Respekt for alderdommen, tak!

I mit indlæg om brugen af rå magt fremførte jeg det underlige i, at nogle forældre stadig er overbeviste om, at hvis man skal opdrage sine børn, så må man ty til midler, der er ulovlige her i Danmark. Jeg tænker selvfølgelig på brugen af fysisk afstraffelse.


Hvis du er en af dem, der tror, det giver respekt at give sine unger en røvfuld, når de ikke opfører sig, som du gerne vil have det, så narrer du dig selv. Du forveksler respekt med frygt. Eller sagt lidt mere direkte: hverken børn eller voksne har respekt for én, der slår dem. De respekterer dig ikke, de frygter dig.


Men en vigtig pointe er altså også, at det ikke er noget, der gælder for vold. Det er faktisk lige så slemt at råbe eller bruge øgenavne eller på anden måde at overdrive brugen af magt. Det kommer jeg ind på senere.

Nu, hvor vi så har fået dén parkeret, så lad os se lidt på, hvad opdragelse egentlig vil sige:

Først og fremmest betyder opdragelse lige præcis det, det hedder: opdragelse, altså at drage op, at løfte. Opdragelse sker gennem opmuntring, at bringe det bedste frem i børnene, at rose dem, styrke deres selvtillid og selvværd (og der er en grund til, at jeg skriver både selvværd og selvtillid, for det er ikke det samme.)


Førhen forstod de fleste forældre opdragelse som en slags indoktrinering. Børn skulle lære om rigtig og forkert opførsel, de skulle lære noget om, hvad der forventedes af dem. Udtryk som 'børn skal ses, ikke høres' og 'den, man tugter, elsker man' blev brugt som en rettesnor for, hvordan børn skulle behandles. F.eks. kender de fleste nok ordet 'ubehøvlet,' men mon ikke det er de færreste, der er klar over oprindelsen af det ord? Når en tømrerlærling var ved at være færdig med sin uddannelse, var det en del af ritualet omkring det at være udlært, at han skulle 'behøvles.' Måden, det foregik på var, at mester og svende stillede sig op i to rækker med ansigtet mod hinanden og med en høvl i hånden. Den nyligt udlærte skulle så gå ind imellem de to rækker og lade høvlene regne med over sig, så han blev både gul og blå over hele kroppen. Værs´go! Nu var han ikke længere en ubehøvlet lærling, men derimod en behøvlet svend!


Men når man på den måde ser opdragelsen som en indsnævring af livets sti, hvor man efterhånden finder ud af, hvad de voksne vil have og hvad de voksne ikke vil have, ja, så bliver resultatet naturligvis at man bliver en voksen, som ikke tænker selv, men som altid ser hen mod andre for vejledning i 'den rette måde at gøre tingene på' og det er vel næppe det, vi ønsker, vores børn skal blive til?


I mit næste indlæg kommer jeg ind på, hvordan rå magt aldrig kan bruges til at lære børn noget som helst.

Og nu er det din tur? Erfaringer, du gerne vil dele med os? Er du enig i, at råberi m.v. kan være lige så slemt som fysisk afstraffelse? Kommentér herunder: