mandag den 18. februar 2013

På Date hos Shangrila

En kærkommen overraskelse
I fredags skete der noget, som ikke sker så tit for min kone og mig. Vi var helt børnefri fra fredag eftermiddag og helt til søndag eftermiddag!

Nu skal det jo ikke lyde, som om vi er trætte af vores fire børn. Vi elsker dem højt og vi er stolte af dem på alle mulige måder.

Men uanset, hvordan man vender og drejer det, så er der nu ikke nær så meget tid til at være kærester, når man har fire børn, der hver især kræver opmærksomhed, kærlighed og varme, som der var, da vi var helt unge. Så når sådan en lejlighed byder sig, så gælder det bare om at slå til!

Fredag aften sad vi mere eller mindre bare og kiggede på hinanden, talte med hinanden og læste bøger i hver vores lænestol, kun afbrudt af, når en af os gerne ville dele det, vi læste med den anden. Det var intet mindre end fantastisk! Tænk engang at kunne være sammen i mere end tyve minutter ad gangen uden at blive afbrudt og uden, der var noget som helst, vi skulle ordne og nå!

Ud at spise... men hvor?
Lørdag havde vi så besluttet os for at tage ud at spise og her var min største betænkelighed at finde et sted, hvor vi fik 100% ud af det. Det er faktisk ret svært, når man ikke sådan er vant til at spise ude, for hvordan finder man lige frem til den helt rigtige restaurant?

Først googlede vi "spise i horsens" og fandt frem til forskellige steder, hvoraf de fleste så meget indbydende ud. Men stadig: hvordan undgik vi lige at rende ind i en restaurant, hvor vi blev skuffede? Umiddelbart så det ud til at vi kunne finde hjælp på et af de hjemmesider, hvor folk går ind og anmelder deres besøg forskellige steder, men problemet var bare, at dels så det ud som om nogle af de hjemmesider var blevet invaderet af bestilte anmeldelser og så er der jo ikke så megen idé i det og dels var der ganske mange af de steder, vi faldt for, som slet ikke havde anmeldelser.

Men da vi havde talt sammen om det, fandt vi frem til, at vi gerne ville på kinesisk restaurant og så blev feltet jo pænt indsnævret. Med udgangspunkt i billeder fra spisestederne (for os er stemningen nemlig vigtigere end maden - og desuden har jeg en idé om, at hvis stemningen er god, så er maden sandsynligvis også...) indsnævrede vi feltet yderligere, til der kun var to muligheder tilbage.

Dejlig stemning!
Det endelige valg faldt på Shangrila i Vejle og det fortrød vi bestemt ikke!

Se bare billedet herunder:


Se, dét kalder jeg stemning!

Jovist... Asiater har nok en lidt anden indstilling til farvevalg og belysning end de fleste skandinavere har, men skal vi på kinesisk restaurant eller ej?

Det er nok ikke så let at se på billedet herover, som jeg iøvrigt har taget direkte fra deres hjemmeside, men den måde, de har indrettet restauranten på, er intet mindre en genial:

Hele restauranten er ca. 300m2 og for at det ikke skal virke for overvældende, så har de anbragt en lang række af akvarier med guldfisk lige midt ned gennem lokalet på langs. Det giver en helt speciel belysning, hvor lyset fra lamperne i akvarierne brydes af vandet og danner dekorativt lys på gulv, vægge og møbler.

I den ene side har de anbragt blå belysning og i den anden side er lyset ovre i sådan en slags lys lila og det gør bare stemningen endnu bedre.



Vi fik en plads ved siden af et akvarie og kunne sidde der og kigge på fiskene. På den anden side af bordet mindre end 1½ meter væk stod det store buffetbord, så der var heller ikke langt at gå for at hente maden, så vi besluttede at tage buffetten, selv om vi egentlig derhjemmefra var blevet enige om, at vi helst ville have maden bragt.

God mad!
Om min teori holder stik med at en god stemning også betyder god mad ved jeg ikke, men i det her tilfælde passede det i hvert fald meget godt. Maden var helt fantastisk!

Dybstegte rejer, indbagt blæksprutte, oksekød, svinekød, and og en hel masse andre små retter gled fint ned og vi nød hver en bid.

Se herunder hele listen af fantastiske retter:

Og oven i det: Sushi, Suppe og Mongolian Barbeque, som er en række forskellige typer råt kød og grøntsager, som du afleverer på en tallerken og så steger de din mad, mens du ser på det og giver dig den færdige mad på en ren tallerken.

God servering!
Kundeplejen var uovertruffen og selv om det var tydeligt, at de havde vanvittigt travlt, fik vores brugte tallerkner ikke lov at stå i mange sekunder, før søde piger eller høflige unge mænd tog dem væk med det karaktértræk, der viser professionel servering mere end noget andet: nemlig at man næsten ikke lægger mærke til, at de har været der.

Og selv midt i al travlheden tog den unge restaurantchef sig tid til at spørge høfligt, om vi kunne lide maden! Sådan! Dét er kundebetjening!

Gratis parkering!
En anden vigtig ting, som nok især har betydning, når det gælder Vejle: masser af gratis parkeringspladser, så man ikke skal betale ekstra for den luksus, at man ikke behøver at rende frem og tilbage mellem mad og bil for at sikre sig, at man ikke får en bøde.

Kun 1 negativ ting - men det var ligegyldigt!
Faktisk har jeg kun én negativ ting at sige om hele oplevelsen: vi bestilte ½ flaske "Husets Hvidvin" til maden og den var ikke noget at råbe hurra for. Den var vandet og smagte ikke rigtig af noget.

Men ærligt talt: vi var fuldkommen ligeglade, for hele oplevelsen var så perfekt, at en lidt ringe hvidvin ikke fik nogen som helst betydning. Hvis vi nogensinde får muligheden igen, så er det ikke sidste gang, vi har spist hos Shangrila i Vejle. Restauranten kan varmt anbefales!

Og prisen?
Som børnefamilie tænker vi selvfølgelig også på, hvad tingene koster, så selv om vi på forhånd havde besluttet os for, at vi ville bruge de penge på vores date, som var nødvendigt for at få en god oplevelse, så har prisen naturligvis stadig en stor betydning.

Men også her kan Shangrila anbefales:
LukusBuffet: 148,- pr. person
Huset Hvidvin ½ flaske: 90,-
Pris i alt: 386,-

Hvis du kunne tænke dig at se flere billeder fra restauranten, findes de her

Har du selv haft en oplevelse på et spisested? Så del den gerne her, uanset om det er en god eller en knap så god oplevelse:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."