Ensomhed kommer af mobning...

På mødestedet "Ventilen" i Ålborg sidder Randi og Helene. De er glade for mødestedet, men har også en følelse af tomhed indeni. Mødestedet er skabt for at gøre noget ved ensomhed blandt unge og når man hører Randi og Helene fortælle, kan man godt forstå behovet.

Når de fleste andre er til julefrokost eller tilbringer nytårsaften sammen, er der nemlig nogle unge, der enten sidder alene eller tilbringer festaftenen hos deres forældre, fortæller pigerne ifølge P4 Nordjylland.

Det giver en følelse af at være blevet forkastet, når man som én af de få ikke bliver inviteret med til festlighederne. Og det er ikke blot noget, jeg kan skrive, fordi jeg nu har læst artiklen på DR.dk - jeg har personlig erfaring med det.

Jeg vil vove den påstand, at der dybest set er tale om mobning! Og hvis du undrer dig over den påstand, kommer her en forklaring:

De fleste opfatter formentlig mobning som en slags drillerier, der har taget overhånd. Det er nok også rigtigt i en vis udstrækning, men der er langt mere i det end det. For at forklare, hvad mobning er, må man definere det både mere simpelt OG mere kompliceret.

Mobning er nemlig den situation, der opstår, når nogle få lukkes ude fra fællesskabet. Det kan ske bevidst, dvs. at de stærke i et fællesskab næsten umærkeligt vedtager, at nogle ikke skal være med i fællesskabet, men det kan også ske ubevidst på den måde, at disse få nærmest bliver glemt, når fællesskabet samles.

Jeg tror, at de fleste mobingssituationer opstår, uden at nogen har truffet et bevidst valg om det. En social sammenhæng, som f.eks. en skoleklasse eller på en arbejdsplads, har sit eget hieraki, hvor nogle få bliver lyttet meget til og hvor de fleste ser op til disse få. Og nederst i hierakiet finder vi så de få, der ikke rigtigt er en del af fællesskabet. Det er dem, der ikke bliver inviteret med til fest. Det er dem, hvis input til fællesskabet bliver ignoreret. Og det er dem, der må sidde alene til nytårsaften og som ikke kan tale med om det pyjamasparty, der blev holdt i fredags, for de var ikke med.

Hierakiet i en social sammenhæng vil altid være der. Det er en naturlig måde at indrette sig på og i sig selv er der intet galt i det. Problemet opstår først, når de stærke i fællesskabet ikke er bevidst om det ansvar, de har. Det er dem, der kan skabe en positiv stemning, hvor alle er velkomne.

Måske er du ikke enig i den betragtning - det er også okay... Men tænk lige efter en gang: vi kalder det "mobning" og ordet "mobning" kommer af det engelske ord "mob," som betyder noget i retning af "bande" eller "pøbel." Dvs. en social struktur, hvor enhver har sin egen plads i hierakiet og følger fællesskabets normer og værdier. Hvis disse værdier ikke indeholder en inkluderende norm, hvor de stærke, lederne i fællesskabet, er opmærksomme på at alle har plads i fællesskabet, så har vi balladen. Så har vi mobning.

Og når man så bliver ældre; bliver voksen; så kan mobningen sagtens fortsætte. Derfor er der behov for mødesteder som "Ventilen" i Ålborg.

Kunne det ikke være helt fantastisk, hvis vi kunne sørge for, at "Ventilen" blev unødvendig?

Skrækkelige, gode minder

Inspireret af Fie Laursen, som i TV2 stod frem 14. oktober med sine oplevelser af at blive mobbet, skrev jeg forleden et indlæg til støtte for hende.

At jeg blev mobbet som barn har jeg aldrig lagt skjul på, men de konkrete minder om det deler jeg sjældent med nogen. Om det er en fejl, ved jeg såmænd ikke, men Fie Laursens mod til at dele med hele verden har fået mig til at spekulere over, om jeg egentlig ikke burde fortælle lidt om, hvad mobning er.

Sagen er, at når jeg hører om mobning i nyhederne og ikke mindst, når jeg oplever, hvordan mange griber debatten om mobning an, så bliver jeg faktisk lidt irriteret. Det gør jeg, fordi jeg synes, der er en tendens til at gøre mobning til en slags udvidet drilleri. Og det holder ikke - slet ikke!

Mobning handler om at være udenfor. Om at være den, ingen vil være sammen med. Om at de få, der egentlig gerne vil være sammen med én, holder det skjult af frygt for selv at blive mobbet. Om at du ikke kan gøre noget som helst, der høster anerkendelse. Om at det, du siger og gør, ikke bliver taget alvorligt, alene fordi det er dig, der siger og gør det. Og om, at når andre kopierer det, du gør og siger, så høster de anerkendelsen for det.

Men i stedet for at tale i overordnede begreber og hurtige overskrifter, skulle jeg måske dele en oplevelse med jer:

Det var en dag som alle andre. Jeg kom for sent i skole. Det gjorde jeg nok lidt tit, for jeg havde temmelig langt til skole og måtte sluge min morgenmad for at kunne nå at blive færdig og gå de godt 300 meter hen til skolen.

Da jeg kom ind i klassen, var der ikke mange, der bemærkede det, for de var jo vante til, at jeg for det meste ikke var der, inden timen begyndte. Min lærer bemærkede det spydigt: "Hej Per, dejligt at se dig her til morgen. Og undskyld, vi gik i gang, inden du kom..."

Med min sædvanlige evne til en hurtig replik, var jeg ikke sen til at give svar på tiltale, selv om det jo egentlig var mig, der havde trådt ved siden af.

"Det er okay," sagde jeg med et overbærende nik, "I er tilgivet for jeres brøde."

Replikken udløste et par kluk fra en af mine klassekammerater, som smilede stort.

"Hvad er det, der er sjovt?" spurgte en af de andre.

"Hørte I ikke, hvad han sa..." begyndte ham, der lo, men så tog han sig i det. Smilet stivnede og han kiggede ned i bordet.

Ham, der havde spurgt, hvad der var sjovt, kiggede skiftevis på mig, på ham, der lo og på læreren, men endte med en kort rysten på hovedet og så blev der ikke snakket mere om det. Jeg satte mig på min plads og måtte med et suk erkende, at når det var mig, var det åbenbart ikke morsomt.

Et par dage senere kom en af mine klassekammerater for sent i skole. Det var ham, der havde spurgt, hvad der var sjovt. Han kom frejdigt ind i klassen og meddelte med tydelig stemme:

"Bare tag det roligt, folkens, I er tilgivet for at starte uden mig..."

Latteren bredte sig ud i klassen... Alle lo, undtagen jeg. Ikke, fordi jeg ikke syntes, det var morsomt, men jeg havde jo ligesom hørt den joke før...

Læs gerne mere af min egen historie her.

Danmarks modigste pige!

Så du Fie Laursen på TV i går?

Det gjorde jeg og jeg er dybt imponeret!
Her går en pige på 16 år rundt og bliver punket af sine jævnaldrende. Hun bliver ganske enkelt mobbet. Og ja, det kan godt være, mobning er gået hen og blevet lidt et mode-fokus, men uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er mobning et problem, hvor ingen vinder. Alle taber; ALLE!

Fie Laursen (foto tyvstjålet fra fielaursen.dk)

Jeg kender selv til, hvordan det er at være den, der ikke regnes for noget. Den, der må tage skraldet for andres usikkerhed og tage slagene for andres manglende mod til at være den, de er. Jeg véd, hvordan det føles, når det, man siger og gør i bedste fald bliver ignoreret og i værste fald latterliggjort - for derefter at opleve, hvordan andre kan sige eller gøre præcis det samme og modtage klassens bifald og begejstring.

For er der én ting, de færreste har fanget, når det gælder mobning, så er det, at mobning ikke handler om drillerier. Mobning stikker langt dybere end "sjove" bemærkninger og ubetænksomme pranks. Mobning handler om noget, der ligger langt dybere end almindelig drilagtighed.

Mobning handler nemlig dybest set om at være udenfor...

Når du bliver mobbet, så er du ikke en del af fællesskabet. Du bliver ikke inviteret til pyjamasparty, filmaften og fødselsdag, medmindre forældrene til den, der inviterer, har forstået, hvor vigtig opgaven som opdrager er.

Når du bliver mobbet, vil ingen være i gruppe med dig, medmindre de véd, du kan sikre dem sejren i en konkurrence -  og selv da kan du ikke være sikker...

Når du bliver mobbet, vil ingen grine af dine vittigheder, men andre gentager gerne dine vittigheder og høster anerkendelse for dem.

Når du bliver mobbet, er der pludselig opdaget på den ledige stol.

Når du bliver mobbet, kan du ligne en fotomodel og alligevel blive kaldt grim og ulækker.

Kort sagt: Når du bliver mobbet, vil alt, du foretager dig, blive kvitteret negativt!

Derfor er jeg dybt imponeret over Fie Laursen. Hun var for to år siden uden tvivl Danmarks Modigste Pige.
I dag er hun 18 år og Danmarks Modigste Unge Kvinde.

Nu læser Fie Laursen sikkert ikke min blog. Hun har nok alt for travlt med at besvare mails og kommentarer fra hendes mange fans og støtter på sin blog. Men jeg vil nu alligevel sende dig en hilsen, Fie:

Når nogen kan finde på at sammenligne dig med en abe fra Zoologisk Have, skal du bare vide, at det overhovedet ikke har noget med dig og dit udseende at gøre. Med fare for at nogen synes, jeg er en gammel gris (jeg er 39) vil jeg sige dig en ting:

Du er gudesmuk!

Og hvis nogen siger noget andet, så er de altså ikke ved deres fulde fem.
Hvis du, som læser min blog, gerne vil have syn for sagen, så kig forbi Fie Laursens blog. Hvis du ikke er enig med mig i, at hun er et emne som fotomodel, så skulle du nok overveje et godt tilbud fra Louis Nielsen...

Men endnu vigtigere, Fie:

Alt det, du har været igennem, er med til at styrke dig som menneske og uanset, hvad der sker i fremtiden, skal du holde godt fast i, at du er et fantastisk menneske, som enhver burde være beæret over at kende.

Og så en lille opmuntring: den, der bliver mobbet som barn eller ung er ofte den, der har sucess senere i livet! Verden ligger for dine fødder og med det mod og den styrke, du har, ville verden være et dårligere sted uden dig!

Læs gerne mere om min egen historie her