Malstrøm foran dit TV

I vores stue er der et mystisk fænomen. Det befinder sig i en pæn radius omkring fjernsynet og hensætter ungerne i en trancelignende tilstand, hvor det nærmest er umuligt at trænge igennem og skabe kontakt, på trods af, at både øjne, ører og mund står vidt åbne.

Så kan man stå der med alle sine krav og forventninger om oprydning, tøjvask samt tømning af opvaskemaskine og skraldespand, uden der kommer så meget som en protest ud af det.

Jeg har ofte haft tv-stationerne mistænkt for bevidst at sende hypnotiserende undertoner ud sammen med det digitale signal, men dels er vi koblet på via den lokale antenneforening med analog forbindelse og dels må jeg konstatere, at den tranceskabende malstrøm også er der, når fjernsynet er slukket.

Her er effekten dog ikke nær så stærk og den fungerer mere som en katalysator, der giver en umanerlig lyst til at samle fjernbetjeningen op og tænde for apparatet.

Om jeg fatter, hvad børnene ser i det TV!
Jeg er heldigvis mere standhaftig end det og malstrømmen foran fjernsynet skal godt nok stå tidligt op om morgenen for at indfange mig. Det gør jeg også meget gerne ungerne opmærksomme på og hvad kan de lige sige til det, når de godt véd, det er rigtigt?

Og så alligevel, for her den anden dag, lige midt i min tordentale om, hvor vigtigt, det er at være opmærksom på verden omkring sig og på den måde vise andre et minimum af respekt, så fik jeg et svar, jeg ikke havde regnet med.

Selverkendelsens smertefulde sandhed
Det var min yngste datter, der med hovedet på skrå kundgjorde, at "det gælder vel også, når man sidder ved en computer og skriver?"

Ups...

Nuvel, det var nok ikke helt ment som et spørgsmål - ikke sådan rigtigt - og hendes egentlig ret vise ord ramte mig faktisk lige i solar pleksus. For hvor ofte har jeg ikke siddet ved computeren med fingrende dansende vildt hen over tastaturet, når de kommer hjem fra skole og med stor velopdragenhed spørger pænt, om de må tage en is, lege med en kammerat eller sådan noget - og alt, de har fået til svar har været et grynt eller en sagte brummen. Og når jeg så har fået mig fedtet færdig med det, der var så vigtigt at få afsluttet, så er jeg kommet op i stuen og har kigget mig forundret omkring med et: "Hvem har givet jer lov til at bage kage?" - Og straks efter at have sagt det sidste ord kommet i tanke om, at... hov, det har jeg vidst selv...

Lad verden falde, thi den er falsk og hul?
Og det er bare sådan, at når min opmærksomhed er ved computeren og det, jeg sidder og skriver, så kan verden ramle omkring mig, uden jeg opdager det. Det må jeg altså prøve at gøre noget ved, for jeg kan vel ikke forlange af mine børn, at de skal være opmærksomme, når jeg ikke selv er det, vel?

Guldmedalje til: En verdensomspændende strømafbrydelse, der kan tvinge samtlige familier til at være sammen i blot en time uden elektriske apparater! 

Ti stokkeslag til: Gæt selv hvem...