Hvad vil kvinder have?

Når drenge bliver til mænd

Lige fra den dag, drengen så småt begynder ane små hår på hagen og i skridtet og langsomt udvikler interesse for det andet køn, bliver spørgsmålet om, hvad kvinder vil have, pludselig enormt vigtigt. Drengen lytter opmærksomt til kvinders udtalelser om, hvad de kan lide og ikke lide, både helt generelt, men især i forhold til mænd. Han observerer, omend ubevidst, hvilke mænd, der synes at være center for kvinders opmærksomhed og han prøver efter bedste evne at imitere de egenskaber, der synes at være fælles for netop disse mænd.

Kvinder foretrækker forskellige slags mænd

Men det er en umulig opgave og efterhånden, som drengen synes at lære mere og mere om kvinders præferencer, stiger frustrationen i takt med hans observationer. For der er noget, som ikke stemmer.

Dét, som kvinder siger, de foretrækker hos mænd passer ikke rigtigt med de mænd, de vælger og når drengen forsøger at finde nogle fælles træk hos de mænd, der virker som magneter på kvinder, finder han ofte, at det stritter i alle mulige retninger.

De mest attraktive mænd er tykke og tynde, rige og fattige, bløde og hårde. De har velplejet udseende eller ligner vildmænd. De er boglige eller håndværkertyper. Kort sagt: intet synes at være fællesnævner for mænd, som kvinder generelt kan lide!

Det eneste, drengen umiddelbart kan finde en vis sammenhæng i, er at mænd med succes ser ud til at være omgivet af kvinder. Men selv hos disse mænd er der ikke noget, der tyder på, at kvinderne holder ved i deres fascination af mændene. Tværtimod danner der sig et billede af, at mænd med succes ganske vist er omgivet af kvinder, men det er ikke de samme kvinder over tid. Der er dømt svingdør i den helt store stil og de kvinder, der var der sidste måned, er i denne måned udskiftet med nogle nye, ofte yngre modeller.

Ser drengen på de mænd, som ingen kvinder synes at interessere sig for, er billedet præcis det samme. De er også meget forskellige.

En fællesnævner?

Så hvad er det egentlig, kvinder vil have hos en mand? Kan vi finde en eller anden form for fællesnævner? Et fælles træk hos mænd, der tiltrækker kvinder helt generelt og som giver manden mulighed for at vælge?

Ja, min erfaring siger mig, at der faktisk findes et svar: der ER sådan en fællesnævner, men for at finde denne fællesnævner, må vi gå skævt til det første spørgsmål: hvad vil kvinder have? Hvad er for kvinder tiltrækkende hos en mand?

Hvis du spørger 100 kvinder, hvad de kan lide hos en mand, vil du få mere end 100 forskellige svar. Altså ikke bare 100 svar, men mere end 100. For hvis du spørger en kvinde, hvad hun kan lide hos en mand, får du nemlig ikke det samme svar i dag, som du får i morgen eller om en måned eller om et år. Den ene dag vil hun hæfte sig ved, at han skal have et velplejet udseende og den næste vil hun fokusere på hans evne til at få hende til at lé. Om en måned er det måske håndværkertypen, hun går efter og til næste år vil hun hellere have en akademisk type. Summasummarum: hendes præferencer skifter konstant. Eller sagt på en lidt mere provokerende måde: der er ikke noget mærkeligt i, at mænd ikke kan finde ud af, hvad kvinder vil, for faktum er, at det ved de ofte heller ikke selv!

Kvinder véd ikke selv, hvad de vil???

Når jeg tidligere har hævdet, at kvinder ikke véd, hvad de vil, er jeg ofte blevet beskyldt for at sige, at kvinder er forvirrede, ikke burde have stemmeret, har mindre hjerner end mænd og i det hele taget er mænd underlegne. Men det har jeg aldrig sagt. Det har jeg aldrig skrevet. Det har jeg aldrig ment! Så skulle det gerne være sat på plads.

Omfavn forskelligheden

Nej, min pointe er en ganske anden. Mænd og kvinder er forskellige og den forskellighed kan være en fantastisk styrke, hvis vi vælger at omfavne den i stedet for at bekæmpe den. Kvinder er ikke mere forvirrede end mænd, men de påvirkes i større grad af det forbigående end mænd. Sindsstemninger, oplevelser og følelser står i det hele taget stærkere hos kvinder end hos mænd og det gør, at kvinder skaber uro for sig selv og deres omgivelser. Hos mænd er der ikke den samme tætte kobling mellem følelser, oplevelser og sindsstemninger.

Lyder det provokerende?

Vækker det din indre feminist og giver dig lyst til at skrige højt af forargelse?

Tænker du, at nu har jeg da helt tabt sutten?

"Hvad bilder han sig ind?! At tale negativt om kvinder på den måde! Sådan en hulemand!"

Giver det dig lyst til at standse læsningen her, fare lige i tasterne og udgyde din forargelse?

Hold fast i din fordom - eller udvid din horisont

Det er selvfølgelig op til dig, hvis du helst vil holde fast i din første indskydelse, men hvis du foretrækker at slippe dine fordomme og i stedet prøve at finde ud af, hvad jeg rent faktisk mener, så skal du læse resten.

For nej, mænds tilgang er IKKE bedre end kvinders, ligesom kvinders tilgang IKKE er bedre end mænds.

Mænd har oplevelser, mænd har følelser og mænd mærker sindsstemninger i samme grad som kvinder, men det tager længere tid for mænd at absorbere dem end det gør for kvinder. Mænd er derfor mere grundfæstede i deres følelser og rokker sig langsommere end kvinder.

Det er den positive side af mandens tilgang. Den negative er, at mænd til gengæld har sværere ved at opfatte, når en sindsstemning skifter og derfor tager det manden længere tid at opdage, hvis der er noget, som kræver opmærksomhed.

Omvendt kan man sige, at den negative side ved kvindens tilgang er, at hun alt for hurtigt skifter fokus, når sindsstemningen skifter. Hun når ikke i samme grad at standse op og overveje, hvilken handling, der skal til.

Og på samme måde er der en positiv side ved kvindens tilgang, for hun fanger hurtigere end manden, at noget nyt kræver opmærksomhed.

Vi har brug for hinanden

Og alt det her... Det er endnu en af grundende til, at mænd og kvinder har brug for hinanden. Vi er på mange måder hinandens modsætninger, men disse modsætninger skal ikke være katalysatorer for krig mellem kønnene. Tværtimod ligger der en fantastisk styrke i modsætningerne, fordi de tilsammen giver balance, hvis vi vel at mærke forstår at favne modsætningerne og sætte dem sammen til sådan en balance.

I relationen mellem en mand og en kvinde er manden altså den grundfæstede, der skaber stabilitet og ro, mens kvinden er den, der forstyrrer manden og tvinger ham til hele tiden at overveje sin position.

Uden kvinden ville manden sætte sig fast, når det gælder følelser og den måde, de basale værdier udtrykkes. Uden manden ville kvinden sejle rundt som et skib uden fast retning. Derfor er der én ting, som kvinder mere end noget andet søger hos en mand. Nemlig dét, at han kan stå fast, når stormen raser.

Når manden er sig selv, er han tiltrækkende

På DR kørte serien "Mænd ifølge kvinder."

Her beskriver en række kendte kvinder deres syn på mænd og heldigvis har DR fundet nogle fornuftige, solide kvinder, der ikke er bange for at åbne sig op og lade hjertet tale frit. I den første udsendelse bringer de mange præferencer i spil: han skal have velplejede negle, være ambitiøs, kærlig, en god far, gå op i sit udseende, ikke gå op i sit udseende, kunne lide sin egen krop osv. Der kommer rigtig mange bud, men så siger Anne-Marie Helger: "Når en mand er tiltrækkende på mig, så er det fordi han er sig selv!" Og Hella Joof istemmer med: “altså mænd, der er pisseligeglade med, hvad kvinder synes, kan man jo egentlig godt lide” og hun bakkes op af Anne Sophia Hermansen, som siger: "Ja! Dét er den perfekte mand! Han er skideligeglad med alle mulige forestillinger om, hvordan han skal være!"

Så er det sat på plads!

Det er dette ene, kvinden ønsker mere end noget andet. Hun søger dette faste holdepunkt og det betyder, at selv om hun helt sikkert mener det, når hun fortæller om alle de ting, hun godt kan lide ved en mand, så overskygges alt af denne simple egenskab: at manden definérer sig selv og er ligeglad med, hvad kvinden siger, hun gerne vil have. Hun er villig til at gå på kompromis med næsten hvad som helst af sine andre præferencer, hvis bare hun kan få denne ene ting: at manden med sin rodfæstethed kan give hende tryghed. Der er for hende således altid en base at vende tilbage til, uanset hvad der ellers sker.

Hvad skal du gøre for at være en rigtig mand?

Ganske enkelt: du skal lade være! Du skal lade være med at forsøge på at blive attraktiv og så skal du i stedet finde ud af, hvem du selv er, hvilke værdier, du har og hvad du gerne vil med din tilværelse. Når du er rodfæstet og hviler i dig selv, er du mere attraktiv for kvinden end den mand, der kan opfylde alle de ting, hun siger, hun gerne vil have, men som ikke kan opfylde dette ene: at hvile i sig selv, at være den mand, han er. Stop jagten efter de egenskaber, hun siger, hun gerne vil have. Det sidste, hun har brug for i en mand, er at han jager efter at opfylde hendes udtalte ønsker. For så er han jo slet ikke en mand. Så er han snarere et barn, der kæmper for mors kærlighed. Og det sidste, hun ønsker er at være mor for sin mand.

Pas på hulemanden

Men træd nu varsomt. Hvad jeg lige har skrevet kan meget let tage overhånd og skabe en hulemand. Du véd, sådan én af de der stereotype mænd fra 1800-tallet, der ikke tager kvinder seriøst og som mest af alt betragter konen som en alt-i-én-hjælp til at klare alt det praktiske derhjemme. Rengøring, madlavning, børnepasning og sex et par gange om ugen og hvis hun befinder sig mere end fem meter fra køkken og soveværelse, betragtes det som flugtforsøg.

Du kender sikkert typen. Det er ikke en rigtig mand, der behandler sin kvinde på den måde! Der er ikke meget maskulinitet ved en mand, der føler sig nødsaget til at binde kvinden. Du bliver ikke større mand af det og hendes kvindelighed svinder ind til ingenting.

Findes han i 2018?

Nu kan du måske tænke, at det er noget underligt noget at skrive i 2018. Den slags findes jo ikke i dag..? Joh, det gør det faktisk. Det ser bare anderledes ud i dag, end det gjorde for 200 år siden. Dengang fandtes det synligt og åbent i alle samfundslag. I dag ses det bl.a. hos den mand, der bruger noget mere tid på jobbet end på familien. Selv når han har fri, har han ikke fri. Mobilen er tændt, for der kunne jo komme en vigtig besked på sms eller mail, ikke sandt?

Så selv om han rent fysisk sidder ved middagsbordet og spiser den samme aftensmad som resten af familien, så er han slet ikke til stede alligevel. Han er kun overfladisk en del af det sociale liv med familien. I samme øjeblik, han mærker lommen brumme, må sønnike stoppe sin beretning om det mål, han scorede til fodbold i dag, for far har noget, der kan være vigtigt og uopsætteligt.

Og når far har spist op, er det ikke engang sikkert, han venter på at de andre er færdige, før han rejser sig fra bordet med et fjernt “tak for mad,” finder den bærbare frem og opdaterer firmaets hjemmeside, skriver mails til firmaets kunder eller leverandører - mails, der bestemt er alt for vigtige til at kunne vente til i morgen.

Så ryger den aftale om at spille yatzy, som han indgik med datteren under aftensmaden ved at nikke indforstået og mentalt fraværende med hovedet dybt begravet i mobilen, mens han troede, han kunne multitaske et svar på en sms.

Dén type mand har aldrig truffet beslutning om, at kvinden skulle tage sig af børn og hjem og sørge for aftensmaden, som hulemanden fra 1800-tallet har. Det er for ham ikke et bevidst valg, at det skal være sådan. Men ikke desto mindre er det blevet sådan. Det er blevet sådan, fordi han hverken har taget sin kone eller resten af familien alvorligt.

Hvis du som mand skal være en mand, der kan styrke relationer i familien, skal du begynde med at lytte. Lytte til dine børn, men i allerhøjeste grad også lytte til din kone. Du skal ikke sætte autopiloten på og blot gøre, som hun gerne vil have. Det leder kun til endnu større frustrationer. Nej, du skal lytte og så skal du SELV træffe en beslutning baseret på alt det, du har lyttet dig til. For når du gør det, kan du SELV tage ansvaret for en beslutning, som helt igennem er DIN og som tager udgangspunkt i at støtte din kvinde og din familie til bedst mulig livskvalitet.

Vi ta´r legen ud af legen!

Jeg indrømmer det gerne: jeg er det, man kalder et rigtigt legebarn. Det har jeg vist nok altid været og det er sjældent et problem – måske hjælper det lidt, at jeg er en mand, for der står vist et sted i mor-loven, at når man er blevet mor, så er det strengt forbudt at lege???

Straffen er også ret hård, hvis mødre overtræder den bestemmelse. Man kan risikere at blive sat i den offentlige gabestok. Så er man nemlig en useriøs og ansvarsløs mor i andre mødres øjne. Og hvilken mor har lyst til at blive udelukket fra det gode selskab af hjemmebagende speltentusiaster og økologisk salatspisende sirener? Jeg spørger bare...

Kort sagt: Den Legende Mor kan ikke være en del af det bedre borgerskab!

Men det slutter ikke her, desværre... noget tyder på, at den holdning vinder indpas i de yderste kringelkroge af vores samfund. Det fremmer det, jeg betragter som en af de største trusler mod børn i dag:

Vi er godt i gang med at pille enhver morskab ud af livet!

Vi har fået så stort fokus på læring, at det nu ikke kun er skoleleverne, der skal lære 24 timer i døgnet. Det skal også børn i børnehaven og lur mig om ikke den tendens inden for en overskuelig fremtid breder sig til vuggestuen. Måske er den der allerede?

Og hvad er det så, sådan mere konkret, jeg tænker på?

Joh, det er såmænd det mantra, som efterhånden gennemsyrer enhver daginstitution: nemlig ”læring gennem leg.”

Dette mantra viser sig på mange forskellige måder og det er ikke altid, det er åbenlyst. Nogle gange må man dykke lidt ned i de informationer, der ligger på børnehavens hjemmeside eller infofolder.

Børnehaver søger i stor stil pædagoger med spidskompetencer indenfor "naturen som læringsmiljø" eller "sprog og leg" og der er i de senere år skudt flere børnehaver op med specielt fokus, såsom naturbørnehaver og idrætsbørnehaver. Leg i alle afskygninger er blevet gjort til genstand for læring. Læring gennem leg med sproget, læring gennem leg i naturen, læring gennem leg socialt set, læring gennem leg i rollespil osv.

Alt det er der jo ikke noget galt i - ikke i sig selv, i hvert fald.
Leg er et dejligt redskab til læring og for børnene er der ikke nødvendigvis altid et skel mellem leg og læring. Det kan for alle mennesker være to sider af samme sag. Vi leger og vi lærer, vi lærer, når vi leger.

Problemet opstår, når fokus bliver flyttet væk fra legen og over på læringen. Så har legen pludselig ingen værdi i sig selv, men skal begrundes ud fra, hvad vi kan lære af legen. Og så er der altså ikke langt til at "læring gennem leg" bliver til læring alene.

Lad mig give et eksempel, som måske kan bringe lidt lys over min pointe:

For et par år siden købte vi en superbillig campingvogn. Model Knaus Südwind 1972 med sorte plader. Uden toilet og bad, for nu skulle vi rigtig campere. Vi elsker den campingvogn og nyder at være på campingplads med frisk luft, ingen forpligtelser og det, at alting tager ekstra tid. Her kan vi geare helt ned og tage det roligt.
Vi nyder at campere!

Men hvis vi skulle bo i den vogn året rundt, ville vi nok alligevel blive trætte af det. Det er dejligt med camping - men nok ikke hele tiden.

På samme måde er det dejligt at lære gennem leg. Den læring, der kommer gennem leg, kommer jo netop uden man sådan rigtigt opdager, at det er læring, for man har leget imens. Men uanset, hvor meget, man har lært gennem legen, så er det stadig legen, der er i fokus. Læringen er en ekstra bonus.

Men hvis læringen pludselig bliver det centrale, så piller vi jo legen ud af det.

