Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

fredag den 19. december 2014

Juledigt: Julemandens Julesnaps

På juleaftensdag så sød
Da hviler der en særlig glød
Omkring den gamle rare mand
Hvis godhed går over al forstand

Han klemmer sig på denne dag
Med møje og besvær
Igennem skorstenshullets rum
Du har nok gættet hvem det er

Men alt er ikke som det var
Dengang børnene var din mor og din far
Tiden har forandret alt
Det har de sikkert dig fortalt

Før knejsed der en skorsten
På alle byens tage
Nu er det blot et oldtidslevn
Fra meget gamle dage

Og selv om varmeværkets varme
Varmer vore hjerter glade
Så er der en for hvem det gir
En frygtelig ballade

For uden kakkelovn og røg
En anden løsning er
Så bøvlet, træls, ja sikket møg
Og faktisk også sær

På sådan en juleaften
Hvor sneen daled hvid
Den tykke rare mand i rødt
Igennem varmvandsrøret gled

Og som du nok kan regne ud
Han efter sådan en tur
Er både stresset kold og klam
Og trænger til en dram

Så da han der i stuen står
Forkommen ked og våd
En kasse snaps hans øjne ser
Han vågner op til dåd

Og med et sikkert øjemål
Han griber én med et haps
Før du kan ønske Glædlig Jul
Er det en tidligere flaske snaps

Med ukendt møje og besvær
Han finder tagets top
Benene svajer af kassen, der vejer
Men han finder dog derop

Placeret i kanen han famler og stønner
De har deres egen vilje, de tømmer
Til sidst det dog lykkes og i dem han rykker
Et mirakel, de ikke går i stykker

Den venstre hånd styrer gennem staden
Den højre fylder hans vom
Og inden længe hele balladen
Fra næste flaske er tom

Men allerforrest fremme på Julemandens kane
Er Rudolf bekymret for chefens nye vane
Han slingrer så vildt at folk blir kørt over
Og hans syns bare det gør turen lidt sjover

Hov, der vædred de næsten en sød gammel dame
Men hun var for hurtig
Så det blev til et bud, der gik rundt med en reklame

Nikolaus kan ikke forstå
At de piver og klager
Men han har lagt mærke til
At han hverken får slik eller lækre kager

"Jeg er jo snart ikke anden end skind og ben - så nu tror jeg nok, jeg trænger til en lille en"

"Åh, nej," tænker Rudolf, for mange bække små
Gør selv af Julesnaps en betydelig å
Og det var jo nok det, der started det hele
Da Skt. Nikolaus helt glemte at dele.

Med brag og rabalder den lysende kane
Tar stop på en fin kolonihaveplæne
Det sidste vejr trækkes af den tykkes mund
Og det var så Julemandens sidste stund

Børn i alverden kan nu ikke forstå
Hvorfor de denne jul ingen gaver kan få
Når pladsen under træet er gabende tom
Er det slut med ham med den tykke vom

Og hvad kan vi så lære
Af hele den historie?
Del først din snaps
Og puds så din glorie

Historien her er til fri afbenyttelse og kan for eksempel bruges som hyggelig oplæsning til en julefrokost...
God fornøjelse!

Har du lyst til at læse en julehistorie derhjemme for ungerne, er her et mere børnevenligt bud:
Den Store Julestjerne til en flad femmer!

mandag den 17. december 2012

Overskuddet går til Frelsens Hær!

Jeg har truffet den beslutning at lade overskuddet fra salget af Skrymers Handske som Paperback gå til Frelsens Hærs julehjælp i år.

Beslutningen har ikke været let, for jeg ønsker ikke at lukrere på folks nød. Når jeg så alligevel har besluttet at gøre det, er det fordi jeg hellere lever med risikoen for, at folk tror, jeg er en kynisk handelsmand. Det er trods alt børnenes juleglæde, det drejer sig om.

Beslutningen skal bl.a. ses i lyset af Joachim B. Olesens seneste korstog mod socialt udsatte, som jeg har skrevet et indlæg om her.

Det vil altså være sådan, at når man køber Skrymers Handske som Paperback, så går overskuddet til Frelsens Hærs julehjælp. Det betyder nærmere bestemt, at for hvert eksemplar af bogen, jeg sælger fra i dag og indtil 31. december, vil 30-100 kroner gå til Frelsens Hærs julehjælp i år.


Når jeg ikke kan give et mere præcist tal på det, er det fordi omkostningerne afhænger af de led, der skal have deres bid af kagen. Der er trykkeomkostninger, transport og den fortjeneste, som den enkelte boghandler skal have.

Når vi når til nytåret, vil jeg så lave en beregning på den samlede indtægt og trække mine omkostninger fra. Resten går til Frelsens Hærs julehjælp.

Du kan købe bogen online, enten hos Saxo eller direkte hos mig. Det sidste giver et større overskud til julehjælpen, men jeg kan desværre ikke tage dankort, så hvis du ønsker at betale med dankort, er Saxo et godt alternativ.

En anden mulighed er at købe bogen hos den lokale boghandler. Hvis de ikke har den på lager, kan de bestille den hjem.

Du kan læse mere om bogen her
-------------------
Tilføjelse d. 18. dec.
Ved gennemgang af økonomien i salget af bogen har jeg rettet til, så beløbet svarer bedre til det, jeg regner med, der vil være i overskud pr. bog.

onsdag den 12. december 2012

Det er pinligt at søge om Julehjælp!

Følgende indlæg var i Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad d. 14. december samt i Politiken d. 17. december:
---------------------


Så er Olesen igen ude med riven efter de socialt udsatte!

Han hævder, at når antallet af ansøgere til Julehjælp igen i år er steget, så er det ikke pga. stigende fattigdom, men ganske enkelt fordi man kan få noget gratis.

Undskyld mig, Olesen, men kan du ikke godt selv se, at det argument er helt ude i skoven?

Julehjælpen har jo aldrig været noget, hjælpeorganisationerne har taget penge for, så hvorfor skulle "gratismen" lige netop i år være hovedårsagen til en stigning?

Iøvrigt er det jo heller ikke "gratis" at søge om Julehjælp. Det kræver faktisk stor overvindelse at åbne sin økonomi op for vildt fremmede mennesker, som af hensyn til udvælgelsen er nødt til at dykke bramfrit ned i din økonomiske situation.

Det er ganske enkelt en pinlig og træls affære med ansøgning om julehjælp. Det er ubehageligt i en grad, så selv generalforsamlingen i Ny Alliance virker som en hyggelig skovtur. Og ubehaget findes ikke kun hos den, der søger. Det er sandelig også ubehageligt for dem, der skal sidde og kigge ansøgningerne igennem. Det ved jeg, for jeg har selv siddet i sådan et udvalg og jeg kan godt love dig for, at det er en grim forpligtelse at stå med. Ikke mindst fordi det hele tiden sidder i baghovedet, at DIN afgørelse kan være med til at bestemme, om børn på alder med dine egne får en jul med rugbrød og leverpostej eller om de får en jul med flæskesteg og ris a la mande.

Og netop her ligger nok den væsentligste årsag til, at Olesens holdning er rigtig grim og arrogant: uanset, hvor meget vi kan argumentere for, at nogle mennesker er dårlige forældre med en elendig fornemmelse for privatøkonomi, så kan vi altså ikke bare lade det gå ud over børnene - for du mener da forhåbentlig ikke, at også børnene bare er snyltere, der skal tage sig sammen?

Min påstand er, at alle, der søger om julehjælp, har behov for hjælp - om det så lige er madvarer til juleaften, de har behov for, kan man jo diskutere - men der er ikke mange, der søger julehjælp for sjov. Og de få, der bare er ude efter at få noget gratis, er hjælpeorganisationerne som regel rigtig gode til at få sorteret fra. Det er de nemlig nødt til, for ellers er der nogle af dem, der har behov, som ikke kan få hjælp.
--------------------------------------

Tilføjelse 17. december:
I forlængelse af debatten om julehjælp har jeg besluttet at lade overskuddet fra salg af "Skrymers Handske" resten af året gå til Frelsens Hærs julehjælpsindsamling. Se mere her

mandag den 1. oktober 2012

Den næstfarligste tid på året!

De fleste mennesker har nok sommeren som favorit. Her er der lange dage og korte skørter og man kan gå i sin have uden en tr... - nej, dét billede skåner jeg dig lige for...

Så er der dem, der bedst kan lide foråret, hvor alting blomstrer og spirer og der er nyt liv overalt.

Nogle få kan bedst lide efteråret for sine farver og sin høst af æbler, pærer, nødder, kirsebær, vin og hvad man ellers har i sin have.

Og så er der selvfølgelig et af børnenes favoritter: vinteren med snebolde og juletræ og sit navn skrevet i gult på kælkebakken, når de voksne ikke ser det.

For mig er det et svært valg... Ikke fordi det er svært at vælge min favorit, men nok snarere, fordi det er svært at vælge, hvilken årstid jeg er mindst bange for. Hvilken af disse årstider indeholder den laveste risiko for at blive tvunget til at ansøge om permanent opholdstilladelse på et af landets skadestuer?

Om sommeren kan man både blive forbrændt, få hedeslag, blive stukket af en vred hveps... eller min personlige frygt nummer 1: at blive taget i at kigge for intenst på bikinitoppenes farver og få et efterfølgende fast håndtryk på kinden som tak... (det er lige præcis derfor, jeg holder mig langt væk fra den slags unoder - det er dog noget sjovere med unoder, man ikke bliver taget i...)

Om efteråret er det jo næsten livsfarligt at opholde sig i naturen, hvor man hvert øjeblik kan risikere at få et eller andet hårdt stykke frugt eller en kastanje lige oven i pæren, så bulerne står ud til alle sider som Jytte Abildstrøm på en rigtig dårlig hårdag.

Om vinteren er den mest åbenlyse fare jo nok is og sne, som til enhver tid udgør en risiko for glidende tacklinger af nabokonen på rundt regnet 100 år som næppe får en sommer mere. For slet ikke at tale om kaskader af istapper, der hænger og truer med at falde ned og få såret på kinden til at springe op igen.

Og foråret? Ja, det er næsten endnu værre end efteråret, for her er det ikke blot frugt og nødder, der er farlige. Næh, her kan man blive forulempet af hele træer, når man uforvarende kommer kørende i sin bil på landevejen og ikke har skænket en tanke, at netop nu, hvor svalen har meldt sin ankomst, da er det også tiden, hvor træerne springer ud. Helt uden hæmninger springer de ud overalt og uden at tage nogen som helst hensyn til, om der lige kommer en bil i vejen.

Så nej, min favorit er ikke favorit for sine positive sider, men derimod på manglen af negative sider: nemlig juletiden.

I juletiden er der ganske vist sne, men vi har fri og ingen kan tvinge mig til at gå uden for en dør - og skulle det endda ske, at nogen meget kraftigt insisterer på det, så kna det slet ikke lade sig gøre. For så længe julen står for døren, så kommer man hverken ud eller ind...


Juletiden er nemlig kun den NÆSTfarligste tid på året - lige i hælene på alle de andre...

torsdag den 29. december 2011

Proof på Juleeventyr

Jeg har lige modtaget en prøve på "Juleeventyr med Onkel Andreas" og det ser godt ud! Blot nogle få ændringer skal der til og så er vi klar til næste jul med endnu flere kapitler. Det bliver godt!

Men inden da er der meget mere på bedding - og jeg kan afsløre en lille smule: noget med sokkesaft og tålakrids...
Published with Blogger-droid v1.7.4