Men engang imellem er det nu rart at få sat tempoet lidt ned og mærke verden omkring sig. En kat på jagt efter fuglene i haven, et egern i fuld fart op i grantræet eller de friske knopper på bøgehækken kan så let gå din næse forbi, når du hælder overkroppen ind i opvaskemaskinen eller har hænderne i fuldt firspring over gryder og pander for at få aftensmaden klar.
Vi har brug for pauser, hvor tempoet sættes næsten helt ned til 'standset' og ofte går der alt for længe mellem dem.
Sidste år fik jeg et nyt job og sådan noget er jo altid en stressfaktor, der sætter ekstra pres på, så det var en sand fornøjelse, da det i det tidlige forår endelig lykkedes os at få slappet af. Vi var i sommerhus med svigermekanikken. Det var skidekoldt og jeg måtte efterfølgende sidde og pille istapper ud af armhulerne (måske har du allerede glemt det, men sidste år slap vi først for nattefrost omkring 1. maj.) Men det gjorde overhovedet ingenting, for selv om kulden bed i et næsten sadistisk makkerskab med den vestjyske vind, så var der så roligt og fredeligt, at selv den gamle forfatter her fik hjernen tømt for idéer til den næste roman - og det skal der nu alligevel noget til...
Hvad var det så, der skabte det rolige tempo?
Jeg tror faktisk bare, det var fordi sommerhuset lå så fjernt fra alting, at man måtte tage en flyver for at komme hen til Lars Tyndskids mark. Ikke engang den vestjyske ulv havde tilsyneladende fundet det besværet værd at kigge forbi. Ingen trafik, ingen evindelig radiostøj og ingen anden forpligtelse end at hygge sig sammen og deles om de få praktiske opgaver som madlavning og opvask.
Da vi kom hjem, var der så nogle opgaver, der haltede lidt. Der kommer jo en del tøjvask ud af sådan en weekend. Men alligevel synes jeg, det var det hele værd.
Når vi nu véd, hvor godt det er med sådan en ”standse op pause,” hvorfor er det så, at vi alligevel drøner derudaf med 180 i timen i hverdagen, uden at holde fokus på at tage de nødvendige pauser?
Jeg tror desværre, det er fordi vi forsøger at leve op til nogle forventninger, vi tror andre stiller til os, men som i virkeligheden er vores egne forventninger til os selv. Vi skal jo helst have et flot hus med en velslået plæne, der aldrig betrædes. Vi skal have råd til computer, iPad og Smart Phones og så må der også gerne være penge til en udlandsrejse.
Hvor er det dog dumt. Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare far...
Guldmedalje til: Min svigermor, som tog initiativet til weekenden
Ti Stokkeslag til: ingen - bare tanken om den dejlige weekend gør mig alt for afslappet og glad til at uddele slag...