En sur gammel mand!

Der er sket noget helt forfærdeligt for mig for nylig. Jeg har stiftet bekendtskab med en sur gammel mand!

Han er et skrækkeligt menneske, der strækker sig til det yderste for at skælde ud over alt muligt og skaber en utrolig dårlig stemning omkring sig.

Der er ikke den ting, han holder sig for god til at brokke sig over:

Så er det mine børn, der larmer for meget og adlyder for lidt, så er vejret dårligt, så er det journalister, der ikke kan skrive ordentligt dansk og så er det priserne på dagligvarer, der er steget for meget...

I det hele taget er der et hav af ting og emner, han går og brokker sig over og det er ikke til at holde ud!

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne få ham ud af mit liv eller at han i det mindste kunne dæmpe niveauet af beklagelse og utilfredshed - bare en anelse, for jeg bliver træt i hovedet af det!

Gid, jeg kunne slippe for den sure, gamle stodder! Men det kan jeg desværre bare ikke, for han er mig...

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med mig, men det er, som om en eller anden mystisk kraft har overtaget min tankegang og fjernet den sunde fornuft. Måske er jeg bare ved at blive gammel og tvær?

Min 40 års fødselsdag nærmer sig med skræmmende fart og til august er jeg ikke længere en frisk, ung mand i trediverne.

Så er jeg i stedet en gammel og træt far til fire børn, hvoraf de to er teenagere... hey! Så er det jo derfor! Teenagere kan da hyle enhver ud af den, ligegyldigt, hvor stor tålmodighed, man normalt har.

Dejligt med en forklaring, der ikke blot kan undskylde min adfærd, så jeg slipper for ansvaret, men som faktisk også sætter en hel del på plads for mig. Nu er det ikke længere et mysterium, hvorfor gamle mænd tit er sure. Det er simpelthen naturens orden?

Så... nu har jeg det godt igen...

Den knap så pinlige tavshed...

Forleden sad jeg på en terrasse og nød forårssolen sammen med en god ven.

Det var en sand hyggestund, som vores koner havde foræret os, da de tog alle børnene med sig på en fælles udflugt. Det var vist noget med et cirkus...

Så sad vi der og nød det. Vi nød stilheden. Friheden. Rummeligheden. Den fordomsfri samtale. Nåh, ja, og så nød vi også hvidvinen. Vi delte en flaske... to gange...

Den dag nåede vi ind til kernen af vores venskab, ind gennem det, jeg vil kalde tillidspunktet, dvs. det sted i relationen mellem mennesker, hvor tilliden har vokset sig stor nok til at danne et fundament for tryghed og åbenhed.

I de fleste relationer tager det ret lang tid at nå dertil, for det normale er, at vi mennesker kommunikerer utydeligt. Det vi siger, det vi mener og det vi tror, vi mener er ofte ikke samstemmende.

Derfor må vi først tage os tid til at lære hinanden at kende. For kun på den måde kan vi begynde at få en forståelse af, hvad den anden i virkeligheden tænker og hvad der trigger den anden. Og så kan vi måske føle tryghed nok til at åbne op for posen.

Det er det normale... at man må lære at afkode hinanden...

Men nu er jeg jo ikke normal - ikke på det her område i hvert fald. Jeg siger ikke altid, hvad jeg mener, men jeg mener altid, hvad jeg siger (eller tror, jeg mener, men det kan jeg måske uddybe i et andet indlæg...)

Min ven og jeg er meget forskellige, men på dét punkt er vi ret ens. Vi er ikke til banaliteter og ligegyldigheder. Jovist, small talk skal der være plads til og det skal man helst kunne mestre. Min ven og jeg hører jo til mindretallet her.

Men for os er small talk og snak om vind og andet tom luft kun en indledende manøvre for ligesom at tale sig ind på hinanden. Som om mundtøjet har brug for opvarmning, så man reducerer risikoen for at brække tungen eller knække en tand.

Small talk ligger altså ikke naturligt til mig. Det er noget tillært...

Så når jeg møder en ligesindet på det felt, glæder jeg mig over, at vi kan komme hurtigt videre. Her slipper jeg for overdreven snak om ingenting på tyve forskellige måder, inden vi når tillidspunktet.

At nå til det punkt er en fantastisk og inspirerende oplevelse - og fordi det ikke sker så tit, kommer det også som en overraskelse, hvor jeg lige skal tune ind på det.

Det mest tydelige tegn på, at vi har nået dette vidunderlige punkt, hvor vi skal et spadestik dybere, er stilhed. En stilhed, der har en helt speciel magi, fordi den kommer af, at begge parter er løbet tør for ajourspørgsmål og høflige fraser.
   Så er der ikke mere pligt, vi skal leve op til. Nu kan vi finde spaden frem og gå ned i de dybere lag.

Denne stilhed bliver ofte betegnet som "pinlig tavshed," men i virkeligheden er det jo kun pinligt, hvis man ikke véd, hvad man skal stille op med den.

Hvis man derimod forstår, at stilheden ganske enkelt er udtryk for, at alt det mindre vigtige er ryddet af vejen og at der nu er skabt plads til det vigtige, kan man få rigtig meget godt ud af det. Så er det bare at læne sig tilbage, nyde stilheden og lade tankerne flyde frit.

For når tankerne flyder frit, kommer man i berøring med sit inderste væsen og hvis man er tryg ved hele situationen og ikke mindst tryg ved samværet, så kan man åbne op for posen og sætte ord på sine tanker, bekymringer og udfordringer.

Hvad min ven og jeg talte om, vil jeg ikke afsløre, for det er i sagens natur temmelig privat, men jeg vil gerne give opfordringen - eller udfordringen, om du vil - videre til andre: nyd dog muligheden for at tale om det, der ligger dybere og brug stilheden til at få sat ord på dine tanker og bekymringer.

Når du sidder sammen med en god ven, som du jo selv har valgt og som du derfor også må have en grundliggende tillid til, så kunne det jo være, at han havde et vigtigt input til dig... og du til ham...

Hvis jeg er føl, hvad er du så?

Jeg er netop i sidste uge kommet hjem fra min anden nattevagt som omsorgsmedhjælper. Det var en introduktionsvagt, hvor jeg skulle lære alle de opgaver, der er forbundet med det. Man kalder det en føl-vagt, fordi man bliver koblet på en af dem, der kender rumlen og skal følge dem med rundt, så man kan se, hvad de gør.

Det er en rigtig god måde at gøre det på, for uanset, hvor meget, du skriver ned, så er der stadig meget, man ikke kan sættes ind i ved blot a læse om det - og slet ikke, når man arbejder med mennesker.

Men der er nu én ting, jeg studser lidt over...

Når man sådan er med for at lære rutinerne, så bruger man et særligt udtryk i pædagogverdenen for det. Man kalder det en "føl-vagt," dvs. en vagt, hvor er med i arbejdet på samme måde som et føl går tæt sammen med sin mor for at lære alt, hvad moren véd om farer, der lurer og om, hvor den bedste mad findes. Begge dele giver ganske god mening...

Men...

Gad vide, om den eller de pædagoger, der i sin tid har fundet på det udtryk, nogensinde har tænkt på, hvad konsekvensen er?

Lad mig stille det som et spørgsmål:

Hvis jeg er føllet, hvad er så min kollega? - en hoppe?

Det er da værd at tænke lidt over..?

Er det virkelig dét, pædagoger laver, når de er på arbejde?

Forleden var jeg på nattevagt på en døgninstitution. Jeg skulle introduceres til de opgaver, der var på stedet, så jeg kunne indgå som vikar og glædede mig naturligvis til at lære det hele.

Én af opgaverne bestod i at bage boller til den ene af afdelingerne.

"Findes der en opskrift, vi skal følge eller finder vi bare selv på noget?" spurgte jeg.

"Nej, vi skal bare bage dem," svarede min kollega, "de har lagt en dej i køleskabet til os..."

???

Lagt en dej?

Nu er jeg almindeligvis ikke sippet (så var det nok heller ikke dén branche, jeg skulle vælge...) men jeg må nok indrømme, at billedet af et par pædagoger, der lægger en dej i køleskabet ikke lige hører til blandt favoritterne af det, jeg har liggende på nethinden...

Nu glæder jeg mig bare, til min farverige fantasi om situationen bliver afløst af noget andet - gerne noget med duftende blomster eller smagen af kage (ikke brunsviger... og da slet ikke romkugler, for det er jeg ikke sikker på, jeg kan bære...)

Og mens jeg venter, spekulerer jeg på, hvilke andre spændende ting, pædagoger laver, når de er på arbejde...

Endelig en mand!

Sidder du godt?
Er du i godt humør?
Og er du klar til at tage stilling til et ømtåleligt emne?

Ok...

Men inden du læser videre, får du lige nogle ord, der nok kan tage pippet fra de fleste... Er du klar? Her kommer de:

Ligestilling
Kønskamp
Kønsdebat

Er du her stadig? Tør du fortsætte?

Ja?

Hatten af for dig, men så beder du altså også selv om det, for nu skruer vi virkelig op for varmen i stolen - eller måske skulle jeg sige "toiletbrædtet," men det vender jeg tilbage til om lidt.

Den farlige debat om køn
Et af de mest vanskelige emner for debat i dag er nok den, der handler om kønnene. Både når det gælder mand/kvinde generelt, men nok især, når det gælder mænd og kvinder på arbejdsmarkedet eller far/mor.

Hvis der er noget, der kan sætte sindende i kog, så er det netop, når vi taler om køn og kønsforskelle. I mine unge dage syntes jeg, det var underligt, for vi kan jo debattere så mange andre hotte emner, uden at det nødvendigvis giver skår i venskaber og kærlighedsliv. Men lige præcis køn er en farlig gryde at røre i.

Nu, hvor jeg er blevet lidt ældre og forhåbentlig fået mere erfaring og livsvisdom, kan jeg faktisk meget bedre forstå, hvorfor det knalder og brager sådan, når vi debatterer kønsproblematikken.

Der er nemlig det særlige ved køn, at man ikke kan sige noget positivt, uden samtidig at sige noget negativt. For der findes jo altså kun 2 modeller af Homo Sapiens: kvinder og mænd. Og når der kun findes to slags, så giver det sig selv, at når jeg siger noget positivt om den ene model, så siger jeg samtidig noget negativt om den anden model.

Lad mig give et eksempel:
Hvis jeg påstår, at kvinder generelt er gode til at multitaske, så siger jeg jo også, at mænd er mindre gode til at multitaske. Og hvis jeg hævder, at mænd generelt er gode til at finde vej og læse et vejkort, så har jeg samtidig påstået, at kvinder er lidt tilbagestående i den disciplin...

Grundvilkåret for debatten er altså, at man ikke kan sige noget om det ene køn uden også at sige noget om det andet køn - og derfor, hvis vi skal have en god og sund debat (og det er vel det, vi gerne vil?) må vi holde fast i, at når vi føler indignation eller vrede på vores køns vegne, må vi kæmpe en kamp for at sætte følelserne til side og forholde os så nøgternt, vi overhovedet kan i debatten.

Med det sat på plads vil jeg tage tyren ved hornene og starte med en hårdtslående påstand:

Mænd og kvinder er forskellige

For de fleste mennesker gennem tiden er den påstand helt indlysende. Grækerne på Sokrates´ tid vidste, at det forholdt sig sådan, apostlene fra Det Nye Testamente havde det som et grundvilkår, Oprørere og magthavere under de demokratiske revolutioner i Europa og USA i 1700-tallet havde denne opfattelse og uanset, om man kigger mod øst til Asien, mod vest til Amerika, mod nord til de skandinaviske lande eller mod syd til Afrika, så har man i mindst 90% af alle tider og i alle civilisationer været enige om denne ene ting: der er forskel på mænd og kvinder.

Det er faktisk kun i en superkort periode i historien og i en forholdsvis afgrænset del af verden, at vi har sat spørgsmålstegn ved den påstand og hørt nogle få mennesker hævde, at mænd og kvinder i virkeligheden slet ikke er forskellige.

Undskyld mig, men det er jo noget ævl!
Selvfølgelig er der forskel på mænd og kvinder!

En livsbekræftende oplevelse
Forleden havde jeg en oplevelse, der klart bekræftede mig i den antagelse og det bedste ved oplevelsen var, at den kom fra kvinder (det er nemlig ikke nær så farligt, når kvinder påstår, at der er forskel, som når mænd gør det, hvilket jo er et kuriosum i sig selv...)

Jeg fik nyt job for godt en måned siden og arbejder nu på en døgninstitution for fysisk/psykisk handicappede og inden du nu begynder at hyle "tøsedreng" for dine lungers fulde kraft, kan jeg blot sige: "selv tøsedreng, hvis du ikke er mand nok til at bruge dine egne feminine sider."

Jeg elsker det job! Her trives jeg virkelig!

Inden, jeg startede, hørte jeg fra en bekendt, som har haft job på det sted i nogle år, at de på den ene af afdelingerne havde snakket meget om, at jeg skulle starte. De glædede sig så meget til at få en mand ind, for dem havde de ikke for mange af i forvejen.

Endelig en mand!





Det er ikke første gang, jeg har stiftet bekendtskab med sådan et ønske, for jeg fik nogenlunde samme kommentar, da jeg i 2006 fik et lignende job.

Men så fik jeg en lidt sjov oplevelse, som satte det i perspektiv. Jeg var mødt ind til en vagt og efter nogle timer skulle jeg på toilettet. Jeg gik ind og løftede brædtet op og her måtte jeg alligevel trække på smilebåndet.

En af mine kolleger havde lavet et dymo-skilt med teksten "Endelig en mand" og sat det på undersiden af toiletbrædtet. Effekten var ligetil: selv toiletbrædtet kaldte på en mand.

Hvorfor har det for mine kolleger været så kærkomment at få en mand ind på arbejdspladsen, hvis der virkelig ikke er forskel på mænd og kvinder?

Måske er svaret lige så ligetil som budskabet på toiletbrædtet: Det betyder noget at få en hane i hønsegården, om det så er en gammel og steril en af slagsen... Der ER forskel på mænd og kvinder!

Ti stokkeslag til: En kultur, der forhindrer os i at byde ind med det, vi især kan og trives med

Guldmedalje til: Mænd og kvinder, der tør være sig selv

Hjemmeskole for lockoutramte børn

Første dag med lockout i folkeskolen er en realitet og hos os har vi besluttet, at det ikke må blive en forlænget påskeferie for vores børn. De skal lave skolearbejde, helst hver dag i det omfang, vi kan få det til at hænge sammen.

Jeg var ret spændt på, hvordan de ville modtage det, for selv om vi forberedte dem på det i god tid, er det trods alt ikke længere tid siden, jeg selv bar på det indædte had til skole, som enhver fornuftig dreng vel har i sin natur...

Så det var noget af en overraskelse at opleve deres entusiasme her til morgen. De var bare fuldstændig klar på at have hjemmeskole...

Måske er det fordi, de lige har haft ferie og derfor er mætte på ren afslapning. Måske bærer de på en god portion indebrændt energi. Eller måske er det udsigten til at være sammen med deres far, der bringer forventningens glæde ind i det lille hjem.

Sandt for dyden har jeg da heller ikke været meget sammen med dem den sidste tid. Påskeferien har stået på lejr og ferie med bedsteforældre og stort set alle weekender og en hel del aftener har jeg været på arbejde, så det er vel ikke så underligt, hvis de føler, at nu må der altså gerne falde lidt far-tid af.

Og det gør der så. Lige nu sidder vi med matematikken, hvor den ældste laver procentregning og min næstældste træner tabeller. Før det stod den på læsning og om lidt skal vi i gang med lidt engelsk.

Oprindeligt var min tanke at følge deres skema, men det har jeg droppet igen, for hvordan skal jeg lige give den som gymnastiklærer, når jeg knap kan ramme en fodbold og får sved på panden blot ved tanken om et englehop - puha, nu er jeg nødt til at tage en pause fra skriveriet på bloggen... jeg må hente et viskestykke, så jeg kan tørre ansigtet...

...

Sådan, så er jeg klar igen...
Hvor kom jeg fra? Nåja, hjemmeskole for lockoutramte børn... Her til morgen hørte jeg, at en lokal forælder havde tilbudt at lave hjemmeundervisning for de børn, der ikke kunne komme i skole. Det har skabt en del debat og lærerne er ikke vildt begejstrede ved udsigten til at skulle luge ud i fejl og mangler ved det, børnene lærer under lockouten. Det kan jeg godt forstå og jeg undrer mig egentlig også over, at forældre overhovedet kan få den tanke, at deres undervisning kan være lige så god som når uddannet personale tager sig af det. Ikke mindst må jeg forundres over, at de så ikke for længe siden har taget konsekvensen og trukket ungerne ud af skolen for at undervise selv. Der skulle jo være rigelige ressourcer til at lave en friskole, hvis de virkelig mener, det kan være lige så godt at videregive den lærdom, de selv kan huske fra deres egen skolegang for knap et halvt århundrede siden.

Nuvel, så kan man selvfølgelig påstå, at jeg gør noget lignende herhjemme, for jeg er jo heller ikke læreruddannet. Men forskellen er bare, at jeg ikke har nogen som helst forventning om at kunne bringe mine børns viden op på et højere niveau - mit mål er det noget mere beskedne, at børnene ikke skal falde i niveau, mens der er lockout. Om jeg kan det, må tiden vise...

Imens håber jeg, at KL og DLF finder sammen om en løsning - men det er nok et håb, der er mere lysegrønt end græsset under sneen ude i haven...

Det eneste lys forude er, at jeg forventer, der kommer et regeringsindgreb senest i slutningen af næste uge. Så kan vi få normale tilstande igen fra mandag d. 16.april - skulle vi ikke tage at krydse fingre for det?

Ti stokkeslag til: KL, der på skammeligste vis har taget vores børn som gidsel i stædig forventning om, at et regeringsindgreb vil give dem det, de gerne vil have og derfor ikke vil forhandle en løsning på plads!

Guldmedalje til: Lærere, der brænder for at give vores børn det bedst mulige udgangspunkt for at klare sig godt i livet.

Så er der efternøler?

"Hvad siger du?"
Jeg var lige ved at gå i gulvet, da min kone i onsdags gav mig noget af en overraskelse: vi venter barn!

Puha, det kan jeg slet ikke overskue...

Vores yngste er 8 år gammel og blot tanken om at skulle starte forfra med nattehyl og bleskift er mildest talt en udfordring.

Det burde heller ikke kunne lade sig gøre, for jeg jo strengen klippet for nogle år siden og derfor skyder jeg med løst krudt...

Lægen sagde godt nok dengang, at i meget sjældne tilfælde kunne kroppen finde en udvej til at blive viril igen, men chancen (eller risikoen) for det er meget lille.

Nå, men jeg må nok hellere vænne mig til tanken, selv om det bliver underligt ikke længere at kunne kalde sig "far til fire," men nu må sige "far til fem." Det ligger ikke helt så godt i munden, men abort er nok alligevel at trække den for langt på det grundlag...

Til slut vil jeg bare sige én ting mere:

Aprilsnar!