Men inden da er der meget mere på bedding - og jeg kan afsløre en lille smule: noget med sokkesaft og tålakrids...
Published with Blogger-droid v1.7.4
Efter et lille stykke tid havde de andre opdaget, at onkel Andreas var forsvundet og nu gik den helt store eftersøgning i gang. Vi ledte efter onkel Andreas både oppe og nede og inde og ude, men intet spor var der af ham. Jeg vidste selvfølgelig godt, hvor han var, men for det første var det det mest spændende og sjove der var sket hele dagen – og for det andet vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle forklare, at onkel Andreas lå inde i julestjernen.Da vi havde ledt i nogle timer, hentede mormor en pose æbleskiver i fryseren og smed dem ind i ovnen. ”Vi kan jo ikke lede på tom mave,” sagde hun, ”og desuden er han sikkert bare gået sig en tur, fordi han ikke gider tage opvasken.”Uden de andre så det, sneg jeg mig hen til julestjernen for at sikre mig, at onkel Andreas var okay. Jeg trak to strimler en anelse fra hinanden og kiggede ind. Jo, den var god nok: dér lå onkel Andreas inden i julestjernen og snorkboblede.
Hun lukker øjnene. Bare lige et øjeblik. Stakkels støvler. Til sidst synes hun, at det er så synd for støvlerne, at hun lister ud af sengen og henter støvlerne. Så tager hun dem på og lægger sig under dynen.
"nu må I ikke være sure, tæ´r," siger hun til tæerne, "det er synd for støvlerne at stå ude i gangen og fryse hele natten. Det kan I vel nok forstå?"
Men det kan tæerne overhovedet ikke forstå. De er nemlig blevet rigtig sure, er de. Det er slet ikke rart altid at være lukket inde, så man ikke kan røre sig. Tæerne ligger og gisper efter vejret derinde. De er lige ved at blive kvalt, synes de og bliver bare mere og mere sure.
Faktisk bliver de så sure, at de til sidst beslutter sig for at holde et lille møde om det. Et suremøde.