En frygtelig kvinde

Du har sikkert bemærket, at Christian Tafdrup netop har begået filmen "En Frygtelig Kvinde," som handler om Rasmus, der falder pladask for Marie. De to flytter sammen og Rasmus tror, at nu har han virkelig fundet sin drømmekvinde. Men lidt efter lidt går det op for Rasmus, at hun er en frygtelig kontrolfreak, der på snedig vis piller ham i stumper og stykker og presser ham til at drive vold på sin egen identitet.

Det har virkelig sat gang i en vild debat, hvor Tafdrup er blevet kaldt nogle forfærdelige ting. Det kan du bl.a. læse om på DR

Jeg har ikke selv set filmen - endnu, må jeg tilføje, for selv om jeg almindeligvis ikke gider at se socialrealisme, så er her vist en film, som jeg næsten er nødt til at se.

Og hvorfor er det så lige, jeg skriver et blogindlæg om en film, jeg endnu ikke har set?

Det er faktisk heller ikke mit fokus. Mit fokus er, at hele kønsdebatten har tendens til at køre af sporet og det er der mange årsager til. Én af dem er, at temmelig mange kommentarer i debatten er baseret mere på kommentatorens opfattelse end af det, der rent faktisk bliver sagt i det oprindelige oplæg. Okay, det lød lidt kringlet, så lad mig give et eksempel på det:

Twerk Queens anmeldelse

DR bad Twerk Queen at anmelde filmen og hun indleder sin anmeldelse med at skrive, at titlen havde givet hende forventninger om, at "hun ville blive grotesk og absurd, men det skete altså ikke. Overhovedet. Jeg må indrømme, at jeg var slemt skuffet."
Derefter gennemgår hun nogle af de ting, som efter hendes opfattelse overhovedet ikke var så frygtelige, som Tafdrup fremfører:

Om forandringen af deres fælles lejlighed
"Common, det er vel fair nok, at hendes ting flytter med og vel også fair nok, at når lejligheden bliver til en fælles lejlighed, så ændrer den udtryk."

Joh, det er det da, men er det rent faktisk det, der sker? Når kvinden i filmen flytter rundt på tingene uden nogen form for ligeværdig samtale og hun overhovedet ikke lægger op til at finde frem til et kompromis, så er lejligheden vel ikke fælles længere?

Om kvindens introduktion af en kalender
"Ja, det er lidt besværligt, at man skal skrive ned, hvad man laver, men kommunikation og forventningsafstemning er da to ret centrale ting i et parforhold, right?"

Bestemt, men det er jo ikke det, der sker. Hun introducerer en kalender og til den skal der bruges to tuscher: en grøn til de almindelige aftaler og en rød til de vigtige aftaler. Da han så spørger, hvad de skal gøre, hvis han nu vurderer sin kaffeaftale med sin ven til den røde tusch og hun tænker den er mere til den grønne tusch, så svarer hun meget finurligt, at "det må du jo selv vurdere." Det lyder jo meget fornuftigt... indtil hun efter en lille kunstpause fortsætter: "men hvis nu du synes, det er vigtigere at drikke kaffe med din ven, end det er at gå til koncert til mig, så øh..."
Altså: "Du bestemmer selv, hvad der er vigtigt, så længe din vurdering ikke strider mod min." Er det jævnbyrdig kommunikation og forventningsafstemning? Næppe!

Om at droppe kød til fordel for grøntsager
"Især efter min tur på veganer-udfordringen tidligere i år er jeg blevet bevidst om, at kød og maskulinitet er knyttet tæt sammen i vores fortælling om den "rigtige mand". Så når kæresten i filmen forsøger at introducere en vegetarlasagne, laver kålruller eller får sin mandlige kæreste til at skære frugt, tolkes det af publikum som en decideret kastration."

Øh... Hvad? Nu kan jeg jo ikke vide, hvad skaberene af filmen har tænkt, men i min optik har den scene ikke det ringeste med kød eller grøntsager at gøre. Det har at gøre med, at han presses til at spise noget andet, som han egentlig ikke har lyst til. Han kunne lige så godt have været en veganer, der blev presset til at spise kød.
Men det er især hendes afskyelige metode til at trumfe sin vilje igennem, der er ubehagelig. Hun siger nemlig, at "kød er ulækkert" og hele hendes kropssprog og ansigtsudtryk understreger ulækkerhedsgraden af det der kød. Med tungen ud af munden og en afskys-grimasse sender hun et klart signal til ham om, at "kød er ulækkert og hvis du spiser kød, så er du også ulækker." Hun prikker altså til hans inderste følelser og piller hans selvværd fra hinanden, for hvem har lyst til at éns kæreste synes, man er ulækker?

Byrden ved altid at have ret

Det bliver rigtig interessant, når man læser en af de sidste kommentarer, hun kommer med, nemlig:
"Jeg blev lidt træt i løbet af filmen. Faktisk ikke, fordi den er urealistisk, eller skildrer parforholdet helt forkert. Mest af alt blev jeg træt af den måde, salen fortolkede det, der skete på lærredet, ud fra de historier, der ligger i vores samfund om parforholdet."

Hvor må det da være belastende at have det sådan. Tænk engang, hvilken byrde det må være altid at have ret. Selv når en hel sal fuld af andre mennesker har en anden opfattelse end man selv har, må man jo minde sig selv om, at det er dem, der tager fejl og ikke én selv, der har et problem med sin vinkel på tingene.

Se, hun har selvfølgelig lov til at have sin holdning og hun må naturligvis også meget gerne give udtryk for den, men i min optik knækker filmen altså, når man fremfører sin holdning, som om den var den skinbarlige sandhed. For ikke alene mener hun jo, at alle andre i den biografsal fuldstændig har misforstået det hele. Næh, hun præsenterer endda sin teori om årsagen til deres fejl, som om også dén er uafviselig: de har alle sammen misforstået det hele og det har de, fordi de har lyttet ukritisk til samfundets historier om parforholdet.

Det må sørme være hårdt sådan altid at have ret. Det kræver da en stædighed ud over det sædvanlige ikke at falde i den vildfarelse at overveje, om det kunne være én selv, der har taget fejl og ikke alle de andre...

Lad os tale sammen i positiv forventning til hinanden

Måske kunne vi få en mere givende debat om tingene, hvis vi i stedet går til debatten med en forventing om, at den anden har gode intentioner og gerne vil noget positivt i debatten. Lad os prøve på at lytte og gøre et forsøg på at forstå, hvad den anden faktisk mener. Det vil nok give en bedre og mere horisontudvidende debat. Det er ikke sikkert, vi bliver enige og det behøver vi jo heller ikke blive. Kan vi bare blive lidt klogere på hinanden og måske endda også på os selv, så har vi da opnået noget godt, ikke sandt?