Undskyld...
I sig selv er det altså ikke nogen nyhed, at der dopes på livet løs i cykelsporten og derfor burde Michael Rasmussens undskyldning end ikke løfte et øjenbryn hos selv den mest ihærdige sensationsjournalist.
Men der er én ting, som gør det hele interessant alligevel.... og det er Kyllingens begrundelse for at sige undskyld. Her er, hvad han bl.a. sagde på pressemødet i går:
"Jeg har valgt at indgå et samarbejde med de relevante antidopingmyndigheder for at hjælpe med at løse cykelsportens alvorligste krise nogensinde."
De relevante er her Antidoping Danmark, WADA (den internationale antidopingorganisation) og antidopingmyndighederne i Holland og USA.
Altså: Michael Rasmussen har et fromt ønske om at hjælpe antidopingmyndighederne med at løse dopingproblemerne i cykelsporten og for at kunne gøre det, må han lægge alle kortene på bordet.
Og det skal jeg ellers love for, han gjorde! Epo, væksthormon, testosteron, DHEA, Insulin, IGF-1, Kortison og blodtransfusioner var med på listen og det var vist meget klogt af Kyllingen at læse direkte op af sit manuskript, for ellers havde vi sikkert også fået en opremsning af alle de gange, han er faldet for fristelsen til familiefester og taget et ekstra stykke kage til kaffen...
Inflation og hash på ministermøderne?
Men ærligt talt: er der ikke gået lidt inflation i undskyldningshysteriet?
For det er jo ikke kun sportsfolkene, der står i kø for at undskylde. Det er jo efterhånden blevet sådan, at enhver kendt forretningsmand og politiker fra tid til anden må træde frem og sige undskyld for et eller andet!
Direktøren for Danske Bank, Eivind Kolding, sagde 19. december 2012 undskyld for bankens grådighed inden finanskrisen.
Daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, sagde i 2005 undskyld for Danmarks afvisning af tyske flygtninge i forbindelse med 2. verdenskrig.
Og så er der selvfølgelig det hav af undskyldninger, der er kommet fra sportens verden og som vi allerede har været lidt inde på.
Jeg venter spændt på, hvad det næste bliver. Måske vil vi snart se Anders Fogh Rasmussen sige undskyld, fordi ministermøderne under hans regering startede med at de for fællesskabets og hyggens skyld lige nappede sig en pibe hash? (Nu, jeg tænker over det, ville det faktisk forklare en hel del...)
Nu er det jo ikke fordi, jeg på nogen måde vil forklejne det at sige undskyld. En god undskyldning kan være starten på en positiv udvikling og på mange måder kræver den sin mand at sige undskyld, når man har gjort noget forkert.
Men hvad er det værd, hvis undskyldningen blot er spil for galleriet? Hvad er pointen med at sige undskyld, hvis det bare er et ord, man siger?
Det var ikke kun mig!
Jeg skrev lige, at det kræver sin mand at sige undskyld - dén vil jeg gerne revidere: Det kræver ikke sin mand at sige undskyld. Faktisk kræver det overhovedet ikke noget som helst at sige undskyld, for det kan enhver jo gøre. Næh, det kræver sin mand at MENE det, når man siger undskyld!
Og i de tilfælde, jeg har nævnt her, er det ganske svært at få øje på, at undskylderne rent faktisk har ment det fuldt og helt...
Danske Banks direktør, Eivind Kolding sagde ikke blot undskyld, men sørgede samtidig for på snedig vis at få delt skylden med andre banker. Det var altså ikke en ren undskyldning for Danske Banks handlinger, men også en pegen fingre ad kollegerne. Fuldkommen, som man ser det i børnehaven eller i skolegården:
"Det var ikke kun mig! De andre gjorde det også!"
Og i tilfældet med Anders Foghs undskyldning til de afviste tyske flygtninge, så foregik det på Mindelunden mere end 60 år efter forseelsen og der har næppe været mange af de tilstedeværende, som selv havde været én af ofrene for det, der skulle siges undskyld for (de fleste af dem er sikkert også døde i mellemtiden) og selv, hvis de havde været der, så sagde Fogh jo ikke undskyld på egne vegne. Mon ikke de fleste af os kan blive enige om, at det er langt nemmere at sige undskyld på andres vegne end på egne vegne?
Og det samme synes også at være tilfældet med Kyllingens undskyldning. Dels startede han sin del af pressemødet med at annoncere sit karrierestop inden for cykelsporten og dels var hele pressemødet præget af samme stil som Danske Banks undskyldning for grådigheden under finanskrisen. Bl.a. sagde direktøren for Michael Rasmussens cykelhold:
"Vi er kommet til den konklusion, at vores ambition om at skabe et storhold, ikke kan skabes i det nuværende miljø, hvor doping er almindeligt og anerkendt..." og endvidere: "Nu vil vi ... gøre vores til, at vi kører mod rene cykelhold, således at alle kører mod hinanden på lige vilkår."
Altså, med andre ord: Kyllingen har dopet sig, fordi alle de andre gjorde det og fordi man ikke kan vinde noget uden at dope sig!
I gamle dage, når et ansvar skulle placeres, var der kø ved håndvasken - i dag står folk i kø for at trække et nummer til undskyldspressemøder. Men grundprincippet er det samme, når man ikke MENER undskyld, men blot SIGER undskyld!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!
Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.
Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."