søndag den 18. februar 2018

Hvad vil kvinder have?

Når drenge bliver til mænd

Lige fra den dag, drengen så småt begynder ane små hår på hagen og i skridtet og langsomt udvikler interesse for det andet køn, bliver spørgsmålet om, hvad kvinder vil have, pludselig enormt vigtigt. Drengen lytter opmærksomt til kvinders udtalelser om, hvad de kan lide og ikke lide, både helt generelt, men især i forhold til mænd. Han observerer, omend ubevidst, hvilke mænd, der synes at være center for kvinders opmærksomhed og han prøver efter bedste evne at imitere de egenskaber, der synes at være fælles for netop disse mænd.
Kvinder foretrækker forskellige slags mænd
Men det er en umulig opgave og efterhånden, som drengen synes at lære mere og mere om kvinders præferencer, stiger frustrationen i takt med hans observationer. For der er noget, som ikke stemmer.
Dét, som kvinder siger, de foretrækker hos mænd passer ikke rigtigt med de mænd, de vælger og når drengen forsøger at finde nogle fælles træk hos de mænd, der virker som magneter på kvinder, finder han ofte, at det stritter i alle mulige retninger.
De mest attraktive mænd er tykke og tynde, rige og fattige, bløde og hårde. De har velplejet udseende eller ligner vildmænd. De er boglige eller håndværkertyper. Kort sagt: intet synes at være fællesnævner for mænd, som kvinder generelt kan lide!
Det eneste, drengen umiddelbart kan finde en vis sammenhæng i, er at mænd med succes ser ud til at være omgivet af kvinder. Men selv hos disse mænd er der ikke noget, der tyder på, at kvinderne holder ved i deres fascination af mændene. Tværtimod danner der sig et billede af, at mænd med succes ganske vist er omgivet af kvinder, men det er ikke de samme kvinder over tid. Der er dømt svingdør i den helt store stil og de kvinder, der var der sidste måned, er i denne måned udskiftet med nogle nye, ofte yngre modeller.
Ser drengen på de mænd, som ingen kvinder synes at interessere sig for, er billedet præcis det samme. De er også meget forskellige.
En fællesnævner?
Så hvad er det egentlig, kvinder vil have hos en mand? Kan vi finde en eller anden form for fællesnævner? Et fælles træk hos mænd, der tiltrækker kvinder helt generelt og som giver manden mulighed for at vælge?
Ja, min erfaring siger mig, at der faktisk findes et svar: der ER sådan en fællesnævner, men for at finde denne fællesnævner, må vi gå skævt til det første spørgsmål: hvad vil kvinder have? Hvad er for kvinder tiltrækkende hos en mand?
Hvis du spørger 100 kvinder, hvad de kan lide hos en mand, vil du få mere end 100 forskellige svar. Altså ikke bare 100 svar, men mere end 100. For hvis du spørger en kvinde, hvad hun kan lide hos en mand, får du nemlig ikke det samme svar i dag, som du får i morgen eller om en måned eller om et år. Den ene dag vil hun hæfte sig ved, at han skal have et velplejet udseende og den næste vil hun fokusere på hans evne til at få hende til at lé. Om en måned er det måske håndværkertypen, hun går efter og til næste år vil hun hellere have en akademisk type. Summasummarum: hendes præferencer skifter konstant. Eller sagt på en lidt mere provokerende måde: der er ikke noget mærkeligt i, at mænd ikke kan finde ud af, hvad kvinder vil, for faktum er, at det ved de ofte heller ikke selv!
Kvinder véd ikke selv, hvad de vil???
Når jeg tidligere har hævdet, at kvinder ikke véd, hvad de vil, er jeg ofte blevet beskyldt for at sige, at kvinder er forvirrede, ikke burde have stemmeret, har mindre hjerner end mænd og i det hele taget er mænd underlegne. Men det har jeg aldrig sagt. Det har jeg aldrig skrevet. Det har jeg aldrig ment! Så skulle det gerne være sat på plads.
Omfavn forskelligheden
Nej, min pointe er en ganske anden. Mænd og kvinder er forskellige og den forskellighed kan være en fantastisk styrke, hvis vi vælger at omfavne den i stedet for at bekæmpe den. Kvinder er ikke mere forvirrede end mænd, men de påvirkes i større grad af det forbigående end mænd. Sindsstemninger, oplevelser og følelser står i det hele taget stærkere hos kvinder end hos mænd og det gør, at kvinder skaber uro for sig selv og deres omgivelser. Hos mænd er der ikke den samme tætte kobling mellem følelser, oplevelser og sindsstemninger.
Lyder det provokerende?
Vækker det din indre feminist og giver dig lyst til at skrige højt af forargelse?
Tænker du, at nu har jeg da helt tabt sutten?
"Hvad bilder han sig ind?! At tale negativt om kvinder på den måde! Sådan en hulemand!"
Giver det dig lyst til at standse læsningen her, fare lige i tasterne og udgyde din forargelse?
Hold fast i din fordom - eller udvid din horisont
Det er selvfølgelig op til dig, hvis du helst vil holde fast i din første indskydelse, men hvis du foretrækker at slippe dine fordomme og i stedet prøve at finde ud af, hvad jeg rent faktisk mener, så skal du læse resten.
For nej, mænds tilgang er IKKE bedre end kvinders, ligesom kvinders tilgang IKKE er bedre end mænds.
Mænd har oplevelser, mænd har følelser og mænd mærker sindsstemninger i samme grad som kvinder, men det tager længere tid for mænd at absorbere dem end det gør for kvinder. Mænd er derfor mere grundfæstede i deres følelser og rokker sig langsommere end kvinder.
Det er den positive side af mandens tilgang. Den negative er, at mænd til gengæld har sværere ved at opfatte, når en sindsstemning skifter og derfor tager det manden længere tid at opdage, hvis der er noget, som kræver opmærksomhed.
Omvendt kan man sige, at den negative side ved kvindens tilgang er, at hun alt for hurtigt skifter fokus, når sindsstemningen skifter. Hun når ikke i samme grad at standse op og overveje, hvilken handling, der skal til.
Og på samme måde er der en positiv side ved kvindens tilgang, for hun fanger hurtigere end manden, at noget nyt kræver opmærksomhed.
Vi har brug for hinanden
Og alt det her... Det er endnu en af grundende til, at mænd og kvinder har brug for hinanden. Vi er på mange måder hinandens modsætninger, men disse modsætninger skal ikke være katalysatorer for krig mellem kønnene. Tværtimod ligger der en fantastisk styrke i modsætningerne, fordi de tilsammen giver balance, hvis vi vel at mærke forstår at favne modsætningerne og sætte dem sammen til sådan en balance.
I relationen mellem en mand og en kvinde er manden altså den grundfæstede, der skaber stabilitet og ro, mens kvinden er den, der forstyrrer manden og tvinger ham til hele tiden at overveje sin position.
Uden kvinden ville manden sætte sig fast, når det gælder følelser og den måde, de basale værdier udtrykkes. Uden manden ville kvinden sejle rundt som et skib uden fast retning. Derfor er der én ting, som kvinder mere end noget andet søger hos en mand. Nemlig dét, at han kan stå fast, når stormen raser.
Når manden er sig selv, er han tiltrækkende
På DR kørte serien "Mænd ifølge kvinder."
Her beskriver en række kendte kvinder deres syn på mænd og heldigvis har DR fundet nogle fornuftige, solide kvinder, der ikke er bange for at åbne sig op og lade hjertet tale frit. I den første udsendelse bringer de mange præferencer i spil: han skal have velplejede negle, være ambitiøs, kærlig, en god far, gå op i sit udseende, ikke gå op i sit udseende, kunne lide sin egen krop osv. Der kommer rigtig mange bud, men så siger Anne-Marie Helger: "Når en mand er tiltrækkende på mig, så er det fordi han er sig selv!" Og Hella Joof istemmer med: “altså mænd, der er pisseligeglade med, hvad kvinder synes, kan man jo egentlig godt lide” og hun bakkes op af Anne Sophia Hermansen, som siger: "Ja! Dét er den perfekte mand! Han er skideligeglad med alle mulige forestillinger om, hvordan han skal være!"
Så er det sat på plads!
Det er dette ene, kvinden ønsker mere end noget andet. Hun søger dette faste holdepunkt og det betyder, at selv om hun helt sikkert mener det, når hun fortæller om alle de ting, hun godt kan lide ved en mand, så overskygges alt af denne simple egenskab: at manden definérer sig selv og er ligeglad med, hvad kvinden siger, hun gerne vil have. Hun er villig til at gå på kompromis med næsten hvad som helst af sine andre præferencer, hvis bare hun kan få denne ene ting: at manden med sin rodfæstethed kan give hende tryghed. Der er for hende således altid en base at vende tilbage til, uanset hvad der ellers sker.
Hvad skal du gøre for at være en rigtig mand?
Ganske enkelt: du skal lade være! Du skal lade være med at forsøge på at blive attraktiv og så skal du i stedet finde ud af, hvem du selv er, hvilke værdier, du har og hvad du gerne vil med din tilværelse. Når du er rodfæstet og hviler i dig selv, er du mere attraktiv for kvinden end den mand, der kan opfylde alle de ting, hun siger, hun gerne vil have, men som ikke kan opfylde dette ene: at hvile i sig selv, at være den mand, han er. Stop jagten efter de egenskaber, hun siger, hun gerne vil have. Det sidste, hun har brug for i en mand, er at han jager efter at opfylde hendes udtalte ønsker. For så er han jo slet ikke en mand. Så er han snarere et barn, der kæmper for mors kærlighed. Og det sidste, hun ønsker er at være mor for sin mand.
Pas på hulemanden
Men træd nu varsomt. Hvad jeg lige har skrevet kan meget let tage overhånd og skabe en hulemand. Du véd, sådan én af de der stereotype mænd fra 1800-tallet, der ikke tager kvinder seriøst og som mest af alt betragter konen som en alt-i-én-hjælp til at klare alt det praktiske derhjemme. Rengøring, madlavning, børnepasning og sex et par gange om ugen og hvis hun befinder sig mere end fem meter fra køkken og soveværelse, betragtes det som flugtforsøg.
Du kender sikkert typen. Det er ikke en rigtig mand, der behandler sin kvinde på den måde! Der er ikke meget maskulinitet ved en mand, der føler sig nødsaget til at binde kvinden. Du bliver ikke større mand af det og hendes kvindelighed svinder ind til ingenting.
Findes han i 2018?
Nu kan du måske tænke, at det er noget underligt noget at skrive i 2018. Den slags findes jo ikke i dag..? Joh, det gør det faktisk. Det ser bare anderledes ud i dag, end det gjorde for 200 år siden. Dengang fandtes det synligt og åbent i alle samfundslag. I dag ses det bl.a. hos den mand, der bruger noget mere tid på jobbet end på familien. Selv når han har fri, har han ikke fri. Mobilen er tændt, for der kunne jo komme en vigtig besked på sms eller mail, ikke sandt?
Så selv om han rent fysisk sidder ved middagsbordet og spiser den samme aftensmad som resten af familien, så er han slet ikke til stede alligevel. Han er kun overfladisk en del af det sociale liv med familien. I samme øjeblik, han mærker lommen brumme, må sønnike stoppe sin beretning om det mål, han scorede til fodbold i dag, for far har noget, der kan være vigtigt og uopsætteligt.
Og når far har spist op, er det ikke engang sikkert, han venter på at de andre er færdige, før han rejser sig fra bordet med et fjernt “tak for mad,” finder den bærbare frem og opdaterer firmaets hjemmeside, skriver mails til firmaets kunder eller leverandører - mails, der bestemt er alt for vigtige til at kunne vente til i morgen.
Så ryger den aftale om at spille yatzy, som han indgik med datteren under aftensmaden ved at nikke indforstået og mentalt fraværende med hovedet dybt begravet i mobilen, mens han troede, han kunne multitaske et svar på en sms.
Dén type mand har aldrig truffet beslutning om, at kvinden skulle tage sig af børn og hjem og sørge for aftensmaden, som hulemanden fra 1800-tallet har. Det er for ham ikke et bevidst valg, at det skal være sådan. Men ikke desto mindre er det blevet sådan. Det er blevet sådan, fordi han hverken har taget sin kone eller resten af familien alvorligt.
Hvis du som mand skal være en mand, der kan styrke relationer i familien, skal du begynde med at lytte. Lytte til dine børn, men i allerhøjeste grad også lytte til din kone. Du skal ikke sætte autopiloten på og blot gøre, som hun gerne vil have. Det leder kun til endnu større frustrationer. Nej, du skal lytte og så skal du SELV træffe en beslutning baseret på alt det, du har lyttet dig til. For når du gør det, kan du SELV tage ansvaret for en beslutning, som helt igennem er DIN og som tager udgangspunkt i at støtte din kvinde og din familie til bedst mulig livskvalitet.

tirsdag den 9. januar 2018

Jeg er antidemokrat og mandschauvinist

Hvis kvinder ikke véd, hvad de vil, så er jeg antidemokrat og mandschauvinist

For nogle år siden havde jeg den noget tvivlsomme fornøjelse at blive udsat for noget, der ligner det. Jeg havde skrevet en kommentar på et opslag, der handlede om filmen "What Women Want" med Mel Gibson. I min kommentar skrev jeg, at når kvinder bliver vrede på deres mand over, at han ikke véd, hvad de vil, så er det måske værd at overveje, om det kunne være, de ikke selv véd, hvad de vil - og så måske ikke skal bebrejde manden, at han heller ikke véd det.

Der gik ikke mange minutter, før en syndflod af kommentarer fik mig udnævnt til at være en mandschauvinist, der mener, at kvinder er så forvirrede, at de ikke burde have stemmeret og i det hele taget bare skal gøre som manden siger og holde sig til køkken og soveværelse.

Og på en lignende måde blev jeg lagt ord i munden, da jeg i december 2017 skrev en kommentar på et FaceBook-opslag fra DR, hvor en forfatter påstod, at hvis mænd gik derhjemme, ville de opføre sig lige som kvinder.



Jeg kommenterede så at:

"hvis der ikke er noget, der er særligt kvindeligt, ville kvinder med fuldtidsjob da være som mænd med fuldtidsjob."
Mindre end en time efter spurgte én mig:

"Hvad mener du? Kvinder med fuldtidsjob er da som mænd med fuldtidsjob. Hvilken forskel ser du?"
Jeg svarede:
"Jeg ser det bl.a. ved, at kvinder generelt omtaler rengøring, tøjvask osv. som om det er dem, der har ansvaret for det. Hvor ofte har du f.eks. hørt nogen spørge en kvinde, om hun "hjælper til" derhjemme? Omvendt er det ikke ualmindeligt at høre spørgsmålet stillet til en mand"

Og så skal jeg ellers love for, at der var lagt brænde i kakkelovnen til mig, for hun hidsede sig op:

"Per. Sjældent har jeg set nogle begå sig ud i et så stort spring, som dit fra dit udsagn til din konklusion. Kvinder tager mere ansvar i hjemmet, ergo rengøring er noget særligt kvindeligt? Mener du at det er en biologisk ting? Eller hvordan bliver det "særligt kvindeligt"
Prøv lige at spole tilbage engang... For hvad var det egentlig, jeg sagde? Jeg sagde, at der er forskel på vores adfærd og jeg sagde, at det bl.a. ses ved, at kvinder omtaler rengøring, tøjvask m.v. som om det er dem, der har ansvaret for det. Konklusionen, som bliver fremført herefter er jo ikke min konklusion. Jeg konstaterer blot, at der er forskel på kvinder og mænd i den måde, vi opfører os på og i dette tilfælde i den måde, vi taler om tingene på.

Alt det her er et ganske godt eksempel på, at debat ofte kuldsejler, fordi vi ikke fanger, hvad den anden vil sige, men har tendens til at tolke andres udtalelser gennem vores eget filter af forventing.

Det er en helt naturlig og normal måde at gå til verden på, men desværre kan det virkelig ødelægge vores muligheder for at få udvidet vores horisont. Det er svært at ændre på, men det skal vel ikke hindre os i at gøre forsøget?

mandag den 8. januar 2018

En frygtelig kvinde

Du har sikkert bemærket, at Christian Tafdrup netop har begået filmen "En Frygtelig Kvinde," som handler om Rasmus, der falder pladask for Marie. De to flytter sammen og Rasmus tror, at nu har han virkelig fundet sin drømmekvinde. Men lidt efter lidt går det op for Rasmus, at hun er en frygtelig kontrolfreak, der på snedig vis piller ham i stumper og stykker og presser ham til at drive vold på sin egen identitet.

Det har virkelig sat gang i en vild debat, hvor Tafdrup er blevet kaldt nogle forfærdelige ting. Det kan du bl.a. læse om på DR



Jeg har ikke selv set filmen - endnu, må jeg tilføje, for selv om jeg almindeligvis ikke gider at se socialrealisme, så er her vist en film, som jeg næsten er nødt til at se.

Og hvorfor er det så lige, jeg skriver et blogindlæg om en film, jeg endnu ikke har set?

Det er faktisk heller ikke mit fokus. Mit fokus er, at hele kønsdebatten har tendens til at køre af sporet og det er der mange årsager til. Én af dem er, at temmelig mange kommentarer i debatten er baseret mere på kommentatorens opfattelse end af det, der rent faktisk bliver sagt i det oprindelige oplæg. Okay, det lød lidt kringlet, så lad mig give et eksempel på det:

Twerk Queens anmeldelse

DR bad Twerk Queen at anmelde filmen og hun indleder sin anmeldelse med at skrive, at titlen havde givet hende forventninger om, at "hun ville blive grotesk og absurd, men det skete altså ikke. Overhovedet. Jeg må indrømme, at jeg var slemt skuffet."
Derefter gennemgår hun nogle af de ting, som efter hendes opfattelse overhovedet ikke var så frygtelige, som Tafdrup fremfører:

Om forandringen af deres fælles lejlighed
"Common, det er vel fair nok, at hendes ting flytter med og vel også fair nok, at når lejligheden bliver til en fælles lejlighed, så ændrer den udtryk."

Joh, det er det da, men er det rent faktisk det, der sker? Når kvinden i filmen flytter rundt på tingene uden nogen form for ligeværdig samtale og hun overhovedet ikke lægger op til at finde frem til et kompromis, så er lejligheden vel ikke fælles længere?

Om kvindens introduktion af en kalender
"Ja, det er lidt besværligt, at man skal skrive ned, hvad man laver, men kommunikation og forventningsafstemning er da to ret centrale ting i et parforhold, right?"

Bestemt, men det er jo ikke det, der sker. Hun introducerer en kalender og til den skal der bruges to tuscher: en grøn til de almindelige aftaler og en rød til de vigtige aftaler. Da han så spørger, hvad de skal gøre, hvis han nu vurderer sin kaffeaftale med sin ven til den røde tusch og hun tænker den er mere til den grønne tusch, så svarer hun meget finurligt, at "det må du jo selv vurdere." Det lyder jo meget fornuftigt... indtil hun efter en lille kunstpause fortsætter: "men hvis nu du synes, det er vigtigere at drikke kaffe med din ven, end det er at gå til koncert til mig, så øh..."
Altså: "Du bestemmer selv, hvad der er vigtigt, så længe din vurdering ikke strider mod min." Er det jævnbyrdig kommunikation og forventningsafstemning? Næppe!


Om at droppe kød til fordel for grøntsager
"Især efter min tur på veganer-udfordringen tidligere i år er jeg blevet bevidst om, at kød og maskulinitet er knyttet tæt sammen i vores fortælling om den "rigtige mand". Så når kæresten i filmen forsøger at introducere en vegetarlasagne, laver kålruller eller får sin mandlige kæreste til at skære frugt, tolkes det af publikum som en decideret kastration."

Øh... Hvad? Nu kan jeg jo ikke vide, hvad skaberene af filmen har tænkt, men i min optik har den scene ikke det ringeste med kød eller grøntsager at gøre. Det har at gøre med, at han presses til at spise noget andet, som han egentlig ikke har lyst til. Han kunne lige så godt have været en veganer, der blev presset til at spise kød.

Men det er især hendes afskyelige metode til at trumfe sin vilje igennem, der er ubehagelig. Hun siger nemlig, at "kød er ulækkert" og hele hendes kropssprog og ansigtsudtryk understreger ulækkerhedsgraden af det der kød. Med tungen ud af munden og en afskys-grimasse sender hun et klart signal til ham om, at "kød er ulækkert og hvis du spiser kød, så er du også ulækker." Hun prikker altså til hans inderste følelser og piller hans selvværd fra hinanden, for hvem har lyst til at éns kæreste synes, man er ulækker?

Byrden ved altid at have ret

Det bliver rigtig interessant, når man læser en af de sidste kommentarer, hun kommer med, nemlig:
"Jeg blev lidt træt i løbet af filmen. Faktisk ikke, fordi den er urealistisk, eller skildrer parforholdet helt forkert. Mest af alt blev jeg træt af den måde, salen fortolkede det, der skete på lærredet, ud fra de historier, der ligger i vores samfund om parforholdet."


Hvor må det da være belastende at have det sådan. Tænk engang, hvilken byrde det må være altid at have ret. Selv når en hel sal fuld af andre mennesker har en anden opfattelse end man selv har, må man jo minde sig selv om, at det er dem, der tager fejl og ikke én selv, der har et problem med sin vinkel på tingene.

Se, hun har selvfølgelig lov til at have sin holdning og hun må naturligvis også meget gerne give udtryk for den, men i min optik knækker filmen altså, når man fremfører sin holdning, som om den var den skinbarlige sandhed. For ikke alene mener hun jo, at alle andre i den biografsal fuldstændig har misforstået det hele. Næh, hun præsenterer endda sin teori om årsagen til deres fejl, som om også dén er uafviselig: de har alle sammen misforstået det hele og det har de, fordi de har lyttet ukritisk til samfundets historier om parforholdet.

Det må sørme være hårdt sådan altid at have ret. Det kræver da en stædighed ud over det sædvanlige ikke at falde i den vildfarelse at overveje, om det kunne være én selv, der har taget fejl og ikke alle de andre...

Lad os tale sammen i positiv forventning til hinanden

Måske kunne vi få en mere givende debat om tingene, hvis vi i stedet går til debatten med en forventing om, at den anden har gode intentioner og gerne vil noget positivt i debatten. Lad os prøve på at lytte og gøre et forsøg på at forstå, hvad den anden faktisk mener. Det vil nok give en bedre og mere horisontudvidende debat. Det er ikke sikkert, vi bliver enige og det behøver vi jo heller ikke blive. Kan vi bare blive lidt klogere på hinanden og måske endda også på os selv, så har vi da opnået noget godt, ikke sandt?