fredag den 24. februar 2012

Bøger i Brann

Så er jeg efterhånden kommet godt igang med min nye roman, som gerne skulle kunne udgives til sommer og forhåbentlig kan den både udgives som ebog og i trykt udgave.

Lige nu bruger jeg "Bøger i Brann" som arbejdstitel, men det kan stadig nå at ændre sig, for jeg vil nemlig invitere dig, som er læser på bloggen eller fan på facebooksiden, til at være med i tilblivelsen af bogen.

Det kommer til at foregå på den måde, at jeg fra tid til anden lægger et kapitel eller et afsnit ud på bloggen og spørger, hvad du synes om det. Måske spørger jeg, om den kvindelige hovedperson skal være rødhåret eller blondine, men det kan selvfølgelig også være lidt mere generelt: nå,men, hvad syns I så-agtigt.

Alle, der bidrager til bogen, vil modtage en speciel udgave, som kun gives til betalæsere, så snart den udkommer - men mind mig lige om det, når vi kommer så langt, for en sikkerheds skyld.

Det første kapitel er egentlig ikke et rigtigt kapitel. Det er mere en slags præsentation af Østerbys indbyggere i Vestkvarteret. De personer, bogen handler om.

Og det, jeg gerne vil høre din mening om er:
Får du en god fornemmelse af personerne?
Er længden på indledningen for lang? for kort?

Du kan give dit input ved at skrive direkte til mig eller kommentere herunder. Du bestemmer!

Her kommer Indledningen til bogen. God fornøjelse:

