Jeg indrømmer det gerne: jeg er det, man kalder et rigtigt legebarn. Det har jeg vist nok altid været og det er sjældent et problem – måske hjælper det lidt, at jeg er en mand, for der står vist et sted i mor-loven, at når man er blevet mor, så er det strengt forbudt at lege???
Straffen er også ret hård, hvis mødre overtræder den bestemmelse. Man kan risikere at blive sat i den offentlige gabestok. Så er man nemlig en useriøs og ansvarsløs mor i andre mødres øjne. Og hvilken mor har lyst til at blive udelukket fra det gode selskab af hjemmebagende speltentusiaster og økologisk salatspisende sirener? Jeg spørger bare...
Kort sagt: Den Legende Mor kan ikke være en del af det bedre borgerskab!
Men det slutter ikke her, desværre... noget tyder på, at den holdning vinder indpas i de yderste kringelkroge af vores samfund. Det fremmer det, jeg betragter som en af de største trusler mod børn i dag:
Vi er godt i gang med at pille enhver morskab ud af livet!
Vi har fået så stort fokus på læring, at det nu ikke kun er skoleleverne, der skal lære 24 timer i døgnet. Det skal også børn i børnehaven og lur mig om ikke den tendens inden for en overskuelig fremtid breder sig til vuggestuen. Måske er den der allerede?
Og hvad er det så, sådan mere konkret, jeg tænker på?
Joh, det er såmænd det mantra, som efterhånden gennemsyrer enhver daginstitution: nemlig ”læring gennem leg.”
Dette mantra viser sig på mange forskellige måder og det er ikke altid, det er åbenlyst. Nogle gange må man dykke lidt ned i de informationer, der ligger på børnehavens hjemmeside eller infofolder.
Børnehaver søger i stor stil pædagoger med spidskompetencer indenfor "naturen som læringsmiljø" eller "sprog og leg" og der er i de senere år skudt flere børnehaver op med specielt fokus, såsom naturbørnehaver og idrætsbørnehaver. Leg i alle afskygninger er blevet gjort til genstand for læring. Læring gennem leg med sproget, læring gennem leg i naturen, læring gennem leg socialt set, læring gennem leg i rollespil osv.
Alt det er der jo ikke noget galt i - ikke i sig selv, i hvert fald.
Leg er et dejligt redskab til læring og for børnene er der ikke nødvendigvis altid et skel mellem leg og læring. Det kan for alle mennesker være to sider af samme sag. Vi leger og vi lærer, vi lærer, når vi leger.
Problemet opstår, når fokus bliver flyttet væk fra legen og over på læringen. Så har legen pludselig ingen værdi i sig selv, men skal begrundes ud fra, hvad vi kan lære af legen. Og så er der altså ikke langt til at "læring gennem leg" bliver til læring alene.
Lad mig give et eksempel, som måske kan bringe lidt lys over min pointe:
For et par år siden købte vi en superbillig campingvogn. Model Knaus Südwind 1972 med sorte plader. Uden toilet og bad, for nu skulle vi rigtig campere. Vi elsker den campingvogn og nyder at være på campingplads med frisk luft, ingen forpligtelser og det, at alting tager ekstra tid. Her kan vi geare helt ned og tage det roligt.
Vi nyder at campere!
Men hvis vi skulle bo i den vogn året rundt, ville vi nok alligevel blive trætte af det. Det er dejligt med camping - men nok ikke hele tiden.
På samme måde er det dejligt at lære gennem leg. Den læring, der kommer gennem leg, kommer jo netop uden man sådan rigtigt opdager, at det er læring, for man har leget imens. Men uanset, hvor meget, man har lært gennem legen, så er det stadig legen, der er i fokus. Læringen er en ekstra bonus.
Men hvis læringen pludselig bliver det centrale, så piller vi jo legen ud af det.
Da jeg var barn, skulle man lege ene og alene af den grund, at det nu engang er det, børn gør. De leger. Og ja, det er mange år siden, jeg selv var barn og måske kunne nogle mennesker tænke, at det er en del af den naturlige udvikling af vores samfund – at vi altså bare er blevet mere bevidste om børns udvikling. Men dén hopper jeg nu ikke på. Selv da jeg var barn – i forrige århundrede - var mine forældres generation da fuldstændig klar over legens betydning. Mine forældre vidste da ganske udmærket, at legen hjalp os unger til at lære en hel masse om livet.
Når vi børn legede, delte vi erfaringer med hinanden og på den måde lærte vi en hel masse. ”Mor, far og børn” var én af de lege, der gav mig personligt noget, som jeg ellers ikke ville have fået. F.eks. havde vi ingen hund, da jeg var barn. Men det var der nogle af mine kammerater, der havde og så fik jeg da lige lidt at vide om, hvordan en hund kunne være en del af en familie og hvad der skulle til for at passe sådan én. Det havde jeg aldrig fundet ud af, hvis det ikke havde været for legen med de andre børn. Så jo, det var også helt tydeligt dengang, at leg havde stor betydning for, hvad vi børn vidste om livet.
Men i dag har legen fået en helt anden karaktér. Dengang legede vi ene og alene, fordi legen var vigtig i sig selv, men i dag skal der ligesom være et formål med alting...
Så er det ikke længere leg for legens egen skyld. Så har legen et ydre formål - og så er det ikke længere leg. Så er det bare læring gemt som leg. Så er det ikke sjovt længere...
Nogle gange tænker jeg på, om det er fordi, mor-loven forbyder legende mødre. Altså at fordi mødre ikke får lov til at lege, så skal ungerne saftsusemig heller ikke have lov til det. I hvert fald ikke fri leg. I hvert fald ikke uden, at legen på en eller anden måde skal begrundes med noget andet, som vi også finder vigtigt: Læring!
Så hvis børnene skal lege, så skal de i det mindste lære noget imens, for det er der da værdi i.
Men jeg er jo en mand og af en eller grund er det tilsyneladende nemmere at være legende far end legende mor.
Og så alligevel...
For vi mænd har nu også en væsentlig aktie i det. I Folketinget sidder trods alt 112 mænd og blot 67 kvinder og det er altså lige knap 2/3 mænd. Og da det er Folketinget, der vedtager lovene, bærer vi mænd også et stort ansvar for de krav, der stilles til børnehaverne.
Og de krav er ret præcise. Det handler om læring gennem leg og det handler meget specifikt om 6 emner, som pædagogerne skal sikre sig at ungerne kommer omkring. Med andre ord skal børnene altså tages i skole FØR de kommer i skole.
Og det synes jeg er så ærgerligt. For det ødelægger jo legen for legens egen skyld...
Er jeg modstander af, at børn skal lære noget?
NEJ! Bestemt ikke!
Er jeg modstander af, at læring foregår gennem leg?
NEJ! Bestemt ikke!
Men kunne vi dog ikke give bare en lille smule plads til, at børnene kan lege for legens egen skyld? Bare en gang imellem?
