Den gode kvinde, den onde mand

En vigtig debat...

#MeToo har sat gang i en debat om, hvordan vi behandler hinanden i dagligdagen. Især har kampagnen sat fokus på det usagte, det unævnelige; Altså det, som ifølge tusindvis af kvinder foregår hver eneste dag og som i hvert fald i nogle situationer holdes skjult af en fortidig kultur, hvor kvinden må finde sig i at blive betragtet som mandens bytte, der blot venter på at blive nedlagt.

Debatten er vigtig, for ingen skal have deres grænser overtrådt, uanset hvilket køn, de har.

Feminint er godt, maskulint er skidt...

Desværre er der efter min opfattelse en skævvridning i hele kønsdebatten. En skævvridning, hvor det maskuline pr definition betragtes som det onde, det forkerte, det grimme, mens det feminine ses som det gode, det rigtige, det smukke.

På sin blog skriver forfatteren og terapeuten Annette Jønsson om udviskningen af kønsrollerne:

“Maskuliniteten er tæt forbundet med selvværdsfølelsen, som er en udfordring for manden, fordi kønsrollerne i dag udviskes mere og mere. Ligestillingen af kønnene bevirker, at mænd skal kunne og gøre det samme, som kvinder. Det gør det svært for manden at finde sin naturlige rolle i hans maskuline univers. Han føler sig til tider amputeret, da han selv skal skabe sin identitet - fjernt fra de gamle normer, hvor han var overhovedet i kraft af sin rolle som skaffedyr, beskytter og den udfarende på arbejdsmarkedet.”

Jønsson rammer ret præcist, hvad den største udfordring er for den moderne mand. Det forventes, at han skal have de samme egenskaber og værdier som kvinder, men han skal samtidig vise sin maskulinitet for at blive betragtet som en rigtig mand. Der er dog to ting, som Jønsson ikke skriver her og som er mindst lige så væsentlige, hvis man skal forstå, hvilken situation ikke blot mænd, men samfundet i det hele taget står i.

Femininistisk maskulinitet på bestilling

For det første er det en helt umulig opgave, manden stilles. Han kan ganske enkelt ikke være helt og fuldt som kvinden og samtidig være en mand. Samfundets krav til manden er en bestilling i både pose og sæk og det kan rent praktisk ikke lade sig gøre.

Og for det andet er det ikke ligestillingen i sig selv, der har skabt problemet. Det gamle kønsrollemønster har muligvis lagt tingene til rette for manden og dermed gjort det lettere for ham at være forsørger, men den grundliggende udfordring er den samme i dag, som den altid har været.

Ligestillingens amokløb har dog uden tvivl gjort problemet større, samtidig med at det har lagt et slør ud, så ingen rigtig forstår, hvad der er på spil eller for den sags skyld, hvad spillet overhovedet går ud på. Eller sagt med billedsprog: vi leger allesammen blindebuk, men vi har hver især forskellige forestillinger om andre lege: flaskehalsen peger på, tagfat og alt muligt andet. Det betyder, at vi fægter forvirrede rundt og at det eneste, vi sådan rigtig kan blive enige om er, at vi har en udfordring, der skal tages op. Sandsynligheden for at finde fælles fodslag og fælles mål er ret lille.

Vi er lige - og så alligevel ikke helt

Jeg skal ikke på nogen måde forsøge at romantisere en fortid, jeg ikke har kendt. Der er uden tvivl meget ved de gamle kønsrollemønstre, som er forkert og uholdbart. Alligevel vil jeg hævde, at vi har mistet noget i ligestillingens hellige navn. Det er som om vi på en og samme gang har ladet forskellene mellem kønnene vande ud og blive til ingenting, men samtidig har vedtaget, at det ene køns særpræg er bedre end det andet køns. Og nej, det giver ikke megen mening. Det er ulogisk. Ikke desto mindre er det netop dét, vi ser i den vestlige verden i dag.

Alt det feminine fremstilles som det gode, det smukke, det rigtige, mens alt maskulint er dømt ude som det grimme, det forkerte, det onde. Det feminine er noget at stræbe efter; det maskuline skal helst pakkes væk og kun kaldes frem under særlige forhold.

Vi bygger os selv en fantasiverden, hvor mænd og kvinder er ens - altså underforstået: hvor både mænd og kvinder er, som kvinder tror, kvinder er. Men det er ikke andet en fantasiverden og vi gør klogt i at tage et opgør med den fantasi, hvis ikke vi ønsker helt at fjerne alt det, der giver livet farve.

For vi er nu engang forskellige, mænd og kvinder. Og det er der ingen grund til at kæmpe imod. Næh, vi skulle hellere omfavne det og nyde den synergi, der kommer, når mænd og kvinder gør noget sammen.

Lugten af røg

Det må gerne lugte lidt af røg. Det må gerne smage af noget. Udfordre. Skubbe forventninger. Stille spørgsmål ved tingenes tilstand og ikke mindst ved alt det, vi normalt går og tænker er naturligt og urokkeligt. Hvem har dog fundet på, at strømpen på venstre fod partout skal se ud som den, der sidder på højre fod? Hvorfor holder vi stædigt fast i, at kirken er et sted, hvor man skal være stille og hvor børn endelig ikke må sidde på døbefonden? Og hvorfor har vi besluttet os for, at det er helt okay, endda nærmest forventet, at minde hinanden om, at vi mænd bør lære at tale mere om tingene - ikke mindst om vores inderste følelser - mens det er en absolut no-go at sige til kvinder i dag, at det egentlig ville være dejligt, hvis de en gang imellem - ikke hele tiden, men blot en enkelt gang eller to i løbet af en dag - kunne lære at holde kæft i to minutter?

Det vestlige samfund er blevet forstillet, pænt, nysseligt og har mistet enhver form for saft og kraft og skabertrang. Det er, kort sagt og måske sat pænt meget på spidsen, blevet feminint og kedeligt.

Det trænger vi virkelig til at få gjort op med. Vi trænger til at få sat på plads, at det at være en mand under ingen omstændigheder skal overlades til kvinder at definere, for det har de faktisk ikke en brik forstand på!

Selv om mine tanker, som jeg sidder her og skriver, netop er tanker og ikke hverken urokkelige sandheder eller for den sags skyld fuldt ud gennemtænkte holdninger til, hvordan verden burde være skruet sammen, så er det nok nærmest uundgåeligt, at nogen vil støde sig det.

Jeg forventer at få skideballe

At feminister og andet godtfolk vil overfalde mig og skælde mig ud for mandschauvinisme og måske endda noget, der er endnu værre, er for mig ikke blot en risiko, som jeg må forberede mig på. Den slags udfald vil jeg endda betragte som synlige tegn på, at den første del af missionen er lykkedes. For det er først, når det gør ondt, når gulvet gynger og vi føler os usikre, at vi rammer den nerve, hvor vi har grundlaget for at udvikle os. Hvis vi skal tage en udfordring op, må nogen stille den først!