Prolog

Det ser ganske almindeligt ud, kvarteret omkring vestbyen i Østerby, men det er det ikke. Slet ikke. Umiddelbart ligner det et ganske almindeligt kedeligt kvarter i en ganske almindelig søvnig provinsby. Kommer du kørende igennem kvarteret uden at kende det, vil du se den typiske sammensætning af gamle byhuse, nyere parcelhuse fra 60´erne, et par lukkede butikker og en folkeskole, der i dén grad trænger til at blive renoveret. Det samme gælder iøvrigt for en del af husene, hvor folk prøver at få det hele til at hænge sammen midt i en krisetid.
Men hvis du i en eller anden vildfarelse beslutter dig for at gøre stop i kvarteret og måske holde ferie her, så vil du få et ganske andet billede af det.
I nummer femten bor familien Friedenhoff, to voksne og seks børn. De er vist ret religiøse, næsten for religiøse, hvis du spørger naboerne. Men hvis du gjorde, ville du sikkert ikke få et svar. Som fremmed i kvarteret skal du være heldig for blot at få et gynt til svar. De fleste bliver bare ignoreret.
Hver søndag kommer hele familien strømmende ud ad hoveddøren i deres stiveste puds og går ind i den gamle Volvo Herregårdsvogn med ekstra sæder bagi. Forrest går Samuel Friedenhoff med en mursten af en bibel i den ene hånd og bilnøglerne i den anden og lige efter kommer fru Friedenhoff og alle de velkæmmede og nyvaskede unger i en lind strøm og fylder bilen op. Og så er det af sted til kirke. Fem af børnene ligner deres far helt utroligt. Det gør den sjette ikke så meget. Ingen ved helt, hvorfor, men der er mange bud. Postbudet, pizzabudet og sådan. Selv avisbudet har været foreslået, men det er nok alligevel at trække den for langt.
Selvfølgelig er der ikke nogen, der siger det, mens Friedenhoffs hører på det. Man er vel en god nabo og gode naboer sladrer ikke om hinanden. Så det er mest ved de ugentlige bridgelørdage hos Hansens og Jakobsens, snakken går. Det gør den så også for fulde gardiner før og under den obligatoriske middagspause mellem 12 og 14. De spiller hver lørdag på skift hos hinanden. Faktisk foregår der en del på skift mellem de to par, men det ved kun Hr. Jakobsen og Fru Hansen. Nåja, og så én til, men det vender vi tilbage til senere.
Længere nede ad gaden ligger et gammelt håndværkerhus fra 1901 og her bor Frederiksen, en ældre mand og hans hund. Egentlig er det helt tosset, for huset har ikke færre end 4 etager og det er kun den nederste etage, hr. Frederiksen lejer ud. Hr. Frederiksen har boet her med sin hund, Molly, i omtrent 20 år og der er ingen, der helt er klar over, hvor gammel han er. Men han var allerede pensionist, da han flyttede ind, så han må i hvert fald være mindst 80 år gammel. Ungerne i kvarteret siger 500 år og de driller ham, så snart de begynder at kede sig lidt. Så ringer de på hans dør og stikker af, nåpr de kan høre, han er på vej ned ad trapperne fra 1. sal, hvor han har sin lejlighed. Han bliver stiktosset, når han kommer ned og finder ud afd, at der ikke er nogen ved døren alligevel og så råber og skriger han efter ungerne, som gemmer sig fnisende i indkørslen til baggården.
Fra Frederiksens badeværelse er der et lille smalt vindue, ikke mere end 25cm bredt og det bruges flittigt, når han skal skælde ud over et eller andet, som kun han selv kender grunden til. De lokale er jo vante til det, men hvis du var en turist, der havde forvildet sig ind på området, ville du være blevet vidne til et besynderligt scenarie:
Først springer vinduet op og knalder ind i nedløbsrøret. Det er lavet af messing og når der lyder et kling ved alle på gaden, at det er tid til en udefinérbar skideballe. Så slipper folk, hvad de har i hænderne og kigger op på nummer 17 for at lytte til hans råberi. Når han er i det humør, er der ikke rigtig nogen, der forstår, hvad han råber, for så forsvinder nemlig den sidste rest af rigsdansk og han slår over i sin egen dialekt. ”Ahøw aheller æ wuun i a lårm a de banna unga da æ fatter å ha spekt fo a allerdom” lyder det så i kodesprog. Kun det sidste kan alle forstå, for det er ret tydeligt: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” og så ryger vinduet i med et ordentligt brag!
Men det er sjældent slut med det, for et par sekunder kommer vinduet op igen og så skal vi lige have slutsalven én gang til. Bare for en sikkerheds skyld: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” Så kommer der et KLING mere, talen er forbi og enhver kan nu fortsætte sit gøremål.
Man siger ofte, at hunde ligner deres ejere, men det er nu ikke tilfældet med Frederiksen og hans hund, Molly. Det er en rigtig Lassie-hund, men det er ikke sikkert, man lige opdager det, for den kommer ikke i bad hver dag. På den måde ligner Frederiksen sin hund, men ellers er der ikke megen lighed at spore, for Frederiksen ligner mest af alt en bulldog. Han elsker sin hund, ingen tvivl om det og den får flere gåture om dagen. Så får den sin efterhånden ret klistrede hundesnor på og så går de der midt på gaden. Det er ikke, fordi Frederiksen sådan tror, at han ejer det hele, men han har bare ikke helt formået at følge med udviklingen, så han har ikke rigtig fanget, at det hovedsageligt er biler, der bruger gaden og ikke hverken fodgængere eller hestevogne. Men han er nu god til at tage hensyn, for når Molly gør det, som hunde nu engang gør, når de går tur, så sørger han altid for at at fjerne dens efterladenskaber. Ikke sådan, som de fleste andre gør, med høm-høm-poser og sådan. Han har formentlig ikke engang opdaget, at der findes sådan noget. Nej, i stedet står han tålmodigt og venter, til hunden er færdig og så triller han pøllen ud i rendestenen. Ikke med fingrene, selvfølgeæig. Det ville da være ulækkert. Nej, han fisker såmænd en kam op af baglommen og bruger den til at trille med og så ryger den hurtigt i baglommen igen – hvis altså han ikke lige skal have redt sit hår forinden.
Helt nede i nummer 31 er der et hus med lav rejsning. Det er vist nok et levn fra de gamle husvildebarakker, som blev bygget i en tid, hvor fabrikkerne skød op i byen hurtigere end husbyggeriet kunne følge med. Huset ligger godt 30 meter tilbage på grunden, som er rammet ind med jernhegn og kraftigt hønsenet. Sirligt på rad og række står der gravsten til salg. De bliver leveret med lastbil efter behov og så kommer Stene Lene ud. Hun er en lille tæt dame af ubestemmelig alder, men man skal endelig tage fejl af hende, for hun er stærk som en okse. Ud af lastbilen træder to hærdebrede mænd med hår mellem tænderne og løfter stenene ud med bæresele. De er to mand om at løfte hver anden sten. Resten napper Stene Lene ved at gribe fat om stenene med de bare hænder og sætte dem med et bump, hvor de skal være. Samtidig skælder hun mændene ud, fordi de aldrig kan finde ud af at sætte stenene ordentligt.
En dag var der en ny mand med og Stene Lene var end ikke kommet ud på gaden, før hun råbte efter dem. ”Sæt så de sten ordentligt. Det skal se pænt ud, så folk ikke tror, det er en jødisk kirkegård, der ikke bliver passet!” Den nye mand var netop ved at sætte løftesele på en sten og han ville i hvert fald ikke finde sig i den behandling, så han smed resolut selen på ladet og så hende spidst ind i øjnene: ”Er du vanvittig, kone!” næsten råbte han, selv om hun var mindre end en håndsbredde fra ham, ”De er jo sindssygt tunge, de sten!”
”Bare se at komme i gang,” svarede hun arrigt tilbage, ”Er du en mand eller en kylling?” Så trak han det, han troede var trumfkortet. ”Hvis du ikke kan behandle os ordentligt, kan du kraftedeme selv sætte de sten på plads!” sagde han og nikkede indforstået til sin makker, som til hans store overraskelse løb ind i lastbilen og låste døren. Stene Lene var åbenbart i godt lune den dag. Eller også gav hun ham bare lidt ekstra snor, fordi han var ny. I hvert fald sagde hun ingenting, men tog bare fat i den allerstørste sten på ladet og bar den ind på plads, som var den en tom papkasse. Så var der ikke mere at snakke om.
I stuelejligheden i Frederiksens hus bor Fru Holgersen. Hun er en ældre dame. Og når jeg siger dame er det altså med stort D. En virkelig Dame, der bestemt ikke kommer fra de nederste lag i samfundet. Hun forspilder da heller ingen chance for at gøre opmærksom på det. ”Ja, jeg bor her jo kun, indtil jeg finder en passende residens,” fortæller hun gerne til hvem som helst, der gider høre på det. Og også en del af dem, der ikke gør. Den lokale slagter er ved at være rigtig godt træt af det, så når han kan se, at hun er på vej hen til butiksdøren, har han lige pludselig en masse slagtervarer, der skal tælles op. Han har vist ret godt styr på det varelager. Så det er som regel en af de unge piger, der må lægge ører til fru Holgersens endeløse beretninger fra dengang en mand var en mand og en hustru var én, der lå på divanen og læste ugeblade, mens pigerne gjorde rent og ryddede op. ”Ja, du ved jo, jeg slet ikke hører til her i kvarteret,” kunne slagterpigen døse hen til, mens hun drømte sig hen til et sted, hvor lektierne fyldte så meget, at der ikke var tid til fritidsarbejde. Bla, bla, bla, bla… Mon man ville slippe af sted med at råbe ”rotte!” og pege ned mod gulvet? Nej, den gik nok ikke, for så var det da helt slut med slagterens velvilje. Konen fortsatte i en lind strøm om alle de suspekte typer, der bor i området. De dersens motorcykelentusiaster, der ikke har andet i hovedet end det, hun i hvert fald aldrig havde stiftet bekendtskab med, før hun blev gift. ”…så jeg glæder mig til jeg skal flytte,” sluttede hun endelig af, ”Jeg bor her jo kun midlertidigt, ved du.” Det har hun så gjort i 13 år nu.
Så er der fodboldbanen, hvor de fleste af mændene i kvarteret bruger en aften om ugen, hvor de kan være mænd.
Samuel Friedenhoff har været holdkaptajn de sidste 5 år og det er faktisk lykkedes ham at få en kammerat med på holdet, selv om John slet ikke bor i området. John bor i den anden ende af byen og selv om det ikke var rasende populært i starten, har John vist sig at være lige så dygtig til at spille fodbold, som han er dårlig til ægteskaber. Ikke færre end 4 forliste forhold har han bag sig. Så efter blot et par uger var han én af gutterne.
Nede på hjørnet til Vestergade ligger et gartneri, som var ret berygtet alle andre steder i byen. Nu er der jo ikke i selv noget farligt eller ubehageligt ved et gartneri, men det er ikke en almindelig gartner. Udefra ligner det et hvilket som helst andet gartneri. Huset er lysegrønt, grøntsagerne bliver produceret i den ca. 75m2 store baghave, foruden det, der jo nok bliver hentet andre steder og langs husmuren helt hen til butiksdøren på hjørnet bliver hver morgen sat en række kasser med æbler, pærer, gulerødder, pastinakker og tomater.
Indeni var det mindre almindeligt. Selve butikken ligner en grønthandlerbutik fra den tid, hvor kartoflerne var sorte og ekspedienterne hvide, men i privaten er familien pakket som mandskabet på en ubåd. Gartneren har altid mindst 8 af børnene hjemme og de sover i etagesenge på et værelse , der næppe er større end fire telefonbokse sat sammen. Fire køjesenge på den ene væg og fire på den væg, der står vinkelret på den første og med sengene forskudt i højde, så fodenderne nærmest fletter ind i hinanden. Gartneren viser gerne sit værk frem for interessede. "Se, hvor godt, de har det!" slår han glad ud med armene.
Det der med at slå ud med armene er han god til og han har også sørget for, at børnene har lært det. Både pigerne og drengene. De færreste kender børnenes rigtige navne, for de fleste går under andre betegnelser, såsom Røde og Kno-Mette. Men samlet set var de Vestergadedrengene. Også døtrene.
Lige over for gartneriet er der et tomt hus og foran sidder et skilt, der gør opmærksom på, at huset er til salg. Skiltet har siddet længe og Gartneren håber det vil forblive sådan længe. Han vil nemlig gerne udvide sin butik, for af en eller anden grund synes drengene ikke, de har nok plads i deres køkkenhave, som er gemt godt af vejen og dækket til med plasticsække. Egentlig havde Gartneren ikke regnet med, at de sådan ville gå i hans fodspor og selv om han aldrig tjekker haven efter – det har de udtrykkeligt ladet ham vide, de ikke vil have – så er han sikker på, at de passer deres have, for de er ude i haven hver eneste dag og sælger masser af krydderier i små pæne papirslommer. Det ved han, for de står ofte på gadehjørnerne i kvarteret og har mange kunder i løbet af dagen. Og de har altid penge, så han er stolt af dem. De skal nok klare sig, er han sikker på. Til at begynde med var han lidt bekymret for, om deres forretning ville give for megen konkurrence til gartneriet, men det lader ikke til at have påvirket hans salg overhovedet. Deres kunder kommer tilsyneladende fra hele byen og kommer alligevel aldrig i hans butik. Omvendt ser han nu heller aldrig nogen af sine egne kunder købe hos drengene, hvad det så end er for en slags krydderier, de sælger.
Hvis bare han kunne spare nok penge op, kunne han købe huset på det andet hjørne og så kunne drengene jo have det gamle gartneri, mens han byggede et nyt med en større have til. Og det er netop dét, historien her handler om...

torsdag den 23. februar 2012

Vil eReolen.dk gøre forlæggerne arbejdsløse?

Ifølge DRs hjemmeside er forlæggerne ambivalente i forhold til eReolen.dk´s succes. De medvirkende forlag er glade for, at portalen er blevet så stor en succes, at der siden lanceringen i november er blevet lånt ikke færre end 80.965 bøger ad den vej, men samtidig er de bekymrede for, om ebogsudlånet sænker salgstallene. I artiklen citeres Cliff Hansen, forretningsudvikler på Ringhardt & Lindhof, for at eReolen.dk har en negativ effekt på det kommercielle marked. Det kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse, for som Jan Degner fra Artpeople spørger: "Hvis folk kan låne en bog gratis, hvorfor skulle de så købe den?"


Af samme årsag er Artpeople ikke med i eReolen.dk og det samme gælder Politikens Forlag m.fl.


Har forlagene forstået ebogens muligheder og begrænsninger?
Cliff Hansen foreslår, at man kunne begrænse antallet af downloads for den enkelte bog, lidt på samme måde, som når du vil låne en trykt bog på biblioteket: er bogen ikke hjemme, kan du ikke låne den.


Hans forslag er ret interessant, for det afslører, hvad det grundlæggende problem hos forlagene er. Jeg har personligt haft den opfattelse, at når forlagene har været så tilbageholdende med at sætte fut i salget af ebøger, så var det, fordi ebogsformatet har potentiale til at få magtfordelingen i bogbranchen til at skride.


Ebogen skal nemlig ikke trykkes; den skal bare skrives og konverteres til et ebogsformat som f.eks. epub, der er et open-source format og som kan læses på alle apparater. Og da der samtidig er rigelige muligheder for at konvertere til ebogsformat ved hjælp af platforme både online og offline - oven i købet platforme, der stilles gratis til rådighed - så er forfatterne ikke længere afhængige af forlagenes pengetank, når bogen skal udgives.


Jeg tror såmænd stadig, at forlagene er bange for, at forfatterne pludselig skal tage brødet ud af munden på forlæggerne, men noget kunne tyde på, at der også er noget andet og langt mere banalt på spil: nemlig det, at forlagene er forvirrede over den fart, udviklingen på området har taget. Og ja, lad mig bare sige det ligeud: forlagene er slet og ret uvidende om ebogens muligheder og begrænsninger.


Det virker faktisk, som om forlagene bag eReolen.dk har taget hovedspring i ukendt farvand og nu overraskes over at knalde hovedet ned i sandbunden, for "Når folk kan låne en bog gratis, hvorfor skulle de så købe den?" er åbenbart ikke et spørgsmål, man er gået alt for meget i dybden med.


Skal forlagene så lukke eReolen.dk?
Det tror jeg faktisk ville være en rigtig dum idé, for eReolen.dk har i sit grundkoncept i hvert fald 2 væsentlige fordele:

  • eReolen.dk kan få danske læsere til at tage ebøgerne til sig!
Danskerne har aldrig taget ebøgerne til sig, som man ser det i både USA, UK, Frankrig, Italien og Tyskland - formentlig fordi Amazon.com og andre aktører ikke har fundet det lukrativt at gå ind på det danske marked med deres ebogslæsere. Prisen for en dedikeret ebogslæser ligger derfor i Danmark på omtrent 1300-1700 kroner og så skal der altså købes mange bøger, før det kan betale sig i forhold til trykte bøger.


eReolen.dk kan være med til at ændre den situation, for selv om ebøger kan læses på rigtig mange af de apparater, de fleste af os alligevel har derhjemme, så er det ikke ret mange danske læsere, der er klar over det.


En ebog kan læses på PC ved hjælp af Adobe Digital, på iPad og iPhone ved hjælp af iTunes og på Androidenheder (både tablets og smart phones) ved hjælp af et af de mange apps, der findes på Android Market - og alle disse programmer og apps har det vigtigste til fælles: de er gratis!


eReolen.dk er en mulighed for, at den enkelte læser kan komme i gang med at læse ebøger uden nogen som helst form for økonomisk risiko og det er der brug for, hvis ebøger skal blive lige så populært i Danmark, som i de land,e vi normalt sammenligner os med. Når ebogslæseren er gratis og man på eReolen.dk så heller ikke skal betale for den bog, ebogslæseren skal afprøves med, er det et godt grundlag for at skabe et nyt marked.



