torsdag den 26. april 2012

Er det for langt ude?

Her på bloggen skriver jeg mest om familieliv, men jeg skriver jo også bøger. Lige nu er jeg i gang med en roman om en kvarter, hvor der sker mange sjove og mystiske ting. Nogle gange kan det nok også blive lidt for mystisk, så nu tænker jeg, at du måske kunne hjælpe mig lidt med at finde ud af, om det her alligevel er for mystisk. Læn dig godt tilbage og læs et kapitel fra romanen...

Den gamle mand og Haven
Nej! Nu er han der igen!” Gartneren råbte næsten fra vinduet, mens han viftede ad sin kone, at hun skulle komme hen og kigge. Det var det perfekte sted. Herfra kunne man se hele Larsensgade og det meste af Vestergade og hvis man brugte kikkert, kunne man endda se helt ned til lystbådehavnen og nogle gange være så heldig at få øje på et par midaldrende mænd og kvinder, der brugte lystbådene til lidt afveksling i deres respektive ægteskaber.


Gartnerens kone satte det tomme serveringsfad på bordet og småløb hen til sin mand. “Hvad? Hvem?” Hun gjorde intet for at skjule sin forventning og glæde over udsigten til spænding og sladder.

Det er den gamle stjærv til Frederiksen,” svarede Gartneren og pegede ud mod gaden, “Nu er han der igen! Se!”

Gartnerens kone trykkede næsen flad mod ruden som et barn ved en slikbutik, som om de få ekstra milimeter kunne gøre en forskel og give hende et bedre udsyn. Den gamle stod I sin have med en periskopkikkert fra BR Legetøj og forsøgte at lure ind gennem vinduerne I stuelejligheden. 

Med periskopkikkerten kunne han se alt, hvad der foregik i fru Holgersens hjem. Han havde haft et godt øje til hende i årevis og for nylig var han begyndt at købe forskelligt slags udstyr, så han kunne holde bedre øje med hende.

Måske er "et godt øje" ikke det rette udtryk. Ingen tvivl om, at han gerne ville giftes med hende, men de fleste i kvarteret mente nu ikke, det havde meget med kærlighed at gøre. 

Eller naturlige drifter, for den sags skyld. Nej, det var nok snarere et spørgsmål om, at han havde brug for én, der kunne vaske hans tøj og lave hans mad og sådan.

For fru Holgersen gjorde det nu ikke den store forskel. “Jeg gifter mig med dig, når Østerby bliver hovedstad,” havde hun sagt, da han friede til hende. Klart og tydeligt, men den bed ikke rigtig på. Frederiksen greb enhver chance for at få blot en lille bitte smule af det, han gerne ville have, uanset om det var ulovligt eller umoralsk.

Hvad tænker manden på?” spurgte Gartnerens kone retorisk og hendes mand gloede på hende. Han vidste præcis, hvad manden tænkte på, men det kan man jo ikke sådan bare sige højt.

I stedet rystede han blot hovedet som en skuffet far, mens han holdt godt øje med hele scenariet. “Du må gøre noget,” foreslog hans kone, men det havde Gartneren overhovedet ingen intentioner om. Han kunne ikke fordrage Frederiksen, som var grunden til, at han ikke kunne flytte gartneriet over på det andet hjørne og ville ganske enkelt elske at se ham komme i vanskeligheder.

Frederiksen ejede nemlig huset derovre og da han havde opdaget, at det var Gartneren, der bød på ejendommen, havde han pludselig skudt prisen vildt i vejret og Gartneren var sikker på, at han kun havde gjort det for at irritere.
Næ, nej,” svarede Gartneren, mens han forsøgte at styre sin vrede, “han er en voksen mand og må selv tage ansvaret for sine handlinger – uanset hvor tåbelige de er.” Så tog han kikkerten for øjnene for rigtig at kunne følge med i udviklingen.

Foreløbig kunne coveret se sådan ud...


Hans kone sukkede dybt og gik tilbage til sit arbejde med at rydde bordet efter frokosten. Hun nåede ikke engang ud i køkkenet, før Gartneren brølede vildt og spændt. “Ha! Så, for Saa... Nu får han problemer!” Hun smed, hvad hun havde i hænderne og nåede lige akkurat hen til vinduet til at se Stene Lene i fokuseret hurtiggang op ad gaden.

Lenes stenansigt virkede hårdere end nogensinde før som hun nærmede sig den gamle mand med periskopkikkerten. Han var så fokuseret på chancen for at få et glimt af nøgne rynker I fru Holgersens badeværelse, at han slet ikke lagde mærke til den ankommende fare.

Beboerne I vestkvarteret havde set deres del af sære ting, men det, der nu skete, var en scene, der havde potentiale til mange snakke hen over bridgebordet. Lene sagde ingenting, da hun greb gamlingen om det spinkle liv og løftede ham op som en pjaltet dukke og bar ham ned ad vejen med en stadigt voksende hale af larmende unger efter sig. Børnenes morskab gik ikke stille for sig og støjen tiltrak blot yderligere opmærksomhed til det spektakulære syn.

For hvert af Lenes bitte små skridt voksede halen I både længde og bredde og bestod snart af både børn og voksne, der alle ville være en del af balladen.

Endelig nåede den uantastede Lene med hele sit følge til Købmand Henriksens butik og uden nogen som helst form for advarsel smed hun den forsvarsløse Frederiksen I affaldscontaineren til stort applaus fra sin fanklub. 

Frederiksen skreg som en femårig, der ikke ville forvises til sit værelse, men Lene emmede af raseri og knaldede containerens låg I med et brag! Lige for næsen af ham.

Hvad hun ikke havde opdaget var, at Frederiksen havde fået hånden op på kanten af containeren og var lige ved at hæve sig ud af sit mareridt og da låget klemte hånden gav han et par korte bjæf fra sig og pludselig blev alt stille. Helt stille.

Lene havde allerede forladt åstedet og var nu på vej tilbage til sine gravsten. Indtil da havde hun kun denne ene ting I hovedet at få stoppet den gamle mand med periskopkikkerten på en sådan måde, at han aldrig nogensinde igen ville turde genoptage sin klamme hobby.

Det havde virket som en god idé, men nu begyndte hun så småt at tvivle. Hun havde været I gang med at flytte nogle gravsten og da hun tog fat I den sidste, havde hun ud af øjenkrogen set noget, der I dén grad havde bragt sindet I kog. Hendes tankegang havde været simpel og missionen krystalklar, da hun satte af sted for at gøre det eneste rigtige: at få stoppet den gamle gris inden stakkels gamle fru Holgersen døde af chok eller vrede I badekarret.

