Parkering: 290 kr.
Så har jeg lige sluppet 290 kr. for at parkere ved Horsens Sygehus, hvor min yngste søn har ligget til observation for mulig blindtarmsbetændelse natten over...
Jeg er ellers ret vred over, at man skal betale for at parkere ved sygehusene. Det er jo ligesom ikke rigtig idéen med at betale for sundhed over skatten og man så alligevel skal af med sådan en skjult brugerbetaling.
Lidt okay, på en måde...
Men netop i dag er jeg faktisk okay med det. Min søn og jeg har jo det seneste døgn været på kost begge to. Vi har fået frokost, aftensmad (en ret lækker ret, i øvrigt - med dessert, sandelig!) og morgenmad plus alt det kaffe, saft og juice, vi orkede at drikke. Derudover har både min søn og jeg fået en seng stillet til rådighed med sengetøj og sengelinned; vi har fået udleveret tandbørster og tandpasta, er blevet tilbudt lån af nattøj og havde jeg spurgt om det, ville jeg formentlig også have fået udleveret shampoo og fået lov til at tage et bad her til morgen.
En slags all-inclusive
Alt i alt er det jo næsten som et døgn på hotel, all inclusive med fuld betjening fra et yderst serviceminded personale, der gjorde alt, hvad de kunne for at få os til at føle os så godt tilpas, som det nu kan lade sig gøre efter omstændighederne. Og mon ikke man godt kan sige, at et all-inclusive døgn for to personer er 290 kr. værd?
Det synes jeg faktisk, det er... og så alligevel...
Og så igen, måske ikke helt okay alligevel...
Dybest set er jeg jo stadig utilfreds med den skjulte brugerbetaling i form af betalingsparkering. Det burde ikke koste noget at parkere, når man skal besøge syge pårørende eller hilse på nyeste skud på slægtstræet - og da slet ikke, når man er i den situation, at et ophold på hospitalet er nødvendigt!
Sådan helt bramfrit:
Det er noget svineri!
På den anden sige lidt okay eller...
Til gengæld er det helt på sin plads, at man betaler for sin mad, når man er på hospitalet. Det skulle man jo alligevel have gjort, hvis man havde været hjemme. Det kan diskuteres, hvor stort beløbet skal være, men det er helt fair, at jeg skal betale 20-30 kr. pr måltid. For nogle vil det være et lidt højere beløb, end man er vant til, når man er hjemme, for andre er det et lidt mindre beløb. Men det ville faktisk være helt i orden at betale for det, man spiser.
Mad i stedet for parkering?
Så her er det vildeste forslag:
Hvad med at lave et system, så man kan parkere gratis, når man skal på hospitalet og så til gengæld opkræve et beløb for maden? Om ikke for besøgene, så i det mindste da for patienter... Det er vel dét, skatten til regionerne går til?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!
Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.
Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."