Så kan jeg vist godt lægge mig til at dø!

I lørdags døde mine børns oldefar. Han blev 91 år gammel.
Døden er jo en del af livet og i vores familie har vi nok et ret afslappet forhold til døden. Vi er ikke bange for at tale om døden og vi oplever begravelser som noget positivt. Det kan lyde lidt morbidt, men det, jeg mener er bare, at en begravelse er en god måde at få afsluttet på. Det vender jeg måske tilbage til i et andet indlæg.

Niels-Christian havde gennem et stykke tid haft ét eneste ønske her i livet - at få livet afsluttet. Han var træt og hele hans måde at tænke om det på, pustede mening i den bibelske formulering "at være træt og mæt af dage..."

Niels-Christian orkede bare ikke mere. Han havde oplevet rigeligt.

Døden er nok for det meste præget af både sorg og savn. Vi sørger over den, der er død og vi savner den, der er død. Men på en eller anden måde er det bare noget andet, når gamle mennesker dør. Især, hvis de er syge og ikke orker mere. Så er det ligesom om, sorgen ikke fylder så meget. Vi er ikke kede af det på Niels-Christians vegne, for han fik jo sit ønske opfyldt og uanset om man tror på et liv efter døden eller ej, så er Niels-Christian nok bedre stillet nu, end for blot en uge siden, hvor han knap kunne tænde sig en smøg uden at sætte ild til hele plejehjemmet...

Men selv om sorgen måske ikke fylder så meget, så er savnet der jo stadig. Vi savner Niels-Christian. Vi savner hans humor, vi savner hans rolige gemyt og hans evne til at få folk til at føle sig velkomne i hans selskab. Personligt savner jeg at blive udfordret på min evne til at forstå hans midt- og vestjyske dialekt, som kun blev en endnu større udfordring, fordi han mumlede og slugte konsonanter og vokaler sådan nærmest lidt tilfældigt. Men mest kommer jeg til at savne hans imødekommenhed.

Min sidste samtale med ham var i forbindelse med hans datters sølvbryllup. Vi var samlet en kæmpeflok fra min kones familie. Her skal jeg måske sige, at min kones familie er så stor, at hvis de alle sammen flyttede ind i det samme nabolag, ville deres getto få både Mjølnerparken, Vollsmose og Sundparken i Horsens til at ligne en hyggelig lille landsby.

Vi var altså samlet til sølvbryllup på et flot konferencecenter og da min kone og jeg ankom, sad Niels-Christian i en sofa i foyeren. Vi hilste pænt på hinanden, som vi plejer: med et godt, fast håndtryk, et nik med hovedet, et 'goddag og tillykke' fra min side samt et 'goddag og velkommen' fra hans side - fuldstændig, som vi plejer fortsatte han med at sige et eller andet, jeg ikke forstod (sikkert om vejret, han var landmand) og jeg svarede så et eller andet, han ikke kunne høre (men når læberne bevæger sig, kan man jo se, de siger noget, så det er vel godt nok...)

Men én ting var anderledes end normalt, for straks efter de indledende formaliteter (at byde velkommen var nu aldrig bare en formalitet for Niels-Christian skal jeg sige) - straks efter disse ord pegede Niels-Christian på sin sølvbrudedatter.

"Niels-Christian," sagde han, "sølvbrudens far."

Havde det nu ikke lige været Niels-Christian, så havde jeg nok vejet mine ord, men selv om vi ikke mødes så tit, har jeg nu altid følt mig tryg ved Niels-Christian og har aldrig været bange for at komme til at sige noget forkert.

"Ja, jeg ved det godt," svarede jeg, "Det er Per. Jeg er gift med Kirstine, Verner Madsens datter."

Et splitsekund virkede han ærgerlig, men så tog han sig i det. "Undskyld," sagde han, "jeg kan ikke genkende folk."

Jeg trak på skuldrene og smilede. "Pyt med det," sagde jeg, "det tager jeg ikke så tungt. Jeg ved, jeg er velkommen og det er det vigtigste."

Så sad vi og snakkede lidt, inden middagen blev serveret.

Efterfølgende har jeg tænkt på, om jeg burde have ladet som ingenting. Niels-Christian og hans kone havde 5 børn, godt 20 børnebørn og rundt regnet 100 oldebørn og jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg hævder, at han for et par år siden kunne navnene på hver eneste af dem - også børnebørnenes kærester, selv om de jo naturligvis blev udskiftet en gang imellem.

Måske fik jeg pillet lidt ved hans stolthed..? Det er der ikke noget at gøre ved nu og i sidste ende betyder det nok heller ikke så meget. Men der sker jo ofte det, at når nogen dør, så begynder vi at tænke efter, om der var noget, vi kunne have gjort anderledes...

Efter festen talte Niels-Christian med en af sine døtre. Her gjorde han sin holdning meget klar:
"Så..." mumlede han, "Nu har jeg set alle mine døtre holde sølvbryllup. Så kan jeg godt lægge mig til at dø..."

Det gjorde han så... Sølvbrylluppet var her sidst på sommeren og i lørdags var det slut.
Efter et langt og fuldt liv kunne han endelig lægge sig hvile...

Og jeg spekulerer på, hvad jeg selv gerne vil huskes for, når jeg engang dør?