Hvor ER jeg dygtig!

Der er nok ikke meget, der kan matche den glæde, der fylder et faderhjerte (eller moderhjerte) som når éns barn siger: "Er jeg ikke dygtig, far?" Det er en udtalelse, der vidner om et barn med høj selvtillid og det kan der simpelthen ikke siges noget dårligt om!


Alligevel er der en faldgrube her, for hvis vi som forældre fokuserer ensidigt på barnets selvtillid, så gør vi dem faktisk en bjørnetjeneste i stedet for en børnetjeneste.


Det handler mit indlæg om i dag, hvor vil jeg fortælle lidt om børneopdragelse, sådan som jeg ser det. Det har jeg før været inde på bl.a. med indlæggene her og her, men nu vil jeg gøre et forsøg på at blive lidt mere fremadrettet!


På en måde springer jeg egentlig nogle led over, men det er nødvendigt for, at jeg kan komme frem med en vigtig pointe i forhold til nogle af de begreber, jeg bruger. Nemlig disse tre:


#1: Selvfølelse
#2: Selvværd
#3: Selvtillid


Disse tre kan betragtes som en slags byggeklodser, der danner det enkelte menneske og de har stor indflydelse på den enkeltes adfærd og personlighed. Desværre har vi en tendens til at blande dem sammen.


For eksempel hører jeg tit en sammenblanding af de to sidste begreber. Både i samtaler over hækken med naboen eller til familiefester og for den sags skyld også i radio og TV kan man møde den opfattelse, at Selvværd og Selvtillid bruges i flæng, som om de blot er to forskellige ord, der dækker det samme grundprincip. Det er en fejl. De hænger naturligvis sammen, som så mange andre ting i denne verden, men hvis du gerne vil opdrage dine børn til stærke og venlige voksne, så må du skelne mellem disse to begreber.


Jeg vil gå dybere ind i begreberne og også komme med konkrete eksempler i et kommende indlæg her på bloggen, men indtil videre vil jeg blot definere begreberne:

#1 Selvfølelse
Selvfølelsen kan man beskrive som den helt grundlæggende forskel på mennesker og dyr. Selvfølelsen er det, der gør, at vi ved, hvem vi er. Det er selvfølelsen, der gør, at vi forstår os selv som værende separate fra andre mennesker og kan genkende, på hvilke måder, vi ligner andre og på hvilke måder, vi er forskellige fra andre. Uden selvfølelsen bliver vi fremmedgjorte over for os selv og devaluerer os selv til biologiske maskiner, der ikke selv træffer beslutning om, hvem vi er, men blot følger flokken og normerne uden egentlig at vide hvorfor. Hele vores menneskelige eksistens afhænger af selvfølelsen, fordi det er den, der sætter os i stand til at vælge, hvem vi er.


#2 Selvværd

Selvværd bliver ofte blandet sammen med selvtillid, men selvværdet er langt vigtigere end selvtilliden. Selvværdet bygger oven på selvfølelsen med vores omgivelser som de væsentligste bygmestre. Din mor og far er de første og vigtigste bygherrer for selvfølelsen og deres måde at håndtere denne opgave på kan enten opbygge dit selvværd eller rive det ned. Et højt selvværd kan defineres som forståelsen af, at du har en helt basal RET til at være dig. Selvværdet opbygges, når andre anerkender og bekræfter dine følelser og tanker. Det vil jeg gå dybere ind i, når jeg lægger mit næste indlæg ud på bloggen, men for nu vil jeg blot fremhæve én vigtig pointe: der er en kæmpemæssig forskel på anerkendelse og accept! Anerkendelse er IKKE en godkendelse af det, du tænker og føler. Anerkendelse er ene og alene en bekræftelse af at du har dine tanker og følelser og at du har enhver ret til at have dem. Men hvordan du handler på dem, er en ganske anden snak. Du kan som forælder (eller pædagog) sagtens stå i en situation, hvor du anerkender et andet menneskes følelser og tanker, men på samme tid absolut ikke synes, de er i orden - og en væsentlig del af anerkendelse er at adressere denne uenighed!

#3: Selvtillid er et øjebliksbillede.
Selvtilliden er nøje hægtet sammen med din nærmeste fortid. Dine seneste successer og fiaskoer har stor betydning for din selvtillid. Det betyder, at selv om en høj grad af selvtillid er vigtig, når der skal præsteres, såsom at få et godt resultat til en eksamen eller at hente en stor kontrakt hjem til firmaet, så er selvtilliden ganske skrøbelig og selv den mindste mindre gode præstation kan få selvtilliden til at bryde sammen, hvis der ikke er noget andet, der kan holde dig oppe. Grunden er, at selvtilliden er forbundet med dine evner. Det, du netop har opnået eller fejlet ved, afgør graden af din selvtillid.

Og så er det din tur. Del dine tanker herunder. Føler du, at du har stor selvtillid?

Mette Koors: Interview

I dag bringer vi på Holbohistorier et interview med Mette Koors, som har skrevet ”Pigen, der forsvandt,” en spændingsbog for børn i alderen 9-14 år. Velkommen til dig, Mette.

Hvis du vil starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg er jyde, selvom jeg har boet i København i mere end halvdelen af mit liv, og faktisk er jeg også født her. Men jeg tænker aldrig på mig selv som sjællænder eller københavner. Jeg tænker på mig selv som jyde. Jeg lyder også som en jyde, når jeg taler.


Men du er vokset op i Sønderjylland? Hvordan var det?


Jeg voksede op med vikingespil om sommeren, høstfest om efteråret, julebal på hotellet om vinteren og påskelam om foråret. Hver weekend var jeg helt ude vestpå ved vadehavet i en lille bitte by, der hedder Ballum. Det er, det sted på jorden, hvor himmel og hav glider ud i et, hvor horisonten er uendelig, og hvor der er meget højt til loftet. Det er også derude, hvor der er sort sol.

Nu har mange danskere nok - og især måske københavnere - en idé om, at Jylland er enormt ensomt og kedeligt. Var det også sådan for dig?

Nogle gange var jeg en del alene, men det var ikke ensomt. Det var fint at møde en bonde på digerne og sige daw og lidt efter møjn, når man havde kigget ud over marsken i nogle minutter. Derude sagde vi ikke så meget. I Jels, hvor jeg boede, talte vi meget mere.

Hvad har den opvækst betydet for dig?

Jamen, det gør, at jeg både er meget lidt talende og meget talende. Ret asocial og ret social. Jeg har jo rejst verden tynd med min rygsæk og min blok – meget ofte alene.

Er du faldet til ro siden?

Ja, det er jeg da. Jeg er mor til to piger på 11 og 13 år, og det er i meget høj grad dem, der inspirere mig til at skrive, de bøger jeg skriver på for tiden. Jeg er gift, og det er jeg glad for.
Og så tjener jeg mine penge på kommunikation og medietræning.

Det var så den lidt personlige afdeling. Nu skal vi snakke lidt om dit forfatterskab. Hvornår begyndte du at skrive?

I skolen. Jeg var en af dem, der virkelig godt kunne lide at skrive en stil. Og det var både, når vi skulle skrive om et bestemt emne, og når vi frit kunne bestemme emnet.
Da jeg gik i 8.klasse skrev jeg en historie om en tur til Marrakesh i Marokko, jeg havde været på sammen med min familie. Den tur blev en milepæl i mit liv.  Måske var det ligefrem Marrakesh, der kickstartede mit skriveri og min rejselyst... og min evne til at reflektere.

Jeg havde simpelthen aldrig set noget lignende. Et mylder af mennesker, tilslørede kvinder, mænd med vandpiber, slangetæmmere, ihærdige sælgere, der ville sælge alt fra skinnende messingting, fremmede krydderier og eksotiske smykker. Der var beduintæpper, bedetæpper og kameluldstæpper til salg. For mig var det meget besynderligt at opleve geder, der klatrede i træer, børn uden ordentligt tøj, fremmede, der inviterede på myntete og toiletter, der bare var huller i jorden!
Jeg skrev om det alt sammen… og jeg kan stadig huske den gode følelse i kroppen, da jeg afleverede min historie.

Skriver du under dit eget navn eller bruger du et pseudonym? Eller måske begge dele?

Jeg har skrevet en bog, og den er med mit navn. Det bliver den næste også.

Hvilken bog synes du selv er din bedste til dato? Og hvorfor?

Det er den bog, jeg har inde i hovedet, når jeg drømmer. Jeg drømmer krimier med plot, kryptiske hints og utrolige løsninger. Handlingerne kommer helt bag på mig. Nogle gange når jeg vågner, skriver jeg det hurtigt ned. Men indtil videre giver det ikke mening, når jeg så er rigtig vågen og læser det igennem. Til gengæld giver drømmene mig ideer og brudstykker til gode gys og mærkelige detaljer, jeg kan bruge. Faktisk har jeg her for nylig drømt to gode krimier!

Spændende! Nu glæder vi os til at se, om de kommer ned på skrift. Nu har jeg jo selv læst ’Pigen, der forsvandt’ for min datter på 11 år og vi fandt den både spændende og tankevækkende. Hvordan kom idéen til dig?

Historien opstod for øjnene af mig. En pige fra min datters klasse forsvandt fra den ene dag til den næste – ja faktisk forsvandt hele familien. Kammeraterne i klassen var hårdt ramt  - især pigegruppen. Og det var vi forældre også – vi kendte hende jo!
Hvordan kunne jeg lade være med at skrive den historie? Hun var sådan en pige, alle holdt af… en virkelig god pige.

Og så skrev du hendes historie? Hvordan laver man research på sådan noget?

Det gik hurtigt op for mig, at jeg aldrig ville kunne skrive den rigtige historie, for hverken politiet eller de sociale myndigheder havde nogen ide om, hvor hun var blevet af. Samtidig havde jeg taget tilløb til en spændingsbog til børn og unge flere gange. Langsomt begyndte jeg at kæde min egen bog med dens to hovedpersoner sammen med den forsvundne pige.
I lang tid gik jeg og kiggede på titlen, indtil jeg en dag fandt min motor til historien i en række avisartikler i Berlingske. De handlede om fattige børn fra Østeuropa, der sælges eller gives væk til tiggeri og tyveri. En ualmindelig indbringende forretning for bagmændene!
Så bogen bygger på virkeligheden og en virkelig hændelse. Resten er fri fantasi.
Det er stadig meget mærkeligt, at pigen forsvandt, selv nu hvor der næsten er gået fem år.

Og så til noget snavs: Hvilken bog synes du er din ringeste til dato, hvis der er altså er en, du synes er ringe? Og hvorfor mener du den er ringe?

Den bog er heldigvis aldrig udkommet. Det var en gyser til børn, men den var så underlig og uhyggelig, at jeg i dag er meget glad for, at jeg lyttede til et godt råd om at lade den ligge.

Ja, det viser jo bare, hvor vigtigt, det er at lade andre kigge på det, man skriver. Jeg oplever selv, at der sker en forandring over tid, så det, jeg skriver i dag, er noget helt andet end det, jeg skrev for bare 3 år siden. Oplever du noget af det samme?

Jo mere jeg skriver, jo mere ændrer skrivestilen sig, ligesom den tid, vi lever i, også påvirker min måde at skrive på. Når jeg er i en skriveproces arbejder jeg helt anderledes, end hvis jeg lige hurtigt skal skrive noget. Jeg troede, at jeg som journalist havde en god sans for sproget og et blik for at skrive godt. Men da jeg begyndte at skrive på min bog, opdagede jeg, at jeg har mange huller, hvor sproget kan gå dødt. Og jeg opdagede, hvor udfordrende det er at forsøge at forny sproget og sine formuleringer. Jeg håber, at jeg med øvelse kan blive en meget mere præcis og farverig skribent.

Men hele den proces i skriveriet ændrer vel også din måde at tænke på?

Jeg tror, at alt skriveri er med til at ændre og forme et menneske. Sådan har jeg det i hvert fald. Lige fra dagbøgerne til de journalistiske artikler, de hurtige speaktekster og til bogskriveriet. Jeg har kun skrevet en bog, der er udkommet og ved knap nok, om jeg kan kalder mig forfatter. Men det er i så fald ikke kun bogen ”Pigen der forsvandt”, der har ændret mig. Jeg ændrer mig en lille smugle, hver gang jeg skriver. For hver eneste gang kommer jeg tættere på mig selv, tættere på mine tanker, sanser og livserfaring.  Tættere på lydene og lyset, foråret og efteråret, tættere på dem omkring mig, tættere på mennesker. Tættere på min mavefornemmelse og tættere på tilfældet. Jeg tror på tilfældet. Når jeg skriver bliver jeg god til at lytte til tilfældet.

Når man så er i sådan en konstant forandringsproces, så kan man vel nemt komme til at føle sig lidt usikker. Men samtidig véd man jo også hvorfor, man er usikker og så bliver man måske lidt vovet. Hvad er det mest vovede, du nogensinde har gjort i dine bøger?

Jeg synes i det hele taget, at det er vovet at udgive en bog. Man blotter sig selv og sit talent... eller mangel på talent. Og så er det vovet rent økonomisk! Jeg elsker at skrive, men det er godt nok svært at få al den tid og frihed, jeg gerne vil have. For jeg skal jo tjene penge!

Og hvad er det mest vovede du nogensinde har gjort i virkeligheden?

Som ung journalist sejlede jeg illegalt op ad floden, der skiller Thailand og Burma og lod mig føre ind i junglen på Burma-siden. Sammen med en fotograf og en kontaktperson og et par skarpt bevæbnede frihedskæmpere gik jeg nogle timer gennem junglen for at komme ind til karenerne. Hele området var fyldt med miner, og om natten kunne jeg høre skud, når karenerne og militærjuntaens soldater skød efter hinanden. Men en ting var minerne, noget andet var malariaen! Jeg besøgte et felthospital på thaisiden. Da vi gik forbi en bevidstløs meget ung mor, sagde lægen, at hun snart ville dø af malaria. Hendes et-årige datter sad på gulvet ved siden af sengen.
Jeg interviewede en ung frihedskæmper i en anden feltseng. Han havde bandager for begge øjne. Bandagen var blodig. Begge øjne var ødelagte af den mine, der havde ramt ham. Han fortalte mig, hvor trist han var over, at han nu aldrig kom til at se, det ufødte barn, hans kone ventede.
Det var vovet, tænker jeg nu mange år bagefter, men langt fra ligeså vovet som at blive født der.

Puha. Efter den fortælling er det næsten ikke til at komme videre i interviewet, uden det virker lidt afstumpet. Men vi har jo ikke så meget plads, så vi er næsten nødt til at gå videre. Er der noget i dit forfatterskab, du gerne vil prøve kræfter med? Noget, du synes mangler?

Jeg mangler alt. Jeg er kun lige begyndt.

Er du nogensinde blevet sammenlignet med andre forfattere?

Ja, det er jeg. Indtil videre er jeg blevet meget smigret.


Hvad er din yndlingsbog?

Jeg har ikke nogen yndlingsbog, men en yndlingsforfatter, hvis jeg må svare på det i stedet for. Susanne Staun er ikke kun min yndlingsforfatter, men også en forfatter jeg bøjer mig dybt i støvet for. Hun fører mig ud på kanten, nej ikke kun kanten men lagt ud over kanten. Hun overrasker mig sprogligt, hendes plot overrasker, hendes hovedpersoner overrasker. Hun er så meget sin egen, at hun ikke kan sammenlignes med nogen, og ingen kan nå hende… Øv!

Hvad er den værste bog, du nogensinde har læst?

Jeg er alt for utålmodig til at have en ”værste bog”. Hvis jeg ikke fanges ret hurtigt, glemmer jeg, hvad det er, jeg læser, og når jeg så har læst et antal sider uden at kunne huske det, så springer jeg om og læser slutningen, og hvis den heller ikke fanger mig, så lægger jeg bare bogen væk. Bagefter kan jeg ikke huske, hvad forfatteren hed, eller hvad bogen hed.

Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet? Hvorfor?

Det er et besværligt spørgsmål, som godt kan give mig lidt angst. Jeg tænker, at det er for slapt, hvis jeg ikke kan give et skarpt og kontant svar. Og der er helt sikkert bøger, der aldrig burde være udgivet. Men jeg kan ikke komme med en titel. For mig må alle ytre sig. Når jeg læser noget, jeg ikke kan lide, eller som jeg synes er dumt eller irriterende, så bliver jeg klogere, og stemmen inden i mig vågner. Og så er det op til mig at råbe op. Eller at smide bogen i skraldespanden.

Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Egentlig ikke. Jeg vil helst skrive alene og være alene, når jeg skriver. Jeg vil også være alt for usikker og urutineret til et samarbejde. Og så har gruppearbejde aldrig haft min stærke passion. Men måske engang i fremtiden, når jeg har fået defineret mig selv som forfatter – hvis det altså sker – når jeg har fundet et ståsted.. et ordentligt fundament, så kunne det måske være sjovt.

Har du et par vise ord her til sidst, som du gerne vil dele med resten af verden? Det behøver ikke have noget med bøger at gøre. Der er trods alt andet her i livet end at skrive bøger - eller det er der i hvert fald nogle, der siger...

Hvis der er noget, der er svært, så gør det nemt og enkelt! Sådan forsøger jeg at leve mit liv. Altså hvis der er noget, jeg synes er meget svært, så finder jeg en måde, så det bliver enkelt og nemt for mig. Første gang, jeg fandt ud af det, var under en matematikprøve i skolen. Jeg var ret dårlig til matematik. Og så var der et stykke, hvor jeg skulle beregne en cirkel. Jeg havde rigtig svært ved det, indtil jeg pludselig fandt min egen måde at regne stykket ud på. Jeg overraskede alle inklusiv mig selv ved på en meget enkel måde at nå frem til det rigtige resultat.
Og hvis jeg synes, at noget er meget svært at skrive, så gør jeg det ultra enkelt. Så kan jeg altid lege og pynte bagefter.
Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu? Hvad arbejder du med? Og kan du løfte lidt af sløret for, hvad du skriver om?
Jeg skriver på min anden bog om mine hovedpersoner Jasmin, Emilie og Rosita. Jeg håber, at jeg kan skrive en serie på i hvert fald tre. Jeg håber!
Handlingen i ”Den uhyggelige hemmelighed”, som bogen kommer til at hedde, foregår i Stenriget i Sverige og kommer til at handle om noget meget overraskende og uhyggeligt på en af de mange små øer.  Bøgerne i serien er alle inspireret af virkeligheden … det der foregår i virkeligheden. Sådan som jeg ser på det, stikker virkeligheden alt.

Find Mette Koors på Facebook:

http://www.facebook.com/mettekoors

Er det for langt ude?

Her på bloggen skriver jeg mest om familieliv, men jeg skriver jo også bøger. Lige nu er jeg i gang med en roman om en kvarter, hvor der sker mange sjove og mystiske ting. Nogle gange kan det nok også blive lidt for mystisk, så nu tænker jeg, at du måske kunne hjælpe mig lidt med at finde ud af, om det her alligevel er for mystisk. Læn dig godt tilbage og læs et kapitel fra romanen...

Den gamle mand og Haven

“Nej! Nu er han der igen!” Gartneren råbte næsten fra vinduet, mens han viftede ad sin kone, at hun skulle komme hen og kigge. Det var det perfekte sted. Herfra kunne man se hele Larsensgade og det meste af Vestergade og hvis man brugte kikkert, kunne man endda se helt ned til lystbådehavnen og nogle gange være så heldig at få øje på et par midaldrende mænd og kvinder, der brugte lystbådene til lidt afveksling i deres respektive ægteskaber.

Gartnerens kone satte det tomme serveringsfad på bordet og småløb hen til sin mand. “Hvad? Hvem?” Hun gjorde intet for at skjule sin forventning og glæde over udsigten til spænding og sladder.

“Det er den gamle stjærv til Frederiksen,” svarede Gartneren og pegede ud mod gaden, “Nu er han der igen! Se!”

Gartnerens kone trykkede næsen flad mod ruden som et barn ved en slikbutik, som om de få ekstra milimeter kunne gøre en forskel og give hende et bedre udsyn. Den gamle stod I sin have med en periskopkikkert fra BR Legetøj og forsøgte at lure ind gennem vinduerne I stuelejligheden. 

Med periskopkikkerten kunne han se alt, hvad der foregik i fru Holgersens hjem. Han havde haft et godt øje til hende i årevis og for nylig var han begyndt at købe forskelligt slags udstyr, så han kunne holde bedre øje med hende.

Måske er "et godt øje" ikke det rette udtryk. Ingen tvivl om, at han gerne ville giftes med hende, men de fleste i kvarteret mente nu ikke, det havde meget med kærlighed at gøre. 

Eller naturlige drifter, for den sags skyld. Nej, det var nok snarere et spørgsmål om, at han havde brug for én, der kunne vaske hans tøj og lave hans mad og sådan.

For fru Holgersen gjorde det nu ikke den store forskel. “Jeg gifter mig med dig, når Østerby bliver hovedstad,” havde hun sagt, da han friede til hende. Klart og tydeligt, men den bed ikke rigtig på. Frederiksen greb enhver chance for at få blot en lille bitte smule af det, han gerne ville have, uanset om det var ulovligt eller umoralsk.

“Hvad tænker manden på?” spurgte Gartnerens kone retorisk og hendes mand gloede på hende. Han vidste præcis, hvad manden tænkte på, men det kan man jo ikke sådan bare sige højt.

I stedet rystede han blot hovedet som en skuffet far, mens han holdt godt øje med hele scenariet. “Du må gøre noget,” foreslog hans kone, men det havde Gartneren overhovedet ingen intentioner om. Han kunne ikke fordrage Frederiksen, som var grunden til, at han ikke kunne flytte gartneriet over på det andet hjørne og ville ganske enkelt elske at se ham komme i vanskeligheder.

Frederiksen ejede nemlig huset derovre og da han havde opdaget, at det var Gartneren, der bød på ejendommen, havde han pludselig skudt prisen vildt i vejret og Gartneren var sikker på, at han kun havde gjort det for at irritere.

“Næ, nej,” svarede Gartneren, mens han forsøgte at styre sin vrede, “han er en voksen mand og må selv tage ansvaret for sine handlinger – uanset hvor tåbelige de er.” Så tog han kikkerten for øjnene for rigtig at kunne følge med i udviklingen.

Foreløbig kunne coveret se sådan ud...

Hans kone sukkede dybt og gik tilbage til sit arbejde med at rydde bordet efter frokosten. Hun nåede ikke engang ud i køkkenet, før Gartneren brølede vildt og spændt. “Ha! Så, for Saa... Nu får han problemer!” Hun smed, hvad hun havde i hænderne og nåede lige akkurat hen til vinduet til at se Stene Lene i fokuseret hurtiggang op ad gaden.

Lenes stenansigt virkede hårdere end nogensinde før som hun nærmede sig den gamle mand med periskopkikkerten. Han var så fokuseret på chancen for at få et glimt af nøgne rynker I fru Holgersens badeværelse, at han slet ikke lagde mærke til den ankommende fare.

Beboerne I vestkvarteret havde set deres del af sære ting, men det, der nu skete, var en scene, der havde potentiale til mange snakke hen over bridgebordet. Lene sagde ingenting, da hun greb gamlingen om det spinkle liv og løftede ham op som en pjaltet dukke og bar ham ned ad vejen med en stadigt voksende hale af larmende unger efter sig. Børnenes morskab gik ikke stille for sig og støjen tiltrak blot yderligere opmærksomhed til det spektakulære syn.

For hvert af Lenes bitte små skridt voksede halen I både længde og bredde og bestod snart af både børn og voksne, der alle ville være en del af balladen.

Endelig nåede den uantastede Lene med hele sit følge til Købmand Henriksens butik og uden nogen som helst form for advarsel smed hun den forsvarsløse Frederiksen I affaldscontaineren til stort applaus fra sin fanklub. 

Frederiksen skreg som en femårig, der ikke ville forvises til sit værelse, men Lene emmede af raseri og knaldede containerens låg I med et brag! Lige for næsen af ham.

Hvad hun ikke havde opdaget var, at Frederiksen havde fået hånden op på kanten af containeren og var lige ved at hæve sig ud af sit mareridt og da låget klemte hånden gav han et par korte bjæf fra sig og pludselig blev alt stille. Helt stille.

Lene havde allerede forladt åstedet og var nu på vej tilbage til sine gravsten. Indtil da havde hun kun denne ene ting I hovedet at få stoppet den gamle mand med periskopkikkerten på en sådan måde, at han aldrig nogensinde igen ville turde genoptage sin klamme hobby.

Det havde virket som en god idé, men nu begyndte hun så småt at tvivle. Hun havde været I gang med at flytte nogle gravsten og da hun tog fat I den sidste, havde hun ud af øjenkrogen set noget, der I dén grad havde bragt sindet I kog. Hendes tankegang havde været simpel og missionen krystalklar, da hun satte af sted for at gøre det eneste rigtige: at få stoppet den gamle gris inden stakkels gamle fru Holgersen døde af chok eller vrede I badekarret.

Men nu, hvor hun var på vej tilbage og adrenalinet langsomt aftog, begyndte hun at spekulere og I samme omfang satte hun farten gradvist ned. Hvorfor er Frederiksen så stille? Det ligner ham ikke at lide I stilhed.

Pludselig fik hun en ganske forfærdelig tanke og vendte om. Først med forsigtige skridt, men efterhånden gik hun hurtigere og hurtigere. Til sidst løb hun, hvis man ellers kunne kalde Lenes hurtigste tempo for løb, men da hun kom tilbage, stod der allerede en rand af mennesker omkring affaldscontaineren. Nogen havde løftet gamle hr. Frederiksen ud af affaldet og han lå nu ganske livløs på fortovet, mens Samuel Friedenhoff trykkede med fast rytme på mandens brystkasse. Efter lidt tid stoppede han og rystede på hovedet.

Alle var stille og havde en udefrakommende dukket op på netop det tidspunkt, ville vedkommende nok have undret sig en del over, at så mennesker kunne stå sammen og være så stille. Selv Gartneren stod mundlam I sit vindue, mens kikkerten langsomt lagde sig på vindueskarmen.

Friedenhoff rejste sig og så på Lene, som nu ikke længere var I tvivl om, hvorvidt hendes beslutning havde været rigtig. Det var ikke en decideret gråd, der kom fra hende. Nærmere en slags indelukket hulken, som hvis man græder ind I sin pude om aftenen.

Friedenhoff, der ikke mente sig I stand til at gøre mere for Frederiksen, lagde I stedet sin arm omkring Stene Lene og førte hende væk fra menneskemængden. Han gav sin søn en kort besked om at ringe efter politiet og fulgte så Lene hjem.

***

Hvad tænker du? Er det for åndssvagt? Kommentér herunder: