Vi ta´r legen ud af legen!

Jeg indrømmer det gerne: jeg er det, man kalder et rigtigt legebarn. Det har jeg vist nok altid været og det er sjældent et problem – måske hjælper det lidt, at jeg er en mand, for der står vist et sted i mor-loven, at når man er blevet mor, så er det strengt forbudt at lege???

Straffen er også ret hård, hvis mødre overtræder den bestemmelse. Man kan risikere at blive sat i den offentlige gabestok. Så er man nemlig en useriøs og ansvarsløs mor i andre mødres øjne. Og hvilken mor har lyst til at blive udelukket fra det gode selskab af hjemmebagende speltentusiaster og økologisk salatspisende sirener? Jeg spørger bare...

Kort sagt: Den Legende Mor kan ikke være en del af det bedre borgerskab!

Men det slutter ikke her, desværre... noget tyder på, at den holdning vinder indpas i de yderste kringelkroge af vores samfund. Det fremmer det, jeg betragter som en af de største trusler mod børn i dag:

Vi er godt i gang med at pille enhver morskab ud af livet!

Vi har fået så stort fokus på læring, at det nu ikke kun er skoleleverne, der skal lære 24 timer i døgnet. Det skal også børn i børnehaven og lur mig om ikke den tendens inden for en overskuelig fremtid breder sig til vuggestuen. Måske er den der allerede?

Og hvad er det så, sådan mere konkret, jeg tænker på?

Joh, det er såmænd det mantra, som efterhånden gennemsyrer enhver daginstitution: nemlig ”læring gennem leg.”

Dette mantra viser sig på mange forskellige måder og det er ikke altid, det er åbenlyst. Nogle gange må man dykke lidt ned i de informationer, der ligger på børnehavens hjemmeside eller infofolder.

Børnehaver søger i stor stil pædagoger med spidskompetencer indenfor "naturen som læringsmiljø" eller "sprog og leg" og der er i de senere år skudt flere børnehaver op med specielt fokus, såsom naturbørnehaver og idrætsbørnehaver. Leg i alle afskygninger er blevet gjort til genstand for læring. Læring gennem leg med sproget, læring gennem leg i naturen, læring gennem leg socialt set, læring gennem leg i rollespil osv.

Alt det er der jo ikke noget galt i - ikke i sig selv, i hvert fald.
Leg er et dejligt redskab til læring og for børnene er der ikke nødvendigvis altid et skel mellem leg og læring. Det kan for alle mennesker være to sider af samme sag. Vi leger og vi lærer, vi lærer, når vi leger.

Problemet opstår, når fokus bliver flyttet væk fra legen og over på læringen. Så har legen pludselig ingen værdi i sig selv, men skal begrundes ud fra, hvad vi kan lære af legen. Og så er der altså ikke langt til at "læring gennem leg" bliver til læring alene.

Lad mig give et eksempel, som måske kan bringe lidt lys over min pointe:

For et par år siden købte vi en superbillig campingvogn. Model Knaus Südwind 1972 med sorte plader. Uden toilet og bad, for nu skulle vi rigtig campere. Vi elsker den campingvogn og nyder at være på campingplads med frisk luft, ingen forpligtelser og det, at alting tager ekstra tid. Her kan vi geare helt ned og tage det roligt.
Vi nyder at campere!

Men hvis vi skulle bo i den vogn året rundt, ville vi nok alligevel blive trætte af det. Det er dejligt med camping - men nok ikke hele tiden.

På samme måde er det dejligt at lære gennem leg. Den læring, der kommer gennem leg, kommer jo netop uden man sådan rigtigt opdager, at det er læring, for man har leget imens. Men uanset, hvor meget, man har lært gennem legen, så er det stadig legen, der er i fokus. Læringen er en ekstra bonus.

Men hvis læringen pludselig bliver det centrale, så piller vi jo legen ud af det.

Da jeg var barn, skulle man lege ene og alene af den grund, at det nu engang er det, børn gør. De leger. Og ja, det er mange år siden, jeg selv var barn og måske kunne nogle mennesker tænke, at det er en del af den naturlige udvikling af vores samfund – at vi altså bare er blevet mere bevidste om børns udvikling. Men dén hopper jeg nu ikke på. Selv da jeg var barn – i forrige århundrede - var mine forældres generation da fuldstændig klar over legens betydning. Mine forældre vidste da ganske udmærket, at legen hjalp os unger til at lære en hel masse om livet.

Når vi børn legede, delte vi erfaringer med hinanden og på den måde lærte vi en hel masse. ”Mor, far og børn” var én af de lege, der gav mig personligt noget, som jeg ellers ikke ville have fået. F.eks. havde vi ingen hund, da jeg var barn. Men det var der nogle af mine kammerater, der havde og så fik jeg da lige lidt at vide om, hvordan en hund kunne være en del af en familie og hvad der skulle til for at passe sådan én. Det havde jeg aldrig fundet ud af, hvis det ikke havde været for legen med de andre børn. Så jo, det var også helt tydeligt dengang, at leg havde stor betydning for, hvad vi børn vidste om livet.

Men i dag har legen fået en helt anden karaktér. Dengang legede vi ene og alene, fordi legen var vigtig i sig selv, men i dag skal der ligesom være et formål med alting...

Så er det ikke længere leg for legens egen skyld. Så har legen et ydre formål - og så er det ikke længere leg. Så er det bare læring gemt som leg. Så er det ikke sjovt længere...

Nogle gange tænker jeg på, om det er fordi, mor-loven forbyder legende mødre. Altså at fordi mødre ikke får lov til at lege, så skal ungerne saftsusemig heller ikke have lov til det. I hvert fald ikke fri leg. I hvert fald ikke uden, at legen på en eller anden måde skal begrundes med noget andet, som vi også finder vigtigt: Læring!

Så hvis børnene skal lege, så skal de i det mindste lære noget imens, for det er der da værdi i.

Men jeg er jo en mand og af en eller grund er det tilsyneladende nemmere at være legende far end legende mor.

Og så alligevel...

For vi mænd har nu også en væsentlig aktie i det. I Folketinget sidder trods alt 112 mænd og blot 67 kvinder og det er altså lige knap 2/3 mænd. Og da det er Folketinget, der vedtager lovene, bærer vi mænd også et stort ansvar for de krav, der stilles til børnehaverne.

Og de krav er ret præcise. Det handler om læring gennem leg og det handler meget specifikt om 6 emner, som pædagogerne skal sikre sig at ungerne kommer omkring. Med andre ord skal børnene altså tages i skole FØR de kommer i skole.

Og det synes jeg er så ærgerligt. For det ødelægger jo legen for legens egen skyld...

Er jeg modstander af, at børn skal lære noget?

NEJ! Bestemt ikke!

Er jeg modstander af, at læring foregår gennem leg?

NEJ! Bestemt ikke!

Men kunne vi dog ikke give bare en lille smule plads til, at børnene kan lege for legens egen skyld? Bare en gang imellem?

Kvinde, giv plads eller gør det selv!

Når jeg kører på arbejde om eftermiddagen, lytter jeg gerne til ”Ibens” på Radio24syv med Iben Maria Zeuthen. I programmet diskuteres livets store og små spørgsmål og i går, d. 17. juni handlede det om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

Jeg får ofte lyst til at ringe ind og give mit besyv med, men det duer jo ikke, når jeg kører bil, så det koncentrerer jeg mig om i stedet.

Hvor er mændene henne?

Men i går var der nu alligevel noget ved programmet, som for alvor får mig ned i stolen foran tastaturet.

Iben havde Karen Borgnakke og Anne Kirstine Vågebæk i studiet og sammen med de lyttere, der ringede ind, diskuterede de ligestilling i forhold til netop balancen mellem familieliv og arbejdsliv.

Et stykke inde i udsendelsen bemærkede både vært og gæster, at andelen af mænd, der deltager i den debat, er forsvindende lille. Eksempelvis var der kun 2 mænd ud af de lyttere, som ringede ind og deltog.

Karen Borgnakke, Anne Kirstine Vågebæk og Iben Zeuthen var enige om, at det er et problem.

Det mener jeg også, men det efterfølgende fik mig op på mærkerne.

Ordet afslører din grundlæggende indstilling!

Det, jeg bed mærke i – og som jeg ofte bemærker i ligestillingsdebatten, især, når det gælder børn og familieliv – er den måde, Iben og hendes gæster taler om det på.

De siger bl.a. at mændene, dvs. hovedsageligt fædrene, skal ”inddrages” i debatten.

Inddrages?

Hvornår inddrager man?

Jo, det gør man, når man tager ledelse og arbejder mod et mål. Så inddrager man andre i projektet. Det er jo netop det, der ligger i ordet. Inddrage betyder at ”drage ind,” dvs. at ”trække andre ind, hvor jeg selv står.” Dermed afsløres det, at kvinder har sat sig på debatten, når det gælder ligestilling. Kvinder har taget ejerskab over familielivet og især børneopdragelsen. De giver ikke slip, men vil blot ”inddrage” børnenes far, når et nyt mål er sat.

Hvordan foregår det hos dig?

Nu kan man selvfølgelig hævde, at det blot er ordkløveri, men prøv engang at tænke efter. Forestil dig de situationer, der drejer sig om familie og børn. Hvad sker der om morgenen, når børnene skal af sted i vuggestue, børnehave og skole. Hvem bestemmer så, hvad tøj børnene skal have på? Hvem bestemmer, om børnene selv må cykle eller gå eller om de skal følges? Hvis du er mor, så prøv engang at tænke efter: når både du og børnenes far er hjemme om morgenen, har han så mulighed for at arbejde på sagen uden du blander dig i det? Kan han finde tøj frem, uden du skal godkende det? Kan han smøre en madpakke, uden du fortæller ham, hvordan den skal smøres?

Ord har en helt speciel egenskab: dels skaber ordet, hvad det nævner og dels afslører det den måde, vi tænker om tingene på. Det fungerer altså begge veje, som årsag til en bestemt måde at tænke på og som virkning af den måde, vi tænker på.

Inddragelse?...

I sammenhæng med ligestillingsdebatten viser det sig ved, at når vi taler om at far skal ”inddrages,” så skaber vi en forståelse af far som en slags andenrangsforælder eller medhjælper, der blot skal fungere som en arbejdshest, der fører mors forestillinger ud i livet. Og når vi har den indstilling til det, så taler vi også om det på en måde, der forstærker indstillingen.

Hvis vi skal have en forandring, så kræver det, at kvinder giver slip. Vi mænd og fædre har nemlig oftest den indstilling til børnene, at hvis valget står mellem at skulle kæmpe for at gøre det, vi finder bedst og samtidig risikere splid i hjemmet til skade for børnene eller på den anden side give slip og lade mor bestemme, hvordan tingene skal være, så vil vi oftest vælge det sidste.

Men samtidig vil vi mænd og fædre så også i en vis udstrækning give slip for selve arbejdsdelen af det. For hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre arbejdet, hvis jeg ikke har indflydelse på formen? For mig er det egentlig ret enkelt: hvor mor VIL bestemme, får hun lov til det, men hvis vi som fædre skal overleve i det, så må konsekvensen også være, at hun selv må lave arbejdet.

...eller ligeværdigt samarbejde?

Skulle vi ikke i stedet prøve noget andet?

Kunne man evt. forestille sig, at alt det her med arbejdsliv og familieliv kunne ske i et ligeværdigt samarbejde? Et samarbejde, hvor far og mor har lige meget indflydelse på børneopdragelsen? Hvis vi skal dele arbejdet, så kræver det, at vi også deler beslutningerne.

Dumme mor stopper

Så er det blevet officielt: Søndagsavisens klummeskribent gennem de sidste par år har skrevet sin sidste klumme.

I den tid har mange af os fulgt "Dumme Mor" og hendes liv med sin førstefødte, "den lille fede."

Hun har på glimrende vis sat fokus på den naturlige forandring, man går gennem, når man skifter rolle i livet. 

Fra at være kvinde og kæreste, er hun nu blevet en fuldbyrdet mor på godt og ondt og vi har fået lov at følge med i det hele.

Herhjemme har vi med stor fornøjelse ladet os tage ved hånden og slået følgeskab med "Dumme Mor."

Vi har leet og trukket på genkendelsens smilebånd, når hun med levende humor har beskrevet de situationer og dilemmaer, vi kun alt for godt har set hos os selv.

Af og til har vi nærmest kæmpet for at nå at læse klummen først, så vi kunne være den, der satte kursen for samtalen.

Men nu er det altså slut...

Ikke flere eskapader om, hvorvidt det er ok, at "den lille fede" har kjole på i børnehaven, ikke flere historier om uforstående veninder, der endnu ikke har fået børn og ikke flere klummer, hvor hun bruger sin position som ventil til at hænge kæresten ud.

Men hold nu blot humøret oppe alligevel, for du bliver ikke ladt i stikken. Søndagsavisen har annonceret efter en afløser og ifølge mine oplysninger har de allerede modtaget en pæn sjat forslag til ny klummeskribent.

Uanset, hvem den nye klummeskribent bliver, kommer den til at have en mands vinkel på det at være forælder og som far til fire synes jeg jo, at jeg selv er helt oplagt til opgaven.

Derfor har jeg da også lagt billet ind med hele tre klummer og kan vente svar om en måneds tid.
Indtil da skriver jeg fortsat her på bloggen og hvis de vælger mig til opgaven, vil jeg forsøge at overbevise dem om, at klummen også skal kunne læses online, gerne her eller måske på en ny blog.

Kan du se, hvem der ringer?

For efterhånden mange år siden fik min farfar og farmor en telefon til afprøvning fra telefonselskabet. Det var dengang, det hed Jysk Telefon og pointen var, at telefonen skulle afprøves, før den skulle sendes i handlen.

Det var et sandt vidunder af en telefon... Ikke alene kunne den huske numre - den kunne minsandten også vise nummeret på den, der ringede! Rigtig smart, for så kunne man jo nå at forberede sig, inden man løftede røret.

Nu til dags kan alle telefoner jo den slags og det er noget, jeg er rigtig glad for - for det meste...

Men i dag blev det nu alligevel anledning til en lidt pinlig situation. Jeg var ved at lave vindueskarm til de to store vinduer, der vender ud mod gaden. Det er en del af et større byggeprojekt, der efterhånden har varet 3 år og jeg må indrømme, at jeg er godt træt af det, så det gælder om at få det ordnet, færdig med det, ud med det, tjek!

Og det bliver jo ikke bedre af, at jeg er lidt af en klovn til det rent håndværksmæssige og derfor har jeg jo heller ikke rigtig værktøjet til det. Til vindueskarmene bruger jeg en blyant, en tommestok og en fukssvans (det er en håndsav, som du sikkert kender fra din skoletid og som har sådan en form, at man næsten ikke kan komme til at save skævt.)

Bedst, som jeg ligger der på knæ foran vinduet og skal til at tegne streger, som jeg kan save efter, ringer telefonen.

Skærmen fortæller, at det er min datter. Hun ringer for at spørge, om hun må tage hen til en klassekammerat. Det må hun selvfølgelig gerne.

Jeg er ikke andet end lige kommet helt ned på gulvet igen, før der atter er bud efter mig.

Om det var okay, hvis de legede hjemme hos os i stedet? Jo, da, selvfølgelig var det okay.

Tilbage til gulvet...
Der gik ca. ti minutter... Så ringede telefonen igen. Jeg kiggede på skærmen. Min datter, igen, igen...

De ville hellere tage over på kælkebakken. "Det er helt fint, min ven," sagde jeg og kunne igen vende tilbage til vindueskarmen.

Jeg fik det meste af vindueskarmen ordnet og efter ca. ½ time kom min datter hjem sammen med sin veninde. Vi gik så småt i gang med at bage julekager (Finskbrød, hvis du spekulerer på det...)

Min datter går så ovenpå og mens jeg står der med hænderne dybt begravet i butterdejen, ringer telefonen igen. Hurtigt får jeg vasket mine hænder og griber telefonen. HVAD? IGEN?

Nu er jeg efterhånden ved at være en smule irriteret, så i stedet for at sige "hej, min skat," som jeg plejer, så kommer der en noget mere træls sætning ud af min mund: "Sig mig engang, hvad har du gang i?"

Et splitsekund bliver der helt stille i den anden ende. Så brydes stilheden: "Det er Hanne Andersen... Det er måske din datters telefon, jeg har fundet på gaden?"

Øh, joh... det er det jo nok...

Pinligt? Jo, tak, bare en lille smule... Heldigvis kan jeg redde den med sin sædvanlige charme (eller det bilder jeg mig da ind, at jeg kan) og vi aftaler, at hendes datter (som iøvrigt er den veninde, min datter har på besøg,) bare tager telefonen med i skole i morgen...

Måske man skulle tænke sig lidt bedre om en anden gang? Jeg tror det...

Hvor ER jeg dygtig!

Der er nok ikke meget, der kan matche den glæde, der fylder et faderhjerte (eller moderhjerte) som når éns barn siger: "Er jeg ikke dygtig, far?" Det er en udtalelse, der vidner om et barn med høj selvtillid og det kan der simpelthen ikke siges noget dårligt om!


Alligevel er der en faldgrube her, for hvis vi som forældre fokuserer ensidigt på barnets selvtillid, så gør vi dem faktisk en bjørnetjeneste i stedet for en børnetjeneste.


Det handler mit indlæg om i dag, hvor vil jeg fortælle lidt om børneopdragelse, sådan som jeg ser det. Det har jeg før været inde på bl.a. med indlæggene her og her, men nu vil jeg gøre et forsøg på at blive lidt mere fremadrettet!


På en måde springer jeg egentlig nogle led over, men det er nødvendigt for, at jeg kan komme frem med en vigtig pointe i forhold til nogle af de begreber, jeg bruger. Nemlig disse tre:


#1: Selvfølelse
#2: Selvværd
#3: Selvtillid


Disse tre kan betragtes som en slags byggeklodser, der danner det enkelte menneske og de har stor indflydelse på den enkeltes adfærd og personlighed. Desværre har vi en tendens til at blande dem sammen.


For eksempel hører jeg tit en sammenblanding af de to sidste begreber. Både i samtaler over hækken med naboen eller til familiefester og for den sags skyld også i radio og TV kan man møde den opfattelse, at Selvværd og Selvtillid bruges i flæng, som om de blot er to forskellige ord, der dækker det samme grundprincip. Det er en fejl. De hænger naturligvis sammen, som så mange andre ting i denne verden, men hvis du gerne vil opdrage dine børn til stærke og venlige voksne, så må du skelne mellem disse to begreber.


Jeg vil gå dybere ind i begreberne og også komme med konkrete eksempler i et kommende indlæg her på bloggen, men indtil videre vil jeg blot definere begreberne:

#1 Selvfølelse
Selvfølelsen kan man beskrive som den helt grundlæggende forskel på mennesker og dyr. Selvfølelsen er det, der gør, at vi ved, hvem vi er. Det er selvfølelsen, der gør, at vi forstår os selv som værende separate fra andre mennesker og kan genkende, på hvilke måder, vi ligner andre og på hvilke måder, vi er forskellige fra andre. Uden selvfølelsen bliver vi fremmedgjorte over for os selv og devaluerer os selv til biologiske maskiner, der ikke selv træffer beslutning om, hvem vi er, men blot følger flokken og normerne uden egentlig at vide hvorfor. Hele vores menneskelige eksistens afhænger af selvfølelsen, fordi det er den, der sætter os i stand til at vælge, hvem vi er.


#2 Selvværd

Selvværd bliver ofte blandet sammen med selvtillid, men selvværdet er langt vigtigere end selvtilliden. Selvværdet bygger oven på selvfølelsen med vores omgivelser som de væsentligste bygmestre. Din mor og far er de første og vigtigste bygherrer for selvfølelsen og deres måde at håndtere denne opgave på kan enten opbygge dit selvværd eller rive det ned. Et højt selvværd kan defineres som forståelsen af, at du har en helt basal RET til at være dig. Selvværdet opbygges, når andre anerkender og bekræfter dine følelser og tanker. Det vil jeg gå dybere ind i, når jeg lægger mit næste indlæg ud på bloggen, men for nu vil jeg blot fremhæve én vigtig pointe: der er en kæmpemæssig forskel på anerkendelse og accept! Anerkendelse er IKKE en godkendelse af det, du tænker og føler. Anerkendelse er ene og alene en bekræftelse af at du har dine tanker og følelser og at du har enhver ret til at have dem. Men hvordan du handler på dem, er en ganske anden snak. Du kan som forælder (eller pædagog) sagtens stå i en situation, hvor du anerkender et andet menneskes følelser og tanker, men på samme tid absolut ikke synes, de er i orden - og en væsentlig del af anerkendelse er at adressere denne uenighed!

#3: Selvtillid er et øjebliksbillede.
Selvtilliden er nøje hægtet sammen med din nærmeste fortid. Dine seneste successer og fiaskoer har stor betydning for din selvtillid. Det betyder, at selv om en høj grad af selvtillid er vigtig, når der skal præsteres, såsom at få et godt resultat til en eksamen eller at hente en stor kontrakt hjem til firmaet, så er selvtilliden ganske skrøbelig og selv den mindste mindre gode præstation kan få selvtilliden til at bryde sammen, hvis der ikke er noget andet, der kan holde dig oppe. Grunden er, at selvtilliden er forbundet med dine evner. Det, du netop har opnået eller fejlet ved, afgør graden af din selvtillid.

Og så er det din tur. Del dine tanker herunder. Føler du, at du har stor selvtillid?

Hvad magt KAN bruges til

I mit seneste indlæg om magt hævdede jeg, at brugen af magt kan have den modsatte effekt end den, du ønsker som forælder, dvs. at i stedet for at dine børn lærer, hvordan de skal gebærde sig, så lærer de i stedet noget om, hvad der skal til for at gøre far og mor glade. De har altså fokus på dig i stedet for at have fokus på livet.

Som forælder vil du nok hellere have, at dine børn lærer noget, de rent faktisk kan bruge til noget. Børn er nu engang ikke dyr, der skal trænes med belønning og straf til at gøre det, vi forventer af dem uden at vide, hvorfor.

Istedet skal børnene lære af dine erfaringer gennem livet. Det er derfor, jeg skelner mellem læring og magt. Brugen af magt kan man ikke lære noget som helst af. 


Men hvorfor er det så lige, at vi alligevel bruger magt? Hvis brugen af magt ikke lærer ungerne noget og måske også kan skade barnet, var det så ikke bedre at holde sig fra brugen af magt?


Nej, for alternativet er værre!


Selv om mit udgangspunkt er, at børn har samme værdi som voksne, så skal vi ikke være blinde for, at der ER forskel på børn og voksne. Det kan skrives lange bøger om (faktisk ER der skrevet mange, lange bøger om det) og jeg skal ikke her gå dybt ind i den del af det, men blot gøre opmærksom på en enkelt ting:

Opdragelse af børn har et element af disciplin (det lyder i danske ører ikke særlig rart, men sådan er det...) og en del af disciplinen er, at man med magt tvinger børn til noget, de egentlig ikke har lyst til. Det vigtige er at forstå forskellen mellem det, børnene har lyst til og det, de har bedst af. Og som forælder er det dig, der har ansvaret, ikke dit barn. Det er ikke barnet, der afgør, hvad der er bedst. Det er dig!


Og her skal man holde tungen lige i munden: brugen af magt er ikke et læringsredskab. Børnene lærer ingenting ved magt. Det, de lærer af, er din erfaring som voksen.


Når du bruger magt, er det altså ikke som læringsredskab. Brugen af magt er i stedet en måde at skabe opmærksomhed på. Dvs. at når du bruger din magt som forælder, så skal du gøre det for at få barnet til at vågne op. Magt er en metode til at åbne døren for kommunikation med dit barn. Opdragelsen er altså dit mål og når barnet har lukket sig inde i 'vil' eller 'vil ikke' kan magt bruges som en døråbner, så du kan opdrage dem.

Lad os lige opsummere pointerne fra de seneste indlæg:

Som forælder ønsker jeg at opdrage mine børn, så de får de bedste muligheder for success i livet. Det er mit mål: success for mine børn!

For at nå det mål, må jeg respektere mine børn som værdifulde. De er ikke andenrangs; de er ligeværdige med mig.


Hverken røvfuld eller anden overdreven brug af magt understøtter det udgangspunkt.

For at nå det mål bruger jeg forskellige metoder. Magt er en af metoderne, men det er hverken den eneste eller den vigtigste.

Og endelig: magt kan ikke bruges som indlæringsmetode. Det eneste, jeg opnår ved brug af magt som læringsmetode er, at barnet har fokus på at adlyde mig som voksen. De vil altså koncentrere sig om at gøre far eller mor glade i stedet for at få opbygget en tillid til mig som forælder og en forståelse af, at det gavner at lytte til min erfaring.


Resultatet ved den tilgang er, at lige så snart børnene flytter hjemmefra, så har jeg som forælder ingen mulighed for at hjælpe mine børn. Lige så snart jeg ser dem forlade hjemmet, har min erfaring overhovedet ingen betydning for dem.


Resultatet ved den tilgang, som jeg vil folde ud her på bloggen er i stedet en tilgang, der vil få børnene til at lytte til dig som forælder og den indstilling vil de bevare, også når de flytter hjemmefra. Så den kultur, du bringer frem derhjemme, vil også være den kultur, de tager med sig hjemmefra. Vil du lukke døren for dine børn eller vil du holde den åben, så de føler, de kan spørge dig til råds?

Og så er det din tur. Del dine erfaringer, brok dig over indlægget, kom med dine kommentarer herunder:

Rå magt og hvad du kan lære af det

I mit indlæg 'Respekt for alderdommen, tak!' kom jeg ind på det skifte i synet på børneopdragelse, der har fundet sted inden for de sidste par generationer. I dette indlæg vil jeg kommer nærmere ind på, hvorfor det er godt med det skifte.

Magt som virkemiddel?


Når man skal opdrage børn, er det vigtigt at forstå, hvad brugen af magt har af konsekvenser. I mit indlæg 'Giv konen røvfuld, hvis hun fortjener det' gjorde jeg rede for, at fysisk afstraffelse aldrig er en brugbar vej, men i indlægget her strammer jeg skruen en anelse. Jeg hævder nemlig, at brug af magt kan være lige så slemt som fysisk afstraffelse! Det behøver ikke være det og brugen af magt er under alle omstændigheder nødvendig, men man skal tænke sig om og bruge det rigtigt. 


Når jeg så alligevel hævder, at magt kan være skadelig i opdragelsen, så hænger det sammen med, hvilket grundsynspunkt, du har i din opdragelse. Nogle forældre behandler deres børn som dyr, der skal trænes. Her tænker jeg ikke specifikt på tørre tæsk, selv om det kan være tilfældet. Nej, jeg tænker på hele grundsynet om, at når man træner dyr, så gør man det ud fra den opfattelse, at der er 'rigtig' og 'forkert' og ingenting mellem de to.


Når det gælder børn, har nogle den opfattelse, at børn bliver til mennesker, efterhånden, som de vokser op. De er hermed en slags tomme tønder, der skal fyldes op med normer og værdier. Problemet med den tilgang er, at børn, der opdrages på den måde, bliver voksne, der ikke tænker selv. De vil se hen til andre for vejledning i, hvordan de skal gribe nye situationer an, for de har aldrig lært selv at tage stilling. De har i deres opdragelse været vante til, at far og mor gav belønning, når de gjorde 'det rigtige' og straf, når de gjorde 'det forkerte,' men de har aldrig lært nogle grundprincipper om, hvorfor noget kan være rigtigt og forkert.


Børn, der får den type opdragelse har ikke fokus på at forbedre sig. De har fokus på at gøre far og mor glade. Det vil sige, at de altså har fokus på far og mor i stedet for at have fokus på livet og de udfordringer, de møder. Og sådan vil de også være som voksne. Er det dét, vi ønsker for vores børn?

Det er bl.a. derfor, man skal tænke over, hvordan man bruger magt. Brugen af magt, der står alene, kan man nemlig ikke lære noget af. Brugen af magt kan ikke bruges som opdragelse. Brugen af magt er en væsentlig del af opdragelsen, men ikke til at lære børn om, hvordan de skal opføre sig.


Hvordan man så kan bruge magt på en god måde, kommer jeg ind på i et senere indlæg.

Og nu er det din tur: Del dine erfaringer med os. Protestér, hvis du er enig. Kommentér herunder:

Respekt for alderdommen, tak!

I mit indlæg om brugen af rå magt fremførte jeg det underlige i, at nogle forældre stadig er overbeviste om, at hvis man skal opdrage sine børn, så må man ty til midler, der er ulovlige her i Danmark. Jeg tænker selvfølgelig på brugen af fysisk afstraffelse.


Hvis du er en af dem, der tror, det giver respekt at give sine unger en røvfuld, når de ikke opfører sig, som du gerne vil have det, så narrer du dig selv. Du forveksler respekt med frygt. Eller sagt lidt mere direkte: hverken børn eller voksne har respekt for én, der slår dem. De respekterer dig ikke, de frygter dig.


Men en vigtig pointe er altså også, at det ikke er noget, der gælder for vold. Det er faktisk lige så slemt at råbe eller bruge øgenavne eller på anden måde at overdrive brugen af magt. Det kommer jeg ind på senere.

Nu, hvor vi så har fået dén parkeret, så lad os se lidt på, hvad opdragelse egentlig vil sige:

Først og fremmest betyder opdragelse lige præcis det, det hedder: opdragelse, altså at drage op, at løfte. Opdragelse sker gennem opmuntring, at bringe det bedste frem i børnene, at rose dem, styrke deres selvtillid og selvværd (og der er en grund til, at jeg skriver både selvværd og selvtillid, for det er ikke det samme.)


Førhen forstod de fleste forældre opdragelse som en slags indoktrinering. Børn skulle lære om rigtig og forkert opførsel, de skulle lære noget om, hvad der forventedes af dem. Udtryk som 'børn skal ses, ikke høres' og 'den, man tugter, elsker man' blev brugt som en rettesnor for, hvordan børn skulle behandles. F.eks. kender de fleste nok ordet 'ubehøvlet,' men mon ikke det er de færreste, der er klar over oprindelsen af det ord? Når en tømrerlærling var ved at være færdig med sin uddannelse, var det en del af ritualet omkring det at være udlært, at han skulle 'behøvles.' Måden, det foregik på var, at mester og svende stillede sig op i to rækker med ansigtet mod hinanden og med en høvl i hånden. Den nyligt udlærte skulle så gå ind imellem de to rækker og lade høvlene regne med over sig, så han blev både gul og blå over hele kroppen. Værs´go! Nu var han ikke længere en ubehøvlet lærling, men derimod en behøvlet svend!


Men når man på den måde ser opdragelsen som en indsnævring af livets sti, hvor man efterhånden finder ud af, hvad de voksne vil have og hvad de voksne ikke vil have, ja, så bliver resultatet naturligvis at man bliver en voksen, som ikke tænker selv, men som altid ser hen mod andre for vejledning i 'den rette måde at gøre tingene på' og det er vel næppe det, vi ønsker, vores børn skal blive til?


I mit næste indlæg kommer jeg ind på, hvordan rå magt aldrig kan bruges til at lære børn noget som helst.

Og nu er det din tur? Erfaringer, du gerne vil dele med os? Er du enig i, at råberi m.v. kan være lige så slemt som fysisk afstraffelse? Kommentér herunder:

Giv konen røvfuld, hvis hun fortjener det!

- tough love som det skal praktiseres

Nå, hva´så, derude? Bliver man lidt vrissen af titlen på indlægget? Lidt vred, måske? Tjah, hvis det er tilfældet, så har du allerede fanget mindst halvdelen af min pointe med blogindlægget...


Så i stedet for at rive dig selv i håret med den ene hånd, mens du i panisk angst ser dig forvirret omkring for at sikre dig, at konen ikke kigger med, så skulle du nu tage at sætte dig pænt til rette i din bedste lænestol eller i sofaen, knappe en øl op eller hente en kop kaffe (hvis du ikke gider rejse dig, kan du jo få konen til at hente det til dig - det er vel det, hun er til for? - eller noget...)

Selv efter folketinget i 1997 afskaffede revselsesretten, dvs. retten til som forælder at afstraffe sine børn fysisk, så dukker debatten om røvfuld op. Især i USA er det et hedt emne (USA og Somalien! er de eneste to medlemmer af FN, der ikke vil være med til at afskaffe revselsesretten) og det, der slår mig (undskyld udtrykket) er, at der stadig findes forældre, som seriøst mener, at fysisk afstraffelse er en nødvendighed i børneopdragelsen!


Argumentet er, at uden muligheden for at uddele røvfuld, så kan man ikke styre sine børn. Eller med andre ord: opdragelsen kræver disciplin og disciplin forudsætter brugen af rå magt.

Jeg er selvsagt uenig!

Og for at tydeliggøre mit synspunkt har jeg brugt ovenstående titel som en slags magiske briller, der kan sætte det hele i perspektiv. Prøv engang at forestille dig, at nogen i ramme alvor mener, det samme gælder for parforhold - eller en hvilken som helst anden realtion, for den sags skyld: at den eneste måde, man kan 'få lidt respekt her i huset' er at lange øretæver ud.

Hvis konen altså ikke gider hente dig en øl, skal du bare give hende et slag! Hvis din ven eller nabo ikke vil hjælpe dig med et eller andet, skal han bare have en på lampen! Og hvis børnene ikke opfører sig, som du gerne vil have det, så tager du bare den ene og banker den anden med!

Nu lyder det alligevel ikke så meningsfuldt længere, vel? Men alligevel, af en eller anden mystisk årsag er der stadig forældre, der slet ikke kan se det vanvittige i at give ungerne røvfuld.

Jeg er ked af at sige det (nej, det er jeg vel egentlig ikke alligevel) men hvis der er én ting, der altoverskyggende gælder for relationer, så er det det her:

Respekt får man i samme omfang, som man giver!

I løbet af det næste stykke tid vil jeg komme lidt nærmere ind på, hvordan man så viser respekt for sine børn og giver dem en god opdragelse, for det er jo helt klart, at mine børn er perfekte og at jeg som far til fire gør det hele til UG og slange, ikke sandt? - eller noget...

Og så er din tur. Har du erfaringer eller anekdoter, du vil dele med os? Kommentér herunder: