fredag den 6. april 2012

Shop-let - en overlevelseguide på konens shoppetur...


En overlevelsesguide til shoppeture med konen...

Dagens emne er nærmest blevet smidt i hovedet på mig, da jeg på facebook blev præsenteret for en, vist nok amerikansk, artikel. I artiklen beretter en lille lokal sprøjte om en kvinde, der havde fået besked fra sit foretrukne stormagasin om, at de overvejede at formene hende og hendes familie adgang til butikken.

Problemet var, at hendes mand fandt på de skøreste ting, mens de var i butikken og nu kunne de altså ikke rigtig mere med alle de narrestreger. Artiklen melder intet om, hvorfor manden bedrev sig med skøre indfald, men hvis jeg skal trække på min egen erfaring, så tror jeg nok, jeg har en idé om, hvad der har fået staklen til at vælge en noget anderledes fremgangsmåde end de fleste. Og mon ikke også de fleste af jer mænd derude i det ganske danske land kan nikke genkendende til situationen.

Hvad er det dog med kvinders trang til at proppe poser og tasker fulde af ligegyldige varer og belæsse manden, til han mister den sidste rest af udsyn og må dirigeres gennem trafikken af sin kone, der naturligvis har begge hænder frie til både at prøve tøj og sko og undersøge diverse nipsting. Og hvordan skulle hun da også kunne køre dankortet gennem sprækken i butikken og taste sin pinkode, hvis hun havde hænderne fulde med sine varer?

Nogle mænd er ikke helt så hårdt ramt, men kan nøjes med at blive trukket med ud i butikken, hvor de så er overladt til enten at skulle gå med på hendes shopperi eller finde på noget andet at lave - og ærligt talt: der er minsandten ikke et hav af kvindebutikker, der har forstået at gøre det lidt lækkert med et sofaarrangement, hvor man kan spille playstation eller se fodbold, vel?

Tag magten tilbage!
Nu er det på tide at tage magten tilbage og gøre shoppeturen til en god oplevelse for dig selv. Og her er altså en mand, der har fundet en fantastisk løsning. Han er nemlig blevet enig med sig selv om, at hvis ikke der er noget at give sig til, mens konen lader sig trække rundt af reklameskiltene (sidder der særlige kvindemagneter på bagbeklædningen af de skilte?) - ja, så må man jo selv finde på noget. Her er en liste, venligst stillet til rådighed af stormagasinet selv, alle ugerninger verificeret af videoovervågningen:

1. tog 24 pakker kondomer og lagde dem i tilfælde kunders kurve og indkøbsvogne, mens de kiggede væk
2. satte alle æggeurene i butikken til at ringe med fem minutters mellemrum
3. flyttede et skilt med påtegnelsen ”Pas på! Gulvet er glat!” hen på et område med gulvtæppe
4. kiggede direkte ind i et overvågningskamera og brugte det som spejl for at pille næse
5. luskede mistænkeligt rundt i gangene, mens han nynnede kendingsmelodien fra ’Mission Impossible’
6. gemte sig i et stativ med tøj og råbte: ”Ta´ mig, Ta´ mig!”
7. gik ind i et prøverum, trak gardinet for og råbte temmelig højt: ”Hey! Der er ikke noget toiletpapir herinde!!”

Se, det er jo en mand, der forstår at more sig! Og jeg synes, det er en glimrende mulighed for virkelig at få sat tankerne i sving og bringe flere idéer på banen, så vi sammen kan få lavet en guide til overlevelse på shoppetur med konen. Så byd ind, mænd! Byd ind! Og lad os se, hvor lang en liste, vi kan lave over ting, man kan lave, mens man er med konen på shoppetur! Hvem ved, måske kan det blive til en hel bog med gode tips?

Skal jeg begynde? Ok, det gør jeg så:

8. Lege gemmeleg med ungerne
9. Bytte rundt på indkøbsvogne, når folk lader dem stå, for derefter at holde øje med, om nogen opdager det, inden de når hen til kassen
10. Tage en af kjolerne fra dametøjsafdelingen på og gå en tur rundt i butikken med godt svingende bagdel og meget løse håndled

OK, så er det DIN tur!

3 kommentarer:

  1. Skal vi lave filmen ,-))

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kunne da være sjovt, men først skal vi lige have nogle forslag på bordet om, hvad man kan finde på af sjove ting at lave, mens man er med konen på shoppetur...

      Slet
  2. tjek gruppen her: http://www.facebook.com/groups/314350923758/

    SvarSlet

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."