onsdag den 27. december 2017

Fra meninger til moralisering

Hvor længe må man amme?

"Hvor længe må man for eksempel amme?" spurgte min niece til vores lille familiekomsammen her i julen. Så var bomben ligesom kastet og vi fik en vældig diskussion...

Familien må man finde sig i...

Juletiden er som regel en glimrende mulighed for at mødes hele familien samlet. Her kan man hilse på fætre, kusiner, onkler og tanter, som man måske ikke har set siden sidste jul. Og her kan man få nogle samtaler, som er anderledes end de samtaler, man normalt oplever i sin hverdag. For familie er bundet sammen af et helt andet bånd end dem, vi ellers omgiver os med.

I stort set alle andre sammenhænge har vi tendens til at være sammen med dem, der ligner os mest i normer, holdninger og adfærd. Det er vel bare en del af den menneskelige natur, tror jeg. Måske fordi det på mange måder er nemmere. For hvis vi synes, at nu bliver de i vennekredsen da lige en tand for underlige i deres idéer, så kan vi jo altid droppe relationen. Og det behøver ikke engang foregå med særlig megen dramatik. Man kan blot "glemme" at invitere til kaffe eller til børnenes fødselsdag og så vil disse uønskede elementer lige så stille glide ud i glemslen.

Men familien er bundet sammen af noget helt andet. Familien kan vi ikke bare kaste bort, når vi er uenige. I familien tvinges vi til at forholde os til forskelligheden.

En usund debatkultur

Netop dét var min nieces begrundelse for at bringe et sprængfarligt emne på banen. Hun mente, at vi førhen var bedre til at diskutere ting på kryds og tværs i det danske samfund. "Folk kunne sidde og diskutere politik, selv om den ene var højreorienteret og den anden venstreorienteret. Men i dag er det som om vi bare skal være enige allesammen. Vi kan slet ikke diskutere tingene åbent og så går vi jo glip af noget. Vi får ikke udvidet vores horisont."

Hendes søster var ikke enig. "Jeg synes da, vi taler langt mere om det, der har kant," forklarede hun, "tonen er blevet mere rå og man kan sige de mest forfærdelige ting uden det får konsekvenser."

"Det kan godt være, tonen er mere rå, men jeg oplever i hvert fald, at der er ting, vi slet ikke kan tale fornuftigt sammen om," svarede den ældste og så kom hun med eksemplet om amning.


Og diskussionen handlede egentlig slet ikke om amning. Det var bare et eksempel på, hvordan debat kan gå helt galt. Min niece fortalte nemlig, at hun havde oplevet, at folk i en diskussion om amning var blevet uvenner. Jeg fornemmede under vores diskussion, at der lå et eller andet meget væsentligt her, men jeg kunne ikke rigtig sætte finger på det. Det eneste jeg kunne sige lige da, var: "Jamen, hvorfor diskuterer I det overhovedet? Det er jo dig, der er mor til dit barn. Om du ammer i et halvt år eller et helt år eller for den sags skyld i 10 år kan jeg da være ligeglad med. Det er da noget, DU bestemmer. Så længe barnet ikke får tæv, er det da slet ikke noget, jeg skal blande mig i!"

Så skal jeg ellers love for, at der kom gang i sagerne, for nu havde alle pludselig en holdning til, hvor længe man bør amme. Jeg blev temmelig overrasket og havde slet ikke forestillet mig, at så mange kunne have en så brændende passion for amme-længde.


Meningsudveksling eller DET RIGTIGE?

Efterfølgende har jeg tænkt mere over det og lige pludselig gik der en prås op for mig:

Hvor længe må man amme? havde hun jo spurgt i sit eksempel. Hvor længe MÅ man? Altså ikke "Hvor længe ammer du?" eller "Hvor længe synes du, man skal blive ved at amme?"

Nej, spørgsmålet var jo netop ikke et oplæg til meningsudveksling. Det var ikke et spørgsmål, der åbnede op for forskellige synspunkter. Det var derimod et spørgsmål, der lagde op til en fastlåst og konkret besvarelse: Hvad er DET RIGTIGE?
Den er jo helt gal!

Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere opdager jeg, at det er sådan, debat er gået hen og blevet i de seneste årtier. Vi debatterer ikke længere med udgangspunkt i ligeværdige holdninger, hvor dit synspunkt kan være lige så godt som mit. I stedet er vi blevet overbevist om, at der er én og kun én rigtig holdning og at enhver samtale har til formål at finde frem til denne ene rigtige holdning.

Nu er det jo selvfølgelig nemt for mig at komme med sådan en påstand, men jeg mener faktisk, at jeg har en god pointe her. Et af de tegn, jeg ser, er den måde, vi ofte griber en begyndende diskussion an på. Altså dér, hvor vi sidder sammen og nogen så siger noget, som vi alle sammen kan mærke uro i. Sådan en udtalelse, der gør os usikre på, hvor det vil bevæge sig hen og vi bliver meget opmærksomme på de andre omkring bordet. Er der nogen, der spærrer øjnene op? Er der én, som ser lidt anspændt ud? Måske bliver stemningen sådan lidt afventende og man kan næsten høre, hvordan nogle af os overvejer, hvilken strategi, vi skal vælge:

- skal jeg sige, hvad jeg mener om emnet?

- skal jeg vente og lytte til, hvad de andre mener, så jeg ikke kommer i unåde?
- skal jeg bare lade som om jeg er enig med dem, der virker som de stærkeste?

Politik og religion er tabu


Og så er der en eller anden, der bliver så skræmt af udsigten til uenighed, at vedkommende bare MÅ forsøge at lukke diskussionen, før den kommer i gang:

"Nej, nu skal vi altså bare hygge os. Vi skal ikke diskutere politik og religion, for det bliver vi alligevel aldrig enige om!"

Men er det virkelig den eneste grund til at diskutere? At vi skal blive enige?

Det synes jeg ikke...
For mig er debat til for at få udvidet sin horisont og få andre vinkler på. For mig skal vi diskutere for at lære hinanden bedre at kende og for at opdage andre måder at se verden på. Vi behøver ikke ende en diskussion med at blive enige.

Debat kan give os noget positivt, men det kræver én ting af os:
At vi går ind i en diskussion for at blive klogere, ikke for at få ret. Og for at kunne gøre det, er det vigtigste i debatten, at vi respekterer hinanden og tager det for det, det er: en meningsudveksling. Hvis vi ikke kan gå fra en diskussion og være uenige som venner, så har vi virkelig et problem.


Sund og usund debat

Og her kommer jeg tilbage til det, som jeg synes er kernen i alt det her:

Meninger er blevet skubbet til side til fordel for moralisering.

I en god og sund debat lytter vi til de andre og prøver at forstå deres synspunkt. I en god og sund debat betragter vi vores egen holdning som én ud af mange holdninger.

En usund debat er derimod kendetegnet ved at være en krig om sandheden og om at vinde.

lørdag den 16. december 2017

Horsens Sygehus - all inclusive: 290 kr.

Parkering: 290 kr.

Så har jeg lige sluppet 290 kr. for at parkere ved Horsens Sygehus, hvor min yngste søn har ligget til observation for mulig blindtarmsbetændelse natten over...
Jeg er ellers ret vred over, at man skal betale for at parkere ved sygehusene. Det er jo ligesom ikke rigtig idéen med at betale for sundhed over skatten og man så alligevel skal af med sådan en skjult brugerbetaling.

Lidt okay, på en måde...

Men netop i dag er jeg faktisk okay med det. Min søn og jeg har jo det seneste døgn været på kost begge to. Vi har fået frokost, aftensmad (en ret lækker ret, i øvrigt - med dessert, sandelig!) og morgenmad plus alt det kaffe, saft og juice, vi orkede at drikke. Derudover har både min søn og jeg fået en seng stillet til rådighed med sengetøj og sengelinned; vi har fået udleveret tandbørster og tandpasta, er blevet tilbudt lån af nattøj og havde jeg spurgt om det, ville jeg formentlig også have fået udleveret shampoo og fået lov til at tage et bad her til morgen.

En slags all-inclusive

Alt i alt er det jo næsten som et døgn på hotel, all inclusive med fuld betjening fra et yderst serviceminded personale, der gjorde alt, hvad de kunne for at få os til at føle os så godt tilpas, som det nu kan lade sig gøre efter omstændighederne. Og mon ikke man godt kan sige, at et all-inclusive døgn for to personer er 290 kr. værd?
Det synes jeg faktisk, det er... og så alligevel...

Og så igen, måske ikke helt okay alligevel...

Dybest set er jeg jo stadig utilfreds med den skjulte brugerbetaling i form af betalingsparkering. Det burde ikke koste noget at parkere, når man skal besøge syge pårørende eller hilse på nyeste skud på slægtstræet - og da slet ikke, når man er i den situation, at et ophold på hospitalet er nødvendigt!
Sådan helt bramfrit:

Det er noget svineri!

På den anden sige lidt okay eller...

Til gengæld er det helt på sin plads, at man betaler for sin mad, når man er på hospitalet. Det skulle man jo alligevel have gjort, hvis man havde været hjemme. Det kan diskuteres, hvor stort beløbet skal være, men det er helt fair, at jeg skal betale 20-30 kr. pr måltid. For nogle vil det være et lidt højere beløb, end man er vant til, når man er hjemme, for andre er det et lidt mindre beløb. Men det ville faktisk være helt i orden at betale for det, man spiser.

Mad i stedet for parkering?

Så her er det vildeste forslag:
Hvad med at lave et system, så man kan parkere gratis, når man skal på hospitalet og så til gengæld opkræve et beløb for maden? Om ikke for besøgene, så i det mindste da for patienter... Det er vel dét, skatten til regionerne går til?

torsdag den 14. december 2017

Den gode kvinde, den onde mand

En vigtig debat...


#MeToo har sat gang i en debat om, hvordan vi behandler hinanden i dagligdagen. Især har kampagnen sat fokus på det usagte, det unævnelige; Altså det, som ifølge tusindvis af kvinder foregår hver eneste dag og som i hvert fald i nogle situationer holdes skjult af en fortidig kultur, hvor kvinden må finde sig i at blive betragtet som mandens bytte, der blot venter på at blive nedlagt.

Debatten er vigtig, for ingen skal have deres grænser overtrådt, uanset hvilket køn, de har.

Feminint er godt, maskulint er skidt...


Desværre er der efter min opfattelse en skævvridning i hele kønsdebatten. En skævvridning, hvor det maskuline pr definition betragtes som det onde, det forkerte, det grimme, mens det feminine ses som det gode, det rigtige, det smukke.

På sin blog skriver forfatteren og terapeuten Annette Jønsson om udviskningen af kønsrollerne:


“Maskuliniteten er tæt forbundet med selvværdsfølelsen, som er en udfordring for manden, fordi kønsrollerne i dag udviskes mere og mere. Ligestillingen af kønnene bevirker, at mænd skal kunne og gøre det samme, som kvinder. Det gør det svært for manden at finde sin naturlige rolle i hans maskuline univers. Han føler sig til tider amputeret, da han selv skal skabe sin identitet - fjernt fra de gamle normer, hvor han var overhovedet i kraft af sin rolle som skaffedyr, beskytter og den udfarende på arbejdsmarkedet.”


Jønsson rammer ret præcist, hvad den største udfordring er for den moderne mand. Det forventes, at han skal have de samme egenskaber og værdier som kvinder, men han skal samtidig vise sin maskulinitet for at blive betragtet som en rigtig mand. Der er dog to ting, som Jønsson ikke skriver her og som er mindst lige så væsentlige, hvis man skal forstå, hvilken situation ikke blot mænd, men samfundet i det hele taget står i.

Femininistisk maskulinitet på bestilling


For det første er det en helt umulig opgave, manden stilles. Han kan ganske enkelt ikke være helt og fuldt som kvinden og samtidig være en mand. Samfundets krav til manden er en bestilling i både pose og sæk og det kan rent praktisk ikke lade sig gøre.


Og for det andet er det ikke ligestillingen i sig selv, der har skabt problemet. Det gamle kønsrollemønster har muligvis lagt tingene til rette for manden og dermed gjort det lettere for ham at være forsørger, men den grundliggende udfordring er den samme i dag, som den altid har været.

Ligestillingens amokløb har dog uden tvivl gjort problemet større, samtidig med at det har lagt et slør ud, så ingen rigtig forstår, hvad der er på spil eller for den sags skyld, hvad spillet overhovedet går ud på. Eller sagt med billedsprog: vi leger allesammen blindebuk, men vi har hver især forskellige forestillinger om andre lege: flaskehalsen peger på, tagfat og alt muligt andet. Det betyder, at vi fægter forvirrede rundt og at det eneste, vi sådan rigtig kan blive enige om er, at vi har en udfordring, der skal tages op. Sandsynligheden for at finde fælles fodslag og fælles mål er ret lille.

Vi er lige - og så alligevel ikke helt


Jeg skal ikke på nogen måde forsøge at romantisere en fortid, jeg ikke har kendt. Der er uden tvivl meget ved de gamle kønsrollemønstre, som er forkert og uholdbart. Alligevel vil jeg hævde, at vi har mistet noget i ligestillingens hellige navn. Det er som om vi på en og samme gang har ladet forskellene mellem kønnene vande ud og blive til ingenting, men samtidig har vedtaget, at det ene køns særpræg er bedre end det andet køns. Og nej, det giver ikke megen mening. Det er ulogisk. Ikke desto mindre er det netop dét, vi ser i den vestlige verden i dag.


Alt det feminine fremstilles som det gode, det smukke, det rigtige, mens alt maskulint er dømt ude som det grimme, det forkerte, det onde. Det feminine er noget at stræbe efter; det maskuline skal helst pakkes væk og kun kaldes frem under særlige forhold.


Vi bygger os selv en fantasiverden, hvor mænd og kvinder er ens - altså underforstået: hvor både mænd og kvinder er, som kvinder tror, kvinder er. Men det er ikke andet en fantasiverden og vi gør klogt i at tage et opgør med den fantasi, hvis ikke vi ønsker helt at fjerne alt det, der giver livet farve.


For vi er nu engang forskellige, mænd og kvinder. Og det er der ingen grund til at kæmpe imod. Næh, vi skulle hellere omfavne det og nyde den synergi, der kommer, når mænd og kvinder gør noget sammen.

Lugten af røg


Det må gerne lugte lidt af røg. Det må gerne smage af noget. Udfordre. Skubbe forventninger. Stille spørgsmål ved tingenes tilstand og ikke mindst ved alt det, vi normalt går og tænker er naturligt og urokkeligt. Hvem har dog fundet på, at strømpen på venstre fod partout skal se ud som den, der sidder på højre fod? Hvorfor holder vi stædigt fast i, at kirken er et sted, hvor man skal være stille og hvor børn endelig ikke må sidde på døbefonden? Og hvorfor har vi besluttet os for, at det er helt okay, endda nærmest forventet, at minde hinanden om, at vi mænd bør lære at tale mere om tingene - ikke mindst om vores inderste følelser - mens det er en absolut no-go at sige til kvinder i dag, at det egentlig ville være dejligt, hvis de en gang imellem - ikke hele tiden, men blot en enkelt gang eller to i løbet af en dag - kunne lære at holde kæft i to minutter?


Det vestlige samfund er blevet forstillet, pænt, nysseligt og har mistet enhver form for saft og kraft og skabertrang. Det er, kort sagt og måske sat pænt meget på spidsen, blevet feminint og kedeligt.


Det trænger vi virkelig til at få gjort op med. Vi trænger til at få sat på plads, at det at være en mand under ingen omstændigheder skal overlades til kvinder at definere, for det har de faktisk ikke en brik forstand på!

Selv om mine tanker, som jeg sidder her og skriver, netop er tanker og ikke hverken urokkelige sandheder eller for den sags skyld fuldt ud gennemtænkte holdninger til, hvordan verden burde være skruet sammen, så er det nok nærmest uundgåeligt, at nogen vil støde sig det.


Jeg forventer at få skideballe


At feminister og andet godtfolk vil overfalde mig og skælde mig ud for mandschauvinisme og måske endda noget, der er endnu værre, er for mig ikke blot en risiko, som jeg må forberede mig på. Den slags udfald vil jeg endda betragte som synlige tegn på, at den første del af missionen er lykkedes. For det er først, når det gør ondt, når gulvet gynger og vi føler os usikre, at vi rammer den nerve, hvor vi har grundlaget for at udvikle os. Hvis vi skal tage en udfordring op, må nogen stille den først!

onsdag den 6. december 2017

Drop gættelegen - afsnit 2

I mit seneste indlæg skrev jeg om, hvordan den skrækkelige leg, "Gæt, hvad jeg tænker," kan skabe hindringer for bedre forståelse mænd og kvinder imellem. Indlægget udsprang af MeToo-kampagnen, som i sædvanlig stil med andre kønsdebatter er i fare for at blive en angrebskrig mellem kønnene. Det ville vel være mere frugtbart at føre en gensidig dialog?

Jeg besluttede mig for at tale med kvinder, som er tættest på min hverdag, nemlig min kone og mine to døtre. Vi fik en rigtig god dialog om det og min oplevelse er, at det har givet stof til eftertanke for både mig og ”mine” kvinder. Et af de mere interessante pointer kom frem, da min datter på 16 år sagde, at ”Mænd kan da godt se, hvis en kvinde synes, det er ubehageligt.”

”Ja,” svarede jeg, ”dét kan vi! Vi kan godt se, at I bliver ubehageligt til mode. Problemet er, at vi ikke har skygge af chance for at se, hvad I bliver ubehageligt til mode af! Ikke medmindre I fortæller os det…”

Det gav hun mig ret i lige på stedet og mon ikke de fleste andre kvinder også kan se pointen. Hvis jeg på min arbejdsplads oplever, at en kvindelig kollega pludselig skifter ansigtsudtryk og kropsholdning, så er jeg jo ikke spor i tvivl om, at hun føler sin grænse overtrådt, men det er ikke sikkert, jeg kan regne ud, hvorfor.

Der er selvfølgelig situationer, hvor det er rimelig klart. Nu kunne jeg jo aldrig finde på at gramse nogen på røven, men hvis jeg havde gjort det, ville jeg naturligvis heller ikke være spor i tvivl om, at netop dén handling ville være den direkte årsag til, at hendes grænse var overskredet.

Men hvis jeg nu blot havde sagt noget pænt til hende, hvad så? Hvis jeg havde sagt: ”den kjole klæ’r dig virkelig godt” eller ”nej, hvor har frisøren klippet dit hår pænt” og hendes reaktion så tydeligt viste ubehag, hvordan i alverden skulle jeg så vide, hvad der havde fået den reaktion frem? Var det dét, jeg sagde? Var det mit ansigtsudtryk? Min kropsholdning? Mit tonefald? Eller måske noget helt femte? Jeg ville ikke ane det! Ikke før hun fortalte mig det.

Rigtige mænd - og så de få klaphatte

En anden vigtig pointe er, at det efter min opfattelse er et fåtal, der overskrider grænsen. Langt de fleste af os er rigtige mænd, ikke klaphatte, der tror, at kvinder er deres personlige lager af seksuelle ydelser. Vi rigtige mænd oplever sjældent, at kvinder på vores arbejdsplads pludselig skifter ansigtsudtryk og ser ud til at finde vores selskab ubehageligt. Men det forstærker blot fornemmelsen af dissonans i vores verdensbillede. Netop fordi vi ikke oplever, at kvinder bliver ubehageligt til mode, bliver vi endnu mere uforstående i forhold til MeToo-debatten. Vi synes selv, vi er opmærksomme, men vi har også den erfaring med den der skrækkelige gætteleg, at der sagtens kan være kvinder med en anden oplevelse og så bliver vi utrygge. For spørgsmålet trænger sig jo på: har jeg mon gjort eller sagt noget uden at opdage, at min kvindelige kollega har fundet det ubehageligt?

Altsammen i en træls kombination af to ting:
1. Kvinder, der ikke siger højt, når og hvordan grænsen er overskredet
2. Sølle klaphatte, der aldrig kommer i nærheden af at være rigtige mænd

Vi surmuler ikke

Kunne det tænkes, at det store flertal af mænd, der reagerer ved at tage ekstreme forholdsregler, ved at undlade enhver fysisk kontakt, ved at stille sig i baren med en drink i hver hånd og ved helt at undlade at komplimentere kvinder for deres udseende, i virkeligheden er alt andet end gul stue, mande-baby, surmuleri og offerrolle?

Kunne det tænkes, at vores reaktion ganske enkelt bunder i et ønske om, at vi skal komme godt overens med hinanden og at vi frygter, om vi måske selv har gjort eller sagt noget, der er blevet misforstået?

Kunne det tænkes, at vi ganske enkelt ikke oplever det, som MeToo præsenterer os for?

Kan mine spørgsmål fremme forståelse?

Jeg har ikke de vises sten til at besvare, hvad der skal til for at komme frugtbart videre og det, jeg skriver her skal ikke betragtes som afsluttende konklusioner. Jeg ønsker blot at stille spørgsmål for at fremme forståelsen af et emne, som for mig at se er enormt kompliceret. Måske tager jeg fejl og så vil jeg sætte pris på tilbagemeldinger i kommentarfeltet. Har jeg ret i, at mine spørgsmål kan fremme forståelsen, vil svar i kommentarfeltet være små skridt på vejen til at få det her problem ryddet af vejen.


Mandens fornemste opgave

Kære kvinder, vi holder af jer og vil det bedste for både jer og for vores fællesskab på arbejdspladser og andre steder. Vil I ikke godt være søde at tage det alvorligt, når nogle af os bliver i tvivl om, hvorvidt vi har været med til at krænke nogen? Vi surmuler ikke. Vores oplevelse i hverdagen stemmer bare ikke overens med det, vi hører.

Og når det sker, så kigger vi indad. Vi reflekterer over, om vores ord og vores adfærd bør ændres. Og vi vil sætte stor pris på, at I fortæller os, hvordan I oplever os i dagligdagen og om der er noget i vores adfærd, der gør jer utrygge.

For det er faktisk for mange os et af de fornemste opgaver, vi mænd har: at skabe tryghed…

Drop gættelegen og hjælp #metoo videre

En chokerende oplevelse

Da jeg var helt ung, omkring 18-19 år, fik jeg mit første "voksenjob." En dag var der en kvindelig og en mandlig kollega, der stod ved siden af hinanden og udførte et stykke arbejde. Og så, lige pludselig, tog han hende på røven og gav den en klem...
Min første tanke var: "Nej, dét kan ikke passe... Sådan er der ingen, der opfører sig... Jeg må have set forkert..."
Da jeg drejede hovedet og så på min tredje kollega, så han også helt forkert ud i hovedet. "Så du også dét?" spurgte han. "Øh, ja," svarede jeg, "det tror jeg nok..."
Hvad der efterfølgende skete, véd jeg faktisk ikke. Jeg var jo ikke så gammel og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg lige skulle gribe det an.

Baggrund for MeToo

Hvorfor fortæller jeg så lige den historie?
Joh, det gør jeg, fordi den er dukket op i mit hoved i forbindelse med den sociale bevægelse, #metoo, der på rekordtid er gået fra et enkelt tweet til massiv global opmærksomhed.


Det hele startede med, at skuespiller og sanger Alyssa Milano 15. oktober i år tweetede sin opfordring til at bruge overskriften ”Me Too,” hvis man selv havde oplevet seksuel krænkelse. Pointen var at gøre opmærksom på, at problemet med seksuel chikane er langt større, end de fleste er klar over og det må man jo sige er lykkedes ganske godt. Ifølge Information havde ikke færre end 1,5 mio. mennesker på blot tre dage deltaget i debatten og siden er bevægelsen blevet global.


En væsentlig debat, der ikke må køre af sporet

MeToo har skabt røre. Det er både godt og nødvendigt. Netop derfor er det vigtigt at holde debatten på ret køl, hvad det så end er. Som mand er jeg på én gang både forbavset, bekymret og indigneret. Men jeg er også forundret. Forundret over, at når vi nu har den her vigtige debat i gang, så er den hele tiden lige på nippet til at blive til en kønsmæssig angrebskrig, hvor mænd anklages for ikke at tage emnet alvorligt, når de i virkeligheden bare er uforstående i forhold til noget af det, de hører og slet ikke kan sætte det ind i deres oplevelse af hverdagen.

Mænd i offerrollen

I Radio24syv 1. december inviterede Asger Juul og Ida Herskind tre kvinder ind i studiet for at tale om kampagnen i dansk kontekst. Det var sexologen Julie Jeune, FOA’s næstformand Mona Strib og forfatteren Line Knutzon.
Journalisterne gjorde deres til at få en nuanceret debat. Det samme gjorde Mona Strib fra FOA, så man skulle jo tro, at her var en fin opskrift på et program, der virkelig kunne rykke noget.

Men… desværre gik der ikke mange minutter i debatten, før sexologen Jeune lod dommen falde over de mænd, der har reageret med de lidt mere ekstreme forholdsregler. Det gælder bl.a. René Fredensborg, som i et interview fortæller, at han har besluttet sig for, at han til den kommende julefrokost ikke vil danse. I stedet vil han stille sig i baren med en drink i hver hånd. ”Altså, jeg kan ikk… jeg kan ikk komme til at rage på nogen,” siger han. Her bliver Jeune ret klar i mælet: ”Nu gør mænd sig lidt til ofre, altså, og fjerner fokus fra det vigtige. Altså, det handler om noget virkelig vigtigt. Det er vigtigere, end at mænd bliver forvirrede.”


Knutzon er helt med på dén definition. Hun er tydeligt vred – det er ikke bare min tolkning, for det siger hun selv, at hun er – og hun føjer ”børnehavekortet” til. Hun siger bl.a. at ”det her børnehave, Rene Fredensborg på strømpesokker, der står og surmuler og demonstrerer i børnehaven, gul stue og ikke vil sige noget til (kvinder, red.) eller danse med (kvinder, red.) og sådan gør sig til offer… sammenlignet med… alvoren i det her. Altså, det er kvinder, der er blevet voldtaget… og så står der sådan nogle patte-voksen-babyer, mande-voksen-babyer ovre i et hjørne og bliver sådan mopsede og gør sig til ofre, altså jeg bliver sådan lidt sur her til morgen over det.”

Ja, så er scenen da sat!
Kvinder bliver udsat for seksuel chikane og mænd er pattebørn, der stiller sig i et hjørne og surmuler…
Det er én stor misforståelse og jeg er noget overrasket over Jeune og Knutzon, der jo ellers er intelligente og fornuftige og som efter min opfattelse burde kunne gennemskue, hvad der sker!
Det lykkedes dem ikke umiddelbart her, men det kan da nås endnu, når de lige får lidt tid til at tænke det hele igennem.

Noget stemmer ikke!

I mellemtiden vil jeg prøve at give mit bud på, hvad der får mange mænd til at reagere så ekstremt.
Som det nok fremgår ret tydeligt af min historie i begyndelsen af det, jeg har skrevet, var min mandlige kollegas opførsel så fremmed for mig, at jeg i første omgang var sikker på, at jeg måtte have misforstået situationen. Jeg kunne ikke slet forestille mig, at nogen kunne opføre sig på den måde. Min konklusion var derfor, at ”jeg må have set forkert.”
Siden dengang har jeg aldrig set mænd gøre den slags mod kvinder.
I min verden finder det ganske enkelt ikke sted.
Men så kommer #metoo og viser et langt større omfang af problemet, end jeg kan genkende i min hverdag og hvordan skal jeg så lige forholde mig til dét?
Jeg ser jo ingen grund til at tvivle på, at disse mange kvinder rent faktisk har oplevet, hvad de fortæller, de har oplevet. Hvorfor skulle de dog fortælle noget, der ikke passer? Der kan muligvis være nogle af historierne, som indeholder lidt fantasi og der kan da også være nogle af historierne, som dybest set intet har med chikane at gøre, men langt størstedelen af fortællingerne må jeg tage alvorligt.

Min oplevelse i dagligdagen og #metoo’s fortællinger skurrer bare sådan mod hinanden og det skaber dissonans i min verdensforståelse. Noget stemmer ikke!

Som mand kigger jeg indad

Hvordan kan min oplevelse være så meget anderledes end den, som MeToo præsenterer? Jeg er nødt til at spørge mig selv, hvad der foregår:

- Er det fordi jeg som mand bare ikke har været opmærksom nok?
- Er det fordi, det foregår i det skjulte og at de kvinder, som udsættes for det, ikke råber op og gør opmærksom på, at de er blevet forulempet?
- Og har jeg som mand selv gjort eller sagt noget, som er blevet oplevet som en krænkelse?

Drop Gættelegen

Jeg tror ikke, jeg står alene med netop de spørgsmål. Det er jo ikke uhørt, at kvinder forventer, at vi mænd kan gætte, hvad de tænker og føler. Og det kan vi måske også i en vis udstrækning, men der er nu altså begrænsninger, som selv den mest lydhøre og sensitive mand (eller kvinde) ikke kan overkomme.

Og helt ærligt, kan vi da ikke for én gangs skyld droppe gættelegen? Den gavner altså ikke nogen. Gættelegen er én af de største hindringer for, at vi mænd og kvinder kan lære hinanden bedre at kende og kunne vi dog bare komme væk fra den, så tror jeg, vi er kommet rigtig langt...

Læs videre her