Viser opslag med etiketten Far til Fire i Trædemøllen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Far til Fire i Trædemøllen. Vis alle opslag

onsdag den 12. juni 2013

Tøsedreng!

"Herre i eget hus" er en serie på TV2, hvor mænd får hjælp til en mere maskulin indretning i deres hjem. Konceptet er ret simpelt: konen og børnene flytter ud i tre dage og så sender TV2 en testoseronpakke i form af Pelle Hvenegaard og Rasmus Larsson plus lidt flere. De skal så affedte vægge og gulve for lyserødt plys og hjerteformede puder, for at erstatte det hele med gulvhøjtalere og spillekonsoller.

Jeg har ikke set udsendelsen før og det er vist endda nogle genudsendelser fra sidste år, de sender, men i eftermiddags havde pigerne tændt for det og så kunne jeg følge lidt med på sidelinien.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at kvindesagen er gået amok og har forvandlet Danmark til et kvindedomineret samfund, men ærligt talt: den udsendelse er altså pinlig! For mændene!

Det første, der dukkede op i hovedet på mig, var: hold da lige kaje! Sikke en tøsedreng!

I sig selv er der noget rivende galt, når en mand har brug for en håndfuld hærdebrede håndværkertyper for blot at sætte en lille smule fingeraftryk på sit hjem.

Er der noget mere tøset end at kalde på veninderne - "syns I ikke osse bare, at..." - for ligesom at stå i samlet flok og gruppepresse en anden til at bøje sig? Jeg kan i hvert ikke lige umiddelbart komme i tanke om noget...

Konen har endda valgt at medvirke i programmet. Hun har tydeligt vist selverkendelse og sendt et signal om, at hun dybest set godt véd, at hun fylder lidt for meget i forholdet og gerne vil gøre noget ved det...

Og så efterlader det altså billedet af én, der er så lidt mandig, at han lige så godt kunne have stillet op til offentlig kastrering med alle de blodige detaljer prime time på nationalt TV...

Så tag jer dog sammen, mænd!

Kom nu ind i kampen, derude... det er ikke så svært...


Guldmedalje til: Kvinder, der giver modspil...Ti stokkeslag til: Mænd, der spørger konen, om de gerne må være uenige...

lørdag den 25. maj 2013

Matematik er noget lort!

Jeg skal da ellers lige love for, at jeg fik præsenteret min datters holdning på en krystalklar måde, da det var tid til at lave lektier her forleden.

"Det er noget lort!" erklærede hun højlydt med armene over kors og lignede bestem ikke én, der havde tænkt sig at gå i krig med matematikken.

"Naaj, det er det ikke," svarede jeg med mit sædvanlige finurlige smil på, "det er ikke lort, det er matematik."

Egentlig burde jeg vide bedre. Det er ikke så tit, ungerne er lige så begejstrede for min humor, som jeg selv er. Og svaret var da også ret forudsigeligt: "du er overhovedet ikke sjov!" snerrede hun og sendte laserstråler ud af øjnene...

Så vidste jeg godt, det gjaldt om at få kastet min far-humor ud af vinduet i en rivende hast.
"Nej, det er også rigtigt," sagde jeg, "lad os nu lige se på det sammen. Jeg skal nok hjælpe dig..."

Det var ikke så let at komme i gang med lektierne og det første stykke tid var jeg ikke i kridthuset. Men vi blev da gode venner igen og hun fik lavet sine lektier noget hurtigere, end hun selv havde regnet med.

Lektier er noget, Fanden har skabt!
Bagefter kom jeg til at tænke på, hvordan jeg selv havde det med lektier, da jeg var barn: jeg hadede dem af hele mit hjerte. Og som voksen har jeg ofte givet min mening til kende på en ret ligefrem måde:

Lektier er noget Fanden har skabt!

Eller den mere arrogante version, som jeg har lagt på hylden af årsager, jeg ikke skal komme ind på her:

Lektier er til den, der ikke forstod det første gang...

Under alle omstændigheder har lektier aldrig været en favorit for mig og det er tilsyneladende gået i arv...

Min datter og jeg står sikkert ikke alene med ondt i lektietarmen og jeg kan da spekulere på, hvordan det kan være, at børn i dag kan gå i skole fra 8-14 og alligevel have lektier for næsten hver dag?

For slet ikke at tænke på de mange børn, der bagefter går i sfo til kl.16-17-stykker...

Måske er det slet ikke matematikken, der er noget lort, men derimod hele den tanke, at ungerne ikke har fri, når de får fri fra skole?

Altså: at lektier er noget lort?

Eller sagt på en anden måde:
Kan det virkelig passe, at der ikke kan findes bare en halv time i løbet af skoledagen, hvor børnene kan lave de øvelser i stavning, tabeller og andre faglige elementer, der kræver træning?

Ville du selv syntes, det var i orden, hvis du skulle tage arbejde med hjem og lave det i din fritid?

Men hvad ved jeg om det? Jeg er jo bare far...


Guldmedalje til: Den, der kan opfinde lektier, der laver sig selv...
Ti Stokkeslag til: Den eller de forvirrede lærer(e,) der opfandt lektier som det ultimative torturredskab...

lørdag den 18. maj 2013

Er piger grimme fra naturens hånd?

Har du teenagere? Så kender du sikkert situationen: hele familien er ved at gøre sig klar til fest og så er der kø ved et bestemt sted i huset, hvor alting synes at gå i stå. Du ved godt, hvilket sted, jeg mener, ikke?

Alle andre steder i huset fungerer det sådan set rimelig fornuftigt, selv om vi må kante os omkring hinanden med slips og sløjfer om ørerne, mens vi holder godt øje med, at de ikke bliver fanget i en smækkende dør.

Slow Motion i en boble
Men lige omkring badeværelset er der sådan en slags boble, hvor hastigheden er sat ned og alting foregår i slow motion. Det mest underlige er dog, at effekten af boblens tidsforskydende felt på underfundig vis synes at være kønsbestemt? Mine døtre tager i hvert fald noget længere tid derinde end begge mine sønner tilsammen - og den ældste er altså 14.

Forleden skulle vi til skolefest og ungerne var blevet suget ind i den der malstrøm, der tilsyneladende befinder sig omkring et tændt TV, så pigerne havde ikke helt styr på tiden.

Pludselig gik der panik i den ældste af tøserne:

"Åh, nej! Klokken er allerede 3! Så har vi kun 3 timer til at gøre os klar!"

???

Øh... 3 timer?

Hatten af for selverkendelsen, men ærligt talt synes jeg 3 timer virker ret overdrevet for en skolefest, hvilket jeg forsøgte at sige til hende. Det gik ikke supergodt...

Kønskortet
"Det har du slet ikke forstået," sagde hun, "du er jo en mand og det er ikke det samme for piger!"

???

Trak hun lige kønskortet der?

Jeg kan slet ikke have, når nogen trækker kønskortet!
Og her skal jeg måske lige forklare, hvad kønskortet er.

Kønskortet er en slags joker, der kan overtrumfe alt andet - og den mest interessante egenskab ved kønskortet er, at det kun kan bruges af kvinder, for hvis en mand bruger det, er der virkelig lagt op til ballade.

Er kvinders hud lavet af indersiden af et kloakrør?
Jeg får sikkert ørerne i maskinen her, men hvem har dog fået den sindsoprivende idé, at hunkønsvæsener per definition forventes at gøre ting ved deres udseende, som enhver brugtvognsforhandler ville komme i fængsel for at gøre ved deres biler?

Kvinder er vel ikke fra naturens hånd skabt med hud lavet af indersiden af et kloakrør og derfor kræver afløbsrens for at blive ren?

Der er vel heller ikke belæg for at påstå, at det er en mere kompliceret og tidskrævende proces at smøre læbestift på, end en barbering med skum og skraber?

Her et eksempel fra BT, hvor jeg da bestemt ikke synes, man kan bekræfte denne underlige påstand:



Vi kan faktisk godt lide jer, tøser...
Slap nu lige lidt af, tøser... Vi kan faktisk godt lide jer, som I er. Og selv hvis det på en eller anden måde skulle kunne påvises sådan rent statistisk, at der er en positiv sammenhæng mellem scorefaktor og antal minutter brugt på ommøblering af ansigtet inden festen, er det så egentlig den type mænd, I i virkeligheden ønsker? Altså dem, der går mere op i falske farver, end hvem I er?

Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare en mand...


Ti stokkeslag til: kønskortet
Guldmedalje til: kvinder, der tør være sig selv...

søndag den 12. maj 2013

De Plettede Skjorters Klub

For godt en måned siden fortalte jeg her på bloggen, at jeg havde lagt billet ind på at blive Søndagsavisens nye klummeskribent. Og da jeg lige nu har fokus på at udvikle min evne til at fortælle om både sejre OG nederlag, må jeg jo gribe til tastaturet og bringe meddelelsen om, at det desværre ikke blev mig.

Spørg lige, om jeg er træt af det?

 - Er du træt af det?

Ja, tak, det tror jeg lige, jeg er!
Det er noget rigtig øv, er det!

Men, men, men, jeg skal ikke bruge en masse energi på at ærgre mig, for det kan jo ikke betale sig. Desuden har jeg jo dig her på bloggen til beredvilligt at hælde al min galde og begejstring hæmningsløst ud over. Og nu skal du ikke se så snerpet ud, for det er vel derfor, du læser min blog? Indrøm det bare og læs videre, mens du lykkeligt svælger dig i forargelsens ansvarsløshed...

Den heldige blev i stedet Michael Ohmsen, som har datteren Molly (??? - den vender jeg måske tilbage til en anden god gang) og er gift med Mette. Vi kender ikke mandens profession eller uddannelse (hvilket jo egentlig også er ret ligegyldigt,) og heller ikke hans alder, men det hele foregår under bloggens finurlige titel: De Plettede Skjorters Klub, der ifølge Michael Ohmsen er navnet på en klub for fædre, der har små børn - og det er fra disse fædres oplevelser med faderskabet, Michael Ohmsen vil hente inspirationen til sin klumme.

Herunder et billede af Michael, men lad dig endelig ikke narre. Selv om han ligner en svigermors drøm, så er han garanteret en rigtig nasty fætter...


Herfra skal der lyde et tillykke til Michael Ohmsen med den nye tjans som klummeskribent (aargh, jeg kan mærke på mig selv, at jeg ikke sådan rigtig kan få mig selv til at ønske held med det også, for hvis nu han ikke bliver så længe, så kunne det jo være, jeg fik en chance for at overtage biksen, men det er der vel heller ikke noget forkert i.... vel?)

Du kan læse Jomfru-Klummen her og hvis du har lyst til at læse ét af de forslag, jeg selv sendte til avisen, kan du finde det her. Så vil jeg lade det være op til dig at vurdere, om Søndagsavisen har truffet den rette beslutning.

Ti stokkeslag til: Alle dem, der ikke kan se, at Søndagsavisens redaktion må have spist et eller andet, de ikke kunne tåle, inden de traf beslutning om den nye klummeskribent

Guldmedalje til: DIG! For du har da i det mindste ikke forladt mig (snøft...)








NB! For en sikkerheds skyld skal jeg gøre opmærksom på, at alt i min klumme naturligvis er skrevet med et glimt i øjet og at ovenstående på ingen måde skal forstås negativt mod Michael Ohmsen, der sikkert er en fin fyr...