Mette Koors: Interview

I dag bringer vi på Holbohistorier et interview med Mette Koors, som har skrevet ”Pigen, der forsvandt,” en spændingsbog for børn i alderen 9-14 år. Velkommen til dig, Mette.

Hvis du vil starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg er jyde, selvom jeg har boet i København i mere end halvdelen af mit liv, og faktisk er jeg også født her. Men jeg tænker aldrig på mig selv som sjællænder eller københavner. Jeg tænker på mig selv som jyde. Jeg lyder også som en jyde, når jeg taler.


Men du er vokset op i Sønderjylland? Hvordan var det?


Jeg voksede op med vikingespil om sommeren, høstfest om efteråret, julebal på hotellet om vinteren og påskelam om foråret. Hver weekend var jeg helt ude vestpå ved vadehavet i en lille bitte by, der hedder Ballum. Det er, det sted på jorden, hvor himmel og hav glider ud i et, hvor horisonten er uendelig, og hvor der er meget højt til loftet. Det er også derude, hvor der er sort sol.

Nu har mange danskere nok - og især måske københavnere - en idé om, at Jylland er enormt ensomt og kedeligt. Var det også sådan for dig?

Nogle gange var jeg en del alene, men det var ikke ensomt. Det var fint at møde en bonde på digerne og sige daw og lidt efter møjn, når man havde kigget ud over marsken i nogle minutter. Derude sagde vi ikke så meget. I Jels, hvor jeg boede, talte vi meget mere.

Hvad har den opvækst betydet for dig?

Jamen, det gør, at jeg både er meget lidt talende og meget talende. Ret asocial og ret social. Jeg har jo rejst verden tynd med min rygsæk og min blok – meget ofte alene.

Er du faldet til ro siden?

Ja, det er jeg da. Jeg er mor til to piger på 11 og 13 år, og det er i meget høj grad dem, der inspirere mig til at skrive, de bøger jeg skriver på for tiden. Jeg er gift, og det er jeg glad for.
Og så tjener jeg mine penge på kommunikation og medietræning.

Det var så den lidt personlige afdeling. Nu skal vi snakke lidt om dit forfatterskab. Hvornår begyndte du at skrive?

I skolen. Jeg var en af dem, der virkelig godt kunne lide at skrive en stil. Og det var både, når vi skulle skrive om et bestemt emne, og når vi frit kunne bestemme emnet.
Da jeg gik i 8.klasse skrev jeg en historie om en tur til Marrakesh i Marokko, jeg havde været på sammen med min familie. Den tur blev en milepæl i mit liv.  Måske var det ligefrem Marrakesh, der kickstartede mit skriveri og min rejselyst... og min evne til at reflektere.

Jeg havde simpelthen aldrig set noget lignende. Et mylder af mennesker, tilslørede kvinder, mænd med vandpiber, slangetæmmere, ihærdige sælgere, der ville sælge alt fra skinnende messingting, fremmede krydderier og eksotiske smykker. Der var beduintæpper, bedetæpper og kameluldstæpper til salg. For mig var det meget besynderligt at opleve geder, der klatrede i træer, børn uden ordentligt tøj, fremmede, der inviterede på myntete og toiletter, der bare var huller i jorden!
Jeg skrev om det alt sammen… og jeg kan stadig huske den gode følelse i kroppen, da jeg afleverede min historie.

Skriver du under dit eget navn eller bruger du et pseudonym? Eller måske begge dele?

Jeg har skrevet en bog, og den er med mit navn. Det bliver den næste også.

Hvilken bog synes du selv er din bedste til dato? Og hvorfor?

Det er den bog, jeg har inde i hovedet, når jeg drømmer. Jeg drømmer krimier med plot, kryptiske hints og utrolige løsninger. Handlingerne kommer helt bag på mig. Nogle gange når jeg vågner, skriver jeg det hurtigt ned. Men indtil videre giver det ikke mening, når jeg så er rigtig vågen og læser det igennem. Til gengæld giver drømmene mig ideer og brudstykker til gode gys og mærkelige detaljer, jeg kan bruge. Faktisk har jeg her for nylig drømt to gode krimier!

Spændende! Nu glæder vi os til at se, om de kommer ned på skrift. Nu har jeg jo selv læst ’Pigen, der forsvandt’ for min datter på 11 år og vi fandt den både spændende og tankevækkende. Hvordan kom idéen til dig?

Historien opstod for øjnene af mig. En pige fra min datters klasse forsvandt fra den ene dag til den næste – ja faktisk forsvandt hele familien. Kammeraterne i klassen var hårdt ramt  - især pigegruppen. Og det var vi forældre også – vi kendte hende jo!
Hvordan kunne jeg lade være med at skrive den historie? Hun var sådan en pige, alle holdt af… en virkelig god pige.

Og så skrev du hendes historie? Hvordan laver man research på sådan noget?

Det gik hurtigt op for mig, at jeg aldrig ville kunne skrive den rigtige historie, for hverken politiet eller de sociale myndigheder havde nogen ide om, hvor hun var blevet af. Samtidig havde jeg taget tilløb til en spændingsbog til børn og unge flere gange. Langsomt begyndte jeg at kæde min egen bog med dens to hovedpersoner sammen med den forsvundne pige.
I lang tid gik jeg og kiggede på titlen, indtil jeg en dag fandt min motor til historien i en række avisartikler i Berlingske. De handlede om fattige børn fra Østeuropa, der sælges eller gives væk til tiggeri og tyveri. En ualmindelig indbringende forretning for bagmændene!
Så bogen bygger på virkeligheden og en virkelig hændelse. Resten er fri fantasi.
Det er stadig meget mærkeligt, at pigen forsvandt, selv nu hvor der næsten er gået fem år.

Og så til noget snavs: Hvilken bog synes du er din ringeste til dato, hvis der er altså er en, du synes er ringe? Og hvorfor mener du den er ringe?

Den bog er heldigvis aldrig udkommet. Det var en gyser til børn, men den var så underlig og uhyggelig, at jeg i dag er meget glad for, at jeg lyttede til et godt råd om at lade den ligge.

Ja, det viser jo bare, hvor vigtigt, det er at lade andre kigge på det, man skriver. Jeg oplever selv, at der sker en forandring over tid, så det, jeg skriver i dag, er noget helt andet end det, jeg skrev for bare 3 år siden. Oplever du noget af det samme?

Jo mere jeg skriver, jo mere ændrer skrivestilen sig, ligesom den tid, vi lever i, også påvirker min måde at skrive på. Når jeg er i en skriveproces arbejder jeg helt anderledes, end hvis jeg lige hurtigt skal skrive noget. Jeg troede, at jeg som journalist havde en god sans for sproget og et blik for at skrive godt. Men da jeg begyndte at skrive på min bog, opdagede jeg, at jeg har mange huller, hvor sproget kan gå dødt. Og jeg opdagede, hvor udfordrende det er at forsøge at forny sproget og sine formuleringer. Jeg håber, at jeg med øvelse kan blive en meget mere præcis og farverig skribent.

Men hele den proces i skriveriet ændrer vel også din måde at tænke på?

Jeg tror, at alt skriveri er med til at ændre og forme et menneske. Sådan har jeg det i hvert fald. Lige fra dagbøgerne til de journalistiske artikler, de hurtige speaktekster og til bogskriveriet. Jeg har kun skrevet en bog, der er udkommet og ved knap nok, om jeg kan kalder mig forfatter. Men det er i så fald ikke kun bogen ”Pigen der forsvandt”, der har ændret mig. Jeg ændrer mig en lille smugle, hver gang jeg skriver. For hver eneste gang kommer jeg tættere på mig selv, tættere på mine tanker, sanser og livserfaring.  Tættere på lydene og lyset, foråret og efteråret, tættere på dem omkring mig, tættere på mennesker. Tættere på min mavefornemmelse og tættere på tilfældet. Jeg tror på tilfældet. Når jeg skriver bliver jeg god til at lytte til tilfældet.

Når man så er i sådan en konstant forandringsproces, så kan man vel nemt komme til at føle sig lidt usikker. Men samtidig véd man jo også hvorfor, man er usikker og så bliver man måske lidt vovet. Hvad er det mest vovede, du nogensinde har gjort i dine bøger?

Jeg synes i det hele taget, at det er vovet at udgive en bog. Man blotter sig selv og sit talent... eller mangel på talent. Og så er det vovet rent økonomisk! Jeg elsker at skrive, men det er godt nok svært at få al den tid og frihed, jeg gerne vil have. For jeg skal jo tjene penge!

Og hvad er det mest vovede du nogensinde har gjort i virkeligheden?

Som ung journalist sejlede jeg illegalt op ad floden, der skiller Thailand og Burma og lod mig føre ind i junglen på Burma-siden. Sammen med en fotograf og en kontaktperson og et par skarpt bevæbnede frihedskæmpere gik jeg nogle timer gennem junglen for at komme ind til karenerne. Hele området var fyldt med miner, og om natten kunne jeg høre skud, når karenerne og militærjuntaens soldater skød efter hinanden. Men en ting var minerne, noget andet var malariaen! Jeg besøgte et felthospital på thaisiden. Da vi gik forbi en bevidstløs meget ung mor, sagde lægen, at hun snart ville dø af malaria. Hendes et-årige datter sad på gulvet ved siden af sengen.
Jeg interviewede en ung frihedskæmper i en anden feltseng. Han havde bandager for begge øjne. Bandagen var blodig. Begge øjne var ødelagte af den mine, der havde ramt ham. Han fortalte mig, hvor trist han var over, at han nu aldrig kom til at se, det ufødte barn, hans kone ventede.
Det var vovet, tænker jeg nu mange år bagefter, men langt fra ligeså vovet som at blive født der.

Puha. Efter den fortælling er det næsten ikke til at komme videre i interviewet, uden det virker lidt afstumpet. Men vi har jo ikke så meget plads, så vi er næsten nødt til at gå videre. Er der noget i dit forfatterskab, du gerne vil prøve kræfter med? Noget, du synes mangler?

Jeg mangler alt. Jeg er kun lige begyndt.

Er du nogensinde blevet sammenlignet med andre forfattere?

Ja, det er jeg. Indtil videre er jeg blevet meget smigret.


Hvad er din yndlingsbog?

Jeg har ikke nogen yndlingsbog, men en yndlingsforfatter, hvis jeg må svare på det i stedet for. Susanne Staun er ikke kun min yndlingsforfatter, men også en forfatter jeg bøjer mig dybt i støvet for. Hun fører mig ud på kanten, nej ikke kun kanten men lagt ud over kanten. Hun overrasker mig sprogligt, hendes plot overrasker, hendes hovedpersoner overrasker. Hun er så meget sin egen, at hun ikke kan sammenlignes med nogen, og ingen kan nå hende… Øv!

Hvad er den værste bog, du nogensinde har læst?

Jeg er alt for utålmodig til at have en ”værste bog”. Hvis jeg ikke fanges ret hurtigt, glemmer jeg, hvad det er, jeg læser, og når jeg så har læst et antal sider uden at kunne huske det, så springer jeg om og læser slutningen, og hvis den heller ikke fanger mig, så lægger jeg bare bogen væk. Bagefter kan jeg ikke huske, hvad forfatteren hed, eller hvad bogen hed.

Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet? Hvorfor?

Det er et besværligt spørgsmål, som godt kan give mig lidt angst. Jeg tænker, at det er for slapt, hvis jeg ikke kan give et skarpt og kontant svar. Og der er helt sikkert bøger, der aldrig burde være udgivet. Men jeg kan ikke komme med en titel. For mig må alle ytre sig. Når jeg læser noget, jeg ikke kan lide, eller som jeg synes er dumt eller irriterende, så bliver jeg klogere, og stemmen inden i mig vågner. Og så er det op til mig at råbe op. Eller at smide bogen i skraldespanden.

Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Egentlig ikke. Jeg vil helst skrive alene og være alene, når jeg skriver. Jeg vil også være alt for usikker og urutineret til et samarbejde. Og så har gruppearbejde aldrig haft min stærke passion. Men måske engang i fremtiden, når jeg har fået defineret mig selv som forfatter – hvis det altså sker – når jeg har fundet et ståsted.. et ordentligt fundament, så kunne det måske være sjovt.

Har du et par vise ord her til sidst, som du gerne vil dele med resten af verden? Det behøver ikke have noget med bøger at gøre. Der er trods alt andet her i livet end at skrive bøger - eller det er der i hvert fald nogle, der siger...

Hvis der er noget, der er svært, så gør det nemt og enkelt! Sådan forsøger jeg at leve mit liv. Altså hvis der er noget, jeg synes er meget svært, så finder jeg en måde, så det bliver enkelt og nemt for mig. Første gang, jeg fandt ud af det, var under en matematikprøve i skolen. Jeg var ret dårlig til matematik. Og så var der et stykke, hvor jeg skulle beregne en cirkel. Jeg havde rigtig svært ved det, indtil jeg pludselig fandt min egen måde at regne stykket ud på. Jeg overraskede alle inklusiv mig selv ved på en meget enkel måde at nå frem til det rigtige resultat.
Og hvis jeg synes, at noget er meget svært at skrive, så gør jeg det ultra enkelt. Så kan jeg altid lege og pynte bagefter.
Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu? Hvad arbejder du med? Og kan du løfte lidt af sløret for, hvad du skriver om?
Jeg skriver på min anden bog om mine hovedpersoner Jasmin, Emilie og Rosita. Jeg håber, at jeg kan skrive en serie på i hvert fald tre. Jeg håber!
Handlingen i ”Den uhyggelige hemmelighed”, som bogen kommer til at hedde, foregår i Stenriget i Sverige og kommer til at handle om noget meget overraskende og uhyggeligt på en af de mange små øer.  Bøgerne i serien er alle inspireret af virkeligheden … det der foregår i virkeligheden. Sådan som jeg ser på det, stikker virkeligheden alt.

Find Mette Koors på Facebook:

http://www.facebook.com/mettekoors