Drillefanten, der ikke ville drille

Vi holder lige en kort pause med feriedagbogen for at bringe denne smagsprøve fra 'Drillefanten, der ikke ville drille' som udkommer snart som eBog og forhåbentlig også på tryk inden vinterferien 2013:

Der er mange dyr i verden. Flere end man kan tælle. Måske kender du nogle af dem? Der er Elefanter og Giraffer. Der er Løver og Leoparder. Der er Hunde og Katte. Men vidste du også, at der findes nogle dyr, som de voksne slet ikke kender og aldrig har hørt om?

De er nemlig fantasidyr og de bor alle sammen i fantasilandet Gurlumhej.

Den bog, du læser lige nu handler om nogle af dyrene i Gurlumhej. Måske kender du allerede nogle af dem, men der er helt sikkert også mange af dem, du aldrig før har set eller hørt om. Men først skal du vide, at der ikke findes ret mange voksne, der har hørt om Gurlumhej. For de fleste voksne har nemlig glemt, hvordan man leger. Det er sådan noget, der sker, når man bliver gammel: man begynder at glemme alting. Også hvordan man leger.

Måske er du så heldig, at din far eller mor er en af den slags voksen, der ikke har glemt, hvordan man leger? Sådan en voksen, der kan fortælle om sære ting og mærkelige væsener og som altid kan finde på noget at lege?

Hvis du kender sådan en voksen, kan det være, de har fortalt dig om Gurlumhej. Og hvis du ikke kender sådan en voksen, så gør det ikke så meget, for nu vil jeg nemlig fortælle dig alt det, jeg ved om Gurlumhej. Nu skal du høre:

Gurlumhej findes et sted, som man kun kan finde, hvis man har fantasi. Nu tænker du sikkert, at det er lidt fjollet, jeg fortæller dig det, for selvfølgelig må det være sådan, at man kun kan finde Gurlumhej, hvis man har fantasi. Men nu har jeg altså alligevel fortalt dig det. Så er det gjort, hvis nu nogle af de voksne, som ikke har fantasi nok, skulle begynde at sige: ”Sikke noget pjat! Gurlumhej findes slet ikke!” Hvis nogle af de voksne, du kender, siger sådan, så véd du nu hvorfor: de har ikke fantasi nok til at kunne finde Gurlumhej og derfor véd de selvfølgelig ikke noget som helst om det.

I Gurlumhej er der både en stor skov, en lang slette, en flod og et bjerg. Og for foden af bjerget er der selvfølgelig også en lille dal.

Ude på sletten lever Spænehornet.
Måske har du set næsehorn på fjernsynet og spænehornet ligner dem faktisk en lille smule, bortset fra at den ikke har ben. I stedet går den rundt på sine horn. Den har fire horn og de sidder alle sammen på maven. Så er det også lettere at gå på dem. Hvis du tænker på, hvorfor den hedder et spænehorn, så kan jeg fortælle dig, at det hedder den, fordi den heller ingen øjne har. I stedet har den nogle kæmpe ører og en stor, stor næse. Den kan høre næsten alt og så kan den lugte bedre end noget andet dyr i Gurlumhej. Men når nu den ikke kan se, hvor den går og der måske kommer en fæl kilderaf eller en drillefant, så gælder det jo om at komme hurtigt væk. Så hurtigt, at den må spæne af sted på sine fire horn. Så derfor hedder den et Spænehorn.

Og nu, hvor jeg allerede har fortalt, at der findes drillefanter og kilderaffer, så må jeg også hellere fortælle dig lidt mere om, hvad de er for nogle dyr.

Lad os allerførst tage drillefanten.

Drillefanten er et stort dyr med to drillesnuder. En drillesnude er sådan en slags snabel, ligesom elefanter har, men drillefantens snude er bare rullet op under øjnene og når den så skal drille - for det er nemlig det, drillefanter gør - så ruller den lige drillesnuden ud og giver dig et ordentlig dap over næsen eller i rumpen. Og som jeg lige fortalte, har den ikke bare én, men hele to drillesnuder. Én i hver ende.

Og så er der kilderaffen, som er et andet dyr, der ikke er så rar at være sammen med. Kilderaffen er et dyr med en lang hals, ligesom vi kender det fra giraffen. Men Kilderaffen er faktisk ikke særlig høj, for den ligger nærmest ned med halsen strakt ned mod jorden. Og på dens lange, lange hals har den en masse fjer, som den kan kilde med. Og det gør den! Uanset, hvem den møder og uanset, hvor træt, den er, så går den aldrig af vejen for at kilde dig, til du er lige ved at dø af grin.

Men der er også en masse søde dyr i Gurlumhej.
Jeg har allerede fortalt dig om Spænehornet, som bor på sletten, men inde i skoven ved den yderste kant bor Bavenlianerne. Det er sådan en slags abe, der svinger sig i træerne på evig jagt efter nogen, den kan hjælpe. For Bavenlianer er nemlig de mest hjælpsomme dyr i hele Gurlumhej. De har otte arme og lige så mange hænder og det, de siger allermest er: ”Skal jeg give dig en hånd?” og hvis du så har brug for lidt hjælp, skruer Bavenlianen en hånd eller to af armen til dig. Der er nemlig det særlige ved Bavenlianens hænder, at de kan lave en hel masse, selv om de ikke sidder fast på Bavenlianen. Det er ret praktisk, for så kan sådan en Bavenlian nemlig hjælpe mere end én ad gangen. Når en Bavenlian giver dig en hånd, skal du bare huske at du kun låner den. 

Bavenlianer vil nemlig altid have deres hænder tilbage, for ellers kan de jo ikke give en hånd til andre, som har brug for det.

Hov, nu var jeg lige ved at glemme at fortælle dig, at Spænehornet ikke er det eneste søde dyr på sletten. Herude lever nemlig også et dyr, som hedder en Leorar. Og nu tænker du måske, at det lyder rigtig meget som Leopard og det kan jeg godt forstå, men faktisk ligner en Leorar overhovedet ikke en Leopard. Den minder nærmere om en bjørn. Eller måske snarere en bamse. Sådan en stor bamsefar med tyk mave og store arme, som den meget gerne bruger til at give knus med. Det eneste ved Leoraren, der ligner en Leopard er hovedet, som er lidt som et kattehoved.

Nu kender du vist nogle af de dyr, der bor i Gurlumhej og nu vil jeg fortælle dig en historie om én af dem:

Lille Knud - Drillefanten, der ikke ville drille

Ude i den store skov bor drillefanterne. De er som skabt til at drille. De har ikke blot én, men hele to drillesnuder, én i hver ende, som er helt perfekte til at drille med. Så det gør de. De driller hinanden dag ud og dag ind. Både Mor Drillefant, Far Drillefant og alle Drillefantungerne går rundt hele dagen med begge drillesnuder løftet og klar til at prikke, skubbe, mase og daske hinanden. De driller ikke bare hinanden, men også alle de andre dyr i skoven med deres drillesnuder.
Her kan du se, hvordan drillefanterne ser ud:
Du kan nok se, hvor gode drillesnuderne er til at drille med, så man kan godt forstå, hvorfor de vil drille så meget alle sammen. Men der er én drillefant, der ikke vil drille. Det er Lille Knud, som er den yngste af alle drillefanterne.
”Jeg vil ikke drille,” siger Lille Knud, når de andre driller ham med, at han ikke vil drille, ”for man bliver altså ked af det, når man bliver drillet.” Så griner de andre af ham og driller endnu mere.
”Knud vil ikke drille,” synger de og siger, at Lille Knud ikke kan være en rigtig drillefant, når han ikke vil drille. Men det er Lille Knud ligeglad med. Han synes, det er synd for de andre dyr, når drillefanterne driller dem. ”Jamen, Lille Knud,” siger mor drillefant til Lille Knud, ”sådan har det jo altid været. Drillefanter er skabt til at drille.” Og far drillefant skælder ud på Lille Knud, fordi han ikke vil drille. ”Kan du så komme i gang med at drille, Lille Knud,” smælder han med sin mest bestemte tone, ”hvis man ikke driller, er man ikke en rigtig drillefant. Det er jo ikke for sjov, vi drillefanter har hele to drillesnuder og det er heller ikke tilfældigt, at drillesnuder sidder, hvor de sidder. Den forreste drillesnude er til at drille dem, der er foran og den bageste drillesnude er til for at drille dem, der er bag ved,” forklarer han Lille Knud. Og farbror drillefant prøver også at få Lille Knud til at forstå, hvor vigtigt det er, at drillefanter driller. ”Hvis du ikke driller de andre, så bliver du selv drillet,” forklarer han Lille Knud.

Men lige meget hjælper det. Lille Knud vil ikke drille. Men det vil alle hans brødre og søstre. ”Lille Knud er ikke en rigtig drillefant,” siger de tit til hinanden, ”måske er han blevet forbyttet ved fødslen. Måske er han i virkeligheden født som en sød lille Bavenlian.”

Det gør ikke så meget, at de kalder ham en Bavenlian, tænker Lille Knud, for Bavenlianer er søde og rare og venlige mod alle, de møder. Men det kan nu alligevel være lidt hårdt, når de alle sammen er efter ham. Heldigvis kender Lille Knud et sted, hvor han kan gemme sig og være helt alene. Han har nemlig en hemmelig hule, han går hen til, når det hele bliver for træls. Så sidder han i sin hule, hvor han kan være helt sikker på, at ingen af de andre drillefanter kommer forbi. For selv, hvis de fandt hulen, kunne de slet ikke komme derind. Den er kun lige akkurat stor nok til, at Lille Knud selv kan være der. Og det endda kun, fordi han krøller sig helt sammen, så meget han kan.

”Hej Knud,” siger Karl Smart, da han en dag kommer forbi Lille Knuds lille hule. Karl Smart er en kilderaf. Kilderafferne bor lige ved siden af drillefanterne i den del af skoven, hvor der stort set ikke kommer andre dyr. Det er der en god grund til, for hvis man er en Bavenlian eller en Leorar, så er det ikke særlig sjovt først at blive drillet af drillefanterne og så lige bagefter blive kildet af kilderafferne til man er næsten lige ved at dø af grin. Så de andre dyr holder sig for det meste langt fra kilderafferne og drillefanterne og leger i stedet gemmeleg med Gemmezellerne ude på den store savanne eller rider på Spænehornene.

”Hej Karl,” siger Lille Knud. Karl Smart kan godt se, at Lille Knud er ked af det. Han ved også godt hvorfor. Drillefanter driller jo altid, men der er én dag om året, hvor de driller særlig meget. Én dag, hvor alle drillefanter ifølge traditionen må gøre en ekstra indsats for virkelig at drille igennem. Det er til fastelavn. Du kender nok fastelavn som en rigtig sjov tid, hvor man klæder sig ud og slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller. Måske har du også prøvet at rasle til fastelavn? Du ved, det er det der med at man tager sin fastelavnsdragt på og ringer på alle dørene for at synge fastelavnssang og så får man lidt slik eller kage af dem, der bor i huset som en slags tak for sangen. Drillefanter holder også fastelavn og den allervigtigste dag i hele året er fastelavns-søndag, hvor de også går rundt og rasler. De bruger godt nok ikke fastelavnsdragter, for drillefanter er alligevel så store, at de bliver genkendt uanset hvad. Men de tager rundt til alle deres naboer for at synge fastelavnssang.

Deres fastelavnssang er næsten den samme, som du sikkert kender, men den er nu alligevel en smule anderledes. Mon ikke du synger nogenlunde sådan her: ”Fastelavn, er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade.” Drillefanternes fastelavnssang er næsten lige sådan, men der er en lille forskel. Måske kan du få øje på forskellen? De synger:......

***

Hvad Drillefanterne synger til fastelavn og hvordan Lille Knud klarer sig igennem den mest forfærdelige tid på året kan du læse mere om i:

Drillefanten, der ikke ville drille

- udkommer i uge 40 på alle større webshops som eBog

Bogen kommer formentlig i trykt udgave inden vinterferien 2013, afhængig af salget af eBøger...

Hold øje med bloggen her, hvor vi vil annoncere, når bogen er udgivet. Du kan også koble dig på vores FaceBook-side her:
http://www.facebook.com/holbohistorier

Hvad synes du om første del af historien? Kommentér gerne herunder...