Drop gættelegen - afsnit 2

I mit seneste indlæg skrev jeg om, hvordan den skrækkelige leg, "Gæt, hvad jeg tænker," kan skabe hindringer for bedre forståelse mænd og kvinder imellem. Indlægget udsprang af MeToo-kampagnen, som i sædvanlig stil med andre kønsdebatter er i fare for at blive en angrebskrig mellem kønnene. Det ville vel være mere frugtbart at føre en gensidig dialog?

Jeg besluttede mig for at tale med kvinder, som er tættest på min hverdag, nemlig min kone og mine to døtre. Vi fik en rigtig god dialog om det og min oplevelse er, at det har givet stof til eftertanke for både mig og ”mine” kvinder. Et af de mere interessante pointer kom frem, da min datter på 16 år sagde, at ”Mænd kan da godt se, hvis en kvinde synes, det er ubehageligt.”

”Ja,” svarede jeg, ”dét kan vi! Vi kan godt se, at I bliver ubehageligt til mode. Problemet er, at vi ikke har skygge af chance for at se, hvad I bliver ubehageligt til mode af! Ikke medmindre I fortæller os det…”

Det gav hun mig ret i lige på stedet og mon ikke de fleste andre kvinder også kan se pointen. Hvis jeg på min arbejdsplads oplever, at en kvindelig kollega pludselig skifter ansigtsudtryk og kropsholdning, så er jeg jo ikke spor i tvivl om, at hun føler sin grænse overtrådt, men det er ikke sikkert, jeg kan regne ud, hvorfor.

Der er selvfølgelig situationer, hvor det er rimelig klart. Nu kunne jeg jo aldrig finde på at gramse nogen på røven, men hvis jeg havde gjort det, ville jeg naturligvis heller ikke være spor i tvivl om, at netop dén handling ville være den direkte årsag til, at hendes grænse var overskredet.

Men hvis jeg nu blot havde sagt noget pænt til hende, hvad så? Hvis jeg havde sagt: ”den kjole klæ’r dig virkelig godt” eller ”nej, hvor har frisøren klippet dit hår pænt” og hendes reaktion så tydeligt viste ubehag, hvordan i alverden skulle jeg så vide, hvad der havde fået den reaktion frem? Var det dét, jeg sagde? Var det mit ansigtsudtryk? Min kropsholdning? Mit tonefald? Eller måske noget helt femte? Jeg ville ikke ane det! Ikke før hun fortalte mig det.

Rigtige mænd - og så de få klaphatte

En anden vigtig pointe er, at det efter min opfattelse er et fåtal, der overskrider grænsen. Langt de fleste af os er rigtige mænd, ikke klaphatte, der tror, at kvinder er deres personlige lager af seksuelle ydelser. Vi rigtige mænd oplever sjældent, at kvinder på vores arbejdsplads pludselig skifter ansigtsudtryk og ser ud til at finde vores selskab ubehageligt. Men det forstærker blot fornemmelsen af dissonans i vores verdensbillede. Netop fordi vi ikke oplever, at kvinder bliver ubehageligt til mode, bliver vi endnu mere uforstående i forhold til MeToo-debatten. Vi synes selv, vi er opmærksomme, men vi har også den erfaring med den der skrækkelige gætteleg, at der sagtens kan være kvinder med en anden oplevelse og så bliver vi utrygge. For spørgsmålet trænger sig jo på: har jeg mon gjort eller sagt noget uden at opdage, at min kvindelige kollega har fundet det ubehageligt?

Altsammen i en træls kombination af to ting:
1. Kvinder, der ikke siger højt, når og hvordan grænsen er overskredet
2. Sølle klaphatte, der aldrig kommer i nærheden af at være rigtige mænd

Vi surmuler ikke

Kunne det tænkes, at det store flertal af mænd, der reagerer ved at tage ekstreme forholdsregler, ved at undlade enhver fysisk kontakt, ved at stille sig i baren med en drink i hver hånd og ved helt at undlade at komplimentere kvinder for deres udseende, i virkeligheden er alt andet end gul stue, mande-baby, surmuleri og offerrolle?

Kunne det tænkes, at vores reaktion ganske enkelt bunder i et ønske om, at vi skal komme godt overens med hinanden og at vi frygter, om vi måske selv har gjort eller sagt noget, der er blevet misforstået?

Kunne det tænkes, at vi ganske enkelt ikke oplever det, som MeToo præsenterer os for?

Kan mine spørgsmål fremme forståelse?

Jeg har ikke de vises sten til at besvare, hvad der skal til for at komme frugtbart videre og det, jeg skriver her skal ikke betragtes som afsluttende konklusioner. Jeg ønsker blot at stille spørgsmål for at fremme forståelsen af et emne, som for mig at se er enormt kompliceret. Måske tager jeg fejl og så vil jeg sætte pris på tilbagemeldinger i kommentarfeltet. Har jeg ret i, at mine spørgsmål kan fremme forståelsen, vil svar i kommentarfeltet være små skridt på vejen til at få det her problem ryddet af vejen.

Mandens fornemste opgave

Kære kvinder, vi holder af jer og vil det bedste for både jer og for vores fællesskab på arbejdspladser og andre steder. Vil I ikke godt være søde at tage det alvorligt, når nogle af os bliver i tvivl om, hvorvidt vi har været med til at krænke nogen? Vi surmuler ikke. Vores oplevelse i hverdagen stemmer bare ikke overens med det, vi hører.

Og når det sker, så kigger vi indad. Vi reflekterer over, om vores ord og vores adfærd bør ændres. Og vi vil sætte stor pris på, at I fortæller os, hvordan I oplever os i dagligdagen og om der er noget i vores adfærd, der gør jer utrygge.

For det er faktisk for mange os et af de fornemste opgaver, vi mænd har: at skabe tryghed…