  • eReolen.dk har den bredest mulige eksponering
En af de fordele, vi har i Danmark i forhold til mange andre lande er vores biblioteksvæsen, som gør, at tærsklen for at læserne bliver bekendte med nye bøger, er noget lavere end andre steder. Når du har udgivet din trykte bog og sendt den til Det Kgl. Bibliotek og DBC med ISBN-nummer, så kommer bogen med det samme med på lister og databaser, som både biblioteker og boghandlere bruger, når de skal bestille nye bøger.


Men det samme gør sig ikke gældende for ebøger. Her må forlag (eller snarere forfatteren) kæmpe en brav kamp for, at bogen ikke skal gå i læsernes glemmebog.


Men kommer ebogen på en portal som eReolen.dk bliver den straks eksponeret til mange tusinde læsere, som ellers ikke ville have fundet bogen.


Men hvad hjælper det, hvis eReolen.dk får salgstallene til at falde?
Det er indlysende, at når eReolen.dk i sin nuværende form er skidt for forretningen, så må man ændre den måde, det hele foregår på. For hvis ikke der kommer penge i kassen, så kan forlagene ikke betale forfatterne og så gider de selvfølgelig ikke at skrive bøger - og hvis alle forfatternes trykte bøger så også laves som ebogsformat, så skyder bogbranchen jo sig selv i foden.


At blive ved sin bagstræberiske læst?
Og det er her, jeg må vende tilbage til min påstand om, at Cliff Hansens forslag afslører en grundliggende mangel på viden og indsigt i ebogens muligheder og begrænsninger. Lad ligge, at forlagene burde have set det problematiske i bare at låne ud til højre og venstre; vi kan alle begå fejltagelser. Problemet er snarere, at forslaget fortæller, at forlagene intet væsentligt har lært af de faldende salgstal, for med en begrænsning af antallet af samtidige udlån for hver bog, vender forlagene jo i virkeligheden bare tilbage til den verden, de kender: den trykte bogs verden, hvor der er naturlige begrænsninger i antallet af bøger. Og tanken lader så til at være: lad os tvinge ebogsudlånene til at ligne de trykte bøgers udlån...


Men dén går ikke, Grandberg! Forlagene glemmer nemlig to ting: for det første er ebogen og den trykte bog to forskellige produkter, som reelt ikke kan sammenlignes og for det andet følger af det første, at også læserne af ebøger og læserne af de trykte bøger er to forskellige slags læsere (selv om der naturligvis er sammenfald og selv om målet gerne skulle være at få de to typer læsere til at bevæge sig frit mellem de to bogmuligheder)


For hvad er egentlig hovedårsagen til, at læserne låner ebøger på eReolen.dk? Man kan sikkert lave tusindvis af undersøgelser for hundredtusindvis af kroner, men det tror jeg nu slet ikke er nødvendigt, for årsagen til eReolen.dk´s store success kan formentlig sammenfattes i ét enkelt og letforståeligt ord: 


Tilgængelighed!


Hvorfor kan ebøger blive en success?
Hvis du sidder en dag og tænker: "Nu kunne jeg godt tænke mig at have en bog at læse i," så kan du gå ind på eReolen.dk eller en af netboghandlerne og i løbet af blot 10 minutter er du i gang med at læse din bog! Modsat skal du, hvis du vil låne en trykt bog, først finde ind til biblioteket og for de flestes vedkommende finde en parkeringsplads, så skal du finde bogen på biblioteksdatabasen og så skal du finde ud af, hvor på biblioteket, bogen står. Så skal du køre bogen igennem udlåns-computeren og måske skal du endda stå i kø forinden. Først derefter kan du tage bogen med dig hjem og begynde at læse. Og når du så er færdig med at læse bogen, skal du igen ind og aflevere den med alt, hvad dertil hører af finde parkeringsplads, stå i kø og køre hjem igen. Det, der for en ebog tager ti minutter, kan du for en trykt bog komme til at bruge flere timer på - og endda med den risiko, at du får afleveret bogen for sent og må betale en bøde.


Hvorfor er begrænsning af samtidige udlån en skidt idé?
Hvis man på eReolen.dk laver begrænsning på antallet af samtidige udlån for den enkelte bog, vil det, efter min opfattelse, kun få det kedelige resultat, at læserne forsvinder fra eReolen.dk og bliver langt mere kritiske med hensyn til, hvilke ebøger, de så køber - hvis de da overhovedet køber dem, for det kan let blive resultatet, at mange slet og ret holder op med at læse ebøger igen, for hvorfor udsætte sig selv for den ærgrelse at finde en bog på eReolen.dk og blive skuffet over, at der ikke er flere eksemplarer at låne?


Nu er der sikkert en og anden, der vil argumentere for, at det samme jo gør sig gældende for de trykte bøger. Og ja, det gør det jo, men når du først har fået dig slæbt af sted til biblioteket med alt det bøvl, det medfører, så tager du ikke hjem uden en bog - det gør du, hvis den eneste indsats, du har gjort er at taste adressen: "eReolen.dk" i din browser og fundet den bog, du gerne vil låne, men ikke kan få lov til at låne.


Men Holbo, har du da et bedre forslag?
Ja, det mener jeg, jeg har. Faktisk har jeg endda to forslag, som ikke blot kan løse ovenstående udfordring, men sandelig en anden og mindst lige så væsentlig udfordring.


De fleste er sådan indrettet, at hvis man har haft en god oplevelse - her en god læseoplevelse - vil man gerne fortælle andre om det. Det er derfor, den bedste reklame er gode produkter. Folk vender tilbage og køber mere fra samme forhandler, når de har fået en god behandling og et godt produkt. Det gælder også for ebøger. Når en læser har lånt en ebog på eReolen.dk og har syntes om bogen, fortæller de andre om den og det genererer flere udlån af bogen. Hvis man begrænser antallet af samtidige udlån mister man en væsentlig del af den effekt, fordi de første mange lånere må gå skuffet fra hjemmesiden og dermed spredes budskabet om det gode produkt ikke særlig hurtigt.


Denne mund-til-mund-effekt kan man udnytte langt bedre ved en anden metode, som jeg vil forklare lidt længere nede i indlægget, men først vil jeg bringe en anden problematik på banen, som også kan løses ved mit forslag: nemlig flaskehalsen hos forlagene.


Kendingeeffekten får forlagene til at løbe mod afgrunden!
Der er mange talenfulde forfattere, som aldrig får chancen for at få deres bøger udgivet af den simple årsag, at de nok er supergode til at skrive bøger, men de er ikke særlig effektive, når det gælder at få sig møvet ind på markedet. Dine evner som sælger betyder desværre mere end dine evner som forfatter, når det drejer sig om at få et forlag til at udgive din bog. Især når bogbranchen føler sig presset er der nemlig en skræmmende tendens til, at forlæggerne ikke tør satse på de ukendte og derfor hellere udgivere middelmådige bøger af kendte mennesker, end gode bøger af ukendte mennesker. Man behøver blot at se på, hvilke forfattere og hvilke bøger, forlagene bruger mest krudt på at markedsføre, for at komme til den erkendelse. Den nye bog af F. Fetterlein er et glimrende eksempel, som står i skærende kontrast til R.K.Rowling, som fik ikke færre end 25 afslag på sin første "Harry Potter," før et lille undseeligt forlag tog udfordringen op og scorede kassen. Og der findes masser af andre eksempler, også inden for selvudgivelser, hvor folk ikke har kunnet få et forlag til at udgive en bog, som forfatteren så selv har udgivet med stor success - for en god bog sælger såmænd sig selv!


Det er for så vidt forståeligt nok, at forlagene er forsigtige med satsninger, når der skal trykkes oplag med ret store udgifter, men her kunne ebøger være en god løsning og nu kommer så mit forslag:


Brug eReolen.dk som et sted for marketing af nye bøger med introperiode!
En meget enkel metode kunne være at sætte alle nye bøger ind på eReolen.dk som ebøger for en kortere periode på f.eks. 1 måned. Her kan læserne så downloade til de segner i den måned og herved udnyttes mund-til-mund-effekten fuldt ud.


Når introduktionsmåneden er forbi, forbliver bogen stadig i databasen, men med et tydeligt symbol, der fortæller, at bogen ikke længere udlånes, men kan købes "her" og så et link til forlagets hjemmeside, hvor ebogen kan købes.


På den måde eksponeres den enkelte bog klart og tydeligt go der kan skabes hype omkring de gode bøger. Når intromåneden så er forbi, kan forlagene kigge på tallene og få en idé om, hvilke af bøgerne, de skal satse på til trykte udgaver.


Derved får forlagene et håndgribeligt værktøj til at udvælge de bøger, der bedst kan sælge og udgifterne er minimale.


Hov, hvad med forskellen på trykte bøger og ebøger?
Og skulle der nu være en eller anden, som protesterer: "Jamen, der kan da godt være bøger, som sælger bedre som trykte bøger end som ebøger" og til det kan jeg da kun svare: Ja! Selvfølgelig! Men forlæggerne skal vel også lave et eller andet for de penge, de tjener på forfatternes værker? 


Vi skal jo ikke gøre dem helt arbejdsløse, vel?

tirsdag den 21. februar 2012

Bøger i Brann - en humoristisk krimi


Nu er første kapitel ved at være klar til at møde jer læsere derude i det ganske danske land og jeg er meget spændt på, hvad I synes om det. Jeg frigiver hele kapitlet, som du meget gerne må dele med andre.

Hvis du har lyst til at læse mere, kan du melde dig som Betalæser på min hjemmeside. Her ligger der allerede fire kapitler og jeg er godt i gang med det femte kapitel. Min hjemmeside finder du her:


Og her er så første kapitel - god fornøjelse...
---------------------------------------------

Kapitel 1: Et helt ualmindeligt kvarter

Det ser ganske almindeligt ud, kvarteret omkring vestbyen i Østerby, men det er det ikke. Slet ikke. Umiddelbart ligner det et ganske almindeligt kedeligt kvarter i en ganske almindelig søvnig provinsby. Kommer du kørende igennem kvarteret uden at kende det, vil du se den typiske sammensætning af gamle byhuse, nyere parcelhuse fra 60´erne, et par lukkede butikker og en folkeskole, der i dén grad trænger til at blive renoveret. Det samme gælder iøvrigt for en del af husene, hvor folk prøver at få det hele til at hænge sammen midt i en krisetid.
Men hvis du i en eller anden vildfarelse beslutter dig for at gøre stop i kvarteret og måske holde ferie her, så vil du få et ganske andet billede af det.
I nummer femten bor familien Friedenhoff, to voksne og seks børn. De er vist ret religiøse, næsten for religiøse, hvis du spørger naboerne. Men hvis du gjorde, ville du sikkert ikke få et svar. Som fremmed i kvarteret skal du være heldig for blot at få et gynt til svar. De fleste bliver bare ignoreret.
Hver søndag kommer hele familien strømmende ud ad hoveddøren i deres stiveste puds og går ind i den gamle Volvo Herregårdsvogn med ekstra sæder bagi. Forrest går Samuel Friedenhoff med en mursten af en bibel i den ene hånd og bilnøglerne i den anden og lige efter kommer fru Friedenhoff og alle de velkæmmede og nyvaskede unger i en lind strøm og fylder bilen op. Og så er det af sted til kirke. Fem af børnene ligner deres far helt utroligt. Det gør den sjette ikke så meget. Ingen ved helt, hvorfor, men der er mange bud. Postbudet, pizzabudet og sådan. Selv avisbudet har været foreslået, men det er nok alligevel at trække den for langt.
Selvfølgelig er der ikke nogen, der siger det, mens Friedenhoffs hører på det. Man er vel en god nabo og gode naboer sladrer ikke om hinanden. Så det er mest ved de ugentlige bridgelørdage hos Hansens og Jakobsens, snakken går. Det gør den så også for fulde gardiner før og under den obligatoriske middagspause mellem 12 og 14. De spiller hver lørdag på skift hos hinanden. Faktisk foregår der en del på skift mellem de to par, men det ved kun Hr. Jakobsen og Fru Hansen. Nåja, og så én til, men det vender vi tilbage til senere.
Længere nede ad gaden ligger et gammelt håndværkerhus fra 1901 og her bor Frederiksen, en ældre mand og hans hund. Egentlig er det helt tosset, for huset har ikke færre end 4 etager og det er kun den nederste etage, hr. Frederiksen lejer ud. Hr. Frederiksen har boet her med sin hund, Molly, i omtrent 20 år og der er ingen, der helt er klar over, hvor gammel han er. Men han var allerede pensionist, da han flyttede ind, så han må i hvert fald være mindst 80 år gammel. Ungerne i kvarteret siger 500 år og de driller ham, så snart de begynder at kede sig lidt. Så ringer de på hans dør og stikker af, nåpr de kan høre, han er på vej ned ad trapperne fra 1. sal, hvor han har sin lejlighed. Han bliver stiktosset, når han kommer ned og finder ud afd, at der ikke er nogen ved døren alligevel og så råber og skriger han efter ungerne, som gemmer sig fnisende i indkørslen til baggården.
Fra Frederiksens badeværelse er der et lille smalt vindue, ikke mere end 25cm bredt og det bruges flittigt, når han skal skælde ud over et eller andet, som kun han selv kender grunden til. De lokale er jo vante til det, men hvis du var en turist, der havde forvildet sig ind på området, ville du være blevet vidne til et besynderligt scenarie:
Først springer vinduet op og knalder ind i nedløbsrøret. Det er lavet af messing og når der lyder et kling ved alle på gaden, at det er tid til en udefinérbar skideballe. Så slipper folk, hvad de har i hænderne og kigger op på nummer 17 for at lytte til hans råberi. Når han er i det humør, er der ikke rigtig nogen, der forstår, hvad han råber, for så forsvinder nemlig den sidste rest af rigsdansk og han slår over i sin egen dialekt. ”Ahøw aheller æ wuun i a lårm a de banna unga da æ fatter å ha spekt fo a allerdom” lyder det så i kodesprog. Kun det sidste kan alle forstå, for det er ret tydeligt: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” og så ryger vinduet i med et ordentligt brag!
Men det er sjældent slut med det, for et par sekunder kommer vinduet op igen og så skal vi lige have slutsalven én gang til. Bare for en sikkerheds skyld: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” Så kommer der et KLING mere, talen er forbi og enhver kan nu fortsætte sit gøremål.
Man siger ofte, at hunde ligner deres ejere, men det er nu ikke tilfældet med Frederiksen og hans hund, Molly. Det er en rigtig Lassie-hund, men det er ikke sikkert, man lige opdager det, for den kommer ikke i bad hver dag. På den måde ligner Frederiksen sin hund, men ellers er der ikke megen lighed at spore, for Frederiksen ligner mest af alt en bulldog. Han elsker sin hund, ingen tvivl om det og den får flere gåture om dagen. Så får den sin efterhånden ret klistrede hundesnor på og så går de der midt på gaden. Det er ikke, fordi Frederiksen sådan tror, at han ejer det hele, men han har bare ikke helt formået at følge med udviklingen, så han har ikke rigtig fanget, at det hovedsageligt er biler, der bruger gaden og ikke hverken fodgængere eller hestevogne. Men han er nu god til at tage hensyn, for når Molly gør det, som hunde nu engang gør, når de går tur, så sørger han altid for at at fjerne dens efterladenskaber. Ikke sådan, som de fleste andre gør, med høm-høm-poser og sådan. Han har formentlig ikke engang opdaget, at der findes sådan noget. Nej, i stedet står han tålmodigt og venter, til hunden er færdig og så triller han pøllen ud i rendestenen. Ikke med fingrene, selvfølgeæig. Det ville da være ulækkert. Nej, han fisker såmænd en kam op af baglommen og bruger den til at trille med og så ryger den hurtigt i baglommen igen – hvis altså han ikke lige skal have redt sit hår forinden.
Helt nede i nummer 31 er der et hus med lav rejsning. Det er vist nok et levn fra de gamle husvildebarakker, som blev bygget i en tid, hvor fabrikkerne skød op i byen hurtigere end husbyggeriet kunne følge med. Huset ligger godt 30 meter tilbage på grunden, som er rammet ind med jernhegn og kraftigt hønsenet. Sirligt på rad og række står der gravsten til salg. De bliver leveret med lastbil efter behov og så kommer Stene Lene ud. Hun er en lille tæt dame af ubestemmelig alder, men man skal endelig tage fejl af hende, for hun er stærk som en okse. Ud af lastbilen træder to hærdebrede mænd med hår mellem tænderne og løfter stenene ud med bæresele. De er to mand om at løfte hver anden sten. Resten napper Stene Lene ved at gribe fat om stenene med de bare hænder og sætte dem med et bump, hvor de skal være. Samtidig skælder hun mændene ud, fordi de aldrig kan finde ud af at sætte stenene ordentligt.
En dag var der en ny mand med og Stene Lene var end ikke kommet ud på gaden, før hun råbte efter dem. ”Sæt så de sten ordentligt. Det skal se pænt ud, så folk ikke tror, det er en jødisk kirkegård, der ikke bliver passet!” Den nye mand var netop ved at sætte løftesele på en sten og han ville i hvert fald ikke finde sig i den behandling, så han smed resolut selen på ladet og så hende spidst ind i øjnene: ”Er du vanvittig, kone!” næsten råbte han, selv om hun var mindre end en håndsbredde fra ham, ”De er jo sindssygt tunge, de sten!”
”Bare se at komme i gang,” svarede hun arrigt tilbage, ”Er du en mand eller en kylling?” Så trak han det, han troede var trumfkortet. ”Hvis du ikke kan behandle os ordentligt, kan du kraftedeme selv sætte de sten på plads!” sagde han og nikkede indforstået til sin makker, som til hans store overraskelse løb ind i lastbilen og låste døren. Stene Lene var åbenbart i godt lune den dag. Eller også gav hun ham bare lidt ekstra snor, fordi han var ny. I hvert fald sagde hun ingenting, men tog bare fat i den allerstørste sten på ladet og bar den ind på plads, som var den en tom papkasse. Så var der ikke mere at snakke om.
I stuelejligheden i Frederiksens hus bor Fru Holgersen. Hun er en ældre dame. Og når jeg siger dame er det altså med stort D. En virkelig Dame, der bestemt ikke kommer fra de nederste lag i samfundet. Hun forspilder da heller ingen chance for at gøre opmærksom på det. ”Ja, jeg bor her jo kun, indtil jeg finder en passende residens,” fortæller hun gerne til hvem som helst, der gider høre på det. Og også en del af dem, der ikke gør. Den lokale slagter er ved at være rigtig godt træt af det, så når han kan se, at hun er på vej hen til butiksdøren, har han lige pludselig en masse slagtervarer, der skal tælles op. Han har vist ret godt styr på det varelager. Så det er som regel en af de unge piger, der må lægge ører til fru Holgersens endeløse beretninger fra dengang en mand var en mand og en hustru var én, der lå på divanen og læste ugeblade, mens pigerne gjorde rent og ryddede op. ”Ja, du ved jo, jeg slet ikke hører til her i kvarteret,” kunne slagterpigen døse hen til, mens hun drømte sig hen til et sted, hvor lektierne fyldte så meget, at der ikke var tid til fritidsarbejde. Bla, bla, bla, bla… Mon man ville slippe af sted med at råbe ”rotte!” og pege ned mod gulvet? Nej, den gik nok ikke, for så var det da helt slut med slagterens velvilje. Konen fortsatte i en lind strøm om alle de suspekte typer, der bor i området. De dersens motorcykelentusiaster, der ikke har andet i hovedet end det, hun i hvert fald aldrig havde stiftet bekendtskab med, før hun blev gift. ”…så jeg glæder mig til jeg skal flytte,” sluttede hun endelig af, ”Jeg bor her jo kun midlertidigt, ved du.” Det har hun så gjort i 13 år nu.
Så er der fodboldbanen, hvor de fleste af mændene i kvarteret bruger en aften om ugen, hvor de kan være mænd.
Samuel Friedenhoff har været holdkaptajn de sidste 5 år og det er faktisk lykkedes ham at få en kammerat med på holdet, selv om John slet ikke bor i området. John bor i den anden ende af byen og selv om det ikke var rasende populært i starten, har John vist sig at være lige så dygtig til at spille fodbold, som han er dårlig til ægteskaber. Ikke færre end 4 forliste forhold har han bag sig. Så efter blot et par uger var han én af gutterne.
Nede på hjørnet til Vestergade ligger et gartneri, som var ret berygtet alle andre steder i byen. Nu er der jo ikke i selv noget farligt eller ubehageligt ved et gartneri, men det er ikke en almindelig gartner. Udefra ligner det et hvilket som helst andet gartneri. Huset er lysegrønt, grøntsagerne bliver produceret i den ca. 75m2 store baghave, foruden det, der jo nok bliver hentet andre steder og langs husmuren helt hen til butiksdøren på hjørnet bliver hver morgen sat en række kasser med æbler, pærer, gulerødder, pastinakker og tomater.
Indeni var det mindre almindeligt. Selve butikken ligner en grønthandlerbutik fra den tid, hvor kartoflerne var sorte og ekspedienterne hvide, men i privaten er familien pakket som mandskabet på en ubåd. Gartneren har altid mindst 8 af børnene hjemme og de sover i etagesenge på et værelse , der næppe er større end fire telefonbokse sat sammen. Fire køjesenge på den ene væg og fire på den væg, der står vinkelret på den første og med sengene forskudt i højde, så fodenderne nærmest fletter ind i hinanden. Gartneren viser gerne sit værk frem for interessede. "Se, hvor godt, de har det!" slår han glad ud med armene.
Det der med at slå ud med armene er han god til og han har også sørget for, at børnene har lært det. Både pigerne og drengene. De færreste kender børnenes rigtige navne, for de fleste går under andre betegnelser, såsom Røde og Kno-Mette. Men samlet set var de Vestergadedrengene. Også døtrene.
Lige over for gartneriet er der et tomt hus og foran sidder et skilt, der gør opmærksom på, at huset er til salg. Skiltet har siddet længe og Gartneren håber det vil forblive sådan længe. Han vil nemlig gerne udvide sin butik, for af en eller anden grund synes drengene ikke, de har nok plads i deres køkkenhave, som er gemt godt af vejen og dækket til med plasticsække. Egentlig havde Gartneren ikke regnet med, at de sådan ville gå i hans fodspor og selv om han aldrig tjekker haven efter – det har de udtrykkeligt ladet ham vide, de ikke vil have – så er han sikker på, at de passer deres have, for de er ude i haven hver eneste dag og sælger masser af krydderier i små pæne papirslommer. Det ved han, for de står ofte på gadehjørnerne i kvarteret og har mange kunder i løbet af dagen. Og de har altid penge, så han er stolt af dem. De skal nok klare sig, er han sikker på. Til at begynde med var han lidt bekymret for, om deres forretning ville give for megen konkurrence til gartneriet, men det lader ikke til at have påvirket hans salg overhovedet. Deres kunder kommer tilsyneladende fra hele byen og kommer alligevel aldrig i hans butik. Omvendt ser han nu heller aldrig nogen af sine egne kunder købe hos drengene, hvad det så end er for en slags krydderier, de sælger.
Hvis bare han kunne spare nok penge op, kunne han købe huset på det andet hjørne og så kunne drengene jo have det gamle gartneri, mens han byggede et nyt med en større have til. Og det er netop dét, historien her handler om...

mandag den 20. februar 2012

Ny anmeldelse: Den store månefest


Jeg har netop læst "Den Store Månefest" færdig. Det er en rigtig hyggelig bog af Søren Jessen og den kan anbefales som højtlæsning. Se hele anmeldelsen her

søndag den 19. februar 2012

En billig svømmehal

Så kom vi på vores første vinterferie nogensinde. Vi plejer ikke sådan at tage på ferie og for det meste har vores vinter-, påske- og efterårsferier foregået på den måde, at vi er blevet hjemme og så taget på en tur eller to ud at se noget, vi ellers ikke ser.

Men i år valgte vi at tage i sommerhus i Øster Hurup, som ligger helt ude på Jyllands øskyst midt mellem Mariager Fjord og Limfjorden. Her havde vi fundet (vi er jo så altså min dejlige kone, Kirstine!) et sommerhus på godt 100m3 til den gode pris af 2200,- for en hel uge plus forbruget, som landede på lige knap 700,-

Vi havde besluttet at vi ville i vandland, for ungerne elsker at svømme og vi har haft stor fornøjelse af svømmehallen inde i Horsens. Men ak... prisen var ikke rar at stifte bekendtskab med. Det nærmeste vandland, som jeg ikke skal nævne navnet på her, forlangte den van(d)vittige pris på 78,- pr. person. Ingen børnerabat, ingen familierabat, ingen mængderabat. 78 kroner gange 6 personer = 468kr.!

Når vi nu havde givet 2200,- for et sommerhus i 7 dage, ville 468,- jo altså svare til godt en femtedel eller ca. det samme som det samlede varmeforbrug hele ugen, så det syntes vi var lidt voldsomt.

Derfor sendte vi en lille fortrop for i det mindste at tage bestik af, hvad vi i så fald betalte til og den efterfølgende samtale mellem min kone og den ansatte på stedet var ganske sigende. Hun kom ind på etablissementet og kiggede ind gennem ruden til dette "subtropiske paradis" og måtte blot sige: "Er det dét, der er vandlandet?"

"Ja," svarede den unge mand på skansen, tydeligvis en anelse overrasket.

"Og hvad er det så lige, man giver for at komme ind?"

"78 kroner pr. person"

"Og der er ingen familierabat eller mængderabat?"

"Nej"

"Det var da alligevel noget for den smule vandland"

"Joh, men nu får vi jo heller ikke offentligt tilskud"

"Nå, men jeg tror nu nok, vi finder noget andet alligevel"

Og det gjorde vi så. Inde i Hadsund, mindre end end 20 minutters kørsel derfra, ligger Hadsund Svømmehal og nej, det er ikke subtropisk og der er heller ikke en vandrutsjebane på svimlende 30 meter, men ærligt talt, er det nu også de 63 kroner ekstra værd pr. barn?

Og vi havde en skøn, skøn eftermiddag i svømmehallen. Den måde, vi blev taget imod på, var uovertruffen og vi blev anvist, hvor vi skulle klæde om og hvordan vi kom ind til selve svømmehallen af glade mennesker, der snakkede med børnene og det var lige før, vi blev tilbudt hjælp til at klæde om også.

Så alt i alt vil jeg bare på det varmeste anbefale Hadsund Svømmehal!

Du finder deres hjemmeside her: http://www.hadsundsvoemmehal.dk

onsdag den 15. februar 2012

Bliv betalæser på en ny roman for voksne

I dag har jeg uploaded første kapitel til en ny roman for voksne om de gode mennesker i vestbykvarteret i Østby. Du kan blive betalæser på den ved at gå ind på holbo-historier.dk og oprette en brugerprofil.

Der er stadig 8 pladser tilbage...

lørdag den 11. februar 2012

Skrivekonkurrence - skriv til børn!

Fra i dag er skrivekonkurrencen "Skriv til børn" skudt i gang. Du finder mere info her og her


Skrivekonkurrencen foregår som et samarbejde mellem holbo-historier.dk og forfattersiden.dk og præmien er ebogen "Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest"


fredag den 10. februar 2012

Pigen, der forsvandt

Puha, jeg sidder netop og læser "Pigen, der forsvandt" af Mette Koors. Egentlig er det en børnebog, men hold op da lige op, hvor er den spændende at læse for voksne også. Her kan både de gamle Jan-bøger godt gå hjem og lægge sig! Og dem var jeg ellers vild med som dreng...






Meget kort fortalt:
Jasmin er flygtet fra Afghanistan med sin mor og sine to søstre, Adi og Ana. De bor i Danmark, men da deres mor dør af kræft, dukker en kvinde pludselig op med beviser på, at hun er deres moster. Mosteren får forældremyndigheden over pigerne og efter ca. et år klipper hun Jasmins hår, så hun ligner en dreng og så bliver alting pakket ned og i nattens mulm og mørke køres pigerne til Tyskland, hvor de overdrages til et par gangstere. Gangsterne kører dem til Spanien, hvor de oplæres i tiggeri og tyveri.


Tre år senere finder Emilie pludselig sin gamle klassekammerat, Jasmin, i familiens haveskur og inden længe er Emilie og hendes lillesøster, Rosita, hvirvlet ind i en redningaktion, som indbefatter en lang tur til Granada, hvor tvillingerne Adi og Ana holdes fanget.


Stemningen i første del af romanen er en fantastisk blanding af venskab, frustration og spænding og fra midten af romanen, hvor pigerne drager af sted til Spanien foregår det hele i et hæsblæsende tempo med spændingsmomenter, der giver krampetrækninger i hele kropen.


Absolut værd at læse og der er så ganske rigeligt til samtale og eftertænksomhed!


Jeg er rigtig spændt på at læse videre, men jeg havde lige brug for at lægge bogen fra mig et øjeblik...


Der kommer en fuld anmeldelse af bogen på holbo-historier.dk senest i uge 8 og jeg tør godt love, at den bliver god!

onsdag den 8. februar 2012

Anmeldelse af Morten Dürrs "En lort med tusind ben"

Nåja, så kom jeg jo alligevel til at lave et lille indlæg her på bloggen, selv om det egentlig var meningen, at alt skulle flyttes til hjemmesiden.


Sådan kan det gå
   -   når man har A-D-H
D var lige det
   -   der sku´ T
For at gi´den en ornli én
Og anmelde "En lort med tusind ben"


Det kan godt være, det ikke rimer særlig godt og versefødderne har vist forstuvet en ankel eller to, men ellers er det rigtigt nok: jeg har lagt en anmeldelse af Morten Dürrs børnebog som ebog, "En lort med tusind ben."


Du kan læse den her: http://holbo-historier.dk/site/


Men billedet kan du da godt få med det samme:

mandag den 6. februar 2012

Bloggen holder flyttedag

I forsøget på at samle alt, hvad jeg har liggende på nettet af blogs, hjemmesider og facebooksider, har jeg besluttet at holde flyttedag for denne blog. Den vil stadig kunne læses, men fremover vil alle nye blogposts blive lagt ud på min hjemmeside på holbo-historier.dk

Prinsen på Den Vrede Hest - testet på børn!


Har netop modtaget følgende fra 1.c. på Lindegårdskolen i Frederiksund Kommune:

"Hej Per Jeg fortalte din historie i min klasse i sidste uge, og ungerne var helt vilde med den... nogle sagde sågar det var det bedste eventyr de nogenside havde hørt... så jeg har fortalt forældrene i ugebrevet at de kan købe bogen på Saxo (er det ikke rigtigt?) Jeg vedhæfter lige et par af børnenes tegninger, dem synes jeg lige du skulle se... (desværre uden farve??)Vi arbejder p.t. med projekt Mobbefri-skole, og her syntes jeg historien passede godt ind... vi snakkede om at selv om det med at være grim i munden, og hvad det kunne gøre ved folks følelser. Og også om at have både gode og onde indre kræfter, og hvem/hvad der var bedst at lytte til!............Tak for en god historie og bare kom med flere...mange hilsner Tina"

Jeg vil frygtelig gerne vise jer tegningerne, men jeg er nok nødt til lige at få tilladelse til det først.

Det er altid en stor glæde at få gode anmeldelser af sin bog og det allerbedste er jo anmeldelser, der kommer direkte fra dem, bogen er skrevet til.

Og når jeg så kigger på saxo.com, hvor bogen sælges, bliver jeg også glad. Efter at have været sat til salg i blot 20 dage, er "Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest" lige nu den 12. mest populære børne-ebog på Danmarks største internetboghandel! Det er da værd at skrive hjem om.

Tak til alle jer, som har købt bogen og som har hjulpet mig med at udbrede kendskabet til den. Må det blive til mange flere bøger endnu...!