Mette Koors: Interview

I dag bringer vi på Holbohistorier et interview med Mette Koors, som har skrevet ”Pigen, der forsvandt,” en spændingsbog for børn i alderen 9-14 år. Velkommen til dig, Mette.

Hvis du vil starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg er jyde, selvom jeg har boet i København i mere end halvdelen af mit liv, og faktisk er jeg også født her. Men jeg tænker aldrig på mig selv som sjællænder eller københavner. Jeg tænker på mig selv som jyde. Jeg lyder også som en jyde, når jeg taler.


Men du er vokset op i Sønderjylland? Hvordan var det?


Jeg voksede op med vikingespil om sommeren, høstfest om efteråret, julebal på hotellet om vinteren og påskelam om foråret. Hver weekend var jeg helt ude vestpå ved vadehavet i en lille bitte by, der hedder Ballum. Det er, det sted på jorden, hvor himmel og hav glider ud i et, hvor horisonten er uendelig, og hvor der er meget højt til loftet. Det er også derude, hvor der er sort sol.

Nu har mange danskere nok - og især måske københavnere - en idé om, at Jylland er enormt ensomt og kedeligt. Var det også sådan for dig?

Nogle gange var jeg en del alene, men det var ikke ensomt. Det var fint at møde en bonde på digerne og sige daw og lidt efter møjn, når man havde kigget ud over marsken i nogle minutter. Derude sagde vi ikke så meget. I Jels, hvor jeg boede, talte vi meget mere.

Hvad har den opvækst betydet for dig?

Jamen, det gør, at jeg både er meget lidt talende og meget talende. Ret asocial og ret social. Jeg har jo rejst verden tynd med min rygsæk og min blok – meget ofte alene.

Er du faldet til ro siden?

Ja, det er jeg da. Jeg er mor til to piger på 11 og 13 år, og det er i meget høj grad dem, der inspirere mig til at skrive, de bøger jeg skriver på for tiden. Jeg er gift, og det er jeg glad for.
Og så tjener jeg mine penge på kommunikation og medietræning.

Det var så den lidt personlige afdeling. Nu skal vi snakke lidt om dit forfatterskab. Hvornår begyndte du at skrive?

I skolen. Jeg var en af dem, der virkelig godt kunne lide at skrive en stil. Og det var både, når vi skulle skrive om et bestemt emne, og når vi frit kunne bestemme emnet.
Da jeg gik i 8.klasse skrev jeg en historie om en tur til Marrakesh i Marokko, jeg havde været på sammen med min familie. Den tur blev en milepæl i mit liv.  Måske var det ligefrem Marrakesh, der kickstartede mit skriveri og min rejselyst... og min evne til at reflektere.

Jeg havde simpelthen aldrig set noget lignende. Et mylder af mennesker, tilslørede kvinder, mænd med vandpiber, slangetæmmere, ihærdige sælgere, der ville sælge alt fra skinnende messingting, fremmede krydderier og eksotiske smykker. Der var beduintæpper, bedetæpper og kameluldstæpper til salg. For mig var det meget besynderligt at opleve geder, der klatrede i træer, børn uden ordentligt tøj, fremmede, der inviterede på myntete og toiletter, der bare var huller i jorden!
Jeg skrev om det alt sammen… og jeg kan stadig huske den gode følelse i kroppen, da jeg afleverede min historie.

Skriver du under dit eget navn eller bruger du et pseudonym? Eller måske begge dele?

Jeg har skrevet en bog, og den er med mit navn. Det bliver den næste også.

Hvilken bog synes du selv er din bedste til dato? Og hvorfor?

Det er den bog, jeg har inde i hovedet, når jeg drømmer. Jeg drømmer krimier med plot, kryptiske hints og utrolige løsninger. Handlingerne kommer helt bag på mig. Nogle gange når jeg vågner, skriver jeg det hurtigt ned. Men indtil videre giver det ikke mening, når jeg så er rigtig vågen og læser det igennem. Til gengæld giver drømmene mig ideer og brudstykker til gode gys og mærkelige detaljer, jeg kan bruge. Faktisk har jeg her for nylig drømt to gode krimier!

Spændende! Nu glæder vi os til at se, om de kommer ned på skrift. Nu har jeg jo selv læst ’Pigen, der forsvandt’ for min datter på 11 år og vi fandt den både spændende og tankevækkende. Hvordan kom idéen til dig?

Historien opstod for øjnene af mig. En pige fra min datters klasse forsvandt fra den ene dag til den næste – ja faktisk forsvandt hele familien. Kammeraterne i klassen var hårdt ramt  - især pigegruppen. Og det var vi forældre også – vi kendte hende jo!
Hvordan kunne jeg lade være med at skrive den historie? Hun var sådan en pige, alle holdt af… en virkelig god pige.

Og så skrev du hendes historie? Hvordan laver man research på sådan noget?

Det gik hurtigt op for mig, at jeg aldrig ville kunne skrive den rigtige historie, for hverken politiet eller de sociale myndigheder havde nogen ide om, hvor hun var blevet af. Samtidig havde jeg taget tilløb til en spændingsbog til børn og unge flere gange. Langsomt begyndte jeg at kæde min egen bog med dens to hovedpersoner sammen med den forsvundne pige.
I lang tid gik jeg og kiggede på titlen, indtil jeg en dag fandt min motor til historien i en række avisartikler i Berlingske. De handlede om fattige børn fra Østeuropa, der sælges eller gives væk til tiggeri og tyveri. En ualmindelig indbringende forretning for bagmændene!
Så bogen bygger på virkeligheden og en virkelig hændelse. Resten er fri fantasi.
Det er stadig meget mærkeligt, at pigen forsvandt, selv nu hvor der næsten er gået fem år.

Og så til noget snavs: Hvilken bog synes du er din ringeste til dato, hvis der er altså er en, du synes er ringe? Og hvorfor mener du den er ringe?

Den bog er heldigvis aldrig udkommet. Det var en gyser til børn, men den var så underlig og uhyggelig, at jeg i dag er meget glad for, at jeg lyttede til et godt råd om at lade den ligge.

Ja, det viser jo bare, hvor vigtigt, det er at lade andre kigge på det, man skriver. Jeg oplever selv, at der sker en forandring over tid, så det, jeg skriver i dag, er noget helt andet end det, jeg skrev for bare 3 år siden. Oplever du noget af det samme?

Jo mere jeg skriver, jo mere ændrer skrivestilen sig, ligesom den tid, vi lever i, også påvirker min måde at skrive på. Når jeg er i en skriveproces arbejder jeg helt anderledes, end hvis jeg lige hurtigt skal skrive noget. Jeg troede, at jeg som journalist havde en god sans for sproget og et blik for at skrive godt. Men da jeg begyndte at skrive på min bog, opdagede jeg, at jeg har mange huller, hvor sproget kan gå dødt. Og jeg opdagede, hvor udfordrende det er at forsøge at forny sproget og sine formuleringer. Jeg håber, at jeg med øvelse kan blive en meget mere præcis og farverig skribent.

Men hele den proces i skriveriet ændrer vel også din måde at tænke på?

Jeg tror, at alt skriveri er med til at ændre og forme et menneske. Sådan har jeg det i hvert fald. Lige fra dagbøgerne til de journalistiske artikler, de hurtige speaktekster og til bogskriveriet. Jeg har kun skrevet en bog, der er udkommet og ved knap nok, om jeg kan kalder mig forfatter. Men det er i så fald ikke kun bogen ”Pigen der forsvandt”, der har ændret mig. Jeg ændrer mig en lille smugle, hver gang jeg skriver. For hver eneste gang kommer jeg tættere på mig selv, tættere på mine tanker, sanser og livserfaring.  Tættere på lydene og lyset, foråret og efteråret, tættere på dem omkring mig, tættere på mennesker. Tættere på min mavefornemmelse og tættere på tilfældet. Jeg tror på tilfældet. Når jeg skriver bliver jeg god til at lytte til tilfældet.

Når man så er i sådan en konstant forandringsproces, så kan man vel nemt komme til at føle sig lidt usikker. Men samtidig véd man jo også hvorfor, man er usikker og så bliver man måske lidt vovet. Hvad er det mest vovede, du nogensinde har gjort i dine bøger?

Jeg synes i det hele taget, at det er vovet at udgive en bog. Man blotter sig selv og sit talent... eller mangel på talent. Og så er det vovet rent økonomisk! Jeg elsker at skrive, men det er godt nok svært at få al den tid og frihed, jeg gerne vil have. For jeg skal jo tjene penge!

Og hvad er det mest vovede du nogensinde har gjort i virkeligheden?

Som ung journalist sejlede jeg illegalt op ad floden, der skiller Thailand og Burma og lod mig føre ind i junglen på Burma-siden. Sammen med en fotograf og en kontaktperson og et par skarpt bevæbnede frihedskæmpere gik jeg nogle timer gennem junglen for at komme ind til karenerne. Hele området var fyldt med miner, og om natten kunne jeg høre skud, når karenerne og militærjuntaens soldater skød efter hinanden. Men en ting var minerne, noget andet var malariaen! Jeg besøgte et felthospital på thaisiden. Da vi gik forbi en bevidstløs meget ung mor, sagde lægen, at hun snart ville dø af malaria. Hendes et-årige datter sad på gulvet ved siden af sengen.
Jeg interviewede en ung frihedskæmper i en anden feltseng. Han havde bandager for begge øjne. Bandagen var blodig. Begge øjne var ødelagte af den mine, der havde ramt ham. Han fortalte mig, hvor trist han var over, at han nu aldrig kom til at se, det ufødte barn, hans kone ventede.
Det var vovet, tænker jeg nu mange år bagefter, men langt fra ligeså vovet som at blive født der.

Puha. Efter den fortælling er det næsten ikke til at komme videre i interviewet, uden det virker lidt afstumpet. Men vi har jo ikke så meget plads, så vi er næsten nødt til at gå videre. Er der noget i dit forfatterskab, du gerne vil prøve kræfter med? Noget, du synes mangler?

Jeg mangler alt. Jeg er kun lige begyndt.

Er du nogensinde blevet sammenlignet med andre forfattere?

Ja, det er jeg. Indtil videre er jeg blevet meget smigret.


Hvad er din yndlingsbog?

Jeg har ikke nogen yndlingsbog, men en yndlingsforfatter, hvis jeg må svare på det i stedet for. Susanne Staun er ikke kun min yndlingsforfatter, men også en forfatter jeg bøjer mig dybt i støvet for. Hun fører mig ud på kanten, nej ikke kun kanten men lagt ud over kanten. Hun overrasker mig sprogligt, hendes plot overrasker, hendes hovedpersoner overrasker. Hun er så meget sin egen, at hun ikke kan sammenlignes med nogen, og ingen kan nå hende… Øv!

Hvad er den værste bog, du nogensinde har læst?

Jeg er alt for utålmodig til at have en ”værste bog”. Hvis jeg ikke fanges ret hurtigt, glemmer jeg, hvad det er, jeg læser, og når jeg så har læst et antal sider uden at kunne huske det, så springer jeg om og læser slutningen, og hvis den heller ikke fanger mig, så lægger jeg bare bogen væk. Bagefter kan jeg ikke huske, hvad forfatteren hed, eller hvad bogen hed.

Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet? Hvorfor?

Det er et besværligt spørgsmål, som godt kan give mig lidt angst. Jeg tænker, at det er for slapt, hvis jeg ikke kan give et skarpt og kontant svar. Og der er helt sikkert bøger, der aldrig burde være udgivet. Men jeg kan ikke komme med en titel. For mig må alle ytre sig. Når jeg læser noget, jeg ikke kan lide, eller som jeg synes er dumt eller irriterende, så bliver jeg klogere, og stemmen inden i mig vågner. Og så er det op til mig at råbe op. Eller at smide bogen i skraldespanden.

Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Egentlig ikke. Jeg vil helst skrive alene og være alene, når jeg skriver. Jeg vil også være alt for usikker og urutineret til et samarbejde. Og så har gruppearbejde aldrig haft min stærke passion. Men måske engang i fremtiden, når jeg har fået defineret mig selv som forfatter – hvis det altså sker – når jeg har fundet et ståsted.. et ordentligt fundament, så kunne det måske være sjovt.

Har du et par vise ord her til sidst, som du gerne vil dele med resten af verden? Det behøver ikke have noget med bøger at gøre. Der er trods alt andet her i livet end at skrive bøger - eller det er der i hvert fald nogle, der siger...

Hvis der er noget, der er svært, så gør det nemt og enkelt! Sådan forsøger jeg at leve mit liv. Altså hvis der er noget, jeg synes er meget svært, så finder jeg en måde, så det bliver enkelt og nemt for mig. Første gang, jeg fandt ud af det, var under en matematikprøve i skolen. Jeg var ret dårlig til matematik. Og så var der et stykke, hvor jeg skulle beregne en cirkel. Jeg havde rigtig svært ved det, indtil jeg pludselig fandt min egen måde at regne stykket ud på. Jeg overraskede alle inklusiv mig selv ved på en meget enkel måde at nå frem til det rigtige resultat.
Og hvis jeg synes, at noget er meget svært at skrive, så gør jeg det ultra enkelt. Så kan jeg altid lege og pynte bagefter.
Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu? Hvad arbejder du med? Og kan du løfte lidt af sløret for, hvad du skriver om?
Jeg skriver på min anden bog om mine hovedpersoner Jasmin, Emilie og Rosita. Jeg håber, at jeg kan skrive en serie på i hvert fald tre. Jeg håber!
Handlingen i ”Den uhyggelige hemmelighed”, som bogen kommer til at hedde, foregår i Stenriget i Sverige og kommer til at handle om noget meget overraskende og uhyggeligt på en af de mange små øer.  Bøgerne i serien er alle inspireret af virkeligheden … det der foregår i virkeligheden. Sådan som jeg ser på det, stikker virkeligheden alt.

Find Mette Koors på Facebook:

http://www.facebook.com/mettekoors

Laila Ammitsbøl: Interview

I dag bringer HolboHistorier endnu et interview. Denne er gang er det Laila Ammitsbøl, som er i fokus. Velkommen til, Laila. Hvis du lige kunne starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg blev født i 1965 og voksede op i Vålse på Nordfalster. Her skulle man hyle med de ulve man var i blandt, men det lykkedes mig aldrig. Jeg var på alle måder anderledes og aparte og min skolegang var et helvede.

Hvad og hvem er jeg: Jeg er vegetar, lesbisk, forfatter, ateist, førtidspensionist og hvad angår følelseslivet et rutsjebanemenneske.

I dag lever jeg sammen med min kone i Næstved. Jeg har, når kræfterne, modet og lysten var til det, skrevet siden jeg var ganske ung, men de sidste år har jeg skrevet med henblik på udgivelse. Jeg er glad for, at det i dag kan lade sig gøre at udgive sine bøger uden at skulle ligge på knæ for et forlag. Jeg har fået flere noveller udvalgt i diverse konkurrencer og er på den måde blevet udgivet på ”rigtige” forlag, men mine bøger er selvudgivelser.

Hvornår begyndte du at skrive?  Og hvorfor?

Jeg er det som min kone så malende kalder en Motorik-Karen. Dvs fuldstændig håbløs til at gribe en bold, springe, svømme, løbe og den slags fysiske udskejelser som gav point blandt mine jævnaldrende, da jeg gik i skole. Det sociale duede jeg ikke til og da jeg kom fra et hjem, der ikke kendte til begreber som omsorg, opdragelse, at holde sig selv ren, osv. var der ingen støtte at hente der.

Men alle har brug for at være god til noget, og når det kom til det skriftlige gav jeg de andre baghjul. Fra første skoledag og til jeg gav skolen fuck-fingeren var jeg den der lå forrest i feltet, når det drejede sig om at jonglere med tal og bogstaver.

Jeg løb ind i gymnastikredskaberne, når jeg skulle springe over dem (eller faldt ned af dem) og enhver bold, der blev sendt i min retning, tabte jeg, ligesom jeg altid tabte ansigt, når nogen havde den uforskammethed at henvende sig til mig. Men bøgerne, bogstaverne, det lille skolebibliotek og naturen var min verden.

Gennem skoletiden holdt jeg selvfølgelig allermest af, når vi skulle skrive fristil og så skrev jeg. Og jeg skrev og jeg skrev og jeg skrev. Men første gang jeg skrev noget, bare for at skrive, var da jeg som 14-årig skrev mit første digt. Det var dramatisk og tragisk. Handlede om en pige, der altid var blevet blevet mobbet og som tog sit liv ved at springe ud fra en bro.

Så jeg skrev og skriver, fordi det er det jeg føler jeg er bedst til og fordi jeg ikke kan lade være. Nogle gange virker det som terapi. Ja, jeg vil gå så vidt at sige, at det til tider forhindrer mig i at blive ravende vanvittig. Andre gange er det en forfinet, stille glæde, når en sætning former sig og står perfekt. Jeg tænker meget i billeder og det er en særlig glæde, når det lykkes at fastholde et billede af en følelse ved hjælp af ord.

Skriver du under dit eget navn eller bruger du et pseudonym? Eller måske begge dele?

En eneste gang har jeg skrevet under pseudonym og det har jeg fortrudt. Det var i 2006, hvor min tekst Perlesnoren blev udgivet på CD'en Postkort fra livet. Da kaldte jeg mig Mælkebøtten. Teksten er så personlig, at jeg af hensyn til mine forældre ikke ville udgive under eget navn.

Kort tid efter brød vi dog kontakten og jeg fortrød, at jeg havde udgivet under pseudonym.

Siden da har jeg udgivet alt i eget navn. Jeg synes, der er noget ynkeligt ved  ikke at have modet til at stå ved det man siger og skriver. På visse blogs og i diverse debatter kan man opleve mennesker sige de grusomste ting om deres næste, men feje hunde er de, for de har ikke modet til at gøre det under eget navn. Fægt med åben pande, eller lad være med at fægte!

Ja, man kommer jo helt til at tænke på Holger Danske, der ikke er 'en formummet skjælm' - Men når du så fægter sådan rent litterært, hvilken bog synes du så selv er din bedste til dato?

Min roman Livet i landet Grotesk er min bedste til dato. Det er den pga sin ærlighed, sin hudløshed, sin skildring af et liv, som ellers ingen ville skildre. Den er den bedste, fordi den forsvarer det lille barn, som blev underkuet og forsømt både af dets forældre, af skolekammerater og af lærere, der burde have grebet ind.

Min bedste tekst er Perlesnoren. Den er så koncentreret og ren. Der er intet overflødigt og selv om det er mange år siden jeg skrev den, har jeg efter min egen mening ikke overgået den.

Faktisk er jeg også ret glad for min novellesamling Niagara kalder, som jeg udgav på Saxo selvudgiver i slutningen af 2011.

Men er der så en bog, du synes er den ringeste?

Min roman Livet i landet Grotesk er også den ringeste. Den var det første større værk jeg skrev og bærer præg af manglende håndværksmæssig kunnen. Historien er god, men havde fortjent en bedre skæbne end at blive skrevet af en uerfaren forfatter, der ikke magtede begrænsningens kunst.

Har din skrivestil ændret sig over tid?

Om selve min stil har ændret sig ved jeg ikke. At jeg rent teknisk er blevet bedre er jeg ikke i tvivl om. Når jeg læser mine gamle tekster, kan jeg se ting jeg ville gøre anderledes i dag. Jeg tror jeg er blevet bedre til at skære ind til benet.

I interviewet med Finn Wilkens kom vi lidt ind på det med, at skriveriet forandrer os, fordi vi lægger noget af os selv i arbejdet med teksten. Tænker du at dit forfatterskab har ændret dig som menneske?

Efter jeg skrev Livet i landet Grotesk har jeg lært, at man nogle gange kan være nødt til at gøre noget selvom det har store konsekvenser. Jeg har lært mig selv bedre at kende, er måske blevet bedre til at sætte grænser. For få år siden, da jeg startede med at udgive havde jeg en masse drømme. Jeg må nok indrømme, at de ikke rigtigt er gået i opfyldelse. Det hersens forfatterskab er ikke noget man bygger på en dag. Mine drømme og forventninger er nok blevet lidt mere realistiske. Jeg har dog stadig håbet, om at kunne skrive noget, der betyder noget for andre mennesker.

Hvad er det mest vovede, du nogensinde har gjort i dit forfatterskab?

Det mest vovede var vel, at jeg overhovedet skrev Livet i landet Grotesk og dermed kastede lys på det, som jeg havde med i rygsækken. Det var en svær proces og jeg måtte i perioder lægge skrivearbejdet fra mig, fordi det var for hårdt at rode op i alt det gamle skidt. Når man skriver så ærlig en bog, risikerer man en masse. Man risikerer at miste og det har jeg da også gjort, men jeg kunne ikke lade være med at skrive den. På en måde tænker jeg, at den lille pige jeg endelig lod komme til orde, ikke kun var mig selv, men også andre børn, der er blevet omsorgssvigtet.

Og hvad er det mest vovede du nogensinde har gjort i virkeligheden?

Det er et svært spørgsmål. Jeg har nok aldrig været særligt modig. Nogle vil måske mene, at det var modigt at springe ud som lesbisk som 14-årig i en landsby og en tid, hvor den slags i allerhøjeste grad var ugleset.

Jeg vil også nævne, at jeg som ganske ung valgte at blive vegetar, fordi det ganske enkelt føles mest rigtigt for mig at leve uden at spise dyr, men da jeg er vokset op i en familie på landet, hvor det at slagte gris, stange ål og skyde harer, var en naturlig del af hverdagen, var det ikke noget der var megen forståelse for.

I nyere tid kan nævnes mit spring ud i et nyt liv efter at jeg havde været i et temmelig problematisk forhold i 15 år. Men ellers kunne det være, at jeg tog helt alene til San Francisco i 2001. Ja, det lyder sikkert mærkeligt i manges ører, men jeg havde aldrig været ude at flyve før og min sociale angst gjorde det til et vovestykke af format at gebærde mig gennem lufthavne osv. Kærligheden drev mig. Jeg havde to år tidligere mødt Maja og nu havde hun altså været i Canada og Californien i et par måneder. Jeg overvandt mig selv og det blev et eventyr jeg aldrig glemmer.

Er der noget i dit forfatterskab, du gerne vil prøve kræfter med? Noget, du synes mangler?

Der er meget jeg mangler, for jeg har masser af ideer, men er nok ikke altid lige god til at holde fast i dem og føre dem ud i livet. Det er vigtigt for mig at fortælle historier, der ellers ikke bliver fortalt. Det fornægtes i dag, at mennesker kan rammes uforskyldt. Tidens mantra er, at du er din egen lykkes smed, og det er man da også i høj grad, men ikke helt og aldeles. Nogle gange bliver mennesker bare ramt hårdt og uretfærdigt, eller vokser op under kår, der får dem til at dø indvendigt inden de nogensinde kommer i gang med at leve.

Rent skriveteknisk vil jeg gerne være bedre til at sortere. Mine tekster skal stå lysende klart uden et eneste overflødigt ord.

Er du nogensinde blevet sammenlignet med andre forfattere?

Nej, det er ikke sket for mig, at jeg er blevet sammenlignet med andre forfattere, men jeg vil dog også helst bare være mig selv, altså ikke en efterligning, men den eneste ene Laila Ammitsbøl.

Hvad er din yndlingsbog? Hvad er det ved lige præcis dén bog, der tiltaler dig?

Min yndlingsbog er en bog, der af mange forfattere, anmeldere, litteraturkritikere og den slags ikke bliver regnet for noget, men for mig er den balsam for sjælen og er blevet hevet ned fra hylden mange gange i årenes løb.

Det er Tove Ditlevsens samlede digte.

Jeg beundrer Tove Ditlevsen og har gjort det siden jeg var teenager. Hun kunne skrive om det som er alment og banalt, og dog gøre det til noget særligt. Hun kunne skære virkeligheden ud så skarpt, at den står og dirrer i rummet foran læseren.

For mange år siden var jeg med i en lyrikgruppe, ja faktisk er det 30 år siden. I denne gruppe var der en kvinde, der havde fået udgivet en digtsamling, så hun var lidt ”finere” end os andre. Da vi en dag talte om yndlingsforfattere og jeg nævnte Tove Ditlevsen, sagde denne kvinde: ”Det stadie må du se at komme over!”

Ak, hvilket hovmod! Hvilken højrøvethed! Jeg er heldigvis aldrig kommet over dette stadie. Hvis det gør mig mindre fin end Rifbjerg-beundrere så er der ikke noget at gøre ved det.

Derudover vil jeg nævne en bog, der er så stærk, så grusom, så realistisk og så velskrevet, at det gjorde ondt at læse den. Det er romanen Gud kommer kun til Afghanistan for at græde. Forfatteren hedder Siba Shakib.

Hvad er så den værste bog, du nogensinde har læst?

Den absolut værste bog jeg nogensinde har læst, er Forbudt kærlighed af Bjarne Hatting. Jeg lånte romanen på biblioteket og glædede mig til at læse den, men den var en fæl skuffelse. 

Forfatteren virker ikke som om han overhovedet har brugt tid på at sætte sig ind i, hvordan en muslimsk pige, der bryder med sin families forventninger har det.

Bogen handler om et lesbisk forhold og forfatteren har valgt at indlægge flere sexscener. Som lesbisk må jeg sige at disse beskrivelser virker totalt urealistiske. Det lyser langt væk af at være en mands fantasi om to piger og har intet med virkeligheden at gøre.

De to unge kvinders store og meget hurtige succes karrieremæssigt virker også meget urealistisk på mig. Nok den mest overfladiske og utroværdige roman jeg nogensinde har læst.

Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet?

Verden havde efter min mening været et bedre sted uden Bibelen, Koranen og Mein kampf.

Se, det er jo lidt sjovt, at jeg nu har haft to forfatterinterviews på min blog og begge nævner Bibelen som en bog, der ikke burde være udgivet. Det lidt sjove er, at jeg selv har den kristne tro som en meget vigtig del af min tilværelse. Når du nu mener, verden ville have været bedre uden Bibelen, er det så en holdning, der får dig til at se anderledes på mig som kristen?

Nej, selvfølgelig ser jeg ikke anderledes på dig, fordi du er kristen. Den enkelte kristne eller enkelte muslim eller Sai Baba tilhænger kan jo være et godt og venligt menneske.

Det der gør mig vred er når diverse trosretninger bruges til at hamre medmennesket i hovedet med.

Ja, det har du ret i. Alt for meget ondt er gennem tiden sket i en eller anden guds navn, som på den måde er blevet misbrugt og det interessante er jo, at det slet ikke er det, der er det grundlæggende budskab i hverken kristendom eller islam. Men nu til noget helt andet: Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Nej, nej og atter nej! Jeg nærer ikke noget ønske om at skrive en bog sammen med nogen som helst forfatter. Jeg har aldrig været god til gruppearbejde. Det er godt for de som kan det, men min hjerne går i stå, når den ikke kan få lov at arbejde i fred.

For mange kokke fordærver maden og intet er så personligt som at skrive. Det kan man ikke gøre sammen med andre. Jeg kan i hvert fald ikke!

Her til sidst giver jeg gerne plads til at få luftet lidt ud, så hvis du har et par vise ord, så har du chancen nu...

Danmark er ved at ende som New Zealand, der i løbet af få år afviklede et velfungerende velfærdssystem og derved kastede en stor del af befolkningen ud i fattigdom. Foragten for mennesker der af en eller anden grund ikke kan forsørge sig selv bliver bare større og større. Jeg ville ønske vi kunne nå at stoppe i tide, men liberalismens karrusel er vist desværre løbet løbsk. Jeg frygter at Danmark er ved at udvikle sig til et sted, hvor mennesker kan gå til i fattigdom, sygdom og nød uden at der findes et sikkerhedsnet til at gribe dem.

Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu?

Mine ideer vil jeg ikke afsløre, men jeg kan dog sige, at jeg skriver på fire meget forskellige bøger i øjeblikket. Om nogle af dem bliver til noget, må fremtiden vise.

Og så er der mulighed for at kommentere hvad som helst, du har lyst til:

Som selvudgiver skal man se sig godt for. Jeg har selv brændt fingrene et par gange, men heldigvis er der i dag mange flere muligheder for en selvudgiver, end der var da jeg udgav mine to første bøger i 2008.

Find Laila Ammitsbøl her:

Hjemmeside

www.lailaammitsboel.dk

Blog:

www.lailaammitsboel.blogspot.com

Forfatterside på Facebook

Bøger på Saxo.com

Finn Wilkens: Interview

I dag bringer jeg et interview med Finn Wilkens, som er forfatter til”Mandfolk” og ”Dragemand” og som netop nu er aktuel med tredje bind, ”Slået hjem” i serien om Hans Theodor, der bliver mobbet i skolen og slået af sin far derhjemme. Derudover skriver han noveller med sjove og skæve vinkler, der bringer et smil frem på læberne.

Hej Finn og velkommen til min blog. Nu er det jo en blog om bøger, så jeg vil gå lige til biddet og spørge dig til dit forfatterskab. Hvornår begyndte du at skrive?  Og hvorfor?

I gymnasiet måtte jeg vælge mellem to uddannelser. Enten at blive en bedrevidende journalist eller en skrivende lærer. Min far overtalte mig til lærergerningen, for, som han sagde, så har du altid fri lørdag og søndag. Jeg blev lærer på en efterskole, hvor man har weekendvagt, men brugte en del af min fritid på at skrive, bl. a. til den lokale ugeavis. Da jeg efter tre år rejste derfra, var der et læserbrev fra en dame, der skrev, at mine ofte humoristiske artikler ville blive savnet.

Jeg skriver, fordi jeg både vil underholde og undervise. En slags skriftlig fortsættelse af lærergerningen.

Som forfatter har man vel altid nogle favoritter blandt ens egne bøger. Hvilken bog synes du selv er din bedste til dato?

”Slået hjem”, som er den seneste, udkommet april 2012. Fordi jeg i den har forsøgt at lade være med at begå de fejl, der var i de foregående.

Har din skrivestil ændret sig over tid?

Ja, det har den. Den er blevet strammere. Jeg har lært at skære overflødigt snak fra. Jeg lærte også af klogere mennesker, at fremmedord ikke gavner teksten, så derfor fremstår mine tekster stort set altid med et rimeligt lavt lix-tal og kan læses af alle med mellemskoleeksamen.

Nu ved jeg jo selvfølgelig ikke, hvordan du har det, men når jeg skriver, har jeg altid på en eller anden måde nogle følelsesmæssige ’aktier’ i det og det gør vel et eller andet ved os som forfattere. Er det noget, du kan genkende?

Ja, det kan jeg. Jeg er blevet endnu mere glad for min kone, og jeg håber at dø før hende, fordi tanken om, at jeg skulle overleve hende er et mareridt. Mange problemstillinger i mine bøger har jeg vendt med hende og er blevet klogere på det. Takket være hende.

Det kender jeg godt og det er vel også noget af det, der skal være på plads - altså, at man har opbakning derhjemme. Men når nu din kone læser dine tekster, er der så noget, du er særlig spændt på ved hendes reaktion? Og måske også dine læsere?

Alt, der tangerer sex er vovet. Jeg aner ikke, hvor jeg har mine læsere. En af mine PendlerProsa-e-bøger hedder Bittenfissens Mand og 9 andre historier, og den titel havde jeg betænkeligheder ved. Den er selvfølgelig udsprunget af Politikens serie om Bitterfissen, hvor de frække ord indgår på en tilsyneladende helt naturlig måde. Som jyde har jeg måttet overvinde nogle knaster der.

Et er så, når du skriver, for her vi som forfattere jo det til fælles med skuespillere, at det egentlig ikke er os selv, der er på spil, men de karakterer, vi skriver om. Noget helt andet er det, der sker i det virkelige liv. Er der noget i dit liv, du vil fremhæve som vovet?

At blive forstander på en ordblindeefterskole. Forlade en tryg og behagelig tilværelse og kaste sig ud på syv favne vand. Der gik noget tid, inden jeg fandt ud af, at jeg blot skulle svømme på vandet, ikke drikke det.

Det er kloge ord... Og lidt Kierkegaards´k...

Nu, vi er ved det personlige, så kunne jeg tænke mig at spørge, hvad du tænker om det, at man nogle gange kan blive sammenlignet med andre forfattere?

Sammenligninger tjener intet formål. Derimod er det fint, hvis der klart beskrives, hvad der er galt med ens tekst.

Hvad er din yndlingsbog? Hvad er det ved lige præcis dén bog, der tiltaler dig?

Høfeber af Leif Panduro. Sort humor og skrivemåden. Jeg havde ondt i maven af grin, da jeg læste den.

Hvad er den værste bog, du nogensinde har læst? Og hvorfor?

Frændeløs af Hector Malot. Fordi jeg som 10-årig fik så ondt i maven over den stakkels dreng.

Det lyder, som om, du involverer dig meget i det, du læser? Er der emner, du vil have svært ved at gå i gang med?

Jeg ved ikke, om jeg egner mig til at belyse alvorlige emner. Men min morfar deltog i 1. verdenskrig som sønderjyde, og det tror jeg, har været så slemt, at det næsten ikke kan udtrykkes i ord. Jeg kunne godt tænke mig at beskrive hans situation under slaget ved Somme.

Jeg har i skuffen et oplæg til en bog om et flygtningebarn, der kommer til en vestjysk lejr i 1945. Og så har jeg tanker om en anden flygtning, der er havnet i DK som 15-årig. Hans historie er så skrækkelig, at man tror, det er noget, han finder på.

Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet?

Biblen. Den er skrevet af beduiner, men opfattes i brede kredse som skrevet af et åndeligt væsen, nisse eller trold, som ingen har set eller hørt, og som de fleste alligevel anser for virkelig. Nogle religiøse retninger bruger den til at slå andre i hovedet med. Det morsomste, jeg lige kan komme i tanker om, var, da paven syntes, at Cuba var et forældet og forstenet samfund.

Ja, her griner jeg jo så lidt, for jeg er selv opvokset i en kristen sammenhæng og den kristne tro betyder meget for mig. Er det noget, der får dig til at ændre syn på mig eller mine trosfæller?

Skægt, at vi ser diametralt modsat på det samme område. Det kunne ikke falde mig ind at gøre nar ad mennesker, der tror på noget, der giver dem indhold i tilværelsen. Jeg skal da ikke ophøje mig selv til "dommer" eller til et menneske, der er i stand til at skue klarere end andre.
Men jeg har den opfattelse, at uanset om religion er et i os groende behov eller ej, så er og bliver det overtro, altså noget der ikke videnskabeligt kan bevises.


Derfor må du forstå, at det er riterne, skuespillet og overbygningen, der er mig imod, ikke de mennesker, der dyrker det. Jeg har mit at dyrke, og det kan også udsættes for spot, hån og latter. Naturligvis.
Jeg håber dog alligevel at blive betragtet som et menneske ligeværdigt med andre. Der er kernen.


Jeg mener herudover, at vi må standse religionsindoktrineringen af børn, så de ikke flaskes op med en bestemt religion. Børn skal vokse op i tryghed og selv tage stilling, når de bliver voksne. Ikke som nu, hvor folkekirken afholder konfirmation for børn på 13-14 år. Det giver for mig ingen mening. Jeg så gerne, at faget religion blev erstattet af filosofi, hvori religion som begreb ville kunne indgå naturligt.

I alle mine romaner gives der udtryk for, at der ikke er nogen gud, og at man derfor er overladt til sig selv. Paradoksalt er jeg med stigende alder blevet mere og mere overbevist. At jorden har eksisteret i 4,5 milliarder år, og mennesket først dukker op for 30.000 år siden (homo sapiens) er for mig indiskutabelt videnskabeligt, og jeg betragter udviklingslæren som det nærmeste, man kan komme en forklaring.
Jeg erkender dog, at der stadig mangler meget, som jeg ikke forstår en dyt af. Hvad var der før verdensrummets opståen? Det er en gåde, der er den største. Da kan man bare ryste på hovedet og gå videre med støvsugningen.

Stor respekt for det, Finn... Og jeg er jo bare stolt og glad over, at vi her på min blog kan berøre sådan et emne, der ellers kan være sprængfarligt, på en måde, hvor der er gensidig respekt og en afslappet atmosfære. Så hatten af for, at du både giver udtryk for din holdning - og gør det i respekt. Det er ikke alle, der kan det. Og så kan det jo være, at vi kan tage et ordentligt hug om det en anden gang...

Men nu noget lidt andet. Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Knud Romer er en af de forfattere, jeg synes, lyder spændende. Han har altid så meget på hjerte, og han fremsiger det med en intensitet, jeg misunder ham. Og så har han beskæftiget sig med problematikken omkring tyskerhad, jeg som sønderjyde også har haft inde på livet.

Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu? Hvad arbejder du med? Og kan du løfte lidt af sløret for, hvad du skriver om?

Jeg skriver aktuelt historier til PendlerProsaserien på Saxo. Det drejer sig om små e-bøger til 15 kr. beregnet til at blive læst på iPads eller smartphones på turen ind til arbejdet. Humoren bærer en del.

Og så er der mulighed for at kommentere hvad som helst, du har lyst til:

Jeg ryster på hovedet af de etablerede forlag, der slet ikke ser fidusen og nødvendigheden i e-bogsområdet. Det er selvfølgelig fremtiden. Papirbøger vil stadig have deres store publikum mange år fremover, men det vil med garanti indskrænkes. Se blot på musikområdet. Bøger vil i fremtiden blive downloadet i stort tal, fordi det er nemt og billigt. Derfor er det fejlslagen politik af Gyldendal og de andre forlag at fastholde en kunstig høj pris for e-bøger.

Du kan finde mere om Finn Wilkens på hans hjemmeside: 

www.finnwilkens.dk