Kvinde, giv plads eller gør det selv!

Når jeg kører på arbejde om eftermiddagen, lytter jeg gerne til ”Ibens” på Radio24syv med Iben Maria Zeuthen. I programmet diskuteres livets store og små spørgsmål og i går, d. 17. juni handlede det om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

Jeg får ofte lyst til at ringe ind og give mit besyv med, men det duer jo ikke, når jeg kører bil, så det koncentrerer jeg mig om i stedet.

Hvor er mændene henne?

Men i går var der nu alligevel noget ved programmet, som for alvor får mig ned i stolen foran tastaturet.

Iben havde Karen Borgnakke og Anne Kirstine Vågebæk i studiet og sammen med de lyttere, der ringede ind, diskuterede de ligestilling i forhold til netop balancen mellem familieliv og arbejdsliv.

Et stykke inde i udsendelsen bemærkede både vært og gæster, at andelen af mænd, der deltager i den debat, er forsvindende lille. Eksempelvis var der kun 2 mænd ud af de lyttere, som ringede ind og deltog.

Karen Borgnakke, Anne Kirstine Vågebæk og Iben Zeuthen var enige om, at det er et problem.

Det mener jeg også, men det efterfølgende fik mig op på mærkerne.

Ordet afslører din grundlæggende indstilling!

Det, jeg bed mærke i – og som jeg ofte bemærker i ligestillingsdebatten, især, når det gælder børn og familieliv – er den måde, Iben og hendes gæster taler om det på.

De siger bl.a. at mændene, dvs. hovedsageligt fædrene, skal ”inddrages” i debatten.

Inddrages?

Hvornår inddrager man?

Jo, det gør man, når man tager ledelse og arbejder mod et mål. Så inddrager man andre i projektet. Det er jo netop det, der ligger i ordet. Inddrage betyder at ”drage ind,” dvs. at ”trække andre ind, hvor jeg selv står.” Dermed afsløres det, at kvinder har sat sig på debatten, når det gælder ligestilling. Kvinder har taget ejerskab over familielivet og især børneopdragelsen. De giver ikke slip, men vil blot ”inddrage” børnenes far, når et nyt mål er sat.

Hvordan foregår det hos dig?

Nu kan man selvfølgelig hævde, at det blot er ordkløveri, men prøv engang at tænke efter. Forestil dig de situationer, der drejer sig om familie og børn. Hvad sker der om morgenen, når børnene skal af sted i vuggestue, børnehave og skole. Hvem bestemmer så, hvad tøj børnene skal have på? Hvem bestemmer, om børnene selv må cykle eller gå eller om de skal følges? Hvis du er mor, så prøv engang at tænke efter: når både du og børnenes far er hjemme om morgenen, har han så mulighed for at arbejde på sagen uden du blander dig i det? Kan han finde tøj frem, uden du skal godkende det? Kan han smøre en madpakke, uden du fortæller ham, hvordan den skal smøres?

Ord har en helt speciel egenskab: dels skaber ordet, hvad det nævner og dels afslører det den måde, vi tænker om tingene på. Det fungerer altså begge veje, som årsag til en bestemt måde at tænke på og som virkning af den måde, vi tænker på.

Inddragelse?...

I sammenhæng med ligestillingsdebatten viser det sig ved, at når vi taler om at far skal ”inddrages,” så skaber vi en forståelse af far som en slags andenrangsforælder eller medhjælper, der blot skal fungere som en arbejdshest, der fører mors forestillinger ud i livet. Og når vi har den indstilling til det, så taler vi også om det på en måde, der forstærker indstillingen.

Hvis vi skal have en forandring, så kræver det, at kvinder giver slip. Vi mænd og fædre har nemlig oftest den indstilling til børnene, at hvis valget står mellem at skulle kæmpe for at gøre det, vi finder bedst og samtidig risikere splid i hjemmet til skade for børnene eller på den anden side give slip og lade mor bestemme, hvordan tingene skal være, så vil vi oftest vælge det sidste.

Men samtidig vil vi mænd og fædre så også i en vis udstrækning give slip for selve arbejdsdelen af det. For hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre arbejdet, hvis jeg ikke har indflydelse på formen? For mig er det egentlig ret enkelt: hvor mor VIL bestemme, får hun lov til det, men hvis vi som fædre skal overleve i det, så må konsekvensen også være, at hun selv må lave arbejdet.

...eller ligeværdigt samarbejde?

Skulle vi ikke i stedet prøve noget andet?

Kunne man evt. forestille sig, at alt det her med arbejdsliv og familieliv kunne ske i et ligeværdigt samarbejde? Et samarbejde, hvor far og mor har lige meget indflydelse på børneopdragelsen? Hvis vi skal dele arbejdet, så kræver det, at vi også deler beslutningerne.

Tøsedreng!

"Herre i eget hus" er en serie på TV2, hvor mænd får hjælp til en mere maskulin indretning i deres hjem. Konceptet er ret simpelt: konen og børnene flytter ud i tre dage og så sender TV2 en testoseronpakke i form af Pelle Hvenegaard og Rasmus Larsson plus lidt flere. De skal så affedte vægge og gulve for lyserødt plys og hjerteformede puder, for at erstatte det hele med gulvhøjtalere og spillekonsoller.

Jeg har ikke set udsendelsen før og det er vist endda nogle genudsendelser fra sidste år, de sender, men i eftermiddags havde pigerne tændt for det og så kunne jeg følge lidt med på sidelinien.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at kvindesagen er gået amok og har forvandlet Danmark til et kvindedomineret samfund, men ærligt talt: den udsendelse er altså pinlig! For mændene!

Det første, der dukkede op i hovedet på mig, var: hold da lige kaje! Sikke en tøsedreng!

I sig selv er der noget rivende galt, når en mand har brug for en håndfuld hærdebrede håndværkertyper for blot at sætte en lille smule fingeraftryk på sit hjem.

Er der noget mere tøset end at kalde på veninderne - "syns I ikke osse bare, at..." - for ligesom at stå i samlet flok og gruppepresse en anden til at bøje sig? Jeg kan i hvert ikke lige umiddelbart komme i tanke om noget...

Konen har endda valgt at medvirke i programmet. Hun har tydeligt vist selverkendelse og sendt et signal om, at hun dybest set godt véd, at hun fylder lidt for meget i forholdet og gerne vil gøre noget ved det...

Og så efterlader det altså billedet af én, der er så lidt mandig, at han lige så godt kunne have stillet op til offentlig kastrering med alle de blodige detaljer prime time på nationalt TV...

Så tag jer dog sammen, mænd!

Kom nu ind i kampen, derude... det er ikke så svært...

Guldmedalje til: Kvinder, der giver modspil...Ti stokkeslag til: Mænd, der spørger konen, om de gerne må være uenige...

Endelig en mand!

Sidder du godt?
Er du i godt humør?
Og er du klar til at tage stilling til et ømtåleligt emne?

Ok...

Men inden du læser videre, får du lige nogle ord, der nok kan tage pippet fra de fleste... Er du klar? Her kommer de:

Ligestilling
Kønskamp
Kønsdebat

Er du her stadig? Tør du fortsætte?

Ja?

Hatten af for dig, men så beder du altså også selv om det, for nu skruer vi virkelig op for varmen i stolen - eller måske skulle jeg sige "toiletbrædtet," men det vender jeg tilbage til om lidt.

Den farlige debat om køn
Et af de mest vanskelige emner for debat i dag er nok den, der handler om kønnene. Både når det gælder mand/kvinde generelt, men nok især, når det gælder mænd og kvinder på arbejdsmarkedet eller far/mor.

Hvis der er noget, der kan sætte sindende i kog, så er det netop, når vi taler om køn og kønsforskelle. I mine unge dage syntes jeg, det var underligt, for vi kan jo debattere så mange andre hotte emner, uden at det nødvendigvis giver skår i venskaber og kærlighedsliv. Men lige præcis køn er en farlig gryde at røre i.

Nu, hvor jeg er blevet lidt ældre og forhåbentlig fået mere erfaring og livsvisdom, kan jeg faktisk meget bedre forstå, hvorfor det knalder og brager sådan, når vi debatterer kønsproblematikken.

Der er nemlig det særlige ved køn, at man ikke kan sige noget positivt, uden samtidig at sige noget negativt. For der findes jo altså kun 2 modeller af Homo Sapiens: kvinder og mænd. Og når der kun findes to slags, så giver det sig selv, at når jeg siger noget positivt om den ene model, så siger jeg samtidig noget negativt om den anden model.

Lad mig give et eksempel:
Hvis jeg påstår, at kvinder generelt er gode til at multitaske, så siger jeg jo også, at mænd er mindre gode til at multitaske. Og hvis jeg hævder, at mænd generelt er gode til at finde vej og læse et vejkort, så har jeg samtidig påstået, at kvinder er lidt tilbagestående i den disciplin...

Grundvilkåret for debatten er altså, at man ikke kan sige noget om det ene køn uden også at sige noget om det andet køn - og derfor, hvis vi skal have en god og sund debat (og det er vel det, vi gerne vil?) må vi holde fast i, at når vi føler indignation eller vrede på vores køns vegne, må vi kæmpe en kamp for at sætte følelserne til side og forholde os så nøgternt, vi overhovedet kan i debatten.

Med det sat på plads vil jeg tage tyren ved hornene og starte med en hårdtslående påstand:

Mænd og kvinder er forskellige

For de fleste mennesker gennem tiden er den påstand helt indlysende. Grækerne på Sokrates´ tid vidste, at det forholdt sig sådan, apostlene fra Det Nye Testamente havde det som et grundvilkår, Oprørere og magthavere under de demokratiske revolutioner i Europa og USA i 1700-tallet havde denne opfattelse og uanset, om man kigger mod øst til Asien, mod vest til Amerika, mod nord til de skandinaviske lande eller mod syd til Afrika, så har man i mindst 90% af alle tider og i alle civilisationer været enige om denne ene ting: der er forskel på mænd og kvinder.

Det er faktisk kun i en superkort periode i historien og i en forholdsvis afgrænset del af verden, at vi har sat spørgsmålstegn ved den påstand og hørt nogle få mennesker hævde, at mænd og kvinder i virkeligheden slet ikke er forskellige.

Undskyld mig, men det er jo noget ævl!
Selvfølgelig er der forskel på mænd og kvinder!

En livsbekræftende oplevelse
Forleden havde jeg en oplevelse, der klart bekræftede mig i den antagelse og det bedste ved oplevelsen var, at den kom fra kvinder (det er nemlig ikke nær så farligt, når kvinder påstår, at der er forskel, som når mænd gør det, hvilket jo er et kuriosum i sig selv...)

Jeg fik nyt job for godt en måned siden og arbejder nu på en døgninstitution for fysisk/psykisk handicappede og inden du nu begynder at hyle "tøsedreng" for dine lungers fulde kraft, kan jeg blot sige: "selv tøsedreng, hvis du ikke er mand nok til at bruge dine egne feminine sider."

Jeg elsker det job! Her trives jeg virkelig!

Inden, jeg startede, hørte jeg fra en bekendt, som har haft job på det sted i nogle år, at de på den ene af afdelingerne havde snakket meget om, at jeg skulle starte. De glædede sig så meget til at få en mand ind, for dem havde de ikke for mange af i forvejen.

Endelig en mand!





Det er ikke første gang, jeg har stiftet bekendtskab med sådan et ønske, for jeg fik nogenlunde samme kommentar, da jeg i 2006 fik et lignende job.

Men så fik jeg en lidt sjov oplevelse, som satte det i perspektiv. Jeg var mødt ind til en vagt og efter nogle timer skulle jeg på toilettet. Jeg gik ind og løftede brædtet op og her måtte jeg alligevel trække på smilebåndet.

En af mine kolleger havde lavet et dymo-skilt med teksten "Endelig en mand" og sat det på undersiden af toiletbrædtet. Effekten var ligetil: selv toiletbrædtet kaldte på en mand.

Hvorfor har det for mine kolleger været så kærkomment at få en mand ind på arbejdspladsen, hvis der virkelig ikke er forskel på mænd og kvinder?

Måske er svaret lige så ligetil som budskabet på toiletbrædtet: Det betyder noget at få en hane i hønsegården, om det så er en gammel og steril en af slagsen... Der ER forskel på mænd og kvinder!

Ti stokkeslag til: En kultur, der forhindrer os i at byde ind med det, vi især kan og trives med

Guldmedalje til: Mænd og kvinder, der tør være sig selv