Anmeldelse af "Drillefanten, der ikke ville drille"

Jeg glæder mig altid over, at nogen vil tage sig tid til at læse og anmelde mine bøger, men jeg bliver ekstra glad, når de er så gode som den, der ligger hos Fabelagtig.

Bl.a. lyder det, at Drillefanten er "et rigtig fint lille eventyr, der hører til i kategorien af højtlæsningsbøger som de voksne ikke bliver alt for hurtigt trætte af..."

Det er jo lige til at blive glad i låget af...!

Den billigste netboghandel med bogen lige nu er:
WilliamDam

Netop Udgivet: Drillefanten, der ikke ville drille...

Så er "Drillefanten, der ikke ville drille" endelig blevet udgivet. Den kan i første omgang købes på Smashwords og senere kommer den ud til danske netboghandlere.

Hvis du er en af dem, der venter med spænding på næste del af feriedagbogen, så fortvivl ikke... Det kommer, det kommer....

Mette Koors: Interview

I dag bringer vi på Holbohistorier et interview med Mette Koors, som har skrevet ”Pigen, der forsvandt,” en spændingsbog for børn i alderen 9-14 år. Velkommen til dig, Mette.

Hvis du vil starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg er jyde, selvom jeg har boet i København i mere end halvdelen af mit liv, og faktisk er jeg også født her. Men jeg tænker aldrig på mig selv som sjællænder eller københavner. Jeg tænker på mig selv som jyde. Jeg lyder også som en jyde, når jeg taler.


Men du er vokset op i Sønderjylland? Hvordan var det?


Jeg voksede op med vikingespil om sommeren, høstfest om efteråret, julebal på hotellet om vinteren og påskelam om foråret. Hver weekend var jeg helt ude vestpå ved vadehavet i en lille bitte by, der hedder Ballum. Det er, det sted på jorden, hvor himmel og hav glider ud i et, hvor horisonten er uendelig, og hvor der er meget højt til loftet. Det er også derude, hvor der er sort sol.

Nu har mange danskere nok - og især måske københavnere - en idé om, at Jylland er enormt ensomt og kedeligt. Var det også sådan for dig?

Nogle gange var jeg en del alene, men det var ikke ensomt. Det var fint at møde en bonde på digerne og sige daw og lidt efter møjn, når man havde kigget ud over marsken i nogle minutter. Derude sagde vi ikke så meget. I Jels, hvor jeg boede, talte vi meget mere.

Hvad har den opvækst betydet for dig?

Jamen, det gør, at jeg både er meget lidt talende og meget talende. Ret asocial og ret social. Jeg har jo rejst verden tynd med min rygsæk og min blok – meget ofte alene.

Er du faldet til ro siden?

Ja, det er jeg da. Jeg er mor til to piger på 11 og 13 år, og det er i meget høj grad dem, der inspirere mig til at skrive, de bøger jeg skriver på for tiden. Jeg er gift, og det er jeg glad for.
Og så tjener jeg mine penge på kommunikation og medietræning.

Det var så den lidt personlige afdeling. Nu skal vi snakke lidt om dit forfatterskab. Hvornår begyndte du at skrive?

I skolen. Jeg var en af dem, der virkelig godt kunne lide at skrive en stil. Og det var både, når vi skulle skrive om et bestemt emne, og når vi frit kunne bestemme emnet.
Da jeg gik i 8.klasse skrev jeg en historie om en tur til Marrakesh i Marokko, jeg havde været på sammen med min familie. Den tur blev en milepæl i mit liv.  Måske var det ligefrem Marrakesh, der kickstartede mit skriveri og min rejselyst... og min evne til at reflektere.

Jeg havde simpelthen aldrig set noget lignende. Et mylder af mennesker, tilslørede kvinder, mænd med vandpiber, slangetæmmere, ihærdige sælgere, der ville sælge alt fra skinnende messingting, fremmede krydderier og eksotiske smykker. Der var beduintæpper, bedetæpper og kameluldstæpper til salg. For mig var det meget besynderligt at opleve geder, der klatrede i træer, børn uden ordentligt tøj, fremmede, der inviterede på myntete og toiletter, der bare var huller i jorden!
Jeg skrev om det alt sammen… og jeg kan stadig huske den gode følelse i kroppen, da jeg afleverede min historie.

Skriver du under dit eget navn eller bruger du et pseudonym? Eller måske begge dele?

Jeg har skrevet en bog, og den er med mit navn. Det bliver den næste også.

Hvilken bog synes du selv er din bedste til dato? Og hvorfor?

Det er den bog, jeg har inde i hovedet, når jeg drømmer. Jeg drømmer krimier med plot, kryptiske hints og utrolige løsninger. Handlingerne kommer helt bag på mig. Nogle gange når jeg vågner, skriver jeg det hurtigt ned. Men indtil videre giver det ikke mening, når jeg så er rigtig vågen og læser det igennem. Til gengæld giver drømmene mig ideer og brudstykker til gode gys og mærkelige detaljer, jeg kan bruge. Faktisk har jeg her for nylig drømt to gode krimier!

Spændende! Nu glæder vi os til at se, om de kommer ned på skrift. Nu har jeg jo selv læst ’Pigen, der forsvandt’ for min datter på 11 år og vi fandt den både spændende og tankevækkende. Hvordan kom idéen til dig?

Historien opstod for øjnene af mig. En pige fra min datters klasse forsvandt fra den ene dag til den næste – ja faktisk forsvandt hele familien. Kammeraterne i klassen var hårdt ramt  - især pigegruppen. Og det var vi forældre også – vi kendte hende jo!
Hvordan kunne jeg lade være med at skrive den historie? Hun var sådan en pige, alle holdt af… en virkelig god pige.

Og så skrev du hendes historie? Hvordan laver man research på sådan noget?

Det gik hurtigt op for mig, at jeg aldrig ville kunne skrive den rigtige historie, for hverken politiet eller de sociale myndigheder havde nogen ide om, hvor hun var blevet af. Samtidig havde jeg taget tilløb til en spændingsbog til børn og unge flere gange. Langsomt begyndte jeg at kæde min egen bog med dens to hovedpersoner sammen med den forsvundne pige.
I lang tid gik jeg og kiggede på titlen, indtil jeg en dag fandt min motor til historien i en række avisartikler i Berlingske. De handlede om fattige børn fra Østeuropa, der sælges eller gives væk til tiggeri og tyveri. En ualmindelig indbringende forretning for bagmændene!
Så bogen bygger på virkeligheden og en virkelig hændelse. Resten er fri fantasi.
Det er stadig meget mærkeligt, at pigen forsvandt, selv nu hvor der næsten er gået fem år.

Og så til noget snavs: Hvilken bog synes du er din ringeste til dato, hvis der er altså er en, du synes er ringe? Og hvorfor mener du den er ringe?

Den bog er heldigvis aldrig udkommet. Det var en gyser til børn, men den var så underlig og uhyggelig, at jeg i dag er meget glad for, at jeg lyttede til et godt råd om at lade den ligge.

Ja, det viser jo bare, hvor vigtigt, det er at lade andre kigge på det, man skriver. Jeg oplever selv, at der sker en forandring over tid, så det, jeg skriver i dag, er noget helt andet end det, jeg skrev for bare 3 år siden. Oplever du noget af det samme?

Jo mere jeg skriver, jo mere ændrer skrivestilen sig, ligesom den tid, vi lever i, også påvirker min måde at skrive på. Når jeg er i en skriveproces arbejder jeg helt anderledes, end hvis jeg lige hurtigt skal skrive noget. Jeg troede, at jeg som journalist havde en god sans for sproget og et blik for at skrive godt. Men da jeg begyndte at skrive på min bog, opdagede jeg, at jeg har mange huller, hvor sproget kan gå dødt. Og jeg opdagede, hvor udfordrende det er at forsøge at forny sproget og sine formuleringer. Jeg håber, at jeg med øvelse kan blive en meget mere præcis og farverig skribent.

Men hele den proces i skriveriet ændrer vel også din måde at tænke på?

Jeg tror, at alt skriveri er med til at ændre og forme et menneske. Sådan har jeg det i hvert fald. Lige fra dagbøgerne til de journalistiske artikler, de hurtige speaktekster og til bogskriveriet. Jeg har kun skrevet en bog, der er udkommet og ved knap nok, om jeg kan kalder mig forfatter. Men det er i så fald ikke kun bogen ”Pigen der forsvandt”, der har ændret mig. Jeg ændrer mig en lille smugle, hver gang jeg skriver. For hver eneste gang kommer jeg tættere på mig selv, tættere på mine tanker, sanser og livserfaring.  Tættere på lydene og lyset, foråret og efteråret, tættere på dem omkring mig, tættere på mennesker. Tættere på min mavefornemmelse og tættere på tilfældet. Jeg tror på tilfældet. Når jeg skriver bliver jeg god til at lytte til tilfældet.

Når man så er i sådan en konstant forandringsproces, så kan man vel nemt komme til at føle sig lidt usikker. Men samtidig véd man jo også hvorfor, man er usikker og så bliver man måske lidt vovet. Hvad er det mest vovede, du nogensinde har gjort i dine bøger?

Jeg synes i det hele taget, at det er vovet at udgive en bog. Man blotter sig selv og sit talent... eller mangel på talent. Og så er det vovet rent økonomisk! Jeg elsker at skrive, men det er godt nok svært at få al den tid og frihed, jeg gerne vil have. For jeg skal jo tjene penge!

Og hvad er det mest vovede du nogensinde har gjort i virkeligheden?

Som ung journalist sejlede jeg illegalt op ad floden, der skiller Thailand og Burma og lod mig føre ind i junglen på Burma-siden. Sammen med en fotograf og en kontaktperson og et par skarpt bevæbnede frihedskæmpere gik jeg nogle timer gennem junglen for at komme ind til karenerne. Hele området var fyldt med miner, og om natten kunne jeg høre skud, når karenerne og militærjuntaens soldater skød efter hinanden. Men en ting var minerne, noget andet var malariaen! Jeg besøgte et felthospital på thaisiden. Da vi gik forbi en bevidstløs meget ung mor, sagde lægen, at hun snart ville dø af malaria. Hendes et-årige datter sad på gulvet ved siden af sengen.
Jeg interviewede en ung frihedskæmper i en anden feltseng. Han havde bandager for begge øjne. Bandagen var blodig. Begge øjne var ødelagte af den mine, der havde ramt ham. Han fortalte mig, hvor trist han var over, at han nu aldrig kom til at se, det ufødte barn, hans kone ventede.
Det var vovet, tænker jeg nu mange år bagefter, men langt fra ligeså vovet som at blive født der.

Puha. Efter den fortælling er det næsten ikke til at komme videre i interviewet, uden det virker lidt afstumpet. Men vi har jo ikke så meget plads, så vi er næsten nødt til at gå videre. Er der noget i dit forfatterskab, du gerne vil prøve kræfter med? Noget, du synes mangler?

Jeg mangler alt. Jeg er kun lige begyndt.

Er du nogensinde blevet sammenlignet med andre forfattere?

Ja, det er jeg. Indtil videre er jeg blevet meget smigret.


Hvad er din yndlingsbog?

Jeg har ikke nogen yndlingsbog, men en yndlingsforfatter, hvis jeg må svare på det i stedet for. Susanne Staun er ikke kun min yndlingsforfatter, men også en forfatter jeg bøjer mig dybt i støvet for. Hun fører mig ud på kanten, nej ikke kun kanten men lagt ud over kanten. Hun overrasker mig sprogligt, hendes plot overrasker, hendes hovedpersoner overrasker. Hun er så meget sin egen, at hun ikke kan sammenlignes med nogen, og ingen kan nå hende… Øv!

Hvad er den værste bog, du nogensinde har læst?

Jeg er alt for utålmodig til at have en ”værste bog”. Hvis jeg ikke fanges ret hurtigt, glemmer jeg, hvad det er, jeg læser, og når jeg så har læst et antal sider uden at kunne huske det, så springer jeg om og læser slutningen, og hvis den heller ikke fanger mig, så lægger jeg bare bogen væk. Bagefter kan jeg ikke huske, hvad forfatteren hed, eller hvad bogen hed.

Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet? Hvorfor?

Det er et besværligt spørgsmål, som godt kan give mig lidt angst. Jeg tænker, at det er for slapt, hvis jeg ikke kan give et skarpt og kontant svar. Og der er helt sikkert bøger, der aldrig burde være udgivet. Men jeg kan ikke komme med en titel. For mig må alle ytre sig. Når jeg læser noget, jeg ikke kan lide, eller som jeg synes er dumt eller irriterende, så bliver jeg klogere, og stemmen inden i mig vågner. Og så er det op til mig at råbe op. Eller at smide bogen i skraldespanden.

Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Egentlig ikke. Jeg vil helst skrive alene og være alene, når jeg skriver. Jeg vil også være alt for usikker og urutineret til et samarbejde. Og så har gruppearbejde aldrig haft min stærke passion. Men måske engang i fremtiden, når jeg har fået defineret mig selv som forfatter – hvis det altså sker – når jeg har fundet et ståsted.. et ordentligt fundament, så kunne det måske være sjovt.

Har du et par vise ord her til sidst, som du gerne vil dele med resten af verden? Det behøver ikke have noget med bøger at gøre. Der er trods alt andet her i livet end at skrive bøger - eller det er der i hvert fald nogle, der siger...

Hvis der er noget, der er svært, så gør det nemt og enkelt! Sådan forsøger jeg at leve mit liv. Altså hvis der er noget, jeg synes er meget svært, så finder jeg en måde, så det bliver enkelt og nemt for mig. Første gang, jeg fandt ud af det, var under en matematikprøve i skolen. Jeg var ret dårlig til matematik. Og så var der et stykke, hvor jeg skulle beregne en cirkel. Jeg havde rigtig svært ved det, indtil jeg pludselig fandt min egen måde at regne stykket ud på. Jeg overraskede alle inklusiv mig selv ved på en meget enkel måde at nå frem til det rigtige resultat.
Og hvis jeg synes, at noget er meget svært at skrive, så gør jeg det ultra enkelt. Så kan jeg altid lege og pynte bagefter.
Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu? Hvad arbejder du med? Og kan du løfte lidt af sløret for, hvad du skriver om?
Jeg skriver på min anden bog om mine hovedpersoner Jasmin, Emilie og Rosita. Jeg håber, at jeg kan skrive en serie på i hvert fald tre. Jeg håber!
Handlingen i ”Den uhyggelige hemmelighed”, som bogen kommer til at hedde, foregår i Stenriget i Sverige og kommer til at handle om noget meget overraskende og uhyggeligt på en af de mange små øer.  Bøgerne i serien er alle inspireret af virkeligheden … det der foregår i virkeligheden. Sådan som jeg ser på det, stikker virkeligheden alt.

Find Mette Koors på Facebook:

http://www.facebook.com/mettekoors

Laila Ammitsbøl: Interview

I dag bringer HolboHistorier endnu et interview. Denne er gang er det Laila Ammitsbøl, som er i fokus. Velkommen til, Laila. Hvis du lige kunne starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg blev født i 1965 og voksede op i Vålse på Nordfalster. Her skulle man hyle med de ulve man var i blandt, men det lykkedes mig aldrig. Jeg var på alle måder anderledes og aparte og min skolegang var et helvede.

Hvad og hvem er jeg: Jeg er vegetar, lesbisk, forfatter, ateist, førtidspensionist og hvad angår følelseslivet et rutsjebanemenneske.

I dag lever jeg sammen med min kone i Næstved. Jeg har, når kræfterne, modet og lysten var til det, skrevet siden jeg var ganske ung, men de sidste år har jeg skrevet med henblik på udgivelse. Jeg er glad for, at det i dag kan lade sig gøre at udgive sine bøger uden at skulle ligge på knæ for et forlag. Jeg har fået flere noveller udvalgt i diverse konkurrencer og er på den måde blevet udgivet på ”rigtige” forlag, men mine bøger er selvudgivelser.

Hvornår begyndte du at skrive?  Og hvorfor?

Jeg er det som min kone så malende kalder en Motorik-Karen. Dvs fuldstændig håbløs til at gribe en bold, springe, svømme, løbe og den slags fysiske udskejelser som gav point blandt mine jævnaldrende, da jeg gik i skole. Det sociale duede jeg ikke til og da jeg kom fra et hjem, der ikke kendte til begreber som omsorg, opdragelse, at holde sig selv ren, osv. var der ingen støtte at hente der.

Men alle har brug for at være god til noget, og når det kom til det skriftlige gav jeg de andre baghjul. Fra første skoledag og til jeg gav skolen fuck-fingeren var jeg den der lå forrest i feltet, når det drejede sig om at jonglere med tal og bogstaver.

Jeg løb ind i gymnastikredskaberne, når jeg skulle springe over dem (eller faldt ned af dem) og enhver bold, der blev sendt i min retning, tabte jeg, ligesom jeg altid tabte ansigt, når nogen havde den uforskammethed at henvende sig til mig. Men bøgerne, bogstaverne, det lille skolebibliotek og naturen var min verden.

Gennem skoletiden holdt jeg selvfølgelig allermest af, når vi skulle skrive fristil og så skrev jeg. Og jeg skrev og jeg skrev og jeg skrev. Men første gang jeg skrev noget, bare for at skrive, var da jeg som 14-årig skrev mit første digt. Det var dramatisk og tragisk. Handlede om en pige, der altid var blevet blevet mobbet og som tog sit liv ved at springe ud fra en bro.

Så jeg skrev og skriver, fordi det er det jeg føler jeg er bedst til og fordi jeg ikke kan lade være. Nogle gange virker det som terapi. Ja, jeg vil gå så vidt at sige, at det til tider forhindrer mig i at blive ravende vanvittig. Andre gange er det en forfinet, stille glæde, når en sætning former sig og står perfekt. Jeg tænker meget i billeder og det er en særlig glæde, når det lykkes at fastholde et billede af en følelse ved hjælp af ord.

Skriver du under dit eget navn eller bruger du et pseudonym? Eller måske begge dele?

En eneste gang har jeg skrevet under pseudonym og det har jeg fortrudt. Det var i 2006, hvor min tekst Perlesnoren blev udgivet på CD'en Postkort fra livet. Da kaldte jeg mig Mælkebøtten. Teksten er så personlig, at jeg af hensyn til mine forældre ikke ville udgive under eget navn.

Kort tid efter brød vi dog kontakten og jeg fortrød, at jeg havde udgivet under pseudonym.

Siden da har jeg udgivet alt i eget navn. Jeg synes, der er noget ynkeligt ved  ikke at have modet til at stå ved det man siger og skriver. På visse blogs og i diverse debatter kan man opleve mennesker sige de grusomste ting om deres næste, men feje hunde er de, for de har ikke modet til at gøre det under eget navn. Fægt med åben pande, eller lad være med at fægte!

Ja, man kommer jo helt til at tænke på Holger Danske, der ikke er 'en formummet skjælm' - Men når du så fægter sådan rent litterært, hvilken bog synes du så selv er din bedste til dato?

Min roman Livet i landet Grotesk er min bedste til dato. Det er den pga sin ærlighed, sin hudløshed, sin skildring af et liv, som ellers ingen ville skildre. Den er den bedste, fordi den forsvarer det lille barn, som blev underkuet og forsømt både af dets forældre, af skolekammerater og af lærere, der burde have grebet ind.

Min bedste tekst er Perlesnoren. Den er så koncentreret og ren. Der er intet overflødigt og selv om det er mange år siden jeg skrev den, har jeg efter min egen mening ikke overgået den.

Faktisk er jeg også ret glad for min novellesamling Niagara kalder, som jeg udgav på Saxo selvudgiver i slutningen af 2011.

Men er der så en bog, du synes er den ringeste?

Min roman Livet i landet Grotesk er også den ringeste. Den var det første større værk jeg skrev og bærer præg af manglende håndværksmæssig kunnen. Historien er god, men havde fortjent en bedre skæbne end at blive skrevet af en uerfaren forfatter, der ikke magtede begrænsningens kunst.

Har din skrivestil ændret sig over tid?

Om selve min stil har ændret sig ved jeg ikke. At jeg rent teknisk er blevet bedre er jeg ikke i tvivl om. Når jeg læser mine gamle tekster, kan jeg se ting jeg ville gøre anderledes i dag. Jeg tror jeg er blevet bedre til at skære ind til benet.

I interviewet med Finn Wilkens kom vi lidt ind på det med, at skriveriet forandrer os, fordi vi lægger noget af os selv i arbejdet med teksten. Tænker du at dit forfatterskab har ændret dig som menneske?

Efter jeg skrev Livet i landet Grotesk har jeg lært, at man nogle gange kan være nødt til at gøre noget selvom det har store konsekvenser. Jeg har lært mig selv bedre at kende, er måske blevet bedre til at sætte grænser. For få år siden, da jeg startede med at udgive havde jeg en masse drømme. Jeg må nok indrømme, at de ikke rigtigt er gået i opfyldelse. Det hersens forfatterskab er ikke noget man bygger på en dag. Mine drømme og forventninger er nok blevet lidt mere realistiske. Jeg har dog stadig håbet, om at kunne skrive noget, der betyder noget for andre mennesker.

Hvad er det mest vovede, du nogensinde har gjort i dit forfatterskab?

Det mest vovede var vel, at jeg overhovedet skrev Livet i landet Grotesk og dermed kastede lys på det, som jeg havde med i rygsækken. Det var en svær proces og jeg måtte i perioder lægge skrivearbejdet fra mig, fordi det var for hårdt at rode op i alt det gamle skidt. Når man skriver så ærlig en bog, risikerer man en masse. Man risikerer at miste og det har jeg da også gjort, men jeg kunne ikke lade være med at skrive den. På en måde tænker jeg, at den lille pige jeg endelig lod komme til orde, ikke kun var mig selv, men også andre børn, der er blevet omsorgssvigtet.

Og hvad er det mest vovede du nogensinde har gjort i virkeligheden?

Det er et svært spørgsmål. Jeg har nok aldrig været særligt modig. Nogle vil måske mene, at det var modigt at springe ud som lesbisk som 14-årig i en landsby og en tid, hvor den slags i allerhøjeste grad var ugleset.

Jeg vil også nævne, at jeg som ganske ung valgte at blive vegetar, fordi det ganske enkelt føles mest rigtigt for mig at leve uden at spise dyr, men da jeg er vokset op i en familie på landet, hvor det at slagte gris, stange ål og skyde harer, var en naturlig del af hverdagen, var det ikke noget der var megen forståelse for.

I nyere tid kan nævnes mit spring ud i et nyt liv efter at jeg havde været i et temmelig problematisk forhold i 15 år. Men ellers kunne det være, at jeg tog helt alene til San Francisco i 2001. Ja, det lyder sikkert mærkeligt i manges ører, men jeg havde aldrig været ude at flyve før og min sociale angst gjorde det til et vovestykke af format at gebærde mig gennem lufthavne osv. Kærligheden drev mig. Jeg havde to år tidligere mødt Maja og nu havde hun altså været i Canada og Californien i et par måneder. Jeg overvandt mig selv og det blev et eventyr jeg aldrig glemmer.

Er der noget i dit forfatterskab, du gerne vil prøve kræfter med? Noget, du synes mangler?

Der er meget jeg mangler, for jeg har masser af ideer, men er nok ikke altid lige god til at holde fast i dem og føre dem ud i livet. Det er vigtigt for mig at fortælle historier, der ellers ikke bliver fortalt. Det fornægtes i dag, at mennesker kan rammes uforskyldt. Tidens mantra er, at du er din egen lykkes smed, og det er man da også i høj grad, men ikke helt og aldeles. Nogle gange bliver mennesker bare ramt hårdt og uretfærdigt, eller vokser op under kår, der får dem til at dø indvendigt inden de nogensinde kommer i gang med at leve.

Rent skriveteknisk vil jeg gerne være bedre til at sortere. Mine tekster skal stå lysende klart uden et eneste overflødigt ord.

Er du nogensinde blevet sammenlignet med andre forfattere?

Nej, det er ikke sket for mig, at jeg er blevet sammenlignet med andre forfattere, men jeg vil dog også helst bare være mig selv, altså ikke en efterligning, men den eneste ene Laila Ammitsbøl.

Hvad er din yndlingsbog? Hvad er det ved lige præcis dén bog, der tiltaler dig?

Min yndlingsbog er en bog, der af mange forfattere, anmeldere, litteraturkritikere og den slags ikke bliver regnet for noget, men for mig er den balsam for sjælen og er blevet hevet ned fra hylden mange gange i årenes løb.

Det er Tove Ditlevsens samlede digte.

Jeg beundrer Tove Ditlevsen og har gjort det siden jeg var teenager. Hun kunne skrive om det som er alment og banalt, og dog gøre det til noget særligt. Hun kunne skære virkeligheden ud så skarpt, at den står og dirrer i rummet foran læseren.

For mange år siden var jeg med i en lyrikgruppe, ja faktisk er det 30 år siden. I denne gruppe var der en kvinde, der havde fået udgivet en digtsamling, så hun var lidt ”finere” end os andre. Da vi en dag talte om yndlingsforfattere og jeg nævnte Tove Ditlevsen, sagde denne kvinde: ”Det stadie må du se at komme over!”

Ak, hvilket hovmod! Hvilken højrøvethed! Jeg er heldigvis aldrig kommet over dette stadie. Hvis det gør mig mindre fin end Rifbjerg-beundrere så er der ikke noget at gøre ved det.

Derudover vil jeg nævne en bog, der er så stærk, så grusom, så realistisk og så velskrevet, at det gjorde ondt at læse den. Det er romanen Gud kommer kun til Afghanistan for at græde. Forfatteren hedder Siba Shakib.

Hvad er så den værste bog, du nogensinde har læst?

Den absolut værste bog jeg nogensinde har læst, er Forbudt kærlighed af Bjarne Hatting. Jeg lånte romanen på biblioteket og glædede mig til at læse den, men den var en fæl skuffelse. 

Forfatteren virker ikke som om han overhovedet har brugt tid på at sætte sig ind i, hvordan en muslimsk pige, der bryder med sin families forventninger har det.

Bogen handler om et lesbisk forhold og forfatteren har valgt at indlægge flere sexscener. Som lesbisk må jeg sige at disse beskrivelser virker totalt urealistiske. Det lyser langt væk af at være en mands fantasi om to piger og har intet med virkeligheden at gøre.

De to unge kvinders store og meget hurtige succes karrieremæssigt virker også meget urealistisk på mig. Nok den mest overfladiske og utroværdige roman jeg nogensinde har læst.

Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet?

Verden havde efter min mening været et bedre sted uden Bibelen, Koranen og Mein kampf.

Se, det er jo lidt sjovt, at jeg nu har haft to forfatterinterviews på min blog og begge nævner Bibelen som en bog, der ikke burde være udgivet. Det lidt sjove er, at jeg selv har den kristne tro som en meget vigtig del af min tilværelse. Når du nu mener, verden ville have været bedre uden Bibelen, er det så en holdning, der får dig til at se anderledes på mig som kristen?

Nej, selvfølgelig ser jeg ikke anderledes på dig, fordi du er kristen. Den enkelte kristne eller enkelte muslim eller Sai Baba tilhænger kan jo være et godt og venligt menneske.

Det der gør mig vred er når diverse trosretninger bruges til at hamre medmennesket i hovedet med.

Ja, det har du ret i. Alt for meget ondt er gennem tiden sket i en eller anden guds navn, som på den måde er blevet misbrugt og det interessante er jo, at det slet ikke er det, der er det grundlæggende budskab i hverken kristendom eller islam. Men nu til noget helt andet: Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Nej, nej og atter nej! Jeg nærer ikke noget ønske om at skrive en bog sammen med nogen som helst forfatter. Jeg har aldrig været god til gruppearbejde. Det er godt for de som kan det, men min hjerne går i stå, når den ikke kan få lov at arbejde i fred.

For mange kokke fordærver maden og intet er så personligt som at skrive. Det kan man ikke gøre sammen med andre. Jeg kan i hvert fald ikke!

Her til sidst giver jeg gerne plads til at få luftet lidt ud, så hvis du har et par vise ord, så har du chancen nu...

Danmark er ved at ende som New Zealand, der i løbet af få år afviklede et velfungerende velfærdssystem og derved kastede en stor del af befolkningen ud i fattigdom. Foragten for mennesker der af en eller anden grund ikke kan forsørge sig selv bliver bare større og større. Jeg ville ønske vi kunne nå at stoppe i tide, men liberalismens karrusel er vist desværre løbet løbsk. Jeg frygter at Danmark er ved at udvikle sig til et sted, hvor mennesker kan gå til i fattigdom, sygdom og nød uden at der findes et sikkerhedsnet til at gribe dem.

Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu?

Mine ideer vil jeg ikke afsløre, men jeg kan dog sige, at jeg skriver på fire meget forskellige bøger i øjeblikket. Om nogle af dem bliver til noget, må fremtiden vise.

Og så er der mulighed for at kommentere hvad som helst, du har lyst til:

Som selvudgiver skal man se sig godt for. Jeg har selv brændt fingrene et par gange, men heldigvis er der i dag mange flere muligheder for en selvudgiver, end der var da jeg udgav mine to første bøger i 2008.

Find Laila Ammitsbøl her:

Hjemmeside

www.lailaammitsboel.dk

Blog:

www.lailaammitsboel.blogspot.com

Forfatterside på Facebook

Bøger på Saxo.com

Finn Wilkens: Interview

I dag bringer jeg et interview med Finn Wilkens, som er forfatter til”Mandfolk” og ”Dragemand” og som netop nu er aktuel med tredje bind, ”Slået hjem” i serien om Hans Theodor, der bliver mobbet i skolen og slået af sin far derhjemme. Derudover skriver han noveller med sjove og skæve vinkler, der bringer et smil frem på læberne.

Hej Finn og velkommen til min blog. Nu er det jo en blog om bøger, så jeg vil gå lige til biddet og spørge dig til dit forfatterskab. Hvornår begyndte du at skrive?  Og hvorfor?

I gymnasiet måtte jeg vælge mellem to uddannelser. Enten at blive en bedrevidende journalist eller en skrivende lærer. Min far overtalte mig til lærergerningen, for, som han sagde, så har du altid fri lørdag og søndag. Jeg blev lærer på en efterskole, hvor man har weekendvagt, men brugte en del af min fritid på at skrive, bl. a. til den lokale ugeavis. Da jeg efter tre år rejste derfra, var der et læserbrev fra en dame, der skrev, at mine ofte humoristiske artikler ville blive savnet.

Jeg skriver, fordi jeg både vil underholde og undervise. En slags skriftlig fortsættelse af lærergerningen.

Som forfatter har man vel altid nogle favoritter blandt ens egne bøger. Hvilken bog synes du selv er din bedste til dato?

”Slået hjem”, som er den seneste, udkommet april 2012. Fordi jeg i den har forsøgt at lade være med at begå de fejl, der var i de foregående.

Har din skrivestil ændret sig over tid?

Ja, det har den. Den er blevet strammere. Jeg har lært at skære overflødigt snak fra. Jeg lærte også af klogere mennesker, at fremmedord ikke gavner teksten, så derfor fremstår mine tekster stort set altid med et rimeligt lavt lix-tal og kan læses af alle med mellemskoleeksamen.

Nu ved jeg jo selvfølgelig ikke, hvordan du har det, men når jeg skriver, har jeg altid på en eller anden måde nogle følelsesmæssige ’aktier’ i det og det gør vel et eller andet ved os som forfattere. Er det noget, du kan genkende?

Ja, det kan jeg. Jeg er blevet endnu mere glad for min kone, og jeg håber at dø før hende, fordi tanken om, at jeg skulle overleve hende er et mareridt. Mange problemstillinger i mine bøger har jeg vendt med hende og er blevet klogere på det. Takket være hende.

Det kender jeg godt og det er vel også noget af det, der skal være på plads - altså, at man har opbakning derhjemme. Men når nu din kone læser dine tekster, er der så noget, du er særlig spændt på ved hendes reaktion? Og måske også dine læsere?

Alt, der tangerer sex er vovet. Jeg aner ikke, hvor jeg har mine læsere. En af mine PendlerProsa-e-bøger hedder Bittenfissens Mand og 9 andre historier, og den titel havde jeg betænkeligheder ved. Den er selvfølgelig udsprunget af Politikens serie om Bitterfissen, hvor de frække ord indgår på en tilsyneladende helt naturlig måde. Som jyde har jeg måttet overvinde nogle knaster der.

Et er så, når du skriver, for her vi som forfattere jo det til fælles med skuespillere, at det egentlig ikke er os selv, der er på spil, men de karakterer, vi skriver om. Noget helt andet er det, der sker i det virkelige liv. Er der noget i dit liv, du vil fremhæve som vovet?

At blive forstander på en ordblindeefterskole. Forlade en tryg og behagelig tilværelse og kaste sig ud på syv favne vand. Der gik noget tid, inden jeg fandt ud af, at jeg blot skulle svømme på vandet, ikke drikke det.

Det er kloge ord... Og lidt Kierkegaards´k...

Nu, vi er ved det personlige, så kunne jeg tænke mig at spørge, hvad du tænker om det, at man nogle gange kan blive sammenlignet med andre forfattere?

Sammenligninger tjener intet formål. Derimod er det fint, hvis der klart beskrives, hvad der er galt med ens tekst.

Hvad er din yndlingsbog? Hvad er det ved lige præcis dén bog, der tiltaler dig?

Høfeber af Leif Panduro. Sort humor og skrivemåden. Jeg havde ondt i maven af grin, da jeg læste den.

Hvad er den værste bog, du nogensinde har læst? Og hvorfor?

Frændeløs af Hector Malot. Fordi jeg som 10-årig fik så ondt i maven over den stakkels dreng.

Det lyder, som om, du involverer dig meget i det, du læser? Er der emner, du vil have svært ved at gå i gang med?

Jeg ved ikke, om jeg egner mig til at belyse alvorlige emner. Men min morfar deltog i 1. verdenskrig som sønderjyde, og det tror jeg, har været så slemt, at det næsten ikke kan udtrykkes i ord. Jeg kunne godt tænke mig at beskrive hans situation under slaget ved Somme.

Jeg har i skuffen et oplæg til en bog om et flygtningebarn, der kommer til en vestjysk lejr i 1945. Og så har jeg tanker om en anden flygtning, der er havnet i DK som 15-årig. Hans historie er så skrækkelig, at man tror, det er noget, han finder på.

Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet?

Biblen. Den er skrevet af beduiner, men opfattes i brede kredse som skrevet af et åndeligt væsen, nisse eller trold, som ingen har set eller hørt, og som de fleste alligevel anser for virkelig. Nogle religiøse retninger bruger den til at slå andre i hovedet med. Det morsomste, jeg lige kan komme i tanker om, var, da paven syntes, at Cuba var et forældet og forstenet samfund.

Ja, her griner jeg jo så lidt, for jeg er selv opvokset i en kristen sammenhæng og den kristne tro betyder meget for mig. Er det noget, der får dig til at ændre syn på mig eller mine trosfæller?

Skægt, at vi ser diametralt modsat på det samme område. Det kunne ikke falde mig ind at gøre nar ad mennesker, der tror på noget, der giver dem indhold i tilværelsen. Jeg skal da ikke ophøje mig selv til "dommer" eller til et menneske, der er i stand til at skue klarere end andre.
Men jeg har den opfattelse, at uanset om religion er et i os groende behov eller ej, så er og bliver det overtro, altså noget der ikke videnskabeligt kan bevises.


Derfor må du forstå, at det er riterne, skuespillet og overbygningen, der er mig imod, ikke de mennesker, der dyrker det. Jeg har mit at dyrke, og det kan også udsættes for spot, hån og latter. Naturligvis.
Jeg håber dog alligevel at blive betragtet som et menneske ligeværdigt med andre. Der er kernen.


Jeg mener herudover, at vi må standse religionsindoktrineringen af børn, så de ikke flaskes op med en bestemt religion. Børn skal vokse op i tryghed og selv tage stilling, når de bliver voksne. Ikke som nu, hvor folkekirken afholder konfirmation for børn på 13-14 år. Det giver for mig ingen mening. Jeg så gerne, at faget religion blev erstattet af filosofi, hvori religion som begreb ville kunne indgå naturligt.

I alle mine romaner gives der udtryk for, at der ikke er nogen gud, og at man derfor er overladt til sig selv. Paradoksalt er jeg med stigende alder blevet mere og mere overbevist. At jorden har eksisteret i 4,5 milliarder år, og mennesket først dukker op for 30.000 år siden (homo sapiens) er for mig indiskutabelt videnskabeligt, og jeg betragter udviklingslæren som det nærmeste, man kan komme en forklaring.
Jeg erkender dog, at der stadig mangler meget, som jeg ikke forstår en dyt af. Hvad var der før verdensrummets opståen? Det er en gåde, der er den største. Da kan man bare ryste på hovedet og gå videre med støvsugningen.

Stor respekt for det, Finn... Og jeg er jo bare stolt og glad over, at vi her på min blog kan berøre sådan et emne, der ellers kan være sprængfarligt, på en måde, hvor der er gensidig respekt og en afslappet atmosfære. Så hatten af for, at du både giver udtryk for din holdning - og gør det i respekt. Det er ikke alle, der kan det. Og så kan det jo være, at vi kan tage et ordentligt hug om det en anden gang...

Men nu noget lidt andet. Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Knud Romer er en af de forfattere, jeg synes, lyder spændende. Han har altid så meget på hjerte, og han fremsiger det med en intensitet, jeg misunder ham. Og så har han beskæftiget sig med problematikken omkring tyskerhad, jeg som sønderjyde også har haft inde på livet.

Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu? Hvad arbejder du med? Og kan du løfte lidt af sløret for, hvad du skriver om?

Jeg skriver aktuelt historier til PendlerProsaserien på Saxo. Det drejer sig om små e-bøger til 15 kr. beregnet til at blive læst på iPads eller smartphones på turen ind til arbejdet. Humoren bærer en del.

Og så er der mulighed for at kommentere hvad som helst, du har lyst til:

Jeg ryster på hovedet af de etablerede forlag, der slet ikke ser fidusen og nødvendigheden i e-bogsområdet. Det er selvfølgelig fremtiden. Papirbøger vil stadig have deres store publikum mange år fremover, men det vil med garanti indskrænkes. Se blot på musikområdet. Bøger vil i fremtiden blive downloadet i stort tal, fordi det er nemt og billigt. Derfor er det fejlslagen politik af Gyldendal og de andre forlag at fastholde en kunstig høj pris for e-bøger.

Du kan finde mere om Finn Wilkens på hans hjemmeside: 

www.finnwilkens.dk

Pinligt! ny eBog på saxo.com

De sidste par dage har været spændende at følge, da min nyeste novellesamling, "Pinligt!" er sat til salg på saxo.com. Når det har været spændende at følge, er det fordi systemet på saxo.com kan være en lidt sjov oplevelse. Opdateringen af deres database foregår forskudt og derfor kan man opleve, at det tager lidt tid, før alting er helt på plads.


Men - hurra! For nu er bogen helt klar og parat og du kan hente den her:
http://www.saxo.com/dk/item/per-holbo-pinligt-e-bog.aspx

Bogen koster 15kr. og herunder får du et uddrag fra den:



Bier og Blomster...

Jeg var blevet far for tredje gang. En dejlig datter, som nu lå på barselsgangen sammen med min vidunderlige kone. Det er en fantastisk gave hver eneste gang - og et stort ansvar. Som far har jeg altid været bevidst om, at mine børn på et tidspunkt når til den alder, hvor det er mit ansvar at fortælle om bierne og blomsterne og egentlig har det ikke været en samtale, jeg har frygtet. Men at den skulle komme SÅ tidligt havde jeg nu ikke lige forberedt mig på.

Vi var på vej for at hilse på den lille ny. På bagsædet sad mine to ældste, en pige på 2 og en dreng på 4. Ungerne havde været hos deres mormor det sidste døgns tid og selv om de måske ikke helt havde fanget alt det der med fødsel og graviditet, så havde de selvfølgelig opdaget, at der var noget ganske særligt på færde. Så bilen emmede af spænding og hygge. Men pludselig brydes den hyggelige stemning af min søn, som tilsyneladende havde spekuleret en del undervejs:

"Far, hvor kom lillesøster egentlig ud henne?"

Stilhed...

"Øh," sagde jeg lidt beklemt og holdt en længere pause i håbet om, at han ville glemme det igen. Det gjorde han ikke...

"Far?" spurgte han igen, "jeg spørger lige om noget..."

"Ja, jeg hørte det godt." Hjernen blev sat på overarbejde. 

Hvordan skulle jeg nu lige kringle den? "Jeg er bare liige nødt til at holde øje med bilerne..."

Der var faktisk mange biler på vejen lige da, så han købte undskyldningen uden større problemer. Men alligevel havde jeg en fornemmelse af, at jeg ikke ville kunne holde undskyldningen kørende ret længe.

Det fik jeg ret i, for lidt efter var han der igen: "Nu er der ingen biler, far... Hvor kom lillesøster ud henne?"

"Jamen, øhh... Hun øh... jamen, hun kom da ud sådan... sådan, som man plejer..."

Jeg vidste godt, den ikke gik, men jeg synes måske alligevel ikke, at en dreng på 4 havde hverken brug for eller for den sags skyld godt af at få alt for mange detaljer...

"Jamen, hvorhenne?"

"Joh, altså," trak jeg den, "Hun kom ud sådan forneden..."

"Jamen, hvorhenne?"

Sveden haglede ned ad ansigtet på mig og jeg følte min ryg klistre til sædet, mens jeg kæmpede med min egen forestilling om, hvad man skal sige til et barn på 4 år om sex og fødsel og alt det der.

Jeg kæmpede som en sindssyg for at finde på et eller andet, der kunne trække svaret så længe, at han ville glemme det igen, men der var intet at hente, hverken udenfor eller inde i bilen. 

Havde jeg dog bare fået købt en bamse eller en pegebog eller noget andet, som han kunne koncentrere sig om, men nej, jeg skulle absolut spare overalt, jeg kunne komme til det. Hold kæft, hvor jeg følte mig som en idiot. Så så jeg den, redningen. 

Den tårnede sig op blandt alle de andre huse og bag hækken kunne man lige akkurat ane parkeringspladsen. Pyha, lige på et hængende hår.

"Så er vi ved sygehuset, unger," sukkede jeg lettet, "så skal vi bare finde en parkeringsplads, og så..."

"Så kan du fortælle det, far!" afbrød han mig.

Pis også! Atter en gang kørte det på overtid på øverste etage. 

Det var da også pokkers, så stædig den dreng kan være. Det må være noget, han har fra moren...

Få afslutningen samt fire kapitler mere på:

http://www.saxo.com/dk/item/per-holbo-pinligt-e-bog.aspx

eBogsugen starter i morgen med supergode tilbud!

Læs en eBog-Ugen starter i morgen!

Har du tænkt på, at du egentlig gerne ville læse eBøger, men er aldrig rigtig kommet i gang med det?
Læser du allerede eBøger og er du på jagt efter gode tilbud?
Eller er du bare nysgerrig omkring alt det her med eBøger?



Så er her en god mulighed for at gøre noget ved det!
Præcis klokken 9.01 i morgen, Søndag, starter "Læs en eBog-Ugen," hvor du kan downloade eBøger med rabatter på 25% - 50% - 75% - og endda 100%!
Ja, den er god nok, det er ikke en fejl! Du kan få gratis eBøger af god kvalitet!

Uanset, hvor du ellers står i forhold til eBøger, er der altså gode muligheder her.
Mulighed for at lære eBogs-oplevelsen at kende.
Mulighed for at udvide dit kendskab til eBøger
Mulighed for at finde gode tilbud på eBøger
Og du kan sikkert selv finde på flere gode grunde til at benytte dig af "Ebogsugen"



Jeg deltager selv med følgende eBøger

Holbohistorier - Normalpris $2.99 (ca. 20kr.) - 6 små noveller til rejsen - for voksne

   Gratis!   (Rabatkode: RE100)

Nikolines sure tæ´r - Normalpris  $1.19 (ca. 8kr.) - Børnebog

   Gratis!   (Rabatkode: RE100)

Pinligt! - Normalpris $2.99 (ca. 20kr.) - 6 små noveller til rejsen - for voksne

   50% Rabat!   Rabatpris: $1.49 (ca. 10kr.) (Rabatkode: REW50)

Måden, du får rabatten på, er at taste rabatkoden ud for hver bog, inden du går til betalingen...


Hvad er "Læs en eBogs-Ugen?"


Du kan finde mere info om eBogsugen på ebookweek.com, men den korte forklaring er, at eBogsugen begyndte som en måde at synliggøre eBøger på.


For at læse eBøger skal du trods alt bruge et værktøj, som du måske ikke lige har i forvejen. Dvs. at du skal bruge en eBogslæser.


eBogslæsere findes i mange forskellige former og hvis du gerne vil begynde at læse eBøger, har du måske ikke lige lyst til at tømme sparegrisen for at komme i gang med det.


Heldigvis er det heller ikke nødvendigt. Faktisk kan du fint klare dig med et budget på NUL kroner!


Hvis det ikke er en rigtig god grund til at begynde med eBøger...?


Hvordan får jeg fat i en eBogslæser?


Alt efter, hvordan du gerne vil læse dine eBøger, er der et hav af muligheder. Herunder er der nogle af dem og listen er ikke tilnærmelsesvis udtømmende. Der findes langt flere muligheder end jeg kan fylde bloggen med.


Hvis du vil læse på din PC: Adobe Digital
Hvis du vil læse på din Android Smartphone: Kobo (scan koden herunder) eller Aldiko

Kobo QR Code

-------------

  

Hvis du vil læse på din iPhone: Ingen kvaler, eBogslæseren er allerede installeret på din telefon.


eBogslæsere, som er beregnet til eBøger alene er bl.a. Kindle, Kobo, Sony og et væld af andre. Disse eBogslæsere kan købes i de fleste elektronikbutikker eller via internettet. Den nemmeste måde at finde den rigtige på, hvis du bestille den over internettet, er ved at google "eBogslæser." Et andet godt råd kan være pricerunner.dk og en søgning her på "eBogslæser," så finder du de internetbaserede butikker, hvor netop din foretrukne læser er billigst.


Da jeg ikke selv bruger en decideret eBogslæser, men oftest læser på min SmartPhone eller min PC, kan jeg ikke sige noget om, hvilke eBogslæsere, der er bedst, men det, jeg hører er, at Kindle giver dig den bedste læseoplevelse.


En vigtig ting at huske: hvis du regner med at læse Børnebøger eller andre bøger med illustrationer i farve, skal du lige sikre dig, at den læser, du har kig på, også har farveskærm.


Regner du med at benytte dig af de gode tilbud på eBøger?
Deltager du selv i den internationale eBogsuge?

Kommentér gerne herunder

Bøger i Brann

Så er jeg efterhånden kommet godt igang med min nye roman, som gerne skulle kunne udgives til sommer og forhåbentlig kan den både udgives som ebog og i trykt udgave.

Lige nu bruger jeg "Bøger i Brann" som arbejdstitel, men det kan stadig nå at ændre sig, for jeg vil nemlig invitere dig, som er læser på bloggen eller fan på facebooksiden, til at være med i tilblivelsen af bogen.

Det kommer til at foregå på den måde, at jeg fra tid til anden lægger et kapitel eller et afsnit ud på bloggen og spørger, hvad du synes om det. Måske spørger jeg, om den kvindelige hovedperson skal være rødhåret eller blondine, men det kan selvfølgelig også være lidt mere generelt: nå,men, hvad syns I så-agtigt.

Alle, der bidrager til bogen, vil modtage en speciel udgave, som kun gives til betalæsere, så snart den udkommer - men mind mig lige om det, når vi kommer så langt, for en sikkerheds skyld.

Det første kapitel er egentlig ikke et rigtigt kapitel. Det er mere en slags præsentation af Østerbys indbyggere i Vestkvarteret. De personer, bogen handler om.

Og det, jeg gerne vil høre din mening om er:
Får du en god fornemmelse af personerne?
Er længden på indledningen for lang? for kort?

Du kan give dit input ved at skrive direkte til mig eller kommentere herunder. Du bestemmer!

Her kommer Indledningen til bogen. God fornøjelse:

Prolog

Det ser ganske almindeligt ud, kvarteret omkring vestbyen i Østerby, men det er det ikke. Slet ikke. Umiddelbart ligner det et ganske almindeligt kedeligt kvarter i en ganske almindelig søvnig provinsby. Kommer du kørende igennem kvarteret uden at kende det, vil du se den typiske sammensætning af gamle byhuse, nyere parcelhuse fra 60´erne, et par lukkede butikker og en folkeskole, der i dén grad trænger til at blive renoveret. Det samme gælder iøvrigt for en del af husene, hvor folk prøver at få det hele til at hænge sammen midt i en krisetid.

Men hvis du i en eller anden vildfarelse beslutter dig for at gøre stop i kvarteret og måske holde ferie her, så vil du få et ganske andet billede af det.

I nummer femten bor familien Friedenhoff, to voksne og seks børn. De er vist ret religiøse, næsten for religiøse, hvis du spørger naboerne. Men hvis du gjorde, ville du sikkert ikke få et svar. Som fremmed i kvarteret skal du være heldig for blot at få et gynt til svar. De fleste bliver bare ignoreret.

Hver søndag kommer hele familien strømmende ud ad hoveddøren i deres stiveste puds og går ind i den gamle Volvo Herregårdsvogn med ekstra sæder bagi. Forrest går Samuel Friedenhoff med en mursten af en bibel i den ene hånd og bilnøglerne i den anden og lige efter kommer fru Friedenhoff og alle de velkæmmede og nyvaskede unger i en lind strøm og fylder bilen op. Og så er det af sted til kirke. Fem af børnene ligner deres far helt utroligt. Det gør den sjette ikke så meget. Ingen ved helt, hvorfor, men der er mange bud. Postbudet, pizzabudet og sådan. Selv avisbudet har været foreslået, men det er nok alligevel at trække den for langt.

Selvfølgelig er der ikke nogen, der siger det, mens Friedenhoffs hører på det. Man er vel en god nabo og gode naboer sladrer ikke om hinanden. Så det er mest ved de ugentlige bridgelørdage hos Hansens og Jakobsens, snakken går. Det gør den så også for fulde gardiner før og under den obligatoriske middagspause mellem 12 og 14. De spiller hver lørdag på skift hos hinanden. Faktisk foregår der en del på skift mellem de to par, men det ved kun Hr. Jakobsen og Fru Hansen. Nåja, og så én til, men det vender vi tilbage til senere.

Længere nede ad gaden ligger et gammelt håndværkerhus fra 1901 og her bor Frederiksen, en ældre mand og hans hund. Egentlig er det helt tosset, for huset har ikke færre end 4 etager og det er kun den nederste etage, hr. Frederiksen lejer ud. Hr. Frederiksen har boet her med sin hund, Molly, i omtrent 20 år og der er ingen, der helt er klar over, hvor gammel han er. Men han var allerede pensionist, da han flyttede ind, så han må i hvert fald være mindst 80 år gammel. Ungerne i kvarteret siger 500 år og de driller ham, så snart de begynder at kede sig lidt. Så ringer de på hans dør og stikker af, nåpr de kan høre, han er på vej ned ad trapperne fra 1. sal, hvor han har sin lejlighed. Han bliver stiktosset, når han kommer ned og finder ud afd, at der ikke er nogen ved døren alligevel og så råber og skriger han efter ungerne, som gemmer sig fnisende i indkørslen til baggården.

Fra Frederiksens badeværelse er der et lille smalt vindue, ikke mere end 25cm bredt og det bruges flittigt, når han skal skælde ud over et eller andet, som kun han selv kender grunden til. De lokale er jo vante til det, men hvis du var en turist, der havde forvildet sig ind på området, ville du være blevet vidne til et besynderligt scenarie:

Først springer vinduet op og knalder ind i nedløbsrøret. Det er lavet af messing og når der lyder et kling ved alle på gaden, at det er tid til en udefinérbar skideballe. Så slipper folk, hvad de har i hænderne og kigger op på nummer 17 for at lytte til hans råberi. Når han er i det humør, er der ikke rigtig nogen, der forstår, hvad han råber, for så forsvinder nemlig den sidste rest af rigsdansk og han slår over i sin egen dialekt. ”Ahøw aheller æ wuun i a lårm a de banna unga da æ fatter å ha spekt fo a allerdom” lyder det så i kodesprog. Kun det sidste kan alle forstå, for det er ret tydeligt: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” og så ryger vinduet i med et ordentligt brag!

Men det er sjældent slut med det, for et par sekunder kommer vinduet op igen og så skal vi lige have slutsalven én gang til. Bare for en sikkerheds skyld: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” Så kommer der et KLING mere, talen er forbi og enhver kan nu fortsætte sit gøremål.

Man siger ofte, at hunde ligner deres ejere, men det er nu ikke tilfældet med Frederiksen og hans hund, Molly. Det er en rigtig Lassie-hund, men det er ikke sikkert, man lige opdager det, for den kommer ikke i bad hver dag. På den måde ligner Frederiksen sin hund, men ellers er der ikke megen lighed at spore, for Frederiksen ligner mest af alt en bulldog. Han elsker sin hund, ingen tvivl om det og den får flere gåture om dagen. Så får den sin efterhånden ret klistrede hundesnor på og så går de der midt på gaden. Det er ikke, fordi Frederiksen sådan tror, at han ejer det hele, men han har bare ikke helt formået at følge med udviklingen, så han har ikke rigtig fanget, at det hovedsageligt er biler, der bruger gaden og ikke hverken fodgængere eller hestevogne. Men han er nu god til at tage hensyn, for når Molly gør det, som hunde nu engang gør, når de går tur, så sørger han altid for at at fjerne dens efterladenskaber. Ikke sådan, som de fleste andre gør, med høm-høm-poser og sådan. Han har formentlig ikke engang opdaget, at der findes sådan noget. Nej, i stedet står han tålmodigt og venter, til hunden er færdig og så triller han pøllen ud i rendestenen. Ikke med fingrene, selvfølgeæig. Det ville da være ulækkert. Nej, han fisker såmænd en kam op af baglommen og bruger den til at trille med og så ryger den hurtigt i baglommen igen – hvis altså han ikke lige skal have redt sit hår forinden.

Helt nede i nummer 31 er der et hus med lav rejsning. Det er vist nok et levn fra de gamle husvildebarakker, som blev bygget i en tid, hvor fabrikkerne skød op i byen hurtigere end husbyggeriet kunne følge med. Huset ligger godt 30 meter tilbage på grunden, som er rammet ind med jernhegn og kraftigt hønsenet. Sirligt på rad og række står der gravsten til salg. De bliver leveret med lastbil efter behov og så kommer Stene Lene ud. Hun er en lille tæt dame af ubestemmelig alder, men man skal endelig tage fejl af hende, for hun er stærk som en okse. Ud af lastbilen træder to hærdebrede mænd med hår mellem tænderne og løfter stenene ud med bæresele. De er to mand om at løfte hver anden sten. Resten napper Stene Lene ved at gribe fat om stenene med de bare hænder og sætte dem med et bump, hvor de skal være. Samtidig skælder hun mændene ud, fordi de aldrig kan finde ud af at sætte stenene ordentligt.

En dag var der en ny mand med og Stene Lene var end ikke kommet ud på gaden, før hun råbte efter dem. ”Sæt så de sten ordentligt. Det skal se pænt ud, så folk ikke tror, det er en jødisk kirkegård, der ikke bliver passet!” Den nye mand var netop ved at sætte løftesele på en sten og han ville i hvert fald ikke finde sig i den behandling, så han smed resolut selen på ladet og så hende spidst ind i øjnene: ”Er du vanvittig, kone!” næsten råbte han, selv om hun var mindre end en håndsbredde fra ham, ”De er jo sindssygt tunge, de sten!”

”Bare se at komme i gang,” svarede hun arrigt tilbage, ”Er du en mand eller en kylling?” Så trak han det, han troede var trumfkortet. ”Hvis du ikke kan behandle os ordentligt, kan du kraftedeme selv sætte de sten på plads!” sagde han og nikkede indforstået til sin makker, som til hans store overraskelse løb ind i lastbilen og låste døren. Stene Lene var åbenbart i godt lune den dag. Eller også gav hun ham bare lidt ekstra snor, fordi han var ny. I hvert fald sagde hun ingenting, men tog bare fat i den allerstørste sten på ladet og bar den ind på plads, som var den en tom papkasse. Så var der ikke mere at snakke om.

I stuelejligheden i Frederiksens hus bor Fru Holgersen. Hun er en ældre dame. Og når jeg siger dame er det altså med stort D. En virkelig Dame, der bestemt ikke kommer fra de nederste lag i samfundet. Hun forspilder da heller ingen chance for at gøre opmærksom på det. ”Ja, jeg bor her jo kun, indtil jeg finder en passende residens,” fortæller hun gerne til hvem som helst, der gider høre på det. Og også en del af dem, der ikke gør. Den lokale slagter er ved at være rigtig godt træt af det, så når han kan se, at hun er på vej hen til butiksdøren, har han lige pludselig en masse slagtervarer, der skal tælles op. Han har vist ret godt styr på det varelager. Så det er som regel en af de unge piger, der må lægge ører til fru Holgersens endeløse beretninger fra dengang en mand var en mand og en hustru var én, der lå på divanen og læste ugeblade, mens pigerne gjorde rent og ryddede op. ”Ja, du ved jo, jeg slet ikke hører til her i kvarteret,” kunne slagterpigen døse hen til, mens hun drømte sig hen til et sted, hvor lektierne fyldte så meget, at der ikke var tid til fritidsarbejde. Bla, bla, bla, bla… Mon man ville slippe af sted med at råbe ”rotte!” og pege ned mod gulvet? Nej, den gik nok ikke, for så var det da helt slut med slagterens velvilje. Konen fortsatte i en lind strøm om alle de suspekte typer, der bor i området. De dersens motorcykelentusiaster, der ikke har andet i hovedet end det, hun i hvert fald aldrig havde stiftet bekendtskab med, før hun blev gift. ”…så jeg glæder mig til jeg skal flytte,” sluttede hun endelig af, ”Jeg bor her jo kun midlertidigt, ved du.” Det har hun så gjort i 13 år nu.

Så er der fodboldbanen, hvor de fleste af mændene i kvarteret bruger en aften om ugen, hvor de kan være mænd.

Samuel Friedenhoff har været holdkaptajn de sidste 5 år og det er faktisk lykkedes ham at få en kammerat med på holdet, selv om John slet ikke bor i området. John bor i den anden ende af byen og selv om det ikke var rasende populært i starten, har John vist sig at være lige så dygtig til at spille fodbold, som han er dårlig til ægteskaber. Ikke færre end 4 forliste forhold har han bag sig. Så efter blot et par uger var han én af gutterne.

Nede på hjørnet til Vestergade ligger et gartneri, som var ret berygtet alle andre steder i byen. Nu er der jo ikke i selv noget farligt eller ubehageligt ved et gartneri, men det er ikke en almindelig gartner. Udefra ligner det et hvilket som helst andet gartneri. Huset er lysegrønt, grøntsagerne bliver produceret i den ca. 75m2 store baghave, foruden det, der jo nok bliver hentet andre steder og langs husmuren helt hen til butiksdøren på hjørnet bliver hver morgen sat en række kasser med æbler, pærer, gulerødder, pastinakker og tomater.

Indeni var det mindre almindeligt. Selve butikken ligner en grønthandlerbutik fra den tid, hvor kartoflerne var sorte og ekspedienterne hvide, men i privaten er familien pakket som mandskabet på en ubåd. Gartneren har altid mindst 8 af børnene hjemme og de sover i etagesenge på et værelse , der næppe er større end fire telefonbokse sat sammen. Fire køjesenge på den ene væg og fire på den væg, der står vinkelret på den første og med sengene forskudt i højde, så fodenderne nærmest fletter ind i hinanden. Gartneren viser gerne sit værk frem for interessede. "Se, hvor godt, de har det!" slår han glad ud med armene.

Det der med at slå ud med armene er han god til og han har også sørget for, at børnene har lært det. Både pigerne og drengene. De færreste kender børnenes rigtige navne, for de fleste går under andre betegnelser, såsom Røde og Kno-Mette. Men samlet set var de Vestergadedrengene. Også døtrene.

Lige over for gartneriet er der et tomt hus og foran sidder et skilt, der gør opmærksom på, at huset er til salg. Skiltet har siddet længe og Gartneren håber det vil forblive sådan længe. Han vil nemlig gerne udvide sin butik, for af en eller anden grund synes drengene ikke, de har nok plads i deres køkkenhave, som er gemt godt af vejen og dækket til med plasticsække. Egentlig havde Gartneren ikke regnet med, at de sådan ville gå i hans fodspor og selv om han aldrig tjekker haven efter – det har de udtrykkeligt ladet ham vide, de ikke vil have – så er han sikker på, at de passer deres have, for de er ude i haven hver eneste dag og sælger masser af krydderier i små pæne papirslommer. Det ved han, for de står ofte på gadehjørnerne i kvarteret og har mange kunder i løbet af dagen. Og de har altid penge, så han er stolt af dem. De skal nok klare sig, er han sikker på. Til at begynde med var han lidt bekymret for, om deres forretning ville give for megen konkurrence til gartneriet, men det lader ikke til at have påvirket hans salg overhovedet. Deres kunder kommer tilsyneladende fra hele byen og kommer alligevel aldrig i hans butik. Omvendt ser han nu heller aldrig nogen af sine egne kunder købe hos drengene, hvad det så end er for en slags krydderier, de sælger.

Hvis bare han kunne spare nok penge op, kunne han købe huset på det andet hjørne og så kunne drengene jo have det gamle gartneri, mens han byggede et nyt med en større have til. Og det er netop dét, historien her handler om...