torsdag den 13. marts 2014

Konkurrence! Tegn til børnebogen "Nikolines sure tæ´r"

Har du tegnegaverne i orden?

Det har jeg nemlig ikke!


For næsten 2 år siden udgav jeg min første børnebog om Nikoline, der ikke kan forstå, hvorfor hendes tæer bliver sure på hende, bare fordi hun sover med støvlerne på om natten.

Jeg tegnede selv illustrationerne til bogen, men har aldrig været tilfreds med mine egne evner inden for det felt. Derfor valgte jeg at trække bogen væk fra markedet igen, for jeg syntes ikke, jeg kunne være tegningernes kvalitet bekendt over for mine læsere. Samtidig kan jeg se, at efterspørgslen på bogen er steget. Jeg har fået et par henvendelser fra forældre, som har hørt om bogen og som ikke kan forstå, at den ikke længere er til salg.

Det skal der gøres noget ved!

Har du altså tegnegaverne i orden og har du lyst til at lave illustrationer til "Nikolines sure tæ´r," så send forslag til mig på: perholbo@gmail.com

Det bedste forslag på tegninger til bogen får muligheden for at blive en del af mit netværk til illustrator på børnebøger og tegningerne vil blive brugt i relanceringen af bogen - altså, såfremt der blandt de indsendte tegninger er høj nok kvalitet!

Sidste frist for indsendelse af tegninger er 1. maj, så du har 1½ måned til at blive færdig.

Herunder er historien om Nikolines sure tæ´r - god fornøjelse og arbejdslyst:

Nikoline elsker sine gamle vinterstøvler. Hun har dem på hele tiden. Både udenfor og indenfor. Hun har dem på, når hun skal i skole og når hun går hjem igen.
Noget af det bedste, hun ved, er at trampe rundt i vandpytterne, når det har regnet. Plask, sjask, siger det og sprøjter ud til alle sider.
 
Hun vil også have dem på, når hun skal sove.
 
"Nej," siger mor, "det går ikke, for så bliver dine tæ'r sure."
 
Nikoline kan altså ikke forstå det. Hvorfor bli'r tæ'rne sure på vinterstøvlerne, når hun er så glad for sine støvler? Er det måske ikke også hendes tæ'r?
 
Da mor har puttet Nikoline uden støvler, kan hun ikke rigtig falde i søvn. Hun tænker på de stakkels støvler, der nu står helt alene ude i gangen.
Hun lukker øjnene. Bare lige et øjeblik. Stakkels støvler.
 
Til sidst synes hun, at det er så synd for støvlerne, at hun lister ud af sengen og henter støvlerne. Så tager hun dem på og lægger sig under dynen.
 
"nu må I ikke være sure, tæ´r," siger hun til tæerne, "det er synd for støvlerne at stå ude i gangen og fryse hele natten. Det kan I vel nok forstå?"
 
Men det kan tæerne overhovedet ikke forstå. De er nemlig blevet rigtig sure, er de. Det er slet ikke rart altid at være lukket inde, så man ikke kan røre sig. Tæerne ligger og gisper efter vejret derinde. De er lige ved at blive kvalt, synes de og bliver bare mere og mere sure.
 
Faktisk bliver de så sure, at de til sidst beslutter sig for at holde et lille møde om det. Et suremøde.
 
"jeg kan snart ikke klare det mere," siger Storetå.
 
Han er den største, så det er ham, der bestemmer. Nu brokker alle de andre sig også.
 
"jeg sveder så meget, at jeg er lige ved at drukne," siger den midterste tå og han er endda den længste.
 
"og jeg har det så varmt," siger lilletå, "at jeg snart bliver til én stor vabel, der gør ondt over det hele."
Og sådan bliver tæerne mere og mere sure. De råber og skriger i munden på hinanden og nogle af dem græder. De vrider og vender sig. De vrikker og hopper, så benene hopper med.
 
"Ih, dog," siger benene til de sure tæ´r, "hvorfor er I så sure, tæ´r?"
 
De sure tæ´r råber I kor til benene:
"Vi bliver kvalt! Vi vil ud! Vi vil have frisk luft imellem os!"
 
"Nåh," siger benene, "er det bare det? Jamen, det kan vi da hurtigt ordne."
 
Og så kører benene med et snuptag begge støvlerne af fødderne og vupti! falder støvlerne på gulvet: Bump! Bump!
 
Nikoline vågner ved lyden af støvlerne, der falder på gulvet og sætter sig forskrækket op i sengen. Hun løber ind til far og mor og kryber under dynen:
"Uh, hvor er jeg bange," siger hun, "mine tæ´r er så sure på mig."
 
Mor aer Nikoline kærligt på kinden, mens hun holder hende helt ind til sig:
"Det var nok bare en ond drøm," siger mor trøstende og Nikoline nikker.
 
"Ja," siger hun, "men det var bare så virkeligt og jeg kan altså ikke lide, når nogen er sur på mig. Og da slet ikke mine egne tæ´r. Jeg skal aldrig mere have støvler på i sengen!"
 
Mor siger ingenting. Hun klapper bare med hånden på dynen mellem mor og far og så kravler Nikoline ind mellem dem og putter sig godt under dynen.
 
Og mens far snorker og mor nynner en lille sang, falder Nikoline lige så stille i søvn. Hun drømmer om glade tæ´r og støvler, der elsker at stå i gangen, hvor de hører til.