torsdag den 2. august 2012

En iPad i flertal hedder: ???

Børn har en fabelagtig logik, også når det gælder sproget. Dog er det danske sprog ikke altid lige så logisk indrettet. Især ikke, når der er tale om låneord fra andre sprog. Det måtte vi sande her forleden, da vores yngste havde en samtale med sin fætter om sin brors iPad. Som det ofte er tilfældet, når børn taler med hinanden om deres familie, ville de to fætre på 5 og 7 år gerne imponere og da den ene fætter fortalte, at hans bror havde en iPad, så havde begge brødrene til den anden fætter lige pludselig også en iPad - hver! Efterhånden udviklede det sig til ganske mange af disse tekniske vidundere og for ligesom at gøre det hele lidt nemmere, kortede drengene ordet af, så det kom til at hedde en 'pad'


Det var såmænd sjovt nok i sig selv, men det blev endnu sjovere, da den ene fætter syntes, det lød noget overdrevet at den anden fætters familie var i besiddelse af ikke færre end 5 af slagsen. Han forlangte beviser. Og hvad er et bedre bevis end med egne øjne at se samtlige enheder på én gang?
Den anden fætter måtte altså henvende sig til sin mor for at frembringe beviserne. Det foregik ved at storme i fuldt firspring over centrum af lejrpladsen og råbe: 'Moar! Har du padderne med?'

1 kommentar:

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."