onsdag den 17. oktober 2012

Skrækkelige, gode minder

Inspireret af Fie Laursen, som i TV2 stod frem 14. oktober med sine oplevelser af at blive mobbet, skrev jeg forleden et indlæg til støtte for hende.

At jeg blev mobbet som barn har jeg aldrig lagt skjul på, men de konkrete minder om det deler jeg sjældent med nogen. Om det er en fejl, ved jeg såmænd ikke, men Fie Laursens mod til at dele med hele verden har fået mig til at spekulere over, om jeg egentlig ikke burde fortælle lidt om, hvad mobning er.

Sagen er, at når jeg hører om mobning i nyhederne og ikke mindst, når jeg oplever, hvordan mange griber debatten om mobning an, så bliver jeg faktisk lidt irriteret. Det gør jeg, fordi jeg synes, der er en tendens til at gøre mobning til en slags udvidet drilleri. Og det holder ikke - slet ikke!

Mobning handler om at være udenfor. Om at være den, ingen vil være sammen med. Om at de få, der egentlig gerne vil være sammen med én, holder det skjult af frygt for selv at blive mobbet. Om at du ikke kan gøre noget som helst, der høster anerkendelse. Om at det, du siger og gør, ikke bliver taget alvorligt, alene fordi det er dig, der siger og gør det. Og om, at når andre kopierer det, du gør og siger, så høster de anerkendelsen for det.




Men i stedet for at tale i overordnede begreber og hurtige overskrifter, skulle jeg måske dele en oplevelse med jer:

Det var en dag som alle andre. Jeg kom for sent i skole. Det gjorde jeg nok lidt tit, for jeg havde temmelig langt til skole og måtte sluge min morgenmad for at kunne nå at blive færdig og gå de godt 300 meter hen til skolen.

Da jeg kom ind i klassen, var der ikke mange, der bemærkede det, for de var jo vante til, at jeg for det meste ikke var der, inden timen begyndte. Min lærer bemærkede det spydigt: "Hej Per, dejligt at se dig her til morgen. Og undskyld, vi gik i gang, inden du kom..."

Med min sædvanlige evne til en hurtig replik, var jeg ikke sen til at give svar på tiltale, selv om det jo egentlig var mig, der havde trådt ved siden af.

"Det er okay," sagde jeg med et overbærende nik, "I er tilgivet for jeres brøde."

Replikken udløste et par kluk fra en af mine klassekammerater, som smilede stort.

"Hvad er det, der er sjovt?" spurgte en af de andre.

"Hørte I ikke, hvad han sa..." begyndte ham, der lo, men så tog han sig i det. Smilet stivnede og han kiggede ned i bordet.

Ham, der havde spurgt, hvad der var sjovt, kiggede skiftevis på mig, på ham, der lo og på læreren, men endte med en kort rysten på hovedet og så blev der ikke snakket mere om det. Jeg satte mig på min plads og måtte med et suk erkende, at når det var mig, var det åbenbart ikke morsomt.

Et par dage senere kom en af mine klassekammerater for sent i skole. Det var ham, der havde spurgt, hvad der var sjovt. Han kom frejdigt ind i klassen og meddelte med tydelig stemme:

"Bare tag det roligt, folkens, I er tilgivet for at starte uden mig..."

Latteren bredte sig ud i klassen... Alle lo, undtagen jeg. Ikke, fordi jeg ikke syntes, det var morsomt, men jeg havde jo ligesom hørt den joke før...

Læs gerne mere af min egen historie her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."