Overskuddet går til Frelsens Hær!

Jeg har truffet den beslutning at lade overskuddet fra salget af Skrymers Handske som Paperback gå til Frelsens Hærs julehjælp i år.

Beslutningen har ikke været let, for jeg ønsker ikke at lukrere på folks nød. Når jeg så alligevel har besluttet at gøre det, er det fordi jeg hellere lever med risikoen for, at folk tror, jeg er en kynisk handelsmand. Det er trods alt børnenes juleglæde, det drejer sig om.

Beslutningen skal bl.a. ses i lyset af Joachim B. Olesens seneste korstog mod socialt udsatte, som jeg har skrevet et indlæg om her.

Det vil altså være sådan, at når man køber Skrymers Handske som Paperback, så går overskuddet til Frelsens Hærs julehjælp. Det betyder nærmere bestemt, at for hvert eksemplar af bogen, jeg sælger fra i dag og indtil 31. december, vil 30-100 kroner gå til Frelsens Hærs julehjælp i år.

Når jeg ikke kan give et mere præcist tal på det, er det fordi omkostningerne afhænger af de led, der skal have deres bid af kagen. Der er trykkeomkostninger, transport og den fortjeneste, som den enkelte boghandler skal have.

Når vi når til nytåret, vil jeg så lave en beregning på den samlede indtægt og trække mine omkostninger fra. Resten går til Frelsens Hærs julehjælp.

Du kan købe bogen online, enten hos Saxo eller direkte hos mig. Det sidste giver et større overskud til julehjælpen, men jeg kan desværre ikke tage dankort, så hvis du ønsker at betale med dankort, er Saxo et godt alternativ.

En anden mulighed er at købe bogen hos den lokale boghandler. Hvis de ikke har den på lager, kan de bestille den hjem.

Du kan læse mere om bogen her
-------------------
Tilføjelse d. 18. dec.
Ved gennemgang af økonomien i salget af bogen har jeg rettet til, så beløbet svarer bedre til det, jeg regner med, der vil være i overskud pr. bog.

Det er pinligt at søge om Julehjælp!

Følgende indlæg var i Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad d. 14. december samt i Politiken d. 17. december:
---------------------

Så er Olesen igen ude med riven efter de socialt udsatte!

Han hævder, at når antallet af ansøgere til Julehjælp igen i år er steget, så er det ikke pga. stigende fattigdom, men ganske enkelt fordi man kan få noget gratis.

Undskyld mig, Olesen, men kan du ikke godt selv se, at det argument er helt ude i skoven?

Julehjælpen har jo aldrig været noget, hjælpeorganisationerne har taget penge for, så hvorfor skulle "gratismen" lige netop i år være hovedårsagen til en stigning?

Iøvrigt er det jo heller ikke "gratis" at søge om Julehjælp. Det kræver faktisk stor overvindelse at åbne sin økonomi op for vildt fremmede mennesker, som af hensyn til udvælgelsen er nødt til at dykke bramfrit ned i din økonomiske situation.

Det er ganske enkelt en pinlig og træls affære med ansøgning om julehjælp. Det er ubehageligt i en grad, så selv generalforsamlingen i Ny Alliance virker som en hyggelig skovtur. Og ubehaget findes ikke kun hos den, der søger. Det er sandelig også ubehageligt for dem, der skal sidde og kigge ansøgningerne igennem. Det ved jeg, for jeg har selv siddet i sådan et udvalg og jeg kan godt love dig for, at det er en grim forpligtelse at stå med. Ikke mindst fordi det hele tiden sidder i baghovedet, at DIN afgørelse kan være med til at bestemme, om børn på alder med dine egne får en jul med rugbrød og leverpostej eller om de får en jul med flæskesteg og ris a la mande.

Og netop her ligger nok den væsentligste årsag til, at Olesens holdning er rigtig grim og arrogant: uanset, hvor meget vi kan argumentere for, at nogle mennesker er dårlige forældre med en elendig fornemmelse for privatøkonomi, så kan vi altså ikke bare lade det gå ud over børnene - for du mener da forhåbentlig ikke, at også børnene bare er snyltere, der skal tage sig sammen?

Min påstand er, at alle, der søger om julehjælp, har behov for hjælp - om det så lige er madvarer til juleaften, de har behov for, kan man jo diskutere - men der er ikke mange, der søger julehjælp for sjov. Og de få, der bare er ude efter at få noget gratis, er hjælpeorganisationerne som regel rigtig gode til at få sorteret fra. Det er de nemlig nødt til, for ellers er der nogle af dem, der har behov, som ikke kan få hjælp.
--------------------------------------

Tilføjelse 17. december:
I forlængelse af debatten om julehjælp har jeg besluttet at lade overskuddet fra salg af "Skrymers Handske" resten af året gå til Frelsens Hærs julehjælpsindsamling. Se mere her

Kan du se, hvem der ringer?

For efterhånden mange år siden fik min farfar og farmor en telefon til afprøvning fra telefonselskabet. Det var dengang, det hed Jysk Telefon og pointen var, at telefonen skulle afprøves, før den skulle sendes i handlen.

Det var et sandt vidunder af en telefon... Ikke alene kunne den huske numre - den kunne minsandten også vise nummeret på den, der ringede! Rigtig smart, for så kunne man jo nå at forberede sig, inden man løftede røret.

Nu til dags kan alle telefoner jo den slags og det er noget, jeg er rigtig glad for - for det meste...

Men i dag blev det nu alligevel anledning til en lidt pinlig situation. Jeg var ved at lave vindueskarm til de to store vinduer, der vender ud mod gaden. Det er en del af et større byggeprojekt, der efterhånden har varet 3 år og jeg må indrømme, at jeg er godt træt af det, så det gælder om at få det ordnet, færdig med det, ud med det, tjek!

Og det bliver jo ikke bedre af, at jeg er lidt af en klovn til det rent håndværksmæssige og derfor har jeg jo heller ikke rigtig værktøjet til det. Til vindueskarmene bruger jeg en blyant, en tommestok og en fukssvans (det er en håndsav, som du sikkert kender fra din skoletid og som har sådan en form, at man næsten ikke kan komme til at save skævt.)

Bedst, som jeg ligger der på knæ foran vinduet og skal til at tegne streger, som jeg kan save efter, ringer telefonen.

Skærmen fortæller, at det er min datter. Hun ringer for at spørge, om hun må tage hen til en klassekammerat. Det må hun selvfølgelig gerne.

Jeg er ikke andet end lige kommet helt ned på gulvet igen, før der atter er bud efter mig.

Om det var okay, hvis de legede hjemme hos os i stedet? Jo, da, selvfølgelig var det okay.

Tilbage til gulvet...
Der gik ca. ti minutter... Så ringede telefonen igen. Jeg kiggede på skærmen. Min datter, igen, igen...

De ville hellere tage over på kælkebakken. "Det er helt fint, min ven," sagde jeg og kunne igen vende tilbage til vindueskarmen.

Jeg fik det meste af vindueskarmen ordnet og efter ca. ½ time kom min datter hjem sammen med sin veninde. Vi gik så småt i gang med at bage julekager (Finskbrød, hvis du spekulerer på det...)

Min datter går så ovenpå og mens jeg står der med hænderne dybt begravet i butterdejen, ringer telefonen igen. Hurtigt får jeg vasket mine hænder og griber telefonen. HVAD? IGEN?

Nu er jeg efterhånden ved at være en smule irriteret, så i stedet for at sige "hej, min skat," som jeg plejer, så kommer der en noget mere træls sætning ud af min mund: "Sig mig engang, hvad har du gang i?"

Et splitsekund bliver der helt stille i den anden ende. Så brydes stilheden: "Det er Hanne Andersen... Det er måske din datters telefon, jeg har fundet på gaden?"

Øh, joh... det er det jo nok...

Pinligt? Jo, tak, bare en lille smule... Heldigvis kan jeg redde den med sin sædvanlige charme (eller det bilder jeg mig da ind, at jeg kan) og vi aftaler, at hendes datter (som iøvrigt er den veninde, min datter har på besøg,) bare tager telefonen med i skole i morgen...

Måske man skulle tænke sig lidt bedre om en anden gang? Jeg tror det...

Jumbo fjernbetjening

Hvis du har børn, så kender du måske det der med, at fjernbetjeningen til dit TV er en kilde til evig ballade. Ungerne slås om magten over TV´et, de yngste sidder måske og bider lidt i remoten, batterierne bliver pillet ud og far og mor forsøger at reparere skaderne med gaffa. Og fjernbetjeningen forsvinder konstant og er ikke til at finde nogen steder, mens den ligger og putter sig under hynderne i sofaen eller hvor de forbistrede krapyl ellers kan finde på at gemme den, så deres søskende ikke får fat i den - og efterfølgende kan de ikke selv huske, at de har gemt den væk og slet ikke, HVOR de har gemt den.

Alt det der med kampen om magten er svært at løse og det vil nok altid være en udfordring, men jeg tror sørme, min kone har fundet en genial løsning på det andet problem med, at den bliver væk.

Hun har nemlig købt en JUMBO fjernbetjening - og når jeg siger JUMBO, så er det ikke bare navnet på den, det er en præcis beskrivelse.

Vores nye JUMBO fjernbetjening er nemlig ikke mindre end 12,5 cm på den ene led og 28cm på den anden! Sådan! Hvis jeg lægger begge mine hænder på fjernbetjeningen, kan jeg ikke skjule den!

Så bliver den i hvert fald ikke væk!

Men kampen om magten - den kan vi nok ikke løse med den nye fjernbetjening. Ikke på anden vis, end at den ikke er sådan lige at gemme væk i forsøget på at fravriste de andre muligheden for at tage den.

Måske kunne man indføre noget lignende for masseødelæggelsesvåben? Så kunne Iran ikke påstå, at de ikke har den slags, for selv den mindste lille atombombe ville fylde det halve af Fyn??

Jeg tager ikke patent på den idé. Stormagterne derude er hjertelig velkomne til at bruge den frit - og jeg skal ikke engang have royalties på den!!

Lektier er noget Fanden har skabt?

I årevis har jeg sagt ovenstående om lektier og det er ikke altid faldet i god jord. Fakta er bare, at de undersøgelser, der er lavet omkring lektier, viser det samme: lektier har i bedste fald ingen indvirkning på indlæringen - og i værste fald kan lektier endda skade indlæringen. Se bl.a. denne artikel fra 2008

Men på et enkelt punkt er der en undtagelse: nemlig på den type lektier, man kunne kalde for "Træningslektier," dvs. den slags lektier, hvor formålet ikke er at man skal lære noget nyt, men i stedet handler om at gøre eleven mere sikker på det, der allerede er indlært.

Det kunne f.eks. være den daglige læsning, hvor børn i indskolingen læser mindst 20 minutter hver dag for at vedligeholde evnen til at læse. Eller det kunne være træning af tabeller, hvor det jo egentlig bare handler om at kunne tabellerne udenad, sådan at når jeg siger "Hvad er 7 gange 6?" så kan du med det samme svare "42," fordi du bare henter tallet frem fra hukommelsen.

Men som forælder véd jeg jo, hvor svært det kan være, når mine børn skal læse eller lære tabeller udenad. Det ER trods alt ikke det mest inspirerende at repetere "2 gange 1 er 2, 2 gange 2 er 4, 2 gange 3 er 6, 2 gange...." Puha, jeg bliver nærmest helt svedt af al den energi, jeg så skal bruge for blot at holde mig vågen.

Heldigvis findes der råd for det.
Når du befinder dig i den der trælse situation, hvor der er potentiale til masser af råben og skrigen og gråd og tænderskæren, så har jeg erfaret, at der er to grundprincipper, som kan hjælpe en pæn del:

#1: Giv ikke barnet falske forhåbninger - du er som forælder ansvarlig for, at dit barn laver lektier og hvis du begynder at gå ind i en diskussion med barnet om, hvorvidt de der lektier skal laves, så har du allerede åbnet en mulighed for, at barnet håber på at slippe. Hvis du derimod holder fast, så er det noget lettere for barnet at få en positiv indstilling til lektierne. Det er ikke let og hvis du og dit barn allerede er kommet ind i en negativ spiral, så kræver det kræfter at få den vendt. Men i sidste ende er det til bedste for jer begge.

#2: Find på alternative måder at gøre det på - tabeller er træls! Det kommer vi ikke udenom. Så i stedet for at øve tabellerne med at sige 2, 4, 6, 8, 10, 12, 14, 16, 18, 20 - så er der andre måder, som er noget sjovere.

Her er en metode, som vi bruger herhjemme:

Tag et sæt spillekort og bland dem godt. Tag det øverste kort i bunken og læg det med billedsiden op. Hvis det er et billedkort eller en joker, så læg det væk og tag et nyt. Kortets værdi er nu den tabel, I skal øve. Er det f.eks. en syver, så er det syvtabellen, vi øver.

Dernæst tager du endnu et kort. Barnet skal nu gange de to korts værdier med hinanden. En syver og en sekser er altså 7 x 6 = 42.

Hvis barnet virker opgivende, så siger du resultatet og beder barnet om at gentage det:

DU: 7 gange 6 er 42 - og nu skal du sige det sammen med mig: 7 gange 6 er 42
DU og BARNET sammen: 7 gange 6 er 42

Så fortsætter I

Når der kommer et billedkort, tager I bare det næste kort i bunken og så fortsætter I, til I er kommet hele bunken igennem.

Der er flere fordele ved den metode:

For det første træner I en tabel igennem næsten fire gange
For det andet er der gentagelser, for udover den første sekser, så kommer der jo tre seksere mere - den gentagelse hjælper barnet til at huske, hvad 7 gange 6 er og så får barnet en følelse af succes.
For det tredje er I sammen om det. Der findes masser af muligheder på nettet, hvor børn kan træne matematik, men når I gør det med spillekortene, så er I sammen om det. Det giver barnet mere end blot faglig træning.

Jeg bruger selv denne metode sammen med min datter og allerede 2. dag kunne hun mærke så meget fremgang, at hun kom hjem på tredjedagen og spurgte med det samme, hun kom ind ad døren, om ikke vi skulle øve tabel!

Det KAN gøres sjovere og rarere at lave lektier. Det er bare et spørgsmål om dels at holde fast i, at lektier ikke er noget, du kommer udenom og dels at gøre det på en måde, som er lidt mere inspirerende end kedelige gentagelser.

Ensomhed kommer af mobning...

På mødestedet "Ventilen" i Ålborg sidder Randi og Helene. De er glade for mødestedet, men har også en følelse af tomhed indeni. Mødestedet er skabt for at gøre noget ved ensomhed blandt unge og når man hører Randi og Helene fortælle, kan man godt forstå behovet.

Når de fleste andre er til julefrokost eller tilbringer nytårsaften sammen, er der nemlig nogle unge, der enten sidder alene eller tilbringer festaftenen hos deres forældre, fortæller pigerne ifølge P4 Nordjylland.

Det giver en følelse af at være blevet forkastet, når man som én af de få ikke bliver inviteret med til festlighederne. Og det er ikke blot noget, jeg kan skrive, fordi jeg nu har læst artiklen på DR.dk - jeg har personlig erfaring med det.

Jeg vil vove den påstand, at der dybest set er tale om mobning! Og hvis du undrer dig over den påstand, kommer her en forklaring:

De fleste opfatter formentlig mobning som en slags drillerier, der har taget overhånd. Det er nok også rigtigt i en vis udstrækning, men der er langt mere i det end det. For at forklare, hvad mobning er, må man definere det både mere simpelt OG mere kompliceret.

Mobning er nemlig den situation, der opstår, når nogle få lukkes ude fra fællesskabet. Det kan ske bevidst, dvs. at de stærke i et fællesskab næsten umærkeligt vedtager, at nogle ikke skal være med i fællesskabet, men det kan også ske ubevidst på den måde, at disse få nærmest bliver glemt, når fællesskabet samles.

Jeg tror, at de fleste mobingssituationer opstår, uden at nogen har truffet et bevidst valg om det. En social sammenhæng, som f.eks. en skoleklasse eller på en arbejdsplads, har sit eget hieraki, hvor nogle få bliver lyttet meget til og hvor de fleste ser op til disse få. Og nederst i hierakiet finder vi så de få, der ikke rigtigt er en del af fællesskabet. Det er dem, der ikke bliver inviteret med til fest. Det er dem, hvis input til fællesskabet bliver ignoreret. Og det er dem, der må sidde alene til nytårsaften og som ikke kan tale med om det pyjamasparty, der blev holdt i fredags, for de var ikke med.

Hierakiet i en social sammenhæng vil altid være der. Det er en naturlig måde at indrette sig på og i sig selv er der intet galt i det. Problemet opstår først, når de stærke i fællesskabet ikke er bevidst om det ansvar, de har. Det er dem, der kan skabe en positiv stemning, hvor alle er velkomne.

Måske er du ikke enig i den betragtning - det er også okay... Men tænk lige efter en gang: vi kalder det "mobning" og ordet "mobning" kommer af det engelske ord "mob," som betyder noget i retning af "bande" eller "pøbel." Dvs. en social struktur, hvor enhver har sin egen plads i hierakiet og følger fællesskabets normer og værdier. Hvis disse værdier ikke indeholder en inkluderende norm, hvor de stærke, lederne i fællesskabet, er opmærksomme på at alle har plads i fællesskabet, så har vi balladen. Så har vi mobning.

Og når man så bliver ældre; bliver voksen; så kan mobningen sagtens fortsætte. Derfor er der behov for mødesteder som "Ventilen" i Ålborg.

Kunne det ikke være helt fantastisk, hvis vi kunne sørge for, at "Ventilen" blev unødvendig?

Skrymers Handske minus fragt?

Inden udgivelsen af Skrymers Handske var der mulighed for at bestille bogen på forhånd og dermed spare fragten.

Det har jeg besluttet at fortsætte med, så hvis du af forskellige årsager ikke vil købe bogen hos din lokale boghandler, så er der altså mulighed for at bestille den direkte hos forlaget på denne adresse:


http://ow.ly/fKx19 
Betal med VISA/Dankort eller bankoverførsel - du bestemmer...

Og bogen koster selvfølgelig stadig kun 199,- i Paperback

Så er Bog&Idé Hedensted med på beatet

Forleden var jeg i Hedensted og her var Bog&Idé helt med på at blive forhandler af Skrymers Handske.
Boghandlen ligger Bytorvet 5 i Hedensted.

Det er første gang, jeg sådan har været inde i en boghandel for at promovere bogen, så jeg var ret nervøs, men der kom jo et resultatet ud af det.

Nu glæder jeg mig så til, at de lokale biblioteker også begynder at få øje på bogen, for jeg er sikker på, at bogen vil blive en succes, lige så snart, den bliver synlig i butikkerne og på biblioteket.

Herunder finder du et kort til butikken i Hedensted:

Hvis du ikke lige bor i nærheden af Hedensted, kan du sagtens købe bogen alligevel. Du skal blot gå hen til din lokale boghandler og spørge efter bogen, så de kan bestille den hjem.

Vil du i første omgang hellere låne bogen på biblioteket er det også en mulighed. Hvis de ikke lige har den, skal du bare spørge efter den, så de kan få den hjem.

God fornøjelse med bogen...!

Anmeldelse af Skrymers Handske

Et guddommeligt science fiction-eventyr

Af Cecilie Dyrby Jensen, erhvervspraktikant

Avisens praktikant anmelder bogen "Skrymes Handske" af Per Holbo fra Rask Mølle

Anmeldelse:   "Skrymers Handske" er titlen på Per Holbos nye fantastiske ungdomsroman, som handler om, hvordan to menneskebørn ved et uheld kommer til at pille ved gudernes teknologi, og derefter bliver taget til fange af jætterne, som, et kort øjeblik, også får adgang til teknologien.

Efter børnenes kidnapning beslutter guderne sig for at begive sig ud på en farefuld rejse i kamp mod tid og rum, for at bringe børnene tilbage, men det viser sig at være sværere end forventet. Børnene er nemlig fanget på jætternes skib, som ligger i Skrymers Handske, og guderne får brug for al deres viden, hvis de skal nå børnene i tide.Men overlever guderne rejsen, og hvem af dem er forræderen, som gav jætterne adgang til deres teknologi? Det vil vise sig.

Fantastisk
Bogen er en science fiction roman, men er dog berørt af kendte personer fra den nordiske mytologi, hvilket gør det til den perfekte ungdomsroman. Den er fantastisk og trækker dig med ind i et helt nyt univers, som er både spændende og farligt.

Så hvis du er til et rigtig science fictioneventyr, kan bogen helt klart anbefales, da den helt sikkert vil fange din opmærksomhed.

"Skrymers Handske" bliver udgivet som paperback i midten af november, men kan købes som E-bog allerede nu. God fornøjelse.

***

Ovenstående anmeldelse var i Hedensted Avis 31. oktober og jeg glæder mig over den. Især, fordi anmelderen hører til målgruppen. Stor tak for den dejlige anmeldelse.

"Skrymers Handske" kan købes som eBog til 49,- her

Og som Paperback til 199,- her eller hos din lokale boghandler.

Har de den ikke hos din boghandler, skal du bare bede dem om at bestille den hjem.

Bogen udgives som Paperback 17. november...

Drillefanten ude som trykt bog!

Så skete det endelig!

"Drillefanten, der ikke ville drille" er nu udkommet som HardBack og du kan købe den til kr. 169 på internetboghandlen GoPublish her

Jeg er spændt og glad for endelig at se den komme ud på tryk! Og så håber jeg meget, at du vil synes om bogen...

Børn og fulde folk

Indlægget i dag er superkort.

Jeg vil bare lige dele en sjov kommentar:

---
"Mor, hvorfor er der flag på bussen?"

"Det er fordi dronningen har fødselsdag i dag.."

"Hvad? Holder hun fødselsdag inde i bussen?"
---

Kedelige pligter eller arbejdsfællesskab?

Jeg synes, det er vigtigt at mine børn har nogle konkrete pligter i hjemmet. De skal ikke bare sidde på deres flade po-po og glo fjernsyn, mens min kone og jeg drøner rundt i hele huset og laver mad, fylder og tømmer opvaskemaskinen, vasker tøj og gør rent.

Børnene skal være med...

Men det er faktisk lettere sagt end gjort og jeg må bare konstatere, at det ofte er meget lettere selv at gøre tingene, end det er at holde ungerne i gang.

Så var det, jeg kom i tanke om, at jeg jo egentlig godt kan forstå, det virker lidt uoverkommeligt for dem, for ærligt talt: hvor ER pligter dog kedelige!

Jeg gider jo heller ikke selv ordne tingene, når jeg skal gøre det alene. Det er langt nemmere og meget mere hyggeligt at gøre ting sammen, for så har vi et arbejdsfællesskab, hvor vi har følelsen af, at vi har en fælles opgave og er sammen om tingene.

Så nu har jeg lavet en plan med opgaver, der skal ordnes og i stedet for at prikke ungerne ud til at lave hver deres opgave, så klarer vi tingene sammen. Og det er faktisk lykkes ganske pænt. Jeg bruger ikke nær så megen energi på at holde dem til ilden og de får den dejlige følelse af stolthed over at være med i det hele.

Jeg er selvfølgelig spændt på, om det holder ved, men jeg tror på det...

Har dine børn arbejdsopgaver derhjemme?

Fri Abort ER frasortering!

I går aftes blev Det Radikale Venstres sundhedsordfører, Camilla Hersom, forarget over, at danske kvinder tager til Sverige for at få en abort, fordi barnets køn ikke er som ønsket.

"Det er det, jeg synes, der er det virkelig forfærdelige i den her sag. Her bliver det kønnet alene, der afgør om barnet kommer til at leve, eller barnet kommer til at dø," sagde hun på DR.

Jo, tak, det er jeg da enig i. At vælge en abort, fordi man ikke får det køn, man ønsker? Det er helt ude i hampen!

Det har da også fået mange op af stolen og hen til tastaturet på DRs hjemmeside, hvor der bestemt ikke lægges fingre imellem. Udtryk som "usmageligt," "sygt," "Den forkælede generation," "Uhyggeligt" og "Klamt" fyger rundt på debatten som frostsne under en snestorm.

Og som sagt: jeg er fuldkommen enig: det er på ingen måder i orden at få foretaget en abort, fordi man ikke lige får det køn, man gerne vil have.

Jeg spekulerer bare på, om Camilla Hersom og alle de mange debattører inde på DR Debat helt har tænkt det igennem?

En undersøgelse fra 2010 (s.28) viser, at kvinder på 20-24 år har følgende begrundelser for at vælge en abort:
(NB! Bemærk, at kvinderne her havde mulighed for at give flere begrundelser for valget af abort, så man kan ikke regne tallene sammen til at give 100%)

For ung: 55,8%
Har ingen partner: 16,3%
Er i ustabilt forhold: 15,8%
Partner ønsker ikke barn nu: 18,1%
Gravid med en anden end fast partner: 1,8%
Ustabil social situation: 12,3%
Svært at kombinere arbejde og barn: 7,8%
Svært at forene udd. og barn: 34,7%
Ustabil økonomisk situation: 43,6%
Forældre ønskede eller rådede til det: 1,6%
Ønskede større afstand mellem børn: 7,3%

Jeg ville gerne kunne præsentere tal for andre aldersgrupper, men det er ikke lykkedes mig at finde en undersøgelse for det, så jeg vil i stedet koncentrere mig om netop denne aldersgruppe:

I Danmark blev der i 2010 foretaget 16.632 provokerede aborter. Heraf var 4.141 af dem for kvinder på 20-24 år. (Kilde: Sundhedsstyrelsen s. 1)

Tager vi alle de her tal for pålydende, så betyder det altså, at 2277 provokerede aborter skyldtes, at kvinden mente sig for ung til at få børn og at 1805 aborter blev foretaget, fordi kvinden mente, at hendes (og hendes partners) økonomi ikke var til det.

De andre begrundelser læner sig for de fleste vedkommende op ad nogenlunde samme linje: ingen partner, partner ønsker ikke børn nu, svært at kombinere det at have et barn med hhv. udd. og job.

Kun nogle få af begrundelserne kan siges at stikke lidt uden for mønsteret, nemlig ustabil social situation og at  kvindens forældre har rådet hende til en abort.

Og så her til allersidst kommer en virkelig vinder: Ønskede større afstand mellem børn!

Alle de her begrundelser, med mulig undtagelse af de to, jeg lige pegede på, har én ting til fælles:

De er alle begrundelser, der dybest set siger: Det at få et barn passer ikke så godt lige nu...

Og så er det, jeg må spørge:

Hvad er egentlig forskellen på, om man vælger abort pga. køn eller om man vælger abort, fordi "det passer ikke så godt lige nu" at få et barn?

Især skærer den mig lidt i øjnene, den der med "Større afstand mellem børn."

Ret beset: Langt de fleste aborter blandt kvinder på 20-24 år vælges fordi det på en eller anden måde ikke passer til de ønsker, vi har. Det samme gælder vel også for abort pga. køn?

Er din økonomi til rotterne?

I de her krisetider er der mange, som har en presset økonomi. Og har du mistet dit job, så er du særlig udsat. Forleden kunne man læse i Information, at hver anden ledig står i så grel en situation, at økonomien ikke engang kan løbe rundt. For når man mister sit job, koster det nemlig typisk 7000,- om måneden og for mange ledige betyder det, at udgifterne ganske enkelt er større end indtægterne.

Samtidig kan man læse flere steder, bl.a. hos Finansbureauet, at det er en rigtig god idé at droppe banklån og pantebreve og finansiere afdragene ved ikke længere at afdrage på realkreditlånet.

Det lyder da fantastisk, ikke sandt!

Men - for der er et men - det hjælper jo ikke ret meget, hvis du er ledig og din indtægt er blevet så lav, at kreditforeningen ikke vil røre ved dig med en ildtang...

Og det er desværre tilfældet for ganske mange.

Personligt har jeg overordentlig svært ved at forstå kreditforeningernes indstilling til det, for det drejer sig vel om at skabe en situation, hvor de kan tjene flest mulige penge for mindst mulig risiko?

Altså forstået på den måde, at jo større chancen for at du kan betale både renter og afdrag hos kreditforeningen, jo bedre er det for både dig og kreditforeningen.
Og jo flere penge, de kan tjene ved en ny ordning, jo bedre er det for dem, selv om det ikke i sig selv er bedre for dig.

Alligevel virker det som om kreditforeningerne ikke rigtig kan se fidusen i at overtage bankernes lån, selv om de både tjener flere penge på det og samtidig styrker boligejerens betalingsevne og dermed gør risikoen for at miste pengene mindre.

Måske er det dét, der får alle mulige nye lånevirksomheder at skyde op som vintergækker ved første tegn på tøvejr?

Prøv at google "økonomi," "afdrag," "kredit" eller blot ordet "penge" og vupti! så er din skærm plastret til med tilbud om hurtige lån, hvor du kan få svar inden for 10 minutter...

Det er en bekymrende tendens, for hvis din økonomi i forvejen er til rotterne, så bliver den da for alvor til rotterne, hvis du låner penge midlertidigt for at klare en svær periode til en rente, som er helt utilgivelig!

Mit råd?

Hold dig langt væk fra de lånetilbud. Tal med din bank og prøv, om du kan få dem til at forstå, at du faktisk ikke har andre alternativer end de der forbistrede lånehajer, hvis banken afviser at hjælpe dig igennem. Det må da selv den mest forstokkede bankmand kunne begribe: at enten træder banken til eller også ender de højst sandsynligt med at miste alle de penge, de har lånt dig... Det må man da håbe, for ellers står verden da ikke længere...

Skrækkelige, gode minder

Inspireret af Fie Laursen, som i TV2 stod frem 14. oktober med sine oplevelser af at blive mobbet, skrev jeg forleden et indlæg til støtte for hende.

At jeg blev mobbet som barn har jeg aldrig lagt skjul på, men de konkrete minder om det deler jeg sjældent med nogen. Om det er en fejl, ved jeg såmænd ikke, men Fie Laursens mod til at dele med hele verden har fået mig til at spekulere over, om jeg egentlig ikke burde fortælle lidt om, hvad mobning er.

Sagen er, at når jeg hører om mobning i nyhederne og ikke mindst, når jeg oplever, hvordan mange griber debatten om mobning an, så bliver jeg faktisk lidt irriteret. Det gør jeg, fordi jeg synes, der er en tendens til at gøre mobning til en slags udvidet drilleri. Og det holder ikke - slet ikke!

Mobning handler om at være udenfor. Om at være den, ingen vil være sammen med. Om at de få, der egentlig gerne vil være sammen med én, holder det skjult af frygt for selv at blive mobbet. Om at du ikke kan gøre noget som helst, der høster anerkendelse. Om at det, du siger og gør, ikke bliver taget alvorligt, alene fordi det er dig, der siger og gør det. Og om, at når andre kopierer det, du gør og siger, så høster de anerkendelsen for det.

Men i stedet for at tale i overordnede begreber og hurtige overskrifter, skulle jeg måske dele en oplevelse med jer:

Det var en dag som alle andre. Jeg kom for sent i skole. Det gjorde jeg nok lidt tit, for jeg havde temmelig langt til skole og måtte sluge min morgenmad for at kunne nå at blive færdig og gå de godt 300 meter hen til skolen.

Da jeg kom ind i klassen, var der ikke mange, der bemærkede det, for de var jo vante til, at jeg for det meste ikke var der, inden timen begyndte. Min lærer bemærkede det spydigt: "Hej Per, dejligt at se dig her til morgen. Og undskyld, vi gik i gang, inden du kom..."

Med min sædvanlige evne til en hurtig replik, var jeg ikke sen til at give svar på tiltale, selv om det jo egentlig var mig, der havde trådt ved siden af.

"Det er okay," sagde jeg med et overbærende nik, "I er tilgivet for jeres brøde."

Replikken udløste et par kluk fra en af mine klassekammerater, som smilede stort.

"Hvad er det, der er sjovt?" spurgte en af de andre.

"Hørte I ikke, hvad han sa..." begyndte ham, der lo, men så tog han sig i det. Smilet stivnede og han kiggede ned i bordet.

Ham, der havde spurgt, hvad der var sjovt, kiggede skiftevis på mig, på ham, der lo og på læreren, men endte med en kort rysten på hovedet og så blev der ikke snakket mere om det. Jeg satte mig på min plads og måtte med et suk erkende, at når det var mig, var det åbenbart ikke morsomt.

Et par dage senere kom en af mine klassekammerater for sent i skole. Det var ham, der havde spurgt, hvad der var sjovt. Han kom frejdigt ind i klassen og meddelte med tydelig stemme:

"Bare tag det roligt, folkens, I er tilgivet for at starte uden mig..."

Latteren bredte sig ud i klassen... Alle lo, undtagen jeg. Ikke, fordi jeg ikke syntes, det var morsomt, men jeg havde jo ligesom hørt den joke før...

Læs gerne mere af min egen historie her.

Danmarks modigste pige!

Så du Fie Laursen på TV i går?

Det gjorde jeg og jeg er dybt imponeret!
Her går en pige på 16 år rundt og bliver punket af sine jævnaldrende. Hun bliver ganske enkelt mobbet. Og ja, det kan godt være, mobning er gået hen og blevet lidt et mode-fokus, men uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er mobning et problem, hvor ingen vinder. Alle taber; ALLE!

Fie Laursen (foto tyvstjålet fra fielaursen.dk)

Jeg kender selv til, hvordan det er at være den, der ikke regnes for noget. Den, der må tage skraldet for andres usikkerhed og tage slagene for andres manglende mod til at være den, de er. Jeg véd, hvordan det føles, når det, man siger og gør i bedste fald bliver ignoreret og i værste fald latterliggjort - for derefter at opleve, hvordan andre kan sige eller gøre præcis det samme og modtage klassens bifald og begejstring.

For er der én ting, de færreste har fanget, når det gælder mobning, så er det, at mobning ikke handler om drillerier. Mobning stikker langt dybere end "sjove" bemærkninger og ubetænksomme pranks. Mobning handler om noget, der ligger langt dybere end almindelig drilagtighed.

Mobning handler nemlig dybest set om at være udenfor...

Når du bliver mobbet, så er du ikke en del af fællesskabet. Du bliver ikke inviteret til pyjamasparty, filmaften og fødselsdag, medmindre forældrene til den, der inviterer, har forstået, hvor vigtig opgaven som opdrager er.

Når du bliver mobbet, vil ingen være i gruppe med dig, medmindre de véd, du kan sikre dem sejren i en konkurrence -  og selv da kan du ikke være sikker...

Når du bliver mobbet, vil ingen grine af dine vittigheder, men andre gentager gerne dine vittigheder og høster anerkendelse for dem.

Når du bliver mobbet, er der pludselig opdaget på den ledige stol.

Når du bliver mobbet, kan du ligne en fotomodel og alligevel blive kaldt grim og ulækker.

Kort sagt: Når du bliver mobbet, vil alt, du foretager dig, blive kvitteret negativt!

Derfor er jeg dybt imponeret over Fie Laursen. Hun var for to år siden uden tvivl Danmarks Modigste Pige.
I dag er hun 18 år og Danmarks Modigste Unge Kvinde.

Nu læser Fie Laursen sikkert ikke min blog. Hun har nok alt for travlt med at besvare mails og kommentarer fra hendes mange fans og støtter på sin blog. Men jeg vil nu alligevel sende dig en hilsen, Fie:

Når nogen kan finde på at sammenligne dig med en abe fra Zoologisk Have, skal du bare vide, at det overhovedet ikke har noget med dig og dit udseende at gøre. Med fare for at nogen synes, jeg er en gammel gris (jeg er 39) vil jeg sige dig en ting:

Du er gudesmuk!

Og hvis nogen siger noget andet, så er de altså ikke ved deres fulde fem.
Hvis du, som læser min blog, gerne vil have syn for sagen, så kig forbi Fie Laursens blog. Hvis du ikke er enig med mig i, at hun er et emne som fotomodel, så skulle du nok overveje et godt tilbud fra Louis Nielsen...

Men endnu vigtigere, Fie:

Alt det, du har været igennem, er med til at styrke dig som menneske og uanset, hvad der sker i fremtiden, skal du holde godt fast i, at du er et fantastisk menneske, som enhver burde være beæret over at kende.

Og så en lille opmuntring: den, der bliver mobbet som barn eller ung er ofte den, der har sucess senere i livet! Verden ligger for dine fødder og med det mod og den styrke, du har, ville verden være et dårligere sted uden dig!

Læs gerne mere om min egen historie her

Anmeldelse: Spark i din forfatterrøv!

"Tag dit skriveri alvorligt. Giv det tid, giv det omhu, giv det masser af arbejde. Giv ikke op."

 Sådan slutter Ane-Marie Kjeldberg af i "Spark i din forfatterrøv!" - en bog om at skrive skønlitterært. Ane-Marie Kjeldbergs brutale behandling af din po-po er da også kærligt ment. Det er sådan, du skal læse bogen.

"Spark i din forfatterrøv" indeholder 15 skriveøvelser, som Kjeldberg mener vil hjælpe dig i gang med at skrive godt.

Bogen er ikke en gennemgang af forskellige teknikker og det skal man gøre sig klart, inden man læser bogen og bruger øvelserne. For det ER ikke en grundbog; det er en øve-bog - eller som min gamle tysklærer plejede at sige om øvebogen for tyske gloser og grammatik: det er en ØV-bog!

De første 4 øvelser handler om at finde inspirationen inde i dig selv. Kjeldberg skriver det ikke direkte, men jeg tolker mellem linjerne, at hun er enig med mig i, at det ubetinget vigtigste værktøj for en forfatter er dig selv, din personlighed, dine oplevelser, dine drømme, din frygt, dine værdier og dit livssyn. De første 4 øvelser hjælper dig i gang med at grave alt det frem.

Øvelse 5 og 6 hjælper dig til at få en fornemmelse af, hvordan dine tekster bliver modtaget af dine læsere: her øver du dig i at tænke i tredje person og dernæst i første person.

Øvelse 7 får dig igennem en process, hvor du bliver mere opmærksom på, hvad dine omgivelser gør ved dig

Øvelse 8 styrker din evne til at sætte dig ind i dine karakterers tankegang og sætter dig bedre i stand til at forudsige, hvordan de vil reagere og fungere i forskellige situationer.

Øvelse 9 hjælper dig til at skære helt ind til benet. Her kan du lære at fjerne alt overflødigt fedt fra din tekst og nå frem til det væsentlige

Øvelse 10-14 er øvelser, der bringer dig ind i de lidt mere hard-core skriveteknikker. Her lærer du noget om  forskellige måder at anskue den samme scene på. Du lærer noget om at gøre dine karakterer til hele mennesker med både positive og negative sider. Du lærer noget om stemningsbilleder og du lærer noget om at skrive dialog mellem dine karakterer.

Øvelse 15 er en sammenfatningsøvelse af alt det, du har lært ved de 14 foregående øvelser og her kan du få et indblik i, hvad du har fået ud af øvelserne.

Til alle øvelserne er der en bonustekst, som dybest set er forfatterens måde at give dig en forståelse af, hvad øvelsernes formål er. Kjeldberg har anbragt disse bonustekster EFTER øvelserne og det synes jeg er et godt træk, for på den måde kan du bruge øvelserne og bonusteksterne alt efter, hvordan du selv lærer bedst. Nogle mennesker arbejder bedst med at vide, hvor øvelserne skal bære hen, mens andre har det bedst med blot at lave øvelserne og få en aha-oplevelse af dem.

Og endelig indeholder bogen en beskrivelse af forfatterspirens 7 dødssynder. Disse dødsynder er beskrevet på en tydelig og forståelig måde og hvis du ikke kan genkende dig selv i en eneste af dem, er det formentlig fordi du ikke er forfatter og aldrig rigtig har prøvet kræfter med skønlitteratur.

Alt i alt er bogen en god investering for dig, hvis du gerne vil træne dine evner for at skrive skønlitteratur. Øvelserne er på ingen måde hverken nyskabende eller revolutionerende. Faktisk er de så gribende enkle og gennemprøvede af forfattere gennem de sidste mange hundrede år, at hvis ikke det handlede om kunst, ville man kalde det simpelt tyveri - men nu er det kunst, det handler om og så er det helt i orden.

Styrken ved bogen er da også netop enkelheden og den simple, men effektive tilgang til det at skrive. Øvelserne tager dig igennem en bearbejdelse af dig selv som det vigtigste værktøj og giver dig mulighed for at udvikle dine evner for at skrive.

Gør bogen dig til bestsellerforfatter? Ja, det kommer jo an på dit talent og det er jo ikke alle, der har talent for at skrive...

Bogen koster 59,- og kan købes her

Æbler, æbler, æbler...

Jeg elsker vores små familieprojekter. For efterhånden 5 år siden gravede vi en trampolin ned med de bare hænder (ja, og så med en skovl og en spade, naturligvis) og hele familien var med - selv den yngste, som dengang var 2 år, hjalp til og slæbte sten og grus i sin lille spand.

De to sidste somre har det stået på mere gravearbejde, hvor vi har været i gang med at grave ud til terrasse og også her er alle med i et eller andet omfang.

Men så er der også de mindre projekter. Som nu f.eks. vores æbler, som jeg henter ude i haven.

Så hælder jeg dem ned i vasken i køkkenet og skræller en skål æbler, som jeg så skærer ud i både og skærer kernehuset fra. Bådene bruger jeg til æblegrød eller æbletærte og kernehusene smider jeg i min saftcentrifuge, som jeg fik i fødselsdagsgave for nogle år siden af mine forældre. De mindste æbler ryger samme vej, for det er ikke værd at bruge tid på at skære dem ud til at koge æblegrød af.

I år har jeg dog ikke kunnet ordne æblerne selv, for hold op, hvor er der mange æbler! Vi har et gammelt filippatræ - det er vel en 80-90 år gammelt - og det giver en del æbler. Ca. hvert andet år går træet helt amok i øbler og så kan vi faktisk ikke rigtig følge med. Og i år er det altså helt igennem sindssygt!

Man tror, det er løgn, hvis man ikke selv har oplevet det, men jeg har faktisk hver eneste dag de seneste tre uger været ude i haven og samlet to 10-liters spande fulde af æbler - og det er endda bare nedfald! Hver dag: 20 liter æbler! Det er ret vildt...!

Og så kan jeg altså ikke følge med...

Så derfor sætter jeg en gang imellem ungerne i gang også. Så står vi på rad og række i køkkenet og hjælpes ad med æblerne. I løbet af en times tid har vi til ca. 10 liter æblegrød og har presset ca. 5 liter juice. Noget af det ryger i fryseren til senere brug, men det er faktisk forbavsende, hvor meget af det, der bliver brugt med det samme. Nogle dage kan de sætte ikke mindre end 5 liter æblegrød og 1½ liter juice til livs i løbet af et døgn og så er der jo ikke så meget tilbage at gemme til senere - men det gør nu heller ikke noget, for de har selv været med til at lave det - måske er det derfor, det smager så godt??

Den mest solgte børneebog på Saxo.com!

Slagtilbud på Skrymers Handske som eBog!

Så kan vi minsandten fejre Skrymers Handske igen!
Bogen er nemlig den mest populære børneebog på Saxo.com
Det fejrer vi med et slagtilbud i efterårsferien:

Lørdag og Søndag: 20kr.
Mandag: 25kr.
Tirsdag: 30kr.
Onsdag: 35kr.
Torsdag: 40kr.
Fredag: 45kr.
Derefter normalpris igen

Find bogen her

Det kriller i maven i dag

I dag skulle det første oplag af "Skrymers Handske" som Paperback gerne lande på Distributionscentralen i Køge, så jeg har en anelse sommerfugle i maven.

Jeg er spændt på, hvordan bogen vil blive modtaget og selv om jeg sender et par anmeldereksemplarer ud til aviserne, så er jeg noget mere interesseret i, hvad I læsere derude tænker om bogen. Anmeldere kan jo tage fejl, men det gør læsere som regel ikke.

Foto: Søren E. Alwan

I tirsdags bragte Jyske Medier en artikel om mit forfatterskab. Artiklen kom i Horsens Folkeblad og Vejle Amts Folkeblad, men du kan også læse en online artikel her

I artiklen er Skrymers Handske nævnt og avisen henviser til, at man kan købe mine bøger på www.Riidr.com. Det kan man også, men kun som eBøger. Hvis du gerne vil have fingrene i Paperbackudgaven, skal du enten købe den hos din lokale boghandler (hvis ikke de har den, kan de bestille den hjem til dig) eller også kan du bestille den hos Saxo.com.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er en bog for dig, kan du finde en læseprøve her.

Jeg glæder mig rigtig meget til at høre fra enhver, som har læst bogen eller som er nysgerrig på den, så skriv endelig en kommentar her på bloggen - eller send en mail til: perholbo@gmail.com

Glæder mig til at høre fra dig!

ePubberen er i luften!

Nej, der er ikke noget som helst kinky ved ePubberen...

ePubberen er blevet til som følge af, at jeg gennem den seneste tid har fået flere henvendelser fra forfattere, der gerne vil have deres værker gjort klar til salg som eBøger.

Så for at gøre det lidt smartere og lidt nemmere for folk at finde frem til den service, jeg tilbyder på konsulentbasis, så har jeg oprettet en side på FaceBook.

Du kan finde den her

Så kan jeg vist godt lægge mig til at dø!

I lørdags døde mine børns oldefar. Han blev 91 år gammel.
Døden er jo en del af livet og i vores familie har vi nok et ret afslappet forhold til døden. Vi er ikke bange for at tale om døden og vi oplever begravelser som noget positivt. Det kan lyde lidt morbidt, men det, jeg mener er bare, at en begravelse er en god måde at få afsluttet på. Det vender jeg måske tilbage til i et andet indlæg.

Niels-Christian havde gennem et stykke tid haft ét eneste ønske her i livet - at få livet afsluttet. Han var træt og hele hans måde at tænke om det på, pustede mening i den bibelske formulering "at være træt og mæt af dage..."

Niels-Christian orkede bare ikke mere. Han havde oplevet rigeligt.

Døden er nok for det meste præget af både sorg og savn. Vi sørger over den, der er død og vi savner den, der er død. Men på en eller anden måde er det bare noget andet, når gamle mennesker dør. Især, hvis de er syge og ikke orker mere. Så er det ligesom om, sorgen ikke fylder så meget. Vi er ikke kede af det på Niels-Christians vegne, for han fik jo sit ønske opfyldt og uanset om man tror på et liv efter døden eller ej, så er Niels-Christian nok bedre stillet nu, end for blot en uge siden, hvor han knap kunne tænde sig en smøg uden at sætte ild til hele plejehjemmet...

Men selv om sorgen måske ikke fylder så meget, så er savnet der jo stadig. Vi savner Niels-Christian. Vi savner hans humor, vi savner hans rolige gemyt og hans evne til at få folk til at føle sig velkomne i hans selskab. Personligt savner jeg at blive udfordret på min evne til at forstå hans midt- og vestjyske dialekt, som kun blev en endnu større udfordring, fordi han mumlede og slugte konsonanter og vokaler sådan nærmest lidt tilfældigt. Men mest kommer jeg til at savne hans imødekommenhed.

Min sidste samtale med ham var i forbindelse med hans datters sølvbryllup. Vi var samlet en kæmpeflok fra min kones familie. Her skal jeg måske sige, at min kones familie er så stor, at hvis de alle sammen flyttede ind i det samme nabolag, ville deres getto få både Mjølnerparken, Vollsmose og Sundparken i Horsens til at ligne en hyggelig lille landsby.

Vi var altså samlet til sølvbryllup på et flot konferencecenter og da min kone og jeg ankom, sad Niels-Christian i en sofa i foyeren. Vi hilste pænt på hinanden, som vi plejer: med et godt, fast håndtryk, et nik med hovedet, et 'goddag og tillykke' fra min side samt et 'goddag og velkommen' fra hans side - fuldstændig, som vi plejer fortsatte han med at sige et eller andet, jeg ikke forstod (sikkert om vejret, han var landmand) og jeg svarede så et eller andet, han ikke kunne høre (men når læberne bevæger sig, kan man jo se, de siger noget, så det er vel godt nok...)

Men én ting var anderledes end normalt, for straks efter de indledende formaliteter (at byde velkommen var nu aldrig bare en formalitet for Niels-Christian skal jeg sige) - straks efter disse ord pegede Niels-Christian på sin sølvbrudedatter.

"Niels-Christian," sagde han, "sølvbrudens far."

Havde det nu ikke lige været Niels-Christian, så havde jeg nok vejet mine ord, men selv om vi ikke mødes så tit, har jeg nu altid følt mig tryg ved Niels-Christian og har aldrig været bange for at komme til at sige noget forkert.

"Ja, jeg ved det godt," svarede jeg, "Det er Per. Jeg er gift med Kirstine, Verner Madsens datter."

Et splitsekund virkede han ærgerlig, men så tog han sig i det. "Undskyld," sagde han, "jeg kan ikke genkende folk."

Jeg trak på skuldrene og smilede. "Pyt med det," sagde jeg, "det tager jeg ikke så tungt. Jeg ved, jeg er velkommen og det er det vigtigste."

Så sad vi og snakkede lidt, inden middagen blev serveret.

Efterfølgende har jeg tænkt på, om jeg burde have ladet som ingenting. Niels-Christian og hans kone havde 5 børn, godt 20 børnebørn og rundt regnet 100 oldebørn og jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg hævder, at han for et par år siden kunne navnene på hver eneste af dem - også børnebørnenes kærester, selv om de jo naturligvis blev udskiftet en gang imellem.

Måske fik jeg pillet lidt ved hans stolthed..? Det er der ikke noget at gøre ved nu og i sidste ende betyder det nok heller ikke så meget. Men der sker jo ofte det, at når nogen dør, så begynder vi at tænke efter, om der var noget, vi kunne have gjort anderledes...

Efter festen talte Niels-Christian med en af sine døtre. Her gjorde han sin holdning meget klar:
"Så..." mumlede han, "Nu har jeg set alle mine døtre holde sølvbryllup. Så kan jeg godt lægge mig til at dø..."

Det gjorde han så... Sølvbrylluppet var her sidst på sommeren og i lørdags var det slut.
Efter et langt og fuldt liv kunne han endelig lægge sig hvile...

Og jeg spekulerer på, hvad jeg selv gerne vil huskes for, når jeg engang dør?

Ugens Weekendtilbud: Nabostøj

Frie Forfattere bestræber sig på at have et tilbud hver eneste weekend og i denne weekend er det fra Else Cederborgs hånd.

Tilbuddet er novellen "Nabostøj," som er en del af antologien "Balancerende på randen" og den kan findes her

Kig dig endelig omkring hos Frie Forfattere - det er derfor, hjemmesiden er blevet til...

Et billede siger 10 ord - (og et hmmm...)

Hvad mon den kære Astrid tænker?

::::: (Hmmm, mon det var nemmere bare at give hende et lille puf?):::::::

Vi går da ind for genbrug?

Det er dejligt med genbrug. Genbrug er en del af løsningen på miljøproblemerne i verden, for når vi genbruger, så bruger vi ikke nær så meget energi.

Men nogle gange kan det måske være lige til kanten.

Se f.eks. Berlingske Tidende, som i dag genbruger arkivfoto i deres to sammenhængende historier om formandsvalget i SF. Joh, det er selvfølgelig næsten samme historie, der ligger bag og det er i hvert fald de samme to personer - men voldsomt inspirerende er det nok ikke:

Kigger man så på kommentarerne, følger læserne godt op på genbrugstanken. 5 kommentarer i alt og 4 af dem lader til at være SF´ere, der er godt gale i skralden på snilde Villy.

Ellers vil jeg ikke sige så meget andet om formandsvalget i SF, end at det har potentiale til at bringe en bombe under regeringen, for uanset udfaldet vil SF være nødt til gøre et eller andet drastisk for ikke at ende uden for folketinget efter de næste 2-3 valg.

Jesu kors var 2km højt?

Ja, okay... Måske er det lige lovlig i overkanten af efterslæb med indlægget her, for det er faktisk næsten en uge siden, at Jyllandsposten bragte nyheden om en skat fundet i en udgravning på Bornholm. Her har arkæ-ø-logerne (undskyld, jeg kunne ikke lade være...) tilsyneladende kæmpet i ugevis med hver deres teske og neglebørste i hånden og endelig....! Lige før redskaberne knækkede og budgettet var drænet, dukkede minsandten en vaskeægte skattekiste op! Sirligt placeret på toppen af en bunke guldmønter tronede et kors med kæde og det er dette kors, der er fokus på i mit indlæg.

Sagen er, at man mener, korset måske vil afsløre en stor, stor hemmelighed, når engang det lykkes arkæologerne (ja, det er jo ikke sjovt anden gang...) at åbne relikviet: nemlig et endnu større og mere betydningsfuldt relikvie: 

En splint af Jesu kors

En splint af Jesu kors? - siger du måske...

Ja, netop! En splint af Jesu kors. Ifølge legenden sørgede hans disciple nemlig for at hugge korset op i små splinter; hver af dem med en lille smule af Guds kraft i sig til at helbrede, trøste, gøre store mirakler i stil med vand til vin - og ja... endda opvække folk fra de døde!

Jeg er nok en smule skeptisk...

Ikke med miraklerne, altså... Jeg er ikke spor i tvivl om, at der findes mirakler - alene det, at det kan lykkes en bronzevinder i kuglestød at komme i folketinget på tvivlsomme danseevner og politiske udmeldinger, der er mere interessante end de er bekræftende på, at han har alle kuglerne hjemme... 
Det er da et mirakel i sig selv, hvis man vel at mærke ser bort fra, at mirakler normalt forståes som noget positivt.

Men der kom jeg lige på vildspor. Mirakler eksisterer helt sikkert, men hvis man sammentæller alle de splinter efter Jesu kors, der tilsyneladende skulle befinde sig over hele Europa, så måtte Han altså være blevet hængt op på et kors, der var mindst 2km højt!

For slet ikke at tale om selve situationen lige omkring korsfæstelsen. Kan du ikke lige se det for dig? Dér hænger Jesus på korset og disciplene er spredt for alle vinde og gemmer sig i frygt for at nogen kunne finde på at gøre noget ubehageligt (altså: RIGTIG ubehageligt, ikke som i dag, hvor vi bare deporterer dem, vi ikke kan lide tilbage til deres hjemland og lader andre om det ubehagelige...)

Men de gemmer sig altså. Inde i husene, nede i kældrene, bag møbler og store krukker. Og så! Lige pludselig... på én gang... så får de alle sammen den samme idé...

De vælter frem fra skabe og skuffer, fra tage og gemmestedet under sengen - løber op mod Golgata, hvor Jesus netop er blevet taget ned fra korset, da han er blevet erklæret død. De vrimler frem fra gader og stræder mod deres fælles mål. Og når de møder hinanden i kryds og på parkeringspladser hilser de hinanden med et helligt råb: "Lad os hugge hans kors op og sælge dem som tandstikkere! De bliver mange penge værd en dag!"

Nej, vel?

Du kan ikke se det for dig - det kan jeg heller ikke...

Den næstfarligste tid på året!

De fleste mennesker har nok sommeren som favorit. Her er der lange dage og korte skørter og man kan gå i sin have uden en tr... - nej, dét billede skåner jeg dig lige for...

Så er der dem, der bedst kan lide foråret, hvor alting blomstrer og spirer og der er nyt liv overalt.

Nogle få kan bedst lide efteråret for sine farver og sin høst af æbler, pærer, nødder, kirsebær, vin og hvad man ellers har i sin have.

Og så er der selvfølgelig et af børnenes favoritter: vinteren med snebolde og juletræ og sit navn skrevet i gult på kælkebakken, når de voksne ikke ser det.

For mig er det et svært valg... Ikke fordi det er svært at vælge min favorit, men nok snarere, fordi det er svært at vælge, hvilken årstid jeg er mindst bange for. Hvilken af disse årstider indeholder den laveste risiko for at blive tvunget til at ansøge om permanent opholdstilladelse på et af landets skadestuer?

Om sommeren kan man både blive forbrændt, få hedeslag, blive stukket af en vred hveps... eller min personlige frygt nummer 1: at blive taget i at kigge for intenst på bikinitoppenes farver og få et efterfølgende fast håndtryk på kinden som tak... (det er lige præcis derfor, jeg holder mig langt væk fra den slags unoder - det er dog noget sjovere med unoder, man ikke bliver taget i...)

Om efteråret er det jo næsten livsfarligt at opholde sig i naturen, hvor man hvert øjeblik kan risikere at få et eller andet hårdt stykke frugt eller en kastanje lige oven i pæren, så bulerne står ud til alle sider som Jytte Abildstrøm på en rigtig dårlig hårdag.

Om vinteren er den mest åbenlyse fare jo nok is og sne, som til enhver tid udgør en risiko for glidende tacklinger af nabokonen på rundt regnet 100 år som næppe får en sommer mere. For slet ikke at tale om kaskader af istapper, der hænger og truer med at falde ned og få såret på kinden til at springe op igen.

Og foråret? Ja, det er næsten endnu værre end efteråret, for her er det ikke blot frugt og nødder, der er farlige. Næh, her kan man blive forulempet af hele træer, når man uforvarende kommer kørende i sin bil på landevejen og ikke har skænket en tanke, at netop nu, hvor svalen har meldt sin ankomst, da er det også tiden, hvor træerne springer ud. Helt uden hæmninger springer de ud overalt og uden at tage nogen som helst hensyn til, om der lige kommer en bil i vejen.

Så nej, min favorit er ikke favorit for sine positive sider, men derimod på manglen af negative sider: nemlig juletiden.

I juletiden er der ganske vist sne, men vi har fri og ingen kan tvinge mig til at gå uden for en dør - og skulle det endda ske, at nogen meget kraftigt insisterer på det, så kna det slet ikke lade sig gøre. For så længe julen står for døren, så kommer man hverken ud eller ind...

Juletiden er nemlig kun den NÆSTfarligste tid på året - lige i hælene på alle de andre...

Blomstrende Ung Romantik

I forrige uge havde jeg en sjov oplevelse. Det var aften og de to yngste var puttet, så jeg sad i sofaen sammen med min ældste datter på 11 år. Vi var alene, for min søn var ude at overnatte og min kone var til møde.

Så ringede det på døren. Udenfor stod to knægte på omtrent 16 år. Den ene stod lidt tilbage et stykke nede på trappen, mens den anden stod forrest og førte ordet. Eller: "lod sig føre af ordet" er nok en bedre beskrivelse. Han vred sine hænder og kunne næsten ikke fastholde sit blik på mig, mens han forsøgte at forklare deres ærinde.

"Øhm... hej... øh, vi øh... vi kommer fra Flemming Efterskole og der er nogle piger, som vi rigtig godt kan lide og så vil vi gerne spørge dem, om de vil være kærester, men vi har ingen blomster og så så vi, at I har nogle buketter dernede..."

Han pegede ned langs husmuren og jeg studsede over, hvilke buketter, der kunne være tale om. Et hurtigt kig ned langs huset afslørede ikke meget, så jeg måtte spørge lidt mere ind til det.

"Buketter?"

"Ja, sådan nogle lyserøde nogen..." Han så meget ængstelig ud... "Hvis vi bare måtte få en enkelt hver??"

"Det er I nok nødt til lige at vise mig," svarede jeg og begyndte at gå ned ad trappen med dem begge halsende efter, "jeg er sådan set ligeglad, men det kan godt være, min kone har en anden mening om det."

På vejen ned til hjørnet af huset, hvor vores have begynder, var de meget undskyldende og kravlede næsten for mig.

"Det er altså ikke for at være frække," sagde ham, der lod sig føre af ordet...

"Jamen, kæreste venner," svarede jeg, "I er da ikke frække, I er da superhøflige. Hvis I bare havde nakket blomsterne, så havde det været flabet. I spørger da pænt, om I må. Det kan jeg da kun tage hatten af for."

Buketterne viste sig at være vores store blomsterbed, hvor lyserøde blomster overalt truede med at overfalde græsplænen.

"Er det dem, I mener?"

De nikkede, alt imens de fortsatte deres undskyldende rækker af "det er ikke for at være frække," "undskyld, hvis vi er for meget" og mange andre, som jeg ikke helt forstod. Det var vist på teenagersprog, tror jeg.

"Skal I bruge blomster begge to?"

Stilhed... De kiggede på hinanden og derefter nervøst på mig. Den ene løftede en finger op for at understøtte sin forespørgsel. "Hvis vi bare kan få én hver....?" Håbets ild i hans øjne var noget presset og der var efterhånden kun gløder tilbage.

"Skal I bruge blomster begge to?" gentog jeg.

De nikkede.

"Vi har jo rigeligt af dem og vi skal alligevel ikke bruge dem alle sammen, så I kan jo tage 10 blomster hver."

Lettelse og smil og glæde og taknemmelighed fyldte hele gaden og lyste om kap med hver anden gadelampe (ja, for halvdelen af gadelamperne er jo slukket som en del af kommnens spareplan)

De fik også lidt køkkenrulle og et par elastikker til at sætte fast på stilkebundterne.

"Så dypper I dem i lidt vand og så holder de sig bedre," forklarede jeg. Det forstod de godt, men de kunne ikke rigtig finde ud af at sætte det på - sikkert som følge af nervøsitet, selv om jeg ikke rigtig kunne spore, om det var mig, de var nervøse for eller om det snarere var den forestående begivenhed, der fyldte deres tanker.

Så jeg måtte hjælpe dem med at sætte våd køkkenrulle på buketterne (der nu rent faktisk VAR buketter) imens de søgte efter lidt moralsk opbakning.

"Tror du ikke, de bliver glade for blomsterne?"

"Jo, bestemt!" slog jeg fast, "det er et godt træk."

Efter lidt tid forlod de stedet og siden har jeg ikke hørt fra dem. Jeg håber, det gik godt...

Jeg har i dette indlæg tidligere skrevet noget om det at give blomster, men drengene her viser jo netop, hvad der virkelig betyder noget...