onsdag den 18. juli 2012

Meler du din egen kage?


For nogle måneder siden talte jeg med én, som gerne ville sætte et projekt i gang. Det var et projekt, som potentielt kunne gavne hende selv og andre både socialt, erhversmæssigt og samfundsmæssigt.


Der skulle ansættes en projektleder og initiativtageren ville gerne selv påtage sig opgaven, men var i tvivl om det etiske i dét:


"Jeg vil jo ikke bare mele min egen kage," sagde hun.




Det er altid godt med etiske overvejelser, men her var der nok nærmere dømt jantelov. Vi har en tendens til at holde os tilbage for at fremme vores egne muligheder, især når det gælder velgørende tiltag og videreudvikling af tiltag, andre har startet. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg stikker næsen for langt frem eller får gavn af andres ulykke...


Og så er det, vi lægger bånd på os selv og holder os frygtsomt tilbage uden at yde vores bedste.


Men måske er janteloven egentlig bare et påskud? Et skjold vi holder op foran os, fordi det er lettere at påkalde janteloven end det er at se frygten i øjnene...


Frygten for at fejle, for ikke at slå til, for ikke at holde løftet om succés. Så længe vores indsats er frivillig og ulønnet kan andre jo ikke stille krav om påviselige resultater, men hvis vi går efter lønnet arbejde med en synlig og formuleret tro på, at vi kan gøre det, vi sætter os for, så fanger bordet. Så indebærer det en risiko for fiasko.


Måske er det på tide at se frygten i øjnene og mele din egen kage? Der er jo ingen, der siger, at du behøver slå brødet større op, end du kan bage det...


Start med en lidt mindre portion og gå efter det, du er 75% sikker på at kunne indfri. Så har du stadig et mål at gå efter, uden du behøver knække nakken på det...


Og ærlig talt: hvis du ikke meler din egen kage, hvem skal så gøre det?

fredag den 6. juli 2012

Sig det med ord...


Vi hører det af og til i radioen... den der reklame for blomsterbutikkerne...

"Sig det med blomster" lyder en stemme. Formålet er at lokke os til at købe blomster og reklamen er rettet mod kvinder med dårlig samvittighed og mænd, der er kommet under uvejr med et eller andet, de ikke selv ved, hvad er.


Og blomster er da også en dejlig gave at modtage. Det siger min kone i hvert fald, det er og så passer det - selv har jeg nu aldrig set fidusen i at købe noget, man kan plukke ganske gratis i haven. Og skulle man nu syntes, de ikke er pæne nok hos naboens, må man jo ty til sin egen have...

Alligevel synes jeg nu, der er noget fesent over blomster, der gives som gave. Især, hvis de fungerer som erstatning for alt det svære. Som en slags undvigemanøvre for en konflikt, man helst vil undgå.
Som nu med eksemplet fra før, hvor manden ikke har den ringeste anelse om, hvorfor han lige pludselig ikke længere er i kridthuset...

Hun har nemlig ikke fortalt ham, hvorfor hun er vred på ham, for det må han da selv kunne regne ud, tænker hun...

Hvor er det dog dumt!

For det første ville han næppe gøre noget bare for at irritere hende, så hvis han selv kunne regne ud, hvad problemet var, havde han jo ikke handlet sådan i første omgang.

Og hvis hun virkelig mente, han gjorde noget bare for at irritere hende, burde hun nok overveje, om han var værd at holde fast i - eller alternativt: om hendes opfattelse af ham var helt forskruet...

For det andet går hun jo ud fra, at han kan læse hendes tanker - og det er der vist ikke mange, der kan; hverken kvinder eller mænd.

Men det mest dumme ved hele situationen er, at når hun ikke vil fortælle, hvad der er i vejen - oven i købet ud fra en barnagtig stædighed... ja, så finder han jo aldrig ud af, hvordan hun tanker og føler...

Og så kommer den der virkelig groteske situation, hvor manden prøver at formidle sin kone, evt. ved at købe blomster. Situationen er grotesk af primært to årsager:

#1 - Dels finder manden ud af, at det hjælper at købe blomster, men han har stadig ikke den ringeste anelse om, hvad problemet oprindeligt var og vil derfor ikke lære sin kone bedre at kende. Så hverken han eller hun får noget som helst ud af hele øvelsen - i hvert fald ikke på lang sigt

#2 - Men det værste er, at konen har ladet sig købe af et bundt planter. Han har i en vis udstrækning købt sig til hendes kærlighed - og kvinder, der sætter deres kærlighed til salg, går under en betegnelse, som jeg ikke vil nævne her. Du kender den godt; den starter med L, slutter med R og midten er det modsatte af INDE

Summasummarum: Var det ikke bedre at sige det med ord? På den måde kan hun fortælle, hvorfor hun bliver ked af det og så kan de måske løse problemet sammen?

Drengene i dette indlæg viser et rigtig godt eksempel...

tirsdag den 3. juli 2012

Hvordan finder man balancen mellem arbejde og familie?


Vi, dvs. alle os, som er forældre, vi vil jo gerne kunne tjene til livets ophold for vores familie. Men samtidig vil vi jo også gerne have tid sammen med familien.


De to går ikke automatisk op i en højere enhed og kan endda være modstridende. Her i Danmark har vi siden 60'erne med lynets hast bevæget os mod et samfund, hvor det ypiske billede er, at begge forældre arbejder fuld tid.


Personligt er jeg ikke sikker på, det er en ret god idé. Hvis begge forældre er udearbejdende 37 timer om ugen, vil børnene under alle omstændigheder være dem, der betaler den højeste pris. Bare tænk på, at hvis begge forældre arbejder fuld tid, så er ungerne jo i institution mere end 37 timer om ugen, for det tager jo lidt tid, før vi kan få dem hentet.


Nu ved jeg jo godt, at den slags altid har både fordele og ulemper, uanset hvordan vi vælger at indrette vores familieliv - og indlægget her skal da heller ikke handle om kvindefrigørelse. Faktisk mener jeg, at det lige så godt kan være far, der har børnene derhjemme, mens mor arbejder fuld tid, som det kan være omvendt. Det kommer jo alt sammen an på mor og far og den måde, de hver især fungerer på.


Og så er det jo langt fra alle familier, der kan klare sig med blot én indtægt. Vores samfund, med lønninger, skattetryk og prisniveau, er trods alt baseret på en familiestruktur med begge forældre som udearbejdende.


Så selv om jeg har mine tvivl om fornuften i den struktur, så må jeg bare erkende, at der faktisk ikke er så meget at gøre ved det. Begge forældre arbejder nu engang ude og for de fleste familiers vedkommende har begge forældre fuld tid. Så hvad kan vi gøre ved det i stedet?


Eller med andre ord: hvordan finder vi en god balance mellem arbejdsliv og familieliv?


Tjah... det er jo ikke så let at svare på... men det skal det nok heller ikke være... Jeg tvivler i hvert fald stærkt på, at der findes et klart og tydeligt svar, der gælder for alle.


Alligevel tror jeg, der er en metode at gribe det an på. Metoden er ikke en trinvis guide til det perfekte familieliv, men skal mere betragtes som en slags grundtanke at arbejde med problemet ud fra. 


At finde den rette balance vil jeg sammenligne med en rejse gennem ukendt land. Et ukendt land, som intet menneske har betrådt før og som man derfor hverken kan google eller finde et kort over. Her er der ingen slagen vej, ingen skilte og ingen turistinformation at søge hjælp hos.


Men selv i ukendt land kan man finde vej. Det gør man ved hjælp af værktøjer, der ganske vist ikke kan fortælle dig, hvor du er på vej hen, men som dog alligevel kan fortælle dig, hvor du er og i hvilken retning, du bevæger dig.


I Middelalderen brugte skibene stjernerne og en sekstant til at navigere med og senere opfandt man kompasset. Begge disse værktøjer fortæller lige præcis dét, man er nødt til at vide for at kunne finde vej gennem det ukendte. De fortæller dig, hvor du er og hvilken retning, du bevæger dig i. Det sidste, du så skal bruge, er dine øjne, så du kan se, om det overhovedet er muligt at fortsætte i den nuværende retning eller om der er klipper eller koralrev, der står i vejen for dig og du så er nødt til at sejle uden om.


På samme måde findes der et værktøj, som kan bruges til at finde vej i livet. Der findes helt sikkert flere, men jeg vil præsentere dig for dette simple værktøj, som ganske enkelt består af følgende tre elementer:


#1: Mod
#2: Accept
#3: Visdom


Mod er det grundlæggende for enhver forandring. Hvis du ikke har modet til at begive dig ind i ukendt land, er der ingen grund til at læse videre i indlægget her, for så kan du ikke bruge de to andre elementer til noget som helst. Uden mod til forandring vil du blive, hvor du er.


Accept handler både om at acceptere hinanden med de styrker og svagheder, vi hver især har, men det handler også om accepten af, at der ER visse ting, vi ikke kan ændre på. Og de ting kan det jo ikke betale sig at bruge en masse krudt på.


Jeg oplever, at netop her findes en væsentlig grund til at mange børnefamilier går ned med flaget og at par bliver skilt. Ganske enkelt, fordi vi bruger så meget energi på alt det, vi alligevel ikke kan gøre noget ved og så er der ingenting tilbage til at forandre det, vi rent faktisk kan gøre noget ved.


Og endelig er der visdom, som slet og ret handler om at kunne kende forskel på det, vi kan gøre noget ved og det, vi ikke kan gøre noget ved.


Grundlæggeren af munkeordenen Fransiskanerne, Frans af Assisse, udtrykker det i en bøn. Måske har du hørt den før. Den lyder nogenlunde sådan her:


Herre, giv mig mod til at ændre det, jeg kan, tålmodighed til at acceptere det, jeg ikke kan ændre og visdom til at kunne kende forskel.


I forsøget på at balancere mellem arbejdsliv og familieliv tror jeg fuldt og fast på, at vi må revidere vores tilværelse med jævne mellemrum.


Lige nu arbejder jeg f.eks. på nathold. Jeg sover, når jeg kommer hjem omkring kl. 6 om morgenen og er så klar til at tage imod ungerne, når de kommer hjem fra skole og SFO. Det er et dejligt privilegium!


Ulemperne er bl.a. at det slet ikke er sundt at arbejde om natten. Det er vi mennesker slet ikke skabt til. Vi er dagsvæsener og undersøgelser viser, at vi endda kan blive syge af natarbejde.



Men når jeg arbejder på nathold får vi jo en højere indtægt og så må vi spørge os selv, om ulemperne ved nathold er pengene værd? Eller om det måske ville være bedre, hvis jeg arbejdede om dagen for en lavere løn?


Og hvad med min kone? Er det bedst, hvis hun arbejder som SFO-leder med de ekstra kontortimer, det koster? Eller var det bedre, om hun gik ned i tid og dermed også ned i løn?


Eller hvad med balanceforholdet mellem os? Er det bedst, hvis jeg arbejder mest eller er det bedst, hvis hun arbejder mest?


Når vi stiller os selv den slags spørgsmål, får vi en god mulighed for at kigge vores tilværelse efter i sømmene. Måske er der andre muligheder, som vi ikke havde opdaget, hvis vi ikke fokuserede på det?


Men selv med fokus på den slags spørgsmål, er det stadig modet til at forandre, kombineret med visdommen til at kunne kende forskel på det, vi kan forandre og det, vi ikke kan forandre, der er nøglen. Har vi ikke modet, binder vi os fast til den struktur, vi har lige nu og  uden visdommen til at se bort fra det, vi ikke kan gøre noget ved, tømmer vi os selv og hinandne for energien til at gøre noget ved det, vi kan forandre.


Tilbage er kun at prøve sig frem. I nogle perioder er den ene løsning bedst og i andre må vi gribe til en anden løsning. Vores børn bliver ældre, vi bliver selv ældre (ja, det kan ikke nytte noget at benægte det, for det gør vi altså!) nye muligheder opstår, mens andre muligheder forsvinder osv. og så må vi følge med...


Har du modet til at give dit liv og din families liv en opdatering?
Kan du forandre balancen?
Har du visdom til at kende forskel?

søndag den 1. juli 2012

Cirkus Mascot er stort cirkus i lille telt!

"Den, Guds klarsyn falder på
Ser det store i det små"
Piet Hein

Gennem vores bank fik vi forleden muligheden for at se en forestilling med Cirkus Mascot. Jeg havde faktisk aldrig hørt om Mascot før, så jeg kan ikke sige, at jeg havde bestemte forventninger til det, andet end at vi som familie kunne få en hyggelig dag med cirkus.

Vi har været i nogle af de store cirkus før og oplevet, hvordan vi blev placeret i en afstand fra manegen, der føltes som en million kilometer. Siddende foran en eller anden dame med kæmpehat eller en mand, der var tre meter høj med et ønske om, at vi havde husket at medbringe en stjernekikkert, så vi i det mindste kunne danne os et indtryk af, hvad de små prikker ude i horisonten egentlig foretog sig.

Hos Cirkus Mascot var det fuldstændig anderledes! Som navnet 'Mascot' antyder, er Cirkus Mascot nemlig et ganske lille cirkus. Der er hverken elefanter, giraffer eller vand-cirkus med søløver og hvad har vi. Og det gør heller ikke noget, for med deres to-masters telt er der aldrig længere end 10 meter ind til manegen - uanset, hvor du sidder i teltet! Det giver en fantastisk oplevelse af rent faktisk at være med i cirkus!

Udover størrelsen, er der også noget andet, der gør Cirkus Mascot til et rar og hyggeligt sted: nemlig den afslappede og positive måde, som både Familien Deleuran (cirkusfamilien) og deres artister tager alting på. De spreder bare en god stemning, som gennemsyrer hele teltet og gør, at alle gæster i teltet er superhøflige, hjælpsomme og dejlige at være sammen med. Vi så f.eks. flere gange, at et barn, som af en eller anden grund ikke rigtig kunne se, hvad der foregik (fordi der sad nogle ret høje mennesker foran) fik tilbudt en plads sammen med en familie, som sad helt oppe foran (nu tænker du måske, at familien kendte drengen i forvejen, men det var ret tydeligt på den forvirring, der for et splitsekund opstod, at det bestemt ikke var tilfældet - desuden kom en dreng og spurgte os, om han måtte sætte sig på den ledige plads, der opstod hos os, fordi vores yngste ehllere ville sidde på skødet og det virkede bare som noget af det mest naturlige, at selvfølgelig skulle han da have lov til det!)

Og prisen? Den er også god! De dyreste pladser koster blot 170,- for voksne og 130,- for børn!

Hvordan de kan få det til at løbe rundt, går over min forstand, for med plads til højest 300 mennesker på én gang (i hvert fald kunne jeg ikke tælle til mere end 275 pladser) giver det en samlet indtægt på mindre end 45.000 - og det endda med lidt god vilje! Så kommer selvfølgelig salg af gimmicks, balloner, popcorn, slik og sodavand, men selv med den indtægt er det vist ikke en superhøj løn, de får. Det er trods alt sæsonarbejde uden indtægt i vinterperioden, hvor der også skal betales regninger.

Nå, men det er jo egentlig ikke en økonomisk beregning, min blog handler om, så tilbage til oplevelsen:

Cirkus Mascot er en god familieoplevelse og det er da også det, deres slogan lægger op til: Cirkus Mascot siger nemlig om sig selv, at de er 'Hele Danmarks Familiecirkus' og det passer!


Vi er en familie med to voksne og fire børn, så vi kan nok godt klassificeres som en pænt stor familie (selv om der er andre familier, der er større) og vi havde en fantastisk dag sammen med Familien Deleuran, deres sjove hunde, dygtige heste og ikke mindst de meget underholdende klovner, som virkelig formåede at sætte gang i festen!

Jeg plejer ikke sådan at give stjerner, når jeg anmelder oplevelser for familien her på bloggen, men Cirkus Mascot hører bestemt til blandt de rigtig gode!

Eller sagt på en anden måde: Cirkus Mascot er et stort cirkus i et lille telt!

Vi, dvs. to voksne, to piger på 9 og 11, samt en dreng på 7 (den ældste var ikke med) kan varmt anbefale en tur i Cirkus Mascot! Det var en dejlig familieoplevelse med en fornemmelse af virkelig at være sammen som familie - sammen med alle de andre familier!

Du kan finde mere info på Cirkus Mascots hjemmeside:


Og på Facebook findes de også: