Endelig en mand!

Sidder du godt?
Er du i godt humør?
Og er du klar til at tage stilling til et ømtåleligt emne?

Ok...

Men inden du læser videre, får du lige nogle ord, der nok kan tage pippet fra de fleste... Er du klar? Her kommer de:

Ligestilling
Kønskamp
Kønsdebat

Er du her stadig? Tør du fortsætte?

Ja?

Hatten af for dig, men så beder du altså også selv om det, for nu skruer vi virkelig op for varmen i stolen - eller måske skulle jeg sige "toiletbrædtet," men det vender jeg tilbage til om lidt.

Den farlige debat om køn
Et af de mest vanskelige emner for debat i dag er nok den, der handler om kønnene. Både når det gælder mand/kvinde generelt, men nok især, når det gælder mænd og kvinder på arbejdsmarkedet eller far/mor.

Hvis der er noget, der kan sætte sindende i kog, så er det netop, når vi taler om køn og kønsforskelle. I mine unge dage syntes jeg, det var underligt, for vi kan jo debattere så mange andre hotte emner, uden at det nødvendigvis giver skår i venskaber og kærlighedsliv. Men lige præcis køn er en farlig gryde at røre i.

Nu, hvor jeg er blevet lidt ældre og forhåbentlig fået mere erfaring og livsvisdom, kan jeg faktisk meget bedre forstå, hvorfor det knalder og brager sådan, når vi debatterer kønsproblematikken.

Der er nemlig det særlige ved køn, at man ikke kan sige noget positivt, uden samtidig at sige noget negativt. For der findes jo altså kun 2 modeller af Homo Sapiens: kvinder og mænd. Og når der kun findes to slags, så giver det sig selv, at når jeg siger noget positivt om den ene model, så siger jeg samtidig noget negativt om den anden model.

Lad mig give et eksempel:
Hvis jeg påstår, at kvinder generelt er gode til at multitaske, så siger jeg jo også, at mænd er mindre gode til at multitaske. Og hvis jeg hævder, at mænd generelt er gode til at finde vej og læse et vejkort, så har jeg samtidig påstået, at kvinder er lidt tilbagestående i den disciplin...

Grundvilkåret for debatten er altså, at man ikke kan sige noget om det ene køn uden også at sige noget om det andet køn - og derfor, hvis vi skal have en god og sund debat (og det er vel det, vi gerne vil?) må vi holde fast i, at når vi føler indignation eller vrede på vores køns vegne, må vi kæmpe en kamp for at sætte følelserne til side og forholde os så nøgternt, vi overhovedet kan i debatten.

Med det sat på plads vil jeg tage tyren ved hornene og starte med en hårdtslående påstand:

Mænd og kvinder er forskellige

For de fleste mennesker gennem tiden er den påstand helt indlysende. Grækerne på Sokrates´ tid vidste, at det forholdt sig sådan, apostlene fra Det Nye Testamente havde det som et grundvilkår, Oprørere og magthavere under de demokratiske revolutioner i Europa og USA i 1700-tallet havde denne opfattelse og uanset, om man kigger mod øst til Asien, mod vest til Amerika, mod nord til de skandinaviske lande eller mod syd til Afrika, så har man i mindst 90% af alle tider og i alle civilisationer været enige om denne ene ting: der er forskel på mænd og kvinder.

Det er faktisk kun i en superkort periode i historien og i en forholdsvis afgrænset del af verden, at vi har sat spørgsmålstegn ved den påstand og hørt nogle få mennesker hævde, at mænd og kvinder i virkeligheden slet ikke er forskellige.

Undskyld mig, men det er jo noget ævl!
Selvfølgelig er der forskel på mænd og kvinder!

En livsbekræftende oplevelse
Forleden havde jeg en oplevelse, der klart bekræftede mig i den antagelse og det bedste ved oplevelsen var, at den kom fra kvinder (det er nemlig ikke nær så farligt, når kvinder påstår, at der er forskel, som når mænd gør det, hvilket jo er et kuriosum i sig selv...)

Jeg fik nyt job for godt en måned siden og arbejder nu på en døgninstitution for fysisk/psykisk handicappede og inden du nu begynder at hyle "tøsedreng" for dine lungers fulde kraft, kan jeg blot sige: "selv tøsedreng, hvis du ikke er mand nok til at bruge dine egne feminine sider."

Jeg elsker det job! Her trives jeg virkelig!

Inden, jeg startede, hørte jeg fra en bekendt, som har haft job på det sted i nogle år, at de på den ene af afdelingerne havde snakket meget om, at jeg skulle starte. De glædede sig så meget til at få en mand ind, for dem havde de ikke for mange af i forvejen.

Endelig en mand!





Det er ikke første gang, jeg har stiftet bekendtskab med sådan et ønske, for jeg fik nogenlunde samme kommentar, da jeg i 2006 fik et lignende job.

Men så fik jeg en lidt sjov oplevelse, som satte det i perspektiv. Jeg var mødt ind til en vagt og efter nogle timer skulle jeg på toilettet. Jeg gik ind og løftede brædtet op og her måtte jeg alligevel trække på smilebåndet.

En af mine kolleger havde lavet et dymo-skilt med teksten "Endelig en mand" og sat det på undersiden af toiletbrædtet. Effekten var ligetil: selv toiletbrædtet kaldte på en mand.

Hvorfor har det for mine kolleger været så kærkomment at få en mand ind på arbejdspladsen, hvis der virkelig ikke er forskel på mænd og kvinder?

Måske er svaret lige så ligetil som budskabet på toiletbrædtet: Det betyder noget at få en hane i hønsegården, om det så er en gammel og steril en af slagsen... Der ER forskel på mænd og kvinder!

Ti stokkeslag til: En kultur, der forhindrer os i at byde ind med det, vi især kan og trives med

Guldmedalje til: Mænd og kvinder, der tør være sig selv