Kan du se, hvem der ringer?

For efterhånden mange år siden fik min farfar og farmor en telefon til afprøvning fra telefonselskabet. Det var dengang, det hed Jysk Telefon og pointen var, at telefonen skulle afprøves, før den skulle sendes i handlen.

Det var et sandt vidunder af en telefon... Ikke alene kunne den huske numre - den kunne minsandten også vise nummeret på den, der ringede! Rigtig smart, for så kunne man jo nå at forberede sig, inden man løftede røret.

Nu til dags kan alle telefoner jo den slags og det er noget, jeg er rigtig glad for - for det meste...

Men i dag blev det nu alligevel anledning til en lidt pinlig situation. Jeg var ved at lave vindueskarm til de to store vinduer, der vender ud mod gaden. Det er en del af et større byggeprojekt, der efterhånden har varet 3 år og jeg må indrømme, at jeg er godt træt af det, så det gælder om at få det ordnet, færdig med det, ud med det, tjek!

Og det bliver jo ikke bedre af, at jeg er lidt af en klovn til det rent håndværksmæssige og derfor har jeg jo heller ikke rigtig værktøjet til det. Til vindueskarmene bruger jeg en blyant, en tommestok og en fukssvans (det er en håndsav, som du sikkert kender fra din skoletid og som har sådan en form, at man næsten ikke kan komme til at save skævt.)

Bedst, som jeg ligger der på knæ foran vinduet og skal til at tegne streger, som jeg kan save efter, ringer telefonen.

Skærmen fortæller, at det er min datter. Hun ringer for at spørge, om hun må tage hen til en klassekammerat. Det må hun selvfølgelig gerne.

Jeg er ikke andet end lige kommet helt ned på gulvet igen, før der atter er bud efter mig.

Om det var okay, hvis de legede hjemme hos os i stedet? Jo, da, selvfølgelig var det okay.

Tilbage til gulvet...
Der gik ca. ti minutter... Så ringede telefonen igen. Jeg kiggede på skærmen. Min datter, igen, igen...

De ville hellere tage over på kælkebakken. "Det er helt fint, min ven," sagde jeg og kunne igen vende tilbage til vindueskarmen.

Jeg fik det meste af vindueskarmen ordnet og efter ca. ½ time kom min datter hjem sammen med sin veninde. Vi gik så småt i gang med at bage julekager (Finskbrød, hvis du spekulerer på det...)

Min datter går så ovenpå og mens jeg står der med hænderne dybt begravet i butterdejen, ringer telefonen igen. Hurtigt får jeg vasket mine hænder og griber telefonen. HVAD? IGEN?

Nu er jeg efterhånden ved at være en smule irriteret, så i stedet for at sige "hej, min skat," som jeg plejer, så kommer der en noget mere træls sætning ud af min mund: "Sig mig engang, hvad har du gang i?"

Et splitsekund bliver der helt stille i den anden ende. Så brydes stilheden: "Det er Hanne Andersen... Det er måske din datters telefon, jeg har fundet på gaden?"

Øh, joh... det er det jo nok...

Pinligt? Jo, tak, bare en lille smule... Heldigvis kan jeg redde den med sin sædvanlige charme (eller det bilder jeg mig da ind, at jeg kan) og vi aftaler, at hendes datter (som iøvrigt er den veninde, min datter har på besøg,) bare tager telefonen med i skole i morgen...

Måske man skulle tænke sig lidt bedre om en anden gang? Jeg tror det...