Da jeg var barn, skulle man lege ene og alene af den grund, at det nu engang er det, børn gør. De leger. Og ja, det er mange år siden, jeg selv var barn og måske kunne nogle mennesker tænke, at det er en del af den naturlige udvikling af vores samfund – at vi altså bare er blevet mere bevidste om børns udvikling. Men dén hopper jeg nu ikke på. Selv da jeg var barn – i forrige århundrede - var mine forældres generation da fuldstændig klar over legens betydning. Mine forældre vidste da ganske udmærket, at legen hjalp os unger til at lære en hel masse om livet.

Når vi børn legede, delte vi erfaringer med hinanden og på den måde lærte vi en hel masse. ”Mor, far og børn” var én af de lege, der gav mig personligt noget, som jeg ellers ikke ville have fået. F.eks. havde vi ingen hund, da jeg var barn. Men det var der nogle af mine kammerater, der havde og så fik jeg da lige lidt at vide om, hvordan en hund kunne være en del af en familie og hvad der skulle til for at passe sådan én. Det havde jeg aldrig fundet ud af, hvis det ikke havde været for legen med de andre børn. Så jo, det var også helt tydeligt dengang, at leg havde stor betydning for, hvad vi børn vidste om livet.

Men i dag har legen fået en helt anden karaktér. Dengang legede vi ene og alene, fordi legen var vigtig i sig selv, men i dag skal der ligesom være et formål med alting...

Så er det ikke længere leg for legens egen skyld. Så har legen et ydre formål - og så er det ikke længere leg. Så er det bare læring gemt som leg. Så er det ikke sjovt længere...

Nogle gange tænker jeg på, om det er fordi, mor-loven forbyder legende mødre. Altså at fordi mødre ikke får lov til at lege, så skal ungerne saftsusemig heller ikke have lov til det. I hvert fald ikke fri leg. I hvert fald ikke uden, at legen på en eller anden måde skal begrundes med noget andet, som vi også finder vigtigt: Læring!

Så hvis børnene skal lege, så skal de i det mindste lære noget imens, for det er der da værdi i.

Men jeg er jo en mand og af en eller grund er det tilsyneladende nemmere at være legende far end legende mor.

Og så alligevel...

For vi mænd har nu også en væsentlig aktie i det. I Folketinget sidder trods alt 112 mænd og blot 67 kvinder og det er altså lige knap 2/3 mænd. Og da det er Folketinget, der vedtager lovene, bærer vi mænd også et stort ansvar for de krav, der stilles til børnehaverne.

Og de krav er ret præcise. Det handler om læring gennem leg og det handler meget specifikt om 6 emner, som pædagogerne skal sikre sig at ungerne kommer omkring. Med andre ord skal børnene altså tages i skole FØR de kommer i skole.

Og det synes jeg er så ærgerligt. For det ødelægger jo legen for legens egen skyld...

Er jeg modstander af, at børn skal lære noget?

NEJ! Bestemt ikke!

Er jeg modstander af, at læring foregår gennem leg?

NEJ! Bestemt ikke!

Men kunne vi dog ikke give bare en lille smule plads til, at børnene kan lege for legens egen skyld? Bare en gang imellem?

Matematik er noget lort!

Jeg skal da ellers lige love for, at jeg fik præsenteret min datters holdning på en krystalklar måde, da det var tid til at lave lektier her forleden.

"Det er noget lort!" erklærede hun højlydt med armene over kors og lignede bestem ikke én, der havde tænkt sig at gå i krig med matematikken.

"Naaj, det er det ikke," svarede jeg med mit sædvanlige finurlige smil på, "det er ikke lort, det er matematik."

Egentlig burde jeg vide bedre. Det er ikke så tit, ungerne er lige så begejstrede for min humor, som jeg selv er. Og svaret var da også ret forudsigeligt: "du er overhovedet ikke sjov!" snerrede hun og sendte laserstråler ud af øjnene...

Så vidste jeg godt, det gjaldt om at få kastet min far-humor ud af vinduet i en rivende hast.
"Nej, det er også rigtigt," sagde jeg, "lad os nu lige se på det sammen. Jeg skal nok hjælpe dig..."

Det var ikke så let at komme i gang med lektierne og det første stykke tid var jeg ikke i kridthuset. Men vi blev da gode venner igen og hun fik lavet sine lektier noget hurtigere, end hun selv havde regnet med.

Lektier er noget, Fanden har skabt!
Bagefter kom jeg til at tænke på, hvordan jeg selv havde det med lektier, da jeg var barn: jeg hadede dem af hele mit hjerte. Og som voksen har jeg ofte givet min mening til kende på en ret ligefrem måde:

Lektier er noget Fanden har skabt!

Eller den mere arrogante version, som jeg har lagt på hylden af årsager, jeg ikke skal komme ind på her:

Lektier er til den, der ikke forstod det første gang...

Under alle omstændigheder har lektier aldrig været en favorit for mig og det er tilsyneladende gået i arv...

Min datter og jeg står sikkert ikke alene med ondt i lektietarmen og jeg kan da spekulere på, hvordan det kan være, at børn i dag kan gå i skole fra 8-14 og alligevel have lektier for næsten hver dag?

For slet ikke at tænke på de mange børn, der bagefter går i sfo til kl.16-17-stykker...

Måske er det slet ikke matematikken, der er noget lort, men derimod hele den tanke, at ungerne ikke har fri, når de får fri fra skole?

Altså: at lektier er noget lort?

Eller sagt på en anden måde:
Kan det virkelig passe, at der ikke kan findes bare en halv time i løbet af skoledagen, hvor børnene kan lave de øvelser i stavning, tabeller og andre faglige elementer, der kræver træning?

Ville du selv syntes, det var i orden, hvis du skulle tage arbejde med hjem og lave det i din fritid?

Men hvad ved jeg om det? Jeg er jo bare far...

Guldmedalje til: Den, der kan opfinde lektier, der laver sig selv...

Ti Stokkeslag til: Den eller de forvirrede lærer(e,) der opfandt lektier som det ultimative torturredskab...

Er piger grimme fra naturens hånd?

Har du teenagere? Så kender du sikkert situationen: hele familien er ved at gøre sig klar til fest og så er der kø ved et bestemt sted i huset, hvor alting synes at gå i stå. Du ved godt, hvilket sted, jeg mener, ikke?

Alle andre steder i huset fungerer det sådan set rimelig fornuftigt, selv om vi må kante os omkring hinanden med slips og sløjfer om ørerne, mens vi holder godt øje med, at de ikke bliver fanget i en smækkende dør.

Slow Motion i en boble
Men lige omkring badeværelset er der sådan en slags boble, hvor hastigheden er sat ned og alting foregår i slow motion. Det mest underlige er dog, at effekten af boblens tidsforskydende felt på underfundig vis synes at være kønsbestemt? Mine døtre tager i hvert fald noget længere tid derinde end begge mine sønner tilsammen - og den ældste er altså 14.

Forleden skulle vi til skolefest og ungerne var blevet suget ind i den der malstrøm, der tilsyneladende befinder sig omkring et tændt TV, så pigerne havde ikke helt styr på tiden.

Pludselig gik der panik i den ældste af tøserne:

"Åh, nej! Klokken er allerede 3! Så har vi kun 3 timer til at gøre os klar!"

???

Øh... 3 timer?

Hatten af for selverkendelsen, men ærligt talt synes jeg 3 timer virker ret overdrevet for en skolefest, hvilket jeg forsøgte at sige til hende. Det gik ikke supergodt...

Kønskortet
"Det har du slet ikke forstået," sagde hun, "du er jo en mand og det er ikke det samme for piger!"

???

Trak hun lige kønskortet der?

Jeg kan slet ikke have, når nogen trækker kønskortet!
Og her skal jeg måske lige forklare, hvad kønskortet er.

Kønskortet er en slags joker, der kan overtrumfe alt andet - og den mest interessante egenskab ved kønskortet er, at det kun kan bruges af kvinder, for hvis en mand bruger det, er der virkelig lagt op til ballade.

Er kvinders hud lavet af indersiden af et kloakrør?
Jeg får sikkert ørerne i maskinen her, men hvem har dog fået den sindsoprivende idé, at hunkønsvæsener per definition forventes at gøre ting ved deres udseende, som enhver brugtvognsforhandler ville komme i fængsel for at gøre ved deres biler?

Kvinder er vel ikke fra naturens hånd skabt med hud lavet af indersiden af et kloakrør og derfor kræver afløbsrens for at blive ren?

Der er vel heller ikke belæg for at påstå, at det er en mere kompliceret og tidskrævende proces at smøre læbestift på, end en barbering med skum og skraber?

Her et eksempel fra BT, hvor jeg da bestemt ikke synes, man kan bekræfte denne underlige påstand:

Vi kan faktisk godt lide jer, tøser...
Slap nu lige lidt af, tøser... Vi kan faktisk godt lide jer, som I er. Og selv hvis det på en eller anden måde skulle kunne påvises sådan rent statistisk, at der er en positiv sammenhæng mellem scorefaktor og antal minutter brugt på ommøblering af ansigtet inden festen, er det så egentlig den type mænd, I i virkeligheden ønsker? Altså dem, der går mere op i falske farver, end hvem I er?

Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare en mand...

Ti stokkeslag til: kønskortet

Guldmedalje til: kvinder, der tør være sig selv...

Far til fire i trædemøllen

Undskyld!

Inden, du læser videre, vil jeg gerne sige undskyld.

Ikke fordi, det er moderne - og heller ikke fordi, jeg regner med, at de læsere, undskyldningen især retter sig mod, tager nogen særlig notits af det.

Nej, jeg siger undskyld, fordi jeg mener det! Ja, det er håbløst gammeldags, jeg ved det... Men så lad mig da være gammeldags...

Jeg undskylder på forhånd for alle de gange, jeg her på bloggen træder nogen over tæerne med rå formuleringer, politisk ukurante holdninger og barsk behandling af pladdertanters knap så gennemtænkte syn på kønnene.

Og hele den smøre kræver selvfølgelig en forklaring:

Jeg er far til fire (og det er ikke en joke) på 14, 12, 9 og 8 år, som jeg sammen med deres mor (ja, de har samme mor og far alle fire) forsøger at opdrage efter de bedste værdier i verden: nemlig vores.

Og som far har jeg jo måttet høre på al mulig ævl og kævl om, hvad en mor er, hvad en far er og ikke mindst irriterende: hvordan vi som forældre bør være set i lyset af vores køn.

Jamen, du er jo mor!
For nogle år siden hørte jeg en mormor fortælle sin datter begejstret om, hvordan hendes nabo var en fantastisk dygtig far, der bare klarede det hele selv.
”Lille Joachim trives bare så godt. Tænk, at hans far klarer det hele så flot, selv om han er alene med ham.”
”Jamen, mor,” protesterede datteren, ”jeg er da også alene - og jeg har endda 3 børn, jeg skal tage mig af!”
Mormor så på sin datter med der ”gider-du-lige-blik,” som de fleste af os nok kender.
”Joh, men du er jo mor!”

Undskyld... Men hvem HAR dog fundet på, at kvinder fra naturens hånd nærmest svæver hen over forældrerollen med en alle-steds-nærværen, som kun overgås af Vor Herre?

Laver ungernes lektier sig selv, når mor har ansvaret, mens far må binde børnene fast til skrivebordet for at få dem ordnet?

Danser rugbrødsmadderne ned i madpakken helt af sig selv, når det er mor, der holder smørekniven, mens far må kæmpe i timevis for blot at få åbnet bøtten med smør?

Og holder kalenderen selv hus med familiens aktiviteter, når mors hånd sidst har rørt den, mens den leger gemmeleg i fryseren, når far skal opdatere i den?

I så fald er det et syn, jeg aldrig selv har stiftet bekendtskab med - og hvis jeg nogensinde så den slags, ville min kone helt sikkert bede mig søge læge...

Men hvad ved jeg om det? Jeg er jo bare far...

Guldmedalje til:- alle, der undlader at blande sig i, hvordan deres børnebørn bliver opdraget- den, der opfinder en madpakke, der smører sig selv

Ti Stokkeslag til:
- alle, der stiller højere forventninger til mødre end til fædre
- opfinderen af udtrykket ”Sjuske Dorthe”

Hjemmeskole for lockoutramte børn

Første dag med lockout i folkeskolen er en realitet og hos os har vi besluttet, at det ikke må blive en forlænget påskeferie for vores børn. De skal lave skolearbejde, helst hver dag i det omfang, vi kan få det til at hænge sammen.

Jeg var ret spændt på, hvordan de ville modtage det, for selv om vi forberedte dem på det i god tid, er det trods alt ikke længere tid siden, jeg selv bar på det indædte had til skole, som enhver fornuftig dreng vel har i sin natur...

Så det var noget af en overraskelse at opleve deres entusiasme her til morgen. De var bare fuldstændig klar på at have hjemmeskole...

Måske er det fordi, de lige har haft ferie og derfor er mætte på ren afslapning. Måske bærer de på en god portion indebrændt energi. Eller måske er det udsigten til at være sammen med deres far, der bringer forventningens glæde ind i det lille hjem.

Sandt for dyden har jeg da heller ikke været meget sammen med dem den sidste tid. Påskeferien har stået på lejr og ferie med bedsteforældre og stort set alle weekender og en hel del aftener har jeg været på arbejde, så det er vel ikke så underligt, hvis de føler, at nu må der altså gerne falde lidt far-tid af.

Og det gør der så. Lige nu sidder vi med matematikken, hvor den ældste laver procentregning og min næstældste træner tabeller. Før det stod den på læsning og om lidt skal vi i gang med lidt engelsk.

Oprindeligt var min tanke at følge deres skema, men det har jeg droppet igen, for hvordan skal jeg lige give den som gymnastiklærer, når jeg knap kan ramme en fodbold og får sved på panden blot ved tanken om et englehop - puha, nu er jeg nødt til at tage en pause fra skriveriet på bloggen... jeg må hente et viskestykke, så jeg kan tørre ansigtet...

...

Sådan, så er jeg klar igen...
Hvor kom jeg fra? Nåja, hjemmeskole for lockoutramte børn... Her til morgen hørte jeg, at en lokal forælder havde tilbudt at lave hjemmeundervisning for de børn, der ikke kunne komme i skole. Det har skabt en del debat og lærerne er ikke vildt begejstrede ved udsigten til at skulle luge ud i fejl og mangler ved det, børnene lærer under lockouten. Det kan jeg godt forstå og jeg undrer mig egentlig også over, at forældre overhovedet kan få den tanke, at deres undervisning kan være lige så god som når uddannet personale tager sig af det. Ikke mindst må jeg forundres over, at de så ikke for længe siden har taget konsekvensen og trukket ungerne ud af skolen for at undervise selv. Der skulle jo være rigelige ressourcer til at lave en friskole, hvis de virkelig mener, det kan være lige så godt at videregive den lærdom, de selv kan huske fra deres egen skolegang for knap et halvt århundrede siden.

Nuvel, så kan man selvfølgelig påstå, at jeg gør noget lignende herhjemme, for jeg er jo heller ikke læreruddannet. Men forskellen er bare, at jeg ikke har nogen som helst forventning om at kunne bringe mine børns viden op på et højere niveau - mit mål er det noget mere beskedne, at børnene ikke skal falde i niveau, mens der er lockout. Om jeg kan det, må tiden vise...

Imens håber jeg, at KL og DLF finder sammen om en løsning - men det er nok et håb, der er mere lysegrønt end græsset under sneen ude i haven...

Det eneste lys forude er, at jeg forventer, der kommer et regeringsindgreb senest i slutningen af næste uge. Så kan vi få normale tilstande igen fra mandag d. 16.april - skulle vi ikke tage at krydse fingre for det?

Ti stokkeslag til: KL, der på skammeligste vis har taget vores børn som gidsel i stædig forventning om, at et regeringsindgreb vil give dem det, de gerne vil have og derfor ikke vil forhandle en løsning på plads!

Guldmedalje til: Lærere, der brænder for at give vores børn det bedst mulige udgangspunkt for at klare sig godt i livet.

Malstrøm foran dit TV

I vores stue er der et mystisk fænomen. Det befinder sig i en pæn radius omkring fjernsynet og hensætter ungerne i en trancelignende tilstand, hvor det nærmest er umuligt at trænge igennem og skabe kontakt, på trods af, at både øjne, ører og mund står vidt åbne.

Så kan man stå der med alle sine krav og forventninger om oprydning, tøjvask samt tømning af opvaskemaskine og skraldespand, uden der kommer så meget som en protest ud af det.

Jeg har ofte haft tv-stationerne mistænkt for bevidst at sende hypnotiserende undertoner ud sammen med det digitale signal, men dels er vi koblet på via den lokale antenneforening med analog forbindelse og dels må jeg konstatere, at den tranceskabende malstrøm også er der, når fjernsynet er slukket.

Her er effekten dog ikke nær så stærk og den fungerer mere som en katalysator, der giver en umanerlig lyst til at samle fjernbetjeningen op og tænde for apparatet.

Om jeg fatter, hvad børnene ser i det TV!
Jeg er heldigvis mere standhaftig end det og malstrømmen foran fjernsynet skal godt nok stå tidligt op om morgenen for at indfange mig. Det gør jeg også meget gerne ungerne opmærksomme på og hvad kan de lige sige til det, når de godt véd, det er rigtigt?

Og så alligevel, for her den anden dag, lige midt i min tordentale om, hvor vigtigt, det er at være opmærksom på verden omkring sig og på den måde vise andre et minimum af respekt, så fik jeg et svar, jeg ikke havde regnet med.

Selverkendelsens smertefulde sandhed
Det var min yngste datter, der med hovedet på skrå kundgjorde, at "det gælder vel også, når man sidder ved en computer og skriver?"

Ups...

Nuvel, det var nok ikke helt ment som et spørgsmål - ikke sådan rigtigt - og hendes egentlig ret vise ord ramte mig faktisk lige i solar pleksus. For hvor ofte har jeg ikke siddet ved computeren med fingrende dansende vildt hen over tastaturet, når de kommer hjem fra skole og med stor velopdragenhed spørger pænt, om de må tage en is, lege med en kammerat eller sådan noget - og alt, de har fået til svar har været et grynt eller en sagte brummen. Og når jeg så har fået mig fedtet færdig med det, der var så vigtigt at få afsluttet, så er jeg kommet op i stuen og har kigget mig forundret omkring med et: "Hvem har givet jer lov til at bage kage?" - Og straks efter at have sagt det sidste ord kommet i tanke om, at... hov, det har jeg vidst selv...

Lad verden falde, thi den er falsk og hul?
Og det er bare sådan, at når min opmærksomhed er ved computeren og det, jeg sidder og skriver, så kan verden ramle omkring mig, uden jeg opdager det. Det må jeg altså prøve at gøre noget ved, for jeg kan vel ikke forlange af mine børn, at de skal være opmærksomme, når jeg ikke selv er det, vel?

Guldmedalje til: En verdensomspændende strømafbrydelse, der kan tvinge samtlige familier til at være sammen i blot en time uden elektriske apparater! 

Ti stokkeslag til: Gæt selv hvem...

Skægge gækkebrevsrim

Det er ved at være tid til at skrive gækkebrev og hos os kan vi godt lide at lave anderledes rim i stedet for det typiske med prikker, der stikker.

Jeg ville gerne have vist et billede af nogle af de gækkebreve, vi laver i år, men for det første er vi slet ikke gået i gang endnu og for det andet ville det jo være lidt dumt at vise dem, før de er blevet sendt ud, så jeg har bare fundet et på nettet i stedet.

Men kreativiteten for gækkebrevsrim fejler i hvert fald ikke noget og vi har rigeligt at tage af. Her er nogle forslag til fri afbenyttelse og du må hjertens gerne dele med dine venner.

Mit navn, det står med wc og kumme - skynd dig at gætte, før påsken er omme...

Mit navn er skrevet med hestehov - resten er slagtet og solgt som bov...

Mit navn, det står med møl - de spiser chips og drikker øl...

Mit navn er bøjet med møje i neon - gid jeg bare hed Lars eller Leon... (virker bedst, hvis du har et langt navn)

Mit navn er skrevet med æg - der er klasket op på en væg...

Mit navn er skrevet med gardiner - jeg gemmer mig bag dem og fniser og griner...

Mit navn er skrevet med akutjobspakker - de flytter sig ikke, de står bare og snakker...

Mit navn er skrevet, som jeg tror, det staves - jeg er heller ikke så god til at rime...

Mit navn er skrevet med frække drenge - tag dig i agt, for de er temmelig strenge...

Til koncert med Rasmus Seebach fandt jeg nogle piger, de skriver mit navn, mens de hyler og skriger...

Mit navn er stavet med farverige blomster - de er da pænere end de nye overenskomster...

Jeg ville have skrevet mit navn med buske - men hvad jeg hedder, kan jeg ikke lige huske...

Du gætter aldrig, hvem jeg er - jeg har skrevet mit navn med sure tæ'r...

Mit navn er skrevet med store jader - altså dem, man finder med hakke og spader...

Har du flere forslag, så send dem til mig som en kommentar. Vi er mange, der gerne vil høre dem!

Fri Abort ER frasortering!

I går aftes blev Det Radikale Venstres sundhedsordfører, Camilla Hersom, forarget over, at danske kvinder tager til Sverige for at få en abort, fordi barnets køn ikke er som ønsket.

"Det er det, jeg synes, der er det virkelig forfærdelige i den her sag. Her bliver det kønnet alene, der afgør om barnet kommer til at leve, eller barnet kommer til at dø," sagde hun på DR.

Jo, tak, det er jeg da enig i. At vælge en abort, fordi man ikke får det køn, man ønsker? Det er helt ude i hampen!

Det har da også fået mange op af stolen og hen til tastaturet på DRs hjemmeside, hvor der bestemt ikke lægges fingre imellem. Udtryk som "usmageligt," "sygt," "Den forkælede generation," "Uhyggeligt" og "Klamt" fyger rundt på debatten som frostsne under en snestorm.

Og som sagt: jeg er fuldkommen enig: det er på ingen måder i orden at få foretaget en abort, fordi man ikke lige får det køn, man gerne vil have.

Jeg spekulerer bare på, om Camilla Hersom og alle de mange debattører inde på DR Debat helt har tænkt det igennem?

En undersøgelse fra 2010 (s.28) viser, at kvinder på 20-24 år har følgende begrundelser for at vælge en abort:
(NB! Bemærk, at kvinderne her havde mulighed for at give flere begrundelser for valget af abort, så man kan ikke regne tallene sammen til at give 100%)

For ung: 55,8%
Har ingen partner: 16,3%
Er i ustabilt forhold: 15,8%
Partner ønsker ikke barn nu: 18,1%
Gravid med en anden end fast partner: 1,8%
Ustabil social situation: 12,3%
Svært at kombinere arbejde og barn: 7,8%
Svært at forene udd. og barn: 34,7%
Ustabil økonomisk situation: 43,6%
Forældre ønskede eller rådede til det: 1,6%
Ønskede større afstand mellem børn: 7,3%

Jeg ville gerne kunne præsentere tal for andre aldersgrupper, men det er ikke lykkedes mig at finde en undersøgelse for det, så jeg vil i stedet koncentrere mig om netop denne aldersgruppe:

I Danmark blev der i 2010 foretaget 16.632 provokerede aborter. Heraf var 4.141 af dem for kvinder på 20-24 år. (Kilde: Sundhedsstyrelsen s. 1)

Tager vi alle de her tal for pålydende, så betyder det altså, at 2277 provokerede aborter skyldtes, at kvinden mente sig for ung til at få børn og at 1805 aborter blev foretaget, fordi kvinden mente, at hendes (og hendes partners) økonomi ikke var til det.

De andre begrundelser læner sig for de fleste vedkommende op ad nogenlunde samme linje: ingen partner, partner ønsker ikke børn nu, svært at kombinere det at have et barn med hhv. udd. og job.

Kun nogle få af begrundelserne kan siges at stikke lidt uden for mønsteret, nemlig ustabil social situation og at  kvindens forældre har rådet hende til en abort.

Og så her til allersidst kommer en virkelig vinder: Ønskede større afstand mellem børn!

Alle de her begrundelser, med mulig undtagelse af de to, jeg lige pegede på, har én ting til fælles:

De er alle begrundelser, der dybest set siger: Det at få et barn passer ikke så godt lige nu...

Og så er det, jeg må spørge:

Hvad er egentlig forskellen på, om man vælger abort pga. køn eller om man vælger abort, fordi "det passer ikke så godt lige nu" at få et barn?

Især skærer den mig lidt i øjnene, den der med "Større afstand mellem børn."

Ret beset: Langt de fleste aborter blandt kvinder på 20-24 år vælges fordi det på en eller anden måde ikke passer til de ønsker, vi har. Det samme gælder vel også for abort pga. køn?

Er din økonomi til rotterne?

I de her krisetider er der mange, som har en presset økonomi. Og har du mistet dit job, så er du særlig udsat. Forleden kunne man læse i Information, at hver anden ledig står i så grel en situation, at økonomien ikke engang kan løbe rundt. For når man mister sit job, koster det nemlig typisk 7000,- om måneden og for mange ledige betyder det, at udgifterne ganske enkelt er større end indtægterne.

