Hvor længe må man amme?
"Hvor længe må man for eksempel amme?" spurgte min niece til vores lille familiekomsammen her i julen. Så var bomben ligesom kastet og vi fik en vældig diskussion...Familien må man finde sig i...
Juletiden er som regel en glimrende mulighed for at mødes hele familien samlet. Her kan man hilse på fætre, kusiner, onkler og tanter, som man måske ikke har set siden sidste jul. Og her kan man få nogle samtaler, som er anderledes end de samtaler, man normalt oplever i sin hverdag. For familie er bundet sammen af et helt andet bånd end dem, vi ellers omgiver os med.I stort set alle andre sammenhænge har vi tendens til at være sammen med dem, der ligner os mest i normer, holdninger og adfærd. Det er vel bare en del af den menneskelige natur, tror jeg. Måske fordi det på mange måder er nemmere. For hvis vi synes, at nu bliver de i vennekredsen da lige en tand for underlige i deres idéer, så kan vi jo altid droppe relationen. Og det behøver ikke engang foregå med særlig megen dramatik. Man kan blot "glemme" at invitere til kaffe eller til børnenes fødselsdag og så vil disse uønskede elementer lige så stille glide ud i glemslen.
Men familien er bundet sammen af noget helt andet. Familien kan vi ikke bare kaste bort, når vi er uenige. I familien tvinges vi til at forholde os til forskelligheden.
En usund debatkultur
Netop dét var min nieces begrundelse for at bringe et sprængfarligt emne på banen. Hun mente, at vi førhen var bedre til at diskutere ting på kryds og tværs i det danske samfund. "Folk kunne sidde og diskutere politik, selv om den ene var højreorienteret og den anden venstreorienteret. Men i dag er det som om vi bare skal være enige allesammen. Vi kan slet ikke diskutere tingene åbent og så går vi jo glip af noget. Vi får ikke udvidet vores horisont."
Hendes søster var ikke enig. "Jeg synes da, vi taler langt mere om det, der har kant," forklarede hun, "tonen er blevet mere rå og man kan sige de mest forfærdelige ting uden det får konsekvenser."
"Det kan godt være, tonen er mere rå, men jeg oplever i hvert fald, at der er ting, vi slet ikke kan tale fornuftigt sammen om," svarede den ældste og så kom hun med eksemplet om amning.
"Det kan godt være, tonen er mere rå, men jeg oplever i hvert fald, at der er ting, vi slet ikke kan tale fornuftigt sammen om," svarede den ældste og så kom hun med eksemplet om amning.
Og diskussionen handlede egentlig slet ikke om amning. Det var bare et eksempel på, hvordan debat kan gå helt galt. Min niece fortalte nemlig, at hun havde oplevet, at folk i en diskussion om amning var blevet uvenner. Jeg fornemmede under vores diskussion, at der lå et eller andet meget væsentligt her, men jeg kunne ikke rigtig sætte finger på det. Det eneste jeg kunne sige lige da, var: "Jamen, hvorfor diskuterer I det overhovedet? Det er jo dig, der er mor til dit barn. Om du ammer i et halvt år eller et helt år eller for den sags skyld i 10 år kan jeg da være ligeglad med. Det er da noget, DU bestemmer. Så længe barnet ikke får tæv, er det da slet ikke noget, jeg skal blande mig i!"
Så skal jeg ellers love for, at der kom gang i sagerne, for nu havde alle pludselig en holdning til, hvor længe man bør amme. Jeg blev temmelig overrasket og havde slet ikke forestillet mig, at så mange kunne have en så brændende passion for amme-længde.
Meningsudveksling eller DET RIGTIGE?
Efterfølgende har jeg tænkt mere over det og lige pludselig gik der en prås op for mig:Hvor længe må man amme? havde hun jo spurgt i sit eksempel. Hvor længe MÅ man? Altså ikke "Hvor længe ammer du?" eller "Hvor længe synes du, man skal blive ved at amme?"
Nej, spørgsmålet var jo netop ikke et oplæg til meningsudveksling. Det var ikke et spørgsmål, der åbnede op for forskellige synspunkter. Det var derimod et spørgsmål, der lagde op til en fastlåst og konkret besvarelse: Hvad er DET RIGTIGE?
Den er jo helt gal!
Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere opdager jeg, at det er sådan, debat er gået hen og blevet i de seneste årtier. Vi debatterer ikke længere med udgangspunkt i ligeværdige holdninger, hvor dit synspunkt kan være lige så godt som mit. I stedet er vi blevet overbevist om, at der er én og kun én rigtig holdning og at enhver samtale har til formål at finde frem til denne ene rigtige holdning.
Nu er det jo selvfølgelig nemt for mig at komme med sådan en påstand, men jeg mener faktisk, at jeg har en god pointe her. Et af de tegn, jeg ser, er den måde, vi ofte griber en begyndende diskussion an på. Altså dér, hvor vi sidder sammen og nogen så siger noget, som vi alle sammen kan mærke uro i. Sådan en udtalelse, der gør os usikre på, hvor det vil bevæge sig hen og vi bliver meget opmærksomme på de andre omkring bordet. Er der nogen, der spærrer øjnene op? Er der én, som ser lidt anspændt ud? Måske bliver stemningen sådan lidt afventende og man kan næsten høre, hvordan nogle af os overvejer, hvilken strategi, vi skal vælge:
- skal jeg sige, hvad jeg mener om emnet?
- skal jeg vente og lytte til, hvad de andre mener, så jeg ikke kommer i unåde?
- skal jeg bare lade som om jeg er enig med dem, der virker som de stærkeste?
Og så er der en eller anden, der bliver så skræmt af udsigten til uenighed, at vedkommende bare MÅ forsøge at lukke diskussionen, før den kommer i gang:
"Nej, nu skal vi altså bare hygge os. Vi skal ikke diskutere politik og religion, for det bliver vi alligevel aldrig enige om!"
Men er det virkelig den eneste grund til at diskutere? At vi skal blive enige?
Det synes jeg ikke...
For mig er debat til for at få udvidet sin horisont og få andre vinkler på. For mig skal vi diskutere for at lære hinanden bedre at kende og for at opdage andre måder at se verden på. Vi behøver ikke ende en diskussion med at blive enige.
Debat kan give os noget positivt, men det kræver én ting af os:
At vi går ind i en diskussion for at blive klogere, ikke for at få ret. Og for at kunne gøre det, er det vigtigste i debatten, at vi respekterer hinanden og tager det for det, det er: en meningsudveksling. Hvis vi ikke kan gå fra en diskussion og være uenige som venner, så har vi virkelig et problem.
Meninger er blevet skubbet til side til fordel for moralisering.
I en god og sund debat lytter vi til de andre og prøver at forstå deres synspunkt. I en god og sund debat betragter vi vores egen holdning som én ud af mange holdninger.
En usund debat er derimod kendetegnet ved at være en krig om sandheden og om at vinde.
Den er jo helt gal!
Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere opdager jeg, at det er sådan, debat er gået hen og blevet i de seneste årtier. Vi debatterer ikke længere med udgangspunkt i ligeværdige holdninger, hvor dit synspunkt kan være lige så godt som mit. I stedet er vi blevet overbevist om, at der er én og kun én rigtig holdning og at enhver samtale har til formål at finde frem til denne ene rigtige holdning.
Nu er det jo selvfølgelig nemt for mig at komme med sådan en påstand, men jeg mener faktisk, at jeg har en god pointe her. Et af de tegn, jeg ser, er den måde, vi ofte griber en begyndende diskussion an på. Altså dér, hvor vi sidder sammen og nogen så siger noget, som vi alle sammen kan mærke uro i. Sådan en udtalelse, der gør os usikre på, hvor det vil bevæge sig hen og vi bliver meget opmærksomme på de andre omkring bordet. Er der nogen, der spærrer øjnene op? Er der én, som ser lidt anspændt ud? Måske bliver stemningen sådan lidt afventende og man kan næsten høre, hvordan nogle af os overvejer, hvilken strategi, vi skal vælge:
- skal jeg sige, hvad jeg mener om emnet?
- skal jeg vente og lytte til, hvad de andre mener, så jeg ikke kommer i unåde?
- skal jeg bare lade som om jeg er enig med dem, der virker som de stærkeste?
Politik og religion er tabu
Og så er der en eller anden, der bliver så skræmt af udsigten til uenighed, at vedkommende bare MÅ forsøge at lukke diskussionen, før den kommer i gang:
"Nej, nu skal vi altså bare hygge os. Vi skal ikke diskutere politik og religion, for det bliver vi alligevel aldrig enige om!"
Men er det virkelig den eneste grund til at diskutere? At vi skal blive enige?
Det synes jeg ikke...
For mig er debat til for at få udvidet sin horisont og få andre vinkler på. For mig skal vi diskutere for at lære hinanden bedre at kende og for at opdage andre måder at se verden på. Vi behøver ikke ende en diskussion med at blive enige.
Debat kan give os noget positivt, men det kræver én ting af os:
At vi går ind i en diskussion for at blive klogere, ikke for at få ret. Og for at kunne gøre det, er det vigtigste i debatten, at vi respekterer hinanden og tager det for det, det er: en meningsudveksling. Hvis vi ikke kan gå fra en diskussion og være uenige som venner, så har vi virkelig et problem.
Sund og usund debat
Og her kommer jeg tilbage til det, som jeg synes er kernen i alt det her:Meninger er blevet skubbet til side til fordel for moralisering.
I en god og sund debat lytter vi til de andre og prøver at forstå deres synspunkt. I en god og sund debat betragter vi vores egen holdning som én ud af mange holdninger.
En usund debat er derimod kendetegnet ved at være en krig om sandheden og om at vinde.