Kvinde, giv plads eller gør det selv!

Når jeg kører på arbejde om eftermiddagen, lytter jeg gerne til ”Ibens” på Radio24syv med Iben Maria Zeuthen. I programmet diskuteres livets store og små spørgsmål og i går, d. 17. juni handlede det om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

Jeg får ofte lyst til at ringe ind og give mit besyv med, men det duer jo ikke, når jeg kører bil, så det koncentrerer jeg mig om i stedet.

Hvor er mændene henne?

Men i går var der nu alligevel noget ved programmet, som for alvor får mig ned i stolen foran tastaturet.

Iben havde Karen Borgnakke og Anne Kirstine Vågebæk i studiet og sammen med de lyttere, der ringede ind, diskuterede de ligestilling i forhold til netop balancen mellem familieliv og arbejdsliv.

Et stykke inde i udsendelsen bemærkede både vært og gæster, at andelen af mænd, der deltager i den debat, er forsvindende lille. Eksempelvis var der kun 2 mænd ud af de lyttere, som ringede ind og deltog.

Karen Borgnakke, Anne Kirstine Vågebæk og Iben Zeuthen var enige om, at det er et problem.

Det mener jeg også, men det efterfølgende fik mig op på mærkerne.

Ordet afslører din grundlæggende indstilling!

Det, jeg bed mærke i – og som jeg ofte bemærker i ligestillingsdebatten, især, når det gælder børn og familieliv – er den måde, Iben og hendes gæster taler om det på.

De siger bl.a. at mændene, dvs. hovedsageligt fædrene, skal ”inddrages” i debatten.

Inddrages?

Hvornår inddrager man?

Jo, det gør man, når man tager ledelse og arbejder mod et mål. Så inddrager man andre i projektet. Det er jo netop det, der ligger i ordet. Inddrage betyder at ”drage ind,” dvs. at ”trække andre ind, hvor jeg selv står.” Dermed afsløres det, at kvinder har sat sig på debatten, når det gælder ligestilling. Kvinder har taget ejerskab over familielivet og især børneopdragelsen. De giver ikke slip, men vil blot ”inddrage” børnenes far, når et nyt mål er sat.

Hvordan foregår det hos dig?

Nu kan man selvfølgelig hævde, at det blot er ordkløveri, men prøv engang at tænke efter. Forestil dig de situationer, der drejer sig om familie og børn. Hvad sker der om morgenen, når børnene skal af sted i vuggestue, børnehave og skole. Hvem bestemmer så, hvad tøj børnene skal have på? Hvem bestemmer, om børnene selv må cykle eller gå eller om de skal følges? Hvis du er mor, så prøv engang at tænke efter: når både du og børnenes far er hjemme om morgenen, har han så mulighed for at arbejde på sagen uden du blander dig i det? Kan han finde tøj frem, uden du skal godkende det? Kan han smøre en madpakke, uden du fortæller ham, hvordan den skal smøres?

Ord har en helt speciel egenskab: dels skaber ordet, hvad det nævner og dels afslører det den måde, vi tænker om tingene på. Det fungerer altså begge veje, som årsag til en bestemt måde at tænke på og som virkning af den måde, vi tænker på.

Inddragelse?...

I sammenhæng med ligestillingsdebatten viser det sig ved, at når vi taler om at far skal ”inddrages,” så skaber vi en forståelse af far som en slags andenrangsforælder eller medhjælper, der blot skal fungere som en arbejdshest, der fører mors forestillinger ud i livet. Og når vi har den indstilling til det, så taler vi også om det på en måde, der forstærker indstillingen.

Hvis vi skal have en forandring, så kræver det, at kvinder giver slip. Vi mænd og fædre har nemlig oftest den indstilling til børnene, at hvis valget står mellem at skulle kæmpe for at gøre det, vi finder bedst og samtidig risikere splid i hjemmet til skade for børnene eller på den anden side give slip og lade mor bestemme, hvordan tingene skal være, så vil vi oftest vælge det sidste.

Men samtidig vil vi mænd og fædre så også i en vis udstrækning give slip for selve arbejdsdelen af det. For hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre arbejdet, hvis jeg ikke har indflydelse på formen? For mig er det egentlig ret enkelt: hvor mor VIL bestemme, får hun lov til det, men hvis vi som fædre skal overleve i det, så må konsekvensen også være, at hun selv må lave arbejdet.

...eller ligeværdigt samarbejde?

Skulle vi ikke i stedet prøve noget andet?

Kunne man evt. forestille sig, at alt det her med arbejdsliv og familieliv kunne ske i et ligeværdigt samarbejde? Et samarbejde, hvor far og mor har lige meget indflydelse på børneopdragelsen? Hvis vi skal dele arbejdet, så kræver det, at vi også deler beslutningerne.

Matematik er noget lort!

Jeg skal da ellers lige love for, at jeg fik præsenteret min datters holdning på en krystalklar måde, da det var tid til at lave lektier her forleden.

"Det er noget lort!" erklærede hun højlydt med armene over kors og lignede bestem ikke én, der havde tænkt sig at gå i krig med matematikken.

"Naaj, det er det ikke," svarede jeg med mit sædvanlige finurlige smil på, "det er ikke lort, det er matematik."

Egentlig burde jeg vide bedre. Det er ikke så tit, ungerne er lige så begejstrede for min humor, som jeg selv er. Og svaret var da også ret forudsigeligt: "du er overhovedet ikke sjov!" snerrede hun og sendte laserstråler ud af øjnene...

Så vidste jeg godt, det gjaldt om at få kastet min far-humor ud af vinduet i en rivende hast.
"Nej, det er også rigtigt," sagde jeg, "lad os nu lige se på det sammen. Jeg skal nok hjælpe dig..."

Det var ikke så let at komme i gang med lektierne og det første stykke tid var jeg ikke i kridthuset. Men vi blev da gode venner igen og hun fik lavet sine lektier noget hurtigere, end hun selv havde regnet med.

Lektier er noget, Fanden har skabt!
Bagefter kom jeg til at tænke på, hvordan jeg selv havde det med lektier, da jeg var barn: jeg hadede dem af hele mit hjerte. Og som voksen har jeg ofte givet min mening til kende på en ret ligefrem måde:

Lektier er noget Fanden har skabt!

Eller den mere arrogante version, som jeg har lagt på hylden af årsager, jeg ikke skal komme ind på her:

Lektier er til den, der ikke forstod det første gang...

Under alle omstændigheder har lektier aldrig været en favorit for mig og det er tilsyneladende gået i arv...

Min datter og jeg står sikkert ikke alene med ondt i lektietarmen og jeg kan da spekulere på, hvordan det kan være, at børn i dag kan gå i skole fra 8-14 og alligevel have lektier for næsten hver dag?

For slet ikke at tænke på de mange børn, der bagefter går i sfo til kl.16-17-stykker...

Måske er det slet ikke matematikken, der er noget lort, men derimod hele den tanke, at ungerne ikke har fri, når de får fri fra skole?

Altså: at lektier er noget lort?

Eller sagt på en anden måde:
Kan det virkelig passe, at der ikke kan findes bare en halv time i løbet af skoledagen, hvor børnene kan lave de øvelser i stavning, tabeller og andre faglige elementer, der kræver træning?

Ville du selv syntes, det var i orden, hvis du skulle tage arbejde med hjem og lave det i din fritid?

Men hvad ved jeg om det? Jeg er jo bare far...

Guldmedalje til: Den, der kan opfinde lektier, der laver sig selv...

Ti Stokkeslag til: Den eller de forvirrede lærer(e,) der opfandt lektier som det ultimative torturredskab...

Jumbo fjernbetjening

Hvis du har børn, så kender du måske det der med, at fjernbetjeningen til dit TV er en kilde til evig ballade. Ungerne slås om magten over TV´et, de yngste sidder måske og bider lidt i remoten, batterierne bliver pillet ud og far og mor forsøger at reparere skaderne med gaffa. Og fjernbetjeningen forsvinder konstant og er ikke til at finde nogen steder, mens den ligger og putter sig under hynderne i sofaen eller hvor de forbistrede krapyl ellers kan finde på at gemme den, så deres søskende ikke får fat i den - og efterfølgende kan de ikke selv huske, at de har gemt den væk og slet ikke, HVOR de har gemt den.

Alt det der med kampen om magten er svært at løse og det vil nok altid være en udfordring, men jeg tror sørme, min kone har fundet en genial løsning på det andet problem med, at den bliver væk.

Hun har nemlig købt en JUMBO fjernbetjening - og når jeg siger JUMBO, så er det ikke bare navnet på den, det er en præcis beskrivelse.

Vores nye JUMBO fjernbetjening er nemlig ikke mindre end 12,5 cm på den ene led og 28cm på den anden! Sådan! Hvis jeg lægger begge mine hænder på fjernbetjeningen, kan jeg ikke skjule den!

Så bliver den i hvert fald ikke væk!

Men kampen om magten - den kan vi nok ikke løse med den nye fjernbetjening. Ikke på anden vis, end at den ikke er sådan lige at gemme væk i forsøget på at fravriste de andre muligheden for at tage den.

Måske kunne man indføre noget lignende for masseødelæggelsesvåben? Så kunne Iran ikke påstå, at de ikke har den slags, for selv den mindste lille atombombe ville fylde det halve af Fyn??

Jeg tager ikke patent på den idé. Stormagterne derude er hjertelig velkomne til at bruge den frit - og jeg skal ikke engang have royalties på den!!