Samtidig kan man læse flere steder, bl.a. hos Finansbureauet, at det er en rigtig god idé at droppe banklån og pantebreve og finansiere afdragene ved ikke længere at afdrage på realkreditlånet.

Det lyder da fantastisk, ikke sandt!

Men - for der er et men - det hjælper jo ikke ret meget, hvis du er ledig og din indtægt er blevet så lav, at kreditforeningen ikke vil røre ved dig med en ildtang...

Og det er desværre tilfældet for ganske mange.

Personligt har jeg overordentlig svært ved at forstå kreditforeningernes indstilling til det, for det drejer sig vel om at skabe en situation, hvor de kan tjene flest mulige penge for mindst mulig risiko?

Altså forstået på den måde, at jo større chancen for at du kan betale både renter og afdrag hos kreditforeningen, jo bedre er det for både dig og kreditforeningen.
Og jo flere penge, de kan tjene ved en ny ordning, jo bedre er det for dem, selv om det ikke i sig selv er bedre for dig.

Alligevel virker det som om kreditforeningerne ikke rigtig kan se fidusen i at overtage bankernes lån, selv om de både tjener flere penge på det og samtidig styrker boligejerens betalingsevne og dermed gør risikoen for at miste pengene mindre.

Måske er det dét, der får alle mulige nye lånevirksomheder at skyde op som vintergækker ved første tegn på tøvejr?

Prøv at google "økonomi," "afdrag," "kredit" eller blot ordet "penge" og vupti! så er din skærm plastret til med tilbud om hurtige lån, hvor du kan få svar inden for 10 minutter...

Det er en bekymrende tendens, for hvis din økonomi i forvejen er til rotterne, så bliver den da for alvor til rotterne, hvis du låner penge midlertidigt for at klare en svær periode til en rente, som er helt utilgivelig!

Mit råd?

Hold dig langt væk fra de lånetilbud. Tal med din bank og prøv, om du kan få dem til at forstå, at du faktisk ikke har andre alternativer end de der forbistrede lånehajer, hvis banken afviser at hjælpe dig igennem. Det må da selv den mest forstokkede bankmand kunne begribe: at enten træder banken til eller også ender de højst sandsynligt med at miste alle de penge, de har lånt dig... Det må man da håbe, for ellers står verden da ikke længere...

Så kan jeg vist godt lægge mig til at dø!

I lørdags døde mine børns oldefar. Han blev 91 år gammel.
Døden er jo en del af livet og i vores familie har vi nok et ret afslappet forhold til døden. Vi er ikke bange for at tale om døden og vi oplever begravelser som noget positivt. Det kan lyde lidt morbidt, men det, jeg mener er bare, at en begravelse er en god måde at få afsluttet på. Det vender jeg måske tilbage til i et andet indlæg.

Niels-Christian havde gennem et stykke tid haft ét eneste ønske her i livet - at få livet afsluttet. Han var træt og hele hans måde at tænke om det på, pustede mening i den bibelske formulering "at være træt og mæt af dage..."

Niels-Christian orkede bare ikke mere. Han havde oplevet rigeligt.

Døden er nok for det meste præget af både sorg og savn. Vi sørger over den, der er død og vi savner den, der er død. Men på en eller anden måde er det bare noget andet, når gamle mennesker dør. Især, hvis de er syge og ikke orker mere. Så er det ligesom om, sorgen ikke fylder så meget. Vi er ikke kede af det på Niels-Christians vegne, for han fik jo sit ønske opfyldt og uanset om man tror på et liv efter døden eller ej, så er Niels-Christian nok bedre stillet nu, end for blot en uge siden, hvor han knap kunne tænde sig en smøg uden at sætte ild til hele plejehjemmet...

Men selv om sorgen måske ikke fylder så meget, så er savnet der jo stadig. Vi savner Niels-Christian. Vi savner hans humor, vi savner hans rolige gemyt og hans evne til at få folk til at føle sig velkomne i hans selskab. Personligt savner jeg at blive udfordret på min evne til at forstå hans midt- og vestjyske dialekt, som kun blev en endnu større udfordring, fordi han mumlede og slugte konsonanter og vokaler sådan nærmest lidt tilfældigt. Men mest kommer jeg til at savne hans imødekommenhed.

Min sidste samtale med ham var i forbindelse med hans datters sølvbryllup. Vi var samlet en kæmpeflok fra min kones familie. Her skal jeg måske sige, at min kones familie er så stor, at hvis de alle sammen flyttede ind i det samme nabolag, ville deres getto få både Mjølnerparken, Vollsmose og Sundparken i Horsens til at ligne en hyggelig lille landsby.

Vi var altså samlet til sølvbryllup på et flot konferencecenter og da min kone og jeg ankom, sad Niels-Christian i en sofa i foyeren. Vi hilste pænt på hinanden, som vi plejer: med et godt, fast håndtryk, et nik med hovedet, et 'goddag og tillykke' fra min side samt et 'goddag og velkommen' fra hans side - fuldstændig, som vi plejer fortsatte han med at sige et eller andet, jeg ikke forstod (sikkert om vejret, han var landmand) og jeg svarede så et eller andet, han ikke kunne høre (men når læberne bevæger sig, kan man jo se, de siger noget, så det er vel godt nok...)

Men én ting var anderledes end normalt, for straks efter de indledende formaliteter (at byde velkommen var nu aldrig bare en formalitet for Niels-Christian skal jeg sige) - straks efter disse ord pegede Niels-Christian på sin sølvbrudedatter.

"Niels-Christian," sagde han, "sølvbrudens far."

Havde det nu ikke lige været Niels-Christian, så havde jeg nok vejet mine ord, men selv om vi ikke mødes så tit, har jeg nu altid følt mig tryg ved Niels-Christian og har aldrig været bange for at komme til at sige noget forkert.

"Ja, jeg ved det godt," svarede jeg, "Det er Per. Jeg er gift med Kirstine, Verner Madsens datter."

Et splitsekund virkede han ærgerlig, men så tog han sig i det. "Undskyld," sagde han, "jeg kan ikke genkende folk."

Jeg trak på skuldrene og smilede. "Pyt med det," sagde jeg, "det tager jeg ikke så tungt. Jeg ved, jeg er velkommen og det er det vigtigste."

Så sad vi og snakkede lidt, inden middagen blev serveret.

Efterfølgende har jeg tænkt på, om jeg burde have ladet som ingenting. Niels-Christian og hans kone havde 5 børn, godt 20 børnebørn og rundt regnet 100 oldebørn og jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg hævder, at han for et par år siden kunne navnene på hver eneste af dem - også børnebørnenes kærester, selv om de jo naturligvis blev udskiftet en gang imellem.

Måske fik jeg pillet lidt ved hans stolthed..? Det er der ikke noget at gøre ved nu og i sidste ende betyder det nok heller ikke så meget. Men der sker jo ofte det, at når nogen dør, så begynder vi at tænke efter, om der var noget, vi kunne have gjort anderledes...

Efter festen talte Niels-Christian med en af sine døtre. Her gjorde han sin holdning meget klar:
"Så..." mumlede han, "Nu har jeg set alle mine døtre holde sølvbryllup. Så kan jeg godt lægge mig til at dø..."

Det gjorde han så... Sølvbrylluppet var her sidst på sommeren og i lørdags var det slut.
Efter et langt og fuldt liv kunne han endelig lægge sig hvile...

Og jeg spekulerer på, hvad jeg selv gerne vil huskes for, når jeg engang dør?

Anmeldelse af "Drillefanten, der ikke ville drille"

Jeg glæder mig altid over, at nogen vil tage sig tid til at læse og anmelde mine bøger, men jeg bliver ekstra glad, når de er så gode som den, der ligger hos Fabelagtig.

Bl.a. lyder det, at Drillefanten er "et rigtig fint lille eventyr, der hører til i kategorien af højtlæsningsbøger som de voksne ikke bliver alt for hurtigt trætte af..."

Det er jo lige til at blive glad i låget af...!

Den billigste netboghandel med bogen lige nu er:
WilliamDam

Drillefanten, der ikke ville drille

Vi holder lige en kort pause med feriedagbogen for at bringe denne smagsprøve fra 'Drillefanten, der ikke ville drille' som udkommer snart som eBog og forhåbentlig også på tryk inden vinterferien 2013:

Der er mange dyr i verden. Flere end man kan tælle. Måske kender du nogle af dem? Der er Elefanter og Giraffer. Der er Løver og Leoparder. Der er Hunde og Katte. Men vidste du også, at der findes nogle dyr, som de voksne slet ikke kender og aldrig har hørt om?

De er nemlig fantasidyr og de bor alle sammen i fantasilandet Gurlumhej.

Den bog, du læser lige nu handler om nogle af dyrene i Gurlumhej. Måske kender du allerede nogle af dem, men der er helt sikkert også mange af dem, du aldrig før har set eller hørt om. Men først skal du vide, at der ikke findes ret mange voksne, der har hørt om Gurlumhej. For de fleste voksne har nemlig glemt, hvordan man leger. Det er sådan noget, der sker, når man bliver gammel: man begynder at glemme alting. Også hvordan man leger.

Måske er du så heldig, at din far eller mor er en af den slags voksen, der ikke har glemt, hvordan man leger? Sådan en voksen, der kan fortælle om sære ting og mærkelige væsener og som altid kan finde på noget at lege?

Hvis du kender sådan en voksen, kan det være, de har fortalt dig om Gurlumhej. Og hvis du ikke kender sådan en voksen, så gør det ikke så meget, for nu vil jeg nemlig fortælle dig alt det, jeg ved om Gurlumhej. Nu skal du høre:

Gurlumhej findes et sted, som man kun kan finde, hvis man har fantasi. Nu tænker du sikkert, at det er lidt fjollet, jeg fortæller dig det, for selvfølgelig må det være sådan, at man kun kan finde Gurlumhej, hvis man har fantasi. Men nu har jeg altså alligevel fortalt dig det. Så er det gjort, hvis nu nogle af de voksne, som ikke har fantasi nok, skulle begynde at sige: ”Sikke noget pjat! Gurlumhej findes slet ikke!” Hvis nogle af de voksne, du kender, siger sådan, så véd du nu hvorfor: de har ikke fantasi nok til at kunne finde Gurlumhej og derfor véd de selvfølgelig ikke noget som helst om det.

I Gurlumhej er der både en stor skov, en lang slette, en flod og et bjerg. Og for foden af bjerget er der selvfølgelig også en lille dal.

Ude på sletten lever Spænehornet.
Måske har du set næsehorn på fjernsynet og spænehornet ligner dem faktisk en lille smule, bortset fra at den ikke har ben. I stedet går den rundt på sine horn. Den har fire horn og de sidder alle sammen på maven. Så er det også lettere at gå på dem. Hvis du tænker på, hvorfor den hedder et spænehorn, så kan jeg fortælle dig, at det hedder den, fordi den heller ingen øjne har. I stedet har den nogle kæmpe ører og en stor, stor næse. Den kan høre næsten alt og så kan den lugte bedre end noget andet dyr i Gurlumhej. Men når nu den ikke kan se, hvor den går og der måske kommer en fæl kilderaf eller en drillefant, så gælder det jo om at komme hurtigt væk. Så hurtigt, at den må spæne af sted på sine fire horn. Så derfor hedder den et Spænehorn.

Og nu, hvor jeg allerede har fortalt, at der findes drillefanter og kilderaffer, så må jeg også hellere fortælle dig lidt mere om, hvad de er for nogle dyr.

Lad os allerførst tage drillefanten.

Drillefanten er et stort dyr med to drillesnuder. En drillesnude er sådan en slags snabel, ligesom elefanter har, men drillefantens snude er bare rullet op under øjnene og når den så skal drille - for det er nemlig det, drillefanter gør - så ruller den lige drillesnuden ud og giver dig et ordentlig dap over næsen eller i rumpen. Og som jeg lige fortalte, har den ikke bare én, men hele to drillesnuder. Én i hver ende.

Og så er der kilderaffen, som er et andet dyr, der ikke er så rar at være sammen med. Kilderaffen er et dyr med en lang hals, ligesom vi kender det fra giraffen. Men Kilderaffen er faktisk ikke særlig høj, for den ligger nærmest ned med halsen strakt ned mod jorden. Og på dens lange, lange hals har den en masse fjer, som den kan kilde med. Og det gør den! Uanset, hvem den møder og uanset, hvor træt, den er, så går den aldrig af vejen for at kilde dig, til du er lige ved at dø af grin.

Men der er også en masse søde dyr i Gurlumhej.
Jeg har allerede fortalt dig om Spænehornet, som bor på sletten, men inde i skoven ved den yderste kant bor Bavenlianerne. Det er sådan en slags abe, der svinger sig i træerne på evig jagt efter nogen, den kan hjælpe. For Bavenlianer er nemlig de mest hjælpsomme dyr i hele Gurlumhej. De har otte arme og lige så mange hænder og det, de siger allermest er: ”Skal jeg give dig en hånd?” og hvis du så har brug for lidt hjælp, skruer Bavenlianen en hånd eller to af armen til dig. Der er nemlig det særlige ved Bavenlianens hænder, at de kan lave en hel masse, selv om de ikke sidder fast på Bavenlianen. Det er ret praktisk, for så kan sådan en Bavenlian nemlig hjælpe mere end én ad gangen. Når en Bavenlian giver dig en hånd, skal du bare huske at du kun låner den. 

Bavenlianer vil nemlig altid have deres hænder tilbage, for ellers kan de jo ikke give en hånd til andre, som har brug for det.

Hov, nu var jeg lige ved at glemme at fortælle dig, at Spænehornet ikke er det eneste søde dyr på sletten. Herude lever nemlig også et dyr, som hedder en Leorar. Og nu tænker du måske, at det lyder rigtig meget som Leopard og det kan jeg godt forstå, men faktisk ligner en Leorar overhovedet ikke en Leopard. Den minder nærmere om en bjørn. Eller måske snarere en bamse. Sådan en stor bamsefar med tyk mave og store arme, som den meget gerne bruger til at give knus med. Det eneste ved Leoraren, der ligner en Leopard er hovedet, som er lidt som et kattehoved.

Nu kender du vist nogle af de dyr, der bor i Gurlumhej og nu vil jeg fortælle dig en historie om én af dem:

Lille Knud - Drillefanten, der ikke ville drille

Ude i den store skov bor drillefanterne. De er som skabt til at drille. De har ikke blot én, men hele to drillesnuder, én i hver ende, som er helt perfekte til at drille med. Så det gør de. De driller hinanden dag ud og dag ind. Både Mor Drillefant, Far Drillefant og alle Drillefantungerne går rundt hele dagen med begge drillesnuder løftet og klar til at prikke, skubbe, mase og daske hinanden. De driller ikke bare hinanden, men også alle de andre dyr i skoven med deres drillesnuder.
Her kan du se, hvordan drillefanterne ser ud:
Du kan nok se, hvor gode drillesnuderne er til at drille med, så man kan godt forstå, hvorfor de vil drille så meget alle sammen. Men der er én drillefant, der ikke vil drille. Det er Lille Knud, som er den yngste af alle drillefanterne.
”Jeg vil ikke drille,” siger Lille Knud, når de andre driller ham med, at han ikke vil drille, ”for man bliver altså ked af det, når man bliver drillet.” Så griner de andre af ham og driller endnu mere.
”Knud vil ikke drille,” synger de og siger, at Lille Knud ikke kan være en rigtig drillefant, når han ikke vil drille. Men det er Lille Knud ligeglad med. Han synes, det er synd for de andre dyr, når drillefanterne driller dem. ”Jamen, Lille Knud,” siger mor drillefant til Lille Knud, ”sådan har det jo altid været. Drillefanter er skabt til at drille.” Og far drillefant skælder ud på Lille Knud, fordi han ikke vil drille. ”Kan du så komme i gang med at drille, Lille Knud,” smælder han med sin mest bestemte tone, ”hvis man ikke driller, er man ikke en rigtig drillefant. Det er jo ikke for sjov, vi drillefanter har hele to drillesnuder og det er heller ikke tilfældigt, at drillesnuder sidder, hvor de sidder. Den forreste drillesnude er til at drille dem, der er foran og den bageste drillesnude er til for at drille dem, der er bag ved,” forklarer han Lille Knud. Og farbror drillefant prøver også at få Lille Knud til at forstå, hvor vigtigt det er, at drillefanter driller. ”Hvis du ikke driller de andre, så bliver du selv drillet,” forklarer han Lille Knud.

Men lige meget hjælper det. Lille Knud vil ikke drille. Men det vil alle hans brødre og søstre. ”Lille Knud er ikke en rigtig drillefant,” siger de tit til hinanden, ”måske er han blevet forbyttet ved fødslen. Måske er han i virkeligheden født som en sød lille Bavenlian.”

Det gør ikke så meget, at de kalder ham en Bavenlian, tænker Lille Knud, for Bavenlianer er søde og rare og venlige mod alle, de møder. Men det kan nu alligevel være lidt hårdt, når de alle sammen er efter ham. Heldigvis kender Lille Knud et sted, hvor han kan gemme sig og være helt alene. Han har nemlig en hemmelig hule, han går hen til, når det hele bliver for træls. Så sidder han i sin hule, hvor han kan være helt sikker på, at ingen af de andre drillefanter kommer forbi. For selv, hvis de fandt hulen, kunne de slet ikke komme derind. Den er kun lige akkurat stor nok til, at Lille Knud selv kan være der. Og det endda kun, fordi han krøller sig helt sammen, så meget han kan.

”Hej Knud,” siger Karl Smart, da han en dag kommer forbi Lille Knuds lille hule. Karl Smart er en kilderaf. Kilderafferne bor lige ved siden af drillefanterne i den del af skoven, hvor der stort set ikke kommer andre dyr. Det er der en god grund til, for hvis man er en Bavenlian eller en Leorar, så er det ikke særlig sjovt først at blive drillet af drillefanterne og så lige bagefter blive kildet af kilderafferne til man er næsten lige ved at dø af grin. Så de andre dyr holder sig for det meste langt fra kilderafferne og drillefanterne og leger i stedet gemmeleg med Gemmezellerne ude på den store savanne eller rider på Spænehornene.

”Hej Karl,” siger Lille Knud. Karl Smart kan godt se, at Lille Knud er ked af det. Han ved også godt hvorfor. Drillefanter driller jo altid, men der er én dag om året, hvor de driller særlig meget. Én dag, hvor alle drillefanter ifølge traditionen må gøre en ekstra indsats for virkelig at drille igennem. Det er til fastelavn. Du kender nok fastelavn som en rigtig sjov tid, hvor man klæder sig ud og slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller. Måske har du også prøvet at rasle til fastelavn? Du ved, det er det der med at man tager sin fastelavnsdragt på og ringer på alle dørene for at synge fastelavnssang og så får man lidt slik eller kage af dem, der bor i huset som en slags tak for sangen. Drillefanter holder også fastelavn og den allervigtigste dag i hele året er fastelavns-søndag, hvor de også går rundt og rasler. De bruger godt nok ikke fastelavnsdragter, for drillefanter er alligevel så store, at de bliver genkendt uanset hvad. Men de tager rundt til alle deres naboer for at synge fastelavnssang.

Deres fastelavnssang er næsten den samme, som du sikkert kender, men den er nu alligevel en smule anderledes. Mon ikke du synger nogenlunde sådan her: ”Fastelavn, er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade.” Drillefanternes fastelavnssang er næsten lige sådan, men der er en lille forskel. Måske kan du få øje på forskellen? De synger:......

***

Hvad Drillefanterne synger til fastelavn og hvordan Lille Knud klarer sig igennem den mest forfærdelige tid på året kan du læse mere om i:

Drillefanten, der ikke ville drille

- udkommer i uge 40 på alle større webshops som eBog

Bogen kommer formentlig i trykt udgave inden vinterferien 2013, afhængig af salget af eBøger...

Hold øje med bloggen her, hvor vi vil annoncere, når bogen er udgivet. Du kan også koble dig på vores FaceBook-side her:
http://www.facebook.com/holbohistorier

Hvad synes du om første del af historien? Kommentér gerne herunder...

Hvor ER jeg dygtig!

Der er nok ikke meget, der kan matche den glæde, der fylder et faderhjerte (eller moderhjerte) som når éns barn siger: "Er jeg ikke dygtig, far?" Det er en udtalelse, der vidner om et barn med høj selvtillid og det kan der simpelthen ikke siges noget dårligt om!


Alligevel er der en faldgrube her, for hvis vi som forældre fokuserer ensidigt på barnets selvtillid, så gør vi dem faktisk en bjørnetjeneste i stedet for en børnetjeneste.


Det handler mit indlæg om i dag, hvor vil jeg fortælle lidt om børneopdragelse, sådan som jeg ser det. Det har jeg før været inde på bl.a. med indlæggene her og her, men nu vil jeg gøre et forsøg på at blive lidt mere fremadrettet!


På en måde springer jeg egentlig nogle led over, men det er nødvendigt for, at jeg kan komme frem med en vigtig pointe i forhold til nogle af de begreber, jeg bruger. Nemlig disse tre:


#1: Selvfølelse
#2: Selvværd
#3: Selvtillid


Disse tre kan betragtes som en slags byggeklodser, der danner det enkelte menneske og de har stor indflydelse på den enkeltes adfærd og personlighed. Desværre har vi en tendens til at blande dem sammen.


For eksempel hører jeg tit en sammenblanding af de to sidste begreber. Både i samtaler over hækken med naboen eller til familiefester og for den sags skyld også i radio og TV kan man møde den opfattelse, at Selvværd og Selvtillid bruges i flæng, som om de blot er to forskellige ord, der dækker det samme grundprincip. Det er en fejl. De hænger naturligvis sammen, som så mange andre ting i denne verden, men hvis du gerne vil opdrage dine børn til stærke og venlige voksne, så må du skelne mellem disse to begreber.


Jeg vil gå dybere ind i begreberne og også komme med konkrete eksempler i et kommende indlæg her på bloggen, men indtil videre vil jeg blot definere begreberne:

#1 Selvfølelse
Selvfølelsen kan man beskrive som den helt grundlæggende forskel på mennesker og dyr. Selvfølelsen er det, der gør, at vi ved, hvem vi er. Det er selvfølelsen, der gør, at vi forstår os selv som værende separate fra andre mennesker og kan genkende, på hvilke måder, vi ligner andre og på hvilke måder, vi er forskellige fra andre. Uden selvfølelsen bliver vi fremmedgjorte over for os selv og devaluerer os selv til biologiske maskiner, der ikke selv træffer beslutning om, hvem vi er, men blot følger flokken og normerne uden egentlig at vide hvorfor. Hele vores menneskelige eksistens afhænger af selvfølelsen, fordi det er den, der sætter os i stand til at vælge, hvem vi er.


#2 Selvværd

Selvværd bliver ofte blandet sammen med selvtillid, men selvværdet er langt vigtigere end selvtilliden. Selvværdet bygger oven på selvfølelsen med vores omgivelser som de væsentligste bygmestre. Din mor og far er de første og vigtigste bygherrer for selvfølelsen og deres måde at håndtere denne opgave på kan enten opbygge dit selvværd eller rive det ned. Et højt selvværd kan defineres som forståelsen af, at du har en helt basal RET til at være dig. Selvværdet opbygges, når andre anerkender og bekræfter dine følelser og tanker. Det vil jeg gå dybere ind i, når jeg lægger mit næste indlæg ud på bloggen, men for nu vil jeg blot fremhæve én vigtig pointe: der er en kæmpemæssig forskel på anerkendelse og accept! Anerkendelse er IKKE en godkendelse af det, du tænker og føler. Anerkendelse er ene og alene en bekræftelse af at du har dine tanker og følelser og at du har enhver ret til at have dem. Men hvordan du handler på dem, er en ganske anden snak. Du kan som forælder (eller pædagog) sagtens stå i en situation, hvor du anerkender et andet menneskes følelser og tanker, men på samme tid absolut ikke synes, de er i orden - og en væsentlig del af anerkendelse er at adressere denne uenighed!

#3: Selvtillid er et øjebliksbillede.
Selvtilliden er nøje hægtet sammen med din nærmeste fortid. Dine seneste successer og fiaskoer har stor betydning for din selvtillid. Det betyder, at selv om en høj grad af selvtillid er vigtig, når der skal præsteres, såsom at få et godt resultat til en eksamen eller at hente en stor kontrakt hjem til firmaet, så er selvtilliden ganske skrøbelig og selv den mindste mindre gode præstation kan få selvtilliden til at bryde sammen, hvis der ikke er noget andet, der kan holde dig oppe. Grunden er, at selvtilliden er forbundet med dine evner. Det, du netop har opnået eller fejlet ved, afgør graden af din selvtillid.

Og så er det din tur. Del dine tanker herunder. Føler du, at du har stor selvtillid?