torsdag den 22. november 2012

Så er Bog&Idé Hedensted med på beatet

Forleden var jeg i Hedensted og her var Bog&Idé helt med på at blive forhandler af Skrymers Handske.
Boghandlen ligger Bytorvet 5 i Hedensted.

Det er første gang, jeg sådan har været inde i en boghandel for at promovere bogen, så jeg var ret nervøs, men der kom jo et resultatet ud af det.

Nu glæder jeg mig så til, at de lokale biblioteker også begynder at få øje på bogen, for jeg er sikker på, at bogen vil blive en succes, lige så snart, den bliver synlig i butikkerne og på biblioteket.

Herunder finder du et kort til butikken i Hedensted:


Hvis du ikke lige bor i nærheden af Hedensted, kan du sagtens købe bogen alligevel. Du skal blot gå hen til din lokale boghandler og spørge efter bogen, så de kan bestille den hjem.

Vil du i første omgang hellere låne bogen på biblioteket er det også en mulighed. Hvis de ikke lige har den, skal du bare spørge efter den, så de kan få den hjem.

God fornøjelse med bogen...!

torsdag den 8. november 2012

Anmeldelse af Skrymers Handske


Et guddommeligt science fiction-eventyr

Af Cecilie Dyrby Jensen, erhvervspraktikant

Avisens praktikant anmelder bogen "Skrymes Handske" af Per Holbo fra Rask Mølle

Anmeldelse:   "Skrymers Handske" er titlen på Per Holbos nye fantastiske ungdomsroman, som handler om, hvordan to menneskebørn ved et uheld kommer til at pille ved gudernes teknologi, og derefter bliver taget til fange af jætterne, som, et kort øjeblik, også får adgang til teknologien.

Efter børnenes kidnapning beslutter guderne sig for at begive sig ud på en farefuld rejse i kamp mod tid og rum, for at bringe børnene tilbage, men det viser sig at være sværere end forventet. Børnene er nemlig fanget på jætternes skib, som ligger i Skrymers Handske, og guderne får brug for al deres viden, hvis de skal nå børnene i tide.Men overlever guderne rejsen, og hvem af dem er forræderen, som gav jætterne adgang til deres teknologi? Det vil vise sig.

Fantastisk
Bogen er en science fiction roman, men er dog berørt af kendte personer fra den nordiske mytologi, hvilket gør det til den perfekte ungdomsroman. Den er fantastisk og trækker dig med ind i et helt nyt univers, som er både spændende og farligt.

Så hvis du er til et rigtig science fictioneventyr, kan bogen helt klart anbefales, da den helt sikkert vil fange din opmærksomhed.

"Skrymers Handske" bliver udgivet som paperback i midten af november, men kan købes som E-bog allerede nu. God fornøjelse.

***

Ovenstående anmeldelse var i Hedensted Avis 31. oktober og jeg glæder mig over den. Især, fordi anmelderen hører til målgruppen. Stor tak for den dejlige anmeldelse.

"Skrymers Handske" kan købes som eBog til 49,- her

Og som Paperback til 199,- her eller hos din lokale boghandler.

Har de den ikke hos din boghandler, skal du bare bede dem om at bestille den hjem.

Bogen udgives som Paperback 17. november...

fredag den 2. november 2012

Drillefanten ude som trykt bog!

Så skete det endelig!

"Drillefanten, der ikke ville drille" er nu udkommet som HardBack og du kan købe den til kr. 169 på internetboghandlen GoPublish her



Jeg er spændt og glad for endelig at se den komme ud på tryk! Og så håber jeg meget, at du vil synes om bogen...