Men nu, hvor hun var på vej tilbage og adrenalinet langsomt aftog, begyndte hun at spekulere og I samme omfang satte hun farten gradvist ned. Hvorfor er Frederiksen så stille? Det ligner ham ikke at lide I stilhed.

Pludselig fik hun en ganske forfærdelig tanke og vendte om. Først med forsigtige skridt, men efterhånden gik hun hurtigere og hurtigere. Til sidst løb hun, hvis man ellers kunne kalde Lenes hurtigste tempo for løb, men da hun kom tilbage, stod der allerede en rand af mennesker omkring affaldscontaineren. Nogen havde løftet gamle hr. Frederiksen ud af affaldet og han lå nu ganske livløs på fortovet, mens Samuel Friedenhoff trykkede med fast rytme på mandens brystkasse. Efter lidt tid stoppede han og rystede på hovedet.

Alle var stille og havde en udefrakommende dukket op på netop det tidspunkt, ville vedkommende nok have undret sig en del over, at så mennesker kunne stå sammen og være så stille. Selv Gartneren stod mundlam I sit vindue, mens kikkerten langsomt lagde sig på vindueskarmen.

Friedenhoff rejste sig og så på Lene, som nu ikke længere var I tvivl om, hvorvidt hendes beslutning havde været rigtig. Det var ikke en decideret gråd, der kom fra hende. Nærmere en slags indelukket hulken, som hvis man græder ind I sin pude om aftenen.

Friedenhoff, der ikke mente sig I stand til at gøre mere for Frederiksen, lagde I stedet sin arm omkring Stene Lene og førte hende væk fra menneskemængden. Han gav sin søn en kort besked om at ringe efter politiet og fulgte så Lene hjem.

***

Hvad tænker du? Er det for åndssvagt? Kommentér herunder:

søndag den 22. april 2012

Hvad magt KAN bruges til

I mit seneste indlæg om magt hævdede jeg, at brugen af magt kan have den modsatte effekt end den, du ønsker som forælder, dvs. at i stedet for at dine børn lærer, hvordan de skal gebærde sig, så lærer de i stedet noget om, hvad der skal til for at gøre far og mor glade. De har altså fokus på dig i stedet for at have fokus på livet.


Som forælder vil du nok hellere have, at dine børn lærer noget, de rent faktisk kan bruge til noget. Børn er nu engang ikke dyr, der skal trænes med belønning og straf til at gøre det, vi forventer af dem uden at vide, hvorfor.

Istedet skal børnene lære af dine erfaringer gennem livet. Det er derfor, jeg skelner mellem læring og magt. Brugen af magt kan man ikke lære noget som helst af. 


Men hvorfor er det så lige, at vi alligevel bruger magt? Hvis brugen af magt ikke lærer ungerne noget og måske også kan skade barnet, var det så ikke bedre at holde sig fra brugen af magt?


Nej, for alternativet er værre!


Selv om mit udgangspunkt er, at børn har samme værdi som voksne, så skal vi ikke være blinde for, at der ER forskel på børn og voksne. Det kan skrives lange bøger om (faktisk ER der skrevet mange, lange bøger om det) og jeg skal ikke her gå dybt ind i den del af det, men blot gøre opmærksom på en enkelt ting:

Opdragelse af børn har et element af disciplin (det lyder i danske ører ikke særlig rart, men sådan er det...) og en del af disciplinen er, at man med magt tvinger børn til noget, de egentlig ikke har lyst til. Det vigtige er at forstå forskellen mellem det, børnene har lyst til og det, de har bedst af. Og som forælder er det dig, der har ansvaret, ikke dit barn. Det er ikke barnet, der afgør, hvad der er bedst. Det er dig!


Og her skal man holde tungen lige i munden: brugen af magt er ikke et læringsredskab. Børnene lærer ingenting ved magt. Det, de lærer af, er din erfaring som voksen.


Når du bruger magt, er det altså ikke som læringsredskab. Brugen af magt er i stedet en måde at skabe opmærksomhed på. Dvs. at når du bruger din magt som forælder, så skal du gøre det for at få barnet til at vågne op. Magt er en metode til at åbne døren for kommunikation med dit barn. Opdragelsen er altså dit mål og når barnet har lukket sig inde i 'vil' eller 'vil ikke' kan magt bruges som en døråbner, så du kan opdrage dem.

Lad os lige opsummere pointerne fra de seneste indlæg:

Som forælder ønsker jeg at opdrage mine børn, så de får de bedste muligheder for success i livet. Det er mit mål: success for mine børn!

For at nå det mål, må jeg respektere mine børn som værdifulde. De er ikke andenrangs; de er ligeværdige med mig.


Hverken røvfuld eller anden overdreven brug af magt understøtter det udgangspunkt.

For at nå det mål bruger jeg forskellige metoder. Magt er en af metoderne, men det er hverken den eneste eller den vigtigste.

Og endelig: magt kan ikke bruges som indlæringsmetode. Det eneste, jeg opnår ved brug af magt som læringsmetode er, at barnet har fokus på at adlyde mig som voksen. De vil altså koncentrere sig om at gøre far eller mor glade i stedet for at få opbygget en tillid til mig som forælder og en forståelse af, at det gavner at lytte til min erfaring.


Resultatet ved den tilgang er, at lige så snart børnene flytter hjemmefra, så har jeg som forælder ingen mulighed for at hjælpe mine børn. Lige så snart jeg ser dem forlade hjemmet, har min erfaring overhovedet ingen betydning for dem.


Resultatet ved den tilgang, som jeg vil folde ud her på bloggen er i stedet en tilgang, der vil få børnene til at lytte til dig som forælder og den indstilling vil de bevare, også når de flytter hjemmefra. Så den kultur, du bringer frem derhjemme, vil også være den kultur, de tager med sig hjemmefra. Vil du lukke døren for dine børn eller vil du holde den åben, så de føler, de kan spørge dig til råds?


Og så er det din tur. Del dine erfaringer, brok dig over indlægget, kom med dine kommentarer herunder:

lørdag den 21. april 2012

Rå magt og hvad du kan lære af det

I mit indlæg 'Respekt for alderdommen, tak!' kom jeg ind på det skifte i synet på børneopdragelse, der har fundet sted inden for de sidste par generationer. I dette indlæg vil jeg kommer nærmere ind på, hvorfor det er godt med det skifte.


Magt som virkemiddel?


Når man skal opdrage børn, er det vigtigt at forstå, hvad brugen af magt har af konsekvenser. I mit indlæg 'Giv konen røvfuld, hvis hun fortjener det' gjorde jeg rede for, at fysisk afstraffelse aldrig er en brugbar vej, men i indlægget her strammer jeg skruen en anelse. Jeg hævder nemlig, at brug af magt kan være lige så slemt som fysisk afstraffelse! Det behøver ikke være det og brugen af magt er under alle omstændigheder nødvendig, men man skal tænke sig om og bruge det rigtigt. 


Når jeg så alligevel hævder, at magt kan være skadelig i opdragelsen, så hænger det sammen med, hvilket grundsynspunkt, du har i din opdragelse. Nogle forældre behandler deres børn som dyr, der skal trænes. Her tænker jeg ikke specifikt på tørre tæsk, selv om det kan være tilfældet. Nej, jeg tænker på hele grundsynet om, at når man træner dyr, så gør man det ud fra den opfattelse, at der er 'rigtig' og 'forkert' og ingenting mellem de to.


Når det gælder børn, har nogle den opfattelse, at børn bliver til mennesker, efterhånden, som de vokser op. De er hermed en slags tomme tønder, der skal fyldes op med normer og værdier. Problemet med den tilgang er, at børn, der opdrages på den måde, bliver voksne, der ikke tænker selv. De vil se hen til andre for vejledning i, hvordan de skal gribe nye situationer an, for de har aldrig lært selv at tage stilling. De har i deres opdragelse været vante til, at far og mor gav belønning, når de gjorde 'det rigtige' og straf, når de gjorde 'det forkerte,' men de har aldrig lært nogle grundprincipper om, hvorfor noget kan være rigtigt og forkert.


Børn, der får den type opdragelse har ikke fokus på at forbedre sig. De har fokus på at gøre far og mor glade. Det vil sige, at de altså har fokus på far og mor i stedet for at have fokus på livet og de udfordringer, de møder. Og sådan vil de også være som voksne. Er det dét, vi ønsker for vores børn?


Det er bl.a. derfor, man skal tænke over, hvordan man bruger magt. Brugen af magt, der står alene, kan man nemlig ikke lære noget af. Brugen af magt kan ikke bruges som opdragelse. Brugen af magt er en væsentlig del af opdragelsen, men ikke til at lære børn om, hvordan de skal opføre sig.


Hvordan man så kan bruge magt på en god måde, kommer jeg ind på i et senere indlæg.

Og nu er det din tur: Del dine erfaringer med os. Protestér, hvis du er enig. Kommentér herunder:

fredag den 20. april 2012

Laila Ammitsbøl: Interview


I dag bringer HolboHistorier endnu et interview. Denne er gang er det Laila Ammitsbøl, som er i fokus. Velkommen til, Laila. Hvis du lige kunne starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg blev født i 1965 og voksede op i Vålse på Nordfalster. Her skulle man hyle med de ulve man var i blandt, men det lykkedes mig aldrig. Jeg var på alle måder anderledes og aparte og min skolegang var et helvede.
Hvad og hvem er jeg: Jeg er vegetar, lesbisk, forfatter, ateist, førtidspensionist og hvad angår følelseslivet et rutsjebanemenneske.

I dag lever jeg sammen med min kone i Næstved. Jeg har, når kræfterne, modet og lysten var til det, skrevet siden jeg var ganske ung, men de sidste år har jeg skrevet med henblik på udgivelse. Jeg er glad for, at det i dag kan lade sig gøre at udgive sine bøger uden at skulle ligge på knæ for et forlag. Jeg har fået flere noveller udvalgt i diverse konkurrencer og er på den måde blevet udgivet på ”rigtige” forlag, men mine bøger er selvudgivelser.

Hvornår begyndte du at skrive?  Og hvorfor?

Jeg er det som min kone så malende kalder en Motorik-Karen. Dvs fuldstændig håbløs til at gribe en bold, springe, svømme, løbe og den slags fysiske udskejelser som gav point blandt mine jævnaldrende, da jeg gik i skole. Det sociale duede jeg ikke til og da jeg kom fra et hjem, der ikke kendte til begreber som omsorg, opdragelse, at holde sig selv ren, osv. var der ingen støtte at hente der.

Men alle har brug for at være god til noget, og når det kom til det skriftlige gav jeg de andre baghjul. Fra første skoledag og til jeg gav skolen fuck-fingeren var jeg den der lå forrest i feltet, når det drejede sig om at jonglere med tal og bogstaver.
Jeg løb ind i gymnastikredskaberne, når jeg skulle springe over dem (eller faldt ned af dem) og enhver bold, der blev sendt i min retning, tabte jeg, ligesom jeg altid tabte ansigt, når nogen havde den uforskammethed at henvende sig til mig. Men bøgerne, bogstaverne, det lille skolebibliotek og naturen var min verden.
Gennem skoletiden holdt jeg selvfølgelig allermest af, når vi skulle skrive fristil og så skrev jeg. Og jeg skrev og jeg skrev og jeg skrev. Men første gang jeg skrev noget, bare for at skrive, var da jeg som 14-årig skrev mit første digt. Det var dramatisk og tragisk. Handlede om en pige, der altid var blevet blevet mobbet og som tog sit liv ved at springe ud fra en bro.

Så jeg skrev og skriver, fordi det er det jeg føler jeg er bedst til og fordi jeg ikke kan lade være. Nogle gange virker det som terapi. Ja, jeg vil gå så vidt at sige, at det til tider forhindrer mig i at blive ravende vanvittig. Andre gange er det en forfinet, stille glæde, når en sætning former sig og står perfekt. Jeg tænker meget i billeder og det er en særlig glæde, når det lykkes at fastholde et billede af en følelse ved hjælp af ord.

Skriver du under dit eget navn eller bruger du et pseudonym? Eller måske begge dele?

En eneste gang har jeg skrevet under pseudonym og det har jeg fortrudt. Det var i 2006, hvor min tekst Perlesnoren blev udgivet på CD'en Postkort fra livet. Da kaldte jeg mig Mælkebøtten. Teksten er så personlig, at jeg af hensyn til mine forældre ikke ville udgive under eget navn.
Kort tid efter brød vi dog kontakten og jeg fortrød, at jeg havde udgivet under pseudonym.

Siden da har jeg udgivet alt i eget navn. Jeg synes, der er noget ynkeligt ved  ikke at have modet til at stå ved det man siger og skriver. På visse blogs og i diverse debatter kan man opleve mennesker sige de grusomste ting om deres næste, men feje hunde er de, for de har ikke modet til at gøre det under eget navn. Fægt med åben pande, eller lad være med at fægte!

Ja, man kommer jo helt til at tænke på Holger Danske, der ikke er 'en formummet skjælm' - Men når du så fægter sådan rent litterært, hvilken bog synes du så selv er din bedste til dato?

Min roman Livet i landet Grotesk er min bedste til dato. Det er den pga sin ærlighed, sin hudløshed, sin skildring af et liv, som ellers ingen ville skildre. Den er den bedste, fordi den forsvarer det lille barn, som blev underkuet og forsømt både af dets forældre, af skolekammerater og af lærere, der burde have grebet ind.

Min bedste tekst er Perlesnoren. Den er så koncentreret og ren. Der er intet overflødigt og selv om det er mange år siden jeg skrev den, har jeg efter min egen mening ikke overgået den.

Faktisk er jeg også ret glad for min novellesamling Niagara kalder, som jeg udgav på Saxo selvudgiver i slutningen af 2011.

Men er der så en bog, du synes er den ringeste?

Min roman Livet i landet Grotesk er også den ringeste. Den var det første større værk jeg skrev og bærer præg af manglende håndværksmæssig kunnen. Historien er god, men havde fortjent en bedre skæbne end at blive skrevet af en uerfaren forfatter, der ikke magtede begrænsningens kunst.

Har din skrivestil ændret sig over tid?

Om selve min stil har ændret sig ved jeg ikke. At jeg rent teknisk er blevet bedre er jeg ikke i tvivl om. Når jeg læser mine gamle tekster, kan jeg se ting jeg ville gøre anderledes i dag. Jeg tror jeg er blevet bedre til at skære ind til benet.

I interviewet med Finn Wilkens kom vi lidt ind på det med, at skriveriet forandrer os, fordi vi lægger noget af os selv i arbejdet med teksten. Tænker du at dit forfatterskab har ændret dig som menneske?

Efter jeg skrev Livet i landet Grotesk har jeg lært, at man nogle gange kan være nødt til at gøre noget selvom det har store konsekvenser. Jeg har lært mig selv bedre at kende, er måske blevet bedre til at sætte grænser. For få år siden, da jeg startede med at udgive havde jeg en masse drømme. Jeg må nok indrømme, at de ikke rigtigt er gået i opfyldelse. Det hersens forfatterskab er ikke noget man bygger på en dag. Mine drømme og forventninger er nok blevet lidt mere realistiske. Jeg har dog stadig håbet, om at kunne skrive noget, der betyder noget for andre mennesker.

Hvad er det mest vovede, du nogensinde har gjort i dit forfatterskab?

Det mest vovede var vel, at jeg overhovedet skrev Livet i landet Grotesk og dermed kastede lys på det, som jeg havde med i rygsækken. Det var en svær proces og jeg måtte i perioder lægge skrivearbejdet fra mig, fordi det var for hårdt at rode op i alt det gamle skidt. Når man skriver så ærlig en bog, risikerer man en masse. Man risikerer at miste og det har jeg da også gjort, men jeg kunne ikke lade være med at skrive den. På en måde tænker jeg, at den lille pige jeg endelig lod komme til orde, ikke kun var mig selv, men også andre børn, der er blevet omsorgssvigtet.

Og hvad er det mest vovede du nogensinde har gjort i virkeligheden?

Det er et svært spørgsmål. Jeg har nok aldrig været særligt modig. Nogle vil måske mene, at det var modigt at springe ud som lesbisk som 14-årig i en landsby og en tid, hvor den slags i allerhøjeste grad var ugleset.

Jeg vil også nævne, at jeg som ganske ung valgte at blive vegetar, fordi det ganske enkelt føles mest rigtigt for mig at leve uden at spise dyr, men da jeg er vokset op i en familie på landet, hvor det at slagte gris, stange ål og skyde harer, var en naturlig del af hverdagen, var det ikke noget der var megen forståelse for.

I nyere tid kan nævnes mit spring ud i et nyt liv efter at jeg havde været i et temmelig problematisk forhold i 15 år. Men ellers kunne det være, at jeg tog helt alene til San Francisco i 2001. Ja, det lyder sikkert mærkeligt i manges ører, men jeg havde aldrig været ude at flyve før og min sociale angst gjorde det til et vovestykke af format at gebærde mig gennem lufthavne osv. Kærligheden drev mig. Jeg havde to år tidligere mødt Maja og nu havde hun altså været i Canada og Californien i et par måneder. Jeg overvandt mig selv og det blev et eventyr jeg aldrig glemmer.

Er der noget i dit forfatterskab, du gerne vil prøve kræfter med? Noget, du synes mangler?

Der er meget jeg mangler, for jeg har masser af ideer, men er nok ikke altid lige god til at holde fast i dem og føre dem ud i livet. Det er vigtigt for mig at fortælle historier, der ellers ikke bliver fortalt. Det fornægtes i dag, at mennesker kan rammes uforskyldt. Tidens mantra er, at du er din egen lykkes smed, og det er man da også i høj grad, men ikke helt og aldeles. Nogle gange bliver mennesker bare ramt hårdt og uretfærdigt, eller vokser op under kår, der får dem til at dø indvendigt inden de nogensinde kommer i gang med at leve.

Rent skriveteknisk vil jeg gerne være bedre til at sortere. Mine tekster skal stå lysende klart uden et eneste overflødigt ord.

Er du nogensinde blevet sammenlignet med andre forfattere?

Nej, det er ikke sket for mig, at jeg er blevet sammenlignet med andre forfattere, men jeg vil dog også helst bare være mig selv, altså ikke en efterligning, men den eneste ene Laila Ammitsbøl.

Hvad er din yndlingsbog? Hvad er det ved lige præcis dén bog, der tiltaler dig?

Min yndlingsbog er en bog, der af mange forfattere, anmeldere, litteraturkritikere og den slags ikke bliver regnet for noget, men for mig er den balsam for sjælen og er blevet hevet ned fra hylden mange gange i årenes løb.

Det er Tove Ditlevsens samlede digte.
Jeg beundrer Tove Ditlevsen og har gjort det siden jeg var teenager. Hun kunne skrive om det som er alment og banalt, og dog gøre det til noget særligt. Hun kunne skære virkeligheden ud så skarpt, at den står og dirrer i rummet foran læseren.

For mange år siden var jeg med i en lyrikgruppe, ja faktisk er det 30 år siden. I denne gruppe var der en kvinde, der havde fået udgivet en digtsamling, så hun var lidt ”finere” end os andre. Da vi en dag talte om yndlingsforfattere og jeg nævnte Tove Ditlevsen, sagde denne kvinde: ”Det stadie må du se at komme over!”

Ak, hvilket hovmod! Hvilken højrøvethed! Jeg er heldigvis aldrig kommet over dette stadie. Hvis det gør mig mindre fin end Rifbjerg-beundrere så er der ikke noget at gøre ved det.

Derudover vil jeg nævne en bog, der er så stærk, så grusom, så realistisk og så velskrevet, at det gjorde ondt at læse den. Det er romanen Gud kommer kun til Afghanistan for at græde. Forfatteren hedder Siba Shakib.

Hvad er så den værste bog, du nogensinde har læst?

Den absolut værste bog jeg nogensinde har læst, er Forbudt kærlighed af Bjarne Hatting. Jeg lånte romanen på biblioteket og glædede mig til at læse den, men den var en fæl skuffelse. 

Forfatteren virker ikke som om han overhovedet har brugt tid på at sætte sig ind i, hvordan en muslimsk pige, der bryder med sin families forventninger har det.

Bogen handler om et lesbisk forhold og forfatteren har valgt at indlægge flere sexscener. Som lesbisk må jeg sige at disse beskrivelser virker totalt urealistiske. Det lyser langt væk af at være en mands fantasi om to piger og har intet med virkeligheden at gøre.

De to unge kvinders store og meget hurtige succes karrieremæssigt virker også meget urealistisk på mig. Nok den mest overfladiske og utroværdige roman jeg nogensinde har læst.
Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet?

Verden havde efter min mening været et bedre sted uden Bibelen, Koranen og Mein kampf.

Se, det er jo lidt sjovt, at jeg nu har haft to forfatterinterviews på min blog og begge nævner Bibelen som en bog, der ikke burde være udgivet. Det lidt sjove er, at jeg selv har den kristne tro som en meget vigtig del af min tilværelse. Når du nu mener, verden ville have været bedre uden Bibelen, er det så en holdning, der får dig til at se anderledes på mig som kristen?

Nej, selvfølgelig ser jeg ikke anderledes på dig, fordi du er kristen. Den enkelte kristne eller enkelte muslim eller Sai Baba tilhænger kan jo være et godt og venligt menneske.
Det der gør mig vred er når diverse trosretninger bruges til at hamre medmennesket i hovedet med.


Ja, det har du ret i. Alt for meget ondt er gennem tiden sket i en eller anden guds navn, som på den måde er blevet misbrugt og det interessante er jo, at det slet ikke er det, der er det grundlæggende budskab i hverken kristendom eller islam. Men nu til noget helt andet: Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Nej, nej og atter nej! Jeg nærer ikke noget ønske om at skrive en bog sammen med nogen som helst forfatter. Jeg har aldrig været god til gruppearbejde. Det er godt for de som kan det, men min hjerne går i stå, når den ikke kan få lov at arbejde i fred.
For mange kokke fordærver maden og intet er så personligt som at skrive. Det kan man ikke gøre sammen med andre. Jeg kan i hvert fald ikke!

Her til sidst giver jeg gerne plads til at få luftet lidt ud, så hvis du har et par vise ord, så har du chancen nu...

Danmark er ved at ende som New Zealand, der i løbet af få år afviklede et velfungerende velfærdssystem og derved kastede en stor del af befolkningen ud i fattigdom. Foragten for mennesker der af en eller anden grund ikke kan forsørge sig selv bliver bare større og større. Jeg ville ønske vi kunne nå at stoppe i tide, men liberalismens karrusel er vist desværre løbet løbsk. Jeg frygter at Danmark er ved at udvikle sig til et sted, hvor mennesker kan gå til i fattigdom, sygdom og nød uden at der findes et sikkerhedsnet til at gribe dem.

Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu?

Mine ideer vil jeg ikke afsløre, men jeg kan dog sige, at jeg skriver på fire meget forskellige bøger i øjeblikket. Om nogle af dem bliver til noget, må fremtiden vise.

Og så er der mulighed for at kommentere hvad som helst, du har lyst til:

Som selvudgiver skal man se sig godt for. Jeg har selv brændt fingrene et par gange, men heldigvis er der i dag mange flere muligheder for en selvudgiver, end der var da jeg udgav mine to første bøger i 2008.

Find Laila Ammitsbøl her:

Hjemmeside

Blog:


torsdag den 19. april 2012

Respekt for alderdommen, tak!

I mit indlæg om brugen af rå magt fremførte jeg det underlige i, at nogle forældre stadig er overbeviste om, at hvis man skal opdrage sine børn, så må man ty til midler, der er ulovlige her i Danmark. Jeg tænker selvfølgelig på brugen af fysisk afstraffelse.


Hvis du er en af dem, der tror, det giver respekt at give sine unger en røvfuld, når de ikke opfører sig, som du gerne vil have det, så narrer du dig selv. Du forveksler respekt med frygt. Eller sagt lidt mere direkte: hverken børn eller voksne har respekt for én, der slår dem. De respekterer dig ikke, de frygter dig.


Men en vigtig pointe er altså også, at det ikke er noget, der gælder for vold. Det er faktisk lige så slemt at råbe eller bruge øgenavne eller på anden måde at overdrive brugen af magt. Det kommer jeg ind på senere.

Nu, hvor vi så har fået dén parkeret, så lad os se lidt på, hvad opdragelse egentlig vil sige:

Først og fremmest betyder opdragelse lige præcis det, det hedder: opdragelse, altså at drage op, at løfte. Opdragelse sker gennem opmuntring, at bringe det bedste frem i børnene, at rose dem, styrke deres selvtillid og selvværd (og der er en grund til, at jeg skriver både selvværd og selvtillid, for det er ikke det samme.)


Førhen forstod de fleste forældre opdragelse som en slags indoktrinering. Børn skulle lære om rigtig og forkert opførsel, de skulle lære noget om, hvad der forventedes af dem. Udtryk som 'børn skal ses, ikke høres' og 'den, man tugter, elsker man' blev brugt som en rettesnor for, hvordan børn skulle behandles. F.eks. kender de fleste nok ordet 'ubehøvlet,' men mon ikke det er de færreste, der er klar over oprindelsen af det ord? Når en tømrerlærling var ved at være færdig med sin uddannelse, var det en del af ritualet omkring det at være udlært, at han skulle 'behøvles.' Måden, det foregik på var, at mester og svende stillede sig op i to rækker med ansigtet mod hinanden og med en høvl i hånden. Den nyligt udlærte skulle så gå ind imellem de to rækker og lade høvlene regne med over sig, så han blev både gul og blå over hele kroppen. Værs´go! Nu var han ikke længere en ubehøvlet lærling, men derimod en behøvlet svend!


Men når man på den måde ser opdragelsen som en indsnævring af livets sti, hvor man efterhånden finder ud af, hvad de voksne vil have og hvad de voksne ikke vil have, ja, så bliver resultatet naturligvis at man bliver en voksen, som ikke tænker selv, men som altid ser hen mod andre for vejledning i 'den rette måde at gøre tingene på' og det er vel næppe det, vi ønsker, vores børn skal blive til?


I mit næste indlæg kommer jeg ind på, hvordan rå magt aldrig kan bruges til at lære børn noget som helst.


Og nu er det din tur? Erfaringer, du gerne vil dele med os? Er du enig i, at råberi m.v. kan være lige så slemt som fysisk afstraffelse? Kommentér herunder:

onsdag den 18. april 2012

Giv konen røvfuld, hvis hun fortjener det!

- tough love som det skal praktiseres

Nå, hva´så, derude? Bliver man lidt vrissen af titlen på indlægget? Lidt vred, måske? Tjah, hvis det er tilfældet, så har du allerede fanget mindst halvdelen af min pointe med blogindlægget...


Så i stedet for at rive dig selv i håret med den ene hånd, mens du i panisk angst ser dig forvirret omkring for at sikre dig, at konen ikke kigger med, så skulle du nu tage at sætte dig pænt til rette i din bedste lænestol eller i sofaen, knappe en øl op eller hente en kop kaffe (hvis du ikke gider rejse dig, kan du jo få konen til at hente det til dig - det er vel det, hun er til for? - eller noget...)

Selv efter folketinget i 1997 afskaffede revselsesretten, dvs. retten til som forælder at afstraffe sine børn fysisk, så dukker debatten om røvfuld op. Især i USA er det et hedt emne (USA og Somalien! er de eneste to medlemmer af FN, der ikke vil være med til at afskaffe revselsesretten) og det, der slår mig (undskyld udtrykket) er, at der stadig findes forældre, som seriøst mener, at fysisk afstraffelse er en nødvendighed i børneopdragelsen!


Argumentet er, at uden muligheden for at uddele røvfuld, så kan man ikke styre sine børn. Eller med andre ord: opdragelsen kræver disciplin og disciplin forudsætter brugen af rå magt.

Jeg er selvsagt uenig!

Og for at tydeliggøre mit synspunkt har jeg brugt ovenstående titel som en slags magiske briller, der kan sætte det hele i perspektiv. Prøv engang at forestille dig, at nogen i ramme alvor mener, det samme gælder for parforhold - eller en hvilken som helst anden realtion, for den sags skyld: at den eneste måde, man kan 'få lidt respekt her i huset' er at lange øretæver ud.

Hvis konen altså ikke gider hente dig en øl, skal du bare give hende et slag! Hvis din ven eller nabo ikke vil hjælpe dig med et eller andet, skal han bare have en på lampen! Og hvis børnene ikke opfører sig, som du gerne vil have det, så tager du bare den ene og banker den anden med!

Nu lyder det alligevel ikke så meningsfuldt længere, vel? Men alligevel, af en eller anden mystisk årsag er der stadig forældre, der slet ikke kan se det vanvittige i at give ungerne røvfuld.

Jeg er ked af at sige det (nej, det er jeg vel egentlig ikke alligevel) men hvis der er én ting, der altoverskyggende gælder for relationer, så er det det her:

Respekt får man i samme omfang, som man giver!

I løbet af det næste stykke tid vil jeg komme lidt nærmere ind på, hvordan man så viser respekt for sine børn og giver dem en god opdragelse, for det er jo helt klart, at mine børn er perfekte og at jeg som far til fire gør det hele til UG og slange, ikke sandt? - eller noget...

Og så er din tur. Har du erfaringer eller anekdoter, du vil dele med os? Kommentér herunder:

onsdag den 11. april 2012

Finn Wilkens: Interview


I dag bringer jeg et interview med Finn Wilkens, som er forfatter til”Mandfolk” og ”Dragemand” og som netop nu er aktuel med tredje bind, ”Slået hjem” i serien om Hans Theodor, der bliver mobbet i skolen og slået af sin far derhjemme. Derudover skriver han noveller med sjove og skæve vinkler, der bringer et smil frem på læberne.

Hej Finn og velkommen til min blog. Nu er det jo en blog om bøger, så jeg vil gå lige til biddet og spørge dig til dit forfatterskab. Hvornår begyndte du at skrive?  Og hvorfor?

I gymnasiet måtte jeg vælge mellem to uddannelser. Enten at blive en bedrevidende journalist eller en skrivende lærer. Min far overtalte mig til lærergerningen, for, som han sagde, så har du altid fri lørdag og søndag. Jeg blev lærer på en efterskole, hvor man har weekendvagt, men brugte en del af min fritid på at skrive, bl. a. til den lokale ugeavis. Da jeg efter tre år rejste derfra, var der et læserbrev fra en dame, der skrev, at mine ofte humoristiske artikler ville blive savnet.
Jeg skriver, fordi jeg både vil underholde og undervise. En slags skriftlig fortsættelse af lærergerningen.

Som forfatter har man vel altid nogle favoritter blandt ens egne bøger. Hvilken bog synes du selv er din bedste til dato?

”Slået hjem”, som er den seneste, udkommet april 2012. Fordi jeg i den har forsøgt at lade være med at begå de fejl, der var i de foregående.

Har din skrivestil ændret sig over tid?

Ja, det har den. Den er blevet strammere. Jeg har lært at skære overflødigt snak fra. Jeg lærte også af klogere mennesker, at fremmedord ikke gavner teksten, så derfor fremstår mine tekster stort set altid med et rimeligt lavt lix-tal og kan læses af alle med mellemskoleeksamen.

Nu ved jeg jo selvfølgelig ikke, hvordan du har det, men når jeg skriver, har jeg altid på en eller anden måde nogle følelsesmæssige ’aktier’ i det og det gør vel et eller andet ved os som forfattere. Er det noget, du kan genkende?

Ja, det kan jeg. Jeg er blevet endnu mere glad for min kone, og jeg håber at dø før hende, fordi tanken om, at jeg skulle overleve hende er et mareridt. Mange problemstillinger i mine bøger har jeg vendt med hende og er blevet klogere på det. Takket være hende.

Det kender jeg godt og det er vel også noget af det, der skal være på plads - altså, at man har opbakning derhjemme. Men når nu din kone læser dine tekster, er der så noget, du er særlig spændt på ved hendes reaktion? Og måske også dine læsere?

Alt, der tangerer sex er vovet. Jeg aner ikke, hvor jeg har mine læsere. En af mine PendlerProsa-e-bøger hedder Bittenfissens Mand og 9 andre historier, og den titel havde jeg betænkeligheder ved. Den er selvfølgelig udsprunget af Politikens serie om Bitterfissen, hvor de frække ord indgår på en tilsyneladende helt naturlig måde. Som jyde har jeg måttet overvinde nogle knaster der.

Et er så, når du skriver, for her vi som forfattere jo det til fælles med skuespillere, at det egentlig ikke er os selv, der er på spil, men de karakterer, vi skriver om. Noget helt andet er det, der sker i det virkelige liv. Er der noget i dit liv, du vil fremhæve som vovet?

At blive forstander på en ordblindeefterskole. Forlade en tryg og behagelig tilværelse og kaste sig ud på syv favne vand. Der gik noget tid, inden jeg fandt ud af, at jeg blot skulle svømme på vandet, ikke drikke det.

Det er kloge ord... Og lidt Kierkegaards´k...

Nu, vi er ved det personlige, så kunne jeg tænke mig at spørge, hvad du tænker om det, at man nogle gange kan blive sammenlignet med andre forfattere?

Sammenligninger tjener intet formål. Derimod er det fint, hvis der klart beskrives, hvad der er galt med ens tekst.

Hvad er din yndlingsbog? Hvad er det ved lige præcis dén bog, der tiltaler dig?

Høfeber af Leif Panduro. Sort humor og skrivemåden. Jeg havde ondt i maven af grin, da jeg læste den.

Hvad er den værste bog, du nogensinde har læst? Og hvorfor?

Frændeløs af Hector Malot. Fordi jeg som 10-årig fik så ondt i maven over den stakkels dreng.

Det lyder, som om, du involverer dig meget i det, du læser? Er der emner, du vil have svært ved at gå i gang med?

Jeg ved ikke, om jeg egner mig til at belyse alvorlige emner. Men min morfar deltog i 1. verdenskrig som sønderjyde, og det tror jeg, har været så slemt, at det næsten ikke kan udtrykkes i ord. Jeg kunne godt tænke mig at beskrive hans situation under slaget ved Somme.
Jeg har i skuffen et oplæg til en bog om et flygtningebarn, der kommer til en vestjysk lejr i 1945. Og så har jeg tanker om en anden flygtning, der er havnet i DK som 15-årig. Hans historie er så skrækkelig, at man tror, det er noget, han finder på.

Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet?


Biblen. Den er skrevet af beduiner, men opfattes i brede kredse som skrevet af et åndeligt væsen, nisse eller trold, som ingen har set eller hørt, og som de fleste alligevel anser for virkelig. Nogle religiøse retninger bruger den til at slå andre i hovedet med. Det morsomste, jeg lige kan komme i tanker om, var, da paven syntes, at Cuba var et forældet og forstenet samfund.

Ja, her griner jeg jo så lidt, for jeg er selv opvokset i en kristen sammenhæng og den kristne tro betyder meget for mig. Er det noget, der får dig til at ændre syn på mig eller mine trosfæller?

Skægt, at vi ser diametralt modsat på det samme område. Det kunne ikke falde mig ind at gøre nar ad mennesker, der tror på noget, der giver dem indhold i tilværelsen. Jeg skal da ikke ophøje mig selv til "dommer" eller til et menneske, der er i stand til at skue klarere end andre.
Men jeg har den opfattelse, at uanset om religion er et i os groende behov eller ej, så er og bliver det overtro, altså noget der ikke videnskabeligt kan bevises.


Derfor må du forstå, at det er riterne, skuespillet og overbygningen, der er mig imod, ikke de mennesker, der dyrker det. Jeg har mit at dyrke, og det kan også udsættes for spot, hån og latter. Naturligvis.
Jeg håber dog alligevel at blive betragtet som et menneske ligeværdigt med andre. Der er kernen.


Jeg mener herudover, at vi må standse religionsindoktrineringen af børn, så de ikke flaskes op med en bestemt religion. Børn skal vokse op i tryghed og selv tage stilling, når de bliver voksne. Ikke som nu, hvor folkekirken afholder konfirmation for børn på 13-14 år. Det giver for mig ingen mening. Jeg så gerne, at faget religion blev erstattet af filosofi, hvori religion som begreb ville kunne indgå naturligt.

I alle mine romaner gives der udtryk for, at der ikke er nogen gud, og at man derfor er overladt til sig selv. Paradoksalt er jeg med stigende alder blevet mere og mere overbevist. At jorden har eksisteret i 4,5 milliarder år, og mennesket først dukker op for
30.000 år siden (homo sapiens) er for mig indiskutabelt videnskabeligt, og jeg betragter udviklingslæren som det nærmeste, man kan komme en forklaring.
Jeg erkender dog, at der stadig mangler meget, som jeg ikke forstår en dyt af. Hvad var der før verdensrummets opståen? Det er en gåde, der er den største. Da kan man bare ryste på hovedet og gå videre med støvsugningen.

Stor respekt for det, Finn... Og jeg er jo bare stolt og glad over, at vi her på min blog kan berøre sådan et emne, der ellers kan være sprængfarligt, på en måde, hvor der er gensidig respekt og en afslappet atmosfære. Så hatten af for, at du både giver udtryk for din holdning - og gør det i respekt. Det er ikke alle, der kan det. Og så kan det jo være, at vi kan tage et ordentligt hug om det en anden gang...

Men nu noget lidt andet. Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Knud Romer er en af de forfattere, jeg synes, lyder spændende. Han har altid så meget på hjerte, og han fremsiger det med en intensitet, jeg misunder ham. Og så har han beskæftiget sig med problematikken omkring tyskerhad, jeg som sønderjyde også har haft inde på livet.

Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu? Hvad arbejder du med? Og kan du løfte lidt af sløret for, hvad du skriver om?

Jeg skriver aktuelt historier til PendlerProsaserien på Saxo. Det drejer sig om små e-bøger til 15 kr. beregnet til at blive læst på iPads eller smartphones på turen ind til arbejdet. Humoren bærer en del.

Og så er der mulighed for at kommentere hvad som helst, du har lyst til:

Jeg ryster på hovedet af de etablerede forlag, der slet ikke ser fidusen og nødvendigheden i e-bogsområdet. Det er selvfølgelig fremtiden. Papirbøger vil stadig have deres store publikum mange år fremover, men det vil med garanti indskrænkes. Se blot på musikområdet. Bøger vil i fremtiden blive downloadet i stort tal, fordi det er nemt og billigt. Derfor er det fejlslagen politik af Gyldendal og de andre forlag at fastholde en kunstig høj pris for e-bøger.

Du kan finde mere om Finn Wilkens på hans hjemmeside: 

fredag den 6. april 2012

Shop-let - en overlevelseguide på konens shoppetur...


En overlevelsesguide til shoppeture med konen...

Dagens emne er nærmest blevet smidt i hovedet på mig, da jeg på facebook blev præsenteret for en, vist nok amerikansk, artikel. I artiklen beretter en lille lokal sprøjte om en kvinde, der havde fået besked fra sit foretrukne stormagasin om, at de overvejede at formene hende og hendes familie adgang til butikken.

Problemet var, at hendes mand fandt på de skøreste ting, mens de var i butikken og nu kunne de altså ikke rigtig mere med alle de narrestreger. Artiklen melder intet om, hvorfor manden bedrev sig med skøre indfald, men hvis jeg skal trække på min egen erfaring, så tror jeg nok, jeg har en idé om, hvad der har fået staklen til at vælge en noget anderledes fremgangsmåde end de fleste. Og mon ikke også de fleste af jer mænd derude i det ganske danske land kan nikke genkendende til situationen.

Hvad er det dog med kvinders trang til at proppe poser og tasker fulde af ligegyldige varer og belæsse manden, til han mister den sidste rest af udsyn og må dirigeres gennem trafikken af sin kone, der naturligvis har begge hænder frie til både at prøve tøj og sko og undersøge diverse nipsting. Og hvordan skulle hun da også kunne køre dankortet gennem sprækken i butikken og taste sin pinkode, hvis hun havde hænderne fulde med sine varer?

Nogle mænd er ikke helt så hårdt ramt, men kan nøjes med at blive trukket med ud i butikken, hvor de så er overladt til enten at skulle gå med på hendes shopperi eller finde på noget andet at lave - og ærligt talt: der er minsandten ikke et hav af kvindebutikker, der har forstået at gøre det lidt lækkert med et sofaarrangement, hvor man kan spille playstation eller se fodbold, vel?

Tag magten tilbage!
Nu er det på tide at tage magten tilbage og gøre shoppeturen til en god oplevelse for dig selv. Og her er altså en mand, der har fundet en fantastisk løsning. Han er nemlig blevet enig med sig selv om, at hvis ikke der er noget at give sig til, mens konen lader sig trække rundt af reklameskiltene (sidder der særlige kvindemagneter på bagbeklædningen af de skilte?) - ja, så må man jo selv finde på noget. Her er en liste, venligst stillet til rådighed af stormagasinet selv, alle ugerninger verificeret af videoovervågningen:

1. tog 24 pakker kondomer og lagde dem i tilfælde kunders kurve og indkøbsvogne, mens de kiggede væk
2. satte alle æggeurene i butikken til at ringe med fem minutters mellemrum
3. flyttede et skilt med påtegnelsen ”Pas på! Gulvet er glat!” hen på et område med gulvtæppe
4. kiggede direkte ind i et overvågningskamera og brugte det som spejl for at pille næse
5. luskede mistænkeligt rundt i gangene, mens han nynnede kendingsmelodien fra ’Mission Impossible’
6. gemte sig i et stativ med tøj og råbte: ”Ta´ mig, Ta´ mig!”
7. gik ind i et prøverum, trak gardinet for og råbte temmelig højt: ”Hey! Der er ikke noget toiletpapir herinde!!”

Se, det er jo en mand, der forstår at more sig! Og jeg synes, det er en glimrende mulighed for virkelig at få sat tankerne i sving og bringe flere idéer på banen, så vi sammen kan få lavet en guide til overlevelse på shoppetur med konen. Så byd ind, mænd! Byd ind! Og lad os se, hvor lang en liste, vi kan lave over ting, man kan lave, mens man er med konen på shoppetur! Hvem ved, måske kan det blive til en hel bog med gode tips?

Skal jeg begynde? Ok, det gør jeg så:

8. Lege gemmeleg med ungerne
9. Bytte rundt på indkøbsvogne, når folk lader dem stå, for derefter at holde øje med, om nogen opdager det, inden de når hen til kassen
10. Tage en af kjolerne fra dametøjsafdelingen på og gå en tur rundt i butikken med godt svingende bagdel og meget løse håndled

OK, så er det DIN tur!

mandag den 2. april 2012

Fagre nye verden

Selv om jeg udgiver eBøger og dermed tilhører den flok i Danmark, som er længst fremme, når det gælder bogbranchen og brugen af ny teknologi, så er jeg nu alligevel ikke den varmeste loddekolbe på elektronikværkstedet.

Derfor har jeg af og til nogle gevaldige problemer med at forstå, hvordan teknikken fungerer og hvordan det nu lige er, at man skal vedligeholde en blog og få den til at se præsentabel ud og sådan.

Jeg vil f.eks. gerne kunne lægge nogle smagsprøver ud på bloggen af de ting, jeg udgiver, men jeg har endnu ikke fundet lige præcis den rigtige måde at gøre det på. Så det er nærmest blevet til sådan et par halvhjertede forsøg.

Men i dag fandt jeg pludselig noget, jeg kunne bruge. Mine danske udgivelser ligger nemlig bl.a. på riidr og de har et ganske fantastisk værktøj til smagsprøver. Og så er det jo, jeg tænker: "Jamen, hov, det er da lige noget for mine trofaste læsere af bloggen at blive prøveklude for sådan en gimmick!"

Som tænkt, så gjort - værs´go: