Tid til leg - fantasilandet Gurlumhej

Fantasi med børn er fantastisk!
Noget af det mest fantastiske ved at skrive børnebøger er, at jeg får lov til at være helt som et barn. Fantasien får frit spil og der er ikke en eneste, der så meget som løfter øjenbrynene. Især er det en fornøjelse at skrive fortællinger sammen med mine egne børn. Så sætter vi os ned og snakker sammen om handlingen og der går sjældent mere end fem minutter, inden bordet er fyldt med papir og blyant og så bliver der tegnet løs.

I lørdags skrev vi en helt ny historie, som formentlig vil blive til en hel serie af bøger. Det er fortællinger om Dyrene i Gurlumhej. De er ikke helt almindelige dyr, men har alle sammen deres helt specielle træk. Vi har Drillefanten, Kilderaffen, Bavenlianen, Spænehornet og mange, mange andre.

Her er f.eks. en hurtig skitse til Drillefanten Lille Knud, som ikke vil drille. Han bliver drillet af hele drillefantflokken, fordi han ikke vil drille og det er derfor han ser så ked ud af det:

Lille Knud er tegnet af Clara og vi er så småt gået i gang med at rentegne...

Et indblik i fortællingen!

Dyrene i Gurlumhej

Der er mange dyr i verden. Flere end man kan tælle. Måske kender du nogle af dem? Der er Elefanter og Giraffer. Der er Løver og Leoparder. Der er Hunde og Katte. Men vidste du også, at der findes nogle dyr, som de voksne slet ikke kender og aldrig har hørt om?

De er nemlig fantasidyr og de bor alle sammen i Gurlumhej.

Den bog, du læser lige nu handler om nogle af dyrene i Gurlumhej. Måske kender du allerede nogle af dem, men der er helt sikkert også mange af dem, du aldrig før har set eller hørt om. Men først skal du vide, at der ikke findes ret mange voksne, der har hørt om  Gurlumhej. For de fleste voksne har nemlig glemt, hvordan man leger. Det er sådan noget, der sker, når man bliver gammel: man begynder at glemme alting. Også hvordan man leger.

Måske er du så heldig, at din far eller mor er en af den slags voksen, der ikke har glemt, hvordan man leger? Sådan en voksen, der kan fortælle om sære ting og mærkelige væsener og som altid kan finde på noget at lege?

Hvis du kender sådan en voksen, kan det være, de har fortalt dig om  Gurlumhej. Og hvis du ikke kender sådan en voksen, så gør det ikke så meget, for nu vil jeg nemlig fortælle dig alt det, jeg ved om  Gurlumhej. Nu skal du høre:

Gurlumhej findes et sted, som man kun kan finde, hvis man har fantasi. Nu tænker du sikkert, at det er lidt fjollet, jeg fortæller dig det, for selvfølgelig må det være sådan, at man kun kan finde et fantasiland som Gurlumhej, hvis man har fantasi. Men nu har jeg altså alligevel fortalt dig det. Så er det gjort, hvis nu nogle af de voksne, som ikke har fantasi nok, skulle begynde at sige: ”Sikke noget pjat! Gurlumhej findes slet ikke!” Hvis nogle af de voksne, du kender, siger sådan, så véd du nu hvorfor: de har ikke fantasi nok til at kunne finde  Gurlumhej og derfor véd de selvfølgelig ikke noget som helst om det.

I  Gurlumhej er der både en stor skov, en lang slette, en flod og et bjerg. Og for foden af bjerget er der selvfølgelig også en lille dal.

Ude på sletten lever Spænehornet.

Måske har du set næsehorn på fjernsynet og spænehornet ligner dem faktisk en lille smule, bortset fra at den ikke har ben. I stedet går den rundt på sine horn. Den har fire horn og de sidder alle sammen på maven. Så er det også lettere at gå på dem. Hvis du tænker på, hvorfor den hedder et spænehorn, så kan jeg fortælle dig, at det hedder den, fordi den heller ingen øjne har. I stedet har den nogle kæmpe ører og en stor, stor næse. Den kan høre næsten alt og så kan den lugte bedre end noget andet dyr i  Gurlumhej. Men når nu den ikke kan se, hvor den går og der måske kommer en fæl kilderaf eller en drillefant, så gælder det jo om at komme hurtigt væk. Så hurtigt, at den må spæne af sted på sine fire horn. Så derfor hedder den et Spænehorn.

Og nu, hvor jeg allerede har fortalt, at der findes drillefanter og kilderaffer, så må jeg også hellere fortælle dig lidt mere om, hvad de er for nogle dyr.

Lad os allerførst tage drillefanten. Drillefanten er et stort dyr med to drillesnuder. En drillesnude er sådan en slags snabel, ligesom elefanter har, men drillefantens snude er bare rullet op under øjnene og når den så skal drille - for det er nemlig det, drillefanter gør - så ruller den lige drillesnuden ud og giver dig et ordentlig dap over næsen eller i rumpen. Og som jeg lige fortalte, har den ikke bare én, men hele to drillesnuder. Én i hver ende.

Og så er der kilderaffen, som er et andet dyr, der ikke er så rar at være sammen med. Kilderaffen er et dyr med en lang hals, ligesom vi kender det fra giraffen. Men Kilderaffen er faktisk ikke særlig høj, for den ligger nærmest ned med halsen strakt ned mod jorden. Og på dens lange, lange hals har den en masse fjer, som den kan kilde med. Og det gør den! Uanset, hvem den møder og uanset, hvor træt, den er, så går den aldrig af vejen for at kilde dig, til du er lige ved at dø af grin.

Men der er også en masse søde dyr i  Gurlumhej.

Jeg har allerede fortalt dig om Spænehornet, som bor på sletten, men inde i skoven ved den yderste kant bor Bavenlianerne. Det er sådan en slags abe, der svinger sig træerne på evig jagt efter nogen, den kan hjælpe. For Bavenlianer er nemlig de mest hjælpsomme dyr i hele  Gurlumhej. De har otte arme og lige så mange hænder og det, de siger allermest er: ”Skal jeg give dig en hånd?” og hvis du så har brug for lidt hjælp, skruer Bavenlianen en hånd eller to af armen til dig. Der er nemlig det særlige ved Bavenlianens hænder, at de kan lave en hel masse, selv om de ikke sidder fast på Bavenlianen. Det er ret praktisk, for så kan sådan en Bavenlian nemlig hjælpe mere end én ad gangen. Når en Bavenlian giver dig en hånd, skal du bare huske at du kun låner den. Bavenlianer vil nemlig altid have deres hænder tilbage, for ellers kan de jo ikke give en hånd til andre, som har brug for det.

Hov, nu var jeg lige ved at glemme at fortælle dig, at Spænehornet ikke er det eneste søde dyr på sletten. Herude lever nemlig også et dyr, som hedder en Leorar. Og nu tænker du måske, at det lyder rigtig meget som Leopard og det kan jeg godt forstå, men faktisk ligner en Leorar overhovedet ikke en Leopard. Den minder nærmere om en bjørn. Eller måske snarere en bamse. Sådan en stor bamsefar med tyk mave og store arme, som den meget gerne bruger til at give knus med. Det eneste ved Leoraren, der ligner en Leoparden er hovedet, som er lidt som et kattehoved.

Nu kender du vist nogle af de dyr, der bor i  Gurlumhej og nu vil jeg fortælle dig en historie om én af dem...

Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede hest

Så er der er en splinterny e-bog ude. Det er "Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest"

Prinsesse Lila har det svært. Hun vil gerne giftes med Prinsen, men Den Vrede Hest er der altid og skælder hende ud for alt, hvad hun gør. Heldigvis lærer hun dragen at kende og den hjælper hende med at bekæmpe de dårlige følelser, hun har med sig selv.

Bogen er velegnet som højtlæsning for de 3-9årige, men der er også noget for de voksne.

Bogen er illustreret med Kathrine Wanningers fantastiske streg!

Normalprisen er 29,95 - men i hele januar kan du få den for 19,95!

Køb den her

Børn skal have historier - masser af historier!

Betydningen af fællesskab
Noget af det allerbedste, børn ved, er at få læst en rigtig god historie og det er mange gode grunde til. Først og fremmest er historielæsning en mulighed for at få sig en hyggestund med far eller mor. Så kan man nemlig putte sig rigtig ind til hinanden og være fælles om noget uden der er en masse udenomsstøj, som forstyrrer.

For det andet har de fleste af os en hektisk hverdag med transport, arbejde, tøjvask, indkøb for slet ikke at tale om alle de fritidsaktiviteter, vi fløjter rundt til.
Derfor er historielæsningen et godt afbræk fra det hurtige tempo. Med en bog sætter man hastigheden ned og lader pulsen hvile.

Hvordan giver vi vores børn gode værdier?
For os som forældre er der, foruden ovenstående, dog også andre gode grunde til at læse historier for vores børn. For et af vores allervigtigste opgaver er at give vores børn gode værdier i tilværelsen. Det gør vi gennem vores handlinger, for lad os nu se virkeligheden i øjnene: det, vi gør, råber så højt, at ingen alligevel hører, hvad vi siger.

Hvis vores hverdag bare kører derudaf for fulde drøn og vi aldrig sætter os til rette i en lænestol for at være sammen med vores børn, så kan vi sige nok så mange gange, at vi elsker dem og ønsker det bedste for dem, men det eneste, de hører er vores handlinger, der siger: Jeg har ikke tid lige nu, jeg skal [indsæt selv vaske tøj, tømme opvaskemaskinen, hænge billeder op eller hvad du lige nu bruger mest tid på]

Jeg tager mig tid til mit barn
En god bog kan derfor være en måde at fortælle vores børn, at vi prioriterer dem: Jeg tager mig tid til dig, skal vi læse den én gang til?

Hvad er en god bog til børn?
Der er utvivlsomt et hav af børnebøger, vi ikke lige synes er sagen, men der er altså også mange rigtig gode bøger.
For mig er det vigtigt at de bøger, jeg læser for mine børn skal være:

• En god historie
• En velskrevet bog, der ikke går på kompromis med den sproglige kvalitet
• En bog med mening og positive værdier

Nu er det jo selvfølgelig let bare at opstille nogle punkter, så måske jeg lige skulle forklare lidt nærmere, hvad jeg mener:

En god historie er en fortælling, der fanger børnenes opmærksomhed fra start til slut. Hvad der giver en historie dén kvalitet er næsten ikke til at definere, men ved at observere ungerne får man jo ret hurtigt en idé om, hvorvidt den er god eller ej. Hvis børnene ikke fanges af historien og nyder den, kan det hele jo være ligemeget.

En velskrevet bog er en forudsætning for, at børnene ikke blot nyder selve fortællingen, men også lærer lidt om kvalitet i sproget. Derudover må jeg nok også erkende, at der for mig personligt går lidt nørd i det. Jeg har rigtig svært ved at hive mig op til at læse en god historie, der er dårligt formuleret. Skinner det derimod igennem, at forfatteren har en forståelse af sproget og ved, hvordan man skruer det sammen, så nyder jeg det jo lige så meget som børnene og så har vi for alvor et godt og sundt fællesskab omkring fortællingen. Nu kan man jo selvf'ølgelig hævde, at man som voksen må lægge sine egne behov fra sig for børnenes skyld. Og det skal man! Der er bare det ved det, at et fællesskab jo netop opstår, når vi er fælles om noget, at vi har vores fokus rettet mod det samme og hvis du sidder og læser noget, du dybest set synes er noget bras, så vil det vise sig i den måde, du læser på og dine tanker vil være rettet mod at få læsningen overstået, så du kan komme i gang med noget andet. Så går idéen jo ligesom af det...

Et rigtig godt trick til dette ser vi bl.a. hos Benny Andersen i bøgerne om Snøvsen. Fortællingen tager udgangspunkt i nogle af de underlige ting, vi siger. Hovedpersonen Eigil hører ofte de voksne sige, at den eller den er "gået fra snøvsen" og han begynder lige så stille at opbygge sin egen forestilling om, hvad snøvsen dog er for en fyr. Han synes det er synd for snøvsen, at alle går fra den og kommer bl.a. til den konklusion, at snøvsen må være meget svært til bens, for ellers ville den jo følge efter folk, så de ikke gik fra den. Derfor har snøvsen kun ét eneste ben. Det greb, Benny Andersen bruger, er at give historien flere lag oven på hinanden, så der er noget for alle at hygge sig med. Og han gør det godt, hovedsageligt fordi han sørger for at "voksenlaget" ikke virker forstyrrende for børnene. De voksne kan så sidde og more sig over misforståelsen og den barnlige fantasi, mens børnene kan nyde historiens øvre lag, for det gør ingenting, at de ikke fanger, hvorfor det er særligt morsomt med snøvsen.

En bog med mening og positive værdier behøver ikke forstås som raketvidenskab. Med mening mener jeg blot, at der skal være noget ekstra at komme efter. En bog, der blot er en velskrevet og fængende historie, men som man bagefter bare lægger fra sig uden at tænke videre over det er ganske enkelt ikke noget, jeg synes mine børn og jeg skal bruge tid på. En bog bliver først rigtig levende, når den lever videre i vores tanker og fantasi. Det må børnene meget gerne lære helt fra starten. Heldigvis er langt de fleste børnebøger gode i den henseende.

Og hvad angår værdierne kan ingen af os sige ret meget til hinanden. Lige så forskellige vi er, lige så forskellige værdier vi har, lige så forskellige bøger vil vi gå efter, når vi skal have en hyggestund med vores børn.

Anbefaling fra mig og Sigurd Barrett
Her til slut skal jeg blot anbefale en enkelt bog, som jeg sælger fra min webshop på holbo-historier.dk

Det er bogen om Max og Mikro og de væltede træer. Den er skrevet af Peter Thingaard og har 40 sider med flotte helsides tegninger i farve. Bogen anbefales af Sigurd Barrett og koster 99,- plus forsendelse.