søndag den 31. marts 2013

Glædelig Påske!

Det var ærligt talt ikke nemt at komme op her til morgen. Jeg var på arbejde til kl.23, så jeg var først hjemme lidt efter midnat. Og når vi så oven i hatten er blevet berøvet en time, er det måske ikke så underligt, at dynen havde et sjældent aggressivt greb om min 39 år gamle krop.

Det foresvæver mig endda, at lagenet langede ud efter mig i en feberagtig manøvre for at gribe mine ben, da jeg endelig fik dem svinget ud over sengekanten.

Nu sidder jeg så i Vestbyens Beboerhus med en kop kaffe og kæmper for at komme til mig selv, mens horder af frivillige suser friske rundt for at gøre klar til Påskegudstjeneste i Horsens Valgmenighed.

Normalt ville al den morgenfriskhed, der emmer ud fra disse sindsforstyrrede mennesker gøre min morgen til en endnu mere ubehagelig oplevelse, men netop i dag er det noget andet. Det er nemlig påskemorgen! Kirkens vigtigste og mest glædelige højtid...

På vej til gudstjeneste stod påskesolen i horisonten og sendte sit varme lys ud over jorden som en velsignelse, der hævede mit humør med adskillige grader.

Netop i dag fejrer vi, at Jesus stod op fra graven og lo døden i ansigtet! Så skal man altså være ret ihærdig for at bevare pessimismen og det dårlige morgenhumør - også selv om vi er berøvet en times søvn i nat...

Ti stokkeslag til: Sommertid
Guldmedalje til: Jesus og alle de frivillige, der i dag gør deres til en dejlig Påskefejring!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."