Bål i går, bål i dag, bål igen i morgen?

Vi har haft bål i haven i dag. Og i går. Det er noget af det, jeg ser mest frem til, når foråret kommer. Der er noget dybt fascinerede ved at sidde og kigge ind i flammerne og varme sig.

Så falder der ro på... jeg tror, det har noget at gøre med, at bål skal passes. Man kan ikke bare gå fra et bål. Både fordi det dør, hvis det ikke får brændsel, men endnu vigtigere skal sikkerheden holdes højt. Vi skal ikke have ungerne brændt af. Så når jeg tænder bål, går jeg ikke fra det - ikke i flere minutter ad gangen, i hvert fald - men bliver siddende, kigger ind i flammerne... ofte sidder jeg og skræller kartofler eller vi bager pandekager, snobrød eller popper popcorn.

Af og til har jeg lavet kaffe og aftensmad over bål og det er der noget helt særligt ved, så jeg har længe ønsket mig et sæt til bålmad. Du ved, sådan en af de der trefodsstativer med kæde, hvori man hænger en gryde og gitter til at sætte potter og pander på.

Jeg har endda spekuleret på, om jeg selv kunne lave sådan én og så er det langt ude, for jeg er ikke just håndværker og har iøvrigt aldrig så meget som bare rørt et svejseapparat.

Nu fylder jeg snart fyrre og så kan det jo være, jeg er heldig at få sådan et sæt i fødselsdagsgave?

Nå, men nu kom jeg vist ud på et sidespor, for det, jeg egentlig ville fortælle er, at sådan et bål er en fantastisk åbner. Et bål kan åbne op for familiehygge, for samvær, der ikke stiller krav til nogen og ikke mindst kan det åbne op for, at andre kan være med. I søndags fik jeg f.eks. mulighed for at invitere naboen ind i haven til snobrød.

Og mens vi sad der med pinde over bålet, kom folk forbi ude på gaden og fordi vi sad ved bålet, virkede det helt naturligt at sige hej til hinanden over den lave bøgehæk.

På meget kort tid var der skabt en hyggelig atmosfære og en kontakt med mange mennesker, vi normalt kun hilser høfligt på.

Og er det da ikke lige præcis dét, vi kunne bruge mere af i vores fortravlede samfund?