Kvinde, giv plads eller gør det selv!

Når jeg kører på arbejde om eftermiddagen, lytter jeg gerne til ”Ibens” på Radio24syv med Iben Maria Zeuthen. I programmet diskuteres livets store og små spørgsmål og i går, d. 17. juni handlede det om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

Jeg får ofte lyst til at ringe ind og give mit besyv med, men det duer jo ikke, når jeg kører bil, så det koncentrerer jeg mig om i stedet.

Hvor er mændene henne?

Men i går var der nu alligevel noget ved programmet, som for alvor får mig ned i stolen foran tastaturet.

Iben havde Karen Borgnakke og Anne Kirstine Vågebæk i studiet og sammen med de lyttere, der ringede ind, diskuterede de ligestilling i forhold til netop balancen mellem familieliv og arbejdsliv.

Et stykke inde i udsendelsen bemærkede både vært og gæster, at andelen af mænd, der deltager i den debat, er forsvindende lille. Eksempelvis var der kun 2 mænd ud af de lyttere, som ringede ind og deltog.

Karen Borgnakke, Anne Kirstine Vågebæk og Iben Zeuthen var enige om, at det er et problem.

Det mener jeg også, men det efterfølgende fik mig op på mærkerne.

Ordet afslører din grundlæggende indstilling!

Det, jeg bed mærke i – og som jeg ofte bemærker i ligestillingsdebatten, især, når det gælder børn og familieliv – er den måde, Iben og hendes gæster taler om det på.

De siger bl.a. at mændene, dvs. hovedsageligt fædrene, skal ”inddrages” i debatten.

Inddrages?

Hvornår inddrager man?

Jo, det gør man, når man tager ledelse og arbejder mod et mål. Så inddrager man andre i projektet. Det er jo netop det, der ligger i ordet. Inddrage betyder at ”drage ind,” dvs. at ”trække andre ind, hvor jeg selv står.” Dermed afsløres det, at kvinder har sat sig på debatten, når det gælder ligestilling. Kvinder har taget ejerskab over familielivet og især børneopdragelsen. De giver ikke slip, men vil blot ”inddrage” børnenes far, når et nyt mål er sat.

Hvordan foregår det hos dig?

Nu kan man selvfølgelig hævde, at det blot er ordkløveri, men prøv engang at tænke efter. Forestil dig de situationer, der drejer sig om familie og børn. Hvad sker der om morgenen, når børnene skal af sted i vuggestue, børnehave og skole. Hvem bestemmer så, hvad tøj børnene skal have på? Hvem bestemmer, om børnene selv må cykle eller gå eller om de skal følges? Hvis du er mor, så prøv engang at tænke efter: når både du og børnenes far er hjemme om morgenen, har han så mulighed for at arbejde på sagen uden du blander dig i det? Kan han finde tøj frem, uden du skal godkende det? Kan han smøre en madpakke, uden du fortæller ham, hvordan den skal smøres?

Ord har en helt speciel egenskab: dels skaber ordet, hvad det nævner og dels afslører det den måde, vi tænker om tingene på. Det fungerer altså begge veje, som årsag til en bestemt måde at tænke på og som virkning af den måde, vi tænker på.

Inddragelse?...

I sammenhæng med ligestillingsdebatten viser det sig ved, at når vi taler om at far skal ”inddrages,” så skaber vi en forståelse af far som en slags andenrangsforælder eller medhjælper, der blot skal fungere som en arbejdshest, der fører mors forestillinger ud i livet. Og når vi har den indstilling til det, så taler vi også om det på en måde, der forstærker indstillingen.

Hvis vi skal have en forandring, så kræver det, at kvinder giver slip. Vi mænd og fædre har nemlig oftest den indstilling til børnene, at hvis valget står mellem at skulle kæmpe for at gøre det, vi finder bedst og samtidig risikere splid i hjemmet til skade for børnene eller på den anden side give slip og lade mor bestemme, hvordan tingene skal være, så vil vi oftest vælge det sidste.

Men samtidig vil vi mænd og fædre så også i en vis udstrækning give slip for selve arbejdsdelen af det. For hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre arbejdet, hvis jeg ikke har indflydelse på formen? For mig er det egentlig ret enkelt: hvor mor VIL bestemme, får hun lov til det, men hvis vi som fædre skal overleve i det, så må konsekvensen også være, at hun selv må lave arbejdet.

...eller ligeværdigt samarbejde?

Skulle vi ikke i stedet prøve noget andet?

Kunne man evt. forestille sig, at alt det her med arbejdsliv og familieliv kunne ske i et ligeværdigt samarbejde? Et samarbejde, hvor far og mor har lige meget indflydelse på børneopdragelsen? Hvis vi skal dele arbejdet, så kræver det, at vi også deler beslutningerne.