Der er sket noget helt forfærdeligt for mig for nylig. Jeg har stiftet bekendtskab med en sur gammel mand!
Han er et skrækkeligt menneske, der strækker sig til det yderste for at skælde ud over alt muligt og skaber en utrolig dårlig stemning omkring sig.
Der er ikke den ting, han holder sig for god til at brokke sig over:
Så er det mine børn, der larmer for meget og adlyder for lidt, så er vejret dårligt, så er det journalister, der ikke kan skrive ordentligt dansk og så er det priserne på dagligvarer, der er steget for meget...
I det hele taget er der et hav af ting og emner, han går og brokker sig over og det er ikke til at holde ud!
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne få ham ud af mit liv eller at han i det mindste kunne dæmpe niveauet af beklagelse og utilfredshed - bare en anelse, for jeg bliver træt i hovedet af det!
Gid, jeg kunne slippe for den sure, gamle stodder! Men det kan jeg desværre bare ikke, for han er mig...
Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med mig, men det er, som om en eller anden mystisk kraft har overtaget min tankegang og fjernet den sunde fornuft. Måske er jeg bare ved at blive gammel og tvær?
Min 40 års fødselsdag nærmer sig med skræmmende fart og til august er jeg ikke længere en frisk, ung mand i trediverne.
Så er jeg i stedet en gammel og træt far til fire børn, hvoraf de to er teenagere... hey! Så er det jo derfor! Teenagere kan da hyle enhver ud af den, ligegyldigt, hvor stor tålmodighed, man normalt har.
Dejligt med en forklaring, der ikke blot kan undskylde min adfærd, så jeg slipper for ansvaret, men som faktisk også sætter en hel del på plads for mig. Nu er det ikke længere et mysterium, hvorfor gamle mænd tit er sure. Det er simpelthen naturens orden?
Så... nu har jeg det godt igen...
Forleden sad jeg på en terrasse og nød forårssolen sammen med en god ven.
Det var en sand hyggestund, som vores koner havde foræret os, da de tog alle børnene med sig på en fælles udflugt. Det var vist noget med et cirkus...
Så sad vi der og nød det. Vi nød stilheden. Friheden. Rummeligheden. Den fordomsfri samtale. Nåh, ja, og så nød vi også hvidvinen. Vi delte en flaske... to gange...
Den dag nåede vi ind til kernen af vores venskab, ind gennem det, jeg vil kalde tillidspunktet, dvs. det sted i relationen mellem mennesker, hvor tilliden har vokset sig stor nok til at danne et fundament for tryghed og åbenhed.
I de fleste relationer tager det ret lang tid at nå dertil, for det normale er, at vi mennesker kommunikerer utydeligt. Det vi siger, det vi mener og det vi tror, vi mener er ofte ikke samstemmende.
Derfor må vi først tage os tid til at lære hinanden at kende. For kun på den måde kan vi begynde at få en forståelse af, hvad den anden i virkeligheden tænker og hvad der trigger den anden. Og så kan vi måske føle tryghed nok til at åbne op for posen.
Det er det normale... at man må lære at afkode hinanden...
Men nu er jeg jo ikke normal - ikke på det her område i hvert fald. Jeg siger ikke altid, hvad jeg mener, men jeg mener altid, hvad jeg siger (eller tror, jeg mener, men det kan jeg måske uddybe i et andet indlæg...)
Min ven og jeg er meget forskellige, men på dét punkt er vi ret ens. Vi er ikke til banaliteter og ligegyldigheder. Jovist, small talk skal der være plads til og det skal man helst kunne mestre. Min ven og jeg hører jo til mindretallet her.
Men for os er small talk og snak om vind og andet tom luft kun en indledende manøvre for ligesom at tale sig ind på hinanden. Som om mundtøjet har brug for opvarmning, så man reducerer risikoen for at brække tungen eller knække en tand.
Small talk ligger altså ikke naturligt til mig. Det er noget tillært...
Så når jeg møder en ligesindet på det felt, glæder jeg mig over, at vi kan komme hurtigt videre. Her slipper jeg for overdreven snak om ingenting på tyve forskellige måder, inden vi når tillidspunktet.
At nå til det punkt er en fantastisk og inspirerende oplevelse - og fordi det ikke sker så tit, kommer det også som en overraskelse, hvor jeg lige skal tune ind på det.
Det mest tydelige tegn på, at vi har nået dette vidunderlige punkt, hvor vi skal et spadestik dybere, er stilhed. En stilhed, der har en helt speciel magi, fordi den kommer af, at begge parter er løbet tør for ajourspørgsmål og høflige fraser.
Så er der ikke mere pligt, vi skal leve op til. Nu kan vi finde spaden frem og gå ned i de dybere lag.
Denne stilhed bliver ofte betegnet som "pinlig tavshed," men i virkeligheden er det jo kun pinligt, hvis man ikke véd, hvad man skal stille op med den.
Hvis man derimod forstår, at stilheden ganske enkelt er udtryk for, at alt det mindre vigtige er ryddet af vejen og at der nu er skabt plads til det vigtige, kan man få rigtig meget godt ud af det. Så er det bare at læne sig tilbage, nyde stilheden og lade tankerne flyde frit.
For når tankerne flyder frit, kommer man i berøring med sit inderste væsen og hvis man er tryg ved hele situationen og ikke mindst tryg ved samværet, så kan man åbne op for posen og sætte ord på sine tanker, bekymringer og udfordringer.
Hvad min ven og jeg talte om, vil jeg ikke afsløre, for det er i sagens natur temmelig privat, men jeg vil gerne give opfordringen - eller udfordringen, om du vil - videre til andre: nyd dog muligheden for at tale om det, der ligger dybere og brug stilheden til at få sat ord på dine tanker og bekymringer.
Når du sidder sammen med en god ven, som du jo selv har valgt og som du derfor også må have en grundliggende tillid til, så kunne det jo være, at han havde et vigtigt input til dig... og du til ham...
Jeg er netop i sidste uge kommet hjem fra min anden nattevagt som omsorgsmedhjælper. Det var en introduktionsvagt, hvor jeg skulle lære alle de opgaver, der er forbundet med det. Man kalder det en føl-vagt, fordi man bliver koblet på en af dem, der kender rumlen og skal følge dem med rundt, så man kan se, hvad de gør.
Det er en rigtig god måde at gøre det på, for uanset, hvor meget, du skriver ned, så er der stadig meget, man ikke kan sættes ind i ved blot a læse om det - og slet ikke, når man arbejder med mennesker.
Men der er nu én ting, jeg studser lidt over...
Når man sådan er med for at lære rutinerne, så bruger man et særligt udtryk i pædagogverdenen for det. Man kalder det en "føl-vagt," dvs. en vagt, hvor er med i arbejdet på samme måde som et føl går tæt sammen med sin mor for at lære alt, hvad moren véd om farer, der lurer og om, hvor den bedste mad findes. Begge dele giver ganske god mening...
Men...
Gad vide, om den eller de pædagoger, der i sin tid har fundet på det udtryk, nogensinde har tænkt på, hvad konsekvensen er?
Lad mig stille det som et spørgsmål:
Hvis jeg er føllet, hvad er så min kollega? - en hoppe?
Det er da værd at tænke lidt over..?
