jeg dygtig!

Der er nok ikke meget, der kan matche den glæde, der fylder et faderhjerte (eller moderhjerte) som når éns barn siger: "Er jeg ikke dygtig, far?" Det er en udtalelse, der vidner om et barn med høj selvtillid og det kan der simpelthen ikke siges noget dårligt om!


Alligevel er der en faldgrube her, for hvis vi som forældre fokuserer ensidigt på barnets selvtillid, så gør vi dem faktisk en bjørnetjeneste i stedet for en børnetjeneste.


Det handler mit indlæg om i dag, hvor vil jeg fortælle lidt om børneopdragelse, sådan som jeg ser det. Det har jeg før været inde på bl.a. med indlæggene her og her, men nu vil jeg gøre et forsøg på at blive lidt mere fremadrettet!


På en måde springer jeg egentlig nogle led over, men det er nødvendigt for, at jeg kan komme frem med en vigtig pointe i forhold til nogle af de begreber, jeg bruger. Nemlig disse tre:


#1: Selvfølelse
#2: Selvværd
#3: Selvtillid


Disse tre kan betragtes som en slags byggeklodser, der danner det enkelte menneske og de har stor indflydelse på den enkeltes adfærd og personlighed. Desværre har vi en tendens til at blande dem sammen.


For eksempel hører jeg tit en sammenblanding af de to sidste begreber. Både i samtaler over hækken med naboen eller til familiefester og for den sags skyld også i radio og TV kan man møde den opfattelse, at Selvværd og Selvtillid bruges i flæng, som om de blot er to forskellige ord, der dækker det samme grundprincip. Det er en fejl. De hænger naturligvis sammen, som så mange andre ting i denne verden, men hvis du gerne vil opdrage dine børn til stærke og venlige voksne, så må du skelne mellem disse to begreber.


Jeg vil gå dybere ind i begreberne og også komme med konkrete eksempler i et kommende indlæg her på bloggen, men indtil videre vil jeg blot definere begreberne:

#1 Selvfølelse
Selvfølelsen kan man beskrive som den helt grundlæggende forskel på mennesker og dyr. Selvfølelsen er det, der gør, at vi ved, hvem vi er. Det er selvfølelsen, der gør, at vi forstår os selv som værende separate fra andre mennesker og kan genkende, på hvilke måder, vi ligner andre og på hvilke måder, vi er forskellige fra andre. Uden selvfølelsen bliver vi fremmedgjorte over for os selv og devaluerer os selv til biologiske maskiner, der ikke selv træffer beslutning om, hvem vi er, men blot følger flokken og normerne uden egentlig at vide hvorfor. Hele vores menneskelige eksistens afhænger af selvfølelsen, fordi det er den, der sætter os i stand til at vælge, hvem vi er.


#2 Selvværd

Selvværd bliver ofte blandet sammen med selvtillid, men selvværdet er langt vigtigere end selvtilliden. Selvværdet bygger oven på selvfølelsen med vores omgivelser som de væsentligste bygmestre. Din mor og far er de første og vigtigste bygherrer for selvfølelsen og deres måde at håndtere denne opgave på kan enten opbygge dit selvværd eller rive det ned. Et højt selvværd kan defineres som forståelsen af, at du har en helt basal RET til at være dig. Selvværdet opbygges, når andre anerkender og bekræfter dine følelser og tanker. Det vil jeg gå dybere ind i, når jeg lægger mit næste indlæg ud på bloggen, men for nu vil jeg blot fremhæve én vigtig pointe: der er en kæmpemæssig forskel på anerkendelse og accept! Anerkendelse er IKKE en godkendelse af det, du tænker og føler. Anerkendelse er ene og alene en bekræftelse af at du har dine tanker og følelser og at du har enhver ret til at have dem. Men hvordan du handler på dem, er en ganske anden snak. Du kan som forælder (eller pædagog) sagtens stå i en situation, hvor du anerkender et andet menneskes følelser og tanker, men på samme tid absolut ikke synes, de er i orden - og en væsentlig del af anerkendelse er at adressere denne uenighed!

#3: Selvtillid er et øjebliksbillede.
Selvtilliden er nøje hægtet sammen med din nærmeste fortid. Dine seneste successer og fiaskoer har stor betydning for din selvtillid. Det betyder, at selv om en høj grad af selvtillid er vigtig, når der skal præsteres, såsom at få et godt resultat til en eksamen eller at hente en stor kontrakt hjem til firmaet, så er selvtilliden ganske skrøbelig og selv den mindste mindre gode præstation kan få selvtilliden til at bryde sammen, hvis der ikke er noget andet, der kan holde dig oppe. Grunden er, at selvtilliden er forbundet med dine evner. Det, du netop har opnået eller fejlet ved, afgør graden af din selvtillid.

Og så er det din tur. Del dine tanker herunder. Føler du, at du har stor selvtillid?

Hvad magt KAN bruges til

I mit seneste indlæg om magt hævdede jeg, at brugen af magt kan have den modsatte effekt end den, du ønsker som forælder, dvs. at i stedet for at dine børn lærer, hvordan de skal gebærde sig, så lærer de i stedet noget om, hvad der skal til for at gøre far og mor glade. De har altså fokus på dig i stedet for at have fokus på livet.

Som forælder vil du nok hellere have, at dine børn lærer noget, de rent faktisk kan bruge til noget. Børn er nu engang ikke dyr, der skal trænes med belønning og straf til at gøre det, vi forventer af dem uden at vide, hvorfor.

Istedet skal børnene lære af dine erfaringer gennem livet. Det er derfor, jeg skelner mellem læring og magt. Brugen af magt kan man ikke lære noget som helst af. 


Men hvorfor er det så lige, at vi alligevel bruger magt? Hvis brugen af magt ikke lærer ungerne noget og måske også kan skade barnet, var det så ikke bedre at holde sig fra brugen af magt?


Nej, for alternativet er værre!


Selv om mit udgangspunkt er, at børn har samme værdi som voksne, så skal vi ikke være blinde for, at der ER forskel på børn og voksne. Det kan skrives lange bøger om (faktisk ER der skrevet mange, lange bøger om det) og jeg skal ikke her gå dybt ind i den del af det, men blot gøre opmærksom på en enkelt ting:

Opdragelse af børn har et element af disciplin (det lyder i danske ører ikke særlig rart, men sådan er det...) og en del af disciplinen er, at man med magt tvinger børn til noget, de egentlig ikke har lyst til. Det vigtige er at forstå forskellen mellem det, børnene har lyst til og det, de har bedst af. Og som forælder er det dig, der har ansvaret, ikke dit barn. Det er ikke barnet, der afgør, hvad der er bedst. Det er dig!


Og her skal man holde tungen lige i munden: brugen af magt er ikke et læringsredskab. Børnene lærer ingenting ved magt. Det, de lærer af, er din erfaring som voksen.


Når du bruger magt, er det altså ikke som læringsredskab. Brugen af magt er i stedet en måde at skabe opmærksomhed på. Dvs. at når du bruger din magt som forælder, så skal du gøre det for at få barnet til at vågne op. Magt er en metode til at åbne døren for kommunikation med dit barn. Opdragelsen er altså dit mål og når barnet har lukket sig inde i 'vil' eller 'vil ikke' kan magt bruges som en døråbner, så du kan opdrage dem.

Lad os lige opsummere pointerne fra de seneste indlæg:

Som forælder ønsker jeg at opdrage mine børn, så de får de bedste muligheder for success i livet. Det er mit mål: success for mine børn!

For at nå det mål, må jeg respektere mine børn som værdifulde. De er ikke andenrangs; de er ligeværdige med mig.


Hverken røvfuld eller anden overdreven brug af magt understøtter det udgangspunkt.

For at nå det mål bruger jeg forskellige metoder. Magt er en af metoderne, men det er hverken den eneste eller den vigtigste.

Og endelig: magt kan ikke bruges som indlæringsmetode. Det eneste, jeg opnår ved brug af magt som læringsmetode er, at barnet har fokus på at adlyde mig som voksen. De vil altså koncentrere sig om at gøre far eller mor glade i stedet for at få opbygget en tillid til mig som forælder og en forståelse af, at det gavner at lytte til min erfaring.


Resultatet ved den tilgang er, at lige så snart børnene flytter hjemmefra, så har jeg som forælder ingen mulighed for at hjælpe mine børn. Lige så snart jeg ser dem forlade hjemmet, har min erfaring overhovedet ingen betydning for dem.


Resultatet ved den tilgang, som jeg vil folde ud her på bloggen er i stedet en tilgang, der vil få børnene til at lytte til dig som forælder og den indstilling vil de bevare, også når de flytter hjemmefra. Så den kultur, du bringer frem derhjemme, vil også være den kultur, de tager med sig hjemmefra. Vil du lukke døren for dine børn eller vil du holde den åben, så de føler, de kan spørge dig til råds?

Og så er det din tur. Del dine erfaringer, brok dig over indlægget, kom med dine kommentarer herunder:

Rå magt og hvad du kan lære af det

I mit indlæg 'Respekt for alderdommen, tak!' kom jeg ind på det skifte i synet på børneopdragelse, der har fundet sted inden for de sidste par generationer. I dette indlæg vil jeg kommer nærmere ind på, hvorfor det er godt med det skifte.

Magt som virkemiddel?


Når man skal opdrage børn, er det vigtigt at forstå, hvad brugen af magt har af konsekvenser. I mit indlæg 'Giv konen røvfuld, hvis hun fortjener det' gjorde jeg rede for, at fysisk afstraffelse aldrig er en brugbar vej, men i indlægget her strammer jeg skruen en anelse. Jeg hævder nemlig, at brug af magt kan være lige så slemt som fysisk afstraffelse! Det behøver ikke være det og brugen af magt er under alle omstændigheder nødvendig, men man skal tænke sig om og bruge det rigtigt. 


Når jeg så alligevel hævder, at magt kan være skadelig i opdragelsen, så hænger det sammen med, hvilket grundsynspunkt, du har i din opdragelse. Nogle forældre behandler deres børn som dyr, der skal trænes. Her tænker jeg ikke specifikt på tørre tæsk, selv om det kan være tilfældet. Nej, jeg tænker på hele grundsynet om, at når man træner dyr, så gør man det ud fra den opfattelse, at der er 'rigtig' og 'forkert' og ingenting mellem de to.


Når det gælder børn, har nogle den opfattelse, at børn bliver til mennesker, efterhånden, som de vokser op. De er hermed en slags tomme tønder, der skal fyldes op med normer og værdier. Problemet med den tilgang er, at børn, der opdrages på den måde, bliver voksne, der ikke tænker selv. De vil se hen til andre for vejledning i, hvordan de skal gribe nye situationer an, for de har aldrig lært selv at tage stilling. De har i deres opdragelse været vante til, at far og mor gav belønning, når de gjorde 'det rigtige' og straf, når de gjorde 'det forkerte,' men de har aldrig lært nogle grundprincipper om, hvorfor noget kan være rigtigt og forkert.


Børn, der får den type opdragelse har ikke fokus på at forbedre sig. De har fokus på at gøre far og mor glade. Det vil sige, at de altså har fokus på far og mor i stedet for at have fokus på livet og de udfordringer, de møder. Og sådan vil de også være som voksne. Er det dét, vi ønsker for vores børn?

Det er bl.a. derfor, man skal tænke over, hvordan man bruger magt. Brugen af magt, der står alene, kan man nemlig ikke lære noget af. Brugen af magt kan ikke bruges som opdragelse. Brugen af magt er en væsentlig del af opdragelsen, men ikke til at lære børn om, hvordan de skal opføre sig.


Hvordan man så kan bruge magt på en god måde, kommer jeg ind på i et senere indlæg.

Og nu er det din tur: Del dine erfaringer med os. Protestér, hvis du er enig. Kommentér herunder:

Respekt for alderdommen, tak!

I mit indlæg om brugen af rå magt fremførte jeg det underlige i, at nogle forældre stadig er overbeviste om, at hvis man skal opdrage sine børn, så må man ty til midler, der er ulovlige her i Danmark. Jeg tænker selvfølgelig på brugen af fysisk afstraffelse.


Hvis du er en af dem, der tror, det giver respekt at give sine unger en røvfuld, når de ikke opfører sig, som du gerne vil have det, så narrer du dig selv. Du forveksler respekt med frygt. Eller sagt lidt mere direkte: hverken børn eller voksne har respekt for én, der slår dem. De respekterer dig ikke, de frygter dig.


Men en vigtig pointe er altså også, at det ikke er noget, der gælder for vold. Det er faktisk lige så slemt at råbe eller bruge øgenavne eller på anden måde at overdrive brugen af magt. Det kommer jeg ind på senere.

Nu, hvor vi så har fået dén parkeret, så lad os se lidt på, hvad opdragelse egentlig vil sige:

Først og fremmest betyder opdragelse lige præcis det, det hedder: opdragelse, altså at drage op, at løfte. Opdragelse sker gennem opmuntring, at bringe det bedste frem i børnene, at rose dem, styrke deres selvtillid og selvværd (og der er en grund til, at jeg skriver både selvværd og selvtillid, for det er ikke det samme.)


Førhen forstod de fleste forældre opdragelse som en slags indoktrinering. Børn skulle lære om rigtig og forkert opførsel, de skulle lære noget om, hvad der forventedes af dem. Udtryk som 'børn skal ses, ikke høres' og 'den, man tugter, elsker man' blev brugt som en rettesnor for, hvordan børn skulle behandles. F.eks. kender de fleste nok ordet 'ubehøvlet,' men mon ikke det er de færreste, der er klar over oprindelsen af det ord? Når en tømrerlærling var ved at være færdig med sin uddannelse, var det en del af ritualet omkring det at være udlært, at han skulle 'behøvles.' Måden, det foregik på var, at mester og svende stillede sig op i to rækker med ansigtet mod hinanden og med en høvl i hånden. Den nyligt udlærte skulle så gå ind imellem de to rækker og lade høvlene regne med over sig, så han blev både gul og blå over hele kroppen. Værs´go! Nu var han ikke længere en ubehøvlet lærling, men derimod en behøvlet svend!


Men når man på den måde ser opdragelsen som en indsnævring af livets sti, hvor man efterhånden finder ud af, hvad de voksne vil have og hvad de voksne ikke vil have, ja, så bliver resultatet naturligvis at man bliver en voksen, som ikke tænker selv, men som altid ser hen mod andre for vejledning i 'den rette måde at gøre tingene på' og det er vel næppe det, vi ønsker, vores børn skal blive til?


I mit næste indlæg kommer jeg ind på, hvordan rå magt aldrig kan bruges til at lære børn noget som helst.

Og nu er det din tur? Erfaringer, du gerne vil dele med os? Er du enig i, at råberi m.v. kan være lige så slemt som fysisk afstraffelse? Kommentér herunder:

Giv konen røvfuld, hvis hun fortjener det!

- tough love som det skal praktiseres

Nå, hva´så, derude? Bliver man lidt vrissen af titlen på indlægget? Lidt vred, måske? Tjah, hvis det er tilfældet, så har du allerede fanget mindst halvdelen af min pointe med blogindlægget...


Så i stedet for at rive dig selv i håret med den ene hånd, mens du i panisk angst ser dig forvirret omkring for at sikre dig, at konen ikke kigger med, så skulle du nu tage at sætte dig pænt til rette i din bedste lænestol eller i sofaen, knappe en øl op eller hente en kop kaffe (hvis du ikke gider rejse dig, kan du jo få konen til at hente det til dig - det er vel det, hun er til for? - eller noget...)

Selv efter folketinget i 1997 afskaffede revselsesretten, dvs. retten til som forælder at afstraffe sine børn fysisk, så dukker debatten om røvfuld op. Især i USA er det et hedt emne (USA og Somalien! er de eneste to medlemmer af FN, der ikke vil være med til at afskaffe revselsesretten) og det, der slår mig (undskyld udtrykket) er, at der stadig findes forældre, som seriøst mener, at fysisk afstraffelse er en nødvendighed i børneopdragelsen!


Argumentet er, at uden muligheden for at uddele røvfuld, så kan man ikke styre sine børn. Eller med andre ord: opdragelsen kræver disciplin og disciplin forudsætter brugen af rå magt.

Jeg er selvsagt uenig!

Og for at tydeliggøre mit synspunkt har jeg brugt ovenstående titel som en slags magiske briller, der kan sætte det hele i perspektiv. Prøv engang at forestille dig, at nogen i ramme alvor mener, det samme gælder for parforhold - eller en hvilken som helst anden realtion, for den sags skyld: at den eneste måde, man kan 'få lidt respekt her i huset' er at lange øretæver ud.

Hvis konen altså ikke gider hente dig en øl, skal du bare give hende et slag! Hvis din ven eller nabo ikke vil hjælpe dig med et eller andet, skal han bare have en på lampen! Og hvis børnene ikke opfører sig, som du gerne vil have det, så tager du bare den ene og banker den anden med!

Nu lyder det alligevel ikke så meningsfuldt længere, vel? Men alligevel, af en eller anden mystisk årsag er der stadig forældre, der slet ikke kan se det vanvittige i at give ungerne røvfuld.

Jeg er ked af at sige det (nej, det er jeg vel egentlig ikke alligevel) men hvis der er én ting, der altoverskyggende gælder for relationer, så er det det her:

Respekt får man i samme omfang, som man giver!

I løbet af det næste stykke tid vil jeg komme lidt nærmere ind på, hvordan man så viser respekt for sine børn og giver dem en god opdragelse, for det er jo helt klart, at mine børn er perfekte og at jeg som far til fire gør det hele til UG og slange, ikke sandt? - eller noget...

Og så er din tur. Har du erfaringer eller anekdoter, du vil dele med os? Kommentér herunder: