Drop gættelegen og hjælp #metoo videre

En chokerende oplevelse

Da jeg var helt ung, omkring 18-19 år, fik jeg mit første "voksenjob." En dag var der en kvindelig og en mandlig kollega, der stod ved siden af hinanden og udførte et stykke arbejde. Og så, lige pludselig, tog han hende på røven og gav den en klem...

Min første tanke var: "Nej, dét kan ikke passe... Sådan er der ingen, der opfører sig... Jeg må have set forkert..."

Da jeg drejede hovedet og så på min tredje kollega, så han også helt forkert ud i hovedet. "Så du også dét?" spurgte han. "Øh, ja," svarede jeg, "det tror jeg nok..."

Hvad der efterfølgende skete, véd jeg faktisk ikke. Jeg var jo ikke så gammel og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg lige skulle gribe det an.

Baggrund for MeToo

Hvorfor fortæller jeg så lige den historie?

Joh, det gør jeg, fordi den er dukket op i mit hoved i forbindelse med den sociale bevægelse, #metoo, der på rekordtid er gået fra et enkelt tweet til massiv global opmærksomhed.

Det hele startede med, at skuespiller og sanger Alyssa Milano 15. oktober i år tweetede sin opfordring til at bruge overskriften ”Me Too,” hvis man selv havde oplevet seksuel krænkelse. Pointen var at gøre opmærksom på, at problemet med seksuel chikane er langt større, end de fleste er klar over og det må man jo sige er lykkedes ganske godt. Ifølge Information havde ikke færre end 1,5 mio. mennesker på blot tre dage deltaget i debatten og siden er bevægelsen blevet global.

En væsentlig debat, der ikke må køre af sporet

MeToo har skabt røre. Det er både godt og nødvendigt. Netop derfor er det vigtigt at holde debatten på ret køl, hvad det så end er. Som mand er jeg på én gang både forbavset, bekymret og indigneret. Men jeg er også forundret. Forundret over, at når vi nu har den her vigtige debat i gang, så er den hele tiden lige på nippet til at blive til en kønsmæssig angrebskrig, hvor mænd anklages for ikke at tage emnet alvorligt, når de i virkeligheden bare er uforstående i forhold til noget af det, de hører og slet ikke kan sætte det ind i deres oplevelse af hverdagen.

Mænd i offerrollen

I Radio24syv 1. december inviterede Asger Juul og Ida Herskind tre kvinder ind i studiet for at tale om kampagnen i dansk kontekst. Det var sexologen Julie Jeune, FOA’s næstformand Mona Strib og forfatteren Line Knutzon.

Journalisterne gjorde deres til at få en nuanceret debat. Det samme gjorde Mona Strib fra FOA, så man skulle jo tro, at her var en fin opskrift på et program, der virkelig kunne rykke noget.

Men… desværre gik der ikke mange minutter i debatten, før sexologen Jeune lod dommen falde over de mænd, der har reageret med de lidt mere ekstreme forholdsregler. Det gælder bl.a. René Fredensborg, som i et interview fortæller, at han har besluttet sig for, at han til den kommende julefrokost ikke vil danse. I stedet vil han stille sig i baren med en drink i hver hånd. ”Altså, jeg kan ikk… jeg kan ikk komme til at rage på nogen,” siger han. Her bliver Jeune ret klar i mælet: ”Nu gør mænd sig lidt til ofre, altså, og fjerner fokus fra det vigtige. Altså, det handler om noget virkelig vigtigt. Det er vigtigere, end at mænd bliver forvirrede.”

Knutzon er helt med på dén definition. Hun er tydeligt vred – det er ikke bare min tolkning, for det siger hun selv, at hun er – og hun føjer ”børnehavekortet” til. Hun siger bl.a. at ”det her børnehave, Rene Fredensborg på strømpesokker, der står og surmuler og demonstrerer i børnehaven, gul stue og ikke vil sige noget til (kvinder, red.) eller danse med (kvinder, red.) og sådan gør sig til offer… sammenlignet med… alvoren i det her. Altså, det er kvinder, der er blevet voldtaget… og så står der sådan nogle patte-voksen-babyer, mande-voksen-babyer ovre i et hjørne og bliver sådan mopsede og gør sig til ofre, altså jeg bliver sådan lidt sur her til morgen over det.”

Ja, så er scenen da sat!

Kvinder bliver udsat for seksuel chikane og mænd er pattebørn, der stiller sig i et hjørne og surmuler…

Det er én stor misforståelse og jeg er noget overrasket over Jeune og Knutzon, der jo ellers er intelligente og fornuftige og som efter min opfattelse burde kunne gennemskue, hvad der sker!

Det lykkedes dem ikke umiddelbart her, men det kan da nås endnu, når de lige får lidt tid til at tænke det hele igennem.

Noget stemmer ikke!

I mellemtiden vil jeg prøve at give mit bud på, hvad der får mange mænd til at reagere så ekstremt.

Som det nok fremgår ret tydeligt af min historie i begyndelsen af det, jeg har skrevet, var min mandlige kollegas opførsel så fremmed for mig, at jeg i første omgang var sikker på, at jeg måtte have misforstået situationen. Jeg kunne ikke slet forestille mig, at nogen kunne opføre sig på den måde. Min konklusion var derfor, at ”jeg må have set forkert.”

Siden dengang har jeg aldrig set mænd gøre den slags mod kvinder.

I min verden finder det ganske enkelt ikke sted.

Men så kommer #metoo og viser et langt større omfang af problemet, end jeg kan genkende i min hverdag og hvordan skal jeg så lige forholde mig til dét?

Jeg ser jo ingen grund til at tvivle på, at disse mange kvinder rent faktisk har oplevet, hvad de fortæller, de har oplevet. Hvorfor skulle de dog fortælle noget, der ikke passer? Der kan muligvis være nogle af historierne, som indeholder lidt fantasi og der kan da også være nogle af historierne, som dybest set intet har med chikane at gøre, men langt størstedelen af fortællingerne må jeg tage alvorligt.

Min oplevelse i dagligdagen og #metoo’s fortællinger skurrer bare sådan mod hinanden og det skaber dissonans i min verdensforståelse. Noget stemmer ikke!

Som mand kigger jeg indad

Hvordan kan min oplevelse være så meget anderledes end den, som MeToo præsenterer? Jeg er nødt til at spørge mig selv, hvad der foregår:

- Er det fordi jeg som mand bare ikke har været opmærksom nok?

- Er det fordi, det foregår i det skjulte og at de kvinder, som udsættes for det, ikke råber op og gør opmærksom på, at de er blevet forulempet?

- Og har jeg som mand selv gjort eller sagt noget, som er blevet oplevet som en krænkelse?

Drop Gættelegen

Jeg tror ikke, jeg står alene med netop de spørgsmål. Det er jo ikke uhørt, at kvinder forventer, at vi mænd kan gætte, hvad de tænker og føler. Og det kan vi måske også i en vis udstrækning, men der er nu altså begrænsninger, som selv den mest lydhøre og sensitive mand (eller kvinde) ikke kan overkomme.

Og helt ærligt, kan vi da ikke for én gangs skyld droppe gættelegen? Den gavner altså ikke nogen. Gættelegen er én af de største hindringer for, at vi mænd og kvinder kan lære hinanden bedre at kende og kunne vi dog bare komme væk fra den, så tror jeg, vi er kommet rigtig langt...

Læs videre her