Er det for langt ude?

Her på bloggen skriver jeg mest om familieliv, men jeg skriver jo også bøger. Lige nu er jeg i gang med en roman om en kvarter, hvor der sker mange sjove og mystiske ting. Nogle gange kan det nok også blive lidt for mystisk, så nu tænker jeg, at du måske kunne hjælpe mig lidt med at finde ud af, om det her alligevel er for mystisk. Læn dig godt tilbage og læs et kapitel fra romanen...

Den gamle mand og Haven

“Nej! Nu er han der igen!” Gartneren råbte næsten fra vinduet, mens han viftede ad sin kone, at hun skulle komme hen og kigge. Det var det perfekte sted. Herfra kunne man se hele Larsensgade og det meste af Vestergade og hvis man brugte kikkert, kunne man endda se helt ned til lystbådehavnen og nogle gange være så heldig at få øje på et par midaldrende mænd og kvinder, der brugte lystbådene til lidt afveksling i deres respektive ægteskaber.

Gartnerens kone satte det tomme serveringsfad på bordet og småløb hen til sin mand. “Hvad? Hvem?” Hun gjorde intet for at skjule sin forventning og glæde over udsigten til spænding og sladder.

“Det er den gamle stjærv til Frederiksen,” svarede Gartneren og pegede ud mod gaden, “Nu er han der igen! Se!”

Gartnerens kone trykkede næsen flad mod ruden som et barn ved en slikbutik, som om de få ekstra milimeter kunne gøre en forskel og give hende et bedre udsyn. Den gamle stod I sin have med en periskopkikkert fra BR Legetøj og forsøgte at lure ind gennem vinduerne I stuelejligheden. 

Med periskopkikkerten kunne han se alt, hvad der foregik i fru Holgersens hjem. Han havde haft et godt øje til hende i årevis og for nylig var han begyndt at købe forskelligt slags udstyr, så han kunne holde bedre øje med hende.

Måske er "et godt øje" ikke det rette udtryk. Ingen tvivl om, at han gerne ville giftes med hende, men de fleste i kvarteret mente nu ikke, det havde meget med kærlighed at gøre. 

Eller naturlige drifter, for den sags skyld. Nej, det var nok snarere et spørgsmål om, at han havde brug for én, der kunne vaske hans tøj og lave hans mad og sådan.

For fru Holgersen gjorde det nu ikke den store forskel. “Jeg gifter mig med dig, når Østerby bliver hovedstad,” havde hun sagt, da han friede til hende. Klart og tydeligt, men den bed ikke rigtig på. Frederiksen greb enhver chance for at få blot en lille bitte smule af det, han gerne ville have, uanset om det var ulovligt eller umoralsk.

“Hvad tænker manden på?” spurgte Gartnerens kone retorisk og hendes mand gloede på hende. Han vidste præcis, hvad manden tænkte på, men det kan man jo ikke sådan bare sige højt.

I stedet rystede han blot hovedet som en skuffet far, mens han holdt godt øje med hele scenariet. “Du må gøre noget,” foreslog hans kone, men det havde Gartneren overhovedet ingen intentioner om. Han kunne ikke fordrage Frederiksen, som var grunden til, at han ikke kunne flytte gartneriet over på det andet hjørne og ville ganske enkelt elske at se ham komme i vanskeligheder.

Frederiksen ejede nemlig huset derovre og da han havde opdaget, at det var Gartneren, der bød på ejendommen, havde han pludselig skudt prisen vildt i vejret og Gartneren var sikker på, at han kun havde gjort det for at irritere.

“Næ, nej,” svarede Gartneren, mens han forsøgte at styre sin vrede, “han er en voksen mand og må selv tage ansvaret for sine handlinger – uanset hvor tåbelige de er.” Så tog han kikkerten for øjnene for rigtig at kunne følge med i udviklingen.

Foreløbig kunne coveret se sådan ud...

Hans kone sukkede dybt og gik tilbage til sit arbejde med at rydde bordet efter frokosten. Hun nåede ikke engang ud i køkkenet, før Gartneren brølede vildt og spændt. “Ha! Så, for Saa... Nu får han problemer!” Hun smed, hvad hun havde i hænderne og nåede lige akkurat hen til vinduet til at se Stene Lene i fokuseret hurtiggang op ad gaden.

Lenes stenansigt virkede hårdere end nogensinde før som hun nærmede sig den gamle mand med periskopkikkerten. Han var så fokuseret på chancen for at få et glimt af nøgne rynker I fru Holgersens badeværelse, at han slet ikke lagde mærke til den ankommende fare.

Beboerne I vestkvarteret havde set deres del af sære ting, men det, der nu skete, var en scene, der havde potentiale til mange snakke hen over bridgebordet. Lene sagde ingenting, da hun greb gamlingen om det spinkle liv og løftede ham op som en pjaltet dukke og bar ham ned ad vejen med en stadigt voksende hale af larmende unger efter sig. Børnenes morskab gik ikke stille for sig og støjen tiltrak blot yderligere opmærksomhed til det spektakulære syn.

For hvert af Lenes bitte små skridt voksede halen I både længde og bredde og bestod snart af både børn og voksne, der alle ville være en del af balladen.

Endelig nåede den uantastede Lene med hele sit følge til Købmand Henriksens butik og uden nogen som helst form for advarsel smed hun den forsvarsløse Frederiksen I affaldscontaineren til stort applaus fra sin fanklub. 

Frederiksen skreg som en femårig, der ikke ville forvises til sit værelse, men Lene emmede af raseri og knaldede containerens låg I med et brag! Lige for næsen af ham.

Hvad hun ikke havde opdaget var, at Frederiksen havde fået hånden op på kanten af containeren og var lige ved at hæve sig ud af sit mareridt og da låget klemte hånden gav han et par korte bjæf fra sig og pludselig blev alt stille. Helt stille.

Lene havde allerede forladt åstedet og var nu på vej tilbage til sine gravsten. Indtil da havde hun kun denne ene ting I hovedet at få stoppet den gamle mand med periskopkikkerten på en sådan måde, at han aldrig nogensinde igen ville turde genoptage sin klamme hobby.

Det havde virket som en god idé, men nu begyndte hun så småt at tvivle. Hun havde været I gang med at flytte nogle gravsten og da hun tog fat I den sidste, havde hun ud af øjenkrogen set noget, der I dén grad havde bragt sindet I kog. Hendes tankegang havde været simpel og missionen krystalklar, da hun satte af sted for at gøre det eneste rigtige: at få stoppet den gamle gris inden stakkels gamle fru Holgersen døde af chok eller vrede I badekarret.

Men nu, hvor hun var på vej tilbage og adrenalinet langsomt aftog, begyndte hun at spekulere og I samme omfang satte hun farten gradvist ned. Hvorfor er Frederiksen så stille? Det ligner ham ikke at lide I stilhed.

Pludselig fik hun en ganske forfærdelig tanke og vendte om. Først med forsigtige skridt, men efterhånden gik hun hurtigere og hurtigere. Til sidst løb hun, hvis man ellers kunne kalde Lenes hurtigste tempo for løb, men da hun kom tilbage, stod der allerede en rand af mennesker omkring affaldscontaineren. Nogen havde løftet gamle hr. Frederiksen ud af affaldet og han lå nu ganske livløs på fortovet, mens Samuel Friedenhoff trykkede med fast rytme på mandens brystkasse. Efter lidt tid stoppede han og rystede på hovedet.

Alle var stille og havde en udefrakommende dukket op på netop det tidspunkt, ville vedkommende nok have undret sig en del over, at så mennesker kunne stå sammen og være så stille. Selv Gartneren stod mundlam I sit vindue, mens kikkerten langsomt lagde sig på vindueskarmen.

Friedenhoff rejste sig og så på Lene, som nu ikke længere var I tvivl om, hvorvidt hendes beslutning havde været rigtig. Det var ikke en decideret gråd, der kom fra hende. Nærmere en slags indelukket hulken, som hvis man græder ind I sin pude om aftenen.

Friedenhoff, der ikke mente sig I stand til at gøre mere for Frederiksen, lagde I stedet sin arm omkring Stene Lene og førte hende væk fra menneskemængden. Han gav sin søn en kort besked om at ringe efter politiet og fulgte så Lene hjem.

***

Hvad tænker du? Er det for åndssvagt? Kommentér herunder: