søndag den 28. oktober 2012

Børn og fulde folk

Indlægget i dag er superkort.

Jeg vil bare lige dele en sjov kommentar:

---
"Mor, hvorfor er der flag på bussen?"

"Det er fordi dronningen har fødselsdag i dag.."

"Hvad? Holder hun fødselsdag inde i bussen?"
---


onsdag den 24. oktober 2012

Kedelige pligter eller arbejdsfællesskab?

Jeg synes, det er vigtigt at mine børn har nogle konkrete pligter i hjemmet. De skal ikke bare sidde på deres flade po-po og glo fjernsyn, mens min kone og jeg drøner rundt i hele huset og laver mad, fylder og tømmer opvaskemaskinen, vasker tøj og gør rent.

Børnene skal være med...

Men det er faktisk lettere sagt end gjort og jeg må bare konstatere, at det ofte er meget lettere selv at gøre tingene, end det er at holde ungerne i gang.

Så var det, jeg kom i tanke om, at jeg jo egentlig godt kan forstå, det virker lidt uoverkommeligt for dem, for ærligt talt: hvor ER pligter dog kedelige!



Jeg gider jo heller ikke selv ordne tingene, når jeg skal gøre det alene. Det er langt nemmere og meget mere hyggeligt at gøre ting sammen, for så har vi et arbejdsfællesskab, hvor vi har følelsen af, at vi har en fælles opgave og er sammen om tingene.

Så nu har jeg lavet en plan med opgaver, der skal ordnes og i stedet for at prikke ungerne ud til at lave hver deres opgave, så klarer vi tingene sammen. Og det er faktisk lykkes ganske pænt. Jeg bruger ikke nær så megen energi på at holde dem til ilden og de får den dejlige følelse af stolthed over at være med i det hele.

Jeg er selvfølgelig spændt på, om det holder ved, men jeg tror på det...

Har dine børn arbejdsopgaver derhjemme?

søndag den 21. oktober 2012

Fri Abort ER frasortering!

I går aftes blev Det Radikale Venstres sundhedsordfører, Camilla Hersom, forarget over, at danske kvinder tager til Sverige for at få en abort, fordi barnets køn ikke er som ønsket.

"Det er det, jeg synes, der er det virkelig forfærdelige i den her sag. Her bliver det kønnet alene, der afgør om barnet kommer til at leve, eller barnet kommer til at dø," sagde hun på DR.

Jo, tak, det er jeg da enig i. At vælge en abort, fordi man ikke får det køn, man ønsker? Det er helt ude i hampen!



Det har da også fået mange op af stolen og hen til tastaturet på DRs hjemmeside, hvor der bestemt ikke lægges fingre imellem. Udtryk som "usmageligt," "sygt," "Den forkælede generation," "Uhyggeligt" og "Klamt" fyger rundt på debatten som frostsne under en snestorm.

Og som sagt: jeg er fuldkommen enig: det er på ingen måder i orden at få foretaget en abort, fordi man ikke lige får det køn, man gerne vil have.

Jeg spekulerer bare på, om Camilla Hersom og alle de mange debattører inde på DR Debat helt har tænkt det igennem?

En undersøgelse fra 2010 (s.28) viser, at kvinder på 20-24 år har følgende begrundelser for at vælge en abort:
(NB! Bemærk, at kvinderne her havde mulighed for at give flere begrundelser for valget af abort, så man kan ikke regne tallene sammen til at give 100%)

For ung: 55,8%
Har ingen partner: 16,3%
Er i ustabilt forhold: 15,8%
Partner ønsker ikke barn nu: 18,1%
Gravid med en anden end fast partner: 1,8%
Ustabil social situation: 12,3%
Svært at kombinere arbejde og barn: 7,8%
Svært at forene udd. og barn: 34,7%
Ustabil økonomisk situation: 43,6%
Forældre ønskede eller rådede til det: 1,6%
Ønskede større afstand mellem børn: 7,3%

Jeg ville gerne kunne præsentere tal for andre aldersgrupper, men det er ikke lykkedes mig at finde en undersøgelse for det, så jeg vil i stedet koncentrere mig om netop denne aldersgruppe:

I Danmark blev der i 2010 foretaget 16.632 provokerede aborter. Heraf var 4.141 af dem for kvinder på 20-24 år. (Kilde: Sundhedsstyrelsen s. 1)

Tager vi alle de her tal for pålydende, så betyder det altså, at 2277 provokerede aborter skyldtes, at kvinden mente sig for ung til at få børn og at 1805 aborter blev foretaget, fordi kvinden mente, at hendes (og hendes partners) økonomi ikke var til det.

De andre begrundelser læner sig for de fleste vedkommende op ad nogenlunde samme linje: ingen partner, partner ønsker ikke børn nu, svært at kombinere det at have et barn med hhv. udd. og job.

Kun nogle få af begrundelserne kan siges at stikke lidt uden for mønsteret, nemlig ustabil social situation og at  kvindens forældre har rådet hende til en abort.

Og så her til allersidst kommer en virkelig vinder: Ønskede større afstand mellem børn!

Alle de her begrundelser, med mulig undtagelse af de to, jeg lige pegede på, har én ting til fælles:

De er alle begrundelser, der dybest set siger: Det at få et barn passer ikke så godt lige nu...

Og så er det, jeg må spørge:

Hvad er egentlig forskellen på, om man vælger abort pga. køn eller om man vælger abort, fordi "det passer ikke så godt lige nu" at få et barn?

Især skærer den mig lidt i øjnene, den der med "Større afstand mellem børn."

Ret beset: Langt de fleste aborter blandt kvinder på 20-24 år vælges fordi det på en eller anden måde ikke passer til de ønsker, vi har. Det samme gælder vel også for abort pga. køn?

torsdag den 18. oktober 2012

Er din økonomi til rotterne?

I de her krisetider er der mange, som har en presset økonomi. Og har du mistet dit job, så er du særlig udsat. Forleden kunne man læse i Information, at hver anden ledig står i så grel en situation, at økonomien ikke engang kan løbe rundt. For når man mister sit job, koster det nemlig typisk 7000,- om måneden og for mange ledige betyder det, at udgifterne ganske enkelt er større end indtægterne.

Samtidig kan man læse flere steder, bl.a. hos Finansbureauet, at det er en rigtig god idé at droppe banklån og pantebreve og finansiere afdragene ved ikke længere at afdrage på realkreditlånet.

Det lyder da fantastisk, ikke sandt!

Men - for der er et men - det hjælper jo ikke ret meget, hvis du er ledig og din indtægt er blevet så lav, at kreditforeningen ikke vil røre ved dig med en ildtang...

Og det er desværre tilfældet for ganske mange.

Personligt har jeg overordentlig svært ved at forstå kreditforeningernes indstilling til det, for det drejer sig vel om at skabe en situation, hvor de kan tjene flest mulige penge for mindst mulig risiko?

Altså forstået på den måde, at jo større chancen for at du kan betale både renter og afdrag hos kreditforeningen, jo bedre er det for både dig og kreditforeningen.
Og jo flere penge, de kan tjene ved en ny ordning, jo bedre er det for dem, selv om det ikke i sig selv er bedre for dig.

Alligevel virker det som om kreditforeningerne ikke rigtig kan se fidusen i at overtage bankernes lån, selv om de både tjener flere penge på det og samtidig styrker boligejerens betalingsevne og dermed gør risikoen for at miste pengene mindre.

Måske er det dét, der får alle mulige nye lånevirksomheder at skyde op som vintergækker ved første tegn på tøvejr?

Prøv at google "økonomi," "afdrag," "kredit" eller blot ordet "penge" og vupti! så er din skærm plastret til med tilbud om hurtige lån, hvor du kan få svar inden for 10 minutter...

Det er en bekymrende tendens, for hvis din økonomi i forvejen er til rotterne, så bliver den da for alvor til rotterne, hvis du låner penge midlertidigt for at klare en svær periode til en rente, som er helt utilgivelig!

Mit råd?

Hold dig langt væk fra de lånetilbud. Tal med din bank og prøv, om du kan få dem til at forstå, at du faktisk ikke har andre alternativer end de der forbistrede lånehajer, hvis banken afviser at hjælpe dig igennem. Det må da selv den mest forstokkede bankmand kunne begribe: at enten træder banken til eller også ender de højst sandsynligt med at miste alle de penge, de har lånt dig... Det må man da håbe, for ellers står verden da ikke længere...

onsdag den 17. oktober 2012

Skrækkelige, gode minder

Inspireret af Fie Laursen, som i TV2 stod frem 14. oktober med sine oplevelser af at blive mobbet, skrev jeg forleden et indlæg til støtte for hende.

At jeg blev mobbet som barn har jeg aldrig lagt skjul på, men de konkrete minder om det deler jeg sjældent med nogen. Om det er en fejl, ved jeg såmænd ikke, men Fie Laursens mod til at dele med hele verden har fået mig til at spekulere over, om jeg egentlig ikke burde fortælle lidt om, hvad mobning er.

Sagen er, at når jeg hører om mobning i nyhederne og ikke mindst, når jeg oplever, hvordan mange griber debatten om mobning an, så bliver jeg faktisk lidt irriteret. Det gør jeg, fordi jeg synes, der er en tendens til at gøre mobning til en slags udvidet drilleri. Og det holder ikke - slet ikke!

Mobning handler om at være udenfor. Om at være den, ingen vil være sammen med. Om at de få, der egentlig gerne vil være sammen med én, holder det skjult af frygt for selv at blive mobbet. Om at du ikke kan gøre noget som helst, der høster anerkendelse. Om at det, du siger og gør, ikke bliver taget alvorligt, alene fordi det er dig, der siger og gør det. Og om, at når andre kopierer det, du gør og siger, så høster de anerkendelsen for det.




Men i stedet for at tale i overordnede begreber og hurtige overskrifter, skulle jeg måske dele en oplevelse med jer:

Det var en dag som alle andre. Jeg kom for sent i skole. Det gjorde jeg nok lidt tit, for jeg havde temmelig langt til skole og måtte sluge min morgenmad for at kunne nå at blive færdig og gå de godt 300 meter hen til skolen.

Da jeg kom ind i klassen, var der ikke mange, der bemærkede det, for de var jo vante til, at jeg for det meste ikke var der, inden timen begyndte. Min lærer bemærkede det spydigt: "Hej Per, dejligt at se dig her til morgen. Og undskyld, vi gik i gang, inden du kom..."

Med min sædvanlige evne til en hurtig replik, var jeg ikke sen til at give svar på tiltale, selv om det jo egentlig var mig, der havde trådt ved siden af.

"Det er okay," sagde jeg med et overbærende nik, "I er tilgivet for jeres brøde."

Replikken udløste et par kluk fra en af mine klassekammerater, som smilede stort.

"Hvad er det, der er sjovt?" spurgte en af de andre.

"Hørte I ikke, hvad han sa..." begyndte ham, der lo, men så tog han sig i det. Smilet stivnede og han kiggede ned i bordet.

Ham, der havde spurgt, hvad der var sjovt, kiggede skiftevis på mig, på ham, der lo og på læreren, men endte med en kort rysten på hovedet og så blev der ikke snakket mere om det. Jeg satte mig på min plads og måtte med et suk erkende, at når det var mig, var det åbenbart ikke morsomt.

Et par dage senere kom en af mine klassekammerater for sent i skole. Det var ham, der havde spurgt, hvad der var sjovt. Han kom frejdigt ind i klassen og meddelte med tydelig stemme:

"Bare tag det roligt, folkens, I er tilgivet for at starte uden mig..."

Latteren bredte sig ud i klassen... Alle lo, undtagen jeg. Ikke, fordi jeg ikke syntes, det var morsomt, men jeg havde jo ligesom hørt den joke før...

Læs gerne mere af min egen historie her.

mandag den 15. oktober 2012

Danmarks modigste pige!

Så du Fie Laursen på TV i går?

Det gjorde jeg og jeg er dybt imponeret!
Her går en pige på 16 år rundt og bliver punket af sine jævnaldrende. Hun bliver ganske enkelt mobbet. Og ja, det kan godt være, mobning er gået hen og blevet lidt et mode-fokus, men uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er mobning et problem, hvor ingen vinder. Alle taber; ALLE!


Fie Laursen (foto tyvstjålet fra fielaursen.dk)


Jeg kender selv til, hvordan det er at være den, der ikke regnes for noget. Den, der må tage skraldet for andres usikkerhed og tage slagene for andres manglende mod til at være den, de er. Jeg véd, hvordan det føles, når det, man siger og gør i bedste fald bliver ignoreret og i værste fald latterliggjort - for derefter at opleve, hvordan andre kan sige eller gøre præcis det samme og modtage klassens bifald og begejstring.

For er der én ting, de færreste har fanget, når det gælder mobning, så er det, at mobning ikke handler om drillerier. Mobning stikker langt dybere end "sjove" bemærkninger og ubetænksomme pranks. Mobning handler om noget, der ligger langt dybere end almindelig drilagtighed.

Mobning handler nemlig dybest set om at være udenfor...

Når du bliver mobbet, så er du ikke en del af fællesskabet. Du bliver ikke inviteret til pyjamasparty, filmaften og fødselsdag, medmindre forældrene til den, der inviterer, har forstået, hvor vigtig opgaven som opdrager er.

Når du bliver mobbet, vil ingen være i gruppe med dig, medmindre de véd, du kan sikre dem sejren i en konkurrence -  og selv da kan du ikke være sikker...

Når du bliver mobbet, vil ingen grine af dine vittigheder, men andre gentager gerne dine vittigheder og høster anerkendelse for dem.

Når du bliver mobbet, er der pludselig opdaget på den ledige stol.

Når du bliver mobbet, kan du ligne en fotomodel og alligevel blive kaldt grim og ulækker.

Kort sagt: Når du bliver mobbet, vil alt, du foretager dig, blive kvitteret negativt!

Derfor er jeg dybt imponeret over Fie Laursen. Hun var for to år siden uden tvivl Danmarks Modigste Pige.
I dag er hun 18 år og Danmarks Modigste Unge Kvinde.

Nu læser Fie Laursen sikkert ikke min blog. Hun har nok alt for travlt med at besvare mails og kommentarer fra hendes mange fans og støtter på sin blog. Men jeg vil nu alligevel sende dig en hilsen, Fie:

Når nogen kan finde på at sammenligne dig med en abe fra Zoologisk Have, skal du bare vide, at det overhovedet ikke har noget med dig og dit udseende at gøre. Med fare for at nogen synes, jeg er en gammel gris (jeg er 39) vil jeg sige dig en ting:


Du er gudesmuk!

Og hvis nogen siger noget andet, så er de altså ikke ved deres fulde fem.
Hvis du, som læser min blog, gerne vil have syn for sagen, så kig forbi Fie Laursens blog. Hvis du ikke er enig med mig i, at hun er et emne som fotomodel, så skulle du nok overveje et godt tilbud fra Louis Nielsen...

Men endnu vigtigere, Fie:

Alt det, du har været igennem, er med til at styrke dig som menneske og uanset, hvad der sker i fremtiden, skal du holde godt fast i, at du er et fantastisk menneske, som enhver burde være beæret over at kende.

Og så en lille opmuntring: den, der bliver mobbet som barn eller ung er ofte den, der har sucess senere i livet! Verden ligger for dine fødder og med det mod og den styrke, du har, ville verden være et dårligere sted uden dig!

Læs gerne mere om min egen historie her

søndag den 14. oktober 2012

Anmeldelse: Spark i din forfatterrøv!

"Tag dit skriveri alvorligt. Giv det tid, giv det omhu, giv det masser af arbejde. Giv ikke op."
 Sådan slutter Ane-Marie Kjeldberg af i "Spark i din forfatterrøv!" - en bog om at skrive skønlitterært. Ane-Marie Kjeldbergs brutale behandling af din po-po er da også kærligt ment. Det er sådan, du skal læse bogen.

"Spark i din forfatterrøv" indeholder 15 skriveøvelser, som Kjeldberg mener vil hjælpe dig i gang med at skrive godt.



Bogen er ikke en gennemgang af forskellige teknikker og det skal man gøre sig klart, inden man læser bogen og bruger øvelserne. For det ER ikke en grundbog; det er en øve-bog - eller som min gamle tysklærer plejede at sige om øvebogen for tyske gloser og grammatik: det er en ØV-bog!

De første 4 øvelser handler om at finde inspirationen inde i dig selv. Kjeldberg skriver det ikke direkte, men jeg tolker mellem linjerne, at hun er enig med mig i, at det ubetinget vigtigste værktøj for en forfatter er dig selv, din personlighed, dine oplevelser, dine drømme, din frygt, dine værdier og dit livssyn. De første 4 øvelser hjælper dig i gang med at grave alt det frem.

Øvelse 5 og 6 hjælper dig til at få en fornemmelse af, hvordan dine tekster bliver modtaget af dine læsere: her øver du dig i at tænke i tredje person og dernæst i første person.

Øvelse 7 får dig igennem en process, hvor du bliver mere opmærksom på, hvad dine omgivelser gør ved dig

Øvelse 8 styrker din evne til at sætte dig ind i dine karakterers tankegang og sætter dig bedre i stand til at forudsige, hvordan de vil reagere og fungere i forskellige situationer.

Øvelse 9 hjælper dig til at skære helt ind til benet. Her kan du lære at fjerne alt overflødigt fedt fra din tekst og nå frem til det væsentlige

Øvelse 10-14 er øvelser, der bringer dig ind i de lidt mere hard-core skriveteknikker. Her lærer du noget om  forskellige måder at anskue den samme scene på. Du lærer noget om at gøre dine karakterer til hele mennesker med både positive og negative sider. Du lærer noget om stemningsbilleder og du lærer noget om at skrive dialog mellem dine karakterer.

Øvelse 15 er en sammenfatningsøvelse af alt det, du har lært ved de 14 foregående øvelser og her kan du få et indblik i, hvad du har fået ud af øvelserne.

Til alle øvelserne er der en bonustekst, som dybest set er forfatterens måde at give dig en forståelse af, hvad øvelsernes formål er. Kjeldberg har anbragt disse bonustekster EFTER øvelserne og det synes jeg er et godt træk, for på den måde kan du bruge øvelserne og bonusteksterne alt efter, hvordan du selv lærer bedst. Nogle mennesker arbejder bedst med at vide, hvor øvelserne skal bære hen, mens andre har det bedst med blot at lave øvelserne og få en aha-oplevelse af dem.

Og endelig indeholder bogen en beskrivelse af forfatterspirens 7 dødssynder. Disse dødsynder er beskrevet på en tydelig og forståelig måde og hvis du ikke kan genkende dig selv i en eneste af dem, er det formentlig fordi du ikke er forfatter og aldrig rigtig har prøvet kræfter med skønlitteratur.

Alt i alt er bogen en god investering for dig, hvis du gerne vil træne dine evner for at skrive skønlitteratur. Øvelserne er på ingen måde hverken nyskabende eller revolutionerende. Faktisk er de så gribende enkle og gennemprøvede af forfattere gennem de sidste mange hundrede år, at hvis ikke det handlede om kunst, ville man kalde det simpelt tyveri - men nu er det kunst, det handler om og så er det helt i orden.

Styrken ved bogen er da også netop enkelheden og den simple, men effektive tilgang til det at skrive. Øvelserne tager dig igennem en bearbejdelse af dig selv som det vigtigste værktøj og giver dig mulighed for at udvikle dine evner for at skrive.

Gør bogen dig til bestsellerforfatter? Ja, det kommer jo an på dit talent og det er jo ikke alle, der har talent for at skrive...

Bogen koster 59,- og kan købes her

Æbler, æbler, æbler...

Jeg elsker vores små familieprojekter. For efterhånden 5 år siden gravede vi en trampolin ned med de bare hænder (ja, og så med en skovl og en spade, naturligvis) og hele familien var med - selv den yngste, som dengang var 2 år, hjalp til og slæbte sten og grus i sin lille spand.

De to sidste somre har det stået på mere gravearbejde, hvor vi har været i gang med at grave ud til terrasse og også her er alle med i et eller andet omfang.

Men så er der også de mindre projekter. Som nu f.eks. vores æbler, som jeg henter ude i haven.

Så hælder jeg dem ned i vasken i køkkenet og skræller en skål æbler, som jeg så skærer ud i både og skærer kernehuset fra. Bådene bruger jeg til æblegrød eller æbletærte og kernehusene smider jeg i min saftcentrifuge, som jeg fik i fødselsdagsgave for nogle år siden af mine forældre. De mindste æbler ryger samme vej, for det er ikke værd at bruge tid på at skære dem ud til at koge æblegrød af.




I år har jeg dog ikke kunnet ordne æblerne selv, for hold op, hvor er der mange æbler! Vi har et gammelt filippatræ - det er vel en 80-90 år gammelt - og det giver en del æbler. Ca. hvert andet år går træet helt amok i øbler og så kan vi faktisk ikke rigtig følge med. Og i år er det altså helt igennem sindssygt!

Man tror, det er løgn, hvis man ikke selv har oplevet det, men jeg har faktisk hver eneste dag de seneste tre uger været ude i haven og samlet to 10-liters spande fulde af æbler - og det er endda bare nedfald! Hver dag: 20 liter æbler! Det er ret vildt...!

Og så kan jeg altså ikke følge med...

Så derfor sætter jeg en gang imellem ungerne i gang også. Så står vi på rad og række i køkkenet og hjælpes ad med æblerne. I løbet af en times tid har vi til ca. 10 liter æblegrød og har presset ca. 5 liter juice. Noget af det ryger i fryseren til senere brug, men det er faktisk forbavsende, hvor meget af det, der bliver brugt med det samme. Nogle dage kan de sætte ikke mindre end 5 liter æblegrød og 1½ liter juice til livs i løbet af et døgn og så er der jo ikke så meget tilbage at gemme til senere - men det gør nu heller ikke noget, for de har selv været med til at lave det - måske er det derfor, det smager så godt??

lørdag den 13. oktober 2012

Den mest solgte børneebog på Saxo.com!


Slagtilbud på Skrymers Handske som eBog!


Så kan vi minsandten fejre Skrymers Handske igen!
Bogen er nemlig den mest populære børneebog på Saxo.com
Det fejrer vi med et slagtilbud i efterårsferien:

Lørdag og Søndag: 20kr.
Mandag: 25kr.
Tirsdag: 30kr.
Onsdag: 35kr.
Torsdag: 40kr.
Fredag: 45kr.
Derefter normalpris igen

Find bogen her

torsdag den 11. oktober 2012

Det kriller i maven i dag

I dag skulle det første oplag af "Skrymers Handske" som Paperback gerne lande på Distributionscentralen i Køge, så jeg har en anelse sommerfugle i maven.

Jeg er spændt på, hvordan bogen vil blive modtaget og selv om jeg sender et par anmeldereksemplarer ud til aviserne, så er jeg noget mere interesseret i, hvad I læsere derude tænker om bogen. Anmeldere kan jo tage fejl, men det gør læsere som regel ikke.

Foto: Søren E. Alwan
I tirsdags bragte Jyske Medier en artikel om mit forfatterskab. Artiklen kom i Horsens Folkeblad og Vejle Amts Folkeblad, men du kan også læse en online artikel her

I artiklen er Skrymers Handske nævnt og avisen henviser til, at man kan købe mine bøger på www.Riidr.com. Det kan man også, men kun som eBøger. Hvis du gerne vil have fingrene i Paperbackudgaven, skal du enten købe den hos din lokale boghandler (hvis ikke de har den, kan de bestille den hjem til dig) eller også kan du bestille den hos Saxo.com.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er en bog for dig, kan du finde en læseprøve her.

Jeg glæder mig rigtig meget til at høre fra enhver, som har læst bogen eller som er nysgerrig på den, så skriv endelig en kommentar her på bloggen - eller send en mail til: perholbo@gmail.com

Glæder mig til at høre fra dig!

tirsdag den 9. oktober 2012

ePubberen er i luften!

Nej, der er ikke noget som helst kinky ved ePubberen...

ePubberen er blevet til som følge af, at jeg gennem den seneste tid har fået flere henvendelser fra forfattere, der gerne vil have deres værker gjort klar til salg som eBøger.

Så for at gøre det lidt smartere og lidt nemmere for folk at finde frem til den service, jeg tilbyder på konsulentbasis, så har jeg oprettet en side på FaceBook.

Du kan finde den her

mandag den 8. oktober 2012

Så kan jeg vist godt lægge mig til at dø!

I lørdags døde mine børns oldefar. Han blev 91 år gammel.
Døden er jo en del af livet og i vores familie har vi nok et ret afslappet forhold til døden. Vi er ikke bange for at tale om døden og vi oplever begravelser som noget positivt. Det kan lyde lidt morbidt, men det, jeg mener er bare, at en begravelse er en god måde at få afsluttet på. Det vender jeg måske tilbage til i et andet indlæg.

Niels-Christian havde gennem et stykke tid haft ét eneste ønske her i livet - at få livet afsluttet. Han var træt og hele hans måde at tænke om det på, pustede mening i den bibelske formulering "at være træt og mæt af dage..."

Niels-Christian orkede bare ikke mere. Han havde oplevet rigeligt.

Døden er nok for det meste præget af både sorg og savn. Vi sørger over den, der er død og vi savner den, der er død. Men på en eller anden måde er det bare noget andet, når gamle mennesker dør. Især, hvis de er syge og ikke orker mere. Så er det ligesom om, sorgen ikke fylder så meget. Vi er ikke kede af det på Niels-Christians vegne, for han fik jo sit ønske opfyldt og uanset om man tror på et liv efter døden eller ej, så er Niels-Christian nok bedre stillet nu, end for blot en uge siden, hvor han knap kunne tænde sig en smøg uden at sætte ild til hele plejehjemmet...

Men selv om sorgen måske ikke fylder så meget, så er savnet der jo stadig. Vi savner Niels-Christian. Vi savner hans humor, vi savner hans rolige gemyt og hans evne til at få folk til at føle sig velkomne i hans selskab. Personligt savner jeg at blive udfordret på min evne til at forstå hans midt- og vestjyske dialekt, som kun blev en endnu større udfordring, fordi han mumlede og slugte konsonanter og vokaler sådan nærmest lidt tilfældigt. Men mest kommer jeg til at savne hans imødekommenhed.

Min sidste samtale med ham var i forbindelse med hans datters sølvbryllup. Vi var samlet en kæmpeflok fra min kones familie. Her skal jeg måske sige, at min kones familie er så stor, at hvis de alle sammen flyttede ind i det samme nabolag, ville deres getto få både Mjølnerparken, Vollsmose og Sundparken i Horsens til at ligne en hyggelig lille landsby.

Vi var altså samlet til sølvbryllup på et flot konferencecenter og da min kone og jeg ankom, sad Niels-Christian i en sofa i foyeren. Vi hilste pænt på hinanden, som vi plejer: med et godt, fast håndtryk, et nik med hovedet, et 'goddag og tillykke' fra min side samt et 'goddag og velkommen' fra hans side - fuldstændig, som vi plejer fortsatte han med at sige et eller andet, jeg ikke forstod (sikkert om vejret, han var landmand) og jeg svarede så et eller andet, han ikke kunne høre (men når læberne bevæger sig, kan man jo se, de siger noget, så det er vel godt nok...)

Men én ting var anderledes end normalt, for straks efter de indledende formaliteter (at byde velkommen var nu aldrig bare en formalitet for Niels-Christian skal jeg sige) - straks efter disse ord pegede Niels-Christian på sin sølvbrudedatter.

"Niels-Christian," sagde han, "sølvbrudens far."

Havde det nu ikke lige været Niels-Christian, så havde jeg nok vejet mine ord, men selv om vi ikke mødes så tit, har jeg nu altid følt mig tryg ved Niels-Christian og har aldrig været bange for at komme til at sige noget forkert.

"Ja, jeg ved det godt," svarede jeg, "Det er Per. Jeg er gift med Kirstine, Verner Madsens datter."

Et splitsekund virkede han ærgerlig, men så tog han sig i det. "Undskyld," sagde han, "jeg kan ikke genkende folk."

Jeg trak på skuldrene og smilede. "Pyt med det," sagde jeg, "det tager jeg ikke så tungt. Jeg ved, jeg er velkommen og det er det vigtigste."

Så sad vi og snakkede lidt, inden middagen blev serveret.

Efterfølgende har jeg tænkt på, om jeg burde have ladet som ingenting. Niels-Christian og hans kone havde 5 børn, godt 20 børnebørn og rundt regnet 100 oldebørn og jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg hævder, at han for et par år siden kunne navnene på hver eneste af dem - også børnebørnenes kærester, selv om de jo naturligvis blev udskiftet en gang imellem.

Måske fik jeg pillet lidt ved hans stolthed..? Det er der ikke noget at gøre ved nu og i sidste ende betyder det nok heller ikke så meget. Men der sker jo ofte det, at når nogen dør, så begynder vi at tænke efter, om der var noget, vi kunne have gjort anderledes...

Efter festen talte Niels-Christian med en af sine døtre. Her gjorde han sin holdning meget klar:
"Så..." mumlede han, "Nu har jeg set alle mine døtre holde sølvbryllup. Så kan jeg godt lægge mig til at dø..."

Det gjorde han så... Sølvbrylluppet var her sidst på sommeren og i lørdags var det slut.
Efter et langt og fuldt liv kunne han endelig lægge sig hvile...

Og jeg spekulerer på, hvad jeg selv gerne vil huskes for, når jeg engang dør?

fredag den 5. oktober 2012

Ugens Weekendtilbud: Nabostøj

Frie Forfattere bestræber sig på at have et tilbud hver eneste weekend og i denne weekend er det fra Else Cederborgs hånd.

Tilbuddet er novellen "Nabostøj," som er en del af antologien "Balancerende på randen" og den kan findes her



Kig dig endelig omkring hos Frie Forfattere - det er derfor, hjemmesiden er blevet til...

torsdag den 4. oktober 2012

onsdag den 3. oktober 2012

Vi går da ind for genbrug?

Det er dejligt med genbrug. Genbrug er en del af løsningen på miljøproblemerne i verden, for når vi genbruger, så bruger vi ikke nær så meget energi.

Men nogle gange kan det måske være lige til kanten.

Se f.eks. Berlingske Tidende, som i dag genbruger arkivfoto i deres to sammenhængende historier om formandsvalget i SF. Joh, det er selvfølgelig næsten samme historie, der ligger bag og det er i hvert fald de samme to personer - men voldsomt inspirerende er det nok ikke:

Kigger man så på kommentarerne, følger læserne godt op på genbrugstanken. 5 kommentarer i alt og 4 af dem lader til at være SF´ere, der er godt gale i skralden på snilde Villy.

Ellers vil jeg ikke sige så meget andet om formandsvalget i SF, end at det har potentiale til at bringe en bombe under regeringen, for uanset udfaldet vil SF være nødt til gøre et eller andet drastisk for ikke at ende uden for folketinget efter de næste 2-3 valg.

tirsdag den 2. oktober 2012

Jesu kors var 2km højt?

Ja, okay... Måske er det lige lovlig i overkanten af efterslæb med indlægget her, for det er faktisk næsten en uge siden, at Jyllandsposten bragte nyheden om en skat fundet i en udgravning på Bornholm. Her har arkæ-ø-logerne (undskyld, jeg kunne ikke lade være...) tilsyneladende kæmpet i ugevis med hver deres teske og neglebørste i hånden og endelig....! Lige før redskaberne knækkede og budgettet var drænet, dukkede minsandten en vaskeægte skattekiste op! Sirligt placeret på toppen af en bunke guldmønter tronede et kors med kæde og det er dette kors, der er fokus på i mit indlæg.

Sagen er, at man mener, korset måske vil afsløre en stor, stor hemmelighed, når engang det lykkes arkæologerne (ja, det er jo ikke sjovt anden gang...) at åbne relikviet: nemlig et endnu større og mere betydningsfuldt relikvie: 

En splint af Jesu kors



En splint af Jesu kors? - siger du måske...

Ja, netop! En splint af Jesu kors. Ifølge legenden sørgede hans disciple nemlig for at hugge korset op i små splinter; hver af dem med en lille smule af Guds kraft i sig til at helbrede, trøste, gøre store mirakler i stil med vand til vin - og ja... endda opvække folk fra de døde!

Jeg er nok en smule skeptisk...

Ikke med miraklerne, altså... Jeg er ikke spor i tvivl om, at der findes mirakler - alene det, at det kan lykkes en bronzevinder i kuglestød at komme i folketinget på tvivlsomme danseevner og politiske udmeldinger, der er mere interessante end de er bekræftende på, at han har alle kuglerne hjemme... 
Det er da et mirakel i sig selv, hvis man vel at mærke ser bort fra, at mirakler normalt forståes som noget positivt.

Men der kom jeg lige på vildspor. Mirakler eksisterer helt sikkert, men hvis man sammentæller alle de splinter efter Jesu kors, der tilsyneladende skulle befinde sig over hele Europa, så måtte Han altså være blevet hængt op på et kors, der var mindst 2km højt!

For slet ikke at tale om selve situationen lige omkring korsfæstelsen. Kan du ikke lige se det for dig? Dér hænger Jesus på korset og disciplene er spredt for alle vinde og gemmer sig i frygt for at nogen kunne finde på at gøre noget ubehageligt (altså: RIGTIG ubehageligt, ikke som i dag, hvor vi bare deporterer dem, vi ikke kan lide tilbage til deres hjemland og lader andre om det ubehagelige...)

Men de gemmer sig altså. Inde i husene, nede i kældrene, bag møbler og store krukker. Og så! Lige pludselig... på én gang... så får de alle sammen den samme idé...

De vælter frem fra skabe og skuffer, fra tage og gemmestedet under sengen - løber op mod Golgata, hvor Jesus netop er blevet taget ned fra korset, da han er blevet erklæret død. De vrimler frem fra gader og stræder mod deres fælles mål. Og når de møder hinanden i kryds og på parkeringspladser hilser de hinanden med et helligt råb: "Lad os hugge hans kors op og sælge dem som tandstikkere! De bliver mange penge værd en dag!"

Nej, vel?

Du kan ikke se det for dig - det kan jeg heller ikke...

mandag den 1. oktober 2012

Den næstfarligste tid på året!

De fleste mennesker har nok sommeren som favorit. Her er der lange dage og korte skørter og man kan gå i sin have uden en tr... - nej, dét billede skåner jeg dig lige for...

Så er der dem, der bedst kan lide foråret, hvor alting blomstrer og spirer og der er nyt liv overalt.

Nogle få kan bedst lide efteråret for sine farver og sin høst af æbler, pærer, nødder, kirsebær, vin og hvad man ellers har i sin have.

Og så er der selvfølgelig et af børnenes favoritter: vinteren med snebolde og juletræ og sit navn skrevet i gult på kælkebakken, når de voksne ikke ser det.

For mig er det et svært valg... Ikke fordi det er svært at vælge min favorit, men nok snarere, fordi det er svært at vælge, hvilken årstid jeg er mindst bange for. Hvilken af disse årstider indeholder den laveste risiko for at blive tvunget til at ansøge om permanent opholdstilladelse på et af landets skadestuer?

Om sommeren kan man både blive forbrændt, få hedeslag, blive stukket af en vred hveps... eller min personlige frygt nummer 1: at blive taget i at kigge for intenst på bikinitoppenes farver og få et efterfølgende fast håndtryk på kinden som tak... (det er lige præcis derfor, jeg holder mig langt væk fra den slags unoder - det er dog noget sjovere med unoder, man ikke bliver taget i...)

Om efteråret er det jo næsten livsfarligt at opholde sig i naturen, hvor man hvert øjeblik kan risikere at få et eller andet hårdt stykke frugt eller en kastanje lige oven i pæren, så bulerne står ud til alle sider som Jytte Abildstrøm på en rigtig dårlig hårdag.

Om vinteren er den mest åbenlyse fare jo nok is og sne, som til enhver tid udgør en risiko for glidende tacklinger af nabokonen på rundt regnet 100 år som næppe får en sommer mere. For slet ikke at tale om kaskader af istapper, der hænger og truer med at falde ned og få såret på kinden til at springe op igen.

Og foråret? Ja, det er næsten endnu værre end efteråret, for her er det ikke blot frugt og nødder, der er farlige. Næh, her kan man blive forulempet af hele træer, når man uforvarende kommer kørende i sin bil på landevejen og ikke har skænket en tanke, at netop nu, hvor svalen har meldt sin ankomst, da er det også tiden, hvor træerne springer ud. Helt uden hæmninger springer de ud overalt og uden at tage nogen som helst hensyn til, om der lige kommer en bil i vejen.

Så nej, min favorit er ikke favorit for sine positive sider, men derimod på manglen af negative sider: nemlig juletiden.

I juletiden er der ganske vist sne, men vi har fri og ingen kan tvinge mig til at gå uden for en dør - og skulle det endda ske, at nogen meget kraftigt insisterer på det, så kna det slet ikke lade sig gøre. For så længe julen står for døren, så kommer man hverken ud eller ind...


Juletiden er nemlig kun den NÆSTfarligste tid på året - lige i hælene på alle de andre...