mandag den 11. marts 2013

Ziegler undsiges af sine egne

De seneste dage er konflikten mellem lærerne og kommunerne druknet lidt i andre vigtige nyheder, såsom Helle Thornings Gucci-tasker, den dårlige stemning blandt dommerne i X-factor og ikke mindst afsløringen af, at den norske prinsesse, Märtha Louise, angiveligt tror på engle.

Man kan dog stadig finde nyheder om konflikten og en af de mere interessante kom i går, d. 10. marts. I et åbent brev i Politiken beder dele af byrådet i Høje Taastrup således Martin Ziegler (chefforhandleren for KL) om at geare lidt ned for den aggressive retorik og i stedet koncentrere sig om at "realitetsforhandle."

Hov, hvor er det nu, vi har hørt det udtryk før? Realitetsforhandle?

Jo, det er såmænd et udtryk, Ziegler selv har bragt ind i konflikten, så her kan man da tale om en boomerang-effekt....

Men det er et sidespor, så lad os endelig komme tilbage til sagens kerne.

KL går efter konflikten
Jeg er nemlig ikke den eneste, der har lagt mærke til det underlige i, at KL er gået efter konflikt i stedet for forhandling (se tidligere indlæg på bloggen.) Det har også Zieglers bagland i Høje Taastrup, hvor han er borgmester. Ziegler sidder som borgmester på et flertal bestående af Konservative (Zieglers eget parti) samt DF, Venstre og Radikale og derfor er det da heller ikke så underligt, at SF er medunderskriver af det åbne brev.

Næ, det virkelig interessante er, at både DF og Radikale er med i brevet mens Socialdemokraterne IKKE er!

Hvorfor er det interessant?

Når man skal analysere en politisk situation som f.eks. konflikten mellem KL og DLF (Danmarks Lærerforbund) er det vigtigt at se på, ikke kun HVAD der bliver sagt, men sandelig også HVEM, der siger det og derfra prøve at konkludere, HVORFOR de siger sådan.

Og her er der altså tale om, at Zieglers politiske venner i byrådet undsiger ham, mens hans største politiske modstander, nemlig Socialdemokraterne, IKKE gør det - og det endda på trods af, at der var en hel del ballade omkring konstitueringen af byrådet efter valget i 2005, hvor Ziegler nappede borgmesterstolen lige for næsen af Socialdemokraterne, som dengang fik hele 43% af stemmerne.

Hvad er det så, Ziegler kritiseres for?
I Politiken er Lars Prier (DF) citeret for at sige:


"Fra start har der ikke været tale om reelle forhandlinger. Du går normalt ikke hen til din forhandlingspart og siger, at du skal komme med en indrømmelse, ellers kan vi ikke tale sammen" - Lars Prier (DF)

Og Michael Blem Clausen fra de Radikale stemmer i:


"...vi peger på, at vi ikke er enige i den linje, de har valgt at køre. Der har ikke været reelle forhandlinger." - Michael Blem Clausen (R)
Og selv om Socialdemokraterne ikke er medunderskrivere af det åbne brev, synger spidskandidaten alligevel med på samme sang:


"...lærerne er ikke blevet behandlet ligeværdigt" - Thomas Back (A)
Der er altså blandt både venner og modstandere i byrådet i Høje Taastrup enighed om, at Martin Zieglers og KL´s tilgang er aggressiv og går direkte efter konflikten.

Og der er lignende røre i andre kommuner, heriblandt Albertslund og Gladsaxe, så det bliver da interessant at se, om det ændrer noget - men det tvivler jeg nu på...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."