lørdag den 29. september 2012

Blomstrende Ung Romantik

I forrige uge havde jeg en sjov oplevelse. Det var aften og de to yngste var puttet, så jeg sad i sofaen sammen med min ældste datter på 11 år. Vi var alene, for min søn var ude at overnatte og min kone var til møde.

Så ringede det på døren. Udenfor stod to knægte på omtrent 16 år. Den ene stod lidt tilbage et stykke nede på trappen, mens den anden stod forrest og førte ordet. Eller: "lod sig føre af ordet" er nok en bedre beskrivelse. Han vred sine hænder og kunne næsten ikke fastholde sit blik på mig, mens han forsøgte at forklare deres ærinde.

"Øhm... hej... øh, vi øh... vi kommer fra Flemming Efterskole og der er nogle piger, som vi rigtig godt kan lide og så vil vi gerne spørge dem, om de vil være kærester, men vi har ingen blomster og så så vi, at I har nogle buketter dernede..."

Han pegede ned langs husmuren og jeg studsede over, hvilke buketter, der kunne være tale om. Et hurtigt kig ned langs huset afslørede ikke meget, så jeg måtte spørge lidt mere ind til det.

"Buketter?"

"Ja, sådan nogle lyserøde nogen..." Han så meget ængstelig ud... "Hvis vi bare måtte få en enkelt hver??"

"Det er I nok nødt til lige at vise mig," svarede jeg og begyndte at gå ned ad trappen med dem begge halsende efter, "jeg er sådan set ligeglad, men det kan godt være, min kone har en anden mening om det."

På vejen ned til hjørnet af huset, hvor vores have begynder, var de meget undskyldende og kravlede næsten for mig.

"Det er altså ikke for at være frække," sagde ham, der lod sig føre af ordet...

"Jamen, kæreste venner," svarede jeg, "I er da ikke frække, I er da superhøflige. Hvis I bare havde nakket blomsterne, så havde det været flabet. I spørger da pænt, om I må. Det kan jeg da kun tage hatten af for."

Buketterne viste sig at være vores store blomsterbed, hvor lyserøde blomster overalt truede med at overfalde græsplænen.




"Er det dem, I mener?"

De nikkede, alt imens de fortsatte deres undskyldende rækker af "det er ikke for at være frække," "undskyld, hvis vi er for meget" og mange andre, som jeg ikke helt forstod. Det var vist på teenagersprog, tror jeg.

"Skal I bruge blomster begge to?"

Stilhed... De kiggede på hinanden og derefter nervøst på mig. Den ene løftede en finger op for at understøtte sin forespørgsel. "Hvis vi bare kan få én hver....?" Håbets ild i hans øjne var noget presset og der var efterhånden kun gløder tilbage.

"Skal I bruge blomster begge to?" gentog jeg.

De nikkede.

"Vi har jo rigeligt af dem og vi skal alligevel ikke bruge dem alle sammen, så I kan jo tage 10 blomster hver."

Lettelse og smil og glæde og taknemmelighed fyldte hele gaden og lyste om kap med hver anden gadelampe (ja, for halvdelen af gadelamperne er jo slukket som en del af kommnens spareplan)

De fik også lidt køkkenrulle og et par elastikker til at sætte fast på stilkebundterne.

"Så dypper I dem i lidt vand og så holder de sig bedre," forklarede jeg. Det forstod de godt, men de kunne ikke rigtig finde ud af at sætte det på - sikkert som følge af nervøsitet, selv om jeg ikke rigtig kunne spore, om det var mig, de var nervøse for eller om det snarere var den forestående begivenhed, der fyldte deres tanker.

Så jeg måtte hjælpe dem med at sætte våd køkkenrulle på buketterne (der nu rent faktisk VAR buketter) imens de søgte efter lidt moralsk opbakning.

"Tror du ikke, de bliver glade for blomsterne?"

"Jo, bestemt!" slog jeg fast, "det er et godt træk."

Efter lidt tid forlod de stedet og siden har jeg ikke hørt fra dem. Jeg håber, det gik godt...

Jeg har i dette indlæg tidligere skrevet noget om det at give blomster, men drengene her viser jo netop, hvad der virkelig betyder